Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/1 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 126.290
: :
Fagbevægelsen i Danmark

Fagbevægelsen i Danmark har gennem de sidste 100 år været en af de stærkeste i verden, landets størrelse taget i betragtning. Det er der mange forklaringer på. En af dem er den høje organisationsprocent. Der er en lang tradition for, at alle lønarbejdere organiserer sig, også de nye grupper, der i historiens løb er opstået som følge af ændringer i produktionen eller samfundets politisk-sociale indretning. Det har navnlig været tydeligt med de mange offentligt ansatte, der har været et af resultaterne af velfærdspolitikken. i de sidste 50 år.

En anden forklaring er, at vi har og har haft en enhedsfagbevægelse, der stort set aldrig har været under pres fra gule organisationer, liberalistiske, kristelige eller hvad de nu måtte være, sådan som tilfældet har været mange steder i udlandet. Det betyder som bekendt ikke, at der altid har været enighed i fagbevægelsen. Tværtimod har enhedsbevægelsen medført, at de stridigheder, der i andre lande udkæmpes mellem organisationerne, herhjemme er blevet et internt anliggende. Det gælder afgørende sager som den altid standende strukturdiskussion, grænsestridigheder, spørgsmål om uddannelse og faglig kompetence - især i forhold til nye teknologiske udviklinger.

En tredje forklaring kan være det tætte samarbejde mellem arbejderbevægelsens faglige og politiske grene, selv om nogen vil hævde, at netop dette samarbejde i forskellige situationer har hæmmet fagbevægelsens udfoldelsesmuligheder.

Med i billedet af den danske fagbevægelses position hører også den anden side, arbejdsgiverne, som, trods en lavere organiseringsgrad, alligevel må siges at være velorganiserede set i international sammenhæng. Parterne har meget tidligt vidst, hvor de havde hinanden.

Det har både historisk og aktuelt dannet grundlag for det danske arbejdsmarkeds karakter. Det er velorganiseret, gennemsyret af skrevne og uskrevne regler, med rygrad i et altomfattende system af kollektive overenskomster og en speciel retslig regulering af forholdet mellem parterne. Alt dette er ikke kommet af sig selv. Bitre klassekampe, afsavn, nederlag og sejre kan være overskrifterne på fagbevægelsens første årtier.

1848-80 En arbejderbevægelse i et bondesamfund

Da de første arbejderorganisationer blev dannet i slutningen af 1840'erne, var det danske samfund på vej igennem en voldsom omformningsproces fra en feudal til en kapitalistisk produktionsmåde. Omkring tre fjerdedele af befolkningen levede og arbejdede på landet i et stærkt klassedelt landbosamfund. Bønderne var ca. 50 år tidligere - ved stavnsbåndets ophævelse - blevet personligt frie, og de fleste af dem blev i den følgende periode ved selvejekøb besiddende gårdmænd, der ikke længere skulle yde afgifter eller arbejde (hoveri) til godsejerne. Til gengæld skabtes der gennem landboreformerne og en kraftig befolkningsforøgelse en stor klasse af småbesiddende husmænd og helt besiddelsesløse landarbejdere, der var tvunget til at arbejde for godsejerne og i nogen udstrækning for gårdmændene for at opretholde familiens eksistens. Husmands- og landarbejderklassen blev den største klasse i landet og den første klasse, hvis medlemmer alle - mand, kone og børn - var tvunget til at arbejde. Det var disse arbejdere, der mere end nogen andre gennem deres næsten ufattelige slid skabte den store økonomiske fremgang, som det danske landbrug oplevede i det meste af det 19. århundrede. De var hele 1800-tallet igennem den hårdest udbyttede og undertrykte del af arbejderklassen, økonomisk helt underlagt godsejere og gårdmænd, og politisk uden indflydelse i de lokale samfund. Kun de allerbedst stillede husmænd havde valgret til sognerådene, og de mange, der blev nødt til i perioder at modtage fattighjælp, blev berøvet alle politiske rettigheder.

Det samme gjaldt den talrige gruppe af tyende, karle og piger, der efter Tyendeloven af 1854 fortsat var undergivet deres husbonds hustugt og kunne straffes korporligt og hyppigt blev det. Både for landarbejderne og tyendet var muligheden for at organisere sig selvstændigt og kæmpe for sociale og politiske rettigheder endnu et fjernt perspektiv. Den daglige eksistenskamp optog hele deres tilværelse og levnede ikke det overskud, det kræver at organisere sig.

Derfor ser vi i Danmark det bemærkelsesværdige, at den første og største klasse af lønarbejdere opstår på landet, mens den første arbejderbevægelse blev skabt i byerne. Arbejderne her var fremfor alt de faguddannede håndværkere, organiseret i laug og med århundredegamle traditioner for selv at kontrollere tilgangen til fagene, uddannelse, arbejdets kvalitet, lønninger og priser. Laugene repræsenterede en slags socialt sikkerhedsnet for deres medlemmer, og de kunne af og til udnyttes af svendene til at gennemføre forbedringer i lønningerne. Mestre, svende og lærlinge indgik i et tæt forhold, der kunne minde om en bondehusholdning på landet. Det normale var, at alle svende blev mestre og først da stiftede familie.

Disse traditioner begyndte at gå i opløsning fra begyndelsen af 1800-tallet. Der blev flere og flere svende for hver mester, og svendenes mulighed for selv at blive mester svandt. Svendene blev proletariseret, og symbolet herpå var, at de nu giftede sig som svende og derved markerede, at de ikke forventede at blive mestre. De var blevet faglærte lønarbejdere. Efterhånden fik mange af dem arbejde i den industri, der ganske langsomt opbyggedes fra 1840'erne. Det var i første omgang grupper som smede og tømrere, der fik arbejde på de mange nye jernstøberier, der grundlagdes i disse år, og f.eks. på det store nye skibsværft Burmeister og Wain. På disse virksomheder og ved de store bygge- og anlægsarbejder (havne og jernbaner) kom snart en ret ny arbejdergruppe til, den ikke faguddannede medhjælper eller håndlanger. Endelig var den tekstil- og tobaksindustri, der skød frem fra 1840'erne til 1870'erne, i vid udstrækning baseret på kvinders og børns arbejdskraft.

Af disse forskellige arbejdergrupper var det kun håndværkerne, der havde mulighed for at indgå i en organisation, i svendelauget, og de kæmpede da også indædt, da de liberalistiske principper blev sat igennem i Folketinget i 1857 med en ophævelse af laugstvangen. Sammen med de øvrige arbejdergrupper var de faglærte håndværkere nu kastet ud på det kapitalistiske frie marked for køb og salg af arbejdskraft. I nogle fag søgte håndværkerne at videreføre laugene som sociale hjælpekasser, selskabelige foreninger eller i enkelte tilfælde som egentlige faglige kamporganisationer mod mestrene. Endnu i nogle årtier var der blandt en del håndværkere en tendens til at se tilbage til laugstiden som en gylden, tryg fortid, der burde genskabes. De håb blev grundigt knust af den liberalistiske udvikling. Til gengæld levede en anden, værdifuld arv fra laugstiden videre langt ind i de nye faglige organisationer, fagstoltheden, glæden ved at udføre et godt stykke arbejde, selv om mulighederne for at se det samlede resultat af arbejdet blev stadigt ringere som følge af den industrielle arbejdsdeling.

En borgerlig arbejderbevægelse

Bekymringer over arbejderklassens hurtige vækst førte overalt i Europa til, at borgerskabet søgte at tage arbejderne ind under deres vinger ved at organisere dem i borgerligt ledede arbejderforeninger. Det så vi også herhjemme. Fra slutningen af 1840'erne dukkede den ene forening efter den anden frem med det formål at gøre arbejdere til gode borgere. Det ville især sige, at de skulle acceptere kapitalismen som den naturlige verdensorden og borgerskabet som deres politiske ledere. Disse foreninger var ikke skabt af arbejdere for arbejdere, men af borgere for arbejdere for at fylde dem med borgerlig, nationalistisk dannelse og udgøre en massebasis for borgerskabets politiske magt. Formålet var, som Louis Pio senere udtrykte det, at gøre arbejderne til «viljesløse nikkedukker» for kapitalen.

Disse kobbersmede der blev fotograferet i 1879 tilhørte et stort og agtet fag, men i den tidlige arbejderbevægelse var de ikke agtet, fordi de af og til optrådte som strejkebrydere, også i andre fag. (ABA)

Men der lå også et ægte socialt engagement bag foreningsdannelserne. Borgerne ville forhindre arbejderne i at blive socialister, og det krævede forbedringer af deres levevilkår. Gennem foreningerne blev der taget initiativ til at bygge gode og billige arbejderboliger - mange af dem står endnu. Der blev oprettet brugsforeninger - den første fra 1866 hed ligefrem Thisted Arbejderforening - og der stiftedes arbejderforeninger, der skulle løse alle arbejderklassens sociale problemer ved at organisere deres forbrug gennem brugsforeninger. Der blev af en af foreningerne oprettet et pantelånerkontor, der skulle hjælpe arbejderfamilierne med at komme ud af kløerne på en af deres værste plager, de private pantelånere og ågerkarle

Det var et vigtigt mål for de borgerlige arbejderforeninger at holde arbejderne langt væk fra de internationale socialistiske ideer, der blev betragtet som udanske, og som blot ville fordærve den sunde danske arbejder. Helt lykkedes det ikke. Der blev i midten af 1860'erne skabt en kontakt mellem den 1. Internationale, en arbejdersammenslutning, der i 1864 var stiftet med Karl Marx som den ledende skikkelse, og den forholdsvis lille, men politisk radikale Københavns Arbejderforening af 1856. Der sad et par danskere i ledelsen af 1. Internationale, og de tog forbindelse med den københavnske forening for at få den til at overbevise danske arbejdere om, at de ikke skulle fungere som strejkebrydere ved nogle store arbejdskonflikter i England og Skotland. Derved blev danske arbejdere for første gang inddraget som en del af det centrale problem, som 1. Internationale tog sig af: det udbredte internationale strejkebryderi. Om en varig forbindelse til Internationalen blev der dog ikke tale på organisatorisk plan, men enkelte danskere synes at have holdt sig løbende orienteret om Internationalens politik. Det fik afgørende betydning, da grunden i sommeren 1871 blev lagt til en dansk socialistisk bevægelse.

Det socialistiske gennembrud

Forsiden på det første nummer af Socialistiske Blade. Pio gemte sig bag forfatterbetegnelsen «en Arbejder». Først nogle måneder senere blev det kendt i offentligheden, at han var hovedmanden bag den socialistiske bevægelse. (ABA)

Da Louis Pio i sommeren 1871 umiddelbart efter den blodige nedkæmpelse af Pariserkommunen udsendte sine Socialistiske Blade, fik borgerskabet sig et chok. Det utænkelige var sket. Den udanske socialisme var kommet til Danmark. Pios budskab var enkelt. Arbejderne skulle bryde med alle de gamle organisationsformer i laug og arbejderforeninger og organisere sig selvstændigt under egen ledelse. Kun derved kunne de gøre sig håb om at bryde «kapitalens åg» og opnå både de nødvendige økonomiske, sociale og politiske reformer og i et videre perspektiv omforme Danmark til et socialistisk samfund.

Forbilledet for organisationsdannelsen skulle dels være de engelske fagforeninger, der havde eksisteret i næsten 50 år, og dels nogle af de politiske organisationer, der var tilknyttet 1. Internationale. Midt under en af de første store strejker herhjemme, en arbejdsnedlæggelse på B&W, indkaldte Pio til stiftelse af en dansk afdeling af 1. Internationale. Den blev grundlagt den 15. oktober 1871, og grundorganisationerne blev sektioner af de enkelte fag med en fælles ledelse af de enkelte fagsektioners formænd i en centralkomite. Pio blev formand for hele organisationen med den prangende titel «stormester».

Foreningens organisatoriske særpræg var, at den var fælles organisation for faglig og politisk kamp, og den danske afdeling af Internationalen blev således en politisk og faglig enhedsorganisation, parti og fagbevægelse samlet inden for den samme organisatoriske ramme. Denne organisationsstruktur fastholdtes gennem alle de dramatiske år for arbejderbevægelsen i 1870'erne. Ved stiftelsen oprettedes 6 fagsektioner, for snedkere, murere, tømrere, skræddere og smede og en blandet sektion for ufaglærte og medlemmer, der ikke var arbejdere. Her var der mulighed for individuelt, hemmeligt medlemskab for dem, der frygtede borgerskabets og myndighedernes sanktioner. I alt oprettedes i de første to år 20 fagsektioner.

Det var Pio, der tog det afgørende initiativ til den nye organisation, men den blev båret af de mange arbejdere i håndværk og industri, der, med risiko for betydelige politiske omkostninger, tilsluttede sig Internationalen. Formålet med enhedsorganisationen var at gribe fat i håndværkssvendenes traditionelle laugssolidaritet og bevare de bedste elementer i den, samtidig med at tendenser til fagegoisme blev afløst af en klassesolidaritet på tværs af faggrænserne, navnlig i forhold til de mange kvinder og børn, der arbejdede i industrien. Uden en klassebevidsthed, der brød med snævre sektionsinteresser, ville arbejderne hverken kunne tilkæmpe sig umiddelbare forbedringer eller de mere langsigtede mål.

En dansk «Internationalist» der gjør «Svendestykke»
Borgerlig satire over de strejkende medlemmer af «Internationale». Den noget rå udseende arbejder skruer sig ind i kapitalisten. «Skrue» var datidens danske ord for strejke. Vi overtog hurtigt det engelske «strike». B&W var allerede dengang en af de største danske virksomheder og fagligt mest aktive. (ABA)

En vigtig sammenbindende faktor i hele den tidlige arbejderbevægelses udvikling blev bladet Socialisten, der startede som ugeblad, men allerede i april 1872 blev dagblad. I 1874 fik det navneforandring til Social-Demokraten. Gennem en utrættelig agitation om organiseringens nødvendighed blev bladet en af grundene til den eksplosive medlemsudvikling, som Internationalen oplevede i sine første år. Det var ikke alene agitationsblad, det rummede også meddelelser om møder, grundige mødereferater og blev det centrale organ i den strejkebevægelse, som rullede ind over København efter Internationalens dannelse. I løbet af få måneder udkæmpedes flere strejker, end der sammenlagt havde været i alle årene forud.

Strejkeformen var den såkaldte omgangsskrue (skrue er det gamle ord for strejke), hvor arbejderne besluttede at strejke på en enkelt virksomhed, mens alle andre støttede dem gennem indsamlinger og anden form for hjælp. Når der var opnået resultater på den første arbejdsplads, krævede arbejderne på den næste tilsvarende forbedringer, og således lykkedes det efterhånden for fagene at tilkæmpe sig betydelige forbedringer allerede i de første år.

Der var to vigtige forudsætninger for de gode resultater. For det første var der økonomisk højkonjunktur, lav arbejdsløshed og mange virksomhedsgrundlæggelser, der stillede arbejderne i en gunstig forhandlings- og kampsituation. For det andet blev arbejdsgiverne nærmest taget på sengen. De var så optaget af den liberalistiske konkurrence, at de endnu ikke kunne blive enige om at organisere sig og skabe modtræk mod arbejderne.

Det hele gik dog ikke uden problemer. Selv om mange arbejdere organiserede sig, var det endnu kun et fåtal af alle arbejderne. Der var for arbejdsgiverne som oftest mange villige skruebrækkere, enten hentet ind fra landet eller fra de uorganiseredes rækker. Mange arbejdsgivere nægtede pure at anerkende de faglige organisationer som forhandlingsmodpart, og adskillige nægtede at ansætte organiserede arbejdere eller afskedigede dem. Dertil kom, at politiet infiltrerede organisationerne med stikkere, som indberettede til myndighederne, hvad der foregik, og hvad der planlagdes af aktioner. Værtshusholdere, der lagde lokaler til Internationalens møder, fik diskrete henstillinger fra politiet om sanktioner, hvis de fortsat gav plads for disse samfundsomstyrtende kræfter. Bogtrykkere, der trykte «Socialisten» og pjecer og løbesedler, blev forfulgt.

Sort tavle fra Cafe Skindbagen i Svendborg. Her noteredes navnene på de foragtede skruebrækkere, som ingen ordentlig arbejder kunne omgås, for slet ikke at tale om at arbejde sammen med. Også i den socialdemokratiske presse offentliggjordes under konflikter lister med navne - og af og til adresser - på skruebrækkere. (ABA)

Midt under en omfattende murerstrejke i april/maj 1872 rettede statsmagten et slag mod bevægelsen, som skulle knuse den for bestandig. Pio havde indkaldt til et stort møde på Københavns Fælled for at støtte de strejkende. Politiet forbød mødet, indførte forbud mod fremtidige forsamlinger og arresterede Pio og to af hans vigtigste medkæmpere, Poul Geleff og Harald Brix. Da arbejderne den 5. maj alligevel strømmede til Fælleden, kom det til et heftigt sammenstød mellem politi, indkaldte husarer og arbejderne. Selv om fælledslaget i eftertiden nok er blevet lidt voldsommere, end det rent faktisk var, så blev det en erfaring om den borgerlige stats vilje til at slå hårdt ned på sine modstandere. De fængslede ledere fik hårde straffe og i august 1873 blev Internationalen forbudt. Dermed mente myndighederne at have rettet et afgørende slag mod den socialistiske bevægelse.

Faglig kamp og organisering

Myndighedernes forventning om, at arbejderbevægelsen ville falde sammen som et korthus, når lederne blev fængslet, viste sig at være en fuldstændig fejlvurdering. I de følgende år ekspanderede fagbevægelsen eksplosivt, og det skete ved arbejdernes egen indsats. De viste, at de ikke var afhængige af enkelte ledere, men selv kunne opbygge og lede deres klasseorganisationer.

I året mellem fælledslaget og forbuddet mod Internationalen oprettedes fortsat fagsektioner, og samtidig indledte arbejderne en ny form for organisationsdannelse, de selvstændige fagforeninger. Efter forbuddet omdannedes fagsektionerne til fagforeninger eller sluttedes sammen med de nydannede foreninger, som også efterhånden optog de laugsorganisationer, der havde overlevet. Tallene på antallet af fagforeninger er noget usikkert, men i hvert fald i København blev næsten alle fag organiseret, og fagforeningerne begyndte også at skyde op i en række provinsbyer. Medlemstallet er meget vanskeligt at bedømme, men det kulminerede i 1876, hvor i hvert fald 6.000 arbejdere var fagligt organiserede. I forhold til det samlede arbejdertal var det beskedent, og mange arbejdere var endnu tiltrukket af de borgerlige, liberalistiske foreninger, der havde myndighedernes bevågenhed, men af samme grund ikke fagforeningernes kampkraft.

