Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 10/4 2007
Læst af: 150.168
: :
Filosofi

Filosofi er som ord en sammentrækning af filia og sofia, græsk for hhv. kærlighed og visdom; det oversættes derfor ofte til «kærlighed til visdom». Den filosofiske stræben efter visdom må betragtes som almenmenneskelig; dens konkrete udtryk er derimod historisk udviklede, og der er store forskelle på de tre store traditioner, den græske, den indiske og den kinesiske. Socialismens stamfader, kristendommen betragtes ofte som mødet mellem østlig frelselsesmystik og græsk rationalisme; alligevel drejer dette opslag sig kun om den græske tradition og dens videreførelse i den vestlige verden.

Systematisk

Hvad er filosofi?

Filosofi er begrebslig tænkning i videste forstand. Man søger sandheden spekulativt ved at kombinere sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. I praksis betyder det, at man kan filosofere om hvad som helst; hele tiden må de filosofiske svar dog kunne stå for en filosofisk kritik, dvs. der kræves en vis logisk sammenhæng i begrebsanvendelsen og et nogenlunde reflekteret forhold til alment accepterede sandheder.

Et kendetegn for filosofien er et krav om systematik og i stærkeste form om system. Systematik betyder, at det filosofiske arbejde er præget af konsekvens og sammenhæng, hvor de stillede spørgsmål som regel må ses at føre konsekvenser med sig, der må drages og tages som anledning til igen andre spørgsmål. Ofte kan de stillede spørgsmål selv betragtes som konsekvens af forudsætninger, som også kræver filosofisk behandling. Filosofien kan således ses som et arbejde med at stille kritiske spørgsmål for at nå til størst mulig afklaring af et foreliggende emne. At filosofere er på den måde noget, vi gør, når vi til daglig stiller spørgsmål, der rækker ud over det, vi konkret beskæftiger os med. Og det gøres også, når man i forskellige faglige discipliner gør holdt fra det faglige arbejde for i stedet at tænke over det – over hvorfor vi egentlig gør det, hvorfor vi gøre det på den måde, hvad nytte vi egentlig har af det osv.

Når filosofien stiller spørgsmål, da er det for at kunne begribe, det vi gør og har en, som regel, ureflekteret omgang med. Filosofien prøver at skaffe sig begreber om det. At få begreb om en sag drejer sig om at få en forståelse af den. Begreber er ikke blot ord, vi bruger til at beskrive noget, men begreber udtrykker den forståelse, vi har. I vores daglige tale bruger vi mange ord uden problemer, men vi kan ikke altid forklare den fulde mening med dem og med det, vi siger. På den måde er det filosofiens ambition at det, der er os bekendt, også bliver erkendt. Vi er bekendt med mange forhold i vores daglige praksis, men vi kan langt fra altid besvare spørgsmål om, hvorfor det er, som det er.

Det systematiske arbejde med begreber, og hvad det tager med sig af regler for deres brug, bestemmelse, logik osv., kan give filosofien et skær af at blive fjern fra virkeligheden. Det forholder sig dog – i virkeligheden – anderledes. Det drejer sig nemlig om at kunne forklare, hvad virkeligheden rummer ud over det foreliggende. Filosofi beskæftiger sig med, hvad virkeligheden er, og vores lille daglige «i virkeligheden» peger netop på det, der er målet: Ikke blot at beskrive det, vi kender, men hvorledes det i virkeligheden er. Dette kan også siges at angå, hvad virkeligheden ideelt set er, og store dele af filosofien er således også traditionelt forbundet med idealisme.

Filosofiens krav om systematisk arbejde kommer til udfoldelse på forskellige måder. I sin mest ambitiøse form sker det ved at opbygge spekulative systemer, der antages at udtrykke sandheden. Et system opbygges ved først at reducere den foreliggende videns mangfoldighed til nogle grundlæggende principper, og dernæst udnytte disse principper til en rationel rekonstruktion af virkeligheden. Nogle filosoffer som f.eks. Spinoza og Hegel redegør direkte for deres system, mens det hos andre som f.eks. Leibniz er op til eftertiden at rekonstruere det systematiske indhold. For mange kan det også være omstridt, om der egentlig er tale om et system, idet system synes at forudsætte, at verden faktisk lader sig forstå som et systematisk hele og de enkelte vidensområder lader sig indpasse i en fælles og overordnet videnskab, som er filosofien. Det er således tvivlsomt om f.eks. Aristoteles og Thomas Aquinas kan siges at have filosofiske systemer, men sikkert er det, at deres arbejde er præget af en systematisk konsekvens. De gennemarbejder en række vidensområder som f.eks. fysik, psykologi, biologi og politik.

En systematik kan også siges at ligge til grund for de filosoffer, der er kritiske over for både system og viden. Det gælder f.eks. Kierkegaard og Nietzsche, og det gælder forskellige former for skepticisme, der er skeptiske mht. hvilken form for viden, vi kan have, og om viden i sin betydning af at være en sikker og ubetvivlelig viden kan opnås.

Filosofiens inddeling

Filosofien har dog også fra begyndelsen været præget af specialisering, både i emnevalg og i filosofisk tilgang til emnerne.

Mht. emner har man siden antikken talt om teoretisk filosofi (logik, metafysik, naturfilosofi og psykologi) og praktisk filosofi (hovedsagelig politik og etik) og poetik (om skabelse af kunst). Ud af disse udvikledes discipliner som, erkendelsesteori og ontologi (om det værende), og siden æstetik (om betragtning af kunst), retsfilosofi, historiefilosofi, videnskabsfilosofi og filosofisk antropologi.

Udviklingen af filosofi som et moderne universitetsfag siden det 19. århundrede har yderligere forstærket den filosofiske arbejdsdeling og i dag taler man om f.eks. sprogfilosofi, socialfilosofi, metaetik og anvendt etik, ligesom man inden for hver disciplin kan koncentrere sig om et utal af specifikke filosofiske problemer. En række af filosofiens traditionelle discipliner er gennem historiens løb blevet udskilt fra filosofien som selvstændige videnskaber. Det gælder f.eks. matematik, astronomi, fysik, biologi, retorik, psykologi, historie, pædagogik, lingvistik, antropologi og sociologi.

