 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Det første blad med navnet Solidaritet blev startet i 1911 og havde undertitlen: Organ for den frisindede fagbevægelse. Bladets udgiver var den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS) og redaktør var Chr. Christensen. Christensen var den absolut drivende person i FS, og var redaktør af Solidaritet i hele dets levetid, bortset fra de perioder, han sad i fængsel for sin politiske virksomhed.
Syndikalisterne forkastede den parlamentariske kamp og det fagretslige system. De troede på den direkte aktion, «den pludselige strejke, obstruktion, solidarisk boykot og sabotage som arbejderklassens vigtigste våben. «Intet over og intet ved siden af arbejdernes økonomiske interesser er vort bærende princip».
Bladet var fyldt med voldsomme udfald mod pamperne i Socialdemokratiet og i Fagbevægelsen, men der var også længere teoretiske artikler om syndikalismen og den øvrige venstrebevægelse. Bladet var positiv overfor den russiske revolution, men allerede i 1918 sås de første kritiske artikler. Man kritiserede de autoritære tendenser hos bolsjevikkerne.
Under krigsårene, 1914-1918, havde FS betydelig fremgang, og Solidaritet nåede et oplag på 15.000 i 1918 og gav endda overskud i nogle måneder. Et særsyn for et revolutionært blad.
I slutningen af 1918 blev Solidaritet til et dagblad, men man udsendte dog stadig en uge-udgave af hensyn til de der ikke ville købe et dagblad.
1918 I fængsel
Magthaverne og den socialdemokratiske-radikale regering søgte at knække den voksende venstrefløj. I februar 1918 blev Chr. Christensen og flere andre arresteret. Årsagen var stormen på Børsen, hvor en gruppe arbejdsløse smed spekulanterne ud og smækkede et skilt på døren med besked om at spillebulen var lukket.
Chr. Christensen blev løsladt i marts, men arresteret igen i august sammen med FS's formand, Lauritz Hansen og bladets ekspeditør, Niels Johnsen. Efter 4 måneders varetægt faldt dommen. 18 måneders forbedringshus til Chr. Christensen, Lauritz Hansen 12 og Niels Johnsen 8 mdr. I 1920 kom Chr. Christensen ud igen. Det stod da sløjt til med bladet. En sammenlægning med DKP's blad, Arbejderen, blev besluttet og gennemført i 1921. Bladsamarbejdet skulle også ses som et led i en sammenlægning af DKP og FS i én organisation. Det nye blad fik navnet Arbejderbladet, senere Land og Folk.
Chr. Christensen hævdede senere, at samarbejdet havde økonomiske årsager. Han ville have del i støtten fra Sovjetunionen og så «kvæle kommunisterne i et kærligt favntag. I stedet blev det dem, som kvalte mig» Skuffet og syg opgav han for lang tid sin politiske virksomhed og drog i «eksil» på et husmandssted ved Viborg i godt 11 år.
1925 Revolutionært Arbejderforbund
Ikke alle syndikalister fulgte med over i DKP. Ca en tredjedel blev tilbage og i 1925 forsøgte de sig med et månedsblad. Navnet var igen Solidaritet og hovedet var identisk med det gamle blads. Undertitlen var Organ for den syndikalistiske Arbejderbevægelse i Danmark. Udgiver Revolutionært Arbejderforbund.
Programartiklen var ret klar:
«Det Brag, der lød over Verden, da det russiske Czardømme styrtede i Grus, overdøvede blandt andet også den del af den syndikalistiske Bevægelses Talsmænd herhjemme, der ikke lod sig blænde af Glansen af Guldstrømmen fra Moskva.
På en gylden Strøm sejlede også vor Bevægelses Organ bort, men efter som Tiden er Gået og Tågen langsomt letter over det russiske «Paradis», og efter at det har vist sig at Guldrublerne kun blev til gavn for nogle få, skifter Billedet igen».
Bladet førte den gamle syndikalistiske politik videre. Nu suppleret med kritik af forholdene i Sovjet og latterliggørelse af det stedlige kommunistparti. Men opbakningen var ikke stor nok. I nr.4 blev de gamle FS'ere opfordret til at tilslutte sig. Men allerede i 1925 med nummer 6 blev det meddelt, at bladet må ophøre. Hermed var den syndikalistiske bevægelse stort set færdig i Danmark. Chr. Christensen m.fl. forsøgte at vække den til live igen i midten af trediverne, men forgæves.
1931 Arbejdsløse og RFO
Det næste Solidaritet havde i starten Aksel Larsen - senere formand for DKP - som redaktør. Bladet blev først udgivet af Fællesudvalget for de Arbejdsløse i København, senere af Den Revolutionære Fagopposition, RFO. RFO var «dækorganisation» for DKP.
