Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab
    .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/7 2007
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 128.490
: :
Marxisme
Læsningen af Kapitalen blev i 1970'erne for mange en vigtig indgang til marxismen. Men denne nye universitetsmarxisme blev  kun i begrænset omfang knyttet til arbejderbevægelsen, og mange universitetsmarxister krængede kåben af, når de først fik arbejde som bureaukrater.

Marxisme er den samfundsteori, som først blev udformet af Karl Marx og senere blev videreført, revideret og modificeret af andre teoretikere. Marx' samfundsteori bliver ofte kaldt «den historiske materialisme». Med denne betegnelse hentydes til Marx' historieteoretiske og -filosofiske tekster, som især omhandler overgange fra en samfundsform til en anden - eksempelvis overgangen fra feudalisme til kapitalisme og mulige overgange fra det kapitalistiske klassesamfund til et klasseløst samfund, som kun er beskrevet som utopien kommunismen. Disse historieteoretiske tekster er især «Pariser manuskripterne», «Den tyske Ideologi» og «Filosofiens elendighed.»

Men set med eftertidens briller ligger tyngdepunktet i Marx' samfundsteori utvivlsomt i hans politisk-økonomiske tekster: «Zur kritik der Politischen Ökonomie», «Resultater af den umiddelbare produktionsproces», «Kapitalen», «Grundrids til kritikken af den politiske økonomi» og «Teorier om merværdien». I disse tekster er der en mindre almen eller modelagtig opfattelse af social forandring og mindre revolutionsautomatik, end hvad den historiske materialisme lægger for dagen.

Marxismen som kritisk samfundsteori må - især i henhold til de politisk-økonomiske tekster - placeres i spændingen imellem på den ene side analyser af de objektive udviklingstendenser i den materielle produktions historie (materielle tendenslove) og på den anden side analyser af samfundsomformninger gennem menneskers subjektive vilje og bevidsthed (ofte kaldet klassekamp). Dette systematiske spændingsforhold mellem objektive materielle tendenslove og subjektive bevægelsers formning af historien er åbent hos Marx, men er blevet et centralt stridspunkt i marxismens historie.

Engels' bearbejdning og videreudvikling af Marx.

I det første tiår efter Marx' død i 1883 bliver det Engels, som sætter sit afgørende præg på tolkningen af Marx' hovedværker. Mange af dem bliver først endeligt udgivet efter Engels' redigering af ufærdige manuskripter fra Marx' hånd. Det er således Engels, der leverer de første elementer til en international marxisme, som Kautsky og Plekhanov tolker ind i et lukket filosofisk system, der i det meste af det tyvende århundrede har stået som marxismens hovedstrømning - ikke mindst videreført i den sovjettiske marxismes statsideologi.

Engels' egne toneangivende værker var «Anti-Dühring» (1878), «Socialismens udvikling fra utopi til videnskab» (1882) og «Familien, staten og privatejendommens oprindelse» (1884). Langt mere end «Kapitalen» eller andre af Marx' studier var det disse skrifter, som blev de autoriserede lærebøger i de europæiske arbejderbevægelser frem til 1917-18. I takt med tidens tendens lagde Engels stor vægt på at indarbejde den nye udviklingslære i sin filosofi. Engels' marxisme kan anskues som en syntese af Marx og Darwin. Engels formulerede selv dette i gravtalen over Marx: «Mens Darwin opdagede udviklingslovene for den organiske natur, opdagede Marx udviklingslovene for menneskets historie».

Forskydningen i forhold til Marx ses i synet på dialektikken. Mens Marx udviklede de dialektiske begreber ud fra studiet af konkret historie og samfundsliv, gav Engels dem et alment filosofisk indhold: dialektikken udtrykker almene udviklingslove, som gælder for både samfundet og naturen. Samfundets love forstås som et selvstændigt kapitel inden for naturhistorien. Medens Marx specifikt interesserede sig for historien og samfundets dynamikker, bliver disse hos Engels en del af den almene naturs dialektik. Denne videnskabeliggørelse af socialismens nødvendighed åbner for en totalitær forestilling om, at man igennem teknik og videnskab kan og bør opnå kontrol over samfundslivet .