Mht. tilgange til de filosofiske emner har der siden antikken været forskellige skoledannelser. De adskiller sig ved at lægge forskellig vægt på hvilke emner, man anser for de vigtigste, og hvilken måde, de skal behandles på. Forskellige måder at filosofere repræsenteres af f.eks. hermeneutik, dagligsprogsfilosofi, analytisk filosofi, fænomenologi, kritisk teori, eksistensfilosofi, pragmatisme, transcendentalfilosofi, strukturalisme og poststrukturalisme. De forskellige tilgange udtrykkes i dag også ofte ved forskellige 'ismer', så som empirisme, (kritisk) rationalisme, idealisme, (venstre) hegelianisme, (historisk) materialisme, (logisk) positivisme, realisme, (empirio‑) kriticisme, marxisme, eksistentialisme, strukturalisme, anti‑realisme, feminisme, postmodernisme, social‑konstruktivisme osv..

I sin egen selvforståelse er filosofien i sin klassiske og dominerende form som systematisk erkendelse ikke bundet af tid og sted. Filosofien går da ud fra, at erkendelsen af sandheden er mulig, altså at man som filosof kan gennemskue virkelighedens indre logik i sin helhed, og at denne erkendelse kan gøre krav på universalitet og evig gyldighed. I stedet for at udvise religiøs ydmyghed og acceptere troen vil filosofien spørge helt ind til virkelighedens kerne og selv stå for fortolkning af svarene. For mange må en sådan selvtillid være udtryk for galoperende storhedsvanvid; for os filosoffer er det derimod så selvfølgeligt, at det slet ikke diskuteres, måske også fordi det er lidt pinligt!

For store dele af det 20. århundredes filosofi har denne selvforståelse været genstand for kritik. Det har dels givet kritikkerne et omdømme som anti-filosoffer, og en lang række diskussioner har drejet sig om filosofiens død; dels har de antaget former af en filosofi, der opfatter sig som bundet til historien og bestemte kulturelle former, som de har til opgave at beskrive og kritisere.

Filosofi er en luksus, der kræver fri tid. Filosoffer har altid været afhængige af at kunne få finansieret deres lediggang, og det har i størstedelen af historien betydet en forholdsvis tæt forbindelse mellem filosofien og magten. I den filosofiske selvtillid ligger også ønsket om praktisk handlen; får filosoffer ikke den forventede anerkendelse og indflydelse, har de en tendens til at blive kompromisløse kritikere af den etablerede orden.

Filosofisk tænkning har spillet en stor rolle for udviklingen af kristendommen, forskellige former for humanisme og idealer om borgerlige rettigheder og socialismen. Den socialistiske idé har kun sjældent været realiseret i virkelige historiske samfund, og den har derfor hovedsageligt været henvist til at udvikle sig begrebsmæssigt. Dette gælder både den utopiske og den videnskabelige socialisme. Marx' videnskabelighed består således i hans rationelle rekonstruktion af logikken i den historiske udvikling, ikke i systematiserede erfaringer med en socialistisk virkelighed.

Filosofien har en historie, som udgør et reservoir hvorfra filosofien til stadighed henter inspiration gennem nyfortolkninger af enkelte filosoffer og den filosofiske tradition. Samtidig rummer historien de aktuelle problemers tilblivelse og dermed afgørende nøgler til forståelsen af dem og dermed os selv og vores tid. Filosofihistorien er også kilde til at sætte standarter for de filosofiske diskussioner. En filosofi, der ikke har historien med sig, bliver dogmatisk og naiv!

Betragtning af filosofiens historie er altid et udtryk for nutidens perspektiv. Det er hvad der i fortiden taler til nutiden, og hvad man i nutiden finder sig tiltalt af – hvad der er interessant efter vores vurdering, lige her og nu.

Det følgende filosofihistoriske rids lægger hovedvægten på de politiske idéers og de filosofiske institutioners historie set i sammenhæng med den generelle udvikling af politik og samfund i den vestlige verden; de enkelte filosoffer og filosofiens begreber er behandlet i selvstændige artikler.

Historisk

Opdelingen af historien i perioder et resultat af den historiefilosofi, den udvikledes i Europa i det 18. og 19. århundrede. For den vestlige filosofis vedkommende taler man typisk om antikken, hellenismen, middelalderen, renæssancen, det moderne gennembrud og oplysningstiden. Fra og med det 18. århundrede bliver den filosofiske udvikling imidlertid stadig mere kompleks, ikke mindst fordi filosofferne efterhånden foretrækker at filosofere på deres respektive nationalsprog og ikke på latin.

I stedet for en fælles periodeinddeling kan man fra det 19. århundrede tale om filosofiske tilgange eller grupperinger, hvis problemer og diskussioner udvikles forholdsvist uafhængigt i forskellige sprog‑ og kulturfællesskaber, men som også fra tid til anden krydser grænserne. Det 20. århundredes videreførelse af disse systematiske diskussioner er en del af den samtidige filosofi og indgår ikke under dette opslag.

Antikken (6.‑4. årh. f.v.t.)

Den filosofiske tradition i den vestlige verden kan føres tilbage til de joniske naturfilosoffer i det 6. årh. f.v.t. De forsøgte at reducere virkelighedens mangfoldighed til nogle få grundelementer og principper – til det, der udtrykker, hvad der er nogets natur, og hvad der er naturligt. Dermed præsenterede de en måde at beskrive virkeligheden på, der adskiller sig fra myterne. De giver også forklaringer på virkelighedens hændelser og fænomener, men den afgørende forskel er, at myterne fortæller, hvordan noget sker, men de kan ikke problematiseres eller efterprøves.

Myter rummer generationers erfaringer sat ind i rammen af en fortælling. De første filosoffer – som vi også kalder førsokratikerne – peger på, at erfaringer og forklaringer skal leve op til nogle bestemmelser, der både er begribelige og kan forklare, hvorfor hændelserne sker. Skelsættende er, at Thales kunne forudsige en solformørkelse i 585 f.v.t. Dette blev muligt, fordi solformørkelsen af ham blev set som en forekomst, der skyldtes bestemte forhold, og ikke som en begivenhed udløst af guders handlinger og deres tegn til os.

Vi har kun fragmenter af de første filosoffers skrifter gengivet som bemærkninger og referater i antikke skrifter, der er skrevet langt senere. Blandt de tidligste kilder er Platons dialoger om Sokrates og Aristoteles' forelæsninger fra 4. årh.. Da disse bemærkninger som oftest er kritiske og desuden udvalgt efter de senere filosoffers interesser, ved man ikke sikkert, hvad der var centralt for de før‑sokratiske filosoffer, men deres betydning er stor, da de indkredser en række af de senere diskussioner. Kendte er f.eks. Pythagoras (ca. 570-497) der beskriver verdens harmoni som matematiske proportioner, og Demokrit (ca. 460-ca. 370) for hvem alt en sammensætning af kompakte, udelelige atomer, der bevæger sig i det tomme rum; virkelighedens mangfoldighed skyldes udelukkende atomare forskelle. To andre skikkelser repræsenterer yderpunkterne i filosofien, nemlig Heraklit (o. 500) der betoner forandringerne, der modsvares af et princip, hvor modsætningerne holdes sammen i en enhed, og Parmenides (ca. 515-o. 450) som understreger sammenhængen mellem tænkning og væren, og at det, der er tænkningens genstand, må være noget uforanderligt.

