Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Landskomitéen Sydafrika Aktion (LSA), dansk solidaritetskomite, stiftet i februar 1978 som et udtryk for den genopblomstring af aktiv solidaritet med modstandskampen i Sydafrika, der skete efter at Sowetooprøret i 1976 atter havde sat den sydafrikanske apartheidmodstand i centrum for det internationale solidaritetsarbejde i Danmark.

LSA blev stiftet af en lang række organisationer, med ungdoms-, faglige og kirkelige organisationer som de væsentligste, men også med en lang række tidligere u-landsfrivillige i det sydlige Afrika som aktivister. Socialistisk Folkeparti, SF Ungdom, Danmarks Kommunistiske Parti, DKU og Radikal Ungdom udgjorde kernen blandt de politiske støtter, men LSA skabte aldrig fodslag med det socialdemokratiske solidaritetsarbejde. Dette kan forklares med Socialdemokratiets forbehold over for ANC's engagement i væbnet kamp, og forbehold overfor de energiske DKP'ere, som fra starten udgjorde en betydelig del af aktivisterne. Endelig havde Socialdemokratiet det også svært med LSA's krav om indførelsen af ensidige danske økonomiske sanktioner mod Sydafrika. Socialdemokratiet havde siden Per Hækkerups tid som udenrigsminister i 1960'erne klart markeret, at partiet kun ville støtte sanktioner, hvis der var enighed i FNs Sikkerhedsråd om indførelsen af en bindende boykot. Folketinget havde da også i 1978 tilsluttet sig den af Sikkerhedsrådet vedtagne våbenembargo, men samtidig lagt afstand til tanken om, at Danmark burde være foregangsland med mere vidtgående sanktioner.

Støtte til ANC

På det stiftende møde blev det besluttet, kun at støtte befrielsesbevægelsen ANC, mens et forslag fra et mindretal af de tilstedeværende - herunder repræsentanten for Kommunistisk Arbejderparti (KAP) - om sideordnet støtte til både ANC og PAC blev afvist. Spørgsmålet om støtten til PAC gav herefter ikke anledning til strid i LSA, som i modsætning til søsterorganisationerne i Sverige og Norge, ikke rummede strømninger, der ønskede at støtte PAC. Den første større aktivitet var en indsamling til fordel for ANC og fagbevægelsen SACTU. LSA identificerede i samarbejde med ANC og SACTU to relativt overkommelige indsamlingsprojekter: en ny sender til ANC’s Radio Freedom og et trykkeri til SACTU. De to indsamlinger var det ene led i LSA's aktiviteter i de første to år. Den anden aktivitet var en koordinering af en forbrugerboykot, som sigtede mod at vise folkelig opbakning til statslige sanktioner.

Boykotkampagnen

Mærkater (oftest med blå baggrund) med den simple tekst «Boykot Sydafrika» blev i perioden 1978-85 distribueret over hele landet og påsat sydafrikanske varer i dagligvarebutikker af lokale aktivistnetværk. LSA’s ansvar for disse aktioner begrænsedes til tryk og distribution, mens selve handlingen var i lokale hænder. Selv om omfanget af sådanne aktioner ikke er kortlagt, kan der ikke være tvivl om, at den dramatiske stigning i antallet af lokale Sydafrikakomitéer hang tæt tæt sammen med sådanne aktioner. LSA’s sekretariat kastede sig ud i langstrakte korrespondencer med dagligvarekæder, rejsebureauer og lokale myndigheder. Tidligt i processen erklærede kæder som Irma og FDB, at de ville udfase deres salg af sydafrikanske varer. Aktionerne koncentreredes herefter om kæder som Føtex og ISO og engros- og detailhandel med frugt.

