Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Undervisningsminister
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 16/9 2004
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 32.103
: :
Bang, Nina
Nina Bang

Bang (1866-1928) født Ellinger. Dansk socialdemokrat og historieforsker. Magister i historie i 1894. Gift 1895 med studiekammeraten Gustav Bang, en af Socialdemokratiets førende teoretikere. Fra 1898 medarbejder ved Social-Demokraten, 1903-28 medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1913-1917. Medlem af Landstinget 1915-1928. Undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering i Danmark 1924-26.

Nina Bangs far var professionel soldat, og hjemmet strengt konservativt. Gennem studiekammeraten Gustav Bang fik hun kendskab til Marx og Kautsky, og allerede før de blev gift, udgav de sammen en danmarkshistorie for skolebørn på et historisk-materialistisk grundlag. De meldte sig begge ind i socialdemokratiet og tilbød efterfølgende avisen «Socialdemokraten» deres arbejdskraft. Bang var fra 1898 en flittig bidragsyder til avisen. De første år skrev hun kortere indlæg om arbejdernes og særligt arbejderkvindernes vilkår under kapitalismen. Senere koncentrerede hun sig om det udenrigs- og handelspolitiske stof.

Også som medlem af Københavns Borgerrepræsentation viste Bang sig som en varm forkæmper for arbejderklassen. Hun gjorde en ihærdig indsats for at få ændret det kommunale skattesystem, for at hindre at de rige slap for at betale skat på de fattiges bekostning. Samtidig arbejdede hun for at få ændret kommunens boligpolitik for at afhjælpe bolignøden i arbejderklassen.

I 1915 fik kvinderne i Danmark almindelig stemmeret, og i 1918 blev Nina Bang indvalgt i Landstinget, hvor hun sad frem til sin død. Hun blev øjeblikkeligt medlem af finansudvalget og blev socialdemokraternes ordfører i sager vedr. bankvæsen, aktieselskaber o.l. Højdepunktet i hendes politiske karriere indtraf i 1924, da hun blev undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering i Danmark. Hun blev dermed den første kvindelige minister udenfor Sovjet. Hun var en energisk administrator og blev i den forbindelse skarpt angrebet i den borgerlige presse, ofte på en meget ondsindet måde. Som minister forsøgte hun at få demokratiseret skolen og ændret læreruddannelsen. Hun tog skridt til at ændre kristendomsundervisningen til religion og afskaffe gejstlighedens tilsynsret. Hun tog ligeledes initiativ til en ændring læreruddannelsen, der skulle ruste lærerne til at undervise i sprog og samfundsbetonede fag. Den socialdemokratiske mindretalsregering led imidlertid her som i en række tilfælde nederlag på grund af modstand fra det borgerligt dominerede landsting. Derimod markerede hun sig som en handlekraftig kvinde på områder, der kunne gennemføres ad administrativ vej: Hun udstedte cirkulære til seminarierne, der indskærpede, at seminaristerne skulle undervises i seksualhygiejne, hun udpegede ateisten og reformpædagogen Vilhelm Rasmussen til forstander for Danmarks Lærerhøjskole og nyorganiserede ledelsen af Det Kgl. Teater.

Samtidig med sit politiske fortsatte Nina Bang sit arbejde som historiker og formidler af marxismen. I overensstemmelse med sin materialistiske historieopfattelse kastede hun sig over redigering og udgivelse af Øresundsregnskaberne, så der kunne kastes lys over Englands, Hollands og Østersømagternes handelshistorie. Hun udgav selv de to første bind i en skriftrække på 7. Som formidler af marxismen oversatte hun bl.a. Karl Marx: Lønarbejde og kapital, 1900; medvirkede ved historiefremstillinger af marxistisk observans og skrev selv biografien Karl Marx, 1918.

Nina Bang engagerede sig i arbejderkvindernes forhold. Hun fandt, at arbejderkvinderne både som hustruer og som mødre måtte deltage i skabelsen af det nye samfund. I dette arbejde opfordrede Nina Bang de kvindelige arbejdere til at organisere sig og kæmpe for faglige rettigheder. Hun skrev herom og holdt foredrag på faglige kongresser. For hende var forudsætningen for et lykkeligt samliv, at kvinder havde et erhverv, så de kunne blev økonomisk uafhængige. Det var gennem arbejderkvindernes øgede klassebevidsthed og gennem deres økonomiske uafhængighed, at der ifølge Bang åbnede sig nye muligheder for arbejderkvinderne, men hun betonede samtidig – i modsætning til en række ledende socialdemokratiske fagforeningskvinder – at der burde indføres et forbud mod natarbejde for specielt kvinder og gunstig barselsorlov. I pagt med tidens udviklings- og fremskridtsoptimisme fandt hun, at ligestillingen mellem mad og kvinde ville blive begunstiget af dels kvinders stigende og nærmest uundgåelige inddragelse i arbejdslivet, dels udnyttelse af nye teknologiske opfindelser gennem oprettelse af elevatorer til fælles goder, fællesvaskerier, fælleskøkkener og offentlige tilbud i form af børneinstitutioner. Nina Bangs tankegang lå således fjernt fra en feministisk forståelse af kvinders situation, men tæt på partiets knæsatte opfattelse af kvindespørgsmål: Den politiske og faglige kamp ville løse kvindespørgsmålet, en særlig kvinderorganisering var derfor overflødig og indebar risiko for at afspore arbejderklassens samlede kamp.

Nina Bang har ikke efterladt noget selvstændigt bidrag til den socialistiske teori, men hun var god til at popularisere sine historisk-materialistiske analyser og til at vise sammenhængene i det kapitalistiske samfund ved hjælp af konkrete, hverdagseksempler. Som taler, skribent og aktiv politiker arbejdede hun det meste af sit liv for socialismen. Ved hendes død hyldede det tyske «Vorwärts» hende med ordene: «Endelig et mandfolk!»

S.K.

Litteratur

Gerd Callesen: Nina Bang, 1866-1928, i: Arbejderhistorie nr. 37, okt. 1991 s. 2-13
Gerd Callesen: De økonomiske modsætninger bag virvaret. Historiens nødvendighed for aktuel journalistik - om Nina Bang, i: Marianne Alenius et al (red.): Clios døtre gennem hundrede år. I anledning af Anna Huedes disputats 1893, København 1994 s. 165-181
Karsten Faurholt: Nina Bang. Mennesket og politikeren, Odense 1997