Filosofien i antikken er i høj grad knyttet til Athen, der blev politisk og kulturelt centrum i det 5. og 4. årh. Athen var en rig handelsby med slaveøkonomi, men også i perioder med en demokratisk forfatning, hvor alle frie mænd ‑ omk. 1/10 af befolkningen ‑ kunne deltage i vedtagelsen og forvaltningen af lovene. Da filosofien kom til Athen kom den til også at omfatte mennesket og samfundets natur. En afgørende skikkelse her er Sokrates (470-399). Han diskuterede politiske og etiske spørgsmål – det gode liv, den rette indstilling til det, den nødvendige viden om sjælen og samfundet osv. Sokrates selv skrev intet, og vi kender ham kun fra andre, først og fremmest hans elev Platon (428-348), og fra en række af sokratiske skoler bl.a. kynikeren Diogenes, der betragtede alle mennesker som lige og som del af et broderskab.

Sokrates diskuterede ofte med sofisterne, der som demokratiets fortalere tilbød undervisning i politisk argumentation. Ofte er det dem, som Platon i en del af sine mere end 20 fiktive dialoger lader Sokrates diskuterer med.

Platons undersøgelser drejer sig bl.a. om sjælen, kærlighed, moral, politik, sprog, skønhed, erkendelse og universets opståen. I Platons udlægning bliver den sokratiske spørgen dog efterhånden befordrende for udviklingen af en antidemokratisk og idealistisk tankegang, hvor den foranderlige virkelighed kun er en mangelfuld afspejling af perfekte evige idéer, i sidste ende det godes idé. Staten skal afspejle dette hierarki, hvorfor filosofferne bør være konger.

Med Platons filosofiske skole i Athen, Akademiet begyndte filosofien sit liv som institution. Akademiet fungerede fra ca. 385 f.v.t til 529 e.v.t., hvor det pga. hedenskab blev lukket af den østromerske Kejser Justinian.

Den vigtigste af Platons elever var Aristoteles (384-322), der på mere forskningsmæssig vis udviklede begreber, hvormed man kunne systematisere den foreliggende viden om virkeligheden. Aristoteles kaldes ofte videnskabernes fader, netop pga. hans arbejde med at inddele viden i forskellige former. Han udviser her en bemærkelsesværdig sans for de forskellige dele af den menneskelige praksis former. De forskellige videnskaber grundlægges på baggrund af, hvad der er etableret viden og praksis, og hvilke måder at beskrive på, der bedst kommer sagen i møde.

Fra Aristoteles har vi bl.a. en skelnen mellem teoretisk og praktisk filosofi. Teori er erkendelse af virkelighedens nødvendige sammenhænge. Hertil hører fysikken, der redegør for genstandes forandring, og metafysikken, som også kaldes første-filosofien, der angår de mest grundlæggende forhold ved vores opfattelse af virkeligheden, som f.eks. forholdet mellem det konkrete og det almene, og betydningen af begreber som væren og væsen.

Praksis sigter på viden og visdom om det, der kunne være anderledes, dvs. den menneskelige verdens politik og etik. Denne viden og skabelsen af det gode liv opbygges med de livserfaringer, der danner et menneskes karakterdyder; modenhed giver således et fortrin i politisk og moralsk henseende. For Aristoteles er statens stabilitet afgørende forbundet med at samfundets forskellige interessegrupper holdes i balance, hvilket forudsætter en stærk middelklasse, som deler interesser med de øvrige klasser. Magten må hverken ligger i for få eller i for mange hænder, således vil demokratiet betyde statens forfald.

Ved siden af den teoretiske og den praktiske filosofi er han også den klassiske logiks grundlægger. Logikken betragtes som et redskab (organon) for tænkningen. Logik omfatter både videnskabelige slutninger og argumentationsteori (dialektik).

Hellenismen (4. årh. f.v.t.‑5. årh. e.v.t)

Med Aristoteles' elev, Alexander den Stores erobring af den antikke verden og Mellemøsten, afskaffedes det athenske demokrati og de græske bystater mister deres politiske betydning. Erobringerne betød imidlertid også, at græsk blev filosofiens internationale sprog. Filosofien blev mere kosmopolitisk, men også mere teknisk og orienteret mod individuel sjælefred. Athen var stadig centret for de filosofiske skoledannelser, som f.eks. stoicismen og epikuræerne.

Stoicismen blev grundlagt af Zenon fra Kition (335-265) og omfatter en lang række af skikkelser over de næste århundreder, hvoraf de kendteste er de sene romerske stoikere som f.eks. kejser Neros rådgiver Seneca (ca. 4 f.v.t.-65 e.v.t), den frigivne slave Epiktet (ca. 55-135) og kejseren Marcus Aurelius (121-180). De ældre stoikere udviklede et helt filosofisk system baseret på en tredeling af vores viden i logik, fysik og etik. Fornuften i naturen var grundlaget for såvel en avanceret logik og en konservativ fortolkning af de kyniske idealer. Fra stoikerne stammer bl.a. ideen om menneskets naturret, men den stoiske filosofi er ikke kendetegnet ved politisk engagement, snarere bør man undlade at engagere sig for meget og i stedet søge en indre sjælefred.

Epikur (341-271) er grundlæggeren af en anden filosofisk skole, der også søger et liv, der kendetegnes ved at undgå livets store omvæltninger ved at leve et stille liv. Berømt er således Epikurs formaning om ikke at frygte døden, for når den er, er vi ikke, og når vi er, er døden ikke! Epikuræerne er ofte blevet udskældt for at mene, at det gode liv er individets opnåelse af sanselig nydelse (hedonisme), men de mener, at man må se nydelsen i lyset af følgerne, og da afstå nydelser, der efterfølgende giver ubehag. Epikuræerne bygger på atomismen, og Lucretius (ca. 94-55) skrev på den baggrund et stort digt om naturen.