Var marxismen ifølge Marx en teori om samfundsændring igennem arbejderklassens revolutionære aktivitet, bliver den i henhold til Engels en social udviklingslære. Historiens drivkraft er ikke længere handlende mennesker i grupper, klasser eller bevægelser, men abstrakte størrelser, som på uforståelig men lovmæssig måde afgør historiens gang.

Engels-marxismen blev første gang udkrystalliseret i et partiprogram i «Erfurt-programmet», som det tyske socialdemokratiske parti (SPD) vedtog i 1891, og som var udformet af Kautsky og Bernstein. Til forskel fra det gamle «Gotha-program» (1875), som var et kompromis mellem Lassalles socialisme og marxisme, var «Erfurt-programmet» renset for enhver form for lassallianisme til fordel for en rendyrket Engels-marxisme.

«Erfurt-programmet» var delt i to: en teoretisk, marxistisk del, skrevet af Kautsky, og en praktisk-politisk del, skrevet af Bernstein. Mellem disse to dele fandtes der ingen indre sammenhæng. I den teoretiske del blev der givet en marxistisk begrundelse for opfattelsen af den socialistiske revolution som en ubønhørlig og lovmæssig følge af kapitalismens modsætninger. I den praktiske del blev der opstillet en række reformkrav: ytrings- og forsamlingsfrihed, lige rettigheder for kvinder, fri og almen skolegang, ottetimers arbejdsdag osv. Forslag som lige så godt kunne forenes med en reformistisk som med en revolutionær socialisme.

Kautsky overtog Engels' darwinistiske samfundslære, og i tråd med denne teori ser Kautsky klassekampen som del af kampen for tilværelsen: «Efterhånden som udviklingen skrider fremad, spaltes samfundet stadig mere, og klassekampen bliver den mest fornemme, almindelige og varige form for individernes kamp for tilværelsen i det menneskelige samfund.» Marxismen er den videnskabelige afdækning af kapitalismens lovbestemte, økonomiske sammenbrud og den socialistiske revolutions uundgåelighed; marxismen er en teori om samfundets «jernlove», om den historiske og økonomiske determinisme. Den overordnede politiske opgave bliver at forberede sig på revolution - ikke at skabe den. Med Kautskys egen formulering: «Vor opgave er ikke at organisere revolutionen, men at organisere os selv med henblik på den; ikke at gøre revolution, men at gøre brug af den.»

Hvad Kautsky var for tysk marxisme, blev Plekhanov for russisk marxisme. Plekhanov oversatte Engels-marxismen til russisk. Via Plekhanov går der en lige linie fra Engels til Lenin, Bukharin og Stalin. Plekhanov blev den russiske marxismes vigtigste ideolog, trods det at han opholdt sig udenfor Rusland fra 1880 til 1917, og det at han hele sit liv forblev mensjevik. Plekhanov var ingen original teoretiker, men fremstillede marxismens doktriner i en bogstavtro og overskuelig form. Han skrev lærebøger i marxisme. Senere blev denne genre sovjet-marxismens fornemste varemærke i form af de utallige udgaver af «Marxismen-leninismens grundlag» - kommunismens officielle ideologi.

To grundlæggende revisioner af marxismen blev udformet indenfor rammerne af Engels-marxismen: den ene af Bernstein og den anden af Lenin. Udgangspunktet for Bernsteins revisionisme var splittelsen mellem revolutionær teori og reformistisk praksis hos Kautsky og indenfor SPD i det hele taget. Bernstein fremførte det synspunkt, at der burde være overensstemmelse mellem teori og praksis, og at derfor ikke bare praksis men også den politiske teori måtte være reformistisk. Lenin afviste på sin side den politiske revolutionsopfattelse, som fulgte af Plekhanovs (og Kautskys) teori. Lenin indførte «den russiske metode» (Trotskij): I det politiske liv er det aktionen der tæller.

På hver deres måde er både Bernsteins og Lenins teorier blevet bekræftet. Bernsteins analyse banede vej for den politiske linie, som bragte socialdemokratiet til regeringsmagten i en række europæiske lande. Og Lenin blev arkitekten for en revolution i et land, som ifølge Plekhanovs lære først måtte gå gennem det kapitalistiske stadie, før den socialistiske revolutionen kunne blive aktuel.