Det samlede antal kendte strejker i 1870'erne var 261, hvor af de fleste indtil 1876 blev vundet. Gennem en dygtig anvendelse af omgangsskruen lykkedes det arbejderne at tilkæmpe sig betydelige lønforbedringer, og i begrænset omfang gennemførtes også en nedsættelse af den meget lange arbejdstid. 12-14 timer i 6 dage om ugen og halvt arbejde om søndagen var den almindelige arbejdstid. For mange bygningshåndværkere fra solopgang til solnedgang i sommertiden, mens de så til gengæld var arbejdsløse i vintermånederne. Hovedmålet i kampen for arbejdstidsnedsættelse var den såkaldte «slavetime» mellem kl. 6 og 7 om aftenen, som arbejderne ønskede afskaffet for dog at have lidt tid til familien.

I spørgsmålene om arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne var resultaterne ubetydelige, men i forbindelse med nogle overenskomster oprettedes dog sygekasser for arbejderne. Generelt herskede arbejdsgiverne uindskrænket over arbejdsforholdene, og mange kampe blev udkæmpet mod arbejdsformænd af slavepiskertypen.

Der var en snæver sammenhæng mellem kampbevægelse og organisationsdannelse. Indmeldelse i en fagforening var først og fremmest tilslutning til en strejkekasse og hyppigt i direkte forbindelse med forberedelse af en lønaktion. Tilsvarende meldte mange sig ud igen efter en konflikt, især hvis den var blevet tabt. For mange krævede det flere erfaringer for at indse nødvendigheden af et permanent medlemskab af en fagforening.

Det store problem i 1870'ernes arbejdskampe var strejkebryderne. Kun de færreste fag opnåede en sådan grad af organisering, at der ikke altid var uorganiserede, der kunne tilkaldes af mestrene, eller mestrene kunne udnytte den bitre nød, der herskede i mange familier, især blandt de ufaglærte, måske nyindvandrede landarbejdere, til at skaffe sig arbejdskraft. Særlig i provinsbyerne var det ret let for mestrene at tilkalde uorganiseret arbejdskraft fra landdistrikterne eller fra nabobyer.

Fagforeningerne søgte at sætte hårdt ind mod skruebrækkerne. I den socialistiske presse blev de hængt, ud med navns nævnelse, og i fagforeningslokalerne blev der ophængt, «sorte tavler» med navnene. De var genstand for de øvrige arbejderes dybeste foragt, og ingen hæderlig arbejder burde have noget med dem at gøre. Ved strejkeramte arbejdspladser søgte arbejderne med blokade, trusler og af og til med fysisk magt at hindre strejkebryderne i at komme ind. Det førte til sammenstød med politiet, som ofte blev tilkaldt af arbejdsgiverne for at sikre, at de «arbejdsvillige» ikke blev hindret i at arbejde. Fagforeningerne søgte allerede i denne periode at aftvinge arbejdsgiverne aftaler om, at de kun måtte anvende organiserede arbejdere, men det var forgæves.

Kvinderne kom kun til at spille en meget lille rolle i 1870'ernes faglige organisationsbevægelse. De fleste havde som arbejdende både på en arbejdsplads og i hjemmet simpelthen ikke det overskud, der kræves for at organisere sig. Arbejdsmarkedet var i ret vid udstrækning kønsopdelt med en koncentration af kvinder i bestemte brancher. Mange kvinder arbejdede i hjemmeindustri, og en stor del af de arbejdende kvinder var ugifte, unge piger, enker, fraskilte eller forladte. Omkring 1/3 af alle familier i København havde kun en forsørger i denne periode.

Kvindernes løn var væsentligt lavere end mændenes, og de blev af mændene betragtet som løntrykkere i de fag, hvor de kunne erstatte den mandlige arbejdskraft. Arbejdsgiverne udnyttede kynisk kvindernes trængte situation og søgte at bruge dem som strejkebrydere. Derfor var det vigtigt, at kvinderne organiserede sig, men det skete kun i meget begrænset omfang, og der kendes kun få eksempler på kvindestrejker i denne tidlige periode. Der var yderligere uenighed om organisationsformen. Skulle kvinderne organisere sig sammen med mændene eller selvstændigt? I enkelte fagforeninger blev der oprettet særskilte kvindesektioner, f.eks. i tobaksarbejdernes fagforening «Enigheden», men ellers forblev problemet uafklaret.

Den enhed af parti og fagbevægelse, som Internationalen havde udgjort, blev bevaret, da de nye fagforeninger skød frem. I 1874 dannede de «De frie Fagforeningers Centralbestyrelse», der stillede sig på et klart socialistisk program og betonede enheden af den politiske og sociale kamp. Trods indre diskussioner om vægtningen af de to sider fastholdtes enheden på arbejderbevægelsens første kongres, Gimlekongressen, i 1876, hvor også bevægelsens første samlede program blev vedtaget.

På det tidspunkt havde en dybtgående økonomisk krise ramt den danske økonomi. Den gik hårdt ud over landbruget og blev på længere sigt baggrunden for omlægningen af landbrugets produktion fra korn til animalske produkter og for organiseringen af forarbejdningen i andelsvirksomheder. Også byernes erhverv, byggebranchen og industrien blev præget af krisen fra 1875 til begyndelsen af 1880'erne med en mængde krak og massearbejdsløshed til følge. Det svækkede den unge fagbevægelse, og fra 1876 ebbede den store strejkebølge ud. De få strejker, der genne førtes, blev alle tabt. Lønniveauet faldt, og arbejderne begyndte at melde sig ud af fagforeningerne. Den ene fagforening efter den anden måtte opløses, og kun ganske enkelte overlevede krisen med et minimalt medlemstal.

Midt i nedgangsperioden kom yderligere et hårdt slag, da de to ledere Pio og Geleff efter pres fra myndighederne og finansieret af nogle storkapitalister forlod bevægelsen og landet og emigrerede til Nordamerika. Det blev herefter nogle få faglige ledere, der førte arbejderbevægelsen gennem den økonomiske og organisatoriske krise. Som et vigtigt samlingspunkt lykkedes det at bibeholde Social-Demokraten, og på det allermest kritiske tidspunkt samlede de få fagligt organiserede kræfterne til at bygge en forsamlingsbygning i Rømersgade i København - den er i dag rammen om Arbejdermuseet. Men ved udgangen af 1870'erne tydede meget på, at borgerskabets håb om, at en socialistisk bevægelse ikke kunne leve i Danmark, ville gå i opfyldelse.

Tobaksarbejdere på A.V.Bruuns fabrik i Kolding 1894. Langt over halvdelen af arbejderne var kvinder og børn, der ofte lavede det hårde arbejde, mens de faglærte tobaksarbejdere tog sig af at rulle og sortere cigarerne. For børnene kunne det knibe med at få kræfter og tid til skolegang. Deres løn var tit nødvendig for at opretholde familiens eksistens. (ABA)

1880-1920 Genopbygning, klassekamp og arbejdsret

Arbejdernes eget værk - fagbevægelsen genrejses

1880'erne og 90'erne er den egentlige gennembrudsperiode for fagbevægelsen. Her grundlægges den struktur for fagforeninger, forbund og arbejdsmarked, som vi i store træk kender endnu i dag. Det skete ved et utroligt sejt arbejde fra arbejderne selv, gennem et utal af konflikter, forhandlinger og indre stridigheder. Men blot 20 år efter arbejderbevægelsens første alvorlige krise skabtes i 1898 en slagkraftig landsdækkende faglig organisation.

Udgangspunktet for fagbevægelsens genopbygning blev en beslutning i 1878 om at opløse den hidtidige enhedsorganisation i et socialdemokratisk parti (der indtil 1961 hed Socialdemokratisk Forbund) og en selvstændig fagbevægelse. Begrundelsen for adskillelsen var en erkendelse af vanskeligheden af at organisere arbejderne fagligt, hvis dette uden videre indebar en tilslutning til den socialistiske politiske målsætning. Det blev nu partiets opgave at organisere de bevidste socialister, mens fagforeningerne skulle organisere alle arbejdere uanset deres holdning til socialismen. Både de politiske og faglige ledere fremhævede dog fortsat nødvendigheden af en snæver sammenhæng mellem den politiske og faglige kamp. Det markeredes ved en gensidig repræsentation i de to organisationers ledende organer, idet lederen af fagforeningerne blev næstformand i partiets forretningsudvalg og partilederen tilsvarende i fagforeningernes centralbestyrelse. Der blev i den følgende fase et tæt samarbejde mellem disse organer og redaktionen af Social-Demokraten om opbygningen af partiafdelinger og fagforeninger, og arbejdet startede fra bunden, da der i begyndelsen af 1880 næppe var mere end 200 organiserede arbejdere.

Da den økonomiske krise fra 1881 lettede noget, blev agitationen for organisering genoptaget med fuld kraft. På byggepladser, værksteder, fabrikker, anlægsarbejder, værtshuse og i arbejderhjemmene opsøgte nogle af de erfarne fra 1870'erne og nye yngre folk arbejderne for at overbevise dem om organisationens nødvendighed og eventuelt oplyse dem om fremgangsmåden ved forhandlinger eller strejker. Fra 1881 indledtes genopbygningen af fagbevægelsen med dannelse af foreninger i byggefagene i København. Snart kom de øvrige fag med, og som noget nyt begyndte de ufaglærte, specielt i byggefagene og ved anlægsarbejderne, at organisere sig.

Den nye organisationsbevægelse blev mindre dramatisk end 1870'ernes, men den var trods enkelte tilbageslag langt solidere rodfæstet blandt arbejderne, og den gav dem ret snart styrke til at gennemføre konflikter for lønforbedringer og nedsættelse af arbejdstiden. Allerede i 1885 var omtrent 1/3 af alle arbejdere i København organiseret, og i de større provinsbyer som Ålborg, Århus, Horsens, Odense og Helsingør stiftedes nye fagforeninger, men organiseringen uden for København var dog endnu i 1880'erne af ret beskedent omfang, og der gennemførtes kun få strejker.

Antallet af konflikter voksede i første halvdel af 1880'erne støt og kulminerede i 1885 med 107, hvoraf kun 3 var lockouter, men de var til gengæld nogle af de største og principielt mest afgørende for bevægelsen. Et afgørende sammenstød fandt sted under en 5 måneder lang smedelockout i sommeren og efteråret 1885. De velorganiserede smede- og maskinarbejdere i København havde nedlagt arbejdet på en enkelt fabrik med krav om en mindsteløn på 27 øre i timen. De blev af den første effektive arbejdsgiverforening - Foreningen af Jernfabrikanter i København - mødt med en lockout på 24 virksomheder med krav om, at arbejderne skulle melde sig ud af deres fagforening. Konflikten blev en af den tids hårdeste klassekampe, fordi den rummede en række principielle spørgsmål, og fordi den fik politiske overtoner. For at styrke deres krav om udmeldelse oprettede fabrikanterne en ny gul fagforening for de «arbejdsvillige» og en organisation, «Arbejdernes Værn», til beskyttelse af de mange strejkebrydere, der med politibeskyttelse tog arbejde på de konfliktramte virksomheder.

Det politiske element blev inddraget, fordi det længe havde været et ønske fra Højreregeringen at knuse den nye fagbevægelse og derved sætte et politisk slag ind mod den politiske alliance, der var indgået mellem Venstre og Socialdemokratiet i kampen om folketingsparlamentarismen. Under den langvarige konflikt blev der ydet omfattende støtte fra bønderne til de lockoutede arbejdere og deres familier. Mange smede fik høstarbejde på de sjællandske gårde, og gennem det nyoprettede «Børnenes Kontor» blev der arrangeret ferieophold på gårdene for smedenes børn.

Fra fagbevægelsens side var både kravet om mindsteløn og anerkendelsen af retten til organisering principspørgsmål. Det første krav måtte opgives, mens de mange ofre til gengæld resulterede i den på længere sigt vigtigere anerkendelse af organisationsretten, da arbejdsgiverne frafaldt deres krav om udmeldelse af fagforeningen. Smedene havde vundet en sejr, men arbejdsgiverne havde demonstreret, hvor effektivt et våben lockouten var mod arbejdernes omgangsskrue, og det kom til at præge de følgende 15 års arbejdskampe.

Fagforbund eller industriforbund

I midten af 1880'erne foregik der overalt i fagbevægelsen diskussioner om organisationsstrukturen. Skulle arbejderne organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche? Skulle de organisere sig på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan? Skulle organisationerne være centraliserede eller decentraliserede? En skandinavisk arbejderkongres i 1886 anbefalede oprettelse af centraliserede fagforbund og samarbejdsorganer på tværs af fagene. Herhjemme blev organisationsformen med få undtagelser organisering efter fag. Det var blandt andet bestemt af den lave grad af industrialisering. Det var endnu i mange ar de faglærte, håndværkerne, der var kernen i byarbejderklassen og organisationsbevægelsen. Dertil kom, at den industri, der blev udviklet, også i vid udstrækning anvendte faglært arbejdskraft, men enkelte brancher beskæftigede en del ufaglærte, kvinder og børn. Der var endnu intet grundlag for at opbygge fagbevægelsen som industriforbund. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund.

I årene fra 1885 til 1899 oprettedes ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de større købstæder organiserede størstedelen af fagenes arbejdere. Omkring år 1900 var i hvert fald 50% af de faglærte organiserede, hvilket sandsynligvis var den højeste organisationsgrad i verden.

Organisationsformen efter fag og uddannelse førte til store forskelle i størrelse mellem forbundene. Medlemstallene varierede fra mange tusinde i de store byggefag og i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund til under hundrede i fag som forgyldere og stenarbejdere. De følgende årtiers kraftigere industrielle udvikling medførte yderligere en del forskydninger mellem forbundenes størrelse.

I samme periode sluttede fagforeningerne i de enkelte byer sig sammen i Fællesorganisationer til varetagelse af lokale faglige interesser på tværs af fagene. Den største af disse var De samvirkende Fagforeninger i København, stiftet i 1886. Den varetog i de følgende 10 år sammen med den socialdemokratiske partiledelse samordningen af hele arbejderbevægelsens politiske og faglige aktivitet.

Med den struktur, fagbevægelsen fik, blev der efterladt en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd, som ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Det blev den store opgave fra slutningen af 1880'erne og gennem 1890'erne at opbygge selvstændige faglige organisationer for denne del af arbejderklassen. Det var ikke alene nødvendigt for at forbedre disse gruppers egne vilkår, men også for at modvirke, at de i arbejdskampe kunne optræde som skruebrækkere eller som løntrykkere som følge af deres lavere lønniveau. Tilsvarende blev organiseringen af arbejdsmænd og kvinder vanskeliggjort af den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne. Det var en hovedopgave for hele den tidlige fagbevægelse så hurtigt som muligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. Det var ikke lige let. Mange kom fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den «spændetrøje» på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.

Arbejderne på sukkerraffinaderiet i Larsbjørnsstræde i det indre København. Kvinderne meldte sig i 1897 ind i Det kvindelige Arbejderforbund i København, men lod sig mod en forhøjelse af ugelønnen på 50 øre lokke til at melde sig ud igen. Som tak for lønforhøjelsen købte de  en buket roser til mesteren. 14 dage efter blev lønforhøjelsen inddraget. Først i 1911 blev kvinderne atter organiseret. (ABA)

På den anden side lettedes organiseringen af de hårde vilkår, dårlige lønninger, lange arbejdstider og stor risiko for arbejdsulykker, som arbejdsmændene var udsat for. I organisationsarbejdet måtte de kæmpe en indædt kamp mod både private og offentlige arbejdsgivere, hvor de offentlige endda i denne Højreperiode kunne være de værste med forfølgelse eller afskedigelse af faglige aktivister. Det fik blandt andre den farverige, frygtløse og målbevidste dynamo i organisationsarbejdet, M. C. Lyngsie, at føle. Han blev som kun 27-årig i 1891 valgt til formand for det i 1888 grundlagte «Centralforbund for Arbejdsmænd i Danmark». Forbundet skulle samle en række sammenslutninger, der var dannet i Jylland, på Sjælland og i København. Men der gik adskillige år, før modsætningerne mellem disse landsdelsorganisationer var udjævnet så meget, at der kunne dannes et landsdækkende Dansk Arbejdsmands Forbund i 1897. Det blev fra starten langt det største forbund, men samtidig et forbund med store indre problemer, fordi det organiserede arbejdere fra vidt forskellige arbejdspladser, lige fra «natmændene» - dem, der tømte lokumsspandene fra de mange retirader i byerne - til efterhånden højt specialiserede, «tillærte» arbejdere i metalindustrien.

Kvinderne havde de vanskeligste problemer med at organisere sig. De fleste af dem havde udover arbejdet ansvaret for, at hjemmet fungerede, mange var enlige forsørgere, og kun de færreste havde det overskud af tid og penge, det krævede at organisere sig. Desuden arbejdede de, bortset fra enkelte udprægede kvindeindustrier, meget spredt, mange med vask og rengøring for herskaber, som ikke ville vide af organiserede kvinder. I endnu højere grad end mændene måtte kvinderne kæmpe mod arbejdsgivere, der nægtede at anerkende organisationsretten. Men efter nogle spæde forsøg i 1880'erne kom der dog i midten af 1890'erne efter nogle hårde arbejdskampe gang i organiseringen, og kvinderne kunne i 1898 stifte Det kvindelige Arbejderforbund.

Strejkeregulering og overenskomster

Kernen i forbundsdannelsen og centraliseringen var nødvendigheden af at regulere strejkeaktiviteten. Det var tidligt blevet fastslået, at der ikke burde iværksættes strejker, hvis ikke arbejderne var fagligt organiserede, og alle fredelige midler afprøvet. Hovedmålet for De samvirkende Fagforeninger i København var «at tilstræbe en for arbejderne formålstjenlig regulering af strejkebevægelsen». Det skete gradvis i årene efter 1890. Under nogle store strejkekampe i 1889-90 var strejkestøtten internt i forbundene og mellem forbundene alene en frivillig, moralsk forpligtelse, I 1892 vedtoges regler for planmæssig strejkeunderstøttelse med organisering af faste bidrag fra de ikke-strejkende arbejdere, men endnu uden en egentlig forpligtelse til at yde gensidig støtte. Endelig fik De samvirkende Fagforeninger i 1895 bemyndigelse til under konflikter at påligne de enkelte medlemsforeninger understøttelsesbeløb, der skulle betales.