En tredje filosofisk strømning i tiden er skepticismen. Denne findes i to udgaver. Den ene stammer fra Pyrrhon (ca. 365-ca. 275). Denne er en indstilling, hvor man undlader at udtale sig kategorisk om noget. En pyrrhonisk skeptiker afviser ikke viden, men afviser at udtale sig om, hvorvidt vores viden nødvendigvis må være på én bestemt måde.

Den anden kaldes den akademiske skepsis. Den hører til i det platoniske akademi, hvor den især tilskrives Arkesilaos (ca. 315-242) og Karneades (ca. 215-129). Denne afviser af viden er mulig. Om det er en reel position eller den er polemisk bl.a. rettet mod stoikerne er omstridt.

Næsten ingen skrifter er overleveret fra den hellenistiske filosofi, men den levede videre i Romerriget, bl.a. i Ciceros (106‑43 f.v.t.) værker fra den republikanske periode

I den senere romerske tid gør indflydelse fra østen sig gældende. Det spiller en stor rolle i de teologiske stridigheder i oldkirker f.eks. med gnostikere og manikæer, hvor diskussioner om dualisme mellem det gode og det onde og mellem det åndelige og materielle er centrale. Filosofisk er den mest indflydelsesrige skikkelse Plotin (ca. 205-270). Hans omfattende værk er både kendetegnet af filosofisk systematik og mysticisme. Verden betragtes, som udstrømning af Det Ene, hvor det første, der følger, er fornuften og det næste er sjælen. Sjælen er den sidste intelligible, herefter følger sanseverden og materien, som er et ikke-væren, der formgives af sjælen. Verden bliver således strengt hierarkisk udspændt mellem det fuldkomne, gode og rent intelligible og det ufuldkomne, onde og materielle.

Plotin danner baggrund for Nyplatonismen, som er Platons filosofi under indflydelse af Plotin. Denne kommer til at spille en overordentlig stor rolle for den vestlige metafysik, som befinder sig i en strid om, hvorvidt denne materielle verden er et onde, der skal forsages, et nødvendigt onde, der skal bearbejdes og bruges, eller den reelle verden, vi skal engagere os respektfuldt i.

Mens hellenistiske filosoffer i Byzans (også Konstantinopel, i dag Istanbul) og Alexandria bragte den græske tradition videre til arabiske og jødiske filosoffer, formulerede Augustin (354-430) i Nordafrika – på afstand af Det vestromerske riges opløsning – udgangspunktet for middelalderens kristne filosofi: Tro er forudsætningen for forståelse. Det er Guds lys, der giver os erkendelsen af de evige idéer og dermed bibringer os visdom og salighed; filosofien er blot er middel til uddybelsen af troen. I forlængelse heraf kan den menneskeskabte politiske orden, staten kun betragtes som underlegen i forhold til Guds evige rige; men en retfærdig stat øger muligheden for evig frelse.

Middelalderen (6.‑15. årh.)

Det moderne gennembrud i det 17. og 18. årh. kunne legitimere sig selv ved at betragte middelalderen som en forfaldsperiode; senere er det dog blevet klart, i hvor høj grad den moderne filosofi bygger videre på den sammensmeltning af kristendom og græsk filosofi, der skete i middelalderens klostre og universiteter. Til denne syntese bidrog også middelalderens lange kamp mellem kristendom, jødedom og islam. Fælles for alle tre religioner var troen på én Gud og den græske kulturarv, og det gav mulighed for en frugtbar ideologisk udveksling af idéer.

I Konstantinopel oprettedes i det 9. årh. et nyt filosofisk akademi, hvor man på kristent grundlag studerede de græske originaltekster. Og i Toledo blev værker af græske, jødiske og arabiske filosoffer oversat fra arabisk til latin (11.‑12. årh.), der med etableringen af pavens kirkelige orden i Vesteuropa var blevet et internationalt filosofisk sprog, og det indførte bl.a. Aristoteles' filosofi i den kristne tradition. I løbet af det 12. og 13. årh. udvikledes en særlig filosofisk stil, vi kender som skolastikken. Denne er ikke en bestemt filosofi, men en måde at filosofere på, der kendetegnes ved at fremsætte teser og disputere for og imod for at kunne bekræfte eller forkaste tesen. Et vigtigt emne for tiden er forholdet mellem tro og viden – kan man f.eks. bevise sjælens udødelighed, eller er det en trossætning?

Med kirkens voksende betydning i middelalderens Europa ændres også den kristne filosofis opfattelser af stat og menneske. I højskolastikken er staten for den kristne aristoteliker Thomas Aquinas (1225‑74) således en afspejling af kirkens dennesidige eksistens og bør ledes i overensstemmelse med kirkens åndelige mål. For det praktiske liv gælder en naturlige lov, nemlig vores tilbøjelighed til at ville sikre os vores eksistens på den bedste måde, dvs. dækker de materielle behov (føde, husly osv..) og slægtens videreførelse (sexualdrift, uddannelse af børn osv..) og at leve i samfund samt at søge viden om Gud. Menneskets natur skyldes Gud og uden den ville intet menneske kunne indrette et samfund, hvori det gode liv kunne realiseres. Hvad der er ret og uret tilskrives altså en natur, der går forud for enhver menneskelig opfattelse.

I det 14. årh. begynder middelalderens filosofi at splittes i flere og flere retninger. En helt overordnet splittelse er mellem den gamle og den ny vej (via antiqua og via moderna). De gamle fastholder et ideal om, at verden er en fornuftig verden, hvor vi f.eks. kan erkende den naturlige lov og dermed have en sikkerhed for, at naturen og menneskets liv hænger sammen. De nye derimod, hvis vigtigste skikkelse er William af Ockham (ca. 1300‑50), betvivler de gamles ideal og ser i stedet en opsplitning af den menneskelige erkendelse i forskellige områder. Således argumenterer Ockham for filosofiens uafhængighed af teologien og statsmagtens selvstændiggørelse overfor kirken. Efter reformationen skærpedes dette i katolsk sammenhæng. Francisco Suarez (1548‑1617) fandt, at statsmagten er givet af Gud gennem folket, og at denne relative folkesuverænitet mest naturligt kommer til udtryk gennem demokrati.

Den nye vej vandt især indpas på de britiske øer og i Norditalien, hvor en bykultur med voksende borgerstand betød, at bl.a. medicin og ingeniørkunst fik en stadig større og mere selvstændig rolle. Den borgerlige kulturs fremvækst i den sene del af middelalderen betød, at monopoler på viden blev brudt, og alternativer opstod. Dermed blev kontrollen med, hvad der måtte betragtes som korrekt viden i forhold til kirkens opfattelse, gradvis svækket.

