Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 39.185
: :
Personlighed

Både dagligtalen og den psykologiske videnskab benytter ordet personlighed i en ideologisk forstand - stærkt knyttet til den samfundstype som præger den vestlige kapitalistiske verden. Ordet stammer fra det latinske persona, der blev anvendt om den maske, som antikkens skuespillere bar foran ansigtet, og som viste hvilken rolle de spillede. Mens ordet «person» henviser til et individs rolle eller sociale position som denne fremtræder for andre, benyttes personlighed mest om bestemte indre egenskaber, som kan ytre sig i individets adfærd. Personlighed er noget man «har», og teorier om personlighed benyttes til at forklare, hvorfor et individ opfører sig på bestemte måder.

Vi bør betragte ordet personlighed som et begreb fra dagliglivet og den psykologiske videnskab - ikke som en selvstændig virkelighed som psykologien udforsker. Indenfor psykologien gives der et utal af forskellige teorier om personlighed. Mange af disse er varianter over et fælles tema, men det drejer sig også delvist om stærkt modstridende synspunkter. Vi skal kort nævne de vigtigste typer af personlighedsteorier, som findes i psykologien. De afspejler de fleste menneskers forståelse og kendskab til personlighed:

  1. Konstitutionelle teorier klassificerer gerne mennesker efter kropstyper eller udseende (f.eks. Kretschmer) og har betydet meget for psykiatrien.
  2. Psykoanalytiske teorier lægger vægt på biologiske driftsdispositioner og fastlagte udviklingstrin (Freud). Der findes også psykoanalytiske teorier med større vægt på det sociale (f.eks. Erikson, Horney).
  3. Faktorielle teorier tager udgangspunkt i en række testresultater og leder efter bestemte sammenhænge, som kan forklare det meste af den individuelle variation (Cattell).
  4. Individualteoretiske psykologer analyserer personligheden udfra en række «træk», ofte på grundlag af testresultater (Allport).
  5. Såkaldte personalistiske teorier lægger vægt på individernes behov og de ydre krav, som individerne tilpasser sig i forhold til. Det organiske grundlag for disse processer bliver understreget (Murray).
  6. Organismiske teorier som i endnu større grad understreger den biologiske organisering af individet, men som også lægger vægt på det integrerende og selvudfoldende (Goldstein).
  7. Feltteorier som også understreger, at individets aktivitet må beskrives ud fra en helhedsanalyse, men hvor hovedvægten lægges på faktorer i individets totale livsrum (Lewin).
  8. Selvteorier som understreger individets «selv» som det organiserende midtpunkt for al adfærd, og som også lægger hovedvægt på en harmonisk selvudfoldelse (Rogers).
  9. Eksistentielle teorier som tager udgangspunkt i eksistensfilosofiens udsagn om menneskets natur og tilværelse (f.eks. May).
  10. Forskellige erkendelsesteorier som tager udgangspunkt i en behavioristisk adfærdsanalyse, men som i varierende grad også lægger vægt på individets erkendelse og selvkontrolfunktioner.

Også andre videnskaber har udviklet lignende eller alternative teorier om personligheden. Især socialantropologi, sociologi og økonomi opererer med menneskemodeller af denne type. Dagliglivsforståelsen ligger imidlertid nærmest de nævnte psykologiske teorier. De fleste teorier lægger stor vægt på at fremstille specielle personlighedstyper, men siger ikke meget eller ingenting om det samvær, der finder sted mellem de forskellige personligheder. Typerne beskrives som noget for sig selv uden tilknytning til den sociale virkelighed. Dette er udtryk for en stærk undervurdering af situationsfaktorerne i forståelsen af menneskelig adfærd. Det karakteriserer det meste af psykologien, men er også typisk for den måde de fleste mennesker forstår hinanden på. Psykologien giver dagliglivets ideologi et skin af «videnskabelighed»,.