Boykotten formåede under regeringerne Anker Jørgensen frem til 1982 ikke at skabe afgørende gennembrud for statslige sanktioner, men fik til gengæld støtte fra en række elselskaber, hvor især lokale SF'ere havde opnået bestyrelsesrepræsentation. De borgerlige og mange socialdemokrater i disse bestyrelser betragtede SF'ernes afvisning af kulkøb fra Sydafrika som et udenrigspolitisk anliggende som ikke skulle føres af amter og kommunalbestyrelser. Denne begrundelse gjorde i stigende grad boykotten til et uomgængeligt landspolitisk emne. Medvirkende til dette var også, at lederen af det sydafrikanske kirkeråd, Desmond Tutu under et besøg i 1979 betegnede de danske kulindkøb som «uværdige». Tutus klare linie gav startskuddet til en ihærdig indsats fra LSA-medlemmet Kirkernes Raceprogram for at udbrede boykotten gennem kirken.

I 1979 og igen i 1982 demonstrerede LSA i Københavns Lufthavn mod den direkte SAS-forbindelse til Sydafrika. Det var i forbindelse med disse fredelige demonstrationer i 1982, at PET satte en agent til at infiltrere organisationen. Denne handling blev først offentlig kendt i 1998, men benægtedes alligevel af justitsministeren - sandsynligvis fordi den danske regering i 1990'erne havde besluttet, at den altid helhjertet havde støttet kampen mod apartheid.

1985-86 Dansk sanktionspolitik

Med Schlüterregeringens tiltræden i 1982 blev der ikke i samme grad lagt en dæmper på de socialdemokrater, som helst så det sydafrikanske styre økonomisk isoleret - også gennem ensidige danske initiativer. Der var åbnet op for et snævrere samarbejde mellem LSA's forskellige ledende kræfter og individuelle folketingsmedlemmer fra det såkaldte alternative flertal. Det blev dette samarbejde, som med afsæt i diskussionen om kulkøbene skabte de afgørende gennembrud for dansk sanktionslovgivning, der i 1985 og 1986 ledte til, at det såkaldte alternative flertal vedtog forbud mod handel med og nyinvesteringer i Sydafrika.

Disse beslutninger skal ses i lyset af en bred folkelig mobilisering for sanktioner og for aktiv støtte til ANC. Denne mobilisering fik især vind i sejlene fra slutningen af 1984, den fik betydelig støtte med etableringen af en ANC repræsentation i København, som primært finansieredes ved omfattende økonomiske bidrag fra fagforeningerne i LSA og frivilig indsats fra københavnske aktivister, der også fik fast rod i den ny københavnske Sydafrikakomité. Andre afgørende initiativer var det første fællesnordiske Operation Dagsværk i marts 1985, som medførte en saltvandsindsprøjtning af helt unge aktivister i de lokale komitéer. De mere ungdommelige elementer gik dog også ind i Unge mod Apartheid, som i 1987 kunne samle mere end 400 unge ved en konference i Svendborg. De meget omfattende idrætsaktiviteter som «Løb mod apartheid» og den store koncert «Rock mod apartheid» fandt også sted i denne periode.

Med sanktionsvedtagelserne i 1985 og 1986 blev det centrale LSA's opgave i højere grad at overvåge, at sanktionerne blev overholdt. Der blev ikke af den borgerlige regering afsat ressourcer til at håndhæve sanktionerne, så mange af de centrale kræfter blev anvendt på at læse handelsstatistikker og sydafrikanske annoncer, som kunne dokumentere behovet for politimæssige indgreb overfor danske virksomheder.

To andre nye opgaver trådte i centrum i 1987, hvor Sydafrika ønskede at etablere en ambassade i Hellerup. Byggeriet var blokaderamt i 500 dage og enkelte skærmydsler mellem aktivister og ambassadepersonale var heftige. Den anden store opgave var Shellkampagnen, der sigtede på at udvide forbrugerboykotten til firmaer, som spillede en strategisk rolle i den sydafrikanske økonomi. En række lokale institutioner og kommunalbestyrelser besluttede at stoppe deres indkøb hos Shell. LSA's kampagne oplevede et alvorligt tilbageslag, da unge radikalister begyndte at skære benzinslanger over og sætte ild til Shellstationer, og Shells omsætning begyndte derfor atter at stige. Det er i denne sammenhæng interessant, at Shell aldrig gav efter for kravene om annullere kontrakten med det sydafrikanske militær, men i stedet satsede meget omfattende på at forbedre sit image blandt Sydafrikas afrikanske befolkning gennem store annoncer i modstandens publikationer, sponsorering af begivenheder mv.

