Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 43.920
: :
Solidaritet

Solidaritet (af fransk solidarité: samhørighed, sammenhold), bruges både i en mere politisk og en mere teoretisk sammenhæng.

1. I politisk sammenhæng tales der om solidaritet, når bestemte mennesker, faggrupper osv. gør fælles sag, står last og brast med andre mennesker, faggrupper osv. som befinder sig i en vanskelig eller truet stilling. Nogle eksempler:

Hvis nogen afstår fra at drikke alkoholholdige drikke i et selskab hvor der befinder sig gæster med alkoholproblemer - af hensyn til disse - viser de som afstår solidaritet med alkoholikerne.

Hvis en nation afbryder en i og for sig gunstig handelsforbindelse med et andet land, fordi dette antages at gavne dette lands underkuede og undertrykte folk og svække magthaverne, er handelsboykotten en solidaritetshandling.

Hvis idrætsfolk som med stor sandsynlighed ville vinde et fornemt mesterskab afstår fra at deltage, fordi andre er blevet nægtet deltagelse på grund af hudfarve, udvises der ligeledes solidaritet.

Før solidariteten: Bitter social uret og knyttede næver, men afmagt. Tegning af George Grosz fra 1922.

Hvis en faggruppe blokerer visse stillinger, opgaver o.l. gennem strejke eller på anden måde, viser udenforstående solidaritet dersom de afstår fra at bemande stillingerne, påtage sig opgaverne osv., trods det at de har mulighed for det.

Mønstret som her går igen er, at den som viser solidaritet, giver afkald på kortsigtede fordele på andres bekostning, ved at erkende at han/hun på længere sigt og i en større sammenhæng i grunden er i samme situation som dem - «det kunne være mig». Solidariteten er her udtryk for en identificering med andre, som ikke udspringer af situationens umiddelbare krav, men ud fra moralske hensyn. Man er solidarisk, men kunne også have været usolidarisk.

Ethvert menneske tilhører på forskellig vis flere sociale grupper, og disse stiller ofte modstridende krav. Enhver stilles derfor overfor solidaritetskonflikter - at være solidarisk med én gruppe kan indebære at svigte en anden. Sådanne konflikter kan også føre til åbne brud, hvor man offentligt afsolidariserer sig med dem, man tidligere var solidarisk med. I den politiske kamp sker der normalt en polarisering: Stærk solidaritet indadtil i gruppen og klar afstandtagen overfor modstandergrupperne.

2. I en teoretisk sammenhæng står solidaritetsbegrebet i modsætning til individualisme og solipsisme. Disse to begreber udtrykker, at begrebet om et enkelt menneske ikke nødvendigvis forudsætter begrebet om andre mennesker. Dvs. de udtrykker den opfattelse, at et menneske kan tænkes at være alene i verden. J.-J. Rousseaus (1712-78) gode vildmand som strejfer omkring i urskoven, og D. Defoes (1660-1731) Robinson Crusoe som lever over tyve år alene på sin ø, er litterære skikkelser som anskueliggør denne opfattelse. Samfundet tænkes i forlængelse af dette som en samling enkeltmennesker, som i og for sig kunne klare sig alene. Retfærdiggørelsen - legitimeringen - af et samfund går her derfor ud på at vise, at samfundslivet er fordelagtigt, en nyttig foranstaltning.

Solidaritetsbegrebet fremhæver derimod, hvordan ethvert menneske væsensmæssig er forbundet til andre mennesker, hvordan mennesket er et «socialt væsen». Hovedargumenterne for denne opfattelse er følgende:

Et menneske er selv et socialt produkt. Forud for selvfølelsen eller selvoplevelsen går oplevelsen af andre mennesker. Det er ved at lege og spejle andre menneskers handlinger, at selvet tager form. (G. H. Meads (1864-1931) argument.)

Menneskesamfundet er oprindelig en ensartet helhed: Enhver er ét med de øvrige, på en udifferentieret måde. Efterhånden dukker de første mennesker op, som er og føler, at de er særlige individer. Dette er samfundets ledere, de første produkter af en individualiseringsproces. (Emile Durkheims (1858-1917) argument.)

Ethvert menneskes handlinger viser altid hen til andre mennesker, ved at gøre krav på at være forståelig, for forståelse er noget alment - intersubjektivt. Skal min egen adfærd være forståelig for mig selv, forudsætter jeg - oftest stilltiende - at også andre forstår den. Dette kan også udtrykkes således, at min adfærd fremtræder gennem en række sprog: Tale, mimik, kropsbevægelser, og at sprog er kollektive foreteelser.

Endelig har vi det argument at menneskene går til grunde, dersom de udsættes for stærk og langvarig isolation. Solidaritet er en livsbetingelse for mennesket.

Dette solidaritetsbegreb udelukker ikke, at der kan findes dybtgående samfundsmodsætninger. Fællesskabet kan i grænsetilfældet slet og ret bestå i, at de stridende parter opfatter deres situation som bestemt af forholdet til modstanderen. Solidariteten er her modsætningernes enhed.

Mere generelt er solidaritet fuldt forenelig med forskellighed, fordi det samme kan udtrykkes på mange måder - jfr. begrebet om organisk solidaritet hos Durkheim.

D.Ø.

Litteratur

N. J. Rud: Jeg er ingen proletar, Oslo 1974.
E. Durkheim: De la division du travail social, 1893 (engelsk udgave: The division of labor, New York 1965).
E. Durkheim: Selvmordet, Oslo 1978.