Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.214
: :
Philipsstrejken 1954

Kvindelige montagearbejdere i TV produktionen på Philips i starten af 1950'erne

Strejken på den multinationale koncern Philips' danske afdeling på Amager blev den store konflikt i 1950'erne med tids- og arbejdsstudier som hovedtema.

Philips, der havde etableret sig i Danmark i 1934, var fra 1940'ernes slutning førende på rationaliseringsområdet med en usædvanlig hårdhændet moderniseringspolitik. Virksomheden ekspanderede voldsomt i perioden 1950-54, hvor arbejdsstyrken, der primært bestod af ufaglærte, næsten fordobledes (ca. 90% var ufaglærte, heraf 60% kvinder.)

Strejken, der kom til at løbe over fem uger, startede i slutningen af september 1954 med afskedigelsen af en arbejder, der ikke kunne honorere ledelsens krav om merydelse ved TV-båndet. Fyringen fik samtlige arbejdere til at nedlægge arbejdet, og der nedsattes et strejkeudvalg til at lede strejken. Der gennemførtes daglige møder blandt de strejkende, hvor konfliktens udvikling blev diskuteret, samt en række tillidsmandsmøder og stormøder. Med udgangspunkt i strejkeudvalget iværksattes der støtteindsamlinger på mere end 2.000 arbejdspladser.

Trods flere pålæg fra såvel arbejdsgiverne som Voldgiftsretten om at genoptage arbejdet samt store dagbøder fortsatte Philipsarbejderne deres kamp med følgende hovedkrav: 1. Alle i arbejde igen, 2. Undersøgelse af virksomhedens rationaliseringspolitik, og 3. Indførelse af normale forhandlingsformer. En måned efter strejkens start besluttede Philipsledelsen, at arbejdet skulle fritstilles, og det lykkedes virksomheden at få gang i en del af produktionen med et halvt hundrede strejkebrydere trods arbejdernes forsøg på at blokere fabrikkens indgang.

Fra den etablerede del af fagbevægelsen var der fra konfliktens start en forbeholden støtte til de strejkende, der ikke mindst kom til udtryk i en skarp kritik af Den faste Voldgiftsrets kendelser. Der blev dog efterhånden lagt et stadigt større pres på arbejderne for at genoptage arbejdet og lade de faglige organisationer være fødselshjælpere ved en løsning. Fagbevægelsens top udviste samtidig en skarp og afvisende holdning overfor DKP og partiets tillidsfolk fra større arbejdspladser, der blev beskyldt for unødig indblanding i strejken. En række forsøg fra Philipsarbejdernes tillidsrepræsentanter og DKP-nære tillidsmænd på at få direkte forhandlinger igang mellem virksomhedens ledelse og arbejderne mislykkedes ikke mindst på grund af den etablerede fagbevægelses modstand. I stedet skabtes der en forhandlingsramme, hvor De samvirkende Fagforbund (DsF) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) spillede hovedrollerne.

Det blev i dette forum - under konsultation med arbejdernes fællestillidsmand og fabrikkens ledelse - at konflikten endelig fandt sin løsning efter fem ugers strejke. En løsning, der kun blev en halv sejr for arbejderne, da hovedkravet: Alle i arbejde, ikke blev indfriet. Den fyrede arbejder, der havde været katalysator for strejkens start, blev ikke genansat hos Philips. Der blev dog gennemført en række undersøgelser af virksomhedens rationaliseringsbestræbelser af repræsentanter for arbejderne, DsF og DA. Endvidere forbedredes arbejds- og forhandlingsforholdene betydeligt i årene efter strejken.

K.E.H.H.