I den faglige organiseringsbevægelse var tjenestepigerne en overset gruppe, men i 1899 stiftede de på initiativ fra Marie Christensen Københavns Tjenestepigeforening. Her taler hun ved en demonstration i Søndermarken i 1909. Foreningens hovedkrav var afskaffelse af den nedværdigende tyendelov og ordnede arbejdsforhold. Foreningen blev forløberen for vore dages Husligt Arbejder Forbund (HAF). (ABA)

Omvendt indebar den obligatoriske strejkeunderstøttelse, at der nu krævedes godkendelse fra De Samvirkendes ledelse for at iværksætte en strejke og dermed inddrage andre fagforeninger økonomisk i en konflikt. En strejke kunne ikke indledes, førend alle forhandlingsmuligheder var udtømt. Centraliseringen af strejkebeslutningerne og den fælles understøttelse var også nødvendiggjort af arbejdsgivernes foretrukne våben mod enkeltstrejker, den almindelige lockout, der kastede alle et fags arbejdere på gaden. Arbejdsgivernes modtræk havde sin baggrund i, at de nu også var begyndt en omfattende organisationsindsats med dannelse af mesterforeninger i all håndværksfag og branchevise arbejdsgiverforeninger inden for fabriksindustri og entreprenør området. De ledende organisationsfolk blandt arbejdsgiverne tilstræbte ligesom fagbevægelsen en centralisering af beslutningsprocesserne, og 1896 samledes en række af disse organisationer i Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening, der til vore dage har været fagbevægelsens vigtigst modpart. Arbejdsgiverorganisationerne satsede helt fra begyndelsen på en endnu stærkere centralisering og binding af de enkelte medlemsorganisationer og virksomheder, end fagbevægelsen tilstræbte.

Strejker var selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men de blev også i denne periode vigtige skoler i praktisk solidaritet, navnlig for de mange tusinder, der fortsat vandrede fra landet ind til byerne og organiserede sig der. Det første mål for fagbevægelsen var tilkæmpelsen af en forhandlingsret med arbejdsgiverne for alle arbejdere og som en følge heraf indgåelse af kollektive overenskomster i stedet for individuelle aftaler om løn og arbejdsvilkår. I løbet af 1890'erne blev der i flere og flere fag indgået kollektive overenskomster, der dækkede et ret stort antal arbejdspladser og fagforeninger. Men om en fuldstændig dækning med overenskomster var der langt fra tale. De indholdsmæssige krav var forbedringer af lønsatserne, og her blev der opnået betydelige fremgange i dette tiår. Det andet hovedkrav var nedsættelse af arbejdstiden.

I 1889 stiftedes den 2. Internationale, sammenslutningen af de enkelte landes arbejderbevægelser. Den danske var med ved stiftelsen og i hele perioden indtil dens sammenbrud ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 et meget aktivt medlem. På 2. Internationales stiftelseskongres vedtoges 8-timers arbejdsdag som et internationalt fælleskrav, og det blev besluttet, at alle landets arbejderbevægelser hvert år den 1. maj i internationale solidaritetsdemonstrationer skulle agitere for dette krav. Der gik 30 år, før det blev gennemført, men 1. maj blev overalt fejret som symbolet på den praktiske internationalisme, som også dansk fagbevægelse blev en særdeles aktiv deltager i.

1890'erne var et årti med et meget højt konfliktniveau. Der var så godt som intet fag, der ikke gik i strejke for at udnytte de gunstige økonomiske konjunkturer og den forstærkede industrialisering, der nu også for alvor slog igennem i provinsen. De største og mest principielle konflikter var imidlertid arbejdsgivernes lockouter, hvor de endnu søgte at standse arbejdernes faglige organisering og fagforeningernes ønske om eneret til at forhandle løn, arbejdstid og arbejdsvilkår.

Noget af det første en nystiftet fagforening gjorde var anskaffe en fane. De var ofte meget flotte. Her bødkernes. Faget var i 1800-tallet stort, men er nu næsten uddødt - overhalet af industrielt fremstillet emballage. (ABA)

Konflikterne i jernindustrien var ligesom i 1880'erne nogle af de hårdeste. Her stod de aggressive «Jernmænd», som arbejdsgiverne kaldte sig, over for de velorganiserede smede- og maskinarbejdere. De var begyndt at oprette værkstedsklubber, der lokalt krævede indflydelse på timeløn, akkordsatser og især på de forhadte værkstedsregler, som hidtil ensidigt var fastlagt af fabrikanterne og mestrene. I 1897 udkæmpedes en 4 måneders lang lockout, der på de fleste punkter sluttede som en sejr for Smede- og Maskinarbejderforbundet. Fabrikanterne måtte gå med til at forhandle med arbejderne om værkstedsreglerne og give smedene mulighed for lokalt at forhandle løn. Stridsspørgsmål skulle afgøres ved voldgift. Der blev reelt tale om en endelig godkendelse af smedenes organisationer som en ligeberettiget part. Til gengæld måtte arbejderne acceptere ikke at nedlægge arbejdet, førend der var forhandlet og eventuelt mæglet. Det blev besluttet at oprette en domstol til afgørelse af faglige stridigheder. Flere bestemmelser i denne overenskomst pegede direkte frem til septemberforliget, der blev indgået 2 år senere.

De samvirkende Fagforbund (1898)

Udviklingen af en fælles, bindende strejkestøtte, de mange store arbejdskonflikter og samlingen af arbejdsgiverne i en centraliseret landsorganisation pegede i anden halvdel af 1890'erne på behovet for at skabe en overbygning på de mange landsdækkende fagforbund. Det blev igen en skandinavisk arbejderkongres, der blev den umiddelbare anledning til at gennemføre planerne herom. Det blev i 1897 besluttet på en kongres i Stockholm, at grundformen for faglig organisering burde være en fælles, landsdækkende organisation af alle forbund. Samtidig pegedes på industriforbund som den naturlige organisationsform, efterhånden som storindustrien trængte frem. Det blev kun den første del af beslutningen, der fik betydning herhjemme.

I januar 1898 samledes godt 400 delegerede, der repræsenterede ca. 70.000 arbejdere, til møde i København for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF). Efter indgående diskussioner vedtoges et sæt love, der fastlagde kompetenceforholdene mellem de enkelte forbund og DsF, navnlig på strejkeområdet, hvor både finansiering og beslutningsproces var vigtige sager at få afklaret. Der valgtes et repræsentantskab med fyldig repræsentation fra provinsen, hvor man havde været specielt ivrig for at få en landsorganisation til støtte for arbejderne, der i de mange små virksomheder stod over for mestre, der var uvillige til at anerkende organisationerne og afslutte overenskomster. Til formand for forretningsudvalget valgtes maleren Jens Jensen, mens forretningsføreren (formanden) for Socialdemokratiet P. Knudsen blev næstformand.

Med henvisning til den kraftige organiseringsbevægelse blandt arbejdsgiverne opfordrede DsF alle faglige organisationer til at støtte indmeldelse. Godt 1 år efter grundlæggelsen havde 38 forbund med 870 afdelinger og godt 59.000 medlemmer samt 25 enkelte fagforeninger, der ikke stod i et forbund, indmeldt sig. Ialt omfattede DsF i foråret 1899 godt 61.000 medlemmer, og der blev snart god brug for den nye organisations kampkraft.

Storlockout og septemberforlig (1899)

Dannelsen af de to hovedorganisationer var den foreløbige slutsten på en især for arbejderne lang og vanskelig organiseringsproces. Spørgsmålet var nu, hvorledes forholdet mellem de to parter skulle udvikle sig. Ville den lange konfliktperiode fortsætte i forstærket form, eller ville det være muligt at finde former for konfliktløsning, der tilfredsstillede begge parter? Svaret kom i 1899, og det blev et både og.

Smedelockouten i 1897 og en stor malerkonflikt i 1898 havde varslet «krigslyst» hos arbejdsgiverne, som også i deres agitation for at få mestrene ind i DA fremhævede muligheden for at vinde over arbejderne. I foråret 1899 kom det til en afgørende styrkeprøve og en klassekamp af hidtil uset omfang og bitterhed. Anledningen var en række mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer, hvor arbejderne forkastede et overenskomstforslag, mens mestrene vedtog det. DA gjorde nu DsF ansvarlig for en vedtagelse og stillede ultimatum om, at DsF skulle sikre, at snedkerne gik i arbejde - en myndighed som DsF ikke havde. DA lockoutede herefter alle snedkere i hele landet, og da DsF ikke kunne acceptere DA's krav om hovedorganisationernes ansvar for underorganisationernes indgåede overenskomster, lockoutede DA også arbejderne i et meget stort antal andre fag. Det blev starten på en konflikt, der varede fra midten af maj til begyndelsen af september, hvor begge parter mobiliserede støtte hos klassefæller i ind- og udland. De lockoutede arbejdere fik betydelig økonomisk hjælp fra arbejderne i de øvrige nordiske lande, fra Tyskland og England, og endnu var bønderne klart indstillede på at betragte arbejdernes kamp som et sidestykke til den politiske kamp og yde materiel støtte til de lockoutede. Fødevarer strømmede til byerne, og tusindvis af arbejderbørn fra byerne fik ferieophold på landet. Til gengæld opnåede DA tilsagn fra arbejdsgiverne i nabolandene om ikke at beskæftige danske arbejdere, så længe konflikten varede.

For at holde nøden fra døren og hjælpe de strejkende kammerater, tog mange til vore nabolande og fik arbejde under storlockouten i 1899. Her en gruppe bygningssnedkere, der fik arbejde i Christiania (som Oslo hed dengang). (ABA)

Internationalt blev konflikten den hidtil mest omfattende i arbejderbevægelsens historie, landets størrelse taget i betragtning, og den var genstand for stor opmærksomhed og solidaritet. Samtidig ydede de arbejdere, der ikke var i konflikt, store ofre for at hjælpe deres kammerater, og de enkelte forbund gjorde en stor indsats for at fastholde kampberedskabet og holde humøret oppe, efterhånden som konflikten trak ud. Således arrangerede DAF en opsigtsvækkende udflugt for mange tusinde arbejdere til Dyrehaven nord for København.

Efter ugelange forhandlinger med mange afbrydelser, fordi parterne stod stejlt over for hinanden, lykkedes det endelig ved hjælp af mægling udefra at afslutte konflikten. Den 5. september kunne ledelsen af DA og DsF underskrive septemberforliget, der ikke alene gjorde en ende på lockouten, men også for mange årtier fastlagde rammerne for arbejdsmarkedet. Grundlæggende i forliget var de to hovedorganisationers gensidige anerkendelse af hinanden som forhandlings- og konfliktberettigede parter. Det indebar således arbejdsgivernes endegyldige accept af arbejdernes ret til at organisere sig. Desuden fastlagdes regler for varsling og iværksættelse af strejker og lockouter og en pligt for organisationerne til ikke at godkende eller støtte konflikter, der var iværksat imod reglerne.

Arbejdsgiverne fik trods stor tøven fra DsF gennemtvunget hovedorganisationernes ansvar for overholdelsen af alle indgåede overenskomster. DA fik yderligere anerkendt arbejdsgivernes «ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft». Uenigheder om tolkningen af indgåede lønaftaler skulle afgøres ved faglig mægling, eventuelt voldgift. Der fastsattes en frist for opsigelse af overenskomster, og det blev bestemt, at arbejdsformænd ikke skulle være organiserede. Endelig indeholdt forliget en bestemmelse om, at spørgsmål, om brud på septemberforliget skulle afgøres ved en civil domstol. Det blev året efter ændret, idet disse spørgsmål, blev henvist til en nyoprettet «permanent voldgiftsret». Dermed var grunden lagt til det senere stærkt udbyggede specielle retssystem for arbejdsmarkedet. (Se Hovedaftalen).

Forliget blev vedtaget af DsF's repræsentantskab, men med betydelig modstand. 128 stemte for og 98 imod, og det har siden været et af de mest omstridte dokumenter i arbejderbevægelsen. Var forliget en sejr eller et nederlag for arbejderne og fagbevægelsen? Det har været fremhævet, at det i det store og hele var DA's forhandlingsudspil, der blev grundlag for forliget, og at det med sin tendens til centralisering og fastlæggelse af organisationsansvaret, med de stramme regler for varsling af konflikter og den faktiske fredspligt i overenskomstperioderne lagde så snævre grænser for arbejdernes aktionsmuligheder, at de kun vanskeligt kunne varetage deres selvstændige interessekamp. Til de kritiserede punkter hørte også godkendelsen af arbejdsgivernes uindskrænkede ledelsesret på arbejdspladserne og de første skridt til et arbejdsretsligt system.

Modsat har tilhængerne understreget betydningen af anerkendelsen af organisationerne og retten til at indgå kollektive overenskomster og erklære konflikt, når enighed ikke kan opnås. Arbejdsgivernes ledelsesret var blot en konstatering af, at arbejderne skulle fungere i et kapitalistisk samfund, hvor kapitalejerne har magten, og netop indførelsen af et retssystem var en beskyttelse af arbejderne som den på dette tidspunkt svagere part på arbejdsmarkedet. Endelig var forligets indhold på mange punkter blot en bekræftelse af bestemmelser, der var indeholdt i tidligere indgåede overenskomster mellem de enkelte forbund og deres arbejdsgivere.

Uanset de modstridende vurderinger blev septemberforliget udgangspunktet både for udviklingen af forholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse og baggrund for den fagopposition, der kort efter 1900 markerede sig i den danske arbejderklasse.

Tillidsmænd og forligsmænd

I de første år efter storkonflikten og septemberforliget sporedes en vis afmatning i fagbevægelsen, og forbundene under DsF oplevede en mindre medlemstilbagegang, mens forbund og fagforeninger udenfor havde fremgang. Fra ca. 1905 skete der dog igen en kraftig medlemstilvækst og en forøgelse af antallet af forbund inden for DsF til 52 ved 1. verdenskrigs udbrud. Tilgangen blev ikke hæmmet af dannelsen af et nyt «moderne» gult fagforbund «Kristelig dansk Fællesforbund for Arbejdsgivere og Arbejdere» (1899), der havde rod i Indre Missions opfattelse af fællesinteresser mellem arbejdsgivere og arbejdere.

Når det kristelige forbund ikke fik nogen større fremgang, hænger det sammen med, at der i kølvandet på septemberforliget blev afsluttet kollektive overenskomster på stort set alle fagområder, og at det i disse efterhånden lykkedes arbejderne at forhandle eller konflikte sig til væsentlige forbedringer af løn og arbejdstid. Jernindustrien blev med hensyn til den detaljerede udformning af overenskomster forbillede for andre brancher. I 1900 blev der her indgået en meget omfattende overenskomst, der ikke alene tog fat på løn og lønformer, men også fastlagde regler for arbejdsformænds forhold til de faglige organisationer, tog fat på lærlingespørgsmålet, problemet om anvendelse af faglært og ufaglært, arbejdskraft, oprettelse af værkstedsklubber og valg af tillidsmænd.

Det blev anbefalet, at man i jernindustrien straks over hele landet gik over til samme minimalløn på værkstederne, et princip der siden har været gældende i jernindustrien. Det blev bestemt, at arbejdsgiverne ikke uden videre kunne trække de dygtigste arbejdere ud af fagforeningerne ved blot at udnævne dem til formænd, som ikke skulle være fagligt organiserede. I det meget ømtålelige spørgsmål om anvendelsen af faglært eller ufaglært arbejdskraft måtte parterne nøjes med at konstatere uenighed. Arbejdersiden fastholdt, at arbejdsopgaver, der hidtil havde krævet faglig uddannelse, ikke måtte overdrages til ufaglærte, mens arbejdsgiverne hævdede deres ret til at anvende ufaglært eller tillært arbejdskraft, efterhånden som den tekniske udvikling efter deres mening gjorde det muligt. Det blev en af de følgende års alvorlige knaster for fagbevægelsen både internt og i forhold til arbejdsgiverne.

1. maj demonstration i 1900. Efter beslutninger på en international kongres i 1889 om at fejre 1. maj som international kamp- og festdag måtte de danske arbejdere under trussel om afskedigelse i de første år holde demonstrationen på den nærmeste søndag. Men fra slutningen af 1890'erne accepterede arbejdskøberne, at arbejderne kunne få fri på selve dagen. De 3 otte-taller symboliserer kampen for 8 timer arbejde, fritid og hvile. (ABA)

Bestemmelserne om tillidsmænd blev et vigtigt gennembrud for fagbevægelsen. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til frit at vælge tillidsmænd, som skulle være talsmænd over for arbejdsgiverne og formændene. Den eneste begrænsning var, at de valgte skulle have arbejdet på samme arbejdsplads i 2 år. Hvis der blev oprettet en værkstedsklub, var tillidsmanden født formand. Disse bestemmelser overførtes gradvis til overenskomster i andre brancher, og tillidsmandsinstitutionen udviklede sig efterhånden til at blive rygraden i den faglige organisationsstruktur.

Også på lovgivningsområdet opnåedes resultater. I den første Fabrikslov fra 1873 blev der indfort nogle beskedne begrænsninger af børnearbejdet. Kun børn over 10 år måtte herefter arbejde i industrien; dette blev i 1901 skærpet til 12 år. Endelig i 1913 indførtes forbud mod arbejde i industrien for børn, der ikke var udskrevet af skolen, dvs. indtil 14 år. En betydelig del af det tidligere børnearbejde blev overtaget af kvinder. Det må også bemærkes, at der ikke blev lagt begrænsninger på børnearbejdet i landbruget. Fabriksloven af 1873 rummede også de første beskyttelsesforanstaltninger mod arbejdsulykker, især afskærmninger af maskiner og de dødsensfarlige drivremme. Reglerne blev kraftigt skærpet i Maskinbeskyttelsesloven 1889 og der blev sikret en bedre kontrol med reglernes overholdelse. I 1898 vedtoges en lovpligtig ulykkesforsikring for arbejdsgiverne i håndværk og industri, mens landbruget ikke blev dækket. Arbejdsløsheden var gennemgående høj i denne periode, og der var lange diskussioner om at forbedre støtten til de arbejdsløse, som hidtil udelukkende havde påhvilet fagforeningerne. I 1907 gennemførtes imidlertid en lov om oprettelse af statsanerkendte arbejdsløshedskasser, hvortil staten skulle yde tilskud. A-kassernes økonomi skulle til gengæld frigøres fra fagforeningernes, således at midlerne ikke kunne bruges i konfliktsituationer. Men A-kasserne blev bevaret inden for fagbevægelsen, og selv om understøttelsen langt fra var tilstrækkelig til at opretholde en families eksistens, så var reformen en betydelig sejr for arbejderklassen.

