Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Organisation  .  Kulturorganisering  .  Teater
Arbejde  .  Kultur  .  Teater  .  Folketeater
     .  Instruktion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 16.737
: :
Piscator, Erwin
Erwin Piscator
Erwin Piscator

Piscator (1893-1966), ledende tysk teaterinstruktør og grundlægger af det moderne politiske teater. Efter at have været aktiv i frontteatret under 1. verdenskrig kom Erwin Piscator i 1919 med i folketeaterbevægelsen og blev leder for Folketeatret i Berlin 1924-29. Han gik stærkt ind for en radikal politisk linje. «Kunst er våben i klassekampen», blev det nye slagord. Sammen med arbejderorganisationer søgte han at skabe et proletarisk og dokumentaristisk teater, hvor verdenspolitikken og klassekampen blev bragt ind på scenen.

Han samarbejdede en tid med Bertolt Brecht i et gruppeteaterprojekt om «Den tapre soldat Svejk» efter Haseks roman. Brecht blev stærkt inspireret af Piscator og hans politiske engagement, hans brug af filmindslag og projektioner af dokumentarbilleder på scenen og det omfattende scenemaskineri. Scenerummet blev som et billede på vor egen tekniske, industrialiserede verden: Alle slags tekniske nyskabelser blev taget i brug og eksperimenteret med. For Piscator var dette en naturlig følge af samfundets egen udvikling. Han siger selv: «Hverken oprindelsen eller den endelige udforming af det der er trådt ind på teatrets område, er tilfældigheder, men tværtimod en selvfølgelig og logisk følge af en kamp, som har sit udspring i vor tids sociale og økonomiske situation.»

Brecht beskriver forskellen mellem dem således: For Piscator var indholdet det vigtigste, for Brecht var også formen som indholdet blev præsenteret på vigtig. Piscators teater var mere følelsesladet end Brechts og krævede en følelsesmæssig oprigtighed i mødet mellem skuespillere og publikum. Men både Piscator og Brecht understregede, at det teater der stod kunstnerisk stærkest havde den stærkeste politisk-propagandistiske virkning.

Piscator mødte stadig stærkere politisk modstand fra de mere moderate socialdemokrater indenfor folketeaterbevægelsen, og dette samt de stadige økonomiske kriser gjorde, at han måtte lukke sit eget Piscatorteater, som han ledte i perioden 1927-29. Han var en kort tid i Moskva og måtte i 1933 flygte fra Hitler-Tyskland. Efter en tid i Paris endte han som så mange andre flygtninge i USA. I New York ledede han The Drama Workshop (Dramaværkstedet) ved et institut for socialforskning. Her var han med til at uddanne mange hundrede skuespillere og inspirerede til oprettelsen af værkstedsteatre og eksperimentelle gruppeteatre - bl.a. Living Theatre (Det levende teater).

I 1951 blev han atter forfulgt: Denne gang af McCarthy-komiteen for uamerikansk virksomhed. Stemplet som kommunist måtte han forlade USA. Han drog til Vesttyskland, hvor han havde vanskelig ved igen at få arbejde og hvor han i 1955 blev udsat for stærk kritik efter en antikrigspræget dramatisering af Tolstojs roman «Krig og Fred». I 1953 blev han leder af den nye Freie Volksbühne (Det frie Folketeater) i Berlin, hvor han blev til sin død i 1966.

Piscator vil først og fremmest blive husket for sin utrættelige gerning for et politisk bevidst teater, et teater for folket, ikke for en lille eliteklasse. Hans bog «Det Politiske Teater» er udkommet på Odinteatrets forlag.

L.S.