Det er et fællestræk ved Bernsteins og Lenins teorier, at ingen af deres strategier har ført til socialisme. Et andet fællestræk er, at de sætter lighedstegn mellem Engels-marxismen og marxisme i det hele taget. For Bernsteins vedkommende betyder det, at han karakteriserer marxismen som uaktuel og modbevist. Lenin accepterer derimod Engels-marxismen som socialismens grundlæggende, filosofiske verdensanskuelse - blot udfyldt med sin egen politiske revisionisme. (Se Revisionisme.)

Leninisme og venstresocialisme

Marx og Engels var efter 1848 aldrig knyttet til noget nationalt parti. Størstedelen af deres voksne liv tilbragte de i eksil i England, uden nærmere tilknytning til engelsk politik og samfundsdebat, men med en omfattende kontaktflade ifht. europæiske og nordamerikanske socialister. Gruppen af teoretikere som efterfulgte Marx og Engels - med Kautsky (1854-1938), Plekhanov (1856-1918), Mehring (1846-1919) og Labriola (1843-1904) som de mest fremtrædende - deltog (med undtagelse af Labriola) som ledende intellektuelle i deres respektive nationale partier.

Omkring 1905 trådte der en ny generation af marxister frem. Disse nye marxister kom til at virke i en fase, hvor de enkelte socialistpartier udviklede sig i fuld bredde, og de blev alle nært knyttet til disse partier - ofte på ledende organisatoriske positioner. Den stærke nationale forankring ledte alligevel ikke til provinsialisme. Tværtimod fremtræder perioden omkring 1. verdenskrig som «marxismens guldalder» (Kolakowski), med en levende international, teoretisk og politisk debat. Trods de hyppige meget skarpe meningsudvekslinger udspandt debatten sig indenfor en fælles marxistisk ramme, som først blev definitivt brudt med stalinismens dominans i midten af 1920'erne.

Den nye generation forskød marxismens tyngdepunkt østover. Omdrejningspunkter blev Wien, Berlin, Warszawa og Skt. Petersburg. Bortset fra Pannekoek (1873-1960), som kom fra Holland, var alle ledende marxister i «1905-generationen» født øst for Berlin: Lenin (1870-1923) i Simbirsk ved Volga, Trotskij (1879-1940) i Ukraine, Bukharin (1888-1938) i Moskva, Luxemburg (1871-1919) i Zamosc i Polen, Adler (1873-1937), Bauer (1881-1938) og Hilferding (1877-1941) i Wien og Renner (1870-1950) i Moravien.

Disse marxister var formet af de sociale rystelser, som skulle blive udløst i 1914, og havde den russiske revolution i 1905 som skelsættende erfaringsgrundlag. De to samlende temaer blev den imperialistiske kapitalisme og den proletariske revolution. Man kan gruppere 1905-generationen omkring fire retninger: Bolsjevikerne omkring Lenin, den tysk-polske gruppe omkring Luxemburg (hvor også Trotskij på mange måder hører hjemme), austromarxisterne omkring Bauer og de hollandske rådssocialister omkring Pannekoek. Trods de indbyrdes nuancer - i nogle tilfælde direkte modsætninger - giver disse marxismen en ny kurs i forhold til de to dominerende fløje indenfor 2. Internationale: Kautskys ortodoksi og Bernsteins revisionisme. Overfor Bernsteins reformisme forfægter de en revolutionær marxisme; overfor Kautskys økonomiske determinisme udvikler de marxismen som politisk handlingsteori.

Man kunne ikke længere bare tage Marx' økonomiske analyser for givet. Opgaven var ikke længere blot at give Marx' teori en populær og tilgængelig fremstilling. Den første store kapitalistiske krise (1873-1895) havde omformet kapitalismen fra en liberal frikonkurrence-økonomi til en monopolistisk og imperialistisk kapitalisme. Denne nye udvikling fordrede nye analyser. Desuden var «Kapitalen» for første gang gjort til genstand for kompetent videnskabelig kritik fra borgerlige nationaløkonomer (bl.a. østrigeren Böhm-Bawerk).