Hverken septemberforlig, overenskomster eller reformer kunne forhindre, at der i tiden indtil 1. verdenskrig fortsat var et højt konfliktniveau, og der var hele tiden borgerlige røster, der krævede stærkere indsats for at undgå omfattende strejker og lockouter. Samtidig var der ved at blive opbygget en syndikalistisk fagopposition, der kritiserede septemberforliget for at hæmme mulighederne for faglige aktioner og DsF for at være alt for moderat. Efter en omfattende konflikt i de grafiske fag i 1908 og under truslen om en storlockout greb Venstreregeringen ind og fik bilagt konflikten. Efter et sviende nederlag i en konflikt i byggefagene gik DsF med til, at regeringen nedsatte det såkaldte «Augustudvalg» af arbejdere og arbejdsgivere, som skulle udarbejde forslag til at forebygge konflikter og forslag til regler for behandling af faglige stridigheder.

I 1910 afgav udvalget betænkning og fremsatte 3 forslag, der blev afgørende for arbejdsmarkedet i mange år:

  1. Norm for regler for behandling af faglig strid.
  2. Lov om oprettelse af en stående voldgiftsret.
  3. Lov om udvælgelse af forligsmænd i arbejdsstridigheder.

De tre forslag udgjorde en helhed sammen med septemberforliget. «Augustudvalget» fastlagde sondringen mellem «interessekonflikter», og «retskonflikter», hvor de første omfatter konflikter, der ikke er dækket af overenskomster, mens retskonflikter dækker områder, der er dækket af overenskomster og udelukkende omhandler brud på eller uoverensstemmelser om fortolkning af gældende overenskomster.

I Normen blev det forudsat, at når der er indgået overenskomst, består der «fredspligt» mellem parterne. Uenigheder mellem parterne om tolkning af overenskomsterne skal først søges bilagt ved forhandling på arbejdspladsen. Lykkes det ikke at blive enige ved den lokale forhandling, skal der tilkaldes mæglingsmænd, normalt stedlige organisationsrepræsentanter, og bliver disse enige, er den indgåede mæglingsaftale bindende for begge parter. Mæglingsmændene kan således træffe afgørelser hen over hovedet på de direkte involverede på arbejdspladserne. Lykkes mæglingen ikke, skal der afholdes de såkaldte «organisationsmøder» med repræsentanter for landsorganisationerne. Kan disse heller ikke enes, henvises sagen til afgørelse ved en faglig voldgiftsret, der normalt er sammensat af 4-6 medlemmer, valgt ligeligt af parterne, som i fællesskab udpeger en opmand.

Den faste Voldgiftsret blev oprettet ved lov i 1910. I modsætning til septemberforligets permanente voldgiftsret, der alene kunne pådømme sager om brud på septemberforliget, kunne Den faste Voldgiftsret pådømme alle sager om brud på indgåede overenskomster.

Den faste Voldgiftsret (fra 1964 Arbejdsretten) fik status som en særlig domstol for arbejdsmarkedet. Der er almindelig vidnepligt og vidneansvar, men dens domme kan ikke appelleres til andre instanser. Dens sanktionsmulighed ved konstatering af brud på overenskomsten er idømmelse af bod.

I «Augustudvalgets» arbejde var det forudsat, at strejker og lockouter ikke kunne anvendes ved retskonflikter. Disse kampmidler burde udelukkende tages i anvendelse ved interessekonflikter, hvilket typisk var situationer ved overenskomsters udløb eller konflikter på områder, der ikke var overenskomstdækket. Selv om begge parter i mange år havde været fortalere for oprettelse af mæglings- eller voldgiftsinstanser ved sådanne konflikter, var det alligevel efter pres fra regeringsmagten med partiet Venstre i spidsen, at der blev sat en principielt ny udbygning af septemberforliget i gang. Som repræsentant, for landbrugsinteresser regnede Venstre sig som en uafhængig tredjepart, der blev ramt af klassesammenstødene mellem kapitalinteresser og arbejdere, og i spørgsmålet om indførelse af forligsmandsinstitutionen med Forligsmandsloven af 1910 gik de på nogle punkter videre end arbejdsgiverne ønskede.

Efter loven skulle forligsmanden udnævnes efter indstilling fra «Den faste Voldgiftsret». Han var ikke forpligtet til at gribe ind i interessekonflikter og kunne ikke tvinges dertil af regeringen eller andre. Når forligsmanden skønner, at vigtige «samfundsinteresser» er truet, kan han gribe ind for at forlige parterne og undgå strejker og lockouter. Forligsmanden kan ikke gribe ind, før der har været forhandlet, men når han griber ind, har parterne mødepligt og pligt til at tage stilling til et eventuelt mæglingsforslag. Hovedorganisationerne kan anbefale at vedtage eller forkaste et mæglingsforslag. Forkastes forslaget af en eller begge parter, kan forligsmanden kun gribe ind, hvis der foreligger «en ny situation».

Forligsmandsloven indeholdt oprindelig intet om afstemningsregler, og hvert forbund kunne anvende de bestemmelser, normalt urafstemning, der fandtes i lovene. Der var her klare forskelle mellem DA og DsF, idet DA havde en langt mere centraliseret beslutningsprocedure og hele tiden pressede fagbevægelsen i centralistisk retning, mens de fleste forbund tilstræbte at bevare så stor selvstændighed som muligt.

Med Normen, Den faste Voldgiftsret og oprettelsen af forligsmandsinstitutionen var rammerne for arbejdsmarkedet lagt fast helt frem til vore dage. De fromme ønsker om at dæmpe konflikternes antal og omfang kom til gengæld ikke til at gå i opfyldelse i de første mange år.

Grænsestridigheder, strukturdiskussioner og metalkartel

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund var den foreløbige slutsten på fagbevægelsens første store organiseringsfase. Selv om organisationsprocenten var forholdsvis høj, stod der endnu et omfattende arbejde tilbage med at organisere nye unge arbejdere, mange uorganiserede i provinsen og tilvandrere fra landbruget. I tiden fra midten af 1890'erne til 1. verdenskrig skete der en stærk udbygning af den industrielle produktion, en stadig mekanisering og en udvikling af arbejdsdelingen. Det betød, at nogle af de gamle håndværksfag blev truet på deres eksistens, og det betød især, at mange arbejdsfunktioner i industrien efterhånden kunne varetages af ufaglærte eller tillærte mænd. og kvinder. Som det fremgik af smedeoverenskomsten fra 1900, var arbejdsgiverne ivrige efter at erstatte faglærte med ufaglærte. Under den fortsatte organisering skabte det store problemer og konflikter mellem forbundene, og det gjorde det vanskeligt for DsF at fungere som «samvirkende» organ.

Der opstod i perioden mange konflikter om grænserne mellem forbundsmedlemmernes arbejdsområder og forbundenes organisationsområder. Internt i fagbevægelsen udspilledes grænsekonflikter mellem 2 eller flere organisationer om deres medlemmers ret til at udføre bestemte arbejdsprocesser og om retten til at organisere bestemte arbejdere. Det var især mellem de faglærte i metalindustrien på den ene side og de ufaglærte i Arbejdsmandsforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund på den anden side, at disse konflikter udspandt sig, ofte med betydelig bitterhed både i lokalafdelingerne og på centralt plan. I 1903 vedtoges regler for overflytning mellem forbundene, men antallet af grænsestridigheder øgedes så meget, at DsF i 1911 måtte nedsætte et særligt udvalg til at afgøre uoverensstemmelserne.

Der var flere løsningsmuligheder. En var, at forbundene blev «blandede» forbund, hvilket flere blev i denne periode, en anden var at danne «karteller», der samlede arbejderne, som arbejdede i samme branche, i en overbygning til at varetage fælles interesser, mens de enkelte arbejdere forblev primært organiserede i deres oprindelige forbund. En sådan løsning fandt arbejderne i træindustrien allerede i 1904 med dannelsen af Dansk Træarbejdersekretariat.

En anden mulighed var at genoptage det gamle forslag om industriforbund. I metalindustrien, hvor der var de fleste grænsekonflikter, blev denne tanke fremsat af smedenes stærke formand J.A. Hansen på forbundets kongres i 1911. Industriforbund. kunne løse to problemer. De ville modvirke en stadig kamp mellem de faguddannede og arbejdsmændene om arbejdsområderne. Selv om den tekniske udvikling gjorde det muligt for de ufaglærte at overtage flere arbejdsopgaver, måtte smedene holde fast på, at også dette arbejde var deres område. Arbejdsmandsforbundet havde gjort en stor indsats, men den stadige tilgang af nye arbejdsmænd bestod ofte af «et meget vanskeligt menneskemateriale». Det andet hovedproblem var lønnen. De ufaglærte optrådte som løntrykkere i forhold til de faglærte. J.A. Hansen havde ikke noget imod, at «vi blev arbejdsmænd. allesammen, når bare dette førte til, at arbejdsmændene blev løftet op på håndværkslønninger, men det er jo netop det, der ikke sker. Nej, de trykker håndværkernes lønninger ned på arbejdsmandslønninger, og det kan vi ikke have».

Lyngsie var på arbejdsmændenes vegne ligeså stærkt imod industriforbund. De var en «udvækst» på udviklingen. Arbejdsmændene ville altid være i mindretal og ikke kunne bestemme deres egen løn og kampvilkår. «Selvopholdelsesdriften byder os at holde sammen. Piller man os itu, hvem skal så rejse de allerdårligst stillede, landarbejdere og andre, og hvem skal være værn for løsarbejderne i byerne. Håndværkerne bliver det ikke, og hjælpe- og industriarbejderne har man taget fra os», lød Lyngsies manende appel.

Men de ødelæggende grænsestridigheder skulle ophøre, og løsningen blev dannelsen af et kartel, «Centralorganisationen af Metalarbejdere» (CO-Metal) i 1912, hvor arbejdere fra alle forbund med medlemmer i jernindustrien blev samlet, uden at de løsgjordes fra deres forbund. I 1913 vedtog DsF's generalforsamling at anbefale denne løsning for andre fagområder og etablere et nøjere organisatorisk samarbejde mellem beslægtede fag. Grænseproblemerne var vel dermed ikke løst endegyldigt, men metalkartellet skulle vise sig at blive en holdbar mellemløsning.

Fagopposition

Lige så længe fagbevægelsen har eksisteret, har der været en venstreopposition mod den faglige hovedlinje. Den har haft større eller mindre tilslutning og vekslende faglige og politiske mål. I årene efter septemberforliget voksede der en opposition frem, der blev den hidtil mest omfattende med kulmination i de dramatiske klassekampsår 1917-20. Der var fra begyndelsen forbund og enkelte fagforeninger, der modsatte sig centraliseringstendenserne, der var indbygget i septemberforliget og DsF. Samtidig opstod der i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse en radikal opposition mod den reformistiske politik, som Socialdemokratiet entydigt havde lagt sig fast på. Omkring 1910 samledes dele af den faglige og politiske opposition i «Fagoppositionens Sammenslutning» (FS), hvis mest fremtrædende skikkelse blev den farverige skribent, agitator og organisator Christian Christensen. FS optog i sin kritik af kapitalismen, af DsF og af Socialdemokratiet betydelige elementer fra den syndikalistiske ideologi, som på samme tid udviste stor styrke i den øvrige europæiske og amerikanske arbejderbevægelse.

Syndikalisternes mål var et antiautoritært, socialistisk samfund baseret på arbejdernes selvforvaltning og decentralisering af den økonomisk-politiske beslutningsproces. De forkastede den deling mellem økonomisk og politisk, faglig og parlamentarisk kamp, som herhjemme fandt sit udtryk i delingen mellem fagbevægelse og Socialdemokrati. De satte den økonomiske kamp over den politiske og fandt den parlamentariske kamp overflødig. Når først arbejderne havde vundet magten over produktionen, ville den politiske magt også tilfalde dem, og den skulle iøvrigt, reduceres til et minimum.

For syndikalisterne var den økonomiske kamp også en politisk kamp, og deres afvisning af den parlamentariske politik betød ikke, at de så bort fra andre spørgsmål. De aktionerede over et bredt socialt og kulturelt felt. De gik stærkt ind i den antimilitaristiske kamp under verdenskrigen og rettede stor opmærksomhed mod de kønspolitiske problemer, navnlig for arbejderkvinderne.

Syndikalisternes kritik rettedes mod Socialdemokratiets og især fagbevægelsens «moderation» og klassesamarbejde med kapitalisterne, således som det fandt udtryk i septemberforliget, det fagretslige system og overenskomsterne. Hele dette system lagde snærende bånd på arbejdernes kampmuligheder og dermed kampen mod kapitalismen. Syndikalisternes vigtigste kampmiddel. var den «direkte aktion», den uvarslede strejke på den enkelte arbejdsplads. Den skulle spredes til andre arbejdspladser og i sidste instans udvikles til den «sociale generalstrejke», der endegyldigt skulle gøre det af med kapitalisternes magt over produktionen.

Inden dette mål kunne nås, skulle den faglige organisering helt omstruktureres til industri- og brancheforbund, og den «uduelige faglige kamp laves om til industriel kamp». Basisorganisationer skulle opbygges demokratisk, ledelsen vælges ved urafstemning, og beslutninger om aktioner ligeledes træffes af alle de involverede arbejdere. Den centraliserede strejkestøtte skulle erstattes af solidariske indsamlinger fra arbejdspladser, der ikke var i konflikt.

Fagoppositionen vandt størst støtte i de københavnske fagforeninger, mens deres indflydelse i provinsen var meget spredt. Det var især i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, hvor Christian Christensen en overgang var formand, blandt lager- og pakhusarbejderne, især havnens folk, blandt murerne og senere også blandt smedene, at FS fik den største indflydelse. Men i deres storhedstid kunne de for kortere eller længere perioder overtage ledelsen af ganske mange fagforeninger og derfra drive deres opposition mod DsF. Bevægelsens blad «Solidaritet» blev 1917-20 dagblad med ca. 15.000 abonnenter, og i 1919 følte FS sig stærk nok til at udfordre DsF ved at danne «Føderalisternes Sammenslutning», en slags mini-DsF med tilslutning fra sømændene, søfyrbøderne, de københavnske murere og murerarbejdsmænd. samt det nystiftede Københavns Metalarbejderforbund, der gjorde stort indhug blandt smede og maskinarbejderne.

Syndikalismens opståen og udbredelse kan forklares på flere måder. Der var fra 1907 en massearbejdsløshed i byggefagene, og der var i adskillige forbund en udbredt utilfredshed med centraliseringen og indskrænkningen af deres handlemuligheder. Dertil kom, at DsF i 1911 indgik en 5-årig overenskomst med DA uden mulighed for lønforbedringer, da der under verdenskrigen fra 1914 udvikledes en kraftig varefordyrelse og boligmangel. Just denne boligmangel var blandt andet forårsaget af en ny meget kraftig indvandringsbølge til byerne og især til København. Det medførte en eksplosiv vækst i organisationernes medlemstal. Fra 1914 til 1920 blev antallet af fagligt organiserede inden for og uden for DsF mere end fordoblet, fra ca. 159.000 til ca. 360.000 medlemmer. Antallet af organiserede kvinder tredobledes inden for DsF og femdobledes i fagforeninger og forbund udenfor. I denne kun 7-årige periode oplevede den samlede fagbevægelse sin forholdsvis største tilgang nogensinde.

Det betød, at der blev organiseret en helt ny generation af arbejdere, som ikke var vokset op med forhandlings- og kamptraditioner fra grundlæggelsesperioden, og som ikke nødvendigvis betragtede overenskomstsystemet og det fagretslige system som indvundne positive resultater. De så mere på den faktiske forringelse af levevilkårene, som skete med rivende hast, især fra 1916-17, og mange af dem var beredte til at engagere sig i militante faglige og udenomsparlamentariske aktioner for ikke alene at rette op på de elendige sociale forhold, men også for at bryde den parlamentariske borgfredspolitik, som Socialdemokratiet under krigen indgik med de borgerlige partier.

1. maj demonstration 1915. Ungsocialisterne (SUF) deltog med republikanske, antimilitaristiske og antikirkelige paroler, der ikke helt faldt i moderpartiets smag. (ABA)

Arbejderne i offensiven

Under 1. verdenskrig skete der en voldsom uddybelse af de sociale kløfter og en kraftig skærpelse af klassekampen. De herskende klasser udnyttede Danmarks neutralitet til det yderste. Bønderne havde gyldne tider med eksport til de krigsførende stater, og industriborgerskabet tog sin del af kagen. «Gullaschbaronerne» havde kæmpefortjenester på at eksportere elendig dåseføde til soldaterne i skyttegravene, og på Børsen blomstrede en vild spekulation. Borgerskabet demonstrerede et uhæmmet frådseri, som stod i skærende modsætning til elendiggørelsen i store dele af arbejderklassen. Priserne foretog en himmelflugt, pristallet steg fra 1914-18 fra 100 til 182, og samtidig steg arbejdsløsheden til højder, som arbejderne ikke havde kendt siden arbejderbevægelsens barndom. Fra 1917-18 steg den gennemsnitlige arbejdsløshed fra 10 til 18%. Som følge af den store indvandring til byerne opstod der en voldsom boligmangel, og kommunerne måtte i al hast opføre elendige husvildeboliger og stuve familierne ind i små, trange lejligheder.

Arbejdsløshedsunderstøttelsen var umulig at leve af, og mange arbejderfamilier måtte supplere med fattighjælp for at overleve. Efter hårdt pres fra DsF lykkedes det at få gennemført en generel dyrtidsregulering, som imidlertid ikke kunne følge med prisstigningerne. Også de sociale satser blev forhøjet efter pres fra arbejderbevægelsen. Da situationen var allermest tilspidset, kunne syndikalisterne, som havde skabt en bred arbejdsløshedsbevægelse, og den københavnske fællesorganisation enes om en stor demonstration med Thorvald Stauning i spidsen for at gennemtvinge en forhøjelse af arbejdsløshedssatserne. Henimod krigens slutning fremsatte Socialdemokratiet et omfattende socialt og økonomisk reformprogram, der skulle afhjælpe nøden og samtidig indføre en vis kontrol med de kapitalistiske udskejelser. Til det formål foreslog partiet indførelse af bedriftsråd på virksomhederne, et forslag som DsF tog op over for DA i 1919, men arbejdsgiverne modsatte sig hårdnakket, hvad de tolkede som et indgreb i deres ledelsesret inspireret af de revolutionære bevægelser i Europa.

Syndikalisterne og det nystiftede revolutionære Socialistisk Arbejderparti (SAP) organiserede en serie af udenomsparlamentariske aktioner, hvoraf de mest opsigtsvækkende var de store møder på Grønttorvet i København og stormen på Børsen fastelavnsmandag 1918. I det hele taget skete der en kraftig radikalisering af arbejderklassen og dens kampformer i disse år med en offensiv vendt mod arbejdsgivere og spekulanter, men også med en brod mod Socialdemokratiet og dets borgfredspolitik.

