Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Seksualiteten har sit grundlag i vor biologiske krop. Den er en af de muligheder vi har for at udtrykke os på og forholde os til omverdenen på. Den udvikles og formes gennem et samspil af kropslig modning, erkendelse og erfaring.

Sigmund Freuds opdagelse af barneseksualiteten fik stor betydning for den vestlige verdens forståelse af identitets- og personlighedsudvikling. Han mente, at den seksuelle udvikling hos børn gik gennem forskellige stadier - det orale, anale og genitale stadie - og at kønsidentiteten blev dannet under denne proces. For Freud lå der en biologisk lovmæssighed i dette, men det var en lovmæssighed der kunne forstyrres gennem konflikter på de forskellige stadier. Blev konflikterne ikke løst på en «korrekt» måde, ville det føre til neuroser som voksen. Denne determinisme hos Freud er omdiskuteret. Den forudsætter bl.a. en bestemt opfattelse af, hvad der er en «sund» personlighed og en «rigtig» kønsidentitet.

Den psykoanalytiske tradition fra Freud har defineret seksualiteten som et biologisk behov eller en drift. En drift der kræver tilfredsstillelse - en spænding i kroppen som kræver udløsning. Men sammenligner vi seksualiteten med andre biologiske behov - f.eks. sult eller tørst - finder vi flere forskelle. For det første har seksualiteten ikke noget entydigt objekt, som giver tilfredsstillelse - som mad eller væske. Vi ved også - bl.a. fra Freud - at seksualiteten kan fortrænges. Dvs. ophøre med at eksistere som et bevidst behov. Freud hævdede, at den fortrængte seksualitet kom frem i ubevidste forestillinger og symboler. En anden psykoanalytiker, Wilhelm Reich slog fast, at seksualiteten kunne kapsle sig ind i muskelspændinger og danne et kropsligt «karakterpanser».

Seksualiteten kan således forvrænges - dvs. fremtræde i former, som vi ikke genkender som seksualitet. Vi kan ane den i et aggressionsudbrud eller i et angstanfald. Men det er sjældent helt sikkert og entydig, at det er seksualiteten vi møder. Det er åbent for tolkning. Heller ikke på det fysiologiske niveau kan vi måle seksualiteten som en særegen energiform eller spænding.

I denne forstand er seksualiteten noget «mystisk». Vi kan ikke fange den i dens «rene form». Vi ved, at den stimuleres af kropslige processer - som produktionen af kønshormoner i kønsorganer og binyrer. Den stimuleres også af impulser fra omverdenen og fra egne tanker, følelser og erfaringer. Seksualiteten blander sig med verdenen omkring os, og vi møder andres seksualitet på samme måde. Den fremtræder gennem bevægelser, samtaler eller handlinger. Nogle gange er vi sikre på, at det er seksualitet vi møder. Andre gange kan vi være i tvivl.

Kulturen sætter rammerne og laver reglerne

Hvordan seksualiteten fremtræder, er i høj grad bestemt af den kultur vi lever i. Kulturen giver os visse muligheder for at udtrykke og forstå vor seksualitet. Den styrer den ind i visse former. Det sker gennem moralske påbud, gennem børneopdragelsen, gennem organiseringen af samliv osv.

Men hvis et samfund har bestemte definitioner af, hvad der er seksuelt tilladt, betyder det ikke, at kun de tilladte former eksisterer. Det er vanskeligt at forestille sig et så finmasket kontrolsystem, at det skulle kunne udradere uønskede seksuelle udtryk fuldstændig. Men ved at visse former for seksualitet bliver forbudt, benægtet eller hånet, vil dette præge både det seksuelle og sociale liv hos dem der rammes. De vil benægte - fortrænge - deres egen seksualitet, leve den ud i det skjulte eller leve den ud i direkte opposition til den herskende kultur. I vort samfund gælder det f.eks. børn, unge og homoseksuelle. I en vis udstrækning gælder det også voksne heteroseksuelle - og da specielt kvinder - der ikke ønsker at blive tvunget ind i den eneste institution, som er kulturelt accepteret som rammen for et seksualliv - nemlig ægteskabet.