Den nye marxisme producerede flere betydelige og delvist videreførende analyser indenfor marxistisk økonomi. Lenin havde allerede i 1899 publiceret «Kapitalismens udvikling i Rusland» - den første anvendelse af Marx' generelle teori om kapitalismen på en konkret samfundsformation. Under første verdenskrig kom «Imperialismen - kapitalismens højeste stadium» (1916), men det var stort set en popularisering af andres analyser - bl.a. Hilferdings «Finanskapitalen» (1910), som var periodens betydeligste teoretiske værk. «Finanskapitalen» giver en systematisk analyse af de nye tendenser: det voksende bankvæsen, den tiltagende monopolisering og den stigende internationale spænding, som følge af de imperialistiske konflikter. Andre større økonomiske undersøgelser er Luxemburgs «Kapitalens akkumulation» (1913) og Bukharins «Imperialismen og verdensøkonomien» (1915).

Det andet store tema var politisk teori og strategi. For første gang i marxismens historie blev der gennemført omfattende analyser og diskussioner af reform/revolution, parti/fagbevægelse, demokrati/ diktatur osv. I første række står Lenins mange bidrag til partiteorien i «Hvad må der gøres?» (1902), videre til skitsen af den socialistiske statsform i «Staten og revolutionen», skrevet blot få uger før Oktoberrevolutionen. Nævnes må også Trotskijs brillante politiske analyse af 1905-revolutionen i «Resultater og udsigter» (1906). Trotskijs betydeligste politiske studier - bl.a. om tysk fascisme og om Sovjet-staten under Stalin - blev imidlertid skrevet på et langt senere tidspunkt, efter at han i 1929 var drevet i landflygtighed af Stalin.

Indenfor den politiske analyse danner Lenin 1905-generationens ene pol. Modpolen er fremfor alt knyttet til Rosa Luxemburgs navn. I denne periode var hun den eneste leder af samme politiske format som Lenin. Hun var en vedvarende kritiker af Lenin, fra afvisningen af hans partiteori i 1904 til den skarpe kritik af bolsjevik-revolutionen i 1918. Ligeledes opponerede hun mod Kautskys revolutionsautomatik. Revolutionen vil altid måtte komme «for tidligt» - fordi den skal komme på massernes eget initiativ. Men selv om essays som f.eks. «Socialreform og revolution» (anti-Bernstein, 1899) og «Massestrejke, parti og fagorganisation» (1906) er blevet stående som eksemplariske eksempler på marxistisk analyse, fik hun sig aldrig givet sig tilstrækkelig tid til at give en systematisk fremstilling af venstresocialismens politiske teori.

Perioden gav imidlertid også andre betydelige bidrag til den tredje retning mellem leninisme og socialdemokrati: austromarxisternes analyser omkring parlamentarisme og rådsdemokrati, social og politisk revolution, stat og ret samt Pannekoeks antibureaukratiske rådssocialisme. Det tema som disse tre venstresocialistiske positioner bidrager til at belyse, er den proletariske revolution i de europæiske industrisamfund. En socialistisk revolution som hverken er et uundgåeligt produkt af produktivkræfternes udvikling, som hos Kautsky, eller elitens kup som hos Lenin, men som forudsætter befolkningsflertallets skabende og ledende deltagelse.

Vestlig marxisme - første generation

I tiden efter første verdenskrig kom især to forhold til at virke bestemmende på marxismens skæbne: for det første at revolutionen ikke spredte sig til resten af det europæiske kontinentet, men blev begrænset til et land; for det andet at Stalin afløste Lenin som kommunismens vigtigste leder. I Sovjetstaten blev den dogmatisering af marxismen - som Engels havde indledt - fuldbyrdet. Sovjet-marxismen eller marxismen-leninismen blev en mobiliserende statsideologi tilpasset det overordnede formål at industrialisere og modernisere et udviklingsland. Den samme rolle skulle marxismen-leninismen komme til at spille i flere post-revolutionære lande i den tredje verden i løbet af det 20. århundrede. Teoretisk kom der ikke meget nyt frem, i forhold til hvad Plekhanov og Lenin allerede havde udformet.