Renæssance (15.‑ 16. årh.)

Den Osmaniske erobring af Konstantinopel i 1453 bragte byens græske lærde til Italien og med dem bl.a. Platons samlede skrifter, hvoraf de fleste var ukendte i Vesteuropa. I 1459 oprettedes i Firenze et nyt akademi, hvor Marsilio Ficino (1433‑99) oversatte Platon, Plotin og andre græske filosoffer til latin. Med den antikke tillid til menneskets muligheder for erkendelse og sondringen mellem tro og viden styrkedes den gryende humanisme blandt intellektuelle og kunstnere. Humanismen blev en betegnelse for de mange studier i den antikke litteratur, videnskab og kunst, der opstod i tiden. Bl.a. etik og politisk filosofi blev studeret. At der blev skrevet værker om etik før Kristendommen styrkede troen på, at menneske selv kan forvalte sit liv uden kirkelig vejledning. Og studier af den romerske republik og antik demokrati gav ideologisk opbakning til den politiske uafhængighed af den romerske kirke, og det passede godt til den økonomiske styrke, italienske bystater som Firenze og ikke mindst det meritokratiske Venedig havde opnået.

Renæssancen betød en frisættelse af tænkningen, der udviklede sig i mange retninger. Uden kristne hæmninger kunne Machiavelli (1469‑1527) udvikle sine erfaringer med kynisk magtpolitik til refleksioner over menneskers magtbegær og ønske om sikkerhed. Den platoniske dyrkelse af de perfekte matematiske forhold og geometriske former kom til udtryk i de astronomiske teorier, hvormed Kopernikus (1473‑1543) fik placeret solen i universets centrum i modsætning til at den gamle astronomi havde Jorden i centrum. Erasmus af Rotterdam (1466‑1536) fordrede med sin humanisme større ansvarlighed hos det enkelte menneske for efterlevelsen af den kristne etik, og Thomas More (1478‑1535) skrev om landet Utopia, hvor alle – mænd og kvinder – er fælles om alt og får lige del i livets goder.

Det moderne gennembrud (16.‑17. årh.)

Renaissancen forberedte det moderne gennembrud i et Vesteuropa, der efter reformationen var præget af krige, borgerkrige og etableringen af enevoldskonger. Filosofiens tro på den menneskelige fornufts muligheder kom i konflikt med de kristne universiteters ortodoksi. I stedet blev de moderne filosoffer understøttet finansielt først af kongemagt og adel, men efterhånden også af det fremvoksende borgerskab; til gengæld understøttede filosofien ideologisk kampen mod kirkens verdslige magt.

Et vigtigt kapitel i det modernes gennembrud er den videnskabelige revolution i det 17. årh. Den betød bl.a., at naturvidenskaben blev en selvstændig beskæftigelse og ikke længere en del af filosofien.

Til den videnskabelige revolution kan peges på tre afgørende faktorer: 1. åbenhed om det videnskabelige arbejde; 2. empiri som vigtig; 3. en ny astronomi. Her kan nævnes en række skikkelser, der medvirkede til dette.

I det parlamentariske England skelnede Francis Bacon (1561‑1626) skarpt mellem åbenbaret og rationel erkendelse, og med sin fremhævelse af en eksperimentel naturvidenskab inden for naturfilosofien gav han den systematiske empiri forøget betydning. Videnskabeligt arbejde var for ham noget, som skal være åbent tilgængeligt for alle og ikke for særligt udvalgte. I renæssancen var forskellige af antikkens videnskabelige skrifter blevet studeret og lagt til grund for en række nye videnskaber. Disse var en blanding af eksperimenterende og mystiske videnskaber som f.eks. magi, alkymi og astrologi. De mystiske videnskaber var ofte baseret på gamle skrifter med symboler, som kun de indviede fik adgang til. Bacon ønskede et opgør med, at denne form for hemmelig viden skulle betragtes som videnskab.

Betydningen af empiri bliver også afgørende for Galileo Galilei (1564-1642). Han tager ofte udgangspunkt i den viden, der var hos håndværkerne, og grundlægger den moderne videnskab som en beskrivelse af, hvorledes ting bevæger sig, ved at isolere dem, lave eksperimenter og beskrive dem matematisk. For den aristoteliske-kristne naturfilosofi gjaldt det dels om at forstå deres bestemmelser og se på, hvorledes de udviklede sig, dels at fortolke naturens fænomener som tegn fra Gud.

Med Galilei bliver naturen forstået som mekaniske, dvs. med fokus på hvordan forskellige genstande bevæger sig, hvorimod den aristoteliske naturopfattelse snarere var en biologisk, dvs. fokuserede på organismer og genstandes udvikling.

Endelig var der striden om Kopernikus' astronomi. Dette var samtidig en strid om kosmologi. Den gamle opfattelse havde Jorden i universets centrum og en adskillelse mellem den jordiske og den himmelske fysik. Her så man verden som hierarkisk ordnet, hvor alt jordisk er til for menneskets skyld og himlen en perfekt orden (stjernernes bevægelser). Guds orden kunne ses i universet. For den moderne fysik er universet ikke længere at beskrive som en guddommelig orden, men som naturlige genstande i mekaniske årsagssammenhænge. Universet kan med Newton (1642-1727) beskrives som «intet andet end materie i bevægelse».

I et religiøst splittet Frankrig gav Jean Bodin (1530‑96) med definitionen af suverænitet et traditionelt naturretsligt grundlag for et udelt magtcentrum. Under Trediveårskrigen (1618-48) udvikler Hugo Grothius (1583‑1645) folkeretten gennem en sekularisering af Thomas Aquinas' og Suarez' naturret, således at fornuften nu anerkendes som kilden til ret og moral. Mennesket har naturlige rettigheder, og derfor bør den politiske orden hvile på en samfundspagt. Idéen om en samfundspagt blev under borgerkrigen i England brugt af Bacons sekretær, Thomas Hobbes (1588-1679) til et empirisk begrundet forsvar for kongemagten. I naturtilstandens absolutte frihed ville alle mennesker strides; for at få fred og orden må mennesker derfor frivilligt overdrage deres suverænitet til en hersker med uindskrænket magt.