Kulturen rumme ikke kun regler om, hvilken seksualitet der er ønsket eller uønsket, eller regler for hvilke rammer der er godkendte for et seksualliv. Den definerer også i vid udstrækning hvad der er seksualitet og hvad der ikke er det. Et samleje bliver opfattet som Det Seksuelle i vor kultur, og seksuelle følelser er de følelser som rummer ønsket om samleje. På denne måde får dansen kun tilknytning til seksualitet, når den giver seksuel ophidselse og man ønsker at gå i seng med partneren. Amning og kærtegn af børn må ikke have noget seksuelt ved sig i vor kultur. Hvis man i disse situationer har seksuelle følelser, er de iflg. kulturen perverse.

Gennem denne faste sammenkobling af seksuelle følelser og ønsket om samleje - og når denne sammenkobling bliver et reaktionsmønster hos hver enkelt - får seksualiteten i mange situationer et dramatisk skær. Vi må beskytte os mod en række følelser - de dramatiseres og bliver vanskelige at nuancere. Løsningen bliver ofte, at man omfortolker eller fortrænger det seksuelle aspekt fra en række hverdagssituationer og sociale sammenhænge.

Hvis vi kalder de følelser vi kan have i samværet med børn, dyr, naboen eller forældre for seksuelle, får de en «forkert betydning». For den kulturelt definerede Mening med seksualiteten er samleje. Meningen er målrettet. Kropslig glæde bliver noget mistænkeligt - vi holder varmen tilbage. En snæver definition af seksualitet som ønsket om samleje, indebærer en afseksualisering af hverdagen. Men den medfører også, at det definerede seksualliv bliver målrettet.

Baggrunden for styringen og målretningen af seksualiteten finder vi i den religiøse puritanisme og den patriarkalske samfundsorganisering. Den religiøse puritanisme ser kun én grund til at godkende seksualiteten: Den giver mulighed for forplantning. Seksualliv i andre sammenhænge er verdslig nydelse, som vender blikket bort fra gud. Der har også eksisteret kætterske ikke-puritanske religioner med den modsatte opfattelse: Du kan møde gud gennem seksualiteten.

Seksualitet i patriarkalske samfund

Patriarkalske samfund har først og fremmest haft interesse i at kontrollere kvinders seksualitet. Mænd har villet sikre, at kvinderne blev på deres plads - og var rede til samleje når mændene ønskede det. En selvstændig kvindelig seksualitet ville true herre-slaveforholdet. Den mest bestialske måde at stoppe kvinders seksualitet på har været traditionen med at skære clitoris (clitoridectomi) af, og at sy dele af vagina sammen. Dette praktiseres fortsat i en række afrikanske samfund, selv om det officielt er forbudt de fleste steder. En parallel til dette finder vi i den europæiske historie i brugen af kyskhedsbælter. Ægtemanden «låste» kvindens vagina, og tog nøglen med sig når han skulle i krig. Hans ejendom måtte ikke røres af andre mænd.

Århundreders kvindeundertrykkelse, patriarkalsk samfundsorganisering og ideologi har skabt en særpræget seksuel undertrykkelse af kvinder. Den har også medført, at både kontrollen med og indlæringen af et seksuelt mønster er blevet forskellig for kvinder og mænd. Men selv om det er blevet en klar tradition at drage en væsentlig skelnen mellem mandlig og kvindelig seksualitet, er selve indholdet af denne tradition gennemgået store forandringer. For eksempel har opfattelsen af styrken af kvinders seksualitet varieret stærkt fra samfund til samfund - også gennem den europæiske historie.

I middelalderen og renæssancen blev den bedømt som urovækkende stærk. Kvinder var umættelige og drog hjælpeløse mænd ind i deres net. I skriftet «Malleus Maleficarum» («Heksehammeren», 1486), som blev retningsgivende for heksejagten i Europa og blev støttet af paven, hed det at «al heksekraft kommer fra kønslig lyst og den er umulig at tilfredsstille hos kvinder».

Dette står i stærk modstrid til Victoriatidens opfattelse, hvor forholdet var vendt om: Nu var det manden der havde en ustyrlig seksualitet, og prostitution og bordeller var en nødvendighed for at samfundet kunne bestå. Ideologien benægtede kvinders - i hvert fald borgerlige kvinders - seksualitet.

Filosoffen David Hume (1711-1776) repræsenterer en overgangsideologi: Han hævdede, at seksualangst bør indprentes i kvinden sådan at hun holder sig til familien, og manden kan være sikker på, at han er far til de børn hun føder. Men Humes udgangspunkt var, at kvinder har en stærkere seksualdrift end mænd, og at den måtte knækkes for at den borgerlige familie skulle bestå.