Mens marxismen-leninismen havde Moskva som centrum, blev der i vest allerede tidligt i 1920'erne formuleret en ny kritisk marxisme, som efterhånden kom i konflikt med Sovjet-marxismen. Komintern advarede mod dette kætteri og stemplede det som «vestlig marxisme» (Pravda). Tyngdepunktet for denne vestlige marxisme blev Tyskland, Italien og efterhånden også Frankrig, og dens første repræsentanter var György Lukács (1885-1971), Karl Korsch (1886-1961) og Antonio Gramsci (1891-1937). Både Lukács og Korsch var født før f.eks. Bukharin, som alligevel naturligt hører hjemme i 1905-generationen. Alle tre blev nemlig sent marxister, med Oktoberrevolutionen som det vigtige vendepunkt. På det tidspunkt var Bukharin allerede en af bolsjevikernes erfarne ledere.

Til forskel fra senere repræsentanter for den vestlige marxisme var disse tre i afgørende perioder af deres liv fremtrædende ledere indenfor deres respektive partier, og deres teorier kan ikke ses løsrevet fra deltagelsen i de politiske massebevægelser. Lukács forlod de kulturelle saloner i Tyskland og sluttede sig i 1919 til Bela Kuns ungarske rådsrepublik som undervisningsminister. Efter republikkens fald drog Lukács i eksil i Wien hvor han skrev «Historie og klassebevidsthed» (1923), og var et ledende medlem af det ungarske kommunistparti - en kort periode i 1928 som generalsekretær.

Korsch var kommunistisk justitsminister i koalitionsregeringen i den tyske delstat Thüringen i 1923, samme år som han udgav sit hovedværk «Marxisme og filosofi»; derefter parlamentsmedlem og redaktør for kommunistpartiets tidsskrift, indtil han blev ekskluderet i 1926.

Gramsci, den mest fremtrædende politiske skikkelse af de tre, var organisator af arbejderrådene i Torino i 1919-20 og året efter medstifter af det italienske kommunistparti. Da han blev fængslet af Mussolini i 1926, var han partiets ledende teoretiker og politiker.

Gramsci var på en helt anden måde end de to andre en politisk teoretiker. Særlig tydelig kommer dette frem i Gramscis notatbøger, som blev skrevet under fængselsopholdet, men som først er blevet publiceret i større omfang i 1970'erne. Her skitserer Gramsci en strategi for den langvarige revolution som en hegemonisk strid mellem klasserne, til forskel fra revolutionen som elitens hurtige, militære aktion, som Lenin opfattede den. Det er denne strategiske tankegang, som har ligget til grund for det italienske kommunistpartis demokratiske vej til socialismen i efterkrigstiden.

Sammenlignet med 1905-generationen forskyder disse tre den teoretiske interesse over mod marxismens filosofiske problemstillinger. Alternativet til den ortodokse marxisme i Engels' og Kautskys version er en rekonstruktion af marxismen som kritisk-dialektisk filosofi. De genopdagede Hegel - enten direkte, som hos Lukács og Korsch, eller via nyhegelianeren Benedetto Croce, som hos Gramsci. Mens 2. Internationales mekaniske materialisme havde undervurderet «den subjektive faktor», understregede den vestlige marxisme det skabende og aktive subjekts rolle - både i politik og i erkendelsesteori.

Fascismen og stalinismen standsede denne første generation af vestlige marxister. Gramsci døde i 1937 efter 11 år i Mussolinis fængsler; Korsch blev politisk passiveret gennem eksiltilværelsen i USA; Lukács distancerede sig - på krav fra Komintern - fra sin egen vestlige marxisme, og levede fra begyndelsen af 1930'erne et politisk tilbagetrukket liv, først i Moskva og senere i Budapest, omend med en kontinuerlig og omfattende filosofisk produktion, som imidlertid placerede sig vel indenfor rammerne af den ortodokse marxisme.