Vor opfattelse af andre mennesker baserer sig på et vist råmateriale af information. Vi kan i alle fald udskille observation af:

  1. individets faktiske opførsel, typiske adfærd,
  2. individets mere statiske aspekter som udseende, klædedragt osv.,
  3. situationsfaktorer af mere socioøkonomisk og statuspræget karakter,
  4. individets beskrivelse af sig selv og sin situation og
  5. ikke mindst andre menneskers beskrivelser af individet.

Indenfor en kultur vil også såkaldte kulturelle stereotypier - typiske måder at blive opfatte på - være afgørende. Disse stereotypier vil være knyttet til politiske, religiøse og psykologiske overbevisninger. Dette betyder, at den måde vi typisk opfatter og beskriver andre mennesker og deres «personlighed» på, vil være afslørende for vor egen situation og «personlighed».

Personlighedsteorier forsøger at udtrykke en samlet mening om individers adfærd. Gennem personlighedsteorierne har vi tilsyneladende viden om os selv og andre mennesker, og denne viden gør det muligt med en vis kontrol over, hvad andre foretager sig. Kontrollen sker gennem bestemte forventninger til andre og os selv. Vi ved også, hvorledes vi skal forholde os til andre mennesker. Ud fra dette er det ikke overraskende, at de fleste personlighedsteorier - f.eks. den psykoanalytiske - lægger stor vægt på forskelle i kvinders og mænds «normale» personlighed. Disse forskelle afspejler blot den faktiske forskelsbehandling i samfundet - dvs. undertrykkelsen af kvinders ret til at stå lige med manden i samfundets funktioner.

Et andet vigtigt forhold er, at ikke alle sider ved et individs adfærd lige let lader sig bringe under kontrol af den sociale situation, det lever under. De synlige, åbenbare sider af adfærden kommer let under sådan kontrol og udgør derfor den sociale, konventionelle og ofte såkaldt «rationelle» (fornuftige) del af individets «personlighed». De processer som ikke let lader sig bringe under sådan kontrol - den adfærd som typisk sker «under huden», fysiologiske reaktioner, forestillinger osv. - opleves som individets mere «indre» eller «private» del og fremstår ofte som mere «irrationelle». Forskellen er af social karakter. Dvs. i hvilken grad samfundet - andre mennesker og institutioner - kan udøve en systematisk kontrol over disse sider af individets totale adfærd.

Det samme kan beskrives ud fra et udviklingsperspektiv. Dvs. som en slags «vækst» eller ændring i individers opfattelse af egen og andres personlighed. Her må vi regne med, at visse sider ved vor sociale opfattelse har sin baggrund i arv. Spædbørns særegne reaktion på smilende ansigter er blot et eksempel. Endvidere virker det som om, mennesker altid oplever sammenhænge ud fra det der er sammenfaldende i tid og rum - nærhed, kontakt - således at hændelser udgør hinandens årsager. Dette er muligvis baggrunden for vor tendens til at tillægge hinanden forskellige egenskaber. Typisk nok træder personlighedsbegrebet i kraft, når vi ikke opfatter en umiddelbar sammenhæng mellem situationsfaktorer, og hvad et individ gør. Når nogen bliver skræmt af en pludselig stærk lyd, forklarer vi reaktionen ud fra lyden. Når nogen virker skræmt uden påviselige ydre stimuli, forklarer vi dette ud fra individets personlighed.

Mange har fremstillet vor udvikling i personlighedsopfattelse som en forandring mod en stadig mere korrekt opfattelse af andre. Psykologiske personlighedsteorier er derfor den ultimativt korrekte opfattelse, men problemet bliver da, hvilken teori man skal tro på. Piaget har f.eks. afdækket, hvorledes barnet efterhånden frigør sig fra sin såkaldte «egocentrisme» og bliver stadig mere i stand til at opfatte andres perspektiv på ting og sociale situationer.