Seksualitet og køn

Seksualiteten indgår i en forskellig eksistentiel sammenhæng for kvinder og mænd. Den griber ind i større dele af kvinders end mænds liv ved at de fleste kvinders liv i så høj grad er organiseret omkring rollen som mor og elskerinde. Disse roller har en helt anden betydning for kvinder end rollerne som far og elsker har det for mænd. Dette gælder især hvor kvinden er helt økonomisk afhængig af manden. Denne afhængighed har traditionelt givet hende pligt til at tjene manden seksuelt. Samlejet har været en genydelse for hans pengebidrag til familieøkonomien. Dette forhold har været mere eller mindre åbent. Kvinders rolle som seksuel tjener for manden i ægteskabet var tidligere en selvfølgelighed, mens den i vore dage enten benægtes og tilsløres eller modarbejdes af kvinderne selv.

Manglende eller dårlig prævention har skabt en reel graviditetsangst hos kvinder. Den har for kvinderne været til stede under samlejet - muligheden for fødsel eller nødvendigheden af abort har ikke let kunnet fortrænges. Historisk set har graviditeter, stadige fødsler og ansvaret for børnene været en altoverskyggende del af kvinders hverdag. Kvinders biologiske mulighed for at føde børn er blevet kvinders sociale skæbne. Denne skæbne er det nu muligt at bryde gennem udviklingen af præventionsmidler, men de er fortsat langt fra sikre og ufarlige, og de er endnu ikke tilgængelige for alle kvinder.

Det herskende kønsrollemønster kræver seksuelt aktive mænd og passive kvinder, selv om dette så småt brydes noget op. For at holde kvinder på plads - i familien - er seksualiteten for kvinder blevet knyttet sammen med skam og angst. Mænd skulle ikke i samme grad være bange for deres seksualitet - den er ikke blevet så stærkt kontrolleret. Samtidig har kvinden fået rollen som seksualobjekt - en ting for mænd. Det betød, at kvinder ikke tidligere kunne tage seksuelle initiativer overfor en mand - uden at bryde med det etablerede mønster - eller at hun kun kunne tage initiativ på en tvetydig og indirekte måde ved at «gøre sig tiltrækkende» og spille sin passive rolle. Dette indebærer, at kvinders seksualitet i vid udstrækning blev holdt nede og ikke får mulighed for at tage et selvstændig udtryk. Kvindens krop er blevet en bærer af seksuelle signaler - gennem bevægelser, klæder, sminke osv. - men den udtrykker ikke hendes egen seksualitet. Den er facade.

Kvinders rolle som seksualobjekt gør hende til en genstand, som skal erobres. Denne erobring er reguleret gennem sociale spil, men magten er indbygget i selve spillet (se Kvindelighed). Kvinderne bestemmer ikke selv reglerne. «Har du sagt A, må du også sige B.» Inviterer du en mand ind på en kop kaffe eller en drink, har du inviteret han i seng. Får han bare kaffen eller drinken, har han ret til at føle sig forurettet. Eller: Bliver en mand seksuelt ophidset, har han krav på seksuel tilfredsstillelse. Således fungerer myterne. «Nej» betyder i en kvindens mund «ja». Jfr. sangen: «Din mund siger nej, nej, men dine øjne siger ja.» Det er en etableret «sandhed», at en kvinde gør modstand, selv om hun har lyst, og mandens opgave er derfor at presse. Erobringsspillet åbner ikke for klar tale fra kvindens side - hverken for et ja eller et nej. Så længe dette mønster lever, er magten indbygget i det, og volden er ikke fjern.

Kvindens ret til et seksualliv på egne præmisser - ud fra egne følelser - er ingen selvsagt ret. Den såkaldte «seksuelle revolution» der er foregået i de vestlige lande siden 1960'erne har kun brudt med dele af de gamle kvindeundertrykkende traditioner - først og fremmest seksualpuritanismen - men ikke med det patriarkalske mønster. Seksualiteten er ikke længere blot forbeholdt ægtesengen, og selv officiel seksualmoral anerkender nu andre mål for den end børneavl. Seksualiteten kan også nydes. Men den skal fortrinsvis nydes i samlejet. Seksualitetens målrettethed er ikke brudt.

Den specielle undertrykkelse af kvindelig seksualitet og mønstret med manden som seksuelt subjekt og kvinden som objekt, har ført til forskellige seksualstrukturer hos mænd og kvinder. Den målrettede seksualitet er således først og fremmest mænds form - den forudsætter et subjekt. Kvinders objektrolle har frataget kvinder muligheden for seksuelt initiativ, til at bestemme præmisser for seksuallivet. Men samtidig har de kulturelle traditioner ført til, at kvinder har haft andre muligheder for at udtrykke sig seksuelt på - som kærtegn og berøring.

