Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 24.279
: :
Skam

Skam er en følelse som opstår, når man selv eller andre gør noget skammeligt eller er i en skammelig forfatning. Skamfølelse ledsages ofte af ansigtsrødmen og anden kropsvarme. Som alle andre følelser har også skammen en mening. Dvs. den er en måde at forholde sig til verden på. Hvad er da skammens mening eller væsen? Dette spørgsmål er dårligt klarlagt indenfor vor tids psykologi, og der vil derfor i det følgende blive fremlagt nogle momenter og tolkninger, som skulle kunne kaste lys over emnet.

Skam er modsætningen til ære. Den som æres - hyldes, berømmes osv. - og anerkender beærelsen, føler sig bestyrket i sit væsen, bliver sikrere på sig selv, på hvem han/hun er. Omvendt kan det antages, at den der skammer sig, føler sig usikker på sig selv i skamøjeblikket. Og den der lever i kronisk skam, lever i vedvarende usikkerhed om hvem han/hun er. Dette kan være grunden til, at det er ubehageligt at skamme sig. Den nordamerikanske psykolog Helen M. Lynds undersøgelser peger i denne retning: Skam hænger sammen med svigtende identitet.

En anden betragtningsmåde må anlægges på den skam, der opstår i afslørende situationer: Man gribes f.eks. i løgn, i falskhed eller dummer sig. I disse tilfælde opstår der et åbenlyst misforhold mellem væsen og fremtræden - dvs. hvem man (for tiden) er, og hvem man ønsker at være eller giver sig ud for at være. I disse tilfælde er skammen en følelse, som opstår overfor andre mennesker - dvs. skam fremtræder som en særlig socialt betinget følelse. Man siger om dem der skammer sig, at de «ønsker at synke i jorden» - dvs. at de ville ønske, at de ikke var til i de andres verden, for dermed at slippe for skammen.

Jean-Paul Sartre giver en radikal tolkning i samme retning: Skammen er den erfaring der aller tydeligst åbenbarer andre menneskers virkelighed for mig, og river mig ud af en eventuel ligegyldighed og indkapsling i min egen verden. «Skammen er en skam over sig selv overfor den anden. De to strukturer er uadskillelige» («Væren og intet»).

Den tysk-nordamerikanske psykolog Erik H. Erikson hævder derimod ud fra et freudiansk standpunkt, at skamfølelsen ikke er oprindelig i forholdet til andre. I stedet for at ville synke i jorden, ønsker man oprindelig at ville angribe eller tilintetgøre de andre. Skammen bliver altså en aggressionshæmmet reaktion, som man underkaster sig de andre med. Dette er i tråd med Freuds synspunkt på mennesket som et oprindelig asocialt væsen som søger uhæmmet lystoplevelse og som må tvinges af samfundsordningen til at blive moralsk.

Som en tredje mulighed kan det tænkes, at skam hverken er en følelse overfor andre eller overfor en selv, eller en slags fortrængt aggression, men at skamfølelsen er en almen følelse - dvs. en følelse af noget alment skammeligt. Denne følelse kan så differentieres til skam over sig selv, skam over eller med andre, alt efter den sociale situation. Denne tolkning er i tråd med den socialpsykologiske erkendelse, at jeg-følelsen og selvfølelsen ikke går forud for oplevelsen af andre mennesker, men at oplevelsen af andre mennesker enten går forud eller er samtidig med den førstnævnte.

Med denne tolkning rejses spørgsmålet atter: Hvad er da skammens mening? Efter at have spist af kundskabens træ, føler Adam og Eva trang til at skjule deres nøgenhed, som fra da af er skammelig. Det betyder, at deres legemer har mistet sin umiddelbare erotiske ynde, og at de nu føler og forstår, at de også kan bruge deres egen og den andens krop som middel til at opnå nydelse. Denne spaltning af virkelighed i mål og midler er et «syndefald» ud af den erotiske verden, hvor der ikke kan tænkes og handles ud fra mål/middel skemaer, men hvor nydelsen er en spontan bivirkning ved spontant yndefulde handlinger og virksomheder.

Mennesket kastes fra nu af ud i en verden af slid og begær, arbejde og seksualitet. Men i menneskets ulykkelige bevidsthed består der en mere eller mindre uklar erkendelse af, at dette er en usammenhængende form for tilværelse. Menneskehedens almene skam består i dens disintegration, oplevet på baggrund af håbet om en gang at komme ud af denne tilstand. Man kan endvidere forestille sig, at hvert samfund eller hvert samfundslag definerer et niveau af disintegration, som dets medlemmer må affinde sig med, og at dette gennemleves som en almen, internaliseret, ureflekteret skamfuldhed - som f.eks. en typisk kropsholdning. Når dette niveau overstiges ved særligt spaltede handlemåder - ualmindelig klodsede, falske, uærlige osv. handlinger - bliver den latente skamfuldhed manifest.

Den nordamerikansk etnograf Ruth Benedict indførte skellet mellem skamkulturer og skyldkulturer. Dvs. mellem samfund hvor skamfølelsen - æresfølelsen - hhv. skyldfølelsen er fremherskende. Den traditionelle Japanske kultur er en skamkultur, mens USA er en skyldkultur, det katolske Vesteuropa er en skamkultur, mens det protestantiske er en skyldkultur. Denne formodede forskel sættes så i forbindelse med den ulige udvikling af den industrielle kapitalisme: Skyldfølelsen medfører foretagsomhed. Den skyldbetyngede føler en trang til at gøre det forkerte som er gjort godt igen, eller at straffe sig selv ved frivilligt arbejde. Skamfuldhed svækker derimod snarere handleevnen - skammen passiverer.

Mange psykologer hævder, at skyld og skam er væsensforskellige foreteelser, som beror på vidt forskellige egenskaber ved menneskesindet. Men de kan også betragtes som to sider af samme sag: Skammen er ens holdning til en forkert handling som faktum, mens skyldfølelsen er trangen til at gøre noget ved dette faktum.

D.Ø.


Litteratur

H. M. Lynd: On shame and the search for identity, New York 1958.
E. H. Erikson: Barndommen og samfunnet, Oslo 1968.
J.-P. Sartre: L'Etre et le néant, Paris 1943.
R. Benedict: The crysanthemum and the sword, Boston 1946.