Dette Solidaritet udkom med 8 numre i 1931-1932. Det var i Kominterns og DKP's ultravenstre periode. Bladet har artikler som «Socialfascismen i praksis», «Den røde enhedsfront er vort svar» og «Sømændenes Forbund har på RFO’s initiativ vedtaget udmeldelse af den socialfascistiske Forrædderi-intenationale ITF». Socialdemokraterne var en hovedfjende, selv om der samtidig agiteredes for en enhedsfront af menige socialdemokrater, DKP'ere og andre. Hovedindholdet er artikler om faglig kamp, arbejdsløshed og utrolig mange resolutioner og paroler.
1936 Flygtninge
Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek har 2 numre af Solidaritet - tidsskrift for antifascistisk hjælpearbejde, udgivet i 1936. Udgiver er Røde Hjælp, som var DKP's hjælpeorganisation for politiske flygtninge. Bladet udkom i 1935-1936. Det skriver om politiets brutale optræden overfor flygtninge og om udvisningstrusler. Der er beskrivelse af konkrete sager i Danmark og i Tyskland. Af bladet fremgår, at Socialdemokratiet ønskede de kommunistiske flygtninge sendt videre til Sovjetunionen.
1959 DKP'ere og søfolk
DKP har også brugt navnet til sine lokalblade. Hvor meget er uvist, men i hvert fald DKP-Nørrebro i 1959 og DKP-Korsør i 1973 - 74 har udsendt lokale Soli'er.
Søfolkenes Socialistiske Forum udsendte i 1967-1968 deres Solidaritet. Redaktører var blandt andre Tommy Dinesen og Poul Simonsen. Linjen var SF's. Der blev opponeret mod de udemokratiske forhold og den socialdemokratiske dominans i forbundet, og bladet støttede Preben Møller Hansens kandidatur til formand.
Efter SF's splittelse og VS' dannelse i december 1967 fortsatte bladet med både VS'ere og SF'ere i redaktionen.
1969 Venstresocialisternes Solidaritet
Der gik to år efter dannelsen af VS, før Solidaritet så dagens lys i 1969, udgivet af «unge arbejdere og studenter». Fra nr 9 med tilføjelsen «der føler sig knyttet til partiet Venstresocialisterne. Partiet kontrollerer ikke bladet».
Formatet er 4 A4-sider og indholdet er fagligt, Vietnam, Sorte pantere, Verdensbanken, imperialismen, pamperne, vilde strejker, fællesmarkedet mv.
Fra februar 1973 udgives det i samarbejde med Venstresocialisterne og først fra nr. 60 «af Venstresocialisterne». Bladet var beregnet til at dele ud foran arbejdspladser, på arbejdspladser, udddannelsessteder, boligkvarterer mv.
Det voksede efterhånden i format, og fik følge af en hel skov af lokale Solidaritet'er og branche-Solidariteter. Mellem 1974 og 1987 udkom der lokale udgaver i 36 byer og bydele og brancheblade som Grafisk, HK Lærlinge og Ungarbejdere, Metalarbejdere og uddannelsesområdet og Indvandrer-Solidaritet. Nogle af disse udkom kun med få numre, andre regelmæssigt gennem ti år, som f.eks. VS-Kysten med Stig Hegn som redaktør. Det bør måske nævnes, at redaktøren af Solidaritet-Viborg i 1978 blev idømt 14 dages hæfte for at kalde en bolighaj for en bolighaj.
1979 Salgsbladet
I 1975 vedtog VS en principbeslutning om at lave et egentligt salgsblad. Forud var gået lange diskussioner og forude lå uendelige stridigheder om linje, målgruppe, redaktionsprincipper mv.
I 1976 udkom 3 prøvenumre og 1. maj 1979 udkom det første nr. Bladets første redaktør, John Nielsen skrev at «Solidaritet vil være åben for debat og diskussioner». Forsidehistorien var «Milliardgave fra regering til DUC» - et område der havde stor bevågenhed fra VS. Bladet blev hurtigt et af brændpunkterne i fraktionskampene i VS. Ingen af de tre efterfølgende redaktører - Stig Nielsen, Ole Sørensen og Carsten Kyhn - havde held til trods ihærdig indsats, både at klare de store økonomiske vanskeligheder og samtidig bevare en bred opbakning i VS. De interne diskussioner og hårde kritikker sled hårdt på redaktionerne, og samtidig overvurderede man hvor meget bladet kunne sælge. F.eks. anså man et abonnementstal på 10.000 for et rimeligt mål. Hvor bladet i sine første første 4 år fremstod som et traditionelt venstrefløjsblad, blot mere omfattende stof- og emnemæssigt, blev bladet de sidste to år mere eksperimenterende. Her blev bladet lanceret som Den røde Weekendavis, i fuldt avisformat og med stor vægt på billedsiden, godt hjulpet af billedbureauet 2.maj. Men trods en øget sympati i og udenfor VS for bladet, kunne økonomien ikke hænge sammen og en enig hovedbestyrelse besluttede i 83 at lukke bladet.
