Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

PET (1951-), statslig institution i hastig vækst der med både lovlige og ulovlige midler agerer som politisk politi overfor anderledes tænkende i Danmark. Efter 10 års arbejde offentliggjorde PET Kommissionen (PK) i juni 2009 sin beretning om PET's virke i årene 1945-89. Altså en periode hvor Danmark stadig i en vis udstrækning fungerede som en retsstat. Beretningen afslører, at PET i denne periode udviklede en politisk og efterretningsmæssig praksis, der trodsede skiftende justitsministres beslutninger, førte regeringens kontrolorgan bag lyset og overvågede hele det politiske spektrum til venstre for det Konservative Folkeparti. Beretningen afslører, at PET de-facto fungerede som en stat i staten hensides parlamentarisk og administrativ kontrol.

Nærværende gennemgang af PET's virke baserer sig primært på det omfattende materiale, der blev tilgængeligt med Kommissionens beretning.

PET's historie

    Før 1945

    1945 Befrielse og nye konflikter

    1947 Kartoteksdebatten

    1948 Socialdemokratiet optrapper kampen mod DKP

    AIC som REA's medspiller

    1951 PET dannes

    CIA spionen i PET

    1952 Ingen begrænsning i registrering af lovlig politisk virksomhed

    1952 Likvideringslister og interneringslister

    1952 Kritik af kartotekerne

    NATO indflydelse: femtekolonnelov og nøglepunktsikring

    1953 Ny instruks

    1957 Brix fjernes

    1958 Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg

    1958-65 Genopretning

    1964 Wamberg Udvalget oprettes

    1966 Afd. E opsuges i PET

    1967 Optrapning af den operative indsats

    1968 erklæringen

    1968 Niels Madsen departementschef i Justitsministeriet

    1969 Ny organisering af PET i provinsen

    1969-70 Mikrofotografering af PET's arkiv og deponering i USA

    1970 PET fører Justitsministeriet bag lyset

    1968-74 Krig mod Wambergudvalget

    De røde ark og PET's anden svindel overfor Wambergudvalget

    Østkontakter som dække for registrering

    Udvalget klager til justitsministeren

    1974 PET ændring i registreringsinstruks

    1975 Ny ledelse

    1977 Hetlersagen og Kommissionsdomstol

    1978-80 Definitionen af ulovlig politisk virksomhed

    1981-82 Ole Espersen justitsminister

    1983 PET laver nye retningslinier

    1988 Folketingets kontroludvalg

    Efterretninger til politiske modstandere

    Registre og kartoteker

    Politiske registreringer

    Skridningen i registrering på emne- og organisationssager

    Arbejdskartoteker

Internationale relationer

    Storbritannien

    USA

    Ørige Europa

    Øvrige verden

    Udlevering af oplysninger om danskere til udlandet

Efterretningsarbejdet

    Meddelere, kontakter og infiltrering

    Personer i offentlige eller private stillinger

    Telefonaflytning og anden aflytning af elektronisk kommunikation

    Rumaflytning

    Brevåbning

    Observation

    Indbrud og ransagning

Overvågning af partier og Folketingspolitikere

    DKP

        Paranoide trusselsbilleder

        Registrering

        Bevæbnede kommunister

        Likviderings- og interneringslister

        Spionerne

        «Frontorganisationer»

        Fred og afspænding som ren taktik

    SF

        «Spionerne»

    Socialdemokratiet

        Ole Espersen

    Radikale Venstre

    Konservativt Folkeparti

    Venstre

    Fremskridtspartiet

    VS

        Registrering

    SAP

    KAP

    DKP/ML

    Enhedslisten

    Fælles Kurs

Bevægelser mm.

    Nicaragua Komiteen

    Dansk Cubansk Forening

    Palæstina Solidaritet

    Sydafrika Komiteen

    OOA

    Vietnambevægelsen

        Russell Tribunalet

    Verdensbankens årsmøde 1970

    EF Modstanden

    Fredsbevægelserne

    Slumstormere og BZ

Uddannelsesområdet

    DUF

    DSF

    Universiteterne

    Tvind

    Den Røde Højskole

Fagbevægelsen

Samarbejdet med den radikale højrefløj

PET's historie

PET's historie kan inddeles i 3 hovedperioder. I første hovedperiode der strakte sig frem til slutningen af 1960'erne fungerede PET først og fremmest som en anti-kommunistisk kamporganisation, der sammen med Socialdemokratiet bekæmpede DKP og organisationer der mentes at være knyttet til DKP.

I anden hovedperiode fra slutningen af 60'erne udstraktes PET's virke fra DKP til generelt at overvåge bekæmpe politisk aktivitet til venstre for det Konservative Folkeparti. Det politiske politi koncentrerede sig ikke kun om venstrefløjen, men om brede politiske aktiviteter, der blev overvåget, registreret og forfulgt. Socialdemokratiet blev i denne periode selv offer for det væsen, det siden 1945 havde været med til at opbygge.

Den tredje hovedperiode strækker sig fra slutningen af 1990'erne og er endnu ikke afsluttet. Ligesom under anden periode er en væsentlig indsats rettet mod ungdommen, miljø- og fredsarbejdet, men det mest markante er at PET udover sit virke som politisk politi er suppleret med en indsats overfor muslimer i Danmark. Perioden frem til slutningen af 60'erne var således koncentreret om at bekæmpe en imaginær kommunisme; perioden fra slutningen af 60'erne var koncentreret om at bekæmpe freds-, miljø-, fagforenings- og solidaritetsarbejdet samt det nye venstre; siden slutningen af 90'erne er disse mål suppleret med bekæmpelsen af muslimer i Danmark.

Periode	Justitsminister
1945	Niels Busch-Jensen (S)
1945-1947	Aage Elmquist (V)
1947-1950	Niels Busch-Jensen (S)
1950	Vilhelm Buhl (S)
1950	K.K. Steincke (S)
1950-1953	Helga Pedersen (V)
1953-1964	Hans Hækkerup (S)
1964-1968	K. Axel Nielsen (S)
1968-1971	Knud Thestrup (K)
1971-1973	K. Axel Nielsen (S)
1973	Karl Hjortnæs (S)
1973-1975	Nathalie Lind (V)
1975-1977	Orla Møller (S)
1977-1978	Erling Jensen (S)
1978-1979	Nathalie Lind (V)
1979-1981	Henning Rasmussen (S)
1981-1982	Ole Espersen (S)
1982-1989	Erik Ninn-Hansen (K)
1989	H.P. Clausen (K)
1989-1993	Hans Engell (K)
1993	Pia Gjellerup (S)
1993-1994	Erling Olsen (S)
1994-1996	Bjørn Westh (S)
1996-2001	Frank Jensen (S)
2001-2008	Lene Espersen (K)
2008-	Brian Mikkelsen (K)
Justitsministre i Danmark siden 1945. De fleste af disse førte Folketinget og den danske befolkning bag lyset mht. PET's virksomhed. De kunne på dette grundlag stilles for en rigsret. Det skete kun for én af dem: Erik Ninn-Hansen, og ikke på grund af PET, men pga. den såkaldte Tamil skandale. (16PK-26) [Notationen angiver at kilden er PET Kommissionens bind 16, side 26]

Periode	Departementschef
-1950	Aage Svendsen/ Eivind Larsen
1950-1968	Vilhelm Boas
1968-1986	Niels Madsen
1986-1991	P. Lundbæk-Andersen
1991-	Michael Lunn
Departementschefer i Justitsministeriet siden 1945. Mens ministeren ofte kun holdt et par år, var der en helt anden kontinuitet på departementschefposten. Departementschefen kendte ofte til PET's kriminelle aktiviteter, men der findes også eksempler på at PET førte selv ministeriet bag lyset. Helt fra PET's oprettelse har der eksisteret en tæt organisk forbindelse mellem juristerne i ministeriet og PET. Denne forbindelse blev yderligere styrket under Niels Madsens regime fra 1968 og frem, idet PET cheferne hentedes direkte fra ministeriet. (16PK-31)

Periode	PET chef
1945-1949	Troels Hoff (REA)
1949-1950	Alex Haslund (REA)
1951-1957	Ernst Brix
1957-1964	E. Mogens Jensen
1964-1970	Arne Nielsen
1971-1975	J. Skat-Rørdam
1975-1984	Ole Stig Andersen
1984-1988	Henning Fode
1988	Anders Walsted Hansen
1988-1993	Hanne Bech Hansen
1993-2002	Birgitte Stampe
2002-2007	Lars Findsen
2007-	Jakob Scharf
PET chefer siden 1945. (16PK-33)

Før 1945

Forfølgelse af oppositionelle er ikke noget nyt fænomen i Danmark. I 1820 dannede Dr. Dampe «Jernringsforeningen», der havde til formål at virke for indførelsen af demokrati - en fri forfatning - i Danmark. Det var under enevælden og Københavns Politidirektør så med bekymring på foreningens voksende medlemsskare og dens «statsfjendtlige ideer» om demokrati. Han lod derfor kaptajn Top, der var fyret fra hæren, infiltrere foreningen for at skaffe oplysninger til politiet. Som modydelse blev han lovet genansættelse i hæren og en solid kontant belønning. Top var med til at udarbejde foreningens vedtægter, og på det møde hvor foreningen skulle vedtage disse slog politiet til, arresterede Dampe og fik ham i 1821 dømt til døden. En straf der dog siden blev forvandlet til livsvarigt fængsel. De følgende 20 år sad Dampe som fange på Christiansø. (15PK-307)

I starten af det 20. århundrede var det militæret i form af Generalstabens Efterretningssektion (GE) der havde ansvaret for den såkaldte «præventive efterretningsindsats» - overvågningen af Danmarks ydre og indre sikkerhed. Politiets opgave var alene at indberette forhold til GE, der kunne være af interesse for løsningen af denne opgave. Allerede i 1918-19 efterforskede statspolitiet formodede bolsjevikiske kurerer og deres eventuelle kontakter på den danske venstrefløj. Disse oplysninger blev samtidig udvekslet med udenlandske efterretningstjenester. I 1925 gennemførte statspolitiet sin første landsdækkende registrering af kommunister i Danmark.

Københavns Politi havde en størrelse der gjorde at den på en række områder konkurrerede med statspolitiet om magt og ressourcer. I 1927 oprettedes afdeling D under Københavns Opdagelsespoliti - det såkaldte politiske politi, eller sikkerhedsafdelingen. I 1931 blev afdelingen ved et cirkulære fra Justitsministeriet gjort til en landsdækkende informationscentral, der skulle indsamle og registrere oplysninger om «yderligtgående bevægelser og organisationer». Politikredsene rundt om i landet fik samtidig til opgave at forsyne afdelingen med de «fornødne oplysninger». Grundstrukturen til PET var hermed lagt, men det samme var konflikterne mellem militær, statspoliti og politisk politi på det efterretningsmæssige område. Da afd. D i 1931 blev gjort landsdækkende, rummede dens arkiv navnene på 13.000 personer. Ved besættelsen i 1940 var kartoteket svulmet til 50-70.000 navne.

I sidste halvdel af 30'erne opbyggede afd. D et samarbejde med det tyske Gestapo. Det kom under en undersøgelse i 1939 frem, at afdelingens mand på nazismeområdet, Kaj Yttesen, havde givet Gestapo oplysninger om tyske flygtninge i Danmark og til gengæld fra tyskerne modtaget oplysninger om flygtede tyske kommunister. Afsløringen var så belastede, at afdelingens leder, «Russer» Hansen blev fyret. Ikke desto mindre blev politiets oplysninger i disse år brugt til at sende flygtede kommunister tilbage til en sikker fængselsstraf eller død i Tyskland. Under kommissionsafhøringer efter 2. Verdenskrig kom det endvidere frem, at afd. D i vid udstrækning havde anvendt nazister som meddelere og agenter. De havde infiltreret DKP og tilknyttede organisationer og rapporteret tilbage til politiet. Efterretningsvæsenets tradition for et tæt samarbejde med den ekstreme højrefløj blev grundlagt allerede på dette tidspunkt. (2PK-17)

Ved politireformen i 1937 blev statspolitiet nedlagt og i stedet oprettedes Rigspolitiet. De følgende år arbejdede Rigspolitiets nye chef, Thune Larsen for at rigspolitiets efterretningsarbejde blev styrket, og i 1939 oprettedes Sikkerhedspolitiet (SIPO) under leder ledelse af Emil Strøbech. Det medførte blot øget rivalisering mellem rigspoliti og Københavns Politi, og i september besluttede Justitsministeriet at SIPO frem til september 1940 alene skulle arbejde i provinsen, mens afd. D skulle varetage efterretningsarbejdet i København. De to parallelle efterretningsvæsener blev samtidig pålagt at samarbejde. Det skete naturligvis ikke. Rivaliseringen fortsatte.

Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940. Den 22. juni 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen, og den tyske besættelsesmagt i Danmark gav ordre til interneringen af danske kommunister. Det skete overvejende på grundlag af oplysninger i SIPO's og afd. D's kartoteker. Justitsminister Thune Jakobsen skriver i sin erindringsbog at han den 9. april 1940 om morgenen gav ordre til at «brænde alle dokumenter, som kunne bringe danske undersåtter eller undersåtter fra nationer i krig med Tyskland i fare». Dele af SIPO's kartoteker blev faktisk brændt, men kommunistjægerne i afd. D kunne ikke lide at ødelægge de kartoteker de havde brugt mange år på at opbygge. Kartotekerne blev i strid med justitsministerens ordre ikke brændt, og gav året efter mulighed for at sende flere hundrede kommunister i interneringslejr og senere i koncentrationslejr. Det skulle ikke blive første gang efterretningsvæsenet ignorerede en instruks for i stedet at følge sin egen politiske dagsorden. Arbejdet fortsatte - i samarbejde med Gestapo - frem til interneringen af det danske politi 19. september 1944. (2PK-29)

1945 Befrielse og nye konflikter

Ved  Danmarks befrielse 4. maj 1945 rykkede britiske tropper ind i landet. De skulle sikre afvæbningen og afhøringerne af de tyske tropper og bidrage til opsporingen af krigsforbrydere. Briterne havde et helt umiddelbart behov for centrale danske samarbejdspartnere, og allerede i maj oprettedes derfor Rigspolitiets Efterretningsafdeling (REA), der skulle opspore nazistiske grupper, varetage kontraspionage og bistå briterne. REA overtog samtidig modstandsbevægelsens Centralkartotek, der rummede 21.000 navne på personer der formodedes at have udført landsskadelig virksomhed under den tyske besættelse. Kartoteket var opbygget af et udvalg under Frihedsrådet. Fokus var i denne periode nazismen, bistand til briterne og bidrag til at gennemføre retsopgøret mod kollaboratørerne. Kommunisterne var helte, der havde været kernen i modstanden mod den tyske besættelsesmagt, og den egentlige årsag til Danmark endte med at blive betragtet som allieret, og ikke som en nazistisk medløberstat som Østrig. (2PK-35)

De gamle konflikter mellem Rigspoliti og Københavns Politi på det efterretningsmæssige område brød dog meget hurtigt frem igen. Københavns Politidirektør frygtede at hovedstadens politi ville få frataget sit efterretningsvæsen, og da Rigspolitichefen derfor i februar 1946 fremsatte forslag om at gøre REA til det eneste og landsdækkende efterretningsvæsen, stillede politidirektøren modforslag om at REA alene skulle være et centralorgan der modtog efterretningsoplysninger fra politikredsene. Rigspolitiet trak det korteste strå, Københavns Politidirektør fik sin vilje. REA fik en svag struktur og efterretningsarbejdet blev decentraliseret ud i politikredsene, med Københavns Politi som en stærk modspiller overfor REA. Strukturen var skruet 20 år tilbage og konflikterne fortsatte.

1947 Kartoteksdebatten

I februar 1947 blussede en debat op med udgangspunkt i politiets bidrag til internering af danske kommunister i 1941. Debatten blev hurtigt meget bitter, da Københavns Vicepolitiinspektør Glud løj og påstod at politiet aldrig havde haft et kartotek over kommunister. (2PK-42) Debatten førte til, at sagen blev taget op i Folketinget på DKP's foranledning, og her blev der nedsat et udvalg der skulle undersøge den. Udvalgets arbejde mundede ud i, at Justitsministeriet 31. maj 1947 udsendte et cirkulære, der skulle regulere efterretningsarbejdet i Danmark. Cirkulæret slog samtidig fast, at registrering ikke måtte ske alene pga. lovlig politisk virksomhed, og at eventuelle eksisterende registre skulle destrueres:

..“Registrering maa ikke finde Sted alene paa Grundlag af en Persons lovlige politiske Virksomhed; saafremt der fra tidligere Tid maatte findes Kartoteker eller lignende, hvori Registrering er sket alene paa Grundlag af vedkommendes lovlige politiske Virksomhed vil saadanne Oplysninger være at tilintetgøre.” (2PK-48)

Det var første gang den danske befolkning fik garanti for, at lovlig politisk virksomhed ikke måtte registreres af myndighederne. Men som det skete 21 år senere blev løftet øjeblikkelig annulleret. 11 dage senere udsendte Justitsministeriet en hemmelig skrivelse til alle politikredse, hvor ministeriet anmodede om, at der omgåede skulle indsendes en indberetning, hvis der i kredsen fandtes bevarede kartoteker fra tiden før den 5. maj 1945. Ministeriet tilføjede samtidig, at cirkulærets pålæg om at sådanne kartoteker skulle destrueres ikke foreløbig skulle efterkommes. Et år senere, den 4. maj 1948 udsendte ministeriet endnu en hemmelig skrivelse, der pålagde kredsene at registrere kommunister - uanset om deres virksomhed var lovlig eller ej.

Indtil 1948 så det dog ud som om REA og politikredsene overholdt registreringsforbuddet. REA gennemførte i december 1947 til marts 1948 besøg i alle landets politikredse og noterede i den efterfølgende rapport, at der «ikke skete nogen almindelig registrering af DKP's medlemmer». Der blev «holdt øje» med kommunister der blev anset for «farlige», men der kunne intet sted i provinsen konstateres «kommunister der var egentlig farlige». (2PK-51)

1948 Socialdemokratiet optrapper kampen mod DKP

Socialdemokratiets hovedmodstander i 1930'erne havde været DKP, og denne modstander var blevet endnu stærkere under og efter 2. Verdenskrig. Mens Socialdemokratiet havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, havde DKP spillet hovedrollen i modstandsbevægelsen. Socialdemokratiet var derfor trængt tilbage i arbejderbevægelsen, og dette afspejlede sig i valgene. DKP fik i oktober 1945 25,4% af stemmerne i København. Men meget hurtigt svandt opbakningen ind. Støtten til DKP umiddelbart efter befrielsen var mest udtryk for protest mod de gamle partier, der havde samarbejdet med nazisterne, og en tak for det bidrag DKP havde ydet til befrielsen af Danmark fra tyskerne. Det var ikke et udtryk for, at 1/4 af hovedstadens indbyggere var blevet kommunister. Ved folketingsvalget i 1947 faldt DKP's mandattal i Folketinget fra 18 til 9, og den øgede opbakning til Socialdemokratiet banede ved for regeringen Hedtoft. Efter valget besluttede partiet at optrappe kampen mod DKP, og i de følgende år blev REA og siden PET et centralt redskab i denne kamp. Det var i samme periode den «kolde krig» brød ud i lys lue, og derfor muliggjorde denne anvendelse af REA som politisk kamporganisation.

I USA havde verdenskrigens afslutning udløst økonomisk depression. Krigens «militære keynesianisme» havde pumpet enorme beløb ind i den militære industri, og dette stoppede med krigens afslutning. Omkring 1947-48 blev der derfor indgået en magtfuld hemmelig alliance mellem USA's militær og militærindustrien med det formål at få pustet forsvarsbudgetterne op igen. Det var denne alliance USA's præsident, general Eisenhower nogle år senere advarede imod og omtalte som det «militær-industrielle kompleks». Alliancen havde brug for en fjende for at legitimere oprustningen, og den eneste egnede fjende af betydning var Sovjetunionen, der ellers havde været USA's allierede under 2. Verdenskrig. Alliancen påstod derfor, at Sovjetunionen var interesseret i at udløse en ny verdenskrig for at erobre verdensherredømmet. Først adgangen til Kremls arkiver efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kunne endelig dokumentere, at dette aldrig havde været USSR's hensigt. Sovjetunionen havde fået slået over 20 millioner af sine indbyggere ihjel under 2. Verdenskrig og havde fået ødelagt betydelige dele af sin industri. Supermagten havde ikke brug for en ny krig, men for at komme sig efter den ødelæggende verdenskrig. Dens opbygning af randstater (lydstater) i Østeuropa var ikke udtryk for krigerisk ekspansion, men var udtryk for et behov for at beskytte sig mod vestlig aggression. Ved Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941, havde der ikke været nogen stater mellem USSR og den nazistiske stormagt.

I juni 1947 fremsatte USA's udenrigsminister George Marshall forslag om bistand til Europas genopbygning. Det blev af USSR opfattet som et aggressivt skridt, der skulle knytte både Vest- og Østeuropa til USA. Kommunisternes overtagelse af magten i Tjekkoslovakiet i februar 1948 satte for alvor gang i Vestens propagandaapparat. I Danmark udløste den den såkaldte påskekrise, hvis hovedessens var at den socialdemokratiske regering mente DKP ville gennemføre et statskup, og derfor satte militær, politi og hjemmeværn i højeste alarmberedskab. Rygterne var frit opfundne til lejligheden. For det første havde DKP ikke sådanne planer, og for det andet havde det hverken den politiske, organisatoriske eller militære kapacitet til at gennemføre et sådan kup. Massehysteriet havde til formål at isolere og tilsvine DKP, og dette formål lykkedes. Samtidig skulle det sætte en proces i gang frem mod Danmarks optagelse i Atlantpagten - senere NATO - og dette lykkedes ligeledes.

Efterretningsmæssigt var den første konsekvens af den socialdemokratisk konstruerede krise, at Justitsministeriet tog beslutning om oprettelse af en særlig efterretningsafdeling under Københavns Politi. Den fik bogstavet E. Bogstavet D var for belastet efter Københavns Politis samarbejde med Gestapo under 2. Verdenskrig. Samtidig fik REA besked på at gå i gang med systematisk at opbygge sit kontaktnet i provinsens politikredse. REA skulle samtidig undersøge den kommunistiske indflydelse i politiet, der viste sig at være af temmelig begrænset omfang. (2PK-53) Afd. E pralede nogle år senere overfor nordiske kolleger om, at der ikke var det kommunistiske møde i København de ikke havde aflyttet. Årsagen var, at afd. E havde fået en aftale med den tekniker der stillede lydanlæg op for kommunisterne om samtidig at installere en båndoptager, der optog mødet til afd. E.