Af størst betydning for arbejderne blev dog den massive faglige kampindsats, som satte ind fra 1917 til 1920. Med syndikalisterne som de drivende kræfter gennemførtes et utal af strejker, varslede og uvarslede mellem hinanden, som især i det første efterkrigsår formåede at aftvinge arbejdsgiverne ganske store indrømmelser, Det lykkedes i disse kampe at indhente det reallønstab, der var sket under verdenskrigen, og endda for de fleste arbejdergrupper at vinde betydelige reallønsforbedringer. Overenskomsten i 1919 blev en af de bedste i fagbevægelsens historie med en reallønsforbedring på 40%. Også på et andet omrade blev 1919 et sejrens år. Den 30 år gamle kamp for en 8-timers arbejdsdag blev vundet. Allerede i 1918 havde de syndikalistisk inspirerede bygningsarbejdere i København indledt en aktion for arbejdstidsnedsættelse ved simpelthen at forlade arbejdspladserne kl. 12 om lørdagen for at holde weekend. Ganske vist fik arbejderne store bøder for overenskomstbrud, men deres aktion blev murbrækker for, at DsF og Socialdemokratiet optog 8-timers kravet. I januar 1919 gennemførte bygningsarbejderne igen en direkte og uvarslet aktion for en gennemførelse af 8-timers dagen straks. Under stærkt pres fulgte DsF kravet op over for arbejdsgiverne, som i maj 1919 måtte acceptere en overenskomst om generel indførelse af 8-timers dagen med virkning senest fra 1. januar 1920. Det afsluttede den langvarige konflikt i byggefagene, og murerne fik tilmed eftergivet deres bod. Arbejderne havde med deres massive kamplinje effektivt udnyttet arbejdsgivernes svækkelse, der også i vid udstrækning skyldtes frygt for, at de revolutionære omvæltninger i Europa skulle brede sig til Danmark.

Sat på gaden! Sådan var virkeligheden for mange arbejderfamilier under 1. verdenskrigs sociale nød. Syndikalisterne var ofte på pletten og hjalp familien og møblerne ind i lejligheden igen, så snart kongens foged var borte. (ABA)

Den splittelse af den internationale arbejderbevægelse, som fandt sted i kølvandet på den bolsjevikiske revolution i Rusland i 1917, satte også sine spor herhjemme, og den samlede opposition af syndikalister og revolutionære socialister truede en overgang med at ryste den socialdemokratiske dominans i arbejderbevægelsen. Et flertal i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse brød i 1919 med partiet og stiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti, som i 1920 blev sluttet sammen med SAP og størstedelen. af FS til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Mens DKP tilsluttede sig den revolutionære Kommunistiske Internationale (KOMINTERN), fastholdt den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og her under langt størstedelen af fagbevægelsen, sin reformistiske linje og tilslutningen til det parlamentariske demokrati.

I 1920 fandt den intense klassekampsperiode sin kulmination, men også sin afslutning, i den dramatiske påskekrise. Den var primært en politisk krise forårsaget af kongens afskedigelse af den socialdemokratisk støttede radikale regering efter et massivt pres fra nationalistiske kredse og reaktionære grupper omkring hoffet. Krisen faldt sammen med truslen om udløsning af en storkonflikt på arbejdsmarkedet, og arbejderbevægelsen svarede På «Statskuppet» med en trussel om generalstrejke og dermed en mobilisering af fagbevægelsen til forsvar for det parlamentariske demokrati. Det var i god tråd med den socialdemokratiske arbejderbevægelses opfattelse af det borgerlige demokrati som et middel til at gennemføre et socialistisk samfund. Blev dette demokrati truet, var generalstrejken et nødvendigt middel til at forsvare det. Men i modsætning til syndikalisternes strategi kunne generalstrejken ikke tages i anvendelse til en videregående omformning af det kapitalistiske samfund.

Alligevel sluttede hele venstrefløjen op bag truslen, og med dette magtmiddel i baghånden lykkedes det blandt andet Stauning at gennemtrumfe et forlig, hvor ikke alene de demokratiske regler blev godkendt, men også den truende storkonflikt afblæst. En række fag fortsatte dog med at strejke, men måtte i løbet af sommeren opgive kampen. Resultatet af hele dette komplicerede forløb blev en svækkelse af både den faglige og politiske opposition i arbejderbevægelsen og en tilsvarende styrkelse af den socialdemokratiske moderate politiske linje.

1920-45 Fagbevægelsen under pres

Tiden fra påskekrisen til 2. verdenskrigs afslutning i 1945 blev meget vanskelige år for fagbevægelsen. 1920'erne og 30'erne var præget af en næsten konstant økonomisk krise med afsætningsvanskeligheder for landbrug og industri og i perioder meget høje arbejdsløshedstal. Over for et borgerskab, der i 20'erne vandt en ny selvbevidsthed, blev fagbevægelsen trængt i defensiven. Samtidig havde imidlertid arbejderbevægelsens politiske del næsten konstant fremgang, og det blev i denne periode, at Socialdemokratiet vandt regeringsmagten og navnlig i forlængelse af 1930'ernes krisepolitik ad politisk vej kunne gennemføre en række af fagbevægelsens krav. Til gengæld måtte fagbevægelsen af hensyn til det regerende Socialdemokrati og specielt under besættelsen (1940-45) acceptere en neddæmpning af kravene på løn og arbejdstid og en stærk indskrænkning af de faglige aktionsmuligheder.

Den borgerlige offensiv (1920-29)

Første halvdel af 1920'erne blev præget af mange, lange og opslidende arbejdskonflikter, hvor arbejdsgiverne hele tiden var i offensiven. Fra slutningen af 1920 ramtes Danmark af en alvorlig krise, der medførte en voldsom stigning i arbejdsløsheden. Den steg fra 6% i 1920 til omkring 20% i 1921-22, hvorefter den faldt til ca. 10% i midten af 20'erne, for atter at stige og nå 22% i 1927. Det er indlysende, at en så omfattende arbejdsløshed indebar en kraftig svækkelse af fagbevægelsens handlekraft, og da krisen dels var en prisfaldskrise og dels medførte mange virksomhedskrak, blev overenskomstsituationerne i både 1921 og 1922 bestemt af krav fra DA om massive lønnedgange og ophævelse af aftalen om 8-timers arbejdsdag. De vigtigste målgrupper for kravene om lønreduktion var ungarbejderne, arbejdsmændene og kvinderne.

Begge år endte i storkonflikter, hvor arbejdsgiverne anvendte nye taktiske træk. For det første svarede de på varsler om strejker på delområder med erklæring af generelle lockouter, hvilket bevirkede, at konflikterne kom til at omfatte næsten hele arbejdsmarkedet. For det andet anvendte de ved afstemninger om overenskomstforslag den såkaldte «sammenkoblingstaktik», som indebar, at såfremt blot et forbund forkastede et mæglingsforslag, betragtede de forslaget som bortfaldet for hele overenskomstområdet. I denne taktik udnyttede de DA's centralistiske struktur, hvor ledelsen kunne diktere de enkelte medlemmer og brancheforeninger bestemte holdninger til overenskomster og konflikter. Omvendt havde DsF langt ringere kompetence i forhold til de enkelte forbund og kunne ikke garantere disses tilslutning til forhandlingsresultater.

Arbejdsgivernes tredje taktiske instrument i deres offensiv var etableringen af organiseret skruebrækkeri. Med støtte fra borgerskabet og dele af byernes socialistforskrækkede småborgerskab stiftedes i 1920 to skruebrækkerorganisationer, Samfundshjælpen og Landbrugets frivillige Arbejdsberedskab. Samfundshjælpen var formelt en upolitisk borgerlig forening, der ikke skulle repræsentere særinteresser. Den var et led i en international kontrarevolutionær bevægelse til værn mod bolsjevismen. Men da denne ikke kunne siges at være en trussel for borgerskabet herhjemme, blev dens reelle funktion at organisere strejkebryderi ved konflikter, der formodedes at true vitale økonomiske interesser, navnlig eksporten. Den havde en central ledelse i København af akademikere og militærfolk og oprettede afdelinger i større provinsbyer. Det var fastsat i dens love, at den kun kunne træde i aktivitet efter anmodning fra en offentlig myndighed med deraf følgende beskyttelse af strejkebryderne fra ordensmagten. Sådanne anmodninger var ikke vanskelige at indhente under den Venstreregering, der sad ved magten 1920-24. Samfundshjælpen var finansieret af DA, større erhvervsorganisationer og velstående enkeltkapitalister, og den nød stor positiv bevågenhed i den borgerlige presse.

Under de store arbejdskonflikter i 1920'erne arbejdede skruebrækkere i «Samfundshjælpen» under politibeskyttelse. (ABA)

Mens Samfundshjælpen havde et bredt antisocialistisk sigte, var organiseringen af Landbrugets frivillige Arbejdskraft mere snævert interessebetonet. Det kunne ikke hindres, at mange af 20'ernes konflikter endte i sammenstød mellem arbejder- og landbrugsinteresser, når arbejderne for at bruge deres magt konfliktede mod landbrugseksporten, og det var i sådanne situationer, at beredskabskorpset blev sat ind. Det var i modsætning til Samfundshjælpen ikke bundet af indkaldelse fra en offentlig myndighed, men kunne indsættes, når landbruget følte sine interesser truet. Hvor Samfundshjælpen rekrutterede sine strejkebrydere bredt fra studenter, militære, småborgere og pjalteproletarer, så fastholdt landbrugets folk, at deres «frivillige» skulle komme fra landbruget og gerne omfatte alt «fra tjenestekarle til baroner». Også disse opnåede under Venstreregeringen uden problemer beskyttelse fra politiet.

Det var også tilfældet under den mest dramatiske hændelse i det hektiske konfliktforløb i begyndelsen af 20'erne, generalstrejken i Randers i marts 1922. Den var en udløber af venstrefløjens agitation for med en generalstrejke at imødegå arbejdsgivernes lockout offensiv og DsF's eftergivenhed, et krav, der fik vind i sejlene, da Venstreregeringen lukkede for understøttelse til alle arbejdere i konfliktramte fag.

I Randers blev generalstrejken effektiv, og her indsattes landbrugets strejkebrydere med Venstreregeringen i ryggen og under beskyttelse af politi og militær ikke alene ved havnearbejde, men også ved den offentlige vand-, gas- og elektricitetsforsyning. Byen var i 28 dage nærmest i undtagelsestilstand, og det kom til mange voldelige sammenstød mellem arbejdere, strejkebrydere, politi og beredne dragoner.

Det samlede resultat af de store arbejdskampe i 1921-22 var en betragtelig lønnedgang, i nogle fag op mod 30%, men til gengæld blev 8-timers dagen i hvert fald i princippet opretholdt. I de følgende år var der på begge sider en vis afmatning, blandt andet fordi borgerskabet svækkedes ved bankskandaler, med Landmandsbankens krak som den mest prominente, og ved indre uenigheder mellem Venstre og dets støtteparti, de Konservative. Samtidig oplevede Socialdemokratiet stadig fremgang i medlemstal og erobrede flertallet i den ene kommune efter den anden. Noget tydede på, at arbejdsgiverne måtte til at indstille sig på en situation, hvor Socialdemokratiet kunne overtage regeringsmagten.

Indre splid i fagbevægelsen. Storkonflikt 1925. Tugthuslov

De store konflikter sled hårdt på det indre sammenhold i fagbevægelsen. 1922-konflikten havde varet 66 dage og medført et tab på godt 2.2 mio. arbejdsdage - det højeste tal siden storkonflikten i 1899. Arbejdsgiverne søgte helt klart at udmatte arbejderklassens kampkraft, og spillede på at isolere arbejdsmændene i fagbevægelsen. Konflikten blev på mange måder en konfrontation mellem arbejdsgivere og landbrugsinteresser på den ene side og DAF på den anden, fordi arbejdsmændene i denne fase var de mest kampivrige. De havde måske mindst at tabe, men de beherskede nøglepositionerne i transport- og havnesektoren og kunne dermed lukke for eksporten. Men deres kamp blev ikke i alle forbund opfattet som væsentlig for helheden.

Internt i fagbevægelsen var der dybtgående overvejelser om de organisatoriske slutninger, der måtte drages af nederlagene. Var DsF overhovedet et egnet instrument til at lede den samlede forhandlings- og kampsituation, når arbejdsgivere og borgerlige regeringer var i offensiven? Ville det ikke være bedre at lade de enkelte forbund lede deres egne forhandlinger og kampe og kun bruge DsF som et koordinerende organ? Fra DAF var der skarp kritik af DsF, og forbundets jubilæumskongres i 1922 stemte for en udmeldelse af De Samvirkende. Interessant nok, set med vore dages øjne, var arbejdsmændene dengang for decentrale forhandlinger, mens Smede- og Maskinarbejderforbundet og selvsagt DsF's formand C.F. Madsen ønskede en mere centraliseret beslutningsproces. Da det lykkedes at sikre DsF's og de øvrige forbunds accept af DAF's krav, blev udmeldelsen trukket tilbage. Men problemerne skulle snart dukke op igen.

Efter de hårde klassekonfrontationer gennem næsten 6 år var kampiveren opbrugt, og overenskomstsituationerne i 1923-24 var ret fredelige. Konfliktforløbet havde vist, at arbejdsmarkedet og de politiske magtforhold var vævet tættere og tættere sammen. Det blev helt åbenbart under den store arbejdsmandskonflikt i 1925.

Frederik Borgbjerg (1866-1936) var fra ca. 1900 til begyndelsen af 1920'erne Socialdemokratiets ledende parlamentariker og bidrog væsentligt til at udforme partiets reformistiske politik. Fra 1911-24 var han redaktør af Social-Demokraten, 1924-26 socialminister og 1929-35 undervisningsminister. Han var både i og udenfor Folketinget en opflammende taler. Her ses han ved et 1. maj møde i 1930'erne tale fra «stenen» i Fælledparken. (ABA)

I 1924 dannedes den første socialdemokratiske regering, efter at partiet havde haft en ubrudt parlamentarisk fremgang gennem mange år. Fra ca. 1910 til begyndelsen af 1920'erne vandt partiet flertal i den ene bykommune efter den anden, godt støttet af de lokale Fællesorganisationer, og der indledtes en lokal reformpolitik med forbedring af social-, sundheds- og skolevæsen og en forstærket indsats for støtte til boligbyggeriet, der ofte blev udført af arbejderbevægelsens kooperative byggeforeninger. På den socialdemokratiske partikongres i 1923 besluttedes det at grundlægge Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF). Her samledes og forstærkedes de tidligere spredte oplysningsaktiviteter, og AOF fik sammen med Arbejderhøjskolen i Esbjerg (1910) og Roskilde (1930) som de vigtigste opgaver at uddanne de hundredvis af faglige og politiske tillidsfolk, der skulle fungere i organisationer og kommuner og på Rigsdagen.

Med dannelsen af den socialdemokratiske regering stod fagbevægelsen i en ny situation. Statsminister Thorvald Stauning erklærede ved regeringens tiltrædelse, at den ville tage hensyn til alle «berettigede interesser i samfundet». Socialdemokratiet var blevet ansvarlig for hele nationens interesser og var iøvrigt afhængig af støtte fra Det Radikale Venstre og hæmmet af et solidt borgerligt flertal i Landstinget, som nok skulle vide at bremse alle tiltag, der smagte af principiel socialdemokratisk politik. Fagbevægelsen var ikke direkte repræsenteret i regeringen, men havde selvsagt tætte kontakter til både Stauning og de enkelte fagministre. Regeringen optog også flere af fagbevægelsens krav på sit program. Socialministeren, F.J. Borgbjerg, fremsatte forslag om en ny lærlingelov og om lovfæstelse af 8-timers dagen, ligesom han genoptog DsF's forslag om at indføre bedriftsråd. Forslaget mødte hidsig modstand fra de borgerlige, ikke mindst de Radikale, der som altid krævede tvungen voldgift. Det blev begravet i en kommission og ikke senere genoptaget.

Der blev ført en stærk agitation fra borgerlig side mod regeringen for at gå fagbevægelsens ærinde, og de borgerlige hetzede mod det, de kaldte «fagforeningsdiktaturet». Regeringsdannelsen stillede fagbevægelsen i en ny situation. Den måtte nu i sine krav tage hensyn til Socialdemokratiets samlede økonomiske politik, der som så ofte senere var helt domineret af valutaproblemer.

Derfor blev overenskomstforhandlingerne 1924-25 meget vanskelige. Optakten var den sædvanlige med krav fra DA om lønreduktion og ophævelse af dyrtidsreguleringen. DsF svarede med krav om opretholdelse af dyrtidsreguleringen og kompensation til de lavtlønnede, som havde lidt mest under de tidligere lønreduktioner. Men som helhed var kravene beskedne, og DsF undlod også længe at opsige overenskomsterne. Inden forhandlingerne provokerede forligsmanden, helt i strid med sine beføjelser, med i en fortrolig skrivelse til de to formænd at foreslå uændret forlængelse af overenskomsterne uden dyrtidsregulering. Det var et rent arbejdsgiverforslag, som straks blev afvist af DsF. Forhandlingerne blev ført decentralt, og mønstret blev det samme som i de foregående år. Arbejdsgiverne svarede på begrænsede strejkevarsler med at varsle en almindelig lockout.

I de fleste fag opnåedes forlig, men DAF slog sig i tøjret, hvorefter DA erklærede samtlige mæglingsforslag for bortfaldet. Den 21. april var storkonflikten en kendsgerning. Den udviklede sig til den hidtil mest omfattende konflikt, der berørte over 100.000 arbejdere og medførte et tab på 4.1 mio. arbejdsdage. For at fremtvinge en hurtig afgørelse udvidede DAF konflikten med en transportstrejke, der truede med at lamme landbrugseksporten, mens de øvrige forbund under hensyn til regeringen ønskede at begrænse den.

Under den store konflikt i 1925 var dele af Københavns Havn spærret af, for at skruebrækkere kunne arbejde i fred. Havnearbejderne søgte forgæves at blokere strejkebrydernes adgang til havnen. (ABA)

Fra landbrugets arbejdsberedskab blev der indsat skruebrækkere, som arbejdede under politibeskyttelse. DAF svarede igen ved at overtale de engelske havnearbejdere til ikke at losse skibe, der var lastet af skruebrækkere. Regeringen blev kastet ud i en vanskelig balancegang mellem varetagelse af de nationale økonomiske interesser og hensynet til arbejdernes krav. Den udøvede sammen med den øvrige fagbevægelse et massivt pres på DAF, og i juni måtte arbejdsmændene acceptere et mæglingsforslag.

