Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.936
: :
Racelære

Racelære er en almindelig betegnelse på forestillingen om, at der findes overlegne og underlegne menneskeracer - kaldes også racisme eller raceideologi.

Mennesker kan inddeles i racer efter fysiske egenskaber, som er arveligt bestemte, f.eks. hudfarve, hårvækst, ansigtstræk og blodtype. Man regner gerne med tre hovedracer: Den mongolske, den negroide og den kaukasoide, som atter kan inddeles i en række undergrupper. Grænserne mellem racerne er flydende, og «rene racer» eksisterer ikke. Det er også vigtigt, at de biologiske raceforskelle ofte går på tværs af skel mellem nationer eller kulturer. For eksempel udgør jøderne ikke nogen sammenhængende gruppe racemæssigt.

Tilhængere af racelære har hævdet, at menneskeracerne også adskiller sig når det gælder psykiske egenskaber, f.eks. intelligens og moralske kvaliteter. Da psykiske egenskaber er stærkt kulturelt betinget, et det vanskeligt at påvise arvelige forskelle. Men de undersøgelser der er foretaget viser i det mindste, at forskellene mellem racerne er små sammenlignet med den individuelle variationen indenfor racene. Der findes ikke noget videnskabelig grundlag for læren om overlegne og underlegne racer.

I begyndelsen af det 20. århundrede var racelæren almindelig accepteret - især i Nordeuropa og Nordamerika. Den såkaldte «nordiske race» blev betragtet som drivkraften og det bærende element i den europæiske civilisations udvikling. Men man frygtede, at de nye livsformer og store folkeflytninger som industrialismen indebar, ville føre til udtynding og degeneration af den nordiske races arvestof. Racehygiejne var et socialpolitisk program, der havde til formål at fremme forplantningen af det gode arvestof og derved beskytte den europæiske civilisation.

Lederen af den populære racehygiejniske bevægelse i Norge var apotekeren Jon Alfred Mjøen. Han formulerede omkring 1908 det såkaldte «norske program for racehygiejne», som kom til at spille en vis international rolle. Mjøens praktiske racehygiejniske forslag mødte snart stærk kritik fra faglig medicinsk og biologisk side. Men selv kritikerne accepterede i vid udstrækning de underliggende forudsætninger om, at biologisk arv i væsentlig grad bestemmer lidelser som åndssvaghed og sindssygdom, og asocial adfærd som alkoholisme, kronisk fattigdom («pauperisme»), forbrydelser og omstrejferliv.

Racefordommene var længe stærke; Et eksempel på dette er bogen «Arvelighedslære og Racehygiejne» fra 1914, skrevet af Ragnar Vogt, grundlæggeren af norsk psykiatri. Men de aftog gennem mellemkrigstiden. Ikke mindst efter at nazisterne i Tyskland begyndte deres raceforfølgelser. Johan Scharffenberg insisterede f.eks. på at anvende ordet, «slægtshygiejne» for at undgå de racistiske associationer ved «racehygiejne».

Den skarpeste kritiker af racehygiejne i Norge var medicineren og arvelighedsforskeren Otto Lous Mohn Han påpegede, at Mjøens program var i strid med arvelighedsforskningens resultater, afviste degenerationen som uaktuel og fremhævede miljøets betydning for individets udvikling. Han hævdede, at forskellen i biologisk arv mellem de højere og lavere sociale klasser er ubetydelig. Det spiller derfor ringe rolle, hvor mange børn de forskellige dele af befolkningen får, så længe opvækstbetingelserne er gode. Mohr arbejdede aktivt for en social reformpolitik baseret på disse erkendelser. Den inkluderede bl.a. familieplanlægning, der af tilhængerne af Mjøens program blev betragtet som en vederstyggelighed.

N.R.-H.