Vestlig marxisme - anden generation

På mange måder blev erfaringerne med fascisme og stalinisme det teoretiske udgangspunkt for dem der fulgte efter grundlæggerne af den vestlige marxisme. Dette gælder især dens tyske repræsentanter omkring Frankfurterskolen: Max Horkheimer (1895-1973), Walter Benjamin (1892-1940), Herbert Marcuse (1898-1979), Erich Fromm (1900-80) og Theodor W. Adorno (1903-69), men også outsidere som Ernst Bloch (1885-1977) og Wilhelm Reich (1897-1958). Fascismen bliver gjort til genstand for indgående undersøgelser i værker som «Autoritet og familie», (1936) som Horkheimer redigerede, Horkheimer og Adornos «Oplysningens dialektik» (1947), Fromms «Flugten fra friheden» (1941), Blochs «Vor tids arv» (1935) og Reichs «Fascismens massepsykologi» (1933).

Fælles for disse undersøgelser er den vægt der lægges på de psykologiske forudsætninger for fascisme og autoritære bevægelser overhovedet. I tysk marxisme var indflydelsen fra psykoanalysen meget stærk, og der udspandt sig en omfattende debat om psykoanalyse og marxisme. Fra sovjet-marxistisk hold afviste man enhver sammenkobling af Freud og Marx, mens andre hævdede at psykoanalyse og marxisme gensidigt supplerede hinanden i samfundsteorien. De vigtigste talsmænd for dette sidste synspunkt var Reich og Fromm - begge praktiserende psykoanalytikere. Beslægtede standpunkter blev forfægtet af Marcuse på et senere tidspunkt - omend på et rent filosofisk grundlag.

Den psykoanalytiske marxisme var i lang tid efter 2. verdenskrig glemt, men fik ny aktualitet bl.a. gennem den feministiske kvindebevægelse. Tematiseringen af seksualitet, familie og patriarkat er et vigtig træk ved den feministisk-marxistiske strategi for politisering, ikke bare af produktionslivet, men også af reproduktionslivet.

Frankfurterskolen udgør et yderpunkt, når det gælder den vestlige marxismes isolation fra det politiske liv. Et udgangspunkt for dens marxisme var splittelsen mellem teori og praksis. Men til forskel fra Bernsteins revisionisme foreslog Frankfurterskolens teoretikere ikke at justere teorien i overensstemmelse med praksis, men i stedet så at sige at «redde» den oprindelige marxistiske teori ved at skærme den mod praksis. Frankfurter-marxismens forening af teori og praksis skete efterfølgende i en kort periode i 1960'erne, da studenteroprøret førte den ud på gaden. Men på det tidspunkt var dens repræsentanter enten døde eller vægrede sig mod teoriens praksis - bortset fra Marcuse som blev en af oprørets teoretikere.

Den politiske isolation er et karakteristisk træk ved vestlig marxisme - også i den franske variant: Henri Lefebvre (1901-), Jean-Paul Sartre (1905-80), Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) og Lucien Goldmann (1913-1970). Det gælder i mindre grad i italiensk sammenhæng: Giuseppe della Volpe (1897-1968) og Lelio Basso (1903-1978), samt i Tysklands Alfred Sohn-Rethel.

Med den vestlige marxisme får den revolutionære teori en ny institutionel forankring. Ikke som tidligere i bevægelsens institutioner (parti og fagorganisation), men i stedet i overvejende grad i akademiske institutioner (universitet og forskningsinstitut) - og i nogle tilfælde som opposition mod enhver form for institutionalisering. Denne institutionelle ændring nedfælder sig dels i et komplekst teoretisk sprog, dels i valget af temaer.

I centrum for den vestlige marxisme står studiet af «overbygningen»: filosofi, kunst og religion. Det klassiske marxistiske tema, analysen af den økonomiske «basis», glimrer (med undtagelse af Alfred Sohn-Rethel) imidlertid helt med sit fravær. En vigtig inspirationskilde var den unge Marx og hans filosofiske analyser af «fremmedgørelse». Disse analyser var på mange måder foregrebet af Lukács i «Historie og klassebevidsthed». I 1923 var Marx' ungdomsskrifter - «Parisermanuskripterne» - endnu ikke kendt; de blev først offentliggjort i Moskva i 1931 (med Lukács som en af de ansvarlige udgivere). Havde man i 2. Internationale koncentreret opmærksomheden om Engels (og delvis den sene Marx), forskød den vestlige marxisme nu perspektivet over mod den unge Marx og Hegel, som man finder det i Marcuses «Fornuft og revolution» (1941), Merleau-Pontys «Dialektikkens eventyr» (1955), Sartres «Kritik af den dialektiske fornuft» (1960) og Adornos «Negativ dialektik» (1966).