Konflikten fik flere dramatiske efterspil. Det blev afsløret, at regeringen havde forberedt en provisorisk lov for at standse konflikten, dvs. en lov udstedt uden at Folketinget havde vedtaget den. Det efterlod megen bitterhed, ikke mindst internt i fagbevægelsen. På en kongres i efteråret besluttede et flertal i DAF, mod Lyngsies vilje, at melde forbundet ud af DsF. 3 år senere meldte arbejdsmændene sig dog ind igen. Konflikten og forslaget til lovindgreb tegnede et perspektiv for senere perioder med socialdemokratiske regeringer. Fagbevægelsen måtte acceptere nogle grænser for krav og konfliktmuligheder, som ikke tidligere havde været gældende.

Sidste halvdel af 1920'erne blev en fredelig periode med afslutning af overenskomster uden konflikt og i 1928-29 enighed om at tilstræbe flerårige overenskomster. Der skete en genoprettelse af det gode forhold mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, ikke mindst fordi Venstreregeringen fra 1926-29 under ledelse af Madsen-Mygdal gennemførte massive angreb på arbejdernes levevilkår og faglige rettigheder. En i sig selv lille, men meget langvarig konflikt, den såkaldte Kolindsundsag, blev anledning til det hidtil groveste indgreb mod fagbevægelsen. Konflikten kom til at handle om landarbejdernes ret til at organisere sig og konflikte og især om den øvrige fagbevægelses ret til at gennemføre sympatikonflikter. En højesteretsdom underkendte fagbevægelsen, og dommen blev fulgt op med en lov om «Værn for erhvervs- og arbejdsfriheden», der skulle illegalisere boykot og blokader og hindre kollektive overenskomster, der indskrænkede den enkeltes «arbejdsfrihed». Det var blandt andet eksklusivaftalerne, som regeringen var ude efter, men den ville også ramme arbejdsgiverne, og både DsF og DA protesterede mod loven. Det var forgæves. «Tugthusloven», som den blev kaldt, blev en af de mest forhadte love i arbejderklassen. Den fik dog ingen praktisk betydning. Den blev et punktum på et klassekampsårti uden sidestykke i fagbevægelsens historie, en foreløbig slutsten på borgerskabets og landbovenstres aggressive kamp mod arbejderbevægelsen.

Verdenskrise og statsindgreb

Ved valget i 1929 vandt Socialdemokratiet en stor sejr, og Stauning dannede en koalitionsregering med de Radikale, Regeringen Stauning-Munch blev trods vanskelige økonomiske og politiske vilkår en meget stabil politisk ledelse af landet indtil den tyske besættelse i april 1940. Kort efter regeringsdannelsen brød den store verdenskrise igennem, men herhjemme fik den først virkninger i løbet af 1931. I 1929-30 fortsatte den økonomiske fremgang, og den rationalisering, som industrien havde iværksat i 20'erne, blev videreført. Nye produktions- og ledelsesmetoder blev indført, blandt andet med de første samlebåndsfabrikker, der på en gang lettede det tunge arbejde, men samtidig øgede arbejdstempoet. I nogen udstrækning kunne den del af industrien, der ikke blev ramt af krisen, forstærke rationaliseringen i 30'erne.

Politisk blev perioden internationalt præget af fascismens og nazismens fremmarch, og selv om de hjemlige kopier af disse bevægelser ikke blev alvorlige trusler mod det parlamentariske demokrati, måtte det alligevel vække til eftertanke, at de i Italien og Tyskland opløste de selvstændige arbejderorganisationer, både fagbevægelsen og de kommunistiske og socialdemokratiske partier. Det blev en hovedopgave for den samlede danske arbejderbevægelse at hindre en lignende udvikling herhjemme.

DKP havde i slutningen af 1920'erne fået et vist fodfæste på nogle arbejdspladser, og da krisen brød igennem med massearbejdsløshed, opbyggede partiets nye ledelse omkring Aksel Larsen en omfattende arbejdsløshedsbevægelse og udbyggede i løbet af 30'erne sine positioner på arbejdspladserne og i en række fagforeninger. Partiet forsøgte i en periode til midten af 30'erne at opbygge en «revolutionær fagopposition», men formåede kun undtagelsesvis at true den socialdemokratiske dominans i fagbevægelsen. I 1932 blev DKP repræsenteret i Folketinget med to mandater.

Massearbejdsløsheden i 1930'erne førte til stor social elendighed i mange arbejderfamilier. Der blev på initiativ fra DKP skabt en omfattende   arbejdsløshedsbevægelse, der lagde pres på både DsF og den socialdemokratiske regering for at få skaffet arbejde og forbedringer for de ledige. Her er arbejdsløse samlet - vist nok foran smedenes hus i København. (ABA)

Verdenskrisens gennemslag og krisepolitikken gav god grobund for en fagopposition. I 1932 nåede arbejdsløsheden hidtil ukendte højder, idet næsten hver tredje arbejder var arbejdsløs, og arbejdsløsheden lå hele tiåret igennem på omkring 20%. Arbejderklassen oplevede et tiår med stor social elendighed og nød blandt både byernes og landets arbejdere. Det gav dårlige kampbetingelser, og samtidig blev fagbevægelsen. presset til i stigende grad at tage hensyn til gennemførelser af regeringens krisepolitik, der tog sigte på at hjælpe både landbrug og industri gennem krisen,

Ved de første overenskomster efter 1930 fortsatte DA sin taktik fra 20'erne med krav om lønreduktioner og sammenkobling af afstemningerne. I 1930 var Kvindeligt Arbejderforbund ude i en omfattende strejke i jernindustrien, og i 1931 viste sammenkoblingen sine negative sider for de forbund, der ikke forkastede mæglingsforslagene. Efter afstemning i flere runder nægtede Skotøjsarbejderforbundet trods pres fra DsF at godkende forslaget. De måtte i fuldstændig isolation tage en tre-måneders konflikt som pris for at omgå DA's lockouttaktik.

I de følgende år blev næsten alle overenskomstsituationer løst ved en eller anden form for statsindgreb. Det omfattende kriseforlig i januar 1933, det såkaldte Kanslergade-forlig, rummede et lovindgreb mod en omfattende lockout fra DA's side. Forliget rummede samtidig nogle reformer af stor betydning for arbejderklassen, først og fremmest en socialreform, der forenklede og systematiserede den indviklede sociallovgivning. Desuden vedtoges en række offentlige arbejder, der skulle mildne arbejdsløsheden.

I 1934 gennemførtes en ændring af forligsmandsloven, hvorefter forligsmanden med en forbundenes afstemninger om mæglingsforslag i realiteten kunne anvende DA's sammenkoblingstaktik, og det gjorde han flittigt i løbet af 30'erne. På en måde løste denne lovændring de årelange kompetencestridigheder i DsF. Centraliseringslinjen blev styrket, idet de enkelte forbund nu ikke længere alene kunne bestemme, om de ville underkaste sig et mæglingsforslag eller ej. De mere militante forbund som f.eks. Sømændene og Søfyrbøderne måtte udkæmpe overenskomststridige strejker uden støtte fra de øvrige forbund, og mod Slagteriarbejderforbundet, der gennemførte en fuldt lovlig strejke, blev der for første gang dekreteret tvungen voldgift. Selvom DKP fra 1934 afviklede sin taktik med opbygning af en revolutionær fagopposition, udkæmpedes i en række forbund i disse år intense politiske magtkampe mellem kommunister og socialdemokrater.

I 1936 standsedes truslen om en storlockout ved lovindgreb, og samme år gennemførtes fælles udløbstid for samtlige overenskomster til den 1. marts. Både i 1937 og 1939 ophøjede Rigsdagen mæglingsforslagene til lov. Fagbevægelsen måtte i stigende grad underlægge sig den statslige krisepolitik og hensynet til omlægningen af Socialdemokratiets linje, således som den fandt udtryk i programmet «Danmark for Folket» (1934). Nu appellerede partiet ikke alene til arbejderklassen, men til brede dele af befolkningen, både små selvstændige og den hastigt voksende gruppe af privat og offentligt ansatte funktionærer.

Krisepolitikken brød endegyldigt med den liberalistiske hovedlinje, som navnlig Venstre havde stået for i 1920'erne. Det offentlige, stat og kommuner, greb i stigende grad ind i det økonomiske og sociale liv, og det åbnede mulighed for, at fagbevægelsen ad andre veje end de traditionelle kunne opnå resultater.

I denne periode grundlagdes traditionen med inddragelse af arbejdsmarkedets parter i forberedelse af love, med deltagelse i kommissioner og rad, der skulle tilrettelægge den statslige politik på mange områder. Det krævede en udbygning af fagbevægelsens økonomiske og politiske kvalifikationer, og til det formål. oprettedes i 1936 i samarbejde mellem DsF og Det Kooperative Fællesforbund «Arbejderbevægelsens Erhvervsråd». Hertil knyttedes økonomer og samfundsforskere, der skulle forsyne fagbevægelsens repræsentanter med informationsmateriale til den stigende mængde af økonomiske og sociale spørgsmål, som fagbevægelsen skulle tage stilling til.

Trods krisen gennemførtes også ad politisk vej en række reformer, som længe havde stået på arbejderbevægelsens ønskeseddel. Efter at Venstre og de Konservatives flertal i Landstinget langt om længe var brudt i 1936, gennemførte Socialdemokratiet og Det radikale Venstre en række love på det sociale område og for arbejdsmarkedet. I 1937 nedsattes aldersgrænsen for modtagelse af aldersrente til 60 år, der blev gennemført et forbud mod overarbejde og vedtaget en ny lærlingelov samt forbedringer af arbejdsløshedsloven. To ugers ferie med løn blev vedtaget i 1938 og samme år en funktionærlov, der gav funktionærerne en forbedret sikkerhed i ansættelsen.

Fagbevægelsen oplevede en støt medlemsfremgang i 1930'erne. Der var ved udbruddet af 2. verdenskrig i 1940 ialt 78 fagforbund, hvoraf de 70 var inden for DsF, svarende til ca. 94% af alle organiserede lønarbejdere. Knap 20% af de organiserede var kvinder, og deres forholdsmæssige antal var jævnt stigende. Det skyldtes blandt andet, at den nye store gruppe af privat og offentligt ansatte i kontor- og handelssektoren i denne periode for alvor begyndte at organisere sig. Efter en skarp konkurrence fra forskellige gule foreninger blev Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund (HK) den klart dominerende organisation for disse grupper. Men mange af funktionærerne havde fine fornemmelser og ville nødigt, organiseres, og mange arbejdsgivere støttede dem i deres modstand mod faglig organisering. HK blev optaget i DsF i 1932 og kom i 1934 ind under forligsmandsloven. Men det kneb endnu at få afsluttet kollektive overenskomster på større områder.

Landarbejderne var den ældste del af arbejderklassen, men havde de største vanskeligheder med at organisere sig. Efter en række spredte organisationsforsøg blev Landarbejderforbundet stiftet i 1915 og i 1916 optaget i DsF. I 1920'erne havde landarbejderne været ude i nogle hårde arbejdskampe, oftest med nederlag og medlemstilbagegang. I 1934 blev deres organisationsforhold endelig afklaret, da Landarbejderforbundet blev optaget som en gruppe i Arbejdsmandsforbundet, og herefter indledtes en omfattende kampagne for få organiseret de mange, der levede spredt i landkommunerne under socialt og politisk nedværdigende forhold. I 1937 lykkedes det at få gennemført en hovedoverenskomst med landbrugets arbejdsgivere, svarende til septemberforliget for det øvrige arbejdsmarked.

For en samlet vurdering bliver billedet af fagbevægelsens udvikling i 1930'erne flertydigt. Det lykkedes, hyppigt med hjælp fra regeringsmagten, at afværge de værste anslag fra arbejdsgiverne. Der gennemførtes en serie positive reformer, men samtidig blev fagbevægelsens kraft som selvstændig kamporganisation svækket, dels ved hensynet til den socialdemokratiske krisepolitik, dels ved det samarbejde med arbejdsgiverne, der indledtes på en række økonomiske og lovgivningsmæssige områder. Men især ved den disciplinering af arbejderne, som disse forhold medførte.

Fagbevægelsen under besættelsen (1940-45)

Ro og disciplin blev også nøgleordene for fagbevægelsen under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. DsF stillede sig uden tøven bag den forhandlings- og samarbejdspolitik, som de politiske partier fra besættelsens start udstak. Det erklærede formål var at bevare organisationer og partier som selvstændigt handlende led i samfundet for derved at bringe landet så uskadt gennem krigen som muligt. Det indebar en tilpasning til tyske krav, der navnlig i besættelsens første år placerede både samlingsregeringen og organisationerne betænkelig nær ved en fuldstændig underkastelse under den nazistiske besættelsespolitik. Det gjaldt om ikke at udfordre tyskerne, og arbejderklassen kom til at betale prisen med en massiv tilbagegang i realløn, især i de første besættelsesår, en kraftig arbejdsløshed og en total ophævelse af de normale kampmuligheder på arbejdsmarkedet.

På det økonomisk-sociale område blev en række af de resultater, der var vundet i slutningen af 30'erne, rullet tilbage. Arbejdsløsheden steg til 24% i 1940 for derefter gradvis at falde til ca. 8% i 1945. Men nedgangen skyldtes i vid udstrækning, at mange tusinde arbejdere blev beskæftiget ved tyske anlægsarbejder og militære installationer. Mens de øvrige klasser, specielt bønderne og de emsige entreprenører, tog godt for sig, gennemførte de heftige angreb på arbejderklassens levevilkår. Mange i Venstre synes at have betragtet besættelsen som en gunstig lejlighed til at virkeliggøre gamle drømme om at knuse arbejderorganisationerne. Efter hårdt pres fra Venstre gennemførtes i 1942 en voldsom stramning af den sociale lovgivning og reglerne for udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse samt kontrol med arbejdsanvisningen, mulighed for tvangsarbejdsanvisning og i et vist omfang tab af stemmeret, hvis anvisningen ikke blev fulgt.

Inden for rammerne af samlingsregeringen med Stauning som leder til hans død i 1942 førtes en umaskeret klassepolitik vendt mod arbejderne. På arbejdsmarkedet blev alle normale procedurer ophævet. Regeringen fik i maj 1940 gennemført en omfattende kriselovgivning. Der indførtes et lønstop, hvorved dyrtidsreguleringen også ophævedes. Der forordnedes tvungen voldgift for landarbejderne. Ved en lov om fordeling af arbejdet ville regeringen forsøge at imødegå den omfattende arbejdsløshed.

Størst betydning fik dog «Lov om arbejdsforhold», der i september 1940 blev vedtaget efter fælles henstilling fra de to parter på arbejdsmarkedet. Her blev enhver aktionsret ophævet, strejker og lockouter forbudt, og løsningen af alle faglige interessekonflikter henvist til et arbejds- og forligsnævn med 3 medlemmer. De udpegede var alle borgerlige. Resultatet blev derefter. Arbejderinteresserne blev stort set ikke tilgodeset, og der oparbejdedes i de første 3 krigsår en stærk bitterhed i store dele af arbejderklassen, ikke alene mod besættelsesmagten, men også mod de organisationer der efter arbejdernes mening gik for langt i indrømmelser til tyskerne. Et eksempel herpå var også det pres, der fra fagforeningernes side blev lagt på de arbejdsløse for at tage arbejde i Tyskland. Mange tusinde danske arbejdere måtte efter større eller mindre grader af tvang tage arbejde i tyske virksomheder og finde sig i helt uværdige arbejds- og leveforhold.

Eftergivenheden gav DKP mulighed for at vinde indflydelse blandt arbejderne. Partiet havde 1939-41 gennemgået hastige holdningsskift og blev efter den tyske invasion i Sovjetunionen 1941 forbudt med Folketingets vedtagelse af «Kommunistloven». En del ledende medlemmer blev fængslet eller interneret, men de øvrige opbyggede et illegalt netværk, der blev en af grundpillerne i modstandsbevægelsen mod besættelsesmagten. Samtidig vandt de indflydelse på mange arbejdspladser og satte sig i spidsen for kampen om forbedring af løn- og arbejdsvilkår.

DKP's indflydelse viste sig, da arbejdernes opsparede utilfredshed udløstes i omfattende strejkebevægelser i 1943 og 1944. Disse «folkestrejker» iværksattes helt uden om de faglige organisationer som svar på tyskernes indførelse af undtagelsestilstand. I sommeren 1943 gennemførte arbejderne i mange af de store provinsbyer totale strejker uden om den faglige ledelse, som til gengæld trådte ind i billedet, da de skulle afvikles. DsF tiltrådte umiddelbart efter en regeringserklæring, der manede til «ro, besindighed og sammenhold». I august stillede tyskerne et ultimatum med krav om undtagelsestilstand, håndhævelse af strejkeforbuddet, mødeforbud, udgangsforbud og dødsstraf for sabotage. Det var uantageligt for både fagbevægelsen og politikerne, og den 29. august trådte regeringen tilbage. Herefter blev landet styret af tyskerne og departementcheferne, men hverken organisationer eller partier blev forbudt.

I sommeren 1944 kom det til en ny konfrontation mellem arbejderne og besættelsesmagten. Som protest mod indførelse af udgangsforbud startede arbejderne på B&W en strejkebevægelse. De gik hjem kl. 12 for at passe deres kolonihaver inden spærretiden. Strejken bredte sig til hele København og udviklede sig til en generalstrejke. Den blev mødt med terror over for den københavnske befolkning, nedskydning af tilfældige civile, lukning af al vand-, gas-og elforsyning og et stop for tilførsler af madvarer til byen. København blev erklæret i undtagelsestilstand. Trods opfordringer fra DsF og politikerne om at genoptage arbejdet skete dette først, da Frihedsrådet efter 5 dages generalstrejke anbefalede arbejderne at slutte strejken.

Under folkestrejken i sommeren 1944 rejste den københavnske arbejderbefolkning sig mod besættelsesmagten. Der blev bygget barrikader og tændt bål i gaderne. Det viste sig, at modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet, havde større autoritet over for befolkningen end de faglige og politiske ledere. (ABA)

Forløbet viste klart, at den faglige ledelse og Socialdemokratiet havde mistet opbakning og autoritet i arbejderklassen. Arbejderklassen lyttede mere til Frihedsrådet, og der skete en klar forskydning af det politiske og ideologiske magtforhold. I krigens sidste år var det Frihedsrådets beslutninger, der blev respekteret.

Ved krigens afslutning i maj 1945 stod DsF og Socialdemokratiet med en stærkt svækket indflydelse blandt arbejderne over for et DKP, der gennem indsatsen i modstands- og strejkebevægelsen havde vundet en hidtil uset opbakning. Spørgsmålet var, hvad partiet kunne og ville bruge den til.