En helt central skikkelse for det modernes gennembrud er René Descartes (1596-1650). Han giver en filosofisk begrundelse for en matematisk naturvidenskab, og begrunder den menneskelige erkendelses muligheder. Hvor den skolastiske filosofi betvivlede den menneskelige erkendelses rækkevidde – viden om de for skolastikken vigtige emner som sjælens udødelighed og universets begyndelse er åbenbaringsviden, og det, vi iagttager i naturen, er enten erfaringsviden, som aldrig kan være sikker, eller tegn på Guds vilje – da insisterer Descartes på nødvendigheden af at giver begrundelser for Guds eksistens og sjælens udødelighed, der overbeviser den kritiske fornuft. Viden om naturen må gøres til genstand for sikker viden, hvor han ønsker matematikkens sikkerhed anvendt. Resultatet er rationalismen, dvs. den opfattelse, at verden er en fornuftig ordnet verden som ligger åben for den menneskelige erkendelse. På den baggrund opbygges de store metafysiske systemer.

På mest konsekvent vis udfoldes dette af Baruch eller Benedictus de Spinoza (1632‑1677). Han opstillede et axiomatisk‑deduktivt bevis for etikkens evige læresætninger. Disse følger af, at verden har en orden, som mennesket må erkende og leve i overensstemmelse med. En grundtanke for rationalismen er, at verden er ordnet, og at mennesket må ind-ordne sig herunder. Viden frigør ved at vi kommer til at forstå tingenes rette orden og dermed kan beherske de irrationelle følelser, der bringer forvirring. Endvidere argumenterede han ud fra naturretten for demokrati og ytringsfrihed; uden fri meningsudveksling, kan fornuften ikke bibringe mennesker en selvstændig opfattelse af ret og moral. Han vakte voldsom vrede ved at skrive, at Bibelen ikke er guddommeligt inspireret, men er en bog som enhver anden, og den derfor må forstås ud fra sin historiske kontekst.

Samme rationalistiske erkendelsesideal findes hos en fyrstelig minister som Gottfried Wilhelm Leibniz (1646‑1716). Hvor man tidligere havde affundet sig med, at det onde i verden må accepteres som en del af Guds plan, som vi ikke fuldt forstår, så rejser Leibniz i Theodicéen en anklage mod Gud, hvori der afkræves et fornuftigt svar på det onde. Det onde må ses som en del af en større sammenhæng, der er god – det onde er små (nødvendige) onder i en god plan, dvs. midler som er helliget af målet. Leibniz kan fastslå, at verden trods vores opfattelse af onder i den er Guds værk, og vi derfor lever i den bedste af alle verdener. Voltaire (1694-1778) gjorde senere grin med, da det kan komme til at betyde, at man må affinde sig med tingenes tilstand. Selvom det tilsyneladende ender med en legitimering af en verdensforståelse, der indskrænker menneskets færden og frihed i forhold til en bestemmelse af guddommelig styring, så betyder rationalismen en fundamental tillid til den menneskelige erkendelse. En henvisning til guddommelig orden skal så at sige tilfredsstille spørgerens forventning om fornuftigt svar, og disse forventninger bliver med det modernes gennembrud stadig mere forskelligartede.

Samme tillid til menneskelig fornuft finder man hos de britiske empirister og de franske sensualister. Hvor rationalisternes metafysik var udtryk for forestillingen om en ideel orden i verden, som kommer til udtryk i fornuften, så beskriver empiristerne vores erkendelse som dannet på baggrund af sanseindtryk, som vi forbinder efter en række psykologiske lovmæssigheder. Forestillingerne om den ideelle orden bliver da til forestillingerne om, at den menneskelige psyke eller natur er på en bestemt måde.

Vigtig skikkelse er John Locke (1632-1704), som forsvarede parlamentets afsættelse af den engelske konge. Locke tænkte sig en naturtilstand præget af fredeligt samarbejde. Samfundets medlemmer afgiver kun deres suverænitet for at få løst nogle sjældne konflikter. Hvis ikke magthaverne kan beskytte folks liv, frihed og ejendom, kan samfundspagten annulleres. Lidt anderledes så det ud i København, hvor Samuel v. Pufendorf (1632‑94) var fængslet under krigen mod Sverige. Han forestillede sig en naturtilstand præget af stor usikkerhed, men fastholdt dog, at magten kun er legitim, hvis den bunder i en frivillig kontrakt mellem værdige mennesker og en suveræn.

Oplysningstiden (18. årh.)

Kapitalismens vækst havde givet det nord‑ og vesteuropæiske borgerskab magt til ikke kun at udfordre kirke, men også konger og kejsere. Den filosofiske udvikling flyttede med den politiske og økonomiske nordpå fra middelhavsområdet og de latinsksprogede diskussioner afløstes efterhånden af filosofi på de store nationalsprog. Dette betyder også, at filosofien begynder at udvikle sig efter forskellige traditioner, der hænger sammen med sprogene. Helt overordnet kommer man til at skelne mellem britisk empirisme og rationalismen, der dominerer på kontinentet. Skellet er ikke skarpt, f.eks. findes også empirisme i Frankrig, her kaldet sensualisme, men filosofien har i store træk siden været præget af denne forskel på britisk empirisme og liberalisme over for kontinentaleuropæisk idealisme.

En moralsk uddybning af Lockes liberalisme gav jarlen af Shaftesbury (1671‑1713) med idéen om menneskets moralske sans og den naturlige sympati. Det sædelige er begrundet i menneskets æstetiske natur, og dermed er moral uafhængig af både religion og naturmekanik. Dette opgør med bl.a. Hobbes naturmekanik videreførtes i den skotske oplysning hos den skeptiske empirist, David Hume (1711‑76), og hos vennen, Adam Smith (1723-90), hvor tilliden til menneskers gensidige sympati og Guds usynlige hånd betød, at forfølgelsen af egne interesser ikke medfører alles krig mod alle, som Hobbes havde hævdet, men Nationernes Velstand.

Gennem empiriske studier af især det engelske styre udviklede Montesquieu (1689‑1755) naturretten i retning af en samfundsvidenskab, hvor individets frihed bedst sikres af en balance mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. I den amerikanske uafhængighedserklæring (1776) formuleres naturretten som menneskerettigheder, og magtens tredeling kodificeredes siden i USA's forfatning.

Menneskets natur blev et centralt stridspunkt i Oplysningstiden. Den kristne tanke opererede med menneskets hang til det onde (arvesynden), og derfor var kirkens moralske opdragelse, der kan modvirke dette, afgørende. Den moralske opdragelse måtte ses som et nødvendigt onde for at hindre et større, hvis mennesket udfoldede sig frit. Oplysningen derimod peger på menneskets gode natur, og der gjordes op med kirkens opdragelse, som én der fastholdt i overtro og undertrykkende ideer. De nye videnskaber og den ny viden kunne ses som redskaber i en udviklingshistorie frem mod civilisation og humanisme.

