Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Medicin
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 36.580
: :
Psykose

Psykose er en fællesbetegnelse for det der ofte kaldes «alvorlige sindslidelser» i modsætning til «lettere sindslidelser» eller nervøse forstyrrelser. I daglig tale anvendes ordene galskab og nervøsitet. I grove træk dækker de over psykose og neurose, men ordene er præget af så mange fordomme og fejlagtige opfattelser, at de er uheldige. Mange tænker f.eks. på den gale som en ubehersket og farlig person, som er utilgængelig for fornuft - en rest af fortidens opfattelse af at den gale var besat af onde ånder. Psykiatrien forklarede galskab med, at det drejede sig om sygdomme. Dette blev længe forstået således, at der var en fejl i centralnervesystemet - «noget galt med hovedet».

I dag er det mest almindelige at betragte de psykotiske tilstande som udtryk for et sammenbrud i et menneskes fornuftsmæssige eller følelsesmæssige mestring af sin situation. Årsagen til dette sammenbrud ligger normalt i en kombination af det kropslige, det personlighedsmæssige, det mellemmenneskelige og det sociale.

Indenfor psykiatrien findes der forskellige opfattelser af, hvad der kendetegner de sammenbrud, som kaldes psykotiske. En opfattelse er, at psykotikeren principielt skal være uforståelig. Vedkommende skal repræsentere et brud med almindelige oplevelser og fornuftig tankegang, som ikke kan fattes af «normale». Denne opfattelse falder ofte sammen med troen på, at hovedårsagen ligger i kropslige forstyrrelser. En tilsvarende opfattelse består i, at psykosen er en personlighedsforstyrrelse, som omfatter hele personligheden med et centralt element af «realitetsbrist». Der må være et element af en virkelighetsopfattelse, som bryder med vore almindelige rationelle opfattelser.

Mange tror at de såkaldte hallucinationer - høre stemmer, mærke lugte eller fornemmelser fra kroppen, se syner uden basis i faktiske sanseindtryk - eller vrangforestillinger om forfølgelse er nødvendige kendetegn. Dette er ikke korrekt, selv om disse fænomener ofte vil være til stede. Mange psykiatere vil derimod lægge betydelig vægt på den såkaldte sygdomsindsigt. Psykotikeren skal være overbevist om, at hans/hendes plager er reelle og forårsaget af påvirkninger udefra - i modsætning til tegn på psykisk «sygdom». Han/hun må ikke gennem argumentation eller bevisførsel kunne overbevises om det modsatte. Tilsvarende vil de opfatte afgørende tegn til bedring i, at patienten erkender at han/hun har været «syg». For at blive accepteret som rask, må man erkende at man er «syg».

Alligevel er realitetsbristen heller ikke noget sikkert tegn. Blandt andet fordi kulturelle opfattelser kan dominere forståelsen af «realiteterne». Psykotiske tilstande kan også have en sådan karakter, at det er vanskeligt at påvise nogen realitetsbrist. I disse tilfælde lægges der normalt vægt på en analyse af personlighedsfaktorer som kontaktevne, tankegang og kommunikation. Ud fra en udviklingspsykologisk forståelse er det centrale, at psykotikere «regredierer» - dvs. vender tilbage til den tidlige barndoms følelsesverden og måder at tænke på. Forskellige problemer og uheldige forhold i barndommen har ført til en personlighed, som ikke magter de påvirkninger samfundet eller livsudviklingen medfører.

Såkaldte antipsykiatriske retninger forstår det psykotiske sammenbrud som en af flere mulige reaktionsformer blandt mange ligeværdige. Sammenbruddet er en tilbagetrækning til en indre verden, som kan blive et «gennembrud» mod en dybere erkendelse og nye livskvaliteter. Denne «indre rejse» lider ofte skibbrud, på grund af de problemer som psykiaterne skaber - medikamenter, institutioner og sygdomsstempling. Disse opfattelser er alligevel kun dele af et mere sammensat billede. Kropslig svækkelse, en række almindelige sygdomme og forgiftninger kan give psykotiske udtryk, og et endnu stærkere karakteristika er, at psykosen er tegn på misforhold mellem individets kræfter og hans/hendes situation.

Der eksisterer flere forskellige typer af psykoser. Det er normalt at skelne mellem dem, der er forårsaget af en organisk sygdom, og de funktionelle hvor dette ikke kan påvises. De funktionelle deles ofte op i endogene - som kommer indefra - og reaktive - som forårsages af ydre hændelser. Endogene psykoser opdeles i skizofrene og affektive eller cykliske psykoser. Førstnævnte er præget af forstyrrelser i tankegang og i samspillet med andre, mens de affektive er karakteriseret ved svingninger i stemningslejet.

Skellet mellem endogene og reaktive psykoser er tvivlsomt. En grov opsummering af moderne forskning er, at psykosereaktionen er en mulighed for alle, men at et samspil mellem kropslige og miljømæssigt betingede faktorer fører til store forskelle i reaktionstilbøjelighed. Psykotikeren er indenfor vort almindelige spektrum af væremåder. Den gale er en «normal variation».

H.W.