1945-96 Fagbevægelsen og velfærdsstaten

Efterkrigstidens kampår

I det første par år efter befrielsen rettedes næsten alle politiske bestræbelser mod en normalisering af det parlamentariske demokrati og de spilleregler, der havde været gældende i førkrigstiden. I arbejderbevægelsen blev der taget initiativ til forhandlinger mellem Socialdemokratiet og DKP om dannelse af et socialistisk enhedsparti. De politiske og ideologiske modsætninger var for dybe til, at det kunne ske, og forhandlingerne brød sammen. Ved det første valg til Folketinget efter krigen måtte Socialdemokratiet indkassere et stort nederlag til DKP, der nåede en styrke, partiet aldrig før eller senere har haft.

Striden mellem de to partier satte dybe spor i fagbevægelsen. Mange kommunister blev valgt til tillidsrepræsentanter, og både DsF's og forbundsledelsernes muligheder for at lede udviklingen i fagbevægelsen var truet. 1945-46 gennemførtes et utal af store og mindre strejker. Nogle havde politisk baggrund i utilfredshed med retsopgøret, men de fleste handlede om en genopretning af de løn- og arbejdsvilkår, der var blevet forringet under krigen. Mange af kampene var spontane eller iværksat af velskolede kommunistiske tillidsfolk, der nød opbakning blandt arbejderne i kraft af partiets indsats i modstandsbevægelsen. Der blev gjort forsøg på at opbygge et net af «aktive tillidsmænd» uden om de faglige ledelser.

Den samlede fagbevægelses hovedkrav i 1945 var ophævelse af krigstidens indskrænkninger af de faglige aktionsmuligheder, især lov om arbejdsforhold. Den udløb 1. november og blev ikke forlænget. Til gengæld ville Venstreregeringen (1945-47) ikke forlænge lov om arbejdsfordeling og forbud mod overarbejde, hvilket bidrog til at øge den i forvejen høje arbejdsløshed. Varemangel, bolignød og dyrtid gjorde overenskomstforhandlingerne i 1946 vanskelige. Dertil kom de fortsatte stridigheder om dominansen i fagbevægelsen mellem Socialdemokratiet og DKP. Ved alle overenskomster genindførtes dyrtidsreguleringen, men en række store fag forkastede forslagene, og både arbejdsmændene og slagteriarbejderne udkæmpede langvarige strejkekampe, indtil mæglingsforslaget i maj blev ophøjet til lov. 4.000 typografer udkæmpede under kommunistisk ledelse en 4 måneder lang kamp, hvor hovedkravet var en 45-timers arbejdsuge. Kampen blev tabt, og det markerede samtidig afslutningen på efterkrigstidens heftige konfliktperiode.

Derimod tilspidsedes modsætningerne mellem DKP og Socialdemokratiet med indledningen af den kolde krig omkring 1947. Socialdemokratiet vandt politisk det meste af det tabte terræn tilbage og kunne danne en mindretalsregering, der søgte at gennemføre nogle af de mange reformforslag, der var fremført i efterkrigsprogrammet «Fremtidens Danmark». Men både den økonomiske og politiske situation var ugunstig, og kun få forslag blev vedtaget. Til gengæld blev der opnået resultater på det faglige område. I 1947 blev DA og DsF enige om en samarbejdsudvalgsaftale, der betegnede en videreudvikling af tillidsmandssystemet og øgede værkstedsklubbernes indflydelse. Hvor værkstedsregler førhen ensidigt blev fastlagt af arbejdsgiverne, skulle de nu tilrettelægges i et samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejderrepræsentanter. Arbejdsgiverne håbede derigennem på et bedre klima, mindre fravær og større produktivitet på arbejdspladserne. I forhold til tidligere forslag om bedriftsråd og industrielt demokrati var SU-aftalen et meget beskedent skridt, men den skulle vise sig at få betydning i de følgende tiårs industrielle og økonomiske ekspansion.

De følgende 10 års overenskomstsituationer blev afsluttet uden konflikter, med moderate lønforbedringer, men uden resultater på arbejdstidsområdet. I øvrigt var det fra arbejdspladserne og forbundene et pres for at få indført en større grad af decentrale forhandlinger.

Fagbevægelsen og velfærdspolitikken

I begyndelsen af 1950'erne formulerede den socialdemokratiske arbejderbevægelse en konkret udmøntning af en velfærdspolitik sammenfattet i begrebet den «demokratiske socialisme». Hovedsigtet var virkeliggørelsen af et omfattende reformprogram på alle samfundslivets områder, afskaffelse af arbejdsløsheden, social tryghed for alle borgere og en kraftig højnelse af uddannelsesniveauet.

Nøglen til reformpolitikken skulle være «økonomisk vækst», en stadig udvidelse af den økonomiske aktivitet og af produktionsudbyttet. Den skulle opnås ved at udnytte Marshall-hjælpen fra USA, ved et øget internationalt samarbejde, en aktiv industripolitik og fremfor alt øget produktivitet. Arbejdsgangen skulle effektiviseres, der skulle rationaliseres, indføres ny teknologi, ledelsen og samarbejdet forbedres. For arbejderne betød det, at arbejdstiden skulle udnyttes bedre end hidtil. Byggeriet blev gradvis industrialiseret, der blev skabt muligheder for vinterbyggeri, og på de industrielle arbejdspladser strømmede det ind med «eksperter», der med stopure og skemaer fulgte den enkelte arbejders daglige arbejde. Tillidsmænd og samarbejdsudvalg blev inddraget i «videnskabelige tidsstudier», der skulle danne grundlag for effektivisering af arbejdsgangen og en stramning af akkorderne. Arbejderne skulle kort sagt bestille noget mere for at skabe det økonomiske grundlag ikke alene for velstandsforbedring, men også for reformpolitikken. Det gav store resultater, men vakte også modstand.

I 1954 gjorde arbejderne på Philips-fabrikkerne oprør mod ledelsens tidsstudieræs og stopurs-tyranni, Mange af arbejderne var kvinder, som simpelthen fik sammenbrud over den konstante overvågning. Da en arbejder nægtede at følge det opskruede tempo, blev vedkommende fyret, uden at SU greb ind. De øvrige arbejdere nedlagde arbejdet og gennemførte en 5-ugers «ulovlig» strejke, der fik udbredt opbakning fra de jernindustrielle arbejdspladser med indsamlinger og sympatikonflikter. Da arbejdet blev erklæret frit, svarede mange arbejdspladser med sympatistrejker, og konflikten endte med, at alle blev genansat undtagen den fyrede kollega. Det var trods alt en sejr, og konflikten var et varsel om efterkrigstidens mest dramatiske overenskomstsituation, 1956-konflikten.

Baggrunden for denne var en skærpet, nej-politik fra DA's side, omfattende krav fra DsF og en fornyet faglig offensiv fra DKP. Situationen var så tilspidset, at forligsmanden opgav at fremsætte mæglingsforslag, og midt i marts 1956 udbrød en omfattende strejkebevægelse. Da der ikke forelå et mæglingsforslag, var det vanskeligt for regeringen under ledelse af H.C. Hansen at gribe ind. De følgende dage udvidedes konflikten med en benzin- og oliestrejke, og kort efter fulgte typograferne med. DA svarede med et varsel om udvidet lockout. H. C. Hansen fik etableret forhandlinger, og forligsmanden kunne efter nogle dage fremsætte mæglingsforslag med nogle beskedne forbedringer for arbejderne. Samtidig opfordredes til suspension af strejker og udsættelse af de afgivne varsler. Men stemningen i arbejderklassen var for militant til, at dette kunne ske.

Det affødte en enorm borgerlig hetz mod hele arbejderbevægelsen med krav om regeringens afgang, samtidig med at DKP udnyttede presset fra arbejdspladserne til en kraftig mobilisering. Den 12. april faldt mæglingsforslaget, og den socialdemokratiske regering tog det helt usædvanlige skridt at foreslå et mæglingsforslag ophøjet til lov, som arbejderne havde nedstemt. Lovforslaget blev vedtaget. Smedeformanden Hans Rasmussen stemte som den eneste socialdemokrat imod. Strejkebevægelsen standsede ikke. Hele situationen blev politisk højspændt. De borgerlige og arbejdsgiverne rasede mod arbejderne, og DKP greb ledelsen af strejkebevægelsen med oprettelse af «situationens generalstab». Efter nogle dage med massedemonstrationer foran Christiansborg og hektiske forhandlinger mellem parterne og regeringen gav regeringen løfte om nogle politiske indrømmelser. Derefter ebbede strejkebevægelsen ud. Kun sømændene strejkede videre, men de måtte efter et par uger erkende, at de ikke kunne kæmpe alene.

Under 1956-konflikten blev transportstrejken mod olie- og benzinkørsel et af de ømmeste punkter for både regering og forbrugere og anledningen til regeringsindgrebet. Der var mange nyslåede bilejere i midten af 50'erne, og de oplevede nu for første gang, hvor afhængige de var af transportarbejderne. Strejken resulterede i benzinstandere som denne eller kilometerlange køer ved dem, der endnu havde benzin. (ABA)

1956-konflikten skabte dybe indre modsætninger i arbejderbevægelsen. Ikke alene uddybedes striden mellem de socialdemokratiske og kommunistiske retninger, men også internt i fagbevægelsen og mellem denne og Socialdemokratiet havde situationen afsløret alvorlige uoverensstemmelser. Som den første større arbejderaktion i 10 år fik den virkning ved at gøre det klart for de offensive arbejdsgivere, at der var grænser for, hvad arbejderne og fagbevægelsen ville finde sig i. Den fornyede styrke, som DKP havde demonstreret under konflikten, blev kort efter fuldstændig undergravet af afsløringerne om Stalins ugerninger, den sovjetiske invasion i Ungarn og den følgende totale splittelse af partiet. Den fløj, der i 1958-59 med Aksel Larsen i spidsen dannede Socialistisk Folkeparti (SF), formåede ikke at opbygge en faglig basis, der kunne måle sig med DKP's.

Som altid efter store konflikter skete det ændringer i det fagretslige system. En arbejdsretskommission foreslog i 1956 nye forhandlingsregler, der betød en centralisering af forhandlingsforløbet, men samtidig en opdeling af hele overenskomstområdet i 8 grupper, inden for hvilke forhandlingerne skulle foregå. Forligsmanden kunne sammenkæde afstemninger inden for grupperne, men ikke imellem dem. Vigtigere var ændringerne i forligsmandsloven i 1958. Her bestemtes det, at forligsmanden kunne gribe ind i forhandlingsforløbet, før parterne erklærede forhandlingssammenbrud, når blot striden var af «samfundsmæssig betydning». Forligsmanden kunne som betingelse for mægling kræve en udsættelse af de varslede konflikter i op til 2 uger, og når forhandlingerne var brudt sammen, kunne han udsætte konflikterne i yderligere 2 uger. Endelig udvidedes antallet af mæglingsmænd fra 12 til 21, og de skulle være med fra starten af underorganisationernes forhandlinger. Ændringerne tilsigtede klart at sikre freden på arbejdsmarkedet.

I 1958 vedtoges uden konflikt en 3-årig overenskomst, hvis vigtigste resultat var en gradvis nedsættelse af arbejdstiden til 45 timer og et lavtlønstillæg, der især var afgørende for DAF's og KAD's stilling.

Højkonjunktur og sociale forandringer

I løbet af ca. 20 år fra slutningen af 1950'erne gennemløb det danske samfund en revolutionerende udvikling, der ikke alene forvandlede landet fra et landbrugssamfund til et industri- og servicesamfund, men også ændrede næsten alle danskeres hverdagsliv og forventninger til livet. Som et resultat af den internationale højkonjunktur, en aktiv statslig erhvervspolitik og ikke mindst en vældig forøgelse af produktiviteten skabtes grundlag for en generel forøgelse af levestandarden og samtidig økonomisk basis for at gennemføre en lang række af de reformer, som var indeholdt i det socialdemokratiske velfærdsprogram.

Danmark blev et industrisamfund, og industrien flyttede mod vest, bort fra det gamle industricentrum i København og andre større byer. En meget stor del af den nye industri blev placeret på landet eller i mindre provinsbyer, der på en gang fik en voldsom opblomstring, som f.eks. Struer, og samtidig blev fuldstændig afhængig af en enkelt virksomheds ve og vel. I stedet for få centre fik vi mange industricentre, og selv om enkelte virksomheder blev meget store, bevaredes dog i store træk den gamle struktur med en overvægt af små og mellemstore virksomheder. Industrialiseringen foregik på et højt teknologisk niveau med stor kapitalindsats og stadig nye krav til ændringer i arbejdskraftens kvalifikationer og med krav om et øget arbejdstempo for at højne produktiviteten og kapitalens forrentning.

Siden slutningen af 1950'erne er der sket en markant stigning i antallet af lønarbejdere. Den er foregået dels ved en reduktion af tidligere selvstændige, navnlig i landbruget, som nu udgør under 5% af befolkningen, og dels kvindernes erobring af arbejdsmarkedet. Omkring 3/4 af tilgangen til arbejdsmarkedet har været kvinder, der på den ene side er gået ind i industriproduktion, i handels- og kontorfagene, især i den offentlig administration, og på den anden side nu som lønarbejdere udfører funktioner, der tidligere blev udført, i hjemmet, f.eks. pleje- og opdragelsesopgaver, serviceopgaver osv.

Et meget betydningsfuldt og omstridt element i opbygningen af velfærdsstaten har været den tilsyneladende grænseløse vækst i den offentlige sektor. Det har gjort staten, amterne og kommunerne til en stadig vigtigere aftalepartner for mange forbund eller grupper inden for forbundene.

Selv om langt størstedelen af befolkningen i dag har en grundlæggende ens stilling som lønarbejdere, er der dukket en række nye modsætningsformer op i det sociale og politiske landskab. Det er modsætninger mellem f.eks. traditionelle holdninger og livsformer i arbejderklassen og nye holdninger og livsmønstre i de nye generationer af lønarbejdere, og især har kvindernes sociale, politiske og kulturelle offensiv skabt nye brudflader. Dertil kommer, at der med det øgede forbrug og den større fritid er skabt modsætninger om spørgsmål som boligformer, transportmønstre, kulturforbrug og uddannelsesspørgsmål. Fra 1970'erne er der tillige opstået mange modsætninger omkring forholdet mellem miljøhensyn og hensyn til arbejdspladser og produktionsvækst. (Se Arbejderkultur).

Set i forhold til fagbevægelsens historie er det vigtigste imidlertid, at stort set alle de nye lønarbejdere har organiseret sig fagligt. Mange af dem er ansat som funktionærer og har organiseret sig i nye fagforeninger, der er sluttet sammen i blandt andet Akademikernes Centralorganisation (AC) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) samt i enkelte nye «gule» fagforbund.

Væksten i antallet af lønarbejdere har dog især sat sig spor i en eksplosiv udvikling i LO's medlemstal (De samvirkende Fagforbund skiftede i 1959 navn til Landsorganisationen i Danmark). Fra 1960 til i dag er medlemstallet fordoblet fra godt 700.000 til godt 1.4 millioner. Den største vækst er sket blandt kvinderne, hvis andel er øget fra 22% til 48%. Denne forøgelse er sket dels i de traditionelle kvindeforbund som KAD og Husligt Arbejder Forbund, og især i HK, der har oplevet den størst vækst af alle forbund. Her udgør kvinderne ca. 75% af alle medlemmer. Også Specialarbejderforbundet, SiD, og Dansk Kommunal Arbejderforbund, DKA, har haft en kraftig medlemstilgang. I samme periode er der sket en kraftig omstrukturering på forbundsplan. Antallet af forbund er mindsket fra 68 i 1960 til 24 i 1995. Mange ældre forbund repræsenterede fag, hvis eksistensgrundlag gradvis er blevet udhulet af den økonomiske udvikling. De er blevet sluttet sammen med andre forbund eller er indgået i større sammenslutninger som f.eks. Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF).

Overenskomstsituationerne har de sidste 30 år været præget af en sammenfletning mellem overordnede nationaløkonomiske hensyn og organisationernes krav og resultater. Det er sket ved, at statsmagten har udstukket nogle økonomiske rammer eller direkte har overtaget fastsættelsen af lønningerne ved mere eller mindre omfattende lovindgreb. Nøglebegrebet har været indkomstpolitik, der i de fleste tilfælde udelukkende har været lønpolitik i forhold til lønarbejderne på det private og offentlige arbejdsmarked.

De aftale- og lovmæssige rammer for arbejdsmarkedet er undergået betydelige ændringer. I 1960 opsagde LO det ellers så slidstærke septemberforlig med krav om at få ændret den, omstridte §4 om arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og anvende den arbejdskraft, de finder passende. Det handlede især om at få indført nogle begrænsninger i den ubegrænsede afskedigelsesret. Her accepterede DA, at der ikke måtte ske «vilkårlige» afskedigelser, og der blev indført mulighed for at klage over «urimelige» afskedigelser. Desuden afgav parterne en hensigtserklæring om at indføje tillidsmandsregler i de kollektive overenskomster.

Denne hovedaftale holdt kun få år. LO opsagde den allerede i 1968 med virkning fra 1969, og der blev først indgået en ny i 1973. Arbejdsmarkedet stod således for første gang siden århundredeskiftet i en kort årrække uden en hovedaftale, men både Normen og Arbejdsretsloven var fortsat gældende. I den ny hovedaftale er det igen §4, der er den centrale. Der skete endnu en svag opblødning af ledelses- og afskedigelsesretten, idet denne nu skal udøves «i overensstemmelse med de kollektive overenskomster og i samarbejde med arbejdstagerne og deres tillidsrepræsentanter».

I 1970 indgik DA og LO en ny SU-aftale, der gav SU medbestemmelse på arbejds-, sikkerheds- og velfærdsområderne og i spørgsmål om personalepolitik. SU fik medindflydelse på produktionstilrettelæggelse, og endelig skulle arbejderne informeres om virksomhedens økonomi. Men SU blev fortsat ikke et egentligt besluttende organ om virksomhedens forhold.

