Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 15.784
: :
Salt

Forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen om begrænsninger i de strategiske kernefysiske våben (Strategic Arms Limitation Talks, SALT), indledtes i november 1969. Under præsident Nixons besøg i Moskva i 1972 blev der undertegnet to aftaler. Den ene aftale tillod to forsvarssystemer med ballistiske raketter (Anti-Ballistic Missile systems, ABM's) hos hver af parterne. Det ene omkring hovedstaden og det andet omkring én affyringsbase for landbaserede, interkontinentale raketter (Intercontinental Ballistic Missiles, ICBMs). Denne aftale var af ubegrænset varighed.

I 1974 blev der undertegnet en protokol, som begrænsede tallet til ét system i hvert land. Dette var en bekræftelse på de faktiske forhold. Ingen af parterne ønskede at gå videre med udbygningen af ABM-systemer. Sovjetunionen havde endnu ikke udbygget sit ABM-system omkring Moskva til det tilladte niveau, og det nordamerikanske system omkring ICBM-basen Grand Forks blev opgivet.

Både aftalen fra 1972 og protokollen fra 1974 var et udtryk for ABM-teknologiens ineffektivitet. De var begge mere et udtryk for teknologiens ufuldkommenhed end for politisk dikterede rustningsbegrænsninger. Supermagternes senere forsknings- og udviklingsprogrammer pegede langt ud over ABM-aftalens rammer, og havde disse programmer ført til udviklingen af egnede systemer, havde aftalen sandsynligvis ikke kunnet forhindre det. Aftalen kunne således ikke hindre, at USA's præsident Reagan i 1983 indledte det såkaldte stjernekrigsprojekt, der fra rummet skulle hindre raketangreb på USA.

Den anden aftale var en tidsbegrænset aftale om at fastholde antallet af landbaserede og u-bådsbaserede raketter omtrent på samme niveau som i 1972. Aftalen udløb den 3. oktober 1977, og under topmødet mellem præsident Bresjnev og præsident Carter i Wien i juni 1979, blev der indgået en aftale, som begrænsede det samlede antal af strategiske nukleare transportmidler - fly og raketter - til 2.250, og antallet af raketter med flere kerneladninger som kunne affyres mod forskellige mål (Multiple Independently Targeted reentry Vehicles, MIRV's) til 1.320. Aftalen fik navnet SALT II. Det første tal lå noget over det amerikanske styrkeniveau og lidt under det sovjetiske. Det andet tal var ret sammenfaldende med plantallet for det nordamerikanske MIRV-program. Aftalen gjaldt frem til 31. december 1985, og indenfor dens ramme kunne USA øge antallet af strategiske sprængladninger fra ca. 10.000 i 1979 til ca. 15.000 i 1985, og Sovjetunionen fra 5.000 til omkring 10.000.

I en protokol til aftalen blev enkelte nye våbensystemer samtidig reguleret. Det drejede sig i første række om de såkaldte cruise-missiler - små, førerløse fly som manøvrerer efter terrænkonturerne i en højde af mindre end hundrede meter. Heller ikke denne aftale satte kraftigere begrænsninger på oprustningen, men var mere en beskrivelse af det rustningsprogram, som var i gang.

Målsætningen med SALT som parterne selv definerede den, var først og fremmest gennem rustningsbegrænsninger at reducere sandsynligheden for atomkrig. Forhandlingerne bidrog ikke til afspænding eller decideret nedrustning. Tankegangen om forhandlinger gennem styrke kom til at legitimere udviklingen af en række nye våben, der aldrig blev elimineret som følge af nye aftaler, men tværtimod blev sat i produktion og taget i brug. Endvidere gav den interne tovtrækning om forhandlingsudspil og militære dispositioner store indrømmelser til rustningsinteresserne. I forbindelse med aftalerne fra 1972 blev det bl.a. givet forsikringer overfor den nordamerikanske generalstab om, at forsknings- og udviklingsindsatsen skulle fortsætte i et omfang, som ville opretholde den nordamerikanske teknologiske overlegenhed. Andre forhold har bidraget i samme retning: Mens talgrænserne blev sat således, at de ikke skulle komme i konflikt med det eksisterende styrkeniveau og planlagte våbenanskaffelser, blev forskning og udvikling af nye våben udtrykkelig tilladt og legitimeret gennem aftalerne - og i praksis påskyndet.

Supermagterne havde visse fordele af SALT, som er ret oversete i vor del af verden. De havde fordel ved at have løbende kontakt for derved at fremme fælles interesser under skiftende omstændigheder. Bl.a. havde de en fælles interesse i at opretholde deres atomare overlegenhed ifht. andre atommagter og maksimere deres indflydelse og kontrol rundt omkring i verden. De udvekslede trusler mod andre landes sikkerhed og bidrog selv med svaret i form af venskabsaftaler, forsvarsaftaler og anden form for støtte. Det var således et element af harmoni i den omfattende konkurrence og konfrontationen mellem dem, der kunne udnyttes til fælles fordel.

S.L.