Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 19.532
: :
Afskrivning

Afskrivning af investeringer i virksomhedsregnskaber har to hovedformål:

  1. Bidrage til udskiftning af maskiner og bygninger med nye. Dette sker ved, at afskrivningerne, der udgiftsføres i forretningsregnskabet, reducerer det skattemæssige overskud og således fører til lavere skattebetaling. På den måde holdes kapital tilbage i virksomheden og kan benyttes til at financiere nye investeringer.
  2. Give et billede af maskiner og bygningers virkelige værdi. Dvs. at de ikke skal opføres til højere værdi, end den de anses for at have. Dette formål slår igennem i det såkaldte virksomhedsregnskab.

Der skelnes mellem to typer afskrivninger: Ordinære og ekstraordinære. De ordinære afskrivninger sker med en fast procentsats hvert år af den oprindelige købesum. Det betyder f.eks., at en maskine der afskrives over ti år bliver afskrevet med 10 % av købesummen hvert år.

De ekstraordinære afskrivninger afspejler i modsætning til de ordinære- ingen værdinedgang på inventaret. De er udelukkende af skattemæssig karakter og er udformet som et industripolitisk redskab. De mest anvendte typer er købs- og tillægsafskrivninger, der principielt virker ens, men er underlagt noget forskellige regler. Det man gør ved at benytte disse afskrivninger, er at anføre en kunstig «udgift», der går til fradrag i overskuddet, før skatten beregnes. På denne måde opnår kapitalisten at skulle betale mindre skat, end hvis muligheden ikke var blevet anvendt.

Når ekstraordinære afskrivninger anvendes, bliver afskrivningstiden for den pågældende anskaffelse afkortet, dvs. den bliver hurtigere skrevet ned mod nulværdi. Hvis kapitalisten anskaffer en ny maskine, kan han fortsætte med at holde skatten nede ved at benytte ekstraordinære afskrivninger. Men hvis han ikke har midler til at købe en ny maskine, når den gamle er fuldt afskrevet, vil skatten atter øge, fordi han ikke mere kan afskrive på den gamle, og ikke har nogen ny at kunne afskrive på. Dette indebærer, at velstående virksomheder i vækst favoriseres. De kan finansiere nyinvesteringer, når eksisterende anskaffelser bliver skrevet ned mod nul.

Det er først og fremmest kapitalintensive virksomheder, der nyder godt af denne mulighed. Dvs. virksomheder, der har mange maskiner i forhold til anvendelsen af arbejdskraft. Dette er indirekte subsidiering af kapitaludstyr, mens arbejdskraft på den anden side fordyres gennem arbejdsgiverafgiften. Virkningen er bl.a. en stigende strukturrationalisering, hvor de arbejdsintensive brancher får problemer og reduceres. Desuden stimulerer det virksomhedsledelsen til at foretage rationaliseringer ved at erstatte arbejdskraft med maskiner, hvor dette er muligt. I perioder med krise og arbejdsløshed under kapitalismen, vil afskrivnings- og skatteregler på denne måde medvirke til forstærkning af arbejdsløsheden. Afskrivninger og disses regler er med andre ord ikke bare tekniske poster i virksomhedsregnskabet, men indgår som vigtige led i den skatte- og industripolitik der føres.

O.N.