Generelt blev fagbevægelsen styrket i 1960'erne, først og fremmest fordi arbejdsløsheden næsten blev afskaffet. Det gav gunstige forhandlingsvilkår over for arbejdsgiverne. Samtidig gav højkonjunkturen grundlag for en kraftig reallønsfremgang, som blandt andet blev opnået gennem fredelig overenskomstafslutninger i det meste af tiåret. Kun i 1961 var der omfattende strejker, denne gang igen i transportsektoren, men også blandt smede- og maskinarbejderne. Løsningen i 1963 blev bemærkelsesværdig, idet der allerede før forhandlingerne blev udstukket nogle retningslinjer for en «helhedsløsning» mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Denne helhedsløsning dækkede i princippet alle indkomstformer, ikke blot lønningerne, men også priser, avancer og udbytter, som prisen for at fagbevægelsen kunne godkende en to-års forlængelse af overenskomsterne. Det blev forbilledet for alle senere indkomstpolitiske løsninger, omend de færreste af disse levede op til kravet om at dække alle indkomstområder.

Trods fremgang i velstand og trods den bredt anlagte reformpolitik ulmede der i 1960'erne blandt arbejderne en utilfredshed, der eksploderede i årene 1968-71 i en bølge af «vilde» strejker udover landet på mange typer af arbejdspladser. Mange arbejdere - og mange kvindelige arbejdere - følte, at velstanden var købt for dyrt med opskruet arbejdstempo, for ringe betalt skifteholdsarbejde og med fortsat store usselt aflagte lavtlønsområder. Mange følte også en lang afstand fra arbejdspladserne til organisationernes top; de fornemmede en fremmedgørelse i forhold til både deres arbejde, deres omgivelser og deres fagforeninger. Fagforeningerne hævdedes fra venstrefløjen omkring det nystiftede parti Venstresocialisterne (VS) at have udviklet sig til «fagforsteninger», der var stivnet i bureaukrati og sammenspisthed med arbejdsgiverne og statsmagten.

De arbejdere, der engagerede sig i de «vilde» strejker, kunne da også på mange måder se deres kritik bekræftet. De stod i strejkesituationerne ikke alene over for arbejdsgiverne og Arbejdsretten med dens bodssystem, men måtte også føle deres egne organisationers håndfaste håndhævelse af fredspligten.

Kritikken fra de oppositionelle arbejdere koncentreredes efterhånden i skarpe angreb på det fagretslige system og Arbejdsrettens tilbøjelighed til at idømme større og større bodsbeløb for overenskomststridige aktioner. LO og forbundene fastholdt, at Arbejdsretten. stadig var til gavn for arbejderne, navnlig i svage områder. Men dele af kritikken blev imødekommet i LO's krav til en revision af loven om Arbejdsretten. Den blev gennemført i 1973, og her åbnedes mulighed for, at der ved kortvarige konflikter ikke blev idømt bød. Arbejdsnedlæggelser skal straks indberettes til organisationerne, og der skal holdes fællesmøde omgående, senest dagen efter arbejdsnedlæggelsen, og arbejderne kan nu fritages for bod, hvis de genoptager arbejdet før fællesmødets afholdelse eller senest dagen efter. Der blev desuden indføjet bestemmelser om «formildende omstændigheder», hvor arbejdsnedlæggelsen kunne være en «forståelig» reaktion på overgreb fra ledelsens side. Endelig blev hele det offentlige overenskomstområde inddraget under Arbejdsrettens kompetence.

Opblødningen i det fagretslige system er gennem de følgende år blevet udnyttet i rigt mål på både de private og offentlige arbejdspladser til kortvarige arbejdsnedlæggelser, faglige møder, udvidede frokostmøder eller protestaktioner mod politiske indgreb i overenskomstsituationer eller ved overgreb mod de reformer, der var gennemført.

I det, der er blevet kaldt «de syv fede år» på arbejdsmarkedet, 1967-73, opnåedes både gennem overenskomster og lovgivning store fremgange for arbejderklassen. Der var et smidigt vekselspil mellem arbejdsmarked og lovgivningsmagt. Der kom forbedringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen, men samtidig blev arbejdsformidlingen fjernet fra A-kasserne. Ferieperioden udvidedes i 1971-overenskomsterne til 4 uger, og i 1973 anerkendtes det gamle kvindekrav om ligeløn. Det blev fulgt op i 1976 med Lov om ligeløn og i 1977 med Lov om mænds og kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Endelig nedsattes arbejdstiden i 1974 til 40 timer. I 1972 gennemførtes love om Lønmodtagernes Garantifond, og der vedtoges en omfattende sygedagpengereform, hvor blandt andet karensdagene afskaffedes.

Til gengæld lykkedes det ikke fagbevægelsen og Socialdemokratiet at vinde gehør for det omfattende fælles forslag til økonomisk demokrati. Tanken i forslaget var at skaffe arbejderne større del i de værdier, der blev produceret. Gennem bidrag fra både arbejdsgivere og arbejdere skulle der opsamles kapital, der for størstedelens vedkommende skulle blive i virksomhederne som ansvarlig kapital, mens resten skulle indgå i en eller flere fonde og senere udbetales til arbejderne. Det var et forsøg på at bringe demokratiet inden for fabriksportene, men samtidig skulle det løse virksomhedernes påtrængende problemer med at skaffe investeringskapital.

Fra borgerlig side blev forslaget mødt med uigennemtrængelig modstand, men der var heller ikke nogen påfaldende begejstring blandt arbejderne. Der sporedes en udbredt skepsis over for opbygningen af store centrale fonde, og fra venstrefløjen pegedes på risikoen for, at ØD ikke blev økonomisk demokrati, men ren lønmodtagerkapitalisme, der ikke ville ændre arbejdernes hverdag.

I tiden før folkeafstemningen i 1972 om tilslutningen til EF gennemførtes flere store demonstrationer af modstanderne. Debatten og afstemningen viste, at arbejderbevægelsen var dybt splittet i denne sag.

Udbygningen af velfærdsstaten i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne fik en brat ende. Det danske samfund og arbejderbevægelsen blev ramt af dybtgående politiske og økonomiske kriser. Spørgsmålet om tilslutningen til EF splittede fagbevægelsen ved folkeafstemningen i 1972, og lige siden har den videre europæiske integration (fra 1993 Den Europæiske Union, EU) skabt store modsætninger blandt LO's medlemmer. Ved folketingsvalget i 1973 indtraf der en dramatisk ændring i det hidtil stabile partimønster med gennembruddet for de nye partier, Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne, og med DKP's tilbagevenden til Folketinget. Fremskridtspartiet udgjorde en alvorlig udfordring til arbejderbevægelsen, fordi så mange arbejdere tilsluttede sig partiets angreb på velfærdsstaten og fagbevægelsen. Den kollektive solidaritet blev undergravet, og det blev nødvendigt for fagbevægelsen at sætte ind med en holdningsmæssig offensiv, der skulle bidrage til en fornyet bevidstgørelse om solidaritetens nødvendighed, hvis de vundne resultater skulle bibeholdes og udbygges.

En dybtgående økonomisk krise, der blev forstærket af oliekriser i 1973-74 og 1978-79, førte til massiv arbejdsløshed og et voldsomt pres på A-kasserne og de offentlige udgifter. Det blev vanskelige år på arbejdsmarkedet. Hovedaftalen blev fornyet i 1973, og efter en storkonflikt samme år blev de fleste overenskomstsituationer i 1970'erne afsluttet med statsindgreb, ofte som led i større indkomstpolitiske forlig. I den sammenhæng fremdrog fagbevægelsen ofte ØD som et muligt supplement til indkomstpolitikken. Men det blev ved planerne. Et af de alvorligste indgreb var ophævelsen af dyrtidsreguleringen og inddragelsen af midlerne herfra i Lønmodtagernes Dyrtidsfond i 1979.

Selv om den svækkede økonomiske vækst vanskeliggjorde en videreførelse af velfærdspolitikken, blev der dog gennemført en række vigtige reformer i 1970'erne: en dagpengereform i 1972 (støtte på 90% af lønnen, dog med et maksimum), revision af arbejdsretsloven i 1973 (fritagelse for bod for strejker under 2 dages varighed), 40 timers arbejdsugen i 1974 og ikke mindst lov om efterløn i 1978.

De vanskelige politisk-økonomiske forhold førte i slutningen af 1970'erne til et vist spændingsforhold mellem LO og Socialdemokratiet. Også på andre fronter var arbejderbevægelsen under pres. Der indtraf nogle holdningsmæssige skift i befolkningen. Den ekstreme liberalisme, som Fremskridtspartiet havde ført i marken, blev i stigende grad taget op af de øvrige borgerlige partier, stærkt, opmuntret af nyliberaliske strømninger i USA og Storbritannien. Individualismen, den indbyrdes konkurrence, friheden for den enkelte til at berige sig på andres eller samfundets bekostning blev i løbet af kort tid god tone i store dele af offentligheden. De liberalistiske holdninger sivede også ind blandt lønmodtagergrupper, og de blev udnyttet til nålestikaktioner mod fagbevægelsens enhed fra såkaldte «Frie Fagforeninger» eller fra det ellers næsten hensovede Kristeligt Dansk Fællesforbund. Den bitre HT-konflikt i 1984 er et eksempel herpå.

De borgerlige partier, der i vekslende konstellationer regerede under ledelse af Poul Schlüter i 10 år fra 1982, udnyttede dette holdningsskift til at iværksætte en såkaldt genopretningspolitik, hvis omkostninger blev betalt af lønmodtagerne gennem løntilbageholdenhed og sociale nedskæringer. I forbindelse med overenskomstfornyelserne i 1985 eksploderede arbejdsmarkedet. Et sammenbrud i forligsinstitutionen og et efterfølgende forslag om indgreb fra regering og Folketing førte til de såkaldte påskestrejker. I en tre uger lang periode udløstes opsparet utilfredshed med den borgerlige politik i strejker, blokader og politiske demonstrationer fra alle grupper i fagbevægelsen. Privat og ikke mindst offentligt ansatte aktionerede i et omfang, som ikke var set lignende siden 2. verdenskrig.

De følgende overenskomstsituationer blev mere fredelige. LO indledte et kursskifte og gik i realitetsforhandlinger med den borgerlige regering. I 1987 indgik parterne en fireårig overenskomst med mulighed for forhandling hvert år og aftale om nedsat arbejdstid til 37 timer fra gældende. Omkring 1990 kom der et gennembrud på pensionsområdet. Først etableredes der i 1989 pensionsordninger for samtlige grupper i den offentlige sektor, og i 1991 blev der indgået aftale om en generel arbejdsmarkedspension på det private område med ikrafttræden fra januar 1993.

Opbrud i organisations- og forhandlingsformer

Fra begyndelsen af 1970'erne var fagbevægelsens organisatoriske opbygning et stadigt tilbagevendende diskussionstema på LO's kongresser og i forbundene. Den økonomisk-teknologiske udvikling, nye virksomhedsstrukturer og nye organisationsformer på arbejdsgiversiden stillede fagbevægelsen over for nødvendigheden af at ændre de organisationsformer, der havde været gældende i næsten 100 år. Den indre debat afdækkede mange af de gamle modsætninger mellem de faglærtes, de ikke faglærtes og kvindernes interesser og blotlagde nye stridigheder om organisationsdækningen mellem de forskellige brancheområder.

Trods mange udvalg og forslag nåede man aldrig til enighed, og de organisatoriske ændringer udkrystalliserede sig i 1990'erne nærmest ad «naturlig» vej. En række mindre forbund er blevet optaget i de større, og på tværs af forbundene er der opbygget seks karteller: Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT), CO-Industri, Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark (CO-I), Grafisk Industri- og Mediekartel (GIMK), Handels-, Transport- og Servicekartellet (HTS), Det Kommunale Kartel (DKK) og Statsansattes Kartel (StK), hvori indgår en række foreninger, der ikke er medlemmer af LO. Brancherettede aktiviteter er overført til kartellerne, som overtog forvaltningen af samarbejdsaftalerne med arbejdsgiverorganisationerne. Betydelige dele af LO's økonomiske midler blev overført til kartellerne, og LO's arbejdsområde er blevet indskrænket til de tværgående opgaver, herunder varetagelse af forholdet til det politiske system, til andre hovedorganisationer samt til de internationale hovedorganisationer. En væsentlig del af relationerne til EU-systemet varetages også fortsat af LO.

Strukturændringerne hos begge arbejdsmarkedets parter har haft væsentlige virkninger for forhandlingssystemet i forbindelse med indgåelse af de kollektive overenskomster. Hovedtendensen har været det, der er blevet kaldt «centraliseret decentralisering», hvor man på den ene side opretholder det tætte centrale forhandlingsforløb mellem de overordnede forhandlingsberettigede organisationer, kartellerne, og på den anden side henlægger en væsentlig del af beslutningerne om løn og arbejdsforhold til de enkelte afdelinger og virksomheder. Der har i 1990'erne været mange varianter i overenskomstforløbene, og de fleste er gennemført forholdsvis udramatisk. Men i 1998 blev overenskomstforslaget forkastet af et flertal af medlemmerne, bl.a. fordi det ikke opfyldte et udbredt krav om øget fritid. En medvirkende årsag til forkastelsen var en ændring af forligsmandsloven i 1997, der indebar en demokratisering af afstemningsproceduren.

De politisk-økonomiske vilkår for fagbevægelsens virke blev lettet fra begyndelsen af 1990'erne. Dels skabte et økonomisk opsving og en energisk indsats fra regeringens side mulighed for nedbringelse af arbejdsløsheden, og udsigten for en ny generation af unge lønarbejdere er betydeligt lysere, end tilfældet har været i mange år. Dels har dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering i 1993 forbedret forholdet mellem regering og fagbevægelse. Der er gennemført en række omfattende reformer indeholdende bl.a. orlovsordninger, som er blevet meget positivt modtaget af fagbevægelsens medlemmer. Ønsket om en aktiv arbejdsmarkedspolitik blev i 1995 udmøntet i den store arbejdsmarkedsreform, der gjorde op med den passive dagpengeudbetaling og iværksatte et aktiveringsprogram. En del af finansieringen sker nu gennem arbejdsmarkedsbidrag som et led i skattesystemet. Der er gennemført en voksen- og efteruddannelsesreform, der skal lette mobiliteten på arbejdsmarkedet, ligesom regeringen har iværksat programmer for at integrere marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet. LO er gået aktivt ind i skabelsen af et rummeligt arbejdsmarked, der også kan omfatte de svage på arbejdspladserne.

På tærsklen til et nyt århundrede

Den danske fagbevægelse står over for store udfordringer på alle de områder, der angår organisationernes handlemuligheder og medlemmernes sociale, arbejdsmæssige, familiemæssige og kulturelle vilkår.

De internationale betingelser ændres med rivende hast. Globaliseringen af den kapitalistiske produktionsmåde og af markedsøkonomien indebærer vældige omstruktureringer i udnyttelsen af arbejdskraften. Flytningen af produktionsgrene til lavindkomstområder lægger pres på danske lønmodtageres beskæftigelsessituation. Det er derfor en vigtig opgave for fagbevægelsens internationale indsats at sikre arbejderne i de nyindustrialiserede regioner organisationsfrihed og forhandlings- og konfliktret. De nære udfordringer ligger i det stadigt snævrere samarbejde inden for Den Europæiske Union. Det store spørgsmål har været og er, om det inden for EU's rammer er muligt at opretholde den danske model for et selvstændigt fungerende med opretholdelse af det kollektive aftalesystem, eller om det på længere sigt vil blive underlagt de principper, der gælder i de fleste lande på det europæiske kontinent. Spørgsmålet er, om der på tværs af historiske og aktuelle forskelle kan skabes en faglig europæisk enhed, der kan operere med slagkraft over for modparterne?

Forudsætningen for international handlekraft er imidlertid styrke i den hjemlige danske sammenhæng. Med sine godt 1,5 millioner medlemmer er dansk fagbevægelse fortsat en uomgængelig magtfaktor. Men den er konstant konfronteret med alvorlige udfordringer. De nye økonomiske vilkår kræver uddannelse og fleksibilitet af den enkelte i arbejdslivet. Men de fordrer også radikale ændringer i arbejdet, og derfor har LO gennem en årrække satset på projektet «det udviklende arbejde» (1991) som et redskab til at styrke medlemmerne både arbejdsmæssigt og personligt. Andre centrale områder er forbedringer af arbejdsmiljøet og indsatsen mod det «ensidigt gentagne arbejde». Fagbevægelsen arbejder for en videreudvikling af velfærds- og arbejdsmarkedspolitikken, således at der skabes en reel ligestilling mellem, kvinder og mænd og gennemføres en familiepolitik, der sikrer sammenhæng mellem arbejds- og familieliv.

En anden udfordring er fastholdelsen af den indre solidaritet. I den store medlemsundersøgelse, det såkaldte APL-projekt (Arbejdsliv og Politik set i et Lønmodtagerperspektiv, 1993) søgte man at indkredse medlemmernes selvforståelse, deres holdninger og krav til det fagligt-politiske virke. Undersøgelsen afdækkede meget store forskelle blandt medlemmerne med hensyn til både menneskelige, sociale og politiske værdier. Der var en hård kritik af de interne forhold i fagbevægelsen. Afstanden mellem toppen og medlemmerne var alt for stor, kommunikationsvejene alt for lange, og fagbevægelsen manglede evne til dialog og til at varetage den enkeltes ønsker og behov.

Tillidsrepræsentanterne har altid været rygraden i det faglige system. Af den store undersøgelse af tillidsrepræsentanternes rolle, som LO iværksatte i anledning af 100 års jubilæet i 1998, fremgår det, at i fremtiden vil de i endnu højere grad blive nøglepersoner i forholdet mellem medlemmerne indbyrdes, mellem fagbevægelsens ledelse og medlemmerne og mellem virksomhedsledelsen og medlemmerne.

Den tidligere tætte sammenhæng mellem den samlede arbejderbevægelses værdier og medlemmernes holdninger er ikke længere en given sag. Det viste APL-undersøgelsen. Blandt LO's medlemmer findes stort set alle de politiske standpunkter, der er repræsenteret på den politiske arena, og kun få kunne se fordelen ved de formaliserede relationer mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Det var derfor logisk, at LO i 1995 besluttede at ophæve de mere end 100 år gamle organisatoriske bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen og erstatte den gensidige repræsentation i de besluttende organer med et mere uformelt kontaktudvalg. Fagbevægelsen står nu friere end tidligere i forhold til aktørerne i det politiske system.

Det sidste tiårs dramatiske begivenheder i det globale og hjemlige økonomiske og politiske liv har ikke gjort det lettere at definere fagbevægelsens opgaver og handlemuligheder. Men de har i hvert fald demonstreret, at en styrkelse af den indre solidaritet og det indre demokrati er en forudsætning for, at fagbevægelsen kan præge fremtiden i samme grad, som den har præget fortiden.

N.F.C.


Litteratur

Christiansen, Niels Finn: Fagbevægelsens historie. Fagbevægelsens Interne Uddannelser (1999)

Emnelister fra Tidsskriftcentret
Faglig på Nettet