Forskellige former for civilisationskritik begyndte dog også at melde sig i Oplysningstiden. Kendt er Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der betvivlede, at de moderne fremskridt også var et moralsk fremskridt. Den oprindelige og gode natur risikerer at bliver ødelagt af kulturens kunstige former, hvis ikke man holder sig det naturlige for øje efterligner den. I naturtilstanden fandtes ingen ejendomsret, hvor den opstår, opstår også arbejdsdeling og konkurrence som gør mennesket til egoister, der ikke længere tænker på det fælles gode, men på sin egen besiddelse.

Mod slutningen af det 18. årh. begynder især i Tyskland forskellige former for opposition imod, at fokus på videnskaben bliver på bekostning af følelserne. A.G. Baumgarten (1714-62) grundlagde æstetikken som en sensitiv erkendeform, der betoner vigtigheden af bl.a. evnen til forestillinger og indlevelse, til poetisk fremstilling, skarpsindighed, hukommelse m.m. Johann Gottfried Herder (1744‑1803) betonede menneskets ekspressive og historiske væsen, og Herder former idéen om folket som bærer af et sprogligt og kulturelt fællesskab. Rousseau talte her om, at statsmagten kun er legitim, hvis den er i overensstemmelse med folkets vilje forstået som det fælles gode. Staten skal således styres af folkets vilje, som sigte mod det fælles gode og ikke f.eks. mod manges egoistiske interesser.

Med rigmænds saloner og kongelige akademier fik filosofien nye institutioner uden for universiteterne, hvor man kunne udtrykke kritik af fordomme, overtro og standsmæssige privilegier. Et bidrag til oplysningen af folket om natur, videnskab, politik og menneskets naturlige evner var – efter engelsk forlæg – udgivelsen af den 35 bind store franske encyclopædi, som Diderot (1713‑84) og d'Alambert (1717‑83) redigerede i 1751‑80. Bidragydere var både Rousseau og radikale ateistiske materialister som Holbach (1723‑89) og Helvétius (1715‑71), hvor kun fornuft og sanselighed er medfødte evner, ikke moral. For at opnå størst mulig menneskelig nydelse og frihed, må samfundet styres retfærdigt ud fra videnskabelige indsigter. Oplysningen betød efter den franske revolution etableringen af statslige eliteskoler, hvor de fleste franske filosoffer siden har fået deres uddannelse.

I slutningen af det 18. årh. betød Kant filosofi en dramatisk omvæltning af den hidtidige tænkning. På flere måder var Oplysningstidens filosofi præget af en tendens til dogmatisme, fordi den gjorde de nye naturvidenskabers ideal om fornuft til et universelt fornuftsideal. Dermed løb de den risiko, at erstatte forestillingen om en guddommelig styring og en syndig menneskenatur med en deterministisk naturopfattelse, der ikke levner plads til den fri vilje, og at gøre sig blinde over for problemerne med at skabe en human verden. Kant blev ansporet til sin filosofi af dels Hume, der anfægtede muligheden af at påstå en deterministisk kosmologi, dels Rousseau der anfægtede at kulturens udvikling også af sig selv var et fremskridt i moral. Men hvordan skal et menneske med gode (naturlige) anlæg for humanitet træde ud af naturen og ind i kulturen, hvis de anlæg først bliver udfoldet i kulturen? Hvordan sikrer man sig, at naturen og kulturen ikke bliver hinandens modsætninger? Hvis mennesket af naturen er godt, må det jo forklares, hvorfor vi (endnu) ikke har skabt den gode civilisation, men har været (stadig er) forfalden til uoplyst barbari.

Kants vending i filosofien er, at man må undersøge, hvordan vi får erkendelse, før man undersøger det, vi har erkendelse om. Derved afslører det sig, at det, vi får erkendelse af, er præget af, hvordan vi får erkendelse. Før man f.eks. påstår en deterministisk kosmologi, må man redegøre for, om de begreber om naturen, man bruger, er gyldige til den brug. Har man overhovedet belæg for at sige, som man gør. I forlængelse af naturretten satte Kant den praktiske fornuft over forstandsmæssige kalkulationer, idet fornuftens almene lov bliver sædelighedens og rettens prøvesten. I hans liberalisme gives staten positive pligter, nemlig at sikre, at den enkeltes frihed kun begrænses af hensyn til andres frihed, og at der er tilstrækkeligt arbejde til skabelsen af velfærd.

Det 19. århundrede

Den franske revolutions rystelse af de gamle regimer udviklede sig til en langstrakt kamp mellem nye og gamle klasser og flere omstyrtninger af den etablerede samfundsorden. Filosofien leverede fortsat ideologisk ammunition, både direkte i den praktiske filosofis politik og etik, og indirekte som teoretisk erkendelse. På et stigende antal læreanstalter og skoler udenfor universiteterne dyrkede man den rene refleksions selvstændighed i tilknytning til naturvidenskaben; men anvendt mod kristen tro og traditionel universitetsfilosofi blev også teoretisk filosofi en del af den ideologiske kamp for moderniteten.

Revolutionen gav i Frankrig næring til forskellige former for utopisk socialisme. Saint‑Simon (1760‑1825) drømte om at realisere et industrisamfund, rationelt planlagt og centralt styret af de produktive klasser. Fourier (1772‑1837) derimod ville frigøre mænds og kvinders naturlige drifter i storkollektiver; arbejdet skulle minimeres og være så afvekslende som muligt.

Den tyske generation efter revolutionen er en af de mest produktive i filosofiens historie. På baggrund af Kant opstod den tyske idealisme, hvis vigtigste skikkelser er J.G. Fichte (1762-1814), F.W.J. Schelling (1775-1854) og G.W.F. Hegel (1770-1831). På samme tid fremkom Romantikken som en radikal åndsbevægelse og restaurationen, der efter 1815 varslede en konservativ modreaktion på revolutionens ideer. Et centralt tema for idealismen er friheden. Erkendelsen bliver set som en suveræn ytring af den menneskelige ånd, der altså ikke længere må indrette sig på en forudgiven orden, men må indrette sig på sine egne produkter. Hegels historiefilosofi er en beskrivelse af, hvorledes ånden gradvis kommer til en forståelse af, at de forskellige historiske perioder er nødvendige skridt på vej mod virkeliggørelsen af friheden. For at erkende noget må man først træde et skridt på afstand af det for at se det i sin helhed og kontekst, og det samme må gælde for ånden, der må se sine egne historiske produkter på afstand for at erkende sin egen medvirken i dem. For Hegel er erkendelsens vej en omvej, dvs. den går over fremmede produkter, der først forekommer os fremmede, men som erkendes at være ens egne. F.eks. bearbejdningen af vores omgivelser, hvor vi opfatter produkterne i omgivelserne som fremmede, men kommer til erkendelse af, at de er resultatet af vores egne handlinger. Retsfilosofien beskriver staten som åndens virkeliggørelse og forudsætning for friheden.