Mange har kritiseret disse synspunkter, fordi de forudsætter, at den voksne «har ret» fremfor barnet. Psykiateren Sullivan beskriver således ændringen i personlighedsopfattelse på den måde, at barnet lærer sig nye måder (modi) at opfatte på. Først er barnet ude af stand til at skelne mellem sig selv og andre. Derefter lærer det at opfatte andre umiddelbart eller privat - dvs. uden at tage hensyn til situationsfaktorer og andres meninger. En sidste måde er opfattelser som svarer til det socialt accepterede - som de fleste mennesker opfatter hinanden. Sullivan understreger, at ingen af disse opfattelsesmåder er mere «virkelige» end andre, men de svarer til forskellige erkendelseshistorier og har dermed forskellig funktion.

En række forstyrrelser som præger personopfattelsen på de to første niveauer og især på det private niveau, beskrives indenfor den traditionelle kliniske psykologi som «personlighedsforstyrrelser». Men disse må forstås som forstyrrelser i individets opfattelse og samvær med andre mennesker, ikke som noget der foregår «inde i» individet, som det ellers ofte antydes. Man har således let ved at henføre et individs «paranoide vrangforestillinger» (tendensen til at opfatte at andre mennesker forfølger en, prøver at gøre en ondt osv.) til individets «indre» konflikter, i stedet for at forstå, hvordan denne opfattelse er indlært gennem de erfaringer, individet har gjort. Dette er typisk - både for de psykologiske teorier og for dagliglivsforståelsen - og peger tilbage på en samfundsideologi, hvor «indre» faktorer er vigtigere end «ydre» (materielle) faktorer.

Socialfilosoffen Ichheiser mener faktisk, at det meste af vor personlighedsopfattelse stort set må karakteriseres som misforståelser. Disse misforståelser er socialt accepterede stereotypier.

  1. Vi har en tendens til at overvurdere, at individer opfører sig på samme måde og lægge altfor ringe vægt på betydningen af forskellige situationer for forståelsen af andre mennesker.
  2. Vi går stort set ud fra de nævnte sociale stereotypier, dvs. klassificerer mennesker ud fra nogle få typer. Dette viser sig især i vore fordomme.
  3. Vore opfattelser er altid stivnede (rigide) og færdige, således at forandring vanskeliggøres. Forandringer opfattes som «forstyrrelser».
  4. Vi undervurderer alle de begrænsninger, der ligger i muligheden for at forstå andre mennesker. På trods af oplagte forskelle i erfaringer, kulturbaggrund, osv. har vi en tendens til at danne os færdige opfattelser af alle typer mennesker. Jo fjernere en gruppe er, jo mere stivnet og stereotyp bliver vor opfattelse.
  5. Vi har let ved at opfatte visse træk, som vi finder hos andre, men ikke hos os selv, som typiske for de andre. Dette ser vi ofte i mænds typiske beskrivelser af kvinder.
  6. Vi vurderer ofte personer efter hvilke konsekvenser deres handlinger medfører, uden at skelne klart mellem hvilke konsekvenser der skyldes oplagte situationsfaktorer og hvilke der skyldes deres «personlighed». Især har vi en tendens til at forstå, hvorvidt et menneske «lykkes» eller ej ud fra vedkommendes indsats og personlighedsegenskaber.

Vi opfatter i alt for høj grad hinanden uden at tage hensyn til den specielle situation, som alle handlinger er knyttet til. Dette kan formuleres som et spørgsmål om «sted» (lokus) for kontrol: Enten i den ydre situation eller i personen selv. Strengt videnskabeligt er dette et uholdbart skel, men det er et skel vi baserer os på i det daglige samvær, og det er derfor virkeligt nok. Det uheldige er, at psykologien i så høj grad understreger det samme. En række centrale begreber som er udviklet indenfor psykologien til at beskrive individer, viser nemlig dette skel.

Begrebet «evne» som ligger til grund for en hel teknologisk industri - udviklingen og anvendelsen af evnetests, særlige intelligenstests - indebærer at individet har visse muligheder eller dispositioner for handling, og denne evne vil vise stor forskel ifht. den faktisk observerede handling. De fleste vil anerkende, at forskellen mellem mennesker delvist afhænger af arvelige faktorer, men de fleste evner man tilskriver mennesker, er ret usikre når det gælder den påståede biologiske baggrund. Så længe det biologiske er uklart og man samtidig kan påvise hvorledes situationsfaktorer - f.eks. individers opvækstvilkår og erfaring - indvirker, er det politisk vigtigt at fastholde betydningen af situationsfaktorer fremfor antagne «evner». Det gælder især de påståede personlighedsegenskaber som f.eks. «autoritær» eller «konform» personlighed. De fleste undersøgelser støtter den opfattelse, at disse egenskaber vises i visse situationer men ikke i andre.