Fantomet-kampagnen i starten af 1988 var lanceret af Sydafrika-komitéen i København (SAKK) og ledte til anholdelse af adskillige aktivister, nogle af dem med malegrej. Aktivisterne blev anklaget for omfattende hærværk - bl.a. mod banker der havde fået låsene i deres døre tætnet med superlim. Anklagerne rakte langt ud over sagens beviser, og SAKK's plakat med Fantomet i aktion for apartheidfri by blev forsøgt ulovliggjort og forbundet med et organisationsansvar for groft hærværk. Den overdimensionerede anklage blev brugt politisk. I forbindelse med sagen blev størstedelen af SAKK's arkiv og kontorhold tilbageholdt i knap et år, og både SAKK og LSA tabte retten til tipsmidler i en flerårig periode på grund af «den verserende sag». Sagen endte med individuelle domme mod enkelte aktivister for bemaling af mure, men var samtidig medvirkende til en intern konflikt i SAKK om aktionsformer. Konsekvensen var, at generalforsamlingen i SAKK lagde afstand til direkte aktion. Konflikten kom også til udtryk i uenigheder om Shell-kampagnens virkemidler og betød, at omkring ti aktivister forlod komiteen til fordel for de mere løst organiserede lokale Unge Mod Apartheid grupper.

1990-92 Spillet om hævning af sanktionerne

Med Nelson Mandelas frigivelse i februar 1990 blev LSA's centrale opgave at fastholde sanktioner, indtil det var uafvendeligt, at apartheid ville falde. Apartheid faldt først endegyldigt i 1994 efter en omfattende folkelig mobilisering. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen arbejdede gennem to år målrettet for at sikre afskaffelsen af sanktionerne uafhængigt af enhver mere ædruelig vurdering af den sydafrikanske situation. Det tætte samarbejde mellem LSA, som indhentede løbende informationer om situationen fra sydafrikanske græsrødder, og en række folketingspolitikere fra det alternative flertal sikrede fastholdelsen af sanktionerne igennem denne to-årige periode. Sanktionerne blev dog til stadighed mere specifikt knyttet til bestemte krav. Den radikale Jørgen Estrup fandt vej til forsiderne af en række sydafrikanske aviser i juli 1991, da han med udgangspunkt i en handlingsplan udarbejdet i samarbejde med LSA kunne forsikre, at den danske regering nedlagde veto mod ophævelsen af de begrænsede EF-sanktioner. I slutningen af 1991 blev de danske sanktioner tættere og tættere sammenkædet med frigivelsen af 300 navngivne politiske fanger, og da disse blev frigivet ophævedes det danske EF-veto og det danske investeringsforbud. Handelsblokaden blev fastholdt indtil der var sikkerhed for, at det næste valg ville være demokratisk. Men her kom folketinget til kort. I marts 1992 – midt under det socialdemokratiske formandsopgør – ophævede Ellemann loven om handelsforbud per kongelig anordning.

Efter ophævelsen af sanktionerne begyndte LSA, at diskutere sin fortsatte eksistensberettigelse. Dette mundede ud i, at foreningen ændrede navn til Sydafrika Kontakt. Informationsarbejdet om vilkårene i det sydlige Afrika og hjælp til udveksling og samarbejde har sidenhen stået i centrum for foreningens arbejde. I 1993 og 1994 formåede foreningen at skabe grundlag for en omfattende græsrodsrepræsentation ved en tidligt etableret EU- og FN-valgobservation i Sydafrika. Fra 1995 har Sydafrika Kontakt udgivet tidsskriftet i’Afrika, udviklet et netværk af journalister i det sydlige Afrika og arrangeret talrige udvekslinger og konferencer. Siden 1992 er det individuelle medlemstal tredoblet, men organisationens storhedstid må fortsat siges at være perioden 1984-87, som bar præg af lokalt baseret Sydafrika-aktivisme over hele landet.

G.G.