Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Kunst
   .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 12.547
: :
Oplevelse

I dagligsproget refererer «oplevelse» til en betydningsfuld eller usædvanlig begivenhed man er vidne til, stærke indtryk o.l. Specielt kan ordet referere til en religiøs oplevelse eller oplevelse af kunst - i begge tilfælde forstået som noget der griber en på en særlig personlig måde og er til berigelse for ens indre.

På engelsk og fransk findes ikke noget tilsvarende begreb, som helt dækker oplevelse. Derimod har det tyske «Erlebnis» omtrent det samme indhold og omfang og har præget «oplevelse» som filosofisk og æstetisk begreb. Ligesom det tyske «Erlebnis» anvendes oplevelse ikke før op i 1800 tallet. På norsk og dansk har ordet stærke pietistiske overtoner.

Prægningen af «Erlebnis»/oplevelse var særligt forbundet med den tyske romantiske reaktion mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse. Man protesterede mod, at fornuften blev abstraheret og følelseslivet spaltet ud, ved at udvikle et begreb som skulle afspejle helheden: En oplevelse er noget som river os ud af livets vante gang, og som netop derved lader livet som helhed træde frem på en særlig intens måde.

Efterhånden indgik ordet i det konservative åndslivs vokabular i dets abstrakte protest mod al den hæslighed, som fulgte med industrisamfundet. En mere udformet filosofisk betydning fik oplevelse i den såkaldte livsfilosofi (Bergson; Dilthey) og fænomenologien (Husserl) i deres kritik af positivismen.

Begrebet oplevelse forudsætter, at mennesket har opdaget sig selv som subjekt, dvs. det center som verden dannes ud fra. Dette var udgangspunktet for den nyere tids filosofi - fra og med Descartes. Oplevelse er egentlig at forholde sig til det som sker i end eget indre, ens egne subjektive tilstande, med andre ord at opleve ens egne oplevelser. Ikke uden grund er æstetisk oplevelse derfor blevet til det typiske eksempel på oplevelse.

Subjektivismen har altid været stærk i forbindelse med den borgerlige holdning til kunst. Efter opsplittelsen af verden i en ydre objektiv og en indre subjektiv, har kunsten været forbeholdt de subjektive kvaliteters rige. Anvendelsen af begrebet oplevelse i forbindelse med kunst angiver en bestemt måde at forholde sig til kunst på, som falder sammen med dannelsen af enhedsbegrebet kunst, og med den udvikling som gjorde kunsten til et selvstændig felt uafhængig af samfundet i øvrigt (se Kunstværk). Kunstoplevelse er en indadvendt fordybelse hvor man er ensom med værket og tager det ind i sig. Begrebet udelukker let både forståelse og kollektiv tilegnelse af kunst.

Meget af kunsten i 1800 tallet er skabt indenfor en sådan oplevelsesideologi. Overfor den moderne kunst kommer dette begreb om oplevelse drastisk til kort. Den moderne kunst - fra ca. 1850 - indskrænker sig ikke til at være et sted, hvor man kan forholde sig til sine rige oplevelser. Den gør krav på erkendelse af virkeligheden og dens modsætninger. Når Victor Hugo udtalte, at Charles Baudelaires digte havde skabt en «ny gysen», var det netop for at præcisere, at noget objektivt nyt brød ind i vor bevidsthed. Overfor denne erfaring kommer oplevelsesbegrebet til kort. Nyere æstetikere vil således heller anvende begrebet «æstetisk erfaring» om tilegnelsen af kunst - det gælder f.eks. M. Dufrenne, T. W. Adorno, H. R. Jauss.

Den «rystelse» vi erfarer i mødet med den moderne kunst sprænger den subjektive oplevelse. Vi forholder os her, ligesom i filosofien, til falskhed og sandhed, til det som faktisk er og det som kunne være. Derfor kræver rystelsens æstetiske erfaring både højeste grad af umiddelbar modtagelighed, spontanitet og tankens anstrengelse.

A  B.-R.


Litteratur

H. Skervheim: Opleving og eksistens, i Vitskapen om mennesket og den filosofiske refleksjon, Oslo 1964.