I 1984 udkom ugeavisen for sidste gang. VS stod nu uden blad, da uddelingsbladet var nedlagt ved salgsbladets fødsel.
1985 Aktivistavis med succes
Kun de vildeste optimister kunne nu forestille sig, at Solidaritet skulle genopstå. Men støtteforeningen Solidaritets Venner kørte videre, og i 1985 opstod Solidaritet for en stund under Påskestrejkerne. Nu blev det trykt som pamflet og i et næsten dagligt oplag på 30.000 eks. der svarede til hvad der var kommet ud af trykmaskinen når natten var forbi, og det skulle deles ud til de aktionerende. VS' ledelse ville ikke bevilge penge til trykmaskine, og den blev derfor indkøbt privat, og var så starten på Røde Hane - venstresocialistisk trykkeri.
Efter Påskestrejkerne er det især den faglige sektor i VS der presser på for udgivelse af Solidaritet. Og på forslag fra VOP (Venstreoppositionen) vedtages en bevilling på 80.000 kr. til produktion af 10 uddelingsaviser om året. Solidaritet udvikler sig nu sig hurtigt i sidetal og oplag og overgår i september 85 til 14 dagesblad. Avisen har ikke VS' ledelses fulde støtte, og redaktionen indkaldes flere gange til skideballer, men i kraft af, at der ikke er ansættelser, og abonnementstallet stiger hurtigt, kan Solidaritet både overholde budgettet og samtidig lave et bedre og større blad. Avisens fastholder i denne periode sin aktiviststil uden lønninger, uden journalister og med en kollektiv redaktion præget af få udskiftninger. Foruden nyhedspræget stof og analyser er avisen især præget af meget debatstof. I perioden frem til 1991 er VS præget af voldsomme fraktionsstridigheder og voldsom nedgang i medlemstal. Ikke desto mindre lykkedes det Solidaritet at fortsætte abonnemnetsfremgangen, og bladet får større opbakning og betydning i VS. I juli 1988 udsættes Solidaritet for et ødelæggende hærværk (og efterfølgende udsættes også VSU og avisen Klassekampen for tilsvarende angreb), men der samles hurtigt 65.000 kr. ind til anskaffelse af nyt udstyr. Karakteristisk for indsamlingerne til avisen var da også, at indsamlingerne ikke havde til formål at dække underskud, men at øge sidetal og kvalitet.
Diskussionerne på venstrefløjen om samling og omgruppering, der endte op i stiftelsen af Enhedslisten, påvirkede også Solidaritet. I 1990 blev der foreslået en sammenlægning af Solidaritet og Klassekampen. Et initiativ der i første række løb ud i sandet, men senere blev gennemført. Nu blev også Arbejderbladet (Kommunistisk Arbejderpartis blad) inddraget. Dette førte til igangsættelsen af Den Røde Tråd, forløberen for Socialisten. Ved lukningen af Solidaritet til fordel for Den Røde Tråd havde Solidaritet et oplag på 3.000 og ca. 1600 abonnenter.
1995 Solidaritet som tidsskrift
Men hverken Den Røde Tråd eller efterfølgeren Socialisten opfyldte VS' politiske behov. Dels forsvandt VS fuldstændigt som politisk kraft. Dels savnede man, især efter det teoretiske tidsskrift Giraffens lukning, et forum hvor de mere teoretiske debatter kunne udfolde sig. Derfor besluttede VS i 1995, at udgive Solidaritet som teoretisk tidsskrift. Hvor det kneb med at gøre Solidaritet til et vindue for VS, lykkedes det til gengæld at komme med grundige klasse- og kapitalismeanalyser. Og endnu engang lykkes det ved frivilligt arbejde - og ved eget tryk - langsomt at øge oplag og abonnementskreds, omend på et beskedent niveau; nemlig til i 1999 at have 300 abonnenter og 600 i oplag.
Samtidig begyndte Solidaritet at udgive bøger og hæfter for ikke at tale om, at Solidaritet står som udgiver af dette leksikon.
I år 2000 udvidedes redaktionen kraftigt og består i dag halvt af medlemmer af VS, halvt af folk udefra.