Analyserne indenfor kunst og æstetik rangerer højt. Adorno skrev en serie nyskabende studier omkring musik- og litteraturteoretiske emner, og med det posthumt udgivne «Æstetisk teori» (1970) som en monumental afslutning. Goldmanns litteratursociologiske undersøgelser bygger videre på den unge Lukács' teori. Man kan endvidere nævne Benjamins delvist uafsluttede Baudelaire-studier, Sartres utallige litterære essays og della Volpes egenartede æstetiske teori i «Kritik af smagen» (1960).

Til denne «overbygnings-marxisme» hører også Blochs forskellige studier af de utopiske forestillinger - særlig indenfor religionen: fra «Utopiens ånd» (1923), via «Håbets princip» (1959) til «Ateisme i kristendommen» (1968).

Vestlig Marxisme - tredje generation

I tæt forbindelse med studenteroprøret udvikles der en tredje generation af marxismen. Der er dog langt fra tale om en homogen strømning. Først og fremmest er tredje generation af den vestlige marxisme præget af at være knyttet til universitære miljøer, med stor intellektuel og politisk tilslutning i netop disse miljøer. De fleste af miljøerne rummer skarpe kritikmarkeringer overfor især 2. internationale-marxismen og de traditionelle kommunistiske partier.

Der udvikles historiske studier af kapitalismens nye internationale ansigt - både med analyser af relationer mellem den udviklede og den underudviklede del af verden (Samir Amin, Andrè Gunther Frank , Harry Magdoff) og analyser af krisetendenser og klassekampene i den udviklede vestlige kapitalisme (Paul A. Baran, Paul Sweezy, Perry Anderson, Elmer Altvater).

Der udvikles også i løbet af 1960'erne og 1970'erne nyformuleringer af marxismens filosofiske og samfundsteoretiske grundlag. I Frankrig etablerer den såkaldte Althussèr-skole (Louis Althusser og Nicos Poulantzas) en marxismetradition, som forsøger at befri Lenin-marxismen fra dens autoritære arvegods. I Tyskland formulerer en såkaldt kapital-rekonstruktiv marxisme (i Norden af sine modstandere kaldet kapitallogik) et program for at komme tilbage til den originale Marx - med de analytiske åbenheder og ufærdigheder, som dette medfører (H. Reichelt, R. Rosdolsky, H.J. Krahl, H.J. Schanz, og Bernd Rabehl).

Både den Marx-rekonstruktive strømning og Althusserskolen afstedkom vigtige nye teoretiske nuancer i forståelsen af Marx og medfører grundlæggende, at Marx' s værker igen kan læses for sig selv - og ikke kun igennem «marxismerne»

Mere varig intellektuel betydning for en konstruktiv udvikling af samfundskritikken fik to arvtagere af Frankfurterskolens kritiske teori: Jürgen Habermas og Oskar Negt. Habermas reformulerer grundlæggende sider af Marx's økonomikritik - bl.a. arbejdsværdilæren som han tolker ind i en ny handlingsrationalitetsteori inspireret af Max Weber. Oskar Negt holder i højere grad fast i den originale Marx, men supplerer med nye begrebslige forståelser og analyser af «den subjektive dimension», som inspireres af en kritisk læsning af Freud.

Studierne kunne gøres samfundskritiske, hvilket i 1970'erne og ind i 80'erne gav universitetsmarxismen et åndehul. Men uden anknytning til arbejderbevægelsen og uden radikalisering af det omgivende samfund døde den atter ud.

På trods af disse nyklassikere var tredje generations marxismen fra omkring 1980 uden større gennemslagskraft i de akademiske miljøer, hvor den opstod. Der blev kun undtagelsesvis knyttet organiske forbindelser til arbejderbevægelsen, og ønskerne eller ambitionerne om forbindelser, som tydeligt lå i 70`erne, døde ud eller blev reduceret til små nicher. Universiteter og andre akademiske miljøer faldt herved tilbage til den position, som var kendt fra før 1968: overvejende borgerlige institutioner indeholdende små samfundskritiske nicher.