Justitsministeriets instruks fra 31. maj 47 viste sig umiddelbart at være en hindring fra den omfattende registrering af kommunister, som regeringen nu ønskede gennemført. Samtidig kunne man ikke politisk bære åbent at vedstå, at der skulle gennemføres masseregistrering af et fuldt lovligt politisk parti, der havde 9 medlemmer i Folketinget. Justitsministeriet udarbejdede derfor en hemmelig meddelelse 4. maj 48 til mundtlig orientering af landets politimestre:

…Ifølge de Erfaringer, der er indhøstet i de Lande, som er eller har været udsat for Pres fra sovjetrussisk Side, kan man ikke se bort fra Muligheden af, at Kommunistpartiet her i Landet eller i alt Fald dette Partis mere yderliggaaende Fløj udøver eller forbereder sig paa at udøve en mere eller mindre vidtgaaende 5’ Kolonne- Virksomhed med en russisk Besættelse [i margen: el. lignende] for Øje. Under Hensyn hertil skal man meddele, at Justitsministeriets fortrolige Cirkulære af 31. Maj 1947 ikke er til Hinder for, at Politiet overvaager og registrerer yderliggaaende Medlemmer af Kommunistpartiet, hvorved bemærkes, at Justitsministeriet er klar over, at det vil være praktisk vanskeligt eller endog ugørligt at drage en skarp Sondring mellem de Kommunister, der vil deltage i 5’ Kolonne-Virksomhed, og dem, der stiller sig afvisende heroverfor.

Denne hemmelige meddelelse blev grundlaget for den kriminelle overvågning og registrering af DKP (og senere SF) frem til 1968. Den blev erstattet af en mere formaliseret - men stadig hemmelig - instruks i 1953. Udadtil bildte regeringen Folketing og befolkning ind, at lovlig politisk virksomhed ikke blev registreret, men samtidig igangsattes en intensiv overvågning og kampagne mod DKP. (2PK-55)

Masseregistreringen af kommunister løb hurtigt ind i interne problemer. Selv internt i REA var der betydeligt ubehag mod at skulle masseregistrere kommunister pga. disses indsats i modstandsbevægelsen. Registreringen blev derfor foretaget af 2 REA medarbejdere under dække af andre opgaver. Registreringen skete i et kartotek der blev holdt adskilt fra REA's hovedkartotek. I løbet af kort tid havde de to ihærdige medarbejdere registreret 5.000 kommunister, hvoraf 2.000 navne stammede fra DKP-Odenses medlemskartotek, som REA havde skaffet sig adgang til. Allerede samme år (1948) blev kartoteket mikrofilmet for at have en kopi «i tilfælde af russiske besættelse». En af disse kopier blev overdraget til CIA, hvilket først blev afsløret i 1959. (2PK-55,68)

Også i provinsen var der udbredt modvilje mod den ulovlige registrering. Modviljen skyldtes både DKP's indsats i modstandsbevægelsen, men også at både REA kontaktmænd og lokale politimestre følte ubehag ved at skulle udføre en opgave der var i strid med både cirkulæret fra 1947 og regeringens erklærede politik. Flere kontaktmænd ønskede derfor et nyt cirkulære fra ministeriet. Dette kom først 5 år senere. (2PK-57)

AIC som REA's medspiller

Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling (HIPA) var i 1930'erne Socialdemokratiets vigtigste kamp- og efterretningsinstrument overfor DKP, men besættelsesmagten tvang i november 1941 partiet til at lukke det. I oktober 1944 besluttede partiet at gendanne organisationen under et nyt navn: Arbejderbevægelsens Informationscentral (AIC). Socialdemokratiet kunne se, at krigen bar mod enden, og at partiet efterfølgende ville få en alvorlig konkurrent i arbejderbevægelsen i form af DKP. I november 44 indsattes Alsing Andersen som centralens første formand. De første år var ikke specielt rettet mod kortlægning af DKP's aktivitet på arbejdspladserne, men mere at få kortlagt den socialdemokratiske indsats, og AIC's virke var i det hele taget begrænset. Socialdemokratiet havde god grund til at holde lav profil efter samarbejdspolitikken under 2. Verdenskrig.

Dette ændredes i juli 1947, da AIC besluttede at ansætte den unge socialdemokrat Urban Hansen - der senere blev Københavns overborgmester. Han blev af AIC formanden Alsing Andersen betegnet som: «en Mand fuld af Initiativ, Virkelyst og Arbejdsevne, og at han har baade særlig Interesse og Indsigt i disse Forhold». (2PK-63) En stærkt medvirkende årsag til udviklingen af AIC's antikommunistiske virke var at Hans Hedtoft i 1947 blev socialdemokratisk statsminister. Hedtoft var i 1935 HIPA's første formand.

Urban Hansen var i 1947-56 daglig leder af AIC. Han satte den socialdemokratiske politiske registrering af kommunister på danske arbejdspladser i system og var centrets kontakt til PET. Socialdemokratiet brugte selv informationerne fra AIC til at bekæmpe DKP, dels blev de leveret videre til PET, der omvendt forsynede Socialdemokratiet med information om DKP og DKU. AIC og PET kørte i 1949-71 parløb i bekæmpelsen af DKP. (ABA)

Ansættelsen af Urban Hansen satte gang i den socialdemokratiske efterretningsvirksomhed. AIC skrev ud til afdelingerne og vedlagde et spørgeskema, hvor de lokale socialdemokrater skulle beskrive: «DKP's kontorer, deres faste funktionærer (med navn og adresse), tillidsmænd (med navn og adresse), de omtalte funktionærers og tillidsmænds aflønningsforhold samt et overslag over udgifterne til DKP's lokale apparat». Indberetningerne blev analyseret og fulgt op af en rundskrivelse i september, hvor Urban Hansen opfordrede lokale socialdemokratiske redaktører til at deltage i DKP's møder og efterfølgende indsende et referat. Dette startede den løbende indberetningsvirksomhed til AIC om DKP's aktiviteter på arbejdspladserne rundt om i landet. AIC var derfor allerede i 1948 klar over, at DKP'erne i arbejderbevægelsen var svækkede og under stadig svækkelse efter den store opbakning umiddelbart efter krigen. (2PK-65, 8PK-63)

Samarbejdet mellem AIC og REA blev indledt omkring 1949. Det nøjagtige tidspunkt er ukendt, da det ikke er præcist tidsfæstet i hverken AIC's eller REA's arkiver, men af Justitsministeriets arkiver fremgår det at Urban Hansen omkring dette tidspunkt beklagede sig over at han konstant blev opsøgt af efterretningsfolk fra REA, GE og Københavns Politis afd. E, der ville have informationer om DKP'ere på de danske arbejdspladser. REA var på dette tidspunkt fortsat svag, og havde ikke ressourcer eller kontakter til at overvåge arbejdsmarkedet. REA valgte i stedet at læne sig op ad AIC's efterretninger, og der blev dermed etableret et samarbejde, der kom til at strække sig frem til AIC's lukning i starten af 70'erne. Samarbejdet foregik på den måde, at REA skriftligt fremsendte en liste med spørgsmål til Urban Hansen, og efterretningstjenesten blev derefter tilkaldt til Hansens privatbolig i de tidlige morgentimer, hvor han under morgenbarberingen dikterede svarene på REA's spørgsmål. En række forhold peger i retning af, at det var socialdemokraten Christian Madsen der arbejdede i REA, der indhentede efterretningerne fra AIC. Han, Urban Hansen og senere statsminister (og CIA agent) H.C. Hansen delte efterretninger om DKP. (2PK-67) PET's videregivelse af efterretninger til Socialdemokratiet fortsatte også efter Madsens ophør. (2PK-160)

Hvor meget AIC fik til gengæld fra REA, foreligger der kun få informationer om. Trafikken denne vej var ulovlig, men at den forekom er dokumenteret. Således er der i AIC's arkiver fundet en PET rapport om DKU's kongres i 1958. I efterretningsverdenen var (og er) det således, at efterretninger er noget der handles med: «Vi fortæller dig kun noget, hvis du har noget at fortælle os». Hvad og hvor meget PET gav AIC er dog fortsat ukendt.

Rygtesmedene i Socialdemokratiet - bl.a. AIC - og på højrefløjen satte i disse år et væld af rygter i omløb, der skulle underminere DKP og isolere det som et «anti-demokratisk» parti. Hvem der egentligt optrådte anti-demokratisk kan nok diskuteres. Rygterne gik bl.a. på, at DKP havde flere tusinde mand under våben, at våben bl.a. blev opbevaret i Land & Folks hus i Dronningens Tværgade og at partiet ville gennemføre sabotage på de danske arbejdspladser og i havnene, for at spænde ben for den danske krigsproduktion, og for lodsningen af våben fra USA. REA udfoldede store anstrengelser for at få bekræftet disse rygter, men efterforskningen endte hver gang uden resultater: DKP havde ikke bevæbnet sit, men gjorde tvært imod sit yderste for at agere som et lovligt demokratisk parti på linie med de andre partier i Folketinget, og der kunne ikke konstateres sabotage på de danske arbejdspladser eller sabotage mod lodsning af skibe. Trods fakta fortsatte den voldsomme koldkrigs propaganda rettet mod DKP.

REA konstaterede i 1949-50, at der var visse modsætninger mellem den offentlige diskurs, hvor det hed at DKP planlagde et kup i Danmark, og så de faktiske forhold, hvor partiets medlemstal og opbakning raslede ned. REA måtte derfor omskrive virkeligheden: «REA var foruroliget over de ”forbløffende mange udmeldelser af DKP”, og mistænkte, at de næppe kunne være ærligt ment, men derimod snarere måtte være en forberedelse til illegalitet.» (2PK-72) REA mente videre, at «det reducerede DKP var meget farligere, fordi det nu havde skilt sig af med alle «medløberne».

1951 PET dannes

Hedtoft regeringens optrapning af den anti-kommunistiske aktivitet i 1948-50 løb ind i problemer pga. konflikterne mellem GE, REA og Københavns Politi. GE og REA var nok blevet tvunget til at gennemføre en arbejdsdeling i 1948, men REA's chef, Troels Hoff kunne ikke acceptere arbejdsdelingen og saboterede den. Dette ændredes først i 49, da Hoff måtte gå af pga. sin andel i politiets korruptionsskandale, den såkaldte Edderkoppesag. Hans efterfølger Alex Haslund var mere indstillet på samarbejde, men alligevel var der brug for ændringer. I foråret 1950 indsatte Hedtoft K.K. Steincke som justitsminister. Steincke var mest kendt som som socialminister, men havde også i 1935-39 beklædt justitsministerposten, og markeret sig som en ihærdig aktivist i bekæmpelsen af DKP. Da han i 1954 udgav sine erindringer skrev han:

«Dansk demokrati er i sin lammefromhed bange for at slå til – at skabe ‘martyrer’, som det så kønt, men falsk hedder – enddog slå til overfor en endnu farligere diktaturbevægelse som den fjernstyrede kommunisme...» (2PK-84)

Steincke ville gøre kål på «lammefromheden» og igangsatte med det samme planer for omorganisering af efterretningsvirksomheden, der skulle munde ud i en personaleforøgelse på 50% af REA og 100% af Københavns Politis afd. E. I første omgang gennemførte Steincke en kortlægning af de eksisterende efterretningsstrukturer, og forhandlinger med parterne mundede i efteråret 1950 ud i beslutningen om oprettelsen af PET (pr. 1. januar 1951), og arbejdsdelingen mellem det militære og politimæssige efterretningsvæsen. Det militære efterretningsvæsen skulle udelukkende koncentrere sig om indhentningen af militære efterretninger - ikke om politiske forhold i Danmark. PET skulle have hele det civile og politiske område som sit felt, men f.eks. også Hjemmeværnet. Det blev ikke Steincke der fik æren af at sætte PET i gang, for i efteråret 50 overgik regeringsmagten til en VK regering under ledelse af Erik Eriksen. Det blev venstres justitsminister Helga Pedersen der den 1. januar 51 kunne indsætte Ernst Brix som den første chef for PET.

Brix havde ønsket direkte referat for regeringens centrale ministre. Det fik han ikke. Han refererede til justitsministeriets departementschef og indirekte til justitsministeren, men var underlagt rigspolitiet og blev placeret på Københavns Politigård. Brix kom fra en stilling som kommandør i Sønderjylland, hvor han siden maj 1945 havde haft til opgave at inddæmme landsdelens nazister. En problematisk periode i Danmarkshistorien, hvor landsdelens tysksindede over en kam blev mistænkt for at have gået nazisternes ærinde, og flere tusinde blev sendt i den danske KZ lejr Faarhus.

CIA spionen i PET

Brix udtrykte fra starten stor utilfredshed med den hidtidige praksis i PET og igangsatte en lang række ændringer. Indtil da havde samarbejdet internt været ringe, og der flød efterretningsoplysninger frit rundt til organisationer udenfor: GE (nu FET) og udenlandske efterretningsorganisationer. Det sidste anså Brix for det største problem, at han indskærpede at udlevering af oplysninger kun måtte ske med hans godkendelse. Det skabte øjeblikkeligt problemer ifht. kriminalassistent Christian Madsen, der siden 1945-46 havde haft kontakt til USA's efterretningsvæsen. Haft kontakt til var en underdrivelse. Brix fandt ud af, at Madsen siden CIA i 1948 fik en komplet mikrofotograferet kopi af REA's arkiv, løbende havde kopieret alle akter i REA til amerikanerne, og at der derudover havde været 2 REA ansatte der alene var beskæftiget med at besvare spørgsmål om materialet fra CIA. Der var i virkeligheden tale om spionage til fordel for USA, der kunne være blevet dømt efter den hårde spionageparagraf, men Madsen blev aldrig stillet for retten. I stedet førte konflikten mellem ham og Brix til at han i slutningen af 1951 bad om forflyttelse til Fremmedpolitiet. Han fortsatte sit arbejde som ansat i Lufthavnspolitiet i Kastrup og fortsatte tilsyneladende sin kontakt - trods Brix' forbud - til USA. Brix var velorienteret om trekløveret Madsen, Urban Hansen og H.C. Hansen der udvekslede oplysninger om danske kommunister, og Brix orienterede derfor H.C. Hansens chef, Hans Hedtoft om den planlagte forflytning af Madsen. Hedtoft har tilsyneladende ikke haft detaljerede oplysninger om trekløverets private efterretningsvirksomhed, og «godkendte» forflytningen. (2PK-102)

Christian Madsen var oprindelig blevet ansat 1. april 1940 i Kbh. Politi afd. D, hvor han sammen med en anden socialdemokrat, Einar Andersen havde ansvaret for afd. D's kommunistarkiv. De to var øjensynlig ansvarlige for arrestationen af 5 gange så mange kommunister i juni 1941, som den tyske besættelsesmagt havde bedt om. Efter krigen blev de afhørt og efterforsket af en undersøgelseskommission, men aldrig retsforfulgt. (2PK-177) Efter krigen skiftede Madsen sit samarbejde med Gestapo ud med samarbejde med CIA. Den røde tråd var jagten på kommunister.

Udover regulering af kontakten udadtil måtte Brix indskærpe overfor PET's operative afdeling, at PET's virkemidler var begrænset af bestemmelserne i retsplejeloven. Der foreligger ingen oplysninger om, på hvilke områder PET indtil da var gået udenfor retsplejeloven. (2PK-105) Endelig centraliserede Brix beslutningsprocessen omkring sig selv og de øvrige jurister i PET. Hensigten var givet at fremme en professionalisering af PET, der skulle gøre op med de foregående års glade politi-amatører, men stramningen lagde samtidig kimen til en årelang konflikt mellem jurister på den ene side og politifolk på den anden. En konflikt der i 1958 brød ud i offentligheden, og endte med at Brix måtte gå.

Danmark var allerede i 1949 blevet optaget i NATO, og denne krævede i 1951, at alle medlemslande skulle oprette «nationale sikkerhedskomiteer». Danmark svarede i august samme år tilbage, at regeringen havde tildelt cheferne for PET og FE beføjelser der gjorde at de tilsammen udgjorde en dansk sikkerhedskomite. Svaret var dog undvigende, og konsekvensen var at NATO de følgende år placerede Danmark lavt i hierarkiet, når den skulle evaluere alliancens sikkerhedssystemer. PET's og FE's samarbejde var fortsat ikke særlig godt, og regeringen var ikke villig til at skære igennem og etablere en koordinerende og styrende myndighed.

1952 Ingen begrænsning i registrering af lovlig politisk virksomhed

Det var fortsat et problem, at efterretningsvirksomheden i Danmark officielt var bundet af cirkulæret fra 1947, der lagde begrænsninger ned over den politiske registrering. Problemet var dog kun en kilde til frustration hos dem der mente lovgivning og instrukser skulle følges. Justitsministeriet bad derfor allerede i foråret 1951 Brix om at udarbejde udkast til en ny instruks for PET - PET skulle udarbejde instruks for sig selv! Denne manøvre blev gentaget mange år senere i starten af 80'erne hvor PET også gennem mange år havde brudt de officielle instrukser.

Brix lavede et udkast til instruks, der gav ham langt videre beføjelser til at igangsætte og lede efterretningsoperationer i provinsen. Han rørte her ved den konflikt mellem PET på den ene side og de lokale politimestre på den anden, som PET's kontaktfolk formelt var underlagt. Københavns Politis afd. E indtog her en særstilling, fordi den var lige så stor som PET's centralafdeling. Ministeriet var derfor ikke villig til at følge Brix hele vejen. I starten af 1952 fulgte først en fortrolig instruks til PET og siden et fortroligt cirkulære, der ophævede 1947 cirkulæret. PET havde nu frit slag til politisk registrering - selvom regeringen udadtil fortsatte med at føre Folketing og befolkning bag lyset, når den påstod at lovlig politisk virksomhed ikke kunne registreres. (2PK-105)

Det nye PET cirkulære fra ministeriet udløste i løbet af 1952 en strøm af rundskrivelser fra Brix' side til resten af organisationen - herunder PET's kontaktfolk i provinsen. Rundskrivelse nr. 7 var en «ønskeseddel» der bestemte hvilke oplysninger om politisk virksomhed organisationen ønskede registreret:

“Indberetninger om enkeltpersoner må foruden oplysninger om personens fulde navn, fødedata, fødested, stilling, arbejdsplads og bopæl også indeholde oplysninger om den pågældendes ægteskabelige stilling og for giftes vedkommende fulde generalia på ægtefællen. Det må endvidere til belysning af den indberettede persons aktivitet og fanatisme tilstræbes at give en kort karakteristik af denne, og i forbindelse hermed bør det oplyses, hvilke personer han omgås. Ligeledes ønskes oplyst, om den pågældende er i besiddelse af motorkøretøj, fast ejendom (sommerhus, kolonihave) m.v., og om han har et påfaldende stort pengeforbrug.”

Det var ikke kun medlemskab af en lovlig politisk organisation Brix ønskede indberettet. Blot en person abonnerede på en avis eller tidsskrift tilknyttet organisationen, skulle personen indberettes. PET's net skulle være fintmasket.

1952 Likvideringslister og interneringslister

Det var først med 1952 cirkulæret at PET fik det fulde ansvar for efterretningsvirksomhed ifht. Hjemmeværnet. Allerede i 1950 havde PET konstateret at en række Hjemmeværnskompagnier ud over landet havde opstillet egne likviderings- og interneringslister, der skulle gåes frem efter i en krise- eller krigssituation. PET konstaterede at de ivrige hjemmeværnsmænd på egen hånd havde registreret lokale «kommunister», som de mente skulle interneres eller likvideres i påkomne tilfælde. Efterretningsmæssigt var der således et overlap til PET's virksomhed, og i 1952 blev aftalen med Hjemmeværnet derfor, at det var regionspolitimesteren der skulle opbevare sådanne lister (udarbejdet af PET), og først i en krise/krigssituation skulle de udleveres til Hjemmeværnet. (2PK-73, 160, 174, 176; 5PK-73) Der findes ikke samlede opgørelser over hvor mange der stod på disse lister, men i 1959 var 1.002 personer opført på en sådan liste, der dækkede København og Frederiksberg. Deriblandt også folketingsmedlemmer. (2PK-175)

I 1956 var de opgaver PET havde i en krisesituation defineret således: «Neutralisering af ledende og særligt aktive kommunister, heraf formodede ledere af et (formodet) illegalt kommunistisk partiapparat og en eventuel kommunistisk modstandsorganisation, og indskriden over for mistænkte personer, som var ansat i eller boede i nærheden af nøglepunkter.» (2PK-173) PET Kommissionen vurderer, at der på landsplan fandtes 4-5.000 personer på sådanne lister.

1952 Kritik af kartotekerne

I efteråret 1952 gennemførte Folketinget en forespørgselsdebat på foranledning af det Radikale Venstre om registrering, og justitsminister Helga Pedersen erklærede ved den lejlighed: «…at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning.» Ministeren startede hermed den langvarige tradition for at føre Folketing og befolkning bag lyset i spørgsmålet om PET's virksomhed. Ikke blot var den udstrakte registrering en krænkelse af Grundloven - med ministerens viden. Den markerede samtidig en grundlæggende disrespekt for demokratiet, hvor magthaverne fandt det i orden at anvende statens egne institutioner til at udspionere deres politiske modstandere. Ministerens svar beroligede hverken det Radikale Venstre (RV) eller DKP. Debatten fortsatte og RV stillede forslag om at der etableredes kontrolprocedurer med PET's og FE's virke. Det blev afvist af S, V og K. Der kom til at gå endnu 12 år inden nye spionskandaler tvang regeringen til at iværksætte sådanne procedurer i form af Wamberg Udvalget.