I den udstrækning mænd fastholder deres absolutte subjektrolle, udvikler de en indsnævret genital seksualitet. En seksualitet der er begrænset til kønsorganerne. Det drejer sig om at præstere et samleje, ikke om at åbne kroppen for en anden person. Mænd med denne type af seksualstruktur vil sjældent kunne dvæle ved den kropslige glæde som berøring, kæling og kys indbyder til. Disse kærtegn tolkes blot som en begyndelse - noget der kræver et samleje som afslutning. De entydiggør en seksuel atmosfære i genital retning.

For kvinder er genitaliteten derimod i vid udstrækning hæmmet. Den kommer i konflikt med en absolut objektrolle, ved at den er en relativt pågående seksualitet, som kræver sin orgastiske udløsning. På denne måde er kvinders seksuelle potentiale blevet holdt nede. For eksempel er muligheden for flerdobbelte orgasmer ikke blevet oplevet af de fleste kvinder. Frigiditet - kroppens manglende evne til at få orgasme - er i stedet blevet et reelt problem.

Når seksualiteten får varekarakter

Den mandlige seksualitet, som er formet omkring en absolut subjektrolle, indebærer en tingsliggørelse af orgasmen. Den fører også til en understregning af seksualiteten som et rent biologisk behov, som stort set kan tilfredsstilles sammen med «hvem som helst» og «hvor som helst». Kravene til person og situation bliver underordnet. Seksualiteten får varekarakter. Den bliver selvcentreret, og den anden bliver tilfældig og dermed underordnet: Man kan let træde på hende, da mødet med hendes selvstændige seksualitet ikke er det, man(den) er ude efter. Tager man hensyn til den, er det gerne af ren overfladisk høflighed. Der kræves ikke meget af et forhold. Kroppen kræver ikke andet end orgasme; Det er orgasmen, kroppen har lyst til.

Udviklingen af denne type seksualstruktur indebærer en indskrænkning af menneskelig eksistens: Seksualiteten er ikke længere en speciel måde at stifte bekendtskab med noget udenfor en selv på. Den anden bliver ligegyldig, og man behøver heller ikke for egen seksualitets skyld at udvikle andre kommunikationskanaler med hende. Følelser er ikke nødvendige betingelser for at «få det seksuelle» opfyldt. Så længe det går ... Og når man så teknisk får potensproblemer, er det en katastrofe, for da bliver hele seksuallivet ødelagt. (Se Impotens.)

Denne reducerede form for seksualitet åbner ikke for den rige kropslige verden som er fælles, og hvor man kan stifte bekendtskab med hinanden og hinandens seksualitet, gennem et udviklet kropssprog som begge kender. Kropssproget bliver reduceret til seksualteknik: Målet er størst mulig effektiv tilfredsstillelse af et biologisk behov og størst mulig lystfølelse. Kærtegn bliver manipulation. Seksualiteten er ikke et kropsligt bånd mellem mennesker, og den bliver skræddersyet til pornokapitalistisk udnyttelse (se Pornografi).

Denne let karikerede form for mandlig seksualitet er stærkt præstationspræget. Præstationen består i at være en Potent Mand. De fleste kvinder vil kunne erkende, at de ikke kan få orgasme i en hvilken som helst situation. At specielle forhold må være til stede, hvis de skal kunne det. Manglen på orgasme er - endnu - ikke Det Store Nederlag for kvinder, som det er det for mange mænd. Det ville være et skridt i retning af en friere mandlig seksualitet, hvis mænd kunne erkende det på samme måde. Det ville indebære en mindre selvtilstrækkelig seksualitet.

Den seksuelle undertrykkelse af kvinder har en lang historie, som er nøje knyttet til hele kvindeundertrykkelsens historie. Den eksisterer også i vore dage - til trods for en tilsyneladende friere seksualitet blandt kvinder. I en vis udstrækning er undertrykkelsen mere tilsløret og maskeret.

Kampen mod den seksuelle undertrykkelse må antage mange former. Den kan udmattes ved at blive ensidig individualistisk, og den kan blive overfladisk ved at koncentrere sig udelukkende om pornoindustri og reklamebilleder. Den er frugtbar, når den undervejs reducerer selvundertrykkelsen, og giver os nye positioner at slås fra.

B.B.