Årsagerne til 3.generationsmarxismens sammenbrud eller indskrumpning er mange; en del af forklaringen kan findes i de akademiske professioners tætte sammenvævning med statsbureaukratiet, som i løbet af 1980`erne i stigende grad blev underlagt neoliberal politisk magt.

Marxismens aktualitet

Efter murens fald i 1989 har marxismebegrebet ikke været i høj kurs i hverken den teoretiske eller politiske offentlighed. Men netop i den situation kommer den vestlige marxismes mange ansigter og intellektuelle forbindelser til sin ret i (im- eller eksplicitte) inspirationer og der findes til dels en ny spirende interesse for marxistisk samfundsanalyse. I denne nye interesse spores tydeligt en søgen efter en ny horisont, der medtænker en endnu mere globaliseret kapitalisme og en «kulturelt eroderet» arbejderklasse.

Nye fortolkninger af det senmoderne samfund henter inspirationer fra Marx og kritisk marxisme. Det gælder f.eks. A. Giddens, der har haft indflydelse på reformuleringen af New Labours politik i England og det gælder Ulrich Beck, som har haft indflydelse på De Grønnes politik i det ny Tyskland. P. Bourdieu har i Frankrig etableret en Marxinspireret ny samfundsanalyse med vægt på analyse af den symbolske reproduktion af klasseulighederne. En mere eksplicit inspiration fra bl.a. Gramscis marxisme findes inden for grene af socialkonstruktivistisk samfundsanalyse - indeholdende nyfortolkninger af klassekamp som først og fremmest «diskurskamp» (E. Laclau og C. Mouffe).

Men alle disse nyere inspirationer fra Marx, som ikke er i udviklende dialog med Marx`s egne værker, glimrer ved en helt fraværende eller perifer refleksion over «værdiproduktionen og den materielle produktionproces». Det er marxisme uden materialisme.

K.A.N. 

Litteratur

P. Anderson: Considerations on Western Marxism. London 1976
B. Rabehl: Marx und Lenin. Westberlin 1973.
J. Gronow: On the Formation of Marxism. Helsinki 1986

Den elektroniske Marx

I Berlin har en gruppe omkring Elmar Altvater (som også var aktiv i 1970ernes marx-reception) udarbejdet en omfattende introduktionstekst til Kapitalen, hvor der bevidst er arbejdet med figurer og oversigtsskemaer for at lette adgangen til den nogle steder komplekse tekst - alt dette i en traditionel bog, men desuden er det hele lagt på en CD-ROM, hvor der fra introduktionsteksten er linket til skemaer og de relevante Marx-tekster (hele Kapitalen og en række andre Marx-tekster ligger på denne CD), til kommenterede litteraturlister, gennemgang af Kapitalens tilblivelseshistorie og mere. CD'en startes og bruges fra en netbrowser (Netscape eller Explorer):

Altvater, E., Rolf Hecker, Michael Heinrich, og Petra Schaper-Rinkel 1999. "Kapital.doc." Münster: Westfälisches Dampfboot.

Et tysk forlag Digitale Bibliotek har også på en CD-ROM udgivet størstedelen af Marx-Engels samlede arbejder, stort set alt hvad der i sin tid udkom under titlen Marx-Engels Werke (MEW) fra Dietz Verlag i (Øst)Berlin og fyldte godt en meter på reolen. Teksten er lig den trykte udgave, men her er alle søgefaciliteter, muligheder for at markere (med 4 farver), skrive noter tilteksten mm.:

Marx, Karl og Friedrich Engels 2000. "Marx, Engels: Ausgewählte Werke." Berlin: Directmedia Publ.

Marx på nettet

Men også internettet kan byde på en hel del:

Marxisme Online. Her findes en række marxistiske tekster oversat til dansk. Heriblandt er der en række tekster af Marx.

Karl Marx/Friedrich Engels Werke - en omfattende tysk web-side hvor der bl.a. ligger en elektronisk udgave af MEW (29 bind) med søgemuligheder mm. samt et meget stort antal andre Marx-Engels tekster og breve.

Marx/Engels Internet Archive. Rummer en lang række tekster af Marx og Engels på engelsk.