PET var i sagens natur skarp modstander af en kontrol med tjenesten, og Brix forfattede i december 52 en notits til Justitsministeriet, hvor han kategorisk afviste oprettelsen af et kontrolorgan. Hans hovedargument mod et sådant var, at PET samarbejdede med udenlandske efterretningstjenester, og hvis oplysninger om dette samarbejde slap ud, ville samarbejdet øjeblikkeligt ophøre med ubodelig skade for Danmarks sikkerhedsinteresser. Helga Pedersen fandt Brix formulering så god, at hun uforandret sendte den videre til ministerkolleger. PET skulle ikke kigges i kortene. (2PK-128)

I november 1952 brød en PET skandale ud da det kom frem, at en frivillig der skulle have været med et Røde Kors skib til Korea blev hindret heri. PET havde udleveret oplysninger til Røde Kors om at den pågældende var kommunist. For det første måtte PET slet ikke udlevere sådanne politiske oplysninger. For det andet var den pågældende slet ikke kommunist. Der var tale om ondsindet sladder. For det tredje afslørede sagen, at PET registrerede påståede kommunister - i modstrid med de officielle erklæringer, men i overensstemmelse med 52 instruksen. For at inddæmme skaden gennemførte ministeren et hemmeligt møde med formændene fra Folketingets partier - undtagen DKP. Her orienterede hun om praksis og fortalte, at PET selvfølgelig registrerede kommunister. Hun var i forvejen af Brix blevet orienteret om, at PET især var interesseret i de såkaldte kommunistiske «frontorganisationer». Det var organisationer der i PET's paranoia ikke fremstod som kommunistiske, men alligevel «fulgte Moskvas ideologi eller direktiver». Deres særlige farlighed bestod i, at de tiltrak ikke-kommunister og derved udbredte den kommunistiske «pest» til uskyldige, og gav den kommunistiske sag større gennemslagskraft. Helga Pedersen turde ikke fortælle partiformændene om denne praksis, fordi det ville være en indrømmelse af at også medlemmer af f.eks. RV og S blev registreret, når de var medlemmer af freds- eller venskabsorganisationer. Den radikale partileder Jørgen Jørgensen tilsluttede sig registreringen af kommunister «.. i hvert fald dem der står i spidsen». Han blev holdt hen i uvidenhed om registreringens faktiske omfang. Der udspandt sig på mødet endvidere en interessant diskussion om Berufsverbot, idet ministeren afslørede, at kartotekerne blev brugt til at holde personer ude fra offentlig ansættelse - f.eks. på kraftværker eller i færgedriften. Det blev kritiseret fra flere sider, netop fordi PET's oplysninger ofte var forkerte, og derfor hindrede ikke-kommunister i at få job. Det førte dog ikke til ændringer af praksis. (2PK-114)

Brix kritiserede efterfølgende ministeren for ikke at have fortalt partiernes formænd om registreringen af medlemmer af «frontorganisationerne» og henviste til at en række NATO lande allerede havde indført procedurer for afskedigelse af offentligt ansatte, blot disse var medlem af en «frontorganisation». (2PK-129)

NATO indflydelse: femtekolonnelov og nøglepunktsikring

Allerede i 1949 begyndte Folketinget at diskutere ændringer i straffelovens kapitel 12 og 13, der omhandler rigets ydre og indre sikkerhed. Diskussionerne førte først til lovændringer i 1952, og da efter pres fra NATO, hvor en tilsvarende debat foregik. I offentligheden fik lovarbejdet hurtigt betegnelsen «femtekolonneloven». Lovændringerne var tydeligvis rettet mod DKP, hvilket både socialdemokrater og borgerlige åbent indrømmede. Det var derfor mildest talt misvisende at ændringerne blev kaldt «femtekolonneloven». «Femtekolonne» henviste til fascisten Franco, der i Spanien under den spanske borgerkrig havde anvendt 5 kolonner under sin belejring af Madrid: 4 kolonner udenfor og den 5. kolonne indenfor murene. DKP undlod ikke at påpege det paradoksale i denne politiske begrebsforvirring. (15PK-135)

«Femtekolonneloven» skulle gøre det ulovligt at bistå «fjenden» i fredstid og i krigstid. Folketinget havde imidlertid et alvorligt definitionsproblem i indkredsning af «fjenden». Der var naturligvis tale om Sovjetunionen, men det kunne den ikke skrive i loven eller bemærkningerne, da det ville give Danmark udenrigspolitiske problemer ifht. USSR. De vigtigste ændringer i den eksisterende lovgivning var derfor udvidelse af straframmerne - primært for spionage.

Regeringen ville oprindelig også have forbudt udenlandsk økonomisk støtte til publicering af bøger og hæfter i Danmark, men da det i 1951 kunne konstateres at Socialdemokratiet selv havde en omfattende udgivelsesvirksomhed af hæfter, financieret af USA og skrevet sammesteds (bl.a. skriftet «Stalins fangelejre»), blev dette fjernet fra lovkataloget. Selv om det ikke blev kriminaliseret i lovgivningen at viderebringe andre staters holdninger i Danmark (i øvrigt et slag mod ytringsfriheden), har PET siden anset det for ulovligt. Denne virksomhed omtales i NATO (og PET) regi som «active measures», aktive handlinger, og er siden af PET blev fulgt nøje. PET's problem er blot, at det ikke er strafbart.

«Femtekolonneloven» blev i sidste ende mest et psykologisk våben vendt mod DKP, der skulle give resten af befolkningen en opfattelse af at kommunisterne var fjender der arbejdede for Sovjetunionen og ville falde Danmark i ryggen. I virkeligheden gik der en lige linie fra samarbejdspolitikkerne i Socialdemokratiet, V og K, der under 2. Verdenskrig også havde betegnet kommunisterne (modstandsbevægelsen) som landsforrædere. Det var lige så forkert i 1944 som det var i 1952, men koldkrigspropagandaen var intens.

Det andet vigtige politikområde der flyttede fra NATO ind i Danmark var den såkaldte nøglepunktssikring. Med nøglepunkter mentes energi-, trafik- og kommunikations knudepunkter, det ville være vigtigt at have kontrol over i en krigs- eller konfliktsituation. Udover politiets og militærets centre var der altså tale om civile institutioner, staten på forhånd skulle sikre i fredstid. Arbejdet med nøglepunkterne lå oprindelig i Forsvarsstaben, men blev efter pres fra Brix i 1951-52 overflyttet til PET. PET opbyggede en oversigt over nøglepunkter og begyndte at sikkerhedsregistrere de ansatte. Holdningen var i udgangspunktet, at mange af nøglepunkterne var under kommunistisk kontrol. Der var i mange tilfælde tale om større arbejdspladser, med en god faglig (oftest socialdemokratisk) organisering. PET opgav tilsyneladende at udrense de politisk tvivlsomme ansatte i nøglepunkterne, selvom det ikke kan udelukkes at PET hindrede ansættelse af nye. I stedet førte PET lister over «kommunisterne» i nøglepunkterne, så politiet eller hjemmeværnet kunne sættes ind overfor disse i en krise- eller krigssituation. Nøglepunkssystemet blev afviklet i 1970. PET Kommissionen mener at internerings- og likvideringsliterne ved samme lejlighed blev destrueret, men der findes ikke præcise oplysninger herom. (2PK-176)

1953 Ny instruks

I 1953 blev VK regeringen erstattet af en socialdemokratisk regering og Hans Hækkerup blev justitsminister. I oktober kaldte han Brix til møde for at diskutere udarbejdelsen af en ny instruks og nye rundskrivelser til erstatning for dem Brix havde udsendt i 1952. Initiativet til revisionen kom godt nok fra PET, men det var justitsministeriet der nu tog initiativet. Arbejdet resulterede i en ny hemmelig instruks og reviderede rundskrivelser, der blev udsendt i november. De vigtigste ændringer lå i PET's samarbejde med danske og udenlandske institutioner og på spørgsmålet om «frontorganisationer». Skandalen i 52 om udlevering af PET oplysninger til Røde Kors førte til, at PET blev stækket i sin kontakt udadtil. Både ifht. ministerier og andre myndigheder samt ifht. udenlandske efterretningstjenester. Brix argumenterede voldsomt imod denne ændring. Han ville selv vurdere hvilke ministerier han skulle tale med, og hvilke oplysninger han ville give videre, men 53 instruksen pålagde ham, at alt kontakt gik gennem justitsministeriet, og ministeriet skulle orienteres om alle henvendelser udefra, og PET's ønsker om kontakter til danske og udenlandske myndigheder. Justitsministeriet strammede med andre ord sin kontrol med PET på dette punkt, og tvang PET til at holde sig orienteret. PET's daværende souschef Mogens Jensen bemærkede dog overfor PET Kommissionen i 2000 at han ikke erindrede at den nye instruks havde ført til væsentlige ændringer i PET's arbejdsform. (2PK-148)

Den anden væsentlige ændring med instruksen var forholdet til frontorganisationerne. Regeringens holdning var her, at de skulle overvåges, og Danmark skulle hindre internationale organisationer - inden fagbevægelse og fred - i at holde kongresser i landet. Udenrigsminister - og CIA spion - H.C. Hansen redegjorde på et møde i Udenrigspolitisk Nævn nogle dage senere for den skærpede linie overfor «frontorganisationerne». Han betonede, at regeringen ikke ville lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af åbne kommunistiske kongresser eller møder, men ville hindre afholdelse af møder i de «tildækkede organisationer». Det skulle primært ske ved at nægte at udstede visum til tilrejsende deltagere. Udenrigsministeren fik opbakning fra den konservative Ole Bjørn Kraft, mens RV og V rejste principielle betænkeligheder og ønskede en debat om spørgsmålet «på et lidt højere plan». Det skete ikke. Udenrigsministeriet, fremmedpolitiet og PET arbejdede efterfølgende sammen om at hindre gennemførelsen af sådanne møder i Danmark. RV var betænkelig, fordi partiet selv umiddelbart blev ramt af beslutningen, fordi det deltog i fredsarbejdet og var imod NATO. V var som gammelt bondeparti mest interesseret i skinkeeksporten til USSR og resten af Østeuropa, og var endnu ikke imponeret af koldkrigsretorikken. (2PK-155)

1957 Brix fjernes

Siden Brix' indsættelse som chef i 1951 havde der været stærke konflikter internt i PET. Brudfladerne var mange, men de to hovedlejre blev udadtil omtalt som Brix'erne og mau-mau'erne med en henvisning til Kenya, hvor mau-mau stammen fra 1952 førte en indædt modstandskamp mod den britiske kolonimagt, og til gengæld blev nedslagtet af briterne. Brix var jurist og havde samlet 3 andre jurister omkring sig. De udgjorde ledelsen i PET. Heroverfor stod de fleste af politifolkene. Deriblandt socialdemokraterne Christian Madsen (der valgte at forlade PET i slutningen af 51) og Einar Andersen.

Den interne konflikt var så betændt, at den gennem 50'erne ved flere lejligheder førte til at PET medarbejdere lækkede historier til medierne. Konflikten kulminerede i 1956, da Brix' 3 medjurister undsagde deres chef og forklarede at han havde afgivet falsk forklaring overfor en undersøgelseskommission. Brix blev fjernet og overført til Gentofte som politimester. Han blev efterfulgt på chefposten af Mogens Jensen, der var en af de 3 undsigende jurister.

H.C. Hansen havde ikke noget imod at fjerne Brix, da denne selv havde malet sig op i et hjørne. Christian Madsen der blev fjernet i 1951 var en af Hansens nære efterretningsmæssige samarbejdspartnere, og da H.C. Hansen selv blev statsminister i 1955 fik han magten til at kunne fjerne Brix, selv om denne endte med selv at sørge for grundlaget. (2PK-184)

1958 Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg

Regeringen benyttede udskiftningen af PET chefen til organisatoriske ændringer. Vurderingen var at PET gennem Brix havde fået for stor magt, uden at Brix dog var i stand til at udfolde denne magt, og de ideer han havde med den. Ved chefskiftet blev PET's placering ændret således, at chefen ikke længere var vice-politimester men blot politiinspektør. PET var indordnet under Rigspolitiet, men havde fortsat referat for Justitsministeriet. Samtidig styrkede Justitsminister Hans Hækkerup centraladministrationens kontrol over og indblik i efterretningsvirksomheden. Det skete ved at der blev oprettet et Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg, bestående af departementscheferne fra justitsministeriet (Vilhelm Boas), udenrigsministeriet (direktør Nils Svenningsen) og forsvarsministeriet (Carl Langseth). I udvalgets møder der skulle holdes månedligt skulle også cheferne for FE og PET deltage. Formandskabet for udvalget lå i Udenrigsministeriet, der også stillede med chefen for dets sikkerhedskontor.

Sikkerhedsudvalget refererede til Regeringens Sikkerhedsudvalg. Dette holdt imidlertid uregelmæssigt møder, og departementscheferne kom derfor ofte til selv at referere for deres ministre. H.C. Hansen var i disse første år både stats- og udenrigsminister, og hans kontrol med udviklingen var derfor garanteret gennem Udenrigsministeriets formandskab. Fra 1963 blev Statsministeriet inddraget ved at det i første omgang fik tilsendt mødereferater af møderne i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg. (2PK-189)

1958-65 Genopretning

Det var langt fra Mogens Jensens ønskejob at blive chef for PET. Han beklagede sig til departementschef Boas, og mente chefstillingen var en karrieremæssig blindgyde, men han fik ikke andre valg. Det var en kamp op ad bakke at genoprette det interne samarbejde i Centralafdelingen og samarbejdet med kontakterne i provinsen, der var mistroiske efter de foregående års mange lækager. En politimester gav ved et kontaktmøde i 1958 udtryk for, at han ikke ønskede at tage del i «direkte ulovlige metoder, således som han vidste, at efterretningstjenesten undertiden kunne være nødsaget til at tage i anvendelse». Det tvang PET chefen til at understrege, at nok benyttede tjenesten sig undertiden af «uortodokse metoder», men ikke ulovlige tiltag. (2PK-205)

Mogens Jensens metode i genopretningen af PET var professionalisering på basis af en mere hierarkiseret organisationsstruktur. Han fik styr på de interne modsætninger i organisationen og fremsatte i 1960 første gang ønsket om at få lagt Kbh. afd. E direkte ind under PET. Det stødte på kraftig modstand fra københavnerne. O. Th. Olesen fra afd. E og argumentere for at det var nødvendigt, at efterretningsfolkene fastholdt en nær kontakt til det ordinære politi og til lokalmiljøet. Han understregede, at afd. E havde opbygget et stort antal kontakter i alle dele af samfundet, og at man havde erfaring med at overvåge arbejdskonflikter, yderligtgående grupper og uroligheder. Olesen mente heller ikke, at omegnskredsene burde henlægges under PET, da denne så ville blive alt for stor, og det ville «i folkemunde let blive til en Gestapo afdeling, og noget sådant kan man ikke lide herhjemme». Der kom til at gå endnu 6 år inden tiden var inde til at opsluge afd. E. (2PK-207)

H.C. Hansen døde pludseligt i 1960, og derefter svandt det uformelle samarbejde mellem socialdemokratiet, AIC og PET hurtigt ind. 2. Verdenskrigs uformelle kontaktnetværk blev erstattet af formelle. PET fortsatte samarbejdet med AIC, men det havde ikke længere et uformelt underlag.

Mogens Jensen stoppede som PET chef i 1964. Anledningen var at statsminister Kragh udskiftede sin fiskeriminister. Den nye minister måtte dog kort efter træde tilbage, da det viste sig at han havde været involveret i nogle uregelmæssigheder omkring en indsamling. Krag krævede efterfølgende en undersøgelse af PET, da han mente det var tjenesten der havde lækket de oplysninger, der førte til fiskeriministerens fald, Mogens Jensen nægtede at der havde været en læk, men konsekvensen var, at han umiddelbart efter stoppede som PET chef. Posten blev overtaget af en anden af PET's jurister, Arne Nielsen.

1964 Wamberg Udvalget oprettes

I starten af 1964 brød en række nye skandaler ud omkring PET. Politisk Revy offentliggjorde en række kritiske artikler om PET's masseregistrering. Mads Nissen Styrk skrev i artiklerne, at PET havde over 400.000 personer registreret. Tallet blev nogle få uger senere bekræftet af Arne Nielsen, der anslog at 250.000 - 300.000 personer var registreret i PET. (2PK-224)

I foråret 1964 var der demonstrationer foran Politigården i København. Demonstranterne udtrykte deres utilfredshed med PET's hemmelige kartoteker. Til venstre ses et skilt med teksten: «Ingen forfølgelse af mindretal. Katolske arbejdere». Der har formentlig været tale om medlemmer af Katolsk Arbejderaktion. PET mistænkte organisationen for en at være en sovjetisk «frontorganisation». Det var den ikke, men blev alligevel overvåget. (Land og Folk/ABA)

Få dage senere eksploderede en ny sag i dagbladet Information. Denne gang var det en biologiassistent, der i 1960 havde arbejdet for Grønlands Fiskeriundersøgelser, men pludselig var blevet kaldt hjem af Grønlandsministeriet. Da Fiskeriundersøgelserne 4 år senere ville genansætte assistenten, modsatte ministeriet sig - han var registreret i PET. Det blev nu oprullet, at ingen kunne tage til Grønland uden at være sikkerhedsgodkendt, og det genåbnede debatten om hvem det var PET registrerede. Det Radikale Venstre rejste straks en række spørgsmål overfor Justitsministeren, og i dagspressen havde ingen - udover Berlingske Tidende - rigtig lyst til at forsvare PET's masseregistreringer. Selv det socialdemokratiske Aktuelt betonede, at demokratiet måtte tolerere sine modstandere og ikke måtte udvikle sig til en politistat. (2PK-227)

Skandalen nåede i februar Folketinget, hvor Hans Hækkerup ikke ville oplyse hvor mange der var registreret (PET sagde 250.000 - 300.000), og heller ikke kunne garantere at disse oplysninger ikke blev anvendt til Berufsverbot. (2PK-227) I starten af februar fremsatte SF forslag om nedsættelse af et folketingsudvalg bestående af 17 medlemmer «til at undersøge efterretningstjenestens virksomhed samt karakteren af og omfanget af dens kartoteker. Udvalget skulle afgive beretning til Folketinget. Denne skulle rumme bl.a. forslag til ændringer af tjenestens virksomhed og en vurdering af betimeligheden af kartotekernes fortsatte førelse». (2PK-229)

Socialdemokratiet var presset af RV, som det var i regering med. Spørgsmålet var så betændt, at statsminister Krag vurderede at regeringen kunne falde, hvis ikke RV fik alvorlige indrømmelser, og Krag ville ikke lade regeringen falde på PET. Justitsminister Hans Hækkerup blev derfor pålagt at strække sig langt for at tilfredsstille RV. Det første forslag gik på nedsættelse af et parlamentarisk kontroludvalg af PET bestående af 4 folketingsmedlemmer (fra K, V, S og RV), men dette forslag var ikke spiseligt for oppositionen, der frygtede at SF selv en dag kunne få sæde i udvalget og derved få beviser for at SF og dets ungdomsorganisation selv var under intens overvågning. Efter udvalgsbehandling besluttede Folketinget i maj 1964 at nedsætte et kontrolorgan, der var ansvarligt overfor regeringen. Det skulle bestå af en formand og 3 menige medlemmer. I udvalgets forhandlinger skulle uden stemmeret deltage en repræsentant for PET, udenrigsministeriets direktør samt departementscheferne i justits- og forsvarsministeriet. Det hed videre, at udvalget «holdes underrettet om de til enhver tid fulgte retningslinier for registrering». Desuden skulle videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner fra efterretningstjenesten til styrelserne forelægges udvalget til godkendelse. (2PK-234) Folketinget besluttede ved samme lejlighed at forkaste SF's forslag om nedsættelse af et undersøgelsesudvalg.

Udvalget konstituerede sig i juni med amtmand A.M. Wamberg som formand, og højesteretssagfører Jon Palle Buhl, rigsarkivar Johan Hvidtfeldt samt højskoleforstander Harald Engberg-Pedersen som menige medlemmer. Udvalget fik til opgave at føre tilsyn med PET's registreringer og videregivelse af oplysninger til andre myndigheder. Udvalgets medlemmer havde et godt samarbejde, men blev i større eller mindre udstrækning af modarbejdet af justitsministeriets departementschef Boas og PET souschefen Arne Nielsen, der «decideret var imod udvalgets indsigt i arkiverne». (2PK-239) Nielsen opfattede klart udvalget som en klods om benet, der begrænsede PET i dets virksomhed.

Regeringen indstillede ikke sine overvejelser om sammensætningen af et kontroludvalg, selv efter nedsættelsen af Wamberg Udvalget. Trods nedsættelsen af udvalget var PET en skandale, der ikke ville forsvinde. Debatten fortsatte i Folketinget og i pressen. Krag gik derfor ind i drøftelser med Justitsministeren om sammensætning af et kontroludvalg bestående af journalister. Det fik justitsministeren hurtigt skudt ned. Krag var optaget af, at der ikke måtte være en modsætning mellem (den hemmelige) instruks til PET, og det der blev sagt offentligt. Justitsministeren fik dog overtalt Krag til, at det fortsat var nødvendigt at registrere kommunister, men samtidig benægte at dette fandt sted. Justitsministeren konkluderede i december 1964 således:

Konklusion: Vi må se på instruksen og ændre den på en sådan måde, at den stadig giver mulighed for at registrere så godt som alle kommunister. Der bør herefter ... gives offentligheden meddelelse om, at efterretningstjenesten er radikalt ændret, og at ingen herefter registreres efter sin ideologi men alene udfra [overstreget: samfundets] statens naturlige pligt til at beskytte sig mod dem der kan tænkes at ville antaste den lovlige orden med magt eller at spionere til fordel for fremmede nationer. (2PK-245)

Regeringen fortsatte således den hidtidige praksis med at føre Folketing og befolkning bag lyset. Krag var godt klar over, at regeringen derfor var sårbar overfor afsløringer og kritik, og han relancerede derfor ideen om at nedsætte et kontroludvalg bestående af 4 folketingspolitikere, for på den måde at sprede ansvaret for ulovlighederne til de andre partier. Ideen led dog endelig skibbrud i starten af 1965, men Krag havde inden da haft drøftelser med partimedlemmerne fra V, K og RV, der således var indviet i de ulovlige kommunistregistreringer, uden at gøre indvindinger herimod. Den væsentligste årsag til at det parlamentariske udvalg ikke kunne nedsættes var, at der var udsigt til at SF ville blive større end RV ved det følgende valg, og derved skulle have den ene af pladserne i udvalget. Det gik selvsagt ikke, for overvågningen og registreringen af SF var mindst lige så omfattende som den der blev sat ind overfor kommunisterne. SF skulle holdes ude. (2PK-249)

Fra dets oprettelse blev Wamberg udvalget mødt med modstand fra departementschef Boas og Arne Nielsen. Allerede i august 1964 forsøgte Boas at indskrænke udvalgets kompetence til blot at føre tilsyn med retningslinierne for PET's arbejde - ikke selve registreringerne. Denne konflikt måtte omkring ministerens bord før det blev besluttet, at udvalget kunne gennemføre stikprøver i arkiverne, dog omgivet af en række begrænsninger. (2PK-254)

Udvalget havde fra starten den holdning, at eftersom det udadtil skulle stå som garant for, at reglerne for PET's arbejde blev overholdt, så skulle de faktisk også overholdes. Dette stødte på voldsom modstand fra Boas' og Arne Nielsens side, der mente PET's eksisterende praksis skulle fortsætte uforandret. I starten af 1966 gjorde udvalget opmærksom på, at PET registrerede langt flere end justitsministeren havde lovet i sin majtale i 1964. En langvarig konflikt udspillede sig om registreringen af stillere og anmeldere for SF og DKP samt abonnenter på de to partiers aviser. Arne Nielsen hævdede, at hvis en person var stiller for f.eks. SF, var han nok også registreret for andre forhold. Undersøgelser viste, at denne påstand ikke holdt vand. 20-40% af stillerne havde alene gjort sig politisk bemærket ved at være stiller for et af partierne. Det blev derfor besluttet, at stillere og anmeldere ikke længere skulle registreres. PET bad dog stadig om at få listerne, men lagde dem på organisationssagerne, og mente således ikke at have registreret navnene. Den næste konflikt berørte destruktionen af allerede registrerede stillere og anmeldere. Arne Nielsen forsvarede med næb og kløer sine kartoteker, og ville ikke destruere de registreringer der nu ikke længere måtte gennemføres. (2PK-253)