F.D.E. Schleiermacher (1768‑1834) udviklede en fortolkningslære, hermeneutikken, der i forlængelse af Spinozas opfattelse af Biblen som en bog, der skal læses som anden litteratur, tog forståelse som fortolkning op. For tilvejebringelse af forståelse hører at sammenstille helhed og del således at delen forstås ud fra delen og omvendt. Herved overvindes den historiske afstand mellem skribent og læser.

Som en reaktion på Oplysningstidens forestillinger om fornuftens frigørelse og herredømme kom Romantikken til at fremstå som en radikal kritiker. Det er ofte gavnligt at skelne mellem den tidlige romantik, der hører til i Tyskland omkring 1800, og så senere former, der forløber resten af århundredet og i hele Vesteuropa. I sin tidlige form gennemspilledes på forskellig vis temaer om friheden, som det bl.a. findes i Den tyske idealismes systemprogram fra 1796. Det peger i de mest radikale former i retningen af nihilisme: Hvis mennesket er radikalt frit, er Gud så død, og hvad forpligter mennesket andet end dets egen fantasiverden, som jo kan forestilles anderledes. Romantikken kunne blive til en radikal moralkritik, hvor moralen ikke ser ud til at være andet end tomme adfærdsregulerende regler, der skal opretholde det småborgerlige livs normer. Andre kunne pege på, at filosofiens fornuftsideal fortrænger naturen, som virker bag fornuften som et ubevidst. Romantikere kunne stille sig i opposition til samfundet som bohemeskikkelser – som f.eks. Kierkegaards æstetiker der opponerer mod etikerens borgerlige livsførelse – for at holde sig fri at det borgerlige livs dekadence. Andre kunne søge en genforening med naturen gennem kunstens sanselige fremstillinger i modsætning til videnskabens fornuft, eller se kunsten som eksponenten for en ny tids dannelse.

Udforskningen og forståelsen af historien var et gennemgående tema, både i selve hegelianismen, i den historiske skoles relativering af naturretten og senere hos Wilhelm Dilthey (1833‑1911), der sætter et skarpt skel mellem naturvidenskaben og de nye åndsvidenskaber, hvis metode, hermeneutikken, han udviklede i livsfilosofisk retning.

Uden for universiteterne gav unghegelianeren Ludwig A. Feuerbach (1804-72) en antropologisk fortolkning af de kristne dogmer, mens Karl Marx (1818-83) radikaliserede oplysningens ideologikritik, så Hegels dialektiske dannelse af bevidstheden forvandledes til den historiske materialisme, hvor klassemodsætninger og samspillet mellem produktivkræfter bestemmer den virkelige verden udvikling hen imod kommunismen.

Individualistisk Hegelkritik førte hos Max Stirner (1806-56), hos franskmanden P.J. Proudhon (1809-65) og senere hos russeren M.A. Bakunin (1814-76) til anarkisme, mens det hos Arthur Schopenhauer (1788-1860) betød udviklingen af en pessimistisk etik med vilje og medlidenhed som fundament. Søren Kierkegaard (1813-55) foregreb med sin insisteren på den enkeltes Gudsforhold og det frie valg eksistentialismen; og Friedrich Nietzsche (1844-1900) fremhævede i sin genealogiske ideologikritik aristokratiske græske dyder overfor Hegels kristne slaveetik.

Respekten for videnskabelig empiri levede videre hos Kants efterfølger i Königsberg, Johann Friedrich Herbart (1776‑1841), hvis realisme også betød udviklingen af en erfaringsbaseret psykologi, der forenet med etikken blev til pædagogik. Et erklæret realistisk og naturalistisk system, hvor filosofien er den generelle videnskab, der omfatter alle erfaringsvidenskaber, finder man hos Wilhelm Wundt (1832‑1920), hvor endog etikken udvikles i retning af en moralvidenskab. Dominerende blev dog efterhånden nykantianismen, hvis respekt for naturvidenskab gjorde erkendelses‑ og videnskabsteori til filosofiens grundlag; formuleringen af den praktiske filosofi i form af værdier betød, at idealet blev den værdifri videnskab, et ideal, som også Max Webers nye socialvidenskab underkastede sig.

I Frankrig havde Saint‑Simons sekretær, Auguste Comte (1798‑1857) udviklet en historisk positivisme, hvor abstrakt matematik er nederst i videnskabshierarkiet, mens sociologi er øverst, da dens genstand, samfundet både er konkret og ekstrem kompleks. Over sociologien står dog den positive moral. I England udviklede antiimperalisten Herbert Spencer (1820‑1903) en empiristisk sociologi på grundlag af den skotske moralfilosofi, og den førtes videre i sociologien i USA. I Frankrig blev sociologien videnskabelig gennem Emile Durkheim (1858-1917), der med inspiration i Wundts moralvidenskab forenede Spencers og Comtes sociologi til et forsvar for den moderne velfærdsrepublik.

I England kom en materialisme primært til udtryk i Jeremy Benthams (1748‑1832) utilitarisme, hvor en oplyst monark skulle kunne lovgive på grundlag af en kalkulation af samfundets lykke som summen af borgernes nydelse minus ubehag. For William Godwin (1756‑1856) førte oplysningen derimod i retning af anarkismen, idet han kritiserede den korrumperende indflydelse af ejendom og autoritære institutioner som lovgivning og ægteskab. Og hans veninde, Mary Wollstonecraft (1759-97) indledte feminismen med sin kritik af Rousseau for ikke at udstrække ligheden til forholdet mellem mænd og kvinder.

Storbritaniens imperiale magt afspejledes i genopblomstringen af utilitarismens statsræson, der dog hos den socialliberale John Stuart Mill (1806‑73) radikaliseredes i kampen mod arveret og kvinders undertrykkelse. Mere grundlæggende var dog den kritik af engelsk empirisme og individualisme, som F.H. Bradley (1846‑1924) leverede med inspiration fra bl.a. Hegel. Det var i kritikken af disse filosoffer, det 20 årh. analytiske filosofi tog sit udgangspunkt.

A.S. / C.Fri.