Strengt videnskabeligt kan vi næppe skelne mellem en «ydre» situation og en «indre» personlighed. Alle de tests eller andre mål vi anvender til at beskrive individets «personlighed» er knyttet til individets adfærd i bestemte situationer. At et individ fremstår som «kvinde», udgør lige så meget en personbeskrivelse som en situationsbeskrivelse. Påstår man at et individ er «underkastende», er dette en egenskab som vedkommende har i forhold til andre, som da bliver beskrevet som «selvhævdende». Alle menneskelige egenskaber udgør forhold til andre mennesker, ikke noget som individet «har» - «i sig selv». Denne forståelse af individer er imidlertid ikke i overensstemmelse med samfundets ideologi.

Tendensen til at undervurdere situationsfaktorernes betydning har politiske konsekvenser. De privilegerede har altid været blinde for de underprivilegeredes situationsbestemte adfærd og i stedet henvist til deres «dovenskab», «amoral», «dumhed» osv. Malthus forklarede arbejderklassens dårlige levevilkår ud fra sådanne faktorer, og disse såkaldte «socialdarwinistiske» teorier har vært flittigt anvendt når det handler om at retfærdiggøre social uret.

Socialpsykologiske undersøgelser viser samtidig, hvor udbredt sådanne misforståelser er. De fleste mennesker vil faktisk opleve skyldfølelse i forbindelse med uheld, som let kan føres tilbage til tilfældige faktorer. Troen på en personlig årsagssammenhæng ses også af, at folk opfatter sygdomme som noget man selv delvis er skyld i, selv når dette ikke er tilfældet. Naturkatastrofer kan betragtes som straf. Spillere har en udstrakt tro på at kunne indvirke på resultatet af helt tilfældige processer.

En interessant differentiering ligger i, at de fleste betragter egne fejlhandlinger ud fra «uheldige omstændigheder», mens andre menneskers fejlhandlinger forklares ud fra stabile personlighedsegenskaber. Det juridiske system afvejer altid, hvorvidt strafbare handlinger udføres med «forsæt» (dvs. ud fra personligheden) eller skyldes «omstændigheder». Konsekvenserne af en strafbar handling vil kunne ændres drastisk, hvis man kan henvise til «omstændigheder».

Men hvad udgør «omstændighed» for ét menneske og «forsæt» for et andet? Psykologen Rotter har påvist, at mennesker har forskellig tendens til at opfatte egne og andres handlinger ud fra dette skel. Han hævder, at de der lægger hovedvægten på omstændighederne, gør dette som forsvar mod en manglende evne til at klare sig. Men andre undersøgelser viser, at dette skel næppe kan føres tilbage til «evner».

Der synes at være en klar tendens til, at ressourcestærke mennesker - dvs. hvide i modsætning til farvede, mænd i modsætning til kvinder, økonomisk privilegerede i modsætning til underprivilegerede - lettere end andre påtager sig de «udgifter» som følger af det at forstå resultaterne af egne handlinger som forårsaget af egen indsats og evner. Men det kan de let gøre, i og med at deres livssituation favoriserer, at de faktisk får succes. Mislykkes de, vil der altid kunne stilles nye ressourcer til rådighed. En tilsvarende mulighed eksisterer ikke for den typiske «forbryderpersonlighed», «skoletaberen» osv.

På trods af disse erkendelser præges det meste af den psykologiske personlighedsteori og forskning af indgroede opfattelser af menneskets «indre personlighed». Det er denne ideologiske funktion af den psykologiske videnskab som gør, at arbejderbevægelsen og dens allierede må betragte psykologiens udsagn om virkeligheden med skepsis.

C.E.G.