Næste alvorlige konflikt mellem udvalg og Boas / PET var registreringen af SF'ere. PET's holdning til SF siden dets dannelse i 1959 havde været, at det var et forklædt kommunistparti, havde mange tidligere kommunister som medlemmer, og derfor var lige så farligt som DKP. Holdningen stod i lodret modsætning til Justitsministerens majtale fra 1964, og situationen blev særlig uholdbar, da SF i november 1966 blev støtteparti for Socialdemokratiet - det såkaldte Røde Kabinet. Tre måneder senere meddelte justitsministeren udvalget, at registreringen af SF'ere fremover skulle begrænses således, at den «kun ville omfatte landsledelsen, folketingsgruppen, kommunalbestyrelsesmedlemmer, lokale partiformænd og tillidsmænd på arbejdspladserne». K. Axel Nielsen mente, at det ville begrænse antallet af registrerede SF’ere til en 4-500 personer. Ministeren forklarede samtidig, at hverken han eller regeringen var villige til helt at indstille registreringen af SF'ere. (2PK-263)

1966 Afd. E opsuges i PET

I midten af 60'erne var PET professionaliseret i en sådan grad, at tiden var ved at rinde ud for dets konkurrenter i København. Den 1. januar 1966 overtog PET det efterretningsmæssige arbejde i Frederiksberg, og den 1. juli blev afd. E nedlagt og dens opgaver overført til PET. Afd. E's kartotek var i forvejen blevet destrueret 7. december 1965 på foranledning af justitsministeriet. Årsagen var, at Wamberg Udvalget den 15. december skulle inspicere PET's kartoteker og foretage stikprøvekontrol. Afd. E's kartotek omfattede 20.000 kartotekskort fordelt på 6 arkivskabe og tålte ikke udvalgets inspektion. (2PK-208)

1967 Optrapning af den operative indsats

I efteråret 1967 fik Jørn Bro af Arne Nielsen til opgave at styrke PET's operative indsats. PET skulle ikke længere blot masseregistrere på grundlag af nærlæsning af Land & Folk og andre blade. Disse registreringer kunne nok bruges ifbm. sikkerhedsgodkendelser, men var ellers ikke meget værd, og de var iøvrigt fejlbehæftede fordi PET blandede navne sammen og bl.a. fik gjort en modstandsmand til nazist pga. navnesammenfald. PET skulle i langt højere grad selv indhente informationer, og indhentning og analyse skulle adskilles. Baggrunden for denne organisatoriske ændring af PET var dels det netværk på 8-10 spioner og agenter PET havde fået med ind ved opsugningen af afd. E året forinden. Agenter der havde infiltreret venstrefløjens organisationer. Dels erfaringer fra samarbejde med ordenspolitiet der i august 1967 førte til, at PET førte politiet bag lyset og fik dem pudset på en fredelig demonstration mod Vietnamkrigen foran USA's ambassade i København. Centralafdelingen fik efter Bros organisationsændring 5 afdelinger:

1. Sekretariatet
2. Den præventivt arbejdende sikkerhedsafdeling
3. Indhentningsafdelingen
4. Analyseafdelingen
5. Observationstjenesten (2PK-218)

Jørn Bro blev PET's første operationschef og styrede de følgende 15 år PET's ulovlige overvågning og registrering af det ny venstre og desinformeringen af politiet, der skulle pudse politiet på venstrefløjen med anvendelse af stadig mere vold.

Vilhelm Boas, ansat i Justitsministeriet i 1925, departementschef 1950-68. Han var gennem sin embedstid garant for at PET kunne udfolde sin virksomhed, uden indgriben eller overvågen fra politisk side. Han sikrede samtidig at PET kunne agere på tværs af officielle erklæringer om efterretningstjenestens virke. Fra 1964 søgte han sammen med PET at modvirke Wamberg Udvalgets arbejde, og ved udarbejdelsen af regeringserklæringen i 1968 søgte han at sikre, at erklæringen ingen indflydelse fik på PET's virksomhed. Han fratrådte sin post dagen efter udsendelsen af erklæringen. (ABA) (3PK-28)

1968 erklæringen

I januar 1968 indledte V, K og RV forhandlinger om dannelse af regering. Allerede under de første møder satte den radikale Hilmar Baunsgaard PET på dagsordenen. Det var partiets holdning, at registreringen var gået over gevind, og oprettelsen af Wambergudvalget 4 år tidligere havde ikke dæmmet op for denne udvikling. Igennem 1968 arbejdede regeringen derfor på at udarbejde en ny instruks for PET, der skulle begrænse tjenestens masseregistrering. Dette arbejde havde dog forskellige perspektiver. Mens RV og til dels V ønskede egentlige ændringer, var den konservative justitsminister og specielt departementschef Boas ikke interesseret i at begrænse PET's virke. Planen i ministeriet var at kopiere formuleringen fra 1947, hvor det hed at «Registrering maa ikke finde Sted alene paa Grundlag af en Persons lovlige politiske Virksomhed». Denne erklæring blev hemmeligt udhulet 1 år senere, og Boas' holdning var, at regeringen kunne gentage nummeret: udsende en tilsvarende erklæring, og iøvrigt fortsætte de ulovlige registreringer. Det skabte i juni 1968 et internt brud i ministeriet. Ministeriet forhold til PET lå under dets 6. kontor, og dets kontorchef var Frank Poulsen, der på et møde med departementschefen den 13. eller 14. juni erklærede, at han ikke mente staten på den måde skulle snyde Folketinget og den danske befolkning. Boas' reaktion var øjeblikkeligt at fjerne Poulsen, der 4 dage senere blev overflyttet til en post som dommer i Østre Landsret. (3PK-41)

Den 30. september 1968 udsendte VKR regeringen denne erklæring, der samtidig blev videregivet som instruks til PET:

Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
At sådanne registreringer hidtil har fundet sted har ofte givet anledning til debat under den nuværende og tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige hensyn står over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan udfolde sig.
Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
Såfremt der måtte være registrerede oplysninger af den art, vil de blive tilintetgjort. (16PK-42) (Leksikons understegning)

Erklæringen var forholdsvis klar, havde øjeblikkelig bindende effekt overfor PET, og udtrykte at deltagelse i lovlig politisk virksomhed ikke længere var registreringsgrund. At det virkelig (angiveligt) forholdt sig således blev bekræftet af statsminister Hilmar Baunsgaard under Folketingets åbningsdebat den 4. oktober 68: «.. Der kan herefter ikke finde registrering sted på grund af nogen form for legal politisk virksomhed». (15PK-52) Regeringen lagde samme holdning for dagen i de efterfølgende debatter, og justitsministeren erklærede under en debat i Folketinget i oktober 1969 «at at eventuel registrering ”i strid med regeringsbeslutningen af 30. september 1968” ville kunne rammes både efter reglerne i tjenestemandsloven og efter straffelovens § 156, og at videregivelse af oplysninger til fremmede magter eller organisationer faldt ind under straffelovens §§ 107 og 108.» (15PK-23)

De følgende 41 år troede Folketinget og den danske befolkning, at dette faktisk var det formelle grundlag for PET's virke. Det var derfor en bombe under denne del af danmarkshistorien, da PET Kommissionen i sin beretning i juni 2009 kunne fremlægge et hidtil hemmeligholdt notat fra 14. september 68, der iflg. Kommissionen skulle være en «fortolkning» af regeringserklæringen (der dog først lå endelig færdig 16 dage senere). Det hemmelige notat skulle iflg. Kommissionens flertal give PET ret til at fortsætte sine registreringer af personer engageret i lovlig politisk virksomhed. Der var desuden et mindretal i Kommissionen, der klart bestred denne opfattelse. Kommissionsflertallet var imidlertid på en lang række punkter ikke i stand til at gøre rede for notatets udbredelse:

• hvorfor findes der ingen samtidige referater af diskussioner eller omtaler af notatet?
• hvorfor gik PET øjeblikkelig i gang med destruktion af registreringer (i overensstemmelse med 30/9 erklæringen, men i modstrid med 14/9 notatet)?
• hvorfor underrettede PET sine afdelinger i provinsen om 30/9 erklæringen, men ikke om 14/9 notatet?
• hvorfor protesterede FET's og PET's chefer på et møde med Justitsminister og Forsvarsminister omkring 1. oktober 1968 mod at fortsætte den hidtidige registreringspraksis uændret?
• hvorfor blev Wambergudvalget ikke informeret om notatet, når det dels havde tavshedspligt og faktisk skulle kontrollere PET efter de til enhver tid gældende retningslinier?
• hvorfor har centrale personer som Forsvarsminister Erik Ninn Hansen og senere PET chef Ole Stig Andersen aldrig set notatet?
• hvis Arne Nielsen blot fulgte notatet, hvorfor havde han den 15. december 1969 så brug for en «livsforsikring» fra ministeriets side, og hvorfor kunne han ikke få en sådan?
• hvorfor skulle Arne Nielsens instruks fra 19. december 1968 ophæves i 1974, når den hvilede på notatet?
• hvorfor refererede Kommissionsdomstolen ikke blot til notatet under sit arbejde i 1977?
• hvorfor var det nødvendigt at udarbejde nye hemmelige retningslinier i 1983, når notatet allerede gav det nødvendige grundlag?
• hvorfor dukkede notatet ikke op i 1998, da PET gik sine arkiver igennem og der fandt andre væsentlige dokumenter?

Der findes forskellige mulige forklaringer på dette: at notatet slet ikke blev skrevet i september 1968 med først mange år senere i et forsøg på at legitimere PET's ulovlige praksis; at notatet blev skrevet men aldrig formidlet videre til PET eller andre. Under alle omstændigheder afslørede PET Kommissionens flertal i sin betoning af det hemmelige notat som grundlag for PET's virke, at dets demokratiopfattelse ikke afviger særligt fra det hedengangne Østtyskland. Kommissionsflertallet fandt det korrekt, at regeringer gennem 41 år førte Folketinget og befolkning bag lyset. Endelig glemte flertallet, at tjenestemænd hvis de tjenstligt pålægges at foretage kriminelle handlinger har pligt til at modsætte sig disse. Det er Nürnbergprincipperne overført til danske forhold.

PET chef Arne Nielsen (1964-70). I baggrunden chef for FET, Erik Fournais. Arne Nielsen udarbejdede i december 1968 den instruks der de-facto annullerede regeringserklæringen fra 30. september, og pålagde de PET ansatte at fortsætte registreringen, som om regeringserklæringen ikke eksisterede. (ABA) (3PK-39)

Allerede i oktober 68 gik PET i gang med at makulere dele af sine arkiver i overensstemmelse med regeringserklæringen. Dette arbejde foregik frem til december, hvor Arne Nielsen stillede det i bero med en ny instruktion - i strid med regeringserklæringen. Anledningen var muligvis, at PET medarbejdere der arbejdede med ulovlig registrering af trotskister gik til deres chef og protesterede over, at «deres trotskister» var blevet makuleret under oprydningen i kartoteket. (3PK-57) Konsekvensen var, at Arne Nielsen udarbejdede en ny registreringsinstruks den 19. december 1968:

». . at følgende personer skal registreres - også hvis de alene er kendt som medlemmer af:
DKP’s centralkomite og DKP’s Københavnsledelse
DKU’s hovedbestyrelse og DKU’s Københavnsledelse
VS’s hovedbestyrelse og VS’s Københavnsledelse
SUF’s landsledelse og SUF’s Københavnsledelse
Da forannævnte i dag blev bestemt har vi gået sagerne igennem fra B. 67.530 og tilbage til B. 61.980, hvorved formentlig allerede en hel del af disse personer er makuleret. .« (1PK-14)

Der foreligger ingen oplysninger, om hvorvidt Justitsministeriet var bekendt med Arne Nielsens instruks, eller havde tilskyndet til den.

Instruksen skruede øjeblikkeligt tiden tilbage til før 30/9. Statistik over makuleringer i PET viser, at disse ophørte helt efter januar 1969, og personer der var makuleret blev oprettet igen i løbet af 1969 eller senere. (3PK-69) Instruksen var imidlertid så kontroversiel, at PET ikke engang turde fortælle sine medarbejdere i provinsen om den - at de altså skulle bryde regeringserklæringen. På møder med PET's kontaktfolk i januar 1969 holdt PET's Centralafdeling sig snævert til regeringserklæringen, og undlod at fortælle om instruksen. I det hele taget blev PET's styring af provinsen meget diffus efter regeringserklæringen. PET medarbejderne efterlyste år efter år retningslinier for deres arbejde, men Centralafdelingen var mere interesseret i at lokalafdelingerne registrerede løs efter eget for godt befindende. Konsekvensen var, at lokalafdelingerne de følgende 20 år udviklede en meget forskellig registreringspraksis.

1968 Niels Madsen departementschef i Justitsministeriet

Samme dag regeringen udsendte sin erklæring 30. september 1968 om stop for registrering af lovlig politisk virksomhed, stoppede Vilhelm Boas som departementschef. Posten blev overtaget af Niels Madsen, der beklædte den de følgende 18 år. Lige som Boas så han det som en central opgave at holde hånden over PET og dets ulovlige registreringer. For at skabe en tættere forbindelse indførte han den praksis, at PET's chef altid blev udnævnt af Justitsministeriets midte. Deraf udtrykket «Madsens drenge» der hentydede til de lærlinge han havde uddannet, og som efterfølgende som chefer i PET var knyttet til ham, og hvor der eksisterede en høj grad af gensidig tillid. Madsen fik på den måde endnu tættere føling med de ulovligheder der foregik i PET. Madsen udnævnte i 1971 Jørgen Skat-Rørdam til PET chef, efterfulgt af Ole Stig Andersen i 75 og Henning Fode i 84.

Niels Madsen, departementschef i Justitsministeriet 1968-86. Han knyttede PET endnu tættere til ministeriet, så han altid var orienteret om PET's ulovligheder. (ABA)

1969 Ny organisering af PET i provinsen

I november 1969 blev PET's arbejde udenfor København omlagt, idet det blev opdelt i 7 regioner, der svarede til militærets og Hjemmeværnets inddeling af Danmark i regioner (Reg. I - Reg. VII). En inddeling der for øvrigt går tilbage til modstandsbevægelsens struktur under Danmarks besættelse 1940-45. PET's regioner havde base i Aalborg (Region I), Århus (II), Haderslev (III), Odense (IV), Slagelse (V), samt i Nykøbing Falster og i Rønne (VI og VII). (16PK-35)

1969-70 Mikrofotografering af PET's arkiv og deponering i USA

I oktober 1998 kom det i Jyllandsposten frem, at PET i 1969-70 havde mikrofotograferet sit arkiv og deponeret kopien i USA. Kilden til denne oplysning var tidl. justitsminister Knud Thestrups dagbøger, der havde følgende notat for 2. marts 1971:

I den forgangne uge indberettede Skat-Rørdam, at han havde opdaget, at afdøde Arne Nielsen havde ladet den del af Efterretningstjenestens kartoteker, der blev tilintetgjort som følge af regeringsbeslutningen, mikrofotografere og opbevare i en forseglet pakke i den danske ambassade i U.S.A. Jeg gav straks ordre til at pakken straks skulle destrueres. Der skulle ikke være andre der vidste det end direktør Fisher (i Udenrigsministeriet). Efter ministermødet sagde jeg til Hartling, der var blevet gjort bekendt med sagen, at jeg straks havde givet ordre til at destruere pakken og sagde, at jeg ville indvi statsministeren i sagen. Hartling sluttede sig ganske hertil. ”Det er en helt rigtig beslutning”, sagde han. Efter ministermødet berettede jeg sagen for statsministeren [Baunsgaard], der ligeledes sluttede sig til min afgørelse. (3PK-130)

PET Kommissionen gør i sin beretning en betydelig indsats for at modbevise påstanden om kopiering af makulerede sager. Det sker bl.a. ved at så tvivl om Testrups troværdighed som kilde, selv om Testrup andre steder i beretningen fremtræder som den vigtigste og mest præcise kilde. Det der kan konstateres med sikkerhed er, at PET i perioden juli 1969 til marts 1970 mikrofotograferede sit arkiv, at Arne Nielsen i april 1970 besøgte Washington, og PET i januar 1972 destruerede 274 spoler mikrofilm. Der er imidlertid rod i Kommissionens beregninger. Ifølge denne blev hele kartoteket mikrofilmet. Det passer imidlertid ikke med antallet 274 film. PET's kartotek fyldte 460 løbende meter, og PET optalte selv at have 3150 sagsark pr. meter. Det gav ialt 1,45 millioner sagsark. Hver mikrofilm kunne rumme 725 optagelser, så hvis arkivet var fotograferet skulle der være anvendt 2000 film, ikke 274. Kommissionen har åbenbart ikke opdaget dette misforhold, og har derfor heller ikke undersøgt hvilke dele af arkiver der blev mikrofotograferet og ud fra hvilke kriterier. Kommissionen oplyser selv, at 5663 personsager blev makuleret fra 30. september 1968 og frem til december samme år. Angiveligt skulle de nødvendige sager ifht. regeringserklæringen være makuleret. Det er ikke korrekt. Arne Nielsen standsede makuleringsprocessen med sin interne instruks af 19. december 1968, og makuleringen blev derfor ikke ført til ende som postuleret i regeringserklæringen. Det er troligt at nogle af de 5663 personsager blev makuleret, men omvendt er der også eksempler på, at PET gemte «makulerede personsager» i særlige pengeskabe. Det kan på denne baggrund og med de vidneudsagn der er afgivet overfor PET Kommissionen ikke afvises at også «makulerede pengeskabssager» er blevet fotograferet, og under alle omstændigheder rummede det arkiv PET rådede over i sommeren 1969 en stor mængde sager der skulle være makuleret, hvis regeringserklæringen var blevet overholdt. Eftersom kriterierne bag udvælgelsen af de 12% af PET's arkiver der blev mikrofotograferet ikke er afdækket, kan man kun gisne om disse og hvilke motiver der skulle ligge bag fotograferingen. (3PK-130-158)

1970 PET fører Justitsministeriet bag lyset

Trods indstillingen af makuleringerne i december 1968 var PET særdeles utilfreds med den nye instruks, og beklagede sig hyppigt til justitsministeriet. PET gik ikke af vejen for at føre departementet bag lyset for at få sin pointe igennem. PET Kommissionen dokumenterer i sin beretning, at PET chef Arne Nielsen i januar 70 forsøgte at føre departementet bag lyset, da han til departementschef Niels Madsen oplyste, at PET alene i 1964-68 havde slettet 173.000 personer fra sine kartoteker, heraf 65.000 udlændinge og 108.000 danskere. PET chefen oplyste videre, at kun omkring 10.000 var politisk registrerede. Kommissionen dokumenterer at begge oplysninger var hen i vejret. Antallet af politisk registrerede danskere i 70 var ikke 10.000 men omkring 37.000. Antallet af slettede personsager var i perioden ca. 13.500 - ikke 173.000. (3PK-121)

PET klagede videre over, at de massive makuleringer (der altså ikke fandt sted) førte til, at PET ikke længere kunne garantere sine sikkerhedsgodkendelsers validitet. Det ville især berøre den mest følsomme del, nøglepunktsregistreringen, og PET ville derfor ikke længere kunne garantere, at der ikke sad «samfundsfjender» i nøglepunkterne, som ville fungere som en femtekolonne i en krise- eller krigssituation. PET gik i stedet over til at lave «positivlister». Dvs. lister over de danskere tjenesten mente man kunne have politisk tillid til. Det fremgår ikke hvilke kriterier tjenesten opstillede for at den mente en dansker kunne arbejde i et nøglepunkt. (3PK-125)

1968-74 Krig mod Wambergudvalget

Havde forholdet mellem Wambergudvalget på den ene side og PET og justitsministeriet på den anden været anstrengt i perioden 1964-68, blev det efterfølgende iskoldt. Anledningen var, at PET åbenlyst krænkede regeringserklæringen. Det fandt Wambergudvalget hurtigt ud af. Udvalget havde imidlertid mundkurv på og kunne ikke gå til pressen. I stedet diskuterede det situationen med de skiftende justitsministre og opfordrede dem til at informere Folketinget om den eksisterende (ulovlige) praksis. (3PK-77)

Allerede fra 1969 arbejdede PET og departementschef Niels Madsen derfor aktivt på at få nedlagt udvalget og få det erstattet med et parlamentarisk organ. Det var klart, at et udvalg bestående af folketingspolitikere kun i begrænset omfang kunne få indsigt i PET's registreringer, og både PET og departementschefen mente sig derfor bedre tjent med et sådant. Justitsminister Knud Thestrup foretog sonderinger i 1969-70 og K. Aksel Nielsen igen i 1971-72, men forslaget faldt begge gange til jorden. Socialdemokrater og borgerlige frygtede, at SF ville blive repræsenteret i et sådant udvalg, og derved opdage den omfattende overvågning det selv var udsat for. Dette var baggrunden for, at PET's operationschef Jørn Bro i 1972 gav ordre til at PET's materiale om SF skulle makuleres. Det skete af frygt for at det ulovlige materiale ville blive opdaget. Socialdemokratiet havde 5 dage forinden fremsat forslag i Folketinget om oprettelse af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg. (3PK-81) Forslaget overlevede ikke førstebehandlingen, og der kom til at gå endnu 16 år inden et sådan udvalg blev nedsat af Folketinget.

De røde ark og PET's anden svindel overfor Wambergudvalget

Udover den iskolde luft mellem Wambergudvalg og PET i disse år konstaterede PET Kommissionen, at PET systematisk førte udvalget bag lyset. Allerede i 1965 havde udvalget indledt stikprøvekontrol af PET's kartoteker. Det foregik på den måde, at udvalget kom med en liste med navne, som PET efterfølgende søgte på sine tromler. Hvis et eller flere af navnene var registreret, skulle PET fremlægge pågældendes personmappe, med mindre særlige grunde som igangværende efterforskning talte imod. Op til et møde 16. februar 1967 havde udvalget f.eks. givet PET en liste med 51 navne. PET meddelte, at 27 var «ukendte», mens 24 var «kendte». Af disse 24 afslog departementschef Boas aktindsigt i de 13. Efter regeringserklæringen optrappede udvalget sine stikprøver, fordi den mente de kunne være et middel til at afsløre, om PET fortsatte sine ulovlige registreringer. PET Kommissionen afslører, at i mindst 17 tilfælde løj PET overfor udvalget i Arne Nielsens tjenestetid, og denne praksis fortsatte under senere PET chefer. Kommissionen nævner et eksempel, hvor udvalget den 20. januar 1970 anmodede om at se personmappen på en i offentligheden kendt person. Dagen efter meldte PET personen ukendt. PET Kommissionen kunne imidlertid konstatere, at den pågældende faktisk var registreret i 1970 og forrest i dennes mappe lå et rødt ark:

B.67.301 !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Udvalget har den 21/1-70 til et møde bedt om at se denne sag. – Man ville se:… [navn på vedkommende], men han blev på det foreliggende grundlag meldt ukendt. Sagen skal bibeholdes. Den 23. januar 1970. …[kodebetegnelse for PET-medarbejder] Skal ligge forrest i sagen. ==================

PET begyndte efter 1968 at anvende disse røde ark i personsagerne som påmindelse om, at tjenesten ifht. den pågældende person havde ført Wambergudvalget bag lyset, og at personen også i fremtiden skulle meldes ukendt. Personen var blevet registreret i april 1968 fordi han en måned forinden var blevet valgt til VS' hovedbestyrelse. På et tidspunkt i 80'erne slettedes registreringen, men sagen blev ikke makuleret. Den blev i stedet overflyttet til et pengeskab i PET's afd. 7, hvor den i 2002 blev fundet. (3PK-86)

PET Kommissionen dokumenterer følgende former for PET bedrageri overfor Wambergudvalget:

• Wambergudvalget spurgte på en person, som PET rent faktisk havde oplysninger om. PET svarede, at personsagen var makuleret, eller at personen var ukendt. PET beholdt personsagen.
• Wambergudvalget spurgte på en personsag, som PET lå inde med. PET svarede, at sagen var makuleret. Makuleringen skete først, da udvalget havde udbedt sig sagen. Typisk foregik makuleringen dagen før eller samme dag som mødet i Wambergudvalget.
• Wambergudvalget spurgte på et bestemt B-nummer eller det nærmest følgende nummer, som indeholdt en aktiv personsag. PET fortalte udvalget, at sagen var makuleret. Makuleringen skete først efter Wambergudvalget havde spurgt på sagen, typisk dagen før eller samme dag som mødet i Wambergudvalget.
• Wambergudvalget spurgte på et bestemt B-nummer eller det nærmest følgende nummer, som indeholdt en aktiv personsag. PET fortalte udvalget, at sagen var makuleret, men beholdt sagen.
• Wambergudvalget spurgte på et bestemt B-nummer eller det nærmest følgende nummer, som indeholdt en aktiv personsag. PET sprang både dette nummer og flere efterfølgende numre med aktive personsager over, til de kom til en «ufarlig» sag der blev forelagt udvalget. (3PK-89)

Alle PET's personsager var fortløbende nummereret med et såkaldt B-nummer. Til hvert møde indgav udvalget en liste med tilfældige numre, som det gerne ville se sagerne på. Fandtes sagen ikke (fordi den pågældende personsag var makuleret) skulle den først eksisterende næste sag i nummerrækkefølgen fremlægges. Svindelen forstærkedes af der kunne være flere numre i B-nummerrækkefølgen PET sprang over. Det var dermed ikke en enkelt men flere personsager PET foreholdt udvalget.

I 1971 bad Wambergudvalget om at få forelagt alle nyregistreringer for derved at følge med i PET's registreringspraksis, og som led i kontrollen af at PET overholdt regeringserklæringen. PET Kommissionen dokumenterede imidlertid, at det ikke var alle nyregistreringer af danske statsborgere, der blev forelagt udvalget. I nogle tilfælde skete det med den officielle forklaring, at personsagen indeholdt kildeoplysninger, der altså kunne bruges til at identificere kilden. I andre findes der ingen forklaring, udover at PET som i eksisterende sager ikke ønskede at registreringen skulle komme til udvalgets kendskab. (3PK-95)

PET Kommissionen kunne kun konstatere svindel i Arne Nielsens og Ole Stig Andersens embedsperioder. Det medfører ikke nødvendigvis, at svindel ikke blev praktiseret under andre PET chefer, men at Kommissionen ikke havde de nødvendige lister fra Wambergudvalget og PET i de andre perioder. Skat-Rørdam (1971-74) erindrer slet ikke de røde ark, og Ole Stig Andersen (1975-84) påstod overfor PET Kommissionen, at han blev opmærksom på «systemet» ved sin tiltræden som chef og umiddelbart derefter afskaffede det. Kommissionen kunne dog dokumentere svindel, også senere i Andersens embedsperiode. (3PK-99)

Nyregistreringer 1970-74. Efter et betydeligt antal nyregistreringer i 1970 der muligvis skulle kompensere for makuleringer i arkivet i 1968, faldt antallet de følgende år. Til gengæld steg antallet af registrerede udlændinge i 1974. Denne tendens fortsatte gennem 70'erne. PET Kommissionen har ikke interesseret sig for dette forhold, men det formodes at en betydelig del af de politiske flygtninge der gennem 1970'erne søgte asyl i Danmark på flugt fra diktaturene i bl.a. Chile og Argentina blev registreret. De var trods alt venstreorienterede og derfor i udgangspunktet på PET's sorte liste. (3PK-120. Kilden er PET's årsberetninger 1970-74, så tallene er ikke nødvendigvis korrekte.)

Østkontakter som dække for registrering

En af de standende konflikter mellem Wambergudvalget og PET var registrering af østrejser, og kontakter til østeuropæiske ambassader. PET havde tidligere haft en systematisk praksis for at registrere rejsende til østblokken - der f.eks. fik fotograferet deres pas ved udrejse fra Gedser - og besøgende på ambassader. Regeringserklæringen gav imidlertid ikke PET lov til at foretage denne type registreringer, men PET havde stærkt brug for østregistreringen som dække for at kunne registrere almindelig politisk virksomhed. Når et DKP medlem først havde besøgt Sovjetunionen var det efter PET's opfattelse i orden også at registrere hans medlemskab af DKP og abonnement på Land & Folk. Wambergudvalget gik stærkt i rette med denne holdning, uden at PET af den grund ændrede praksis. Udvalget anbefalede efterfølgende, at forældelsesfristen blev nedsat fra de daværende 10 år til 3, forstået på den måde at hvis der ikke 3 år efter registrering af kontakt til en ambassade eller besøg i et østland var sket yderligere, skulle personsagen makuleres. Også dette modsatte PET og departementet sig. Udvalget kunne konstatere, at PET's praksis var i strid med regeringserklæringen. (3PK-103)

Det var praksis også i spørgsmål om registreringer af «ulovlig politisk virksomhed». Udvalget opdagede, at en ung studerende blev registreret, blot fordi han havde haft forbindelse med to trotskister. Udvalget konstaterede med Engberg-Pedersens ord at PET «.. i praksis registrerede blot på grundlag af en 'fremtidig' mistanke». (3PK-104) Udvalget var samtidig meget utilfreds med registreringen af medlemmer af venskabsforeninger. Med amtmand Wambergs ord var det faktisk ikke forbudt at interessere sig for f.eks. DDR eller Ungarn. PET argumenterede med, at foreningerne havde kontakt til officielle myndigheder og dermed til efterretningstjenesterne, og deres medlemmer derfor skulle registreres. Heller ikke denne praksis ville PET ændre. Wambergudvalget var med andre ord allerede i 1970 klar over, at PET fortsatte sin registrering af lovlig politisk virksomhed.

Et tredje konfliktområde var videregivelsen af oplysninger ifbm. sikkerhedsundersøgelser, hvor udvalget konstaterede, at PET videregav politiske oplysninger til andre myndigheder i strid med Justitsministrenes erklæringer. Heller ikke på dette punkt formåede udvalget at få ændret PET's praksis.

Udvalget klager til justitsministeren

Fra 1972 var det et fast punkt på udvalgets møder, at det opfordrede Justitsministeren til redegøre overfor Folketinget for PET's faktiske registreringspraksis. Først K. Aksel Nielsen og siden Nathalie Lind erklærede imidlertid, at det ikke var det «rette tidspunkt» at lave en sådan redegørelse. PET Kommissionen konstaterer i sin beretning tørt, at det «rette tidspunkt» for at redegøre overfor Folketinget at PET ikke fulgte regeringserklæringens anvisninger ikke opstod i perioden 1968-89. (3PK-106)

Engberg-Pedersen mente, at udvalget skulle være «offentlighedens garant». Han fandt, at

.. fhv. justitsminister Thestrups udtalelser i folketinget under debatterne i folketinget i 1969-1970 ligger temmelig langt fra virkeligheden. På denne baggrund har folketinget og offentligheden fået et forkert indtryk af, hvad der faktisk foregår. Ganske vist er udvalget formelt nedsat af regeringen, men det skete dog reelt som resultat af en folketingsbeslutning. Udvalget står derfor over for folketinget og offentligheden som garanter – og er også ved flere lejligheder nævnt på denne måde – for praksis. (3PK-101. Referat af møde i Wambergudvalget 24. juni 1975)

Skiftende justitsministre førte med andre ord Folketinget og den danske befolkning lyset i spørgsmålet om PET's registrering af lovlig politisk virksomhed.

1974 PET ændring i registreringsinstruks

I en notits af 21. august 1974 ændrede PET chefen Skat-Rørdam registreringsinstruksen:

. . Siden regeringsbeslutningen af 30/9-1968, hvorefter man ikke længere måtte registrere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, har det her i afdelingen været almindeligt, at personer i DKP’s, DKU’s, VS’s og SUF’s topledelse skulle være registreret. - Det er i dag bestemt, at disse personer ikke mere må registreres . . . (1PK-14)

Det var denne instruks der i 1998 blev fundet i PET's arkiv, der var medvirkende til nedsættelse af PET Kommissionen, fordi den bekræftede eksistensen af den ulovlige registrering efter 1968. Instruksens rækkevidde var dog tilsyneladende begrænset. Af de 194 ledende medlemmer af de fire organisationer fik kun 10 makuleret deres personsager i 74 (og kun 3 efter den nye ordre) og 9 i 75. Samtidig fortsatte PET nyregistreringerne. PET Kommissionen dokumenterer, at f.eks. et DKP centralkomitemedlem blev registreret i juni 1978 - alene for sit medlemskab af centralkomiteen. (3PK-116) PET fortsatte efterfølgende også sin registrering af medlemmer på lavere niveauer i de politiske foreninger og partier.

1975 Ny ledelse

Posten som PET chef blev i 1975 overtaget af Ole Stig Andersen, der kom fra Justitsministeriet. En af «Madsens drenge». Med ham skiftede departementet og PET kurs overfor Wambergudvalget - fra konfrontation til samarbejde. Begge erkendte, at Wambergudvalget var et «onde» der var kommet for at blive, og anlagde derfor i højere grad en samarbejdslinie, hvor de samtidig forsøgte at få udvalget til at «blåstemple» de ulovlige registreringer. Metoden var, at PET orienterede om metoder, organisationer og personer der blev registreret, og når udvalget ikke fik held til at ændre praksis, havde det i PET's optik «blåstemplet» denne praksis. En særdeles interessant opfattelse, da udvalget ingen instruks-givende eller -fortolkende kompetence havde. Det skulle tilse, at de eksisterende instrukser blev overholdt - ikke udstede dem. Det var disse «blåstemplinger» PET refererede overfor sine afdelinger i provinsen. (3PK-160)

PET's Centralafdeling gik i sidste halvdel af 70'erne i dialog med afdelingerne i provinsen om hvem der skulle overvåges og registreres. I 1975 havde afdelingerne i 7 år arbejdet uden præcise retningslinier for hvad de skulle registrere. Ole Stig Andersens noterede i 1983: «Det bemærkes, at der i perioden 1968 til 1983 ikke eksisterede skriftlige retningslinier vedrørende efterforskning på det politiske område, men at justitsministeren i hele perioden har været holdt nøje underrettet om PET’s praksis.» (3PK-170)

Fraværet af skriftlige instrukser var i høj grad frustrerende for PET's medarbejdere i provinsen. På den ene side havde de 68 erklæringen der nedlagde forbud mod registrering af lovlig politisk virksomhed. På den anden side havde de klare indikationer fra Centralafdelingen om, at de bare skulle fortsætte deres hidtidige registreringspraksis. PET chefen bliver på et møde i november 1976 med PET's medarbejdere i provinsen citeret for følgende:

På given foranledning giver Pm. (Ole Stig Andersen) udtryk for, at vi ikke kan forvente at få regeringserklæringen fra 1968 lavet om. Den er der nu og giver en vis ro. Så må vi bøje og strække den, så vi kan udføre vore opgaver alligevel. (3PK-168)

Det løste ikke frustrationerne blandt de PET ansatte. En erklærede på samme møde:

.. efter min mening, og efter det, jeg har oplevet i de år, jeg har været i PET, så må jeg sige, at vi i tidernes løb har registreret alt for meget. Vi har rent ud sagt registreret lige hen i vejret, før forbuddet om registrering af lovlig politisk virksomhed altså kom. Når vi altså rent faktisk har overdrevet registrering af ting helt uden betydning, så er man selv ude efter at få besked på, at det må man altså bare ikke. Selv om man så endelig måtte registrere den slags ting, så betød det jo bare tidsspilde, så man ikke kan hellige sig de virkelig væsentlige ting. Det samme skete i perioden, hvor der løb en kampagne om EF før folkeafstemningen. Her interesserede vi os for “Folkebevægelsen mod EF” – det var noget, der overhovedet ikke vedkom os, for det var lovlig politisk virksomhed, og det var ikke noget, der på nogen måde truede hverken parlamentarismen eller demokratiet. (3PK-164)

Medarbejderne var spændt ud mellem forbuddet mod ulovlig registrering og kravet fra Centralafdelingen om registrering og overvågning af det hav af nye folkelige organisationer og bevægelser, der skød frem i 1970'erne. Centralafdelingen opfattede dem alle - som f.eks. Folkebevægelsen - som ulovlige. I stedet for den indsnævring der var tænkt med regeringserklæringen, udvidede PET sin opfattelse af «subversiv politiske politisk aktivitet» fra at dække DKP til i slutningen af 70'erne at dække alt politisk aktivitet til venstre for det Konservative Folkeparti. Socialdemokrater og Radikale blev således også overvåget. Denne udvikling vakte mildest talt ikke jubel blandt de ansatte. I referatet fra PET's årsmøde med sine folk i provinsen i 1978 hedder det:

... tillidsmanden fremhævede, at man måtte have betænkelighed ved, at medarbejderne blev sat ind i konflikter − fiskerikonflikten blev nævnt som eksempel − hvor man ikke fandt, at PET havde legitime opgaver at løse. Det blev fremhævet, at der i forvejen var politidækning i sådanne konflikter, og at man blandt medarbejderne måtte have betænkeligheder ved ”...i en given situation ikke bagefter at blive bakket op af ledelsen”. (3PK-196)

PET chefen lovede de følgende år at få udarbejdet retningslinier, som provinsen kunne arbejde efter. Disse forelå dog først endeligt i 1983 - 15 år efter regeringserklæringen.

1977 Hetlersagen og Kommissionsdomstol

I 1977 brød en skandale ud i dagspressen, da det blev afsløret at FET i samarbejde med højreorienterede havde overvåget og registreret venstrefløjen - i strid med regeringserklæringen. Skandalen førte til, at regeringen i juli 1977 nedsatte en kommissionsdomstol til undersøgelse af sagen. Det var i en periode af Danmarkshistorien hvor regeringen fortsat havde respekt for demokratiet og ikke afviste skandaler med parolen: «der er ikke noget at komme efter». Skandalen kostede i oktober Justitsminister Orla Møller hans politiske liv, efter han bl.a. havde misinformeret Folketinget om sagens indhold. (3PK-175)

Redaktør Hans Hetler foran sit private efterretningsarkiv. Det var Ekstra Bladet, der i begyndelsen af juni 1977 afslørede forbindelsen mellem FET og en privat efterretningsorganisation under Hans Hetler. Hetler havde en fortid i den højreorienterede organisation Demokratisk Alliance, som i 1960'erne infiltrerede dele af venstrefløjen. Hetler anvendte i sit arbejde en bestemt formular udarbejdet af FET, og politiske oplysninger blev delt mellem Hetler og FET. (L&F, ABA)

Niels Madsen fik indsat landsdommer Frank Poulsen som formand for kommissionsdomstolen. Poulsen havde jo indtil 1968 arbejdet i Justitsministeriet med ansvar for PET. Niels Madsen lagde ved samme lejlighed pres på Frank Poulsen for at få ham til at lave en «tolkning» af regeringserklæringen, der skulle give PET bredere beføjelser. (3PK-177)

PET plukkede efterfølgende i de dele af Kommissionsdomstolens fortolkning, den kunne bruge til legitimering af sin praksis. Det gjaldt følgende punkter:

• Registrering af lovlig politisk virksomhed kunne tillades, når registreringen af personen var hjemlet af andre grunde (østrejser, ambassadebesøg, deltagelse i strafbare handlinger)
• Regeringserklæringen talte kun om personer. Lovlige politiske foreninger og organisationer kunne derfor godt registreres
• Der måtte godt lægges lister over ledende medlemmer på organisationssagen, når listerne ikke var systematiserede eller individualiserede
• Den enkelte medarbejder måtte godt foretage politisk registrering i sit arbejdskartotek «til støtte for sin hukommelse» (3PK-191)

Der var dog også dele af Kommissionsdomstolens fortolkning PET ikke kunne bruge. Det gjaldt f.eks. dens påbud om at PET skulle:

.. udvise særlig omhu med, at den person der udvælges til dette specielle arbejde, såvel mundtligt som skriftligt instrueres så fyldestgørende som muligt om virksomheden og i særdeleshed om dens lovmæssige og naturlige grænser, og at ledelsen i det omfang, det måtte være muligt, rutinemæssigt holder sig orienteret – eventuelt ved egentlige kontrol foranstaltninger og inspektioner – om omfanget og den nøjagtige karakter af de enkelte medarbejderes virksomhed. (3PK-188)

Præcise skriftlige instrukser ville afsløre, at PET brød regeringserklæringen, og PET var derfor hverken interesseret i præcise instrukser eller kontrol.

Kommissionsdomstolens rapporter blev offentliggjort i forsommeren 1978, og regeringen overvejede efterfølgende også at offentliggøre retsbøgerne fra domstolens afhøringer. Her løb den imidlertid ind i det problem, at disse ville afsløre, at PET brød regeringserklæringen. Retsbøgerne viste nemlig, at FET havde været langt mere restriktiv i sin overholdelse af regeringserklæringen og f.eks. havde brugt 6 år på at gennemgå sine arkiver, hvorunder 2/3 af navnematerialet blev destrueret. PET's arkivgennemgang blev indstillet 2½ måned efter den blev sat i gang. I et internt notat til statsminister Anker Jørgensen hed det:

En offentliggørelse af dette forhold vil kunne skabe betydelige vanskeligheder for PET og i hvert fald modvirke den ligestilling mellem de to tjenesters virksomhed på registreringsområdet, som man i øvrigt tilstræber. (3PK-199)

Statsministeren besluttede derfor i juni 78 ikke at offentliggøre retsbøgerne.

1978-80 Definitionen af ulovlig politisk virksomhed

PET havde siden starten af 70'erne registreret alle politiske foreninger og organisationer til venstre for socialdemokratiet, og da Wambergudvalget i starten af 1978 fandt ud af at PET også havde registreret et oplysningsforbund, bad udvalget om en redegørelse. PET chefen redegjorde efterfølgende for de «kommunistiske frontorganisationer» og «maoistiske grupper» i Danmark. PET havde en særdeles bred forståelse af begrebet «frontorganisationer», der f.eks. dækkede venskabsforeninger, humanitære organisationer, fredsorganisationer og faglige organisationer. Udvalget syntes PET's forståelse var vældig interessant og spurgte derfor ind til hvilke partier i Folketinget der var registreret, hvortil PET chefen oplyste at 3 partier i Folketinget var registreret: DKP, SF og VS. (I virkeligheden var også Socialdemokratiet og RV registreret pga. deres holdning til fred og neutronbomber). PET chefens orientering af udvalget fik det efterspil, at PET blev nødt til at destruere en medlemsliste over medlemmer af VS-Østerbro. Listen som PET chefen havde været så uheldig at omtale overfor udvalget var blevet «fremskaffet» af PET i marts 1968. (3PK-204)

Da KAP i 1979 blev opstillingsberettiget til Folketinget, øgede det behovet for afklaring af hvad PET kunne registrere. Det tvang PET til at definere, hvad tjenesten egentlig forstod ved «ulovlig politisk virksomhed» - altså politisk virksomhed der skulle registreres. Fra Kommissionsdomstolen havde man følgende formulering af hvad der var politisk registreringsværdigt:

Erklæringen må .. forstås således, at den berettiger til registrering på grundlag af rimeligt begrundet mistanke om ulovlig politisk virksomhed eller medvirken hertil eller om virksomhed, der efter almindelige erfaringssætninger må ventes at ville udarte til ulovligheder. (3PK-182)

I april 1980 udarbejdede PET et notat, der kraftigt udvidede denne fortolkning. Notatet henviste til Grundlovens §78, stk. 2 der taler om at: «..foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, er at opløse ved dom». Notatets forfatter påpegede, at statsmagten for at opfylde denne forpligtigelse måtte have mulighed for at undersøge foreningens og medlemmernes virksomhed, hvilket «normalt omfattede en vis registrering». Som belæg for denne holdning henviste forfatteren til sagen mod den Internationale Arbejderforening for Danmark. Der var tale om Socialdemokratiets forløber, som den konservative stat i 1874 og PET i 1980 fandt det berettiget at overvåge, dømme og forbyde. (3PK-207)

Den holdning ville berettige politiet til at installere videokameraer i alle privatbiler, alene på mistanken om at bilister kører for hurtigt eller taler i mobiltelefon, eller installere statslig videoovervågning i alle hjem, fordi det meste vold sker i hjemmet. Altså en ide om en politistat. Når Kommissionsdomstolen taler om «rimeligt begrundet mistanke» er det udtryk for, at organisation eller person umiddelbart forudgående skulle have begået strafbare handlinger. Det var ikke nødvendigt i PET's optik. PET notatet fortsatte videre med mistænkeliggørelse af DKP, som er interessant til afdækning af PET's demokratiopfattelse:

Man kan i virkeligheden med en vis ret rejse det spørgsmål, om DKP er et lovligt parti. Tidligere har DKP næppe haft et lovligt formål, men som nævnt foran ved omtalen af dommen fra 1874 kan man ikke nøjes med at se på partiprogrammet. Man må også tage hensyn til partiets virksomhed, således som den udfolder sig for tiden.

Sammenfattende må man konkludere, at partiet ikke i dag kan opløses ved dom, men statsmagten må fortsat være interesseret i at følge med i, om partiets nuværende demokratiske profil er oprigtig ment, eller om der er tale om taktisk overlæg. Dette spørgsmål bør undersøges af PET, og dette kan kun ske ved en nærmere overvågning af partiet og nogle centrale personer inden for partiet, hvilket igen vil indebære en vis registrering af medlemmer af DKP.

Det er derfor ikke helt korrekt, hvis man hævder, at regeringserklæringen forbyder registrering af alle kommunister. Når spørgsmålet i praksis ikke har givet anledning til vanskeligheder, beror dette på, at PET på grundlag af de registreringskriterier, der er kendt af Wamberg-udvalget, har fået registreret de kommunister, som det er nødvendigt at have registrerede. (3PK-207)

PET mente grundlæggende ikke, at DKP eller de øvrige partier der blev overvåget var «lovlige», men PET var samtidig godt klar over at de ikke kunne opløses efter Grundlovens §78. Det bekræfter, at PET's «lovlighedsbegreb» var en anden end straffelovens og Grundlovens. PET's begreb var ikke juridisk men politisk. Kun tre gange i nyere danmarkshistorie er foreninger blevet opløst ved dom: Socialdemokratiets forgænger i 1874, foreningen Nekkab i 1924 og DKP i 1941. (15PK-388)

Wambergudvalget var ikke enig med PET. Det havde efter 1968 aldrig godkendt medlemskab af DKP som lovligt registreringsgrund. På et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg i juni 1980 to statsministeren stilling i sagen:

Statsministeren fandt det ikke akceptabelt at tillade registrering alene på grundlag af medlemskab af en politisk organisation, uanset om den er orienteret mod højre eller venstre. (3PK-210)

Ikke desto mindre var det de linier PET arbejdede videre efter. PET chef Ole Stig Andersen var dog godt klar over retningsliniernes kontroversielle karakter og slog derfor fast «at instruksen ikke skulle deponeres hos regionerne, som blot ville blive orienteret på de årlige regionsmøder, men derimod hos ham selv». (3PK-209)

1981-82 Ole Espersen justitsminister

Allerede omkring 1974 havde Anker Jørgensen første gang overvejet at indsætte Ole Espersen som justitsminister. Han var partiets ubetinget mest kvalificerede kandidat. Det blev imidlertid forhindret af PET, der siden 1964 var blevet konsulteret før alle ministerudnævnelser. PET kunne nemlig oplyse overfor statsministeren at Ole Espersen var registreret for sine østkontakter. I 1981 havde Socialdemokratiet ikke flere egnede kandidater tilbage, og efter overvejelser - og på tværs af PET's anbefaling - udnævnte Anker Jørgensen Ole Espersen til justitsminister. Både han og forsvarsminister Kjeld Olesen gik ind i forhandlingerne om en ny instruks for PET. Det var første gang siden 1940'erne, at PET ikke fik lov til på egen hånd at udarbejde instruksen til sig selv. Begge ministre var kritiske overfor den meget omfattende politiske registrering som PET lagde op til og overfor nye metoder. Allerede i 1981 udstedte Ole Espersen derfor en instruks der pålagde PET altid at søge godkendelse hos ministeren, før tjenesten kunne indplante en spion («penetrering» i PET terminologi) i en organisation. (3PK-217) PET Kommissionen dokumenterer, at PET ikke fulgte denne instruks, da tjenesten i december 1981 indplantede Anders Nørgaard som spion i SAP. (12PK-180)

Det var ikke PET's eneste ignorering af instrukser udstedt af Justitsministeren. I oktober 1981 nedlagde både Statsministeren og Justitsministeren forbud mod arrestation af Arne Herløv Pedersen. Ikke desto mindre skred PET til anholdelse den 3. november. PET var på dette tidspunkt udenfor pædagogisk rækkevidde af den danske stat. (13PK-106)

Det tredje punkt hvor PET ignorerede ministerens instruks var i spørgsmålet om registrering af østkontakter. Ole Stig Andersen havde informeret Justitsministeren om, at denne selv var registreret pga. kontakter til Østeuropa. I tjenestens optik var blot deltagelse i den afspændingsproces der prægede Europa i 1970'erne udtryk for subversiv aktivitet. Espersen var blevet så vred over denne holdning, at han efter en diskussion med PET chefen den 19. maj 1982 udstedte en skriftlig instruks til PET om at «østrejser og kontakt til østambassader ikke længere måtte være registreringsgrund med mindre der forelå en særlig efterretningsmæssig interesse i registrering». Ole Stig Andersen havde ønsket, at blot deltagelse i en delegationsrejse kunne være registreringsgrund, men dette afviste ministeren. PET Kommissionen dokumenterer, at også denne instruks blev ignoreret af PET. På Wambergudvalgets møde den 23. august forelagde PET 34 nyregistreringer, der bundede i rejser eller ambassadekontakter. (3PK-229)

Den 10. september 82 gik den socialdemokratiske regering af, og blev erstattet af VCQM regeringen, der fik Erik Ninn Hansen som Justitsminister. PET ændrede nu i stilhed formuleringen om registrering af østrejser og ambassadekontakter tilbage til det oprindelige, uden at hverken Ninn Hansen eller Wambergudvalget blev informeret. Ninn Hansen blev først i september 1983 opmærksom på at PET havde ændret formuleringen, da Ole Espersen skrev til ham. Først i 1986 ændrede Ninn Hansen formuleringen tilbage til den instruks, Espersen havde udstedt i maj 82. (3PK-229) Det var blot en stadfæstelse af, at PET gjorde hvad det ville på tværs af ministeriets instrukser.

1983 PET laver nye retningslinier

Efter Ole Espersen var fjernet, skred arbejdet med udarbejdelsen af «nye retningslinier» for PET's arbejde hastigt frem. PET havde allerede forklaret Wambergudvalget og ministeriet, at det var nødvendigt med en omfattende overvågning af fredsbevægelsen, der var «styret fra Moskva». (3PK-223)

I oktober 82 gjordes venskabsforeninger til ulovlige politiske organisationer, hvis medlemmer skulle registreres på samme måde som hvis de foretog østrejser. (3PK-230)

På et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg i februar 1983 fremlagde Ninn Hansen de nye retningslinier for sikkerhedsudvalgets øvrige ministre. PET Kommissionens flertal slår knude på sig selv for at forklare disse retningslinier, for grundlæggende var de jo helt overflødige, eftersom Kommissionen mente at hele PET's arbejde hvilede på det hemmelige notat fra 14. september 1968, og konstaterer videre at retningslinierne er «en ret præcis gengivelse af Justitsministeriets notat af 14. september 1968». (3PK-237) Hvorfor retningslinierne så var så vigtige for PET er Kommissionen ikke i stand til at forklare. Heller ikke retningslinierne blev nemlig sendt ud til PET's afdelinger i provinsen. En logisk forklaring er iflg. Kommissionens mindretal, at 14. september intet juridisk grundlag gav for PET's arbejde, og at PET lige siden 17. december 1968 havde haft brug for et papir, der kunne legitimere dets ulovlige virke. Dette ændrer imidlertid ikke det forhold, at retningslinierne fra februar 1983 lige som 14. september notatet var i strid med regeringserklæringen: «Endvidere må retningslinjerne af 7. februar 1983 vedrørende efterforskning på det politiske område forekomme uforenelige med regeringserklæringen». (15PK-128)

De nye retningslinier rummede nogle præciseringer, PET ønskede. Det gjaldt definitionen af «ulovlig politisk virksomhed». De nye retningslinjer betonede, at «grænsen mellem lovlig og ulovlig politisk virksomhed samt grænsen mellem ulovlig politisk virksomhed og andre lovlige handlinger ikke var defineret i lovgivningen eller andetsteds». (3PK-237) Eftersom der iflg. PET ikke eksisterede nogen klar juridisk skelnen, gav PET sig selv lov til at foretage sine egne vurderinger. Konsekvensen var, at 1980'erne blev den periode i danmarkshistorien hvor overvågning og registrering - trods 68 erklæringens betoning af det modsatte - hvor PET's ulovlige overvågning og registrering antog størst omfang. I dette årti dokumenterer PET Kommissionen, at bl.a. følgende organisationer og deres medlemmer blev overvåget og registreret:

1. Aldrig mere Krig
2. Amnesty International
3. Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID)
4. Anarkistisk Bogcafe
5. Anti-Imperialistisk Kontakt- og Solidaritetsudvalg
6. Anti-Repressionsgruppen
7. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA)
8. Arbejdersolidaritet
9. Bibliotekarer for Fred
10. Byens Rødder
11. Byggefagenes Samvirke
12. BZ
13. Café Liberation
14. Chile Komiteen
15. Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK)
16. Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom (DNSU)
17. Dansk Cubansk Forening (DCF)
18. Dansk Fredskonference
19. Dansk Journalistforbund
20. Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
21. Dansk Udenrigspolitisk Selskab
22. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
23. Dansk Vietnamesisk Forening
24. Danske Studerendes Fællesråd (DSF)
25. De Grønne (partiet)
26. Demos
27. Den danske Palæstinakomite
28. Den Røde Højskole (i Svendborg)
29. Det frække Udvalg
30. DKP
31. DKP/ML
32. DKU
33. Ecuador Gruppen
34. El Salvador Kampagnen
35. EMMAUS-bevægelsen
36. Enhedslisten
37. Fagbevægelsen for Fred
38. Fidels Salsatek
39. Folkebevægelsen mod EF
40. Forbundet mod Imperialismen (FMI)
41. Forbundet Socialisterne (FS)
42. Forlaget Manifest
43. Fredens Tilhængere
44. Fredsfonden
45. Fælles Kurs Klubben
46. Golf-komiteen
47. Gymnasielærere for Fred
48. Internationale Socialister (IS)
49. Internationalt Forum
50. Irlandskomiteen
51. Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (JBF)
52. Journalister for Fred
53. Journalisthøjskolen
54. Jurister mod Atomvåben
55. KAK
56. KAP
57. Katolsk Arbejderaktion
58. Komiteen Salvador Allende
59. Komiteen for palæstinensisk-israelsk sameksistens
60. Komm.S
61. Kunstnere for Fred
62. Kvinder for Fred
63. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
64. Lager- & Handelsarbejdernes fagforening i København
65. Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen
66. Landskampagnen Stop Atomraketterne
67. Landskomiteen mod Berufsverbot
68. Libyen Solidaritet
69. LO
70. Læger for Fred
71. Lærere for Fred
72. Medborgerhuset Blågårds Plads
73. Mellemfolkeligt Samvirke
74. «Miljøbevægelsen»
75. MLE
76. Modlys
77. New Outlook
78. Next Stop Nevada
79. Nicaragua Komiteen
80. NOAH
81. OOA
82. Organisationen af Revolutionære Anarkister (ORA)
83. Palestinian Workers Union (PWU)
84. Palæstina-grupperne
85. Palæstinakampagnen
86. Panama Initiativet
87. PLO kontoret i København
88. Prosa
89. Radikale Venstre
90. Radio Århus
91. Revolutionære Autonome
92. Revolutionære Socialister (RS)
93. RSF (senere SAP)
94. Russisklærerforeningen
95. Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed
96. SAP
97. SF
98. SFU
99. SiD
100. Slumstormerne
101. Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM)
102. Socialdemokratiet
103. Solidaritetskomiteen Danmark-Tyrkiet
104. St. Restrup højskole
105. Stilladsarbejdernes Klub
106. Stop Atomrakettene / Ålborg
107. Studenterrådet ved Århus Universitet
108. Støt Christiania
109. Sydafrikakomiteen
110. Sømændenes Forbund
111. Tidsskriftcentret
112. Tillidsmandsringen
113. Tredje Verdens Stemme
114. Tvind
115. U-landshjælp fra Folk til Folk (UFF)
116. Unge for Fred
117. Unge mod Apartheid (UMA)
118. Venskabsforeningen Danmark-DDR
119. Venskabsforeningen Danmark-Den demokratiske republik Korea
120. Venskabsforeningen Danmark-Polen
121. Venskabsforeningen Danmark-Rumænien
122. Venskabsforeningen Danmark-Tjekkoslovakiet
123. Venskabsforeningen Danmark-Ungarn
124. Vesttysklandskomiteen
125. VS
126. VSU

PET igangsatte sin anvendelse af spioner, der blev indplantet i organisationerne, styrkede sit net af meddelere i organisationerne, og igangsatte en tæt overvågning af arbejdsmarkedet: fagbevægelse, konflikter, blokader og demonstrationer. I 1984 etablerede PET en såkaldt bearbejdningsgruppe, der fik til opgave at lave «trusselsvurderinger» af de overvågede organisationer og foreninger. Om VS hed det i 1984 trusselsvurderingen at:

VS tog afstand fra østeuropæiske regimer, men at partiet havde tætte forbindelser til BZ-miljøet og udenlandske befrielsesbevægelser. Det kunne dog ikke lægges til grund, at VS styrede BZ’erne eller var involveret i støtte til terrorvirksomhed. (3PK-240)

PET Kommissionen noterer sig samtidig, at PET aldrig foretog trusselsvurderinger af højrefløjsgrupper, trods disses gennemførelse af bombesprængninger, brandattentater og voldelige overfald:

Længere sammenskrivninger af trusselsvurderinger i forhold til den yderste højrefløj ses ikke i PET’s akter. Der findes heller ikke i Regeringens Sikkerhedsudvalg eller i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg i perioden 1975-90 nogen nedfældede drøftelser af de danske nazisters voksende styrke og aktivitet. (11PK-145)

I PET's optik udgjorde højrefløjen ikke nogen trussel. PET kunne ligefrem omtale højreradikale rosende, når de skulle sikkerhedsgodkendes. En PET medarbejder havde følgende bemærkning til et fremtrædende medlem af det højreradikale parti PDN, der i 1991 skulle sikkerhedsgodkendes i sit arbejde som professionel soldat:

Afslutningsvis kan det bemærkes, at meget nationalt prægede politiske holdninger hos mennesker normalt ikke taler til ugunst for disses evner til at efterleve sikkerhedsmæssige forskrifter. (11PK-223)

Partiet menes iflg. PET Kommissionen at været involveret i flere spræng- og brandattentater mod politiske modstandere og asylcentre. Kommissionen dokumenterer, at PET var vidende om, at partiet havde adgang til bl.a. sprængstoffer. (11PK-224)

Udviklingen i 1980'erne markerede fuldbyrdelsen af den metamorfose, der transformerede PET fra at være en kamporganisation vendt mod DKP, som det var tilfældet i 1945-70, til at være en kamporganisation vendt mod politisk virksomhed til venstre for Konservativt Folkeparti.

1988 Folketingets kontroludvalg

I 1987 blev to FET spioner anholdt i Polen og anklaget for spionage. Det gav anledning til, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget samme år besluttede, at der skulle nedsættes et parlamentarisk kontroludvalg med de to efterretningstjenester. VK partierne var imod, men var i mindretal på spørgsmålet og måtte acceptere dets oprettelse. Partierne sikrede sig dog samtidig, at venstrefløjen ikke umiddelbart kunne blive repræsenteret i det 5 mand store udvalg ved at beslutte, at kun partier med sæde i Folketingets Præsidium kunne være repræsenteret i udvalget. (3PK-246)

Det var ikke muligt for PET Kommissionen at afdække udvalgets virke, da det allerede i 1989 besluttede ikke at udarbejde referater af dets møder - «der var ikke blandt udvalgets medlemmer interesse for sådanne referater». Udvalgets indsats kan derfor ikke spores. (3PK-247)

Efterretninger til politiske modstandere

Efterretningerne som PET indsamlede blev ikke blot i arkiverne. Allerede i perioden 1948-73 havde PET et intimt samarbejde med det socialdemokratiske AIC, hvor efterretninger flød begge veje. PET høstede informationer fra AIC's net på 5-6.000 spioner på arbejdspladserne, og AIC fik den anden vej informationer fra PET om DKP's aktiviteter, som Socialdemokratiet kunne bruge i sin kamp mod DKP.

Denne aktivitet fortsatte, da SF blev dannet. I 1963 sendte PET en beretning om SF til Justitsministeriet, der gav departementschef Boas grund til at overveje, hvordan Hans Hækkerup eller andre socialdemokrater kunne gøres bekendt med indholdet. PET's chef så en klar fordel i at Socialdemokratiet blev holdt orienteret om sin hovedmodstander. (7PK-169) PET modtog i tiden 1960-69 referater af SF's formand Aksel Larsens samtaler med CIA. Disse referater blev omformet til notater og afleveret i Justitsministeriet, hvor de sandsynligvis blev givet videre til Statsministeren og Justitsministeren. (7PK-178)

PET Kommissionen afdækker i sin beretning en række andre tilfælde, hvor PET gav Socialdemokratiet skadelige oplysninger om SF. PET orienterede gennem Justitsministeriet i december 1966 statsminister Kragh om, at SF's senere formand Gert Petersen havde møder med sovjetiske efterretningsfolk. Kragh kunne bruge den slags informationer i sine livtag med folkesocialisterne. (7PK-195) I 1978 udarbejdede PET et hemmeligt notat om «KGB's kontakter til politikere i SF og det Radikale Venstre». Notatet blev i 1979 forelagt Justitsministeren og Statsministeren. (7PK-249)

I 1980'erne var det politiske billede vendt. Det var ikke længere Socialdemokratiet der skulle forsynes med hemmelige efterretninger om venstrefløjen, men VCQM regeringen der skulle holdes orienteret om Socialdemokratiets fredsaktiviteter, der i PET's optik havde karakter af landsforræderi. Disse oplysninger blev afleveret til Justitsministeren og Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen.

PET greb på den måde ind i den politiske proces for at svække fuldt legale organisationer, fordi de i PET's optik førte en «ulovlig» politik - der blot ikke var i strid med straffeloven. PET agerede ikke blot spioncentral mod den siddende regerings politiske modstandere, men brugte også sin efterretningsvirksomhed til at plante sorte historier i dagspressen. Herom senere.

Registre og kartoteker

I REA's (1945-50) og siden PET's (1951-) første år opbevarede efterretningstjenesten sine informationer på kartotekskort. Efter en kartoteksdebat i 1952 besluttede PET at indføre et svensk system, hvor navne og emner var registreret på tromler. I modsætning til kartotekskortene rummede tromlerne næsten ingen oplysninger udover navn og registreringstype (sikkerhedsgodkendelse / politisk registrering). Fordelen var derfor, at selvom indekset nåede op på flere hundrede tusinde navne, var det hurtigt at slå op - i modsætning til kartotekskortene.

PET's register bestod i 1953-90 af tromler, hvorpå der var ophængt strimler med navne i alfabetisk rækkefølge. I 1990 blev registraturen overført til EDB. I virkeligheden var tromlerne ikke et arkiv men derimod indekset til selve arkivet, der rummede person- og emnesager. Efter regeringserklæringen i 1968 begyndte PET at koncentrere sin registrering på emnesager, hvorpå den f.eks. lagde komplette medlemslister over organisationer og partier. Endvidere opbevaredes den slags oplysninger i de såkaldte arbejdskartoteker. PET angav i midten af 60'erne selv, at tromlerne i en krigssituation kunne destrueres på en times tid, mens der behøvedes 24 timer til at destruere hovedarkivet. (PET's arkiv) (3PK-16)

Tromlerne fungerede som indeks for det egentlige kartotek, der rummede emnesager på organisationer og partier, samt personsager. Personer kunne enten være registreret med en henvisning til en emnesag (hvor de optrådte), eller med en henvisning til en egentlig personsag. På et tidspunkt i 1970'erne gik PET over til altid at oprette en personsag, når en person blev registreret på tromlerne. Personsager havde et såkaldt B-nummer, der var en fortløbende nummerfølge. Ved siden af tromlerne vedligeholdt PET også en fortegnelse over B-numrene, så man ud fra et tilfældigt B-nummer altid kunne konstatere, om nogen var registreret under dette nummer. PET indførte i 1970'erne en praksis, hvor Wambergudvalget systematisk blev ført bag lyset, når det foretog stikprøvekontrol blandt B-numre. PET Kommissionen kunne i sin beretning i 2009 dokumentere, at PET i en lang række tilfælde havde løjet om sager, som den åbenbart ikke ønskede kom til udvalgets kendskab. (3PK-89)

Når PET skulle foretage sikkerhedsgodkendelser blev personen slået op på tromlen, og hvis personen fandtes der som politisk registreret, fik personen med stor sandsynlighed ikke sin sikkerhedsgodkendelse. Hvis personen ikke fandtes på tromlen, blev hun nu indført på denne med en oplysning om at hun var indført pga. sikkerhedsgodkendelse. På den måde var det på et senere tidspunkt muligt at konstatere, om en sikkerhedsgodkendt person var blevet politisk aktiv.

Tromlerne var indekset til selve hovedarkivet, der rummede emne- og personsager. PET reducerede i 1970'erne angiveligt sine registreringer, men oftest skete det ved at sedlen på en person blev fjernet fra tromlen, mens det bagvedliggende materiale blev opbevaret på emnesagen eller i et arbejdskartotek. Det var en enkel måde at omgå registreringsforbuddet. Wambergudvalget blev først opmærksom på denne praksis i slutningen af 70'erne.

Endelig fandtes der arbejdskartotekerne, der oprindeligt var den enkelte PET ansattes personlige arkiv over igangværende undersøgelser - inden disse evt. førte til registrering på person- og emnesager og på tromlen. Arbejdskartotekerne blev fra midten af 80'erne overført til EDB og sammenkørt, så flere PET ansatte kunne søge i dem. Emne- og personsager og indekset til disse blev fra 1990 overført til EDB. (3PK-16)

Politiske registreringer

Nyregistreringer i PET 1975-88. 41.650 personer blev registreret på tromlerne i denne periode. Et ukendt antal af mindst tilsvarende omfang blev registreret på emnesager og i arbejdskartoteker. (3PK-243)

PET Kommissionens beregning af PET's nyregistreringer (på tromlerne) i 1975-88 viser, at 41.650 personer blev registreret i denne periode. 15% eller godt 6.000 af disse var danskere mens resten var udlændinge. Kommissionen har ikke undersøgt anledningen til registrering af udlændingene, men det forekommer sandsynligt at det store antal registreringer skyldes, at PET har registreret de fleste politiske flygtninge der kom til Danmark i denne periode. (3PK-243)

1972	1977	1980	1982	1984	1985	1988	1989
37.193	18.672	13.823	12.387	11.834	11.972	11.836	12.181
Udviklingen i PET's politiske registrering af danske statsborgere 1972-89. Der er kun tale om registreringer på tromler. Et større antal var registreret på emnesager og i arbejdskartoteker. (3PK-244)

Tabellen ovenfor angiver iflg. PET Kommissionen antallet af politisk registrerede på PET's tromler i 1972-89. Umiddelbart ses at antallet reduceres til en tredjedel i perioden 72-89. Dette er imidlertid misvisende, idet PET efter 1968 (ja allerede umiddelbart efter oprettelsen af Wambergudvalget i 64) begyndte at overføre de politiske registreringer til organisations- og emnesager samt arbejdskartoteker.

Skridningen i registrering på emne- og organisationssager

Frem til 1964 registrerede PET anmeldere og stillere af DKP, men Wambergudvalget noterede som en af sine første bedrifter, at PET i december 1964 angiveligt holdt op med denne praksis, og Arne Nielsen bekræftede i november 1965, at «PET i nogen tid havde standset indsamlingen af oplysninger om anmeldere, og at det på politiets efterretningstjenestes rejser tilkendegives de lokale efterretningsfolk, at disse emner er uden interesse.» (3PK-272) Det eneste problem var at det var løgn. 20 år senere blev anmelder- og stillerlister fortsat lagt på sagerne.

Kommissionsdomstolen angav i sin «fortolkning» fra 1977 af regeringserklæringen, at PET måtte lægge lister over ledende medlemmer på organisationssagen, men ikke i en systematiseret eller individualiseret form. PET pressede i de følgende år på i Wambergudvalget for at få lov til at lægge stadig flere personoplysninger på organisations- og emnesagerne. PET Kommissionen lavede i 2009 følgende opstilling over skredet i den ulovlige politiske registrering på disse sager:

• Navne på «ledende medlemmer» må indgå i organisationssagen, men ikke i individualiseret eller systematiseret form (1977): Ændres til at måtte indgå i systematiseret form (1984/85)
• Kredsformænd må indgå i sagen (DKP) (1981)
• Kandidatlister må indgå i usystematiseret form (SF) (1982)
• Medlemslister må ikke indgå i sagen (VS) (1979): Ændres til, at oplysninger om medlemmer må indgå i usystematiseret form (1984/85): Ændres tilbage til, at medlemslister ikke må indgå (Russisklærerforeningen) (1988)
• Anmeldere må ikke indgå i sagen (DKP/ML)(1983) (3PK-289)

PET lavede supplerende registre, og delte organisationssagerne op i undersager, så tjenesten hurtig og direkte havde adgang til de personlige politiske registreringer. Fordelen for PET ved denne ulovlige registrering var, at den i udgangspunktet befandt sig uden for Wambergudvalgets kontrolrækkevidde. Udvalget havde kun interesseret sig for indekset (tromlerne) og B-nummer sagerne. De registreringer PET ikke kunne foretage som personsager blev i stedet flyttet til emne- og organisationssagerne (og arbejdskartotekerne). Det var ved at tilfælde at udvalget i 1988 opdagede, at der på organisationssagen for den stærkt «subversive organisation» Russisklærerforeningen lå en komplet medlemsliste. (3PK-288)

En af de mest ihærdige PET afdelinger i den ulovlige registrering var Nordjylland, der i forbindelse med valgene i 1979, 81, 85 og 89 indsendte komplette lister over SF's, VS' og til sidst Enhedslistens opstillede kandidater til kommunal-, amtsråds- og folketingsvalgene. De fleste af listerne var ordnet alfabetisk og påført oplysninger om de pågældendes politiske virksomhed, der hidrørte fra arbejdskartotekerne. Listerne påførtes i Centralafdelingen en af juristernes signatur, og vedkommende havde iøvrigt ingen bemærkninger til den ulovlige registrering. Der var tale om et stort antal lister, der løbende blev opsamlet, registreret og indsendt - i det mindste frem til 1989. Det gjaldt ikke blot kandidatlister, men også lister på partiafdelingsbestyrelser, lister over aktive og passive medlemmer samt sympatisører, stillerlister og anmelderlister, lister over deltagere på politiske møder mm. (3PK-290)

Ole Stig Andersens og hans efterfølger Henning Fodes strategi ifht. den ulovlige registrering på emne- og organisationssager var fra 1980 langsomt at indvi Wambergudvalget i den eksisterende praksis, med det formål at få udvalgets «godkendelse». Det juridiske problem var blot, at det ikke var Wambergudvalget der udstak retningslinierne for PET's virksomhed. Udvalget skulle alene tilse, at de eksisterende retningslinier blev fulgt, og målestokken var alene regeringserklæringen fra 30. september 1968. Det kan konstateres, at PET stadig mere åbent og groft tilsidesatte retningslinierne gennem 1980'erne, og at Wambergudvalget blev stadig dårligere til at udføre sin opgave. (3PK-288)

PET Kommissionen har ingen vurdering af hvor mange tusinde personer der var ulovligt registreret i organisations- og emnesager, men at der var tale om vigtige kartoteker fremgår af at PET gjorde sig den ulejlighed at lave særlige registre til opslag i disse kartoteker. (3PK-292)

Arbejdskartoteker

Endnu værre stod det til med arbejdskartoteker. Kommissionsdomstolen skrev i sin rapport i 1977, at sådanne kartoteker kunne tillades, men kun hvis de var personlige for den enkelte medarbejder, og hvis materiale på personer der var under undersøgelse havde vist, at der ikke var basis for at få dem registreret på tromlerne og med egen personsag.

PET Kommissionen noterede sig i 2009 følgende områder, hvor PET ulovligt havde anvendt arbejdskartotekerne:

• Afdeling C (uro/subversionsafdelingen) i Centralafdelingen lagde på et tidspunkt før 1985 alle sine arbejdskartoteker sammen til et centralt arbejdskartotek, som alle afdelingens medarbejdere havde adgang til, og disse kartoteker blev samtidig overført til EDB, for at øge muligheden for samkøring. Der var i 1986 13.500 navne og organisationer i dette. Nogle regionsafdelinger oprettede personnøgler, der henviste til personoplysninger i alle medarbejdernes arbejdskartoteker. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at kun den enkelte medarbejder skulle føre og have adgang til sine egne arbejdskartoteker.
• PET indsamlede indtil 1985 personrelaterede oplysninger om helt generelle politiske forhold, f.eks. tilhørsforhold til lovlige politiske partier, og opbevarede dem i arbejdskartotekerne. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at kartotekerne kun skulle føres i forbindelse med den løbende efterforskning.
• I 1985 fandtes der oplysninger i arbejdskartotekerne, der var helt op til 15 år gamle. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at oplysningerne kun måtte opbevares i en «rimelig» periode = 3 år. (3PK-294)

Ligesom Ole Stig Andersen havde presset Wambergudvalget til langsomt at acceptere den ulovlige registrering i organisationssagerne, pressede han udvalget til at acceptere registreringen i arbejdskartoteker. På et møde i udvalget 23. august 1982 gav han udvalget 3 muligheder ifht. registreringen af 5 aktivister, der havde deltaget i en aktion ved Hjardemål Kirke: udvalget kunne afvente ministerens afgørelse, udvalget kunne acceptere at de blev registreret med egne B-numre, eller også ville de 5 aktivister ryge i arbejdskartotekerne. (3PK-251) Registreres skulle de, uanset formen.

Afdelingerne anvendte separate navneregistre til hurtigt at kunne slå op i arbejdskartotekerne. I 1989 indberettede Nordjyllandsafdelingen således de 8 kandidater, de var opstillet for Enhedslisten i Ålborg. Der var noteret politiske generalieblade på alle 8 kandidater. Om den ene af kandidaterne havde Nordjylland noteret følgende subversive aktiviteter:

80: aktiv i forbindelse med «DEN NY FRISKOLE»,

83: er repræsentant i «Vuggestueforældre» en gruppe, der boycotter forhøjelse af forældrebetalingen,

84: indtrådt i bestyrelsen for St. Restrup Højskole,

84: aktiv i VS og bl.a. spidskandidat for VS,

85: opstillet for VS v/ kommunevalget 85,

85: taler ved møde arr. af ”Det Nordjyske Tillidsmandskollegium”,

86 og 87: aktiv i VS. (3PK-274)

Da PET's ulovlige anvendelse af arbejdskartoteker begyndte at dæmre for Wambergudvalget, blev der i 1985 formuleret retningslinier for disses anvendelse. Det hed i retningslinierne, at arbejdskartotekerne ikke måtte indeholde personoplysninger, alene om lovlig politisk virksomhed, der måtte ikke opbevares oplysninger ældre end 2½ år med en max grænse på 5 år, afdelingen skulle selv foretage årlige revisioner, og PET's chef skulle gennemføre årlige uanmeldte kontrolbesøg. Det var at sætte ræven til at vogte får. I 1985-93 var det PET's nye operative chef Per Larsen der var ansvarlig for kontrollen med arbejdskartotekerne, og han erklærede i 2002 overfor Wambergudvalget, at reglerne blev overholdt. Alene oplysningerne på Enhedslistekandidaten ovenfor viser, at reglerne blev brudt på alle punkter. (3PK-273)

PET Kommissionen dokumenterer klart, at det øverste ansvar for den ulovlige registrering af lovlig politisk virksomhed lå hos PET chef Ole Stig Andersen. I 1976 forklarede han sine folk i provinsen at regeringserklæringen ikke måtte blive en hindring for registreringsarbejdet: «Så må vi bøje og strække den, så vi kan udføre vore opgaver alligevel.» (3PK-168) Og på samme møde forklarede han sine folk at de skulle passe på «ikke at hænge oplysningerne op på tromlen». (3PK-281) Arbejdskartotekerne var et fortræffeligt sted at koncentrere den ulovlige registrering.

PET Kommissionen angiver, at der i 1985 politisk var registreret 14.935 danske statsborgere i Centralafdelingens arbejdskartoteker, som ikke stod på tromlerne, og i provinsen var tallet 11.067. (3PK-263, 266) Der var altså tale om 26.000 danskere, der var politisk registrerede i arbejdskartotekerne, men som ikke stod på tromlerne, og derfor var uden for Wambergudvalgets rækkevidde - udenfor enhver kontrol. Dette tal skal sammenlignes med de 11.972 der var registreret på tromlerne (se tabellen ovenfor). 38.000 danskere var altså i 1985 registreret i PET for deres politiske virksomhed. Mindst 2/3 af de politisk registrerede i PET i 1985 var ulovligt registrerede.

Internationale relationer

PET Kommissionen har i det meste af sin beretning anonymiseret PET's samarbejde med udenlandske efterretningstjenester - «af hensyn til statens sikkerhed». Dog er det på en lang række punkter entydigt at identificere de involverede tjenester. I det følgende beskrives samarbejdet, herunder PET's udlevering af politiske oplysninger om danske statsborgere til udenlandske tjenester.

Storbritannien

Ved 2. Verdenskrigs afslutning blev Danmark besat af britiske tropper. Allerede i juni 1945 etableredes et samarbejde mellem det nyoprettede danske REA og det britiske MI5 om identificering af tyske og danske krigsforbrydere. De første år efter krigen var dette REA's primære internationale forbindelse, som de følgende 10 år bidrog til uddannelse af ansatte i tjenesten. Pga. anonymiseringer er det efter 1950'erne med få undtagelser vanskeligt at identificere samarbejdet og fælles operationer. (4PK-14)

Omkring 1975 gennemførte PET og den britiske tjeneste en fælles operation med det formål at rekruttere den russiske KGB officer Oleg Gordiyevskij som dobbeltagent. Operationen lykkedes og de følgende 10 år leverede han oplysninger til briterne og PET, indtil han i 1985 hoppede af i Storbritiannien. (13PK-13)

I 1980 (måske 1-2 år tidligere) etableredes et samarbejde med MI6 omkring irlandsarbejdet  i Danmark. I 1980 dannedes Irlandskomiteen, som MI6 var særdeles interesseret i pga. komiteens forbindelse til det iøvrigt lovlige parti Sinn Fein (der var repræsenteret i det britiske parlament) og støttearbejde for politiske fanger i Nordirland. I dette arbejde videregav PET politiske oplysninger om danskere der var involveret i komiteens arbejde. Arbejdet strakte sig mindst til 1989 og sandsynligvis videre gennem 90'erne. (7PK-333)

I 1981 gennemførtes en fælles operation rettet mod den danske forfatter Arne Herløv Petersen. Forfatteren havde udgivet en bog, der var stærkt kritisk overfor den britiske premierminister Margaret Thatcher. De to tjenester igangsatte derfor en operation, der skulle stemple forfatteren som sovjetisk agent. Dette skete mod den danske regerings ordre, men PET's samarbejde med MI6 var større end med den danske stat. Forfatteren fik i 1982 tiltalefrafald fra de grundløse anklager. (13PK-44)

USA

Allerede under 2. Verdenskrig havde den danske kriminalbetjent og tidligere ansatte i Københavns Politis afd. D Christian Madsen haft tætte kontakter med OSS (Office of Strategic Services) i Sverige. Madsen og hans kollega Max Weiss lovede allerede i 1945 OSS og dens efterfølger SSU at videregive kopier af alle rapporter fra REA, hvor de to nu var ansat. PET Kommissionen mener, at denne kontakt foregik uden REA's vidende, og der var derfor tale om spionagevirksomhed, der kunne være blevet dømt efter straffeloven. Det blev den aldrig. (4PK-24)

Spionagen til fordel for USA fortsatte frem til 1951, hvor PET's nyansatte chef Ernst Brix opdagede den og fik Madsen forflyttet. Chr. Madsen fik en folkevogn som betaling af USA for sine tjenester. Arbejdet var i 1951 så omfattende, at udover Madsens deltagelse, var 2 andre PET ansatte beskæftiget med blot at besvare spørgsmål fra CIA ud fra det modtagne materiale.

I 1948 gennemførte REA en mikrofotografering af sine kartoteker, således at der eksisterede en kopi, selvom Danmark blev besat. Denne kopi blev overdraget CIA. Dette kom til offentlighedens kendskab i 1961, da en dansk sømand blev hindret i at gå i land i New York. Hans forbund og de danske myndigheder mente der var tale om en misforståelse, for manden var socialdemokrat og kendt som antikommunist, men det viste sig at han stod i REA's arkiv fra 48 som kommunist, og det var disse oplysninger der nu lå i CIA USA baserede sin afvisning på. (4PK-25)

Det nære samarbejde mellem den danske og USA's efterretningstjeneste var dog ikke i stand til at stille supermagtens appetit, og den gennemførte i de første 5-10 år efter krigen adskillige efterretningsoperationer i landet: i 1946 lykkedes det CIA at placere en agent på Land & Folk; i 1948 opdagede PET at den tidligere modstandsmand Jens Lillelund for USA's regning havde etableret «en landsomfattende organisation med spionage for øje»; CIA gennemførte endvidere en omfattende kortlægning af havne, militærinstallationer mm. CIA støttede endvidere dannelsen af væbnede antikommunistiske grupper rundt om i Danmark. (4PK-18)

USA's største og mest langvarige operation var dog samarbejdet med Firmaet i 1948-63. I 1952-59 aflyttede den højreorienterede spionring for CIA's regning den fremtrædende DKP'er Alfred Jensen. Firmaet blev aldrig dømt for spionage. (5PK-100)

Mens REA og siden PET som officiel opgave bl.a. havde at hindre udenlandsk spionage i Danmark - også fra «venligtsindede lande» - så fik CIA usædvanlig lang snor i Danmark. Årsagen var at der siden 1945 havde eksisteret en rivalisering mellem GE og PET om kontakten til USA. Mens REA havde den primære kontakt i 1945, lykkedes det i 46-48 GE at erobre denne primære kontakt. Først i 48 erobrede REA den tilbage. REA fandt i 1949 ved et tilfælde ud af, at CIA i 48 sammen med GE havde indledt støtten til Firmaet og dets antikommunistiske virksomhed. Pga. rivaliseringen gik REA og siden PET på listesko, når de stødte på operationer hvor forbindelserne gik til USA's ambassade. Man ville ikke støde den nye supermagt. I perioder besvarede PET derfor også forespørgsler fra USA's ambassade, når danskere havde indleveret visumansøgninger, og ambassaden havde brug for politiske oplysning om ansøgerne.

Der er kun få præcise oplysninger der eksisterer om samarbejdet mellem CIA og PET efter 1950'erne. I 1960 fandt PET dog ud af, at Aksel Larsen fungerede som agent for CIA. PET protesterede overfor CIA, men indgik efterfølgende en aftale om, at CIA kunne fortsætte operationen mod at PET fik kopi af mødereferaterne. (4PK-57)

PET udleverede i 1967 lister over talere og journalister akkrediteret Russell Tribunalet til CIA. På listen over journalister optrådte 63 danskere. (4PK-63)

CIA interesserede sig frem til 70'erne indgående for kommunister, og det kan påvises at ambassaden i København lå inde med kartoteker over danske kommunister i denne periode. Nogle af oplysningerne havde CIA fra åbne kilder - bl.a. Land & Folk - men PET udleverede samtidig oplysninger om danske DKP'ere, medlemmer af «frontorganisationer» og venskabsforeninger til mindst 5 forskellige udenlandske tjenester, og det kan ikke udelukkes CIA var imellem.

Endelig gennemførte CIA - specielt i 50'erne - en række påvirkningsoperationer i Danmark, der skulle give danskerne det «rigtige» syn på Sovjetunionen. Udover den økonomiske støtte til Firmaet, støttede CIA's Congress for Cultural Freedom (CCF) Jørgen Schleimanns tidsskrift Perspektiv, og det socialdemokratiske forlag Fremad fik støtte til at oversætte og udgive amerikansk propagandalitteratur, som Stalins Slavelejre. (4PK-58)

Ørige Europa

Efterretningssamarbejdet med de nordiske lande blev genoptaget allerede i 1945. Med Holland og Belgien blev det genoptaget i 49, og med Frankrig i 52. Specielt med Frankrig var der fra slutningen af 50'erne et intenst samarbejde, fordi danske grupper støttede algiererne i deres antikoloniale kamp mod Frankrig. Omfanget af udleveringen af politiske oplysninger om danske statsborgere til franskmændene er ukendt. (4PK-29)

Der kom til at gå endnu nogle år inden PET etablerede kontakt til det tyske efterretningsvæsen. Under besættelsen havde Gestapo anholdt og tortureret danske modstandsfolk, ligesom tyskerne havde sendt danske kommunister, jøder og politifolk i koncentrationslejre i Tyskland. Der var en udbredt formodning om, at der fandtes tidligere nazister og sikkerhedsfolk i de nye vesttyske tjenester - hvilket var ganske korrekt. Selvom der allerede i 48-49 var henvendelser fra Vesttyskland, blev et samarbejde først indledt i 1953 - 2 år før Vesttysklands optagelse i NATO. Den officielle optagelsen af kontakt til Bundesamt für Verfassungsschutz skete dog først efter optagelsen i 1955. (4PK-34)

På et senere tidspunkt fik PET kontakt til Bundesnachrichtendienst (BND), der opfyldte den danske modstandsbevægelses værste fordomme. BND byggede på Reinhard Gehlens nazistiske efterretningsorganisation på østfronten under 2. Verdenskrig. Efter krigen tog Gehlen kontakt til USA, der efterfølgende financierede hans fortsatte efterretningsvirksomhed mod østblokken. Denne organisation blev efterfølgende til den eksterne vesttyske efterretningstjeneste BND. Nazisterne der under krigen havde jaget kommunister fik nu nye arbejdsgivere, men byttet og metoderne var uforandrede. Det samme gjorde sig gældende i Danmark ... og i Italien. (4PK-37)

I 1953 indledte PET et samarbejde med det italienske efterretningsvæsen, Publica Sicurezza, der bl.a. indebar udveksling af oplysninger om de to landes statsborgere, der var mistænkt for involvering i «illegale aktiviteter», international kommunistisk virksomhed og strategi, vigtige spionagesager og fortegnelser over østdiplomater. PET's kontaktperson var Gesualdo Barletta, der under krigens første år havde været leder af den 9. region af OVRA - Mussolinis hemmelige politi der havde til opgave at overvåge og undertrykke antifascistiske elementer. I 1948-50 blev de italienske tjenester reorganiseret, og tidligere modstandsfolk blev erstattet af politifolk der havde tjent under fascisterne. Barletta blev i 1948 udnævnt til chef for Divisione Affari Riservati, hvor han dannede makkerpar med Domenico Rotondano, der havde gjort tjeneste i Mussolinis politiske politi, Polizia Politica. Under Barlettas ledelse gennemførtes en række repressive tiltag overfor det italienske kommunistparti PCI og det kommunistiske fagforbund CGIL. (4PK-38)

PET Kommissionen løfter ikke sløret for PET's samarbejde med efterretningsvæsnerne i diktaturstaterne Spanien, Portugal og Grækenland, men fortæller dog om at tjenesten interesserede sig indgående for demonstrationer og aktioner mod Spanien i 1962-65. Det var både trotskister, SF, DKP og DSU der var aktive i protesterne mod Franco diktaturet. Det fremgår dog ikke om PET i den forbindelse udleverede navne på danskere til det spanske diktatur. (9PK-62) Ligeledes var der i Danmark protester mod Grækenland under obersternes diktatur i 1967-74. (7PK-261) Heller ikke i den forbindelse nævner kommissionen noget om samarbejdet med diktaturets efterretningsvæsen.

Øvrige verden

Det eneste land som Kommissionen ikke anonymiserer PET's samarbejde med er Sydafrika, der frem til 1995 var et repressivt racistisk regime. Iflg. Kommissionen var det den sydafrikanske sikkerhedstjeneste, South African Security Service (SASS, det senere BOSS) der i 1968 tog kontakt til PET. SASS havde bl.a. til opgave at undertrykke oppositionen mod det hvide apartheidstyre. På et møde i januar 1968 orienterede SASS PET om sin opfattelse af, at den ledende sorte befrielsesbevægelse, ANC, var en kommunistisk frontorganisation. Årsagen til henvendelsen var øjensynligt, at SASS var blevet opmærksom på danskere, der støttede kampen mod apartheid i Sydafrika. PET's ledelse indvilligede i at etablere, som det blev formuleret, en «uofficiel kontakt» med det forbehold, at samarbejdet var begrænset til at vedrøre spionage og kommunisme, og at man ville være restriktiv med hensyn til at udlevere oplysninger om danske statsborgere. (4PK-88) SASS og PET holdt 1-2 møder om året, hvor man drøftede østlig efterretningsaktivitet, udviklingen i det sydlige Afrika, terrorisme og konkrete sager om kriminelle aktiviteter. Sydafrikerne ønskede oplysninger om danskere der støttede ANC - der i den fælles forståelse var en terrororganisation - men PET var angiveligt «tilbageholdne» med sådanne oplysninger. Dog afslører Kommissionen, at PET modtog informationer den anden vej. Bl.a. om sydafrikanske trotskister der i 1969 besøgte Danmark. (9PK-97) Det afsløres ikke hvad SASS fik til gengæld. PET (Jørn Bro og Hanne Bech Hansen) hævder selv, at samarbejdet blev indstillet i 1985 - 7 år før apartheidstyrets endelige sammenbrud. Dette er bemærkelsesværdigt på baggrund af at PET faktisk optrappede sin overvågning af sydafrika solidaritetsarbejdet i sidste halvdel af 80'erne. (9PK-382)

Kommissionen bekræfter PET's langvarige samarbejde med det israelske efterretningsvæsen MOSSAD. Fra starten af 70'erne og helt frem til 1988 eller 89 havde MOSSAD en medarbejder fast siddende i PET. Han fyldte PET med «informationer» om palæstinensere, og som arabisk «tolk» sørgede han for at alt råmaterialet fra PET's aflytninger af palæstinensere gik videre til Israel. Omfanget af udleveringen af oplysninger om danskere til det israelske efterretningsvæsen i denne lange periode er ukendt, men MOSSAD har med sin placering midt i PET's operationer mod palæstinensere og det danske solidaritetsarbejde sandsynligvis fået det meste. En af de få sager hvor denne udlevering af informationer fra PET til MOSSAD blev kendt var i Ulla Lyngsbysagen i 1989. Pga. PET's udlevering af informationer til MOSSAD sad den unge kvinde fængslet i Israel i 11 dage, anklaget for at være involveret i terrorplaner. Sagen var et skoleeksempel på hvordan PET's udlevering af politiske (fejlagtige) informationer om danskere bragte disse danskere i alvorlige problemer. (4PK-99)

PET's anvendelse af MOSSAD som «tolke» ophørte iflg. Hanne Bech Hansen i hendes embedsperiode (1988-89). Anledningen var, at det angiveligt gik op for PET, at MOSSAD havde et andet terrorbegreb end den danske tjeneste. I israelernes optik var alle palæstinensere terrorister. Det efterretningsmæssige samarbejde med MOSSAD fortsatte dog uændret.

Kommissionen nævner et andet land, der havde en lignende tolkeaftale med PET - en efterretningsagent der sad i PET's midte som tolk. Landet afsløres ikke, men der var sandsynligvis tale om Tyrkiet, der som Danmark var medlem af NATO. (4PK-99)

I 2006 meddelte både PET og Justitsministeriet, at tjenesten ville indlede et samarbejde med tjenester i torturstater. Omfanget af det aktuelle samarbejde er ukendt, men det vides at PET samarbejder med regimerne i bl.a. Syrien og Ægypten. Som historien ovenfor afslører, er der intet nyt i denne form for samarbejde med torturstater. Efterretninger har for PET større værdi end respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Udlevering af oplysninger om danskere til udlandet

Allerede ved oprettelsen af Wambergudvalget i 1964 blev kontrollen med PET's udlevering af oplysninger til andre myndigheder og specielt til udenlandske tjenester defineret som en af udvalgets prioriterede opgaver. Retningslinierne var, at PET ikke måtte udlevere politiske oplysninger om danskere, da det netop kunne skabe alvorlige problemer for danskere, når de rejste til udlandet. Ulla Lyngsbysagen er et skoleeksempel herpå. PET Kommissionens gennemgang af personsager fra 1945-89 viste imidlertid, at PET havde videregivet politiske oplysninger i 25% af tilfældene. Det gjaldt i 43% af sagerne vedrørende udenlandske statsborgere og i 17% af sagerne vedr. danske. Omfanget kan have været endnu større, da PET også overdrog navnelister - f.eks. på akkrediterede journalister til Russeltribunalet i 1967. Kommissionen kunne have lavet en summarisk oversigt over disse alvorlige og omfattende brud på retningslinierne, men nævner blot enkelte eksempler: (4PK-85)

• navne på socialdemokrater engageret i fredsarbejdet i 1980'erne
• medlemmer af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed
• medlemmer af Lærere for Fred
• medlemmer af Next Stop Nevada
• medlemmer af Demos
• deltager i trotskistisk kongres i udlandet
• danske anarkister
• BZ'ere

PET gav i vid udstrækning informationer videre om danske organisationer. F.eks. partiet De Grønne, DKP/ML og Internationalt Forum. (4PK-96)

Efterretningsarbejdet

Hverken politi eller PET kunne frem til terrorpakke II fra 2006 uden videre og lovligt igangsætte efterretningsvirksomhed mod danske statsborgere. Det skyldes Grundlovens §72 der taler om boligens ukrænkelighed:

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter retskendelse.

Borgeren er desuden beskyttet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8:

Artikel 8

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

På trods af grundlovens og menneskerettighedskonventionens restriktive beskyttelse af den enkelte borger, åbnes mulighed for indgreb i form af såkaldte straffeprocessuelle tvangsindgreb, hvor retsplejeloven giver hjemmel hertil, eller i form af retskendelser som omtalt i Grundloven. Udviklingen i Danmark er siden 2. Verdenskrig gået i retning af til stadighed at indskrænke borgernes rettigheder overfor den statslige magtanvendelse og kontrol, kulminerende med terrorpakke II, der de-facto giver PET uindskrænkede overvågningsmuligheder overfor borgerne. Indtil da var PET underlagt en række bestemmelser i retsplejeloven, der regulerede indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Tillade FE at indhente informationer om herboende personer [FE har hidtil kun måttet virke i udlandet]

Tillade PET at indhente oplysninger fra andre danske myndigheder som led i overvågningen af bestemte personer, uden at vedkommende underrettes

Tillade PET at indhente oplysninger fra andre danske myndigheder, uden at der er tale om konkret mistanke

Tillade PET at indhente passageroplysninger fra flyselskaber uden retskendelse

Udarbejde nye regler for registrering af personer og organisationer

Muliggøre ubegrænset udveksling af personoplysninger mellem FE og PET

Oprette et center for antiterroranalyse

Overflytte politiets afdeling for organiseret kriminalitet til PET

Lade forsvaret anskaffe materiel, så man kan bistå politiet

Forpligte internetudbydere til at indrette deres udstyr, så aflytning er mulig. Udbyderne har siden 2007 skullet logge al kommunikation

Forbyde eller begrænse mulighederne for anonym kommunikation i form af taletidskort, netcafeer o.l.

Kræve at teleudbydere opretter en brugerdatabase og muliggør omgående videresendelse af trafikdata

Gøre det muligt at udstede aflytningskendelser, der omfatter alle former for kommunikation

Gøre det muligt at aflytte en mistænkt, uden at vedkommende på noget tidspunkt får det at vide

Kræve at teleselskaber og tjenester udleverer abonnementsoplysninger uden retskendelse

Tillade scrambling af kommunikation efter retskendelse

Tillade PET at betale større beløb end hidtil til agenter

Give politiet mulighed for at beordre private og offentlige myndigheder til at udnytte deres tv-overvågningskapacitet

Undersøge mulighederne for at etablere automatisk overvågning på særligt udvalgte steder inkl. aflæsning af biometriske data

Tilladelse til aflytning/scanning af et nærmere bestemt område - f.eks. hel boligblok

Tilladelse til overvågning af centrale pladser og væsentlige trafikknudepunkter

«Terrorpakke» II fra 2006 reducerer danske statsborgere retsstilling yderligere. Kilde: Information, 17. november 2005.

PET betjener sig af en lang række forskellige midler i sit efterretningsarbejde:

• Åbne kilder som aviser, tidsskrifter, løbesedler og i vore dage f.eks. internet
• Personer der leverer oplysninger om målgrupper eller -personer. Det kan være personer der allerede er tilknyttet en organisation eller grupper, eller som PET aktivt lader infiltrere gruppen
• Personer i offentlige eller private stillinger der bistår PET i efterretningsarbejde ved f.eks. at levere økonomiske oplysninger
• Telefonaflytning og anden aflytning af elektronisk kommunikation
• Rumaflytning
• Brevåbning
• Overvågning
• Indbrud og ransagning

Åbne kilder har historisk været en vigtig kilde til information. Ifht. andre midler er den «billig», den giver indblik i organisationens tankegang, ideologi og mødevirksomhed. Ulempen er, at hvis gruppen er involveret i kriminelle handlinger, vil disse sjældent kunne afdækkes via åbne kilder. Ligesom andre efterretningstjenester tager PET derfor en vifte af midler i brug for at indsamle denne type informationer.

Spioner, meddelere, kontakter og infiltrering

PET har historisk rodet rundt i definitionerne af de forskellige former for menneskelig efterretningsvirksomhed og har haft problemer med at beskrive om der var tale om infiltration, kontakter eller meddelere. PET Kommissionen havde yderligere problemer med at afdække omfanget og karakteren af denne virksomhed, da de fleste akter om denne type virksomhed var destrueret af PET. Desuden indførte PET først i 1971 kildemapper over sine kilder - men de fleste af disse mapper er destrueret. (4PK-104)

En af årsagerne til det specielle hemmelighedskræmmeri omkring meddelere og kontakter er ønsket om at sikre disse 100% anonymitet. Hvis oplysninger om sådanne stikkeres og meddeleres identitet kom ud, ville det være vanskeligt for PET at rekruttere andre. Disse personer er derfor altid blevet udstyret med et kodenavn, som de omtales under i rapporter, og der er næsten altid tale om en PET føringsofficerens personlige kontakt.

I perioden 1945-61 var næsten hele PET's infiltrationsvirksomhed koncentreret om DKP komplekset og venskabsforeninger. Omfanget er ukendt, da der ikke er bevaret nogen oplysninger herom, men PET havde ikke i denne periode meddelere eller infiltratorer tæt på DKP's kerne: centralkomiteen. PET havde derimod meddelere der var almindelige medlemmer i lokalafdelinger og på arbejdspladser. Der var tale om medlemmer der var blevet utilfredse med partiets politik eller som kunne afpresses. Det kunne også være medlemmer, der var blevet ekskluderet og som kunne debriefes. Endelig kunne det være socialdemokrater på arbejdspladser, der fulgte med i DKP's politik og praksis. I denne periode var det almindeligt, at PET også gav oplysninger den anden vej. De socialdemokratiske kilder blev briefet med information om hvad PET vidste. (4PK-110)

En enorm kilde til efterretninger i denne periode var AIC, der havde et netværk på 5-6.000 arbejdspladskontakter, der bl.a. rapporterede om kommunistisk virksomhed.

Nazister der under krigen havde jaget kommunister blev efter krigen ansat af PET til samme funktion. I Tyskland og Italien blev hele efterretningstjenesten fra slutningen af 40'erne befolket med gamle nazister og fascister.

En anden vigtig kilde i de første år efter krigen var nazister. SS-Hauptsturmführer, Kriminalrat Hans Hermannsen havde ledet Gestapos kommunistbekæmpelse i Danmark under besættelsen. Efter befrielsen fik GE kontakt til nazisten og var særdeles interesseret i at udnytte hans viden og netværk. Hermannsen undgik at blive stillet for retten, og blev i stedet for GE's regning installeret i en lejlighed i Flensburg med egen sekretær. Kommunistjægeren skiftede blot arbejdsgiver fra Gestapo til GE. REA havde også kendskab til Hermannsen og forsøgte at skaffe oplysninger, men pga. rivaliseringen mellem de to tjenester lykkedes det ikke. (6PK-111)

REA fik i stedet i 1947 kontakt til 2 andre nazister, der havde arbejdet som kommunistjægere i den tyske kontraspionage. Mod betaling, cigaretter og manglende retsforfølgelse leverede disse de følgende 5 år informationer om kommunisternes netværk i nordtyskland og Danmark. Først efter 5 år gik det op for PET, at de 2 på egen hånd havde opfundet de informationer de fodrede PET med. De ønskede at undgå retsforfølgelse og få betalt til livets ophold. Kommissionen konstaterer, at REA ikke på noget tidspunkt overvejede at der kunne være kildemæssige problemer ved de 2 kommunistjægere. Der gik 5 år før PET konstaterede at deres informationer ikke kunne verificeres ad andre kanaler. Allerede på dette tidlige tidspunkt grundfæstedes en praksis i PET, hvor tjenesten troede på sine kilder, blot de bekræftede de samme paranoide forestillinger, der herskede i PET. (6PK-113)

REA's diagram over det «sovjetiske netværk i nordtyskland og Danmark» i 1949. Diagrammet var baseret på oplysninger fra 2 nazi officerer der arbejdede for REA. Netværket eksisterede imidlertid ikke, men var fri fantasi fra nazisternes side for at undgå straf og få betalt til livets ophold. REA og siden PET praktiserer ingen kildekritik, når blot oplysningerne passer ind i tjenestens egne paranoide forestillinger. (6PK-116)

PET's tradition med samarbejde med nazister og personer på den yderste radikale højrefløj blev grundlagt i årene efter 2. Verdenskrig, men er fortsat siden hen og er fortsat praksis i dag. PET har en forkærlighed for disse ekstremistiske miljøer pga. deres «nationalt sindede indstilling», der er sammenfaldende med PET's.

I 1966 blev Københavns Politis afd. E og PET lagt sammen. Afd. E tog sine kilder med over i PET, der indtil da kun i mindre grad havde dyrket infiltration. Afd. E's vigtigste kilder havde infiltreret det trotskistiske miljø. Kilderne kom fra «Demokratisk Alliance», der huserede på den ekstreme højrefløj. Alliancen havde i starten af 60'erne gennemført et politisk indbrud, og blev efterfølgende afhørt af folk fra afd. E, der foreslog at indlede et samarbejde. Først 1 og siden 2 Alliance medlemmer infiltrerede derefter det trotskistiske miljø i København. De næste 10 år fyldte de PET med løgne om trotskistisk virksomhed, der pga. PET's manglende kildekritik gjorde, at den lille håndfuld trotskister de følgende 25 år blev anset for at være de farligste revolutionære i Danmark. Det gennemsyrer PET's rapporter fra starten af 60'erne og helt frem til slutningen af 80'erne, at PET's rygmarvsreaktion hver gang der blev gennemført en demonstration eller faglig aktion var, at trotskisterne stod bag. PET blev igen, og igen, og igen fyldt med oplysninger om at trotskister ville besætte USA's ambassade og brænde den ned. Det skete som bekendt ikke, og det kan undre at PET ikke på noget tidspunkt stoppede op og overvejede den åbenlyse modstrid mellem oplysningerne fra dens højreradikale informanter og virkeligheden. (4PK-113)

Senere i 60'erne gik PET i samarbejde med en anden højreradikal gruppe, Frihedsalliancen, der havde infiltreret DKP. (4PK-113)

I slutningen af 60'erne havde PET rekrutteret eller placeret kilder i Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), Venstresocialisterne (VS), Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML), De Danske Vietnamkomiteer (DDV), Den Antiimperialistiske Aktionskomité og Verdensbankgruppens arbejdsudvalg. (4PK-113)

I starten af 70'erne var PET's informationer om trotskisterne ved at tørre ud. PET indledte i 1971 derfor en operation, der skulle skaffe tjenesten trotskisternes medlemskartotek. Operationen endte i skandale for PET, der fik trukket bukserne ned og afsløret i den såkaldte Kasper Neergård sag. Skandalen medførte, at PET strammede op på sin kildevirksomhed, og iflg. PET Kommissionen reducerede sin kildeaktivitet. Ikke desto mindre havde følgende organisationer i 1970'erne PET kilder, eller var infiltrerede: Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), De Danske Vietnamkomiteer, Chilekomiteen, Folkebevægelsen mod EF, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed studenterbevægelsen og fagbevægelsen. Endvidere havde PET meddelere i en lang række venskabsforeninger. En regionsafdeling havde desuden en meddeler i den lokale socialdemokratiske byrådsgruppe. (4PK-115, 132, 139)

I 1980 havde PET endnu ikke beviser for, hvem det var der ville omstyrte den danske stat. PET chefen Ole Stig Andersen opfordrede derfor på årsmødet til at optrappe infiltrationen af alle de subversive organisationer: fra det Radikale Venstre over Socialdemokratiet og ud på venstrefløjen. 1980'erne var præget af den hidtil mest omfattende infiltrationsvirksomhed i tjenestens historie. Kommissionen skriver:

Målområderne for PET’s kildearbejde i 1980’erne kan overordnet opdeles i seks kategorier. Den første var det, der kunne benævnes DKP-komplekset, som foruden partiet omfattede ungdomsafdelingen, partiavisen, venskabsforeninger, østambassader og østrejser. ... PET havde stor succes med at penetrere venskabsforeningerne og havde i perioden 1979-89 omkring en snes kilder her, hvoraf enkelte var lokalafdelingsformænd og kassererer, mens andre befandt sig tæt på landsledelsen. PET havde også en række kilder, der videregav oplysninger om danske statsborgeres kontakter med østambassader og rejser til kommunistiske lande.
Den anden kategori bestod af venstrefløjens organisationer. PET havde således enkelte kilder i eller i nærheden af Socialistisk Arbejderparti (SAP), VSU, DKP/ ml, Fælles Kurs Klubben, Tvind og flere solidaritetskomitéer. Flere af kilderne var gengangere, der gennem deres position i det venstreorienterede miljø kom i kontakt med flere af grupperingerne, og også her var den tidligere omtalte produktive kilde aktiv.
Den tredje kategori var bevægelser som Folkebevægelsen mod EF og fredsbevægelsen. Alene sagsmaterialet for fredsbevægelsen, der omfattede både den prosovjetiske Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed og de tilknyttede lokale fredskomitéer, og mere neutrale organisationer som Nej til Atomvåben, indeholder mere end 30 kildenavne. Flere af disse kom ind i fredsbevægelserne gennem deres tilknytning til venstrefløjsgrupper, og igen var den tidligere omtalte kilde særdeles produktiv.
Den fjerde kategori omfattede forskellige former for «uro», såsom BZ-bevægelsen og visse faglige konflikter. PET’s interesse for arbejdsmarkedet i 1980’erne skyldtes, at yderliggående grupper forsøgte at udnytte faglige konflikter til at gennemføre ulovlige aktioner, og at store dele af fagbevægelsen blev involveret i fredsbevægelserne. PET blev især påvirket af erfaringerne fra overenskomstkonflikten i 1985, hvor tjenesten havde været uforberedt på de omfattende uroligheder, hvilket førte til, at Centralafdelingen prioriterede kildearbejdet højere. Der optræder således mindst 39 kildenavne i materialet vedrørende arbejdsmarkedet i 1980’erne, hvoraf omkring 40 % dækker over den tidligere omtalte kilde. PET havde en intensiv dækning af Sømændenes Forbund, Tillidsmandsringen, Det frække Udvalg og SiD, der var involveret i en række af de faglige konflikter. Da dele af fagbevægelsen var aktiv i fredsbevægelsen, kunne flere kilder videregive oplysninger om begge spørgsmål.
Den femte kategori omfattede nynazistiske og højreekstremistiske grupperinger.
Den sjette bestod af en række øvrige organisationer og institutioner som Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Journalistforbund, Journalisthøjskolen og Dansk Udenrigspolitisk Selskab. (4PK-117)

Kommissionen fortier i ovenstående, at PET også havde kilder i SF og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM), samt at PET i 1981 udarbejdede en lang liste over grupper tjenesten ønskede at infiltrere. Det gjaldt bl.a. RSF, KAP, KAK, anarkister, DKP og visse afdelinger eller tendenser i VS. (15PK-333)

PET's liste over grupper som tjenesten ønskede at infiltrere blev forelagt Regeringens Sikkerhedsudvalg, der med Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og Ole Espersen i spidsen satte sig voldsomt imod. PET trak listen tilbage og i februar 1981 udstedte justitsministeren et direktiv til PET om, at et ønske om infiltration altid skulle forelægges Justitsministeren til godkendelse. Dette skete imidlertid aldrig. Hverken Ole Espersen eller hans efterfølger Erik Ninn-Hansen erindrer at have fået forelagt sådanne sager. Departementscheferne Niels Madsen (1968-86) og Lundbæk-Andersen (1986-91) erindrer ligeledes ikke at havde set sådanne sager, mens PET cheferne mener det må være sket - «ellers brød de jo Justitsministerens instruks». (15PK-334)

En særlig form for infiltration er Agent Provocateur der har til formål at provokere gruppen til ulovligheder. REA blev allerede i 1946 eksplicit instrueret om ikke at måtte anvende denne form for virksomhed, der mindede for meget om politiets virke under besættelsen og under enevælden. Først i 1986 fik politiet i retsplejeloven hjemmel til at anvende denne form for virksomhed. Inden da havde PET dog anvendt denne ulovlige form i flere tilfælde. I 1969 transporterede en PET agent bombematerialer til Rebild og i 1981 tilbød PET agenten Anders Nørgård anarkister i Århus at skaffe sprængstoffer. Venstrefløjen selv har et større katalog af historier om mystiske «aktivister» der er kommet ind fra gaden og har opfordret til gennemførelsen af ulovlige aktioner, for derefter pludselig at forsvinde igen. Venstrefløjen har traditionelt betragtet disse som provokatører udsendt af højrefløjen, politiet eller PET. (15PK-318) PET er fortsat aktiv i provokatørvirksomhed. Den person PET anvendte i den såkaldte Voldsmosesag i 2005 anskaffede sprængstoffer for at kompromittere de personer PET senere fik dømt.

PET's kilder har haft forskellige motiver til at påtage sig denne form for «arbejde». Nazisterne efter 2. Verdenskrig havde som primær interesse at undgå strafforfølgelse og til gengæld at få betaling. Det økonomiske motiv er fortsat aktivt. Kommissionen oplyser, at PET's midler til betaling af «kilder» steg fra 152.000kr i 1964/65, til 562.000kr i 1980, 1.362.000kr i 81 for at kulminere med 1.970.000kr i 85. (4PK-153)

Et andet motiv for flere kilder har været «spænding», men for de fleste har ledemotivet været ideologisk afstand til den gruppe der skulle infiltreres. Kommissionen konstaterer:

PET har således i flere tilfælde under den kolde krig anvendt kilder med forbindelser til yderliggående højreorienterede miljøer, men det ses ikke i det bevarede materiale, at ledelsen eller de ansatte i PET skulle have gjort sig systematiske overvejelser om det eventuelt problematiske heri. (4PK-156)

Tvært imod gik PET målrettet efter denne type kilder. Jørn Bro var operationschef i 1967-85 og havde det operationelle ansvar for den omfattende virksomhed. Med hans ord skulle kilder helst hverves på et «ideologisk grundland». «Man fandt unge der 'hørte til' på PET's side». Delte PET's paranoide trusselsvurderinger. Interessant nok var der oftest tale om unge med nazistisk baggrund eller på den yderste højrefløj. PET Kommissionen beretning dokumenterer i sine mange bind, at efterretningerne fra disse personer ikke stemte med virkeligheden, men passede perfekt ind i PET's trusselsbillede. (4PK-155) På baggrund af de forskruede og løgnagtige efterretninger jagtede PET lige fra slutningen af 1940'erne våben og sprængstoffer på venstrefløjen, uden at finde nogen. I stedet fandt de væbnede grupper på højrefløjen, som enten ikke blev rørt, eller med PET's terminologi blev «inddæmmet» og anvendt i krigen mod venstrefløjen.

Personer i offentlige eller private stillinger

PET Kommissionen dokumenterer, at PET siden slutningen af 1960'erne har indhentet oplysninger fra sygehuse, skattevæsenet og postgiro om personers og organisationers forhold. F.eks. «lånte» tjenesten i 1967 samtlige indbetalingskort til Russelltribunalets girokonto og udarbejdede på baggrund af disse en liste over de 791 personer, der havde givet bidrag til tribunalets aktiviteter. PET karakteriserede tribunalet som en «kommunistisk frontorganisation», fordi den forsøgte at dokumentere og afsløre USA's krigsforbrydelser i Vietnam. PET anvendte de samme kontakter til identificere hvilke personer der stod bag konkrete girokonti. Endvidere indhentede tjenesten økonomiske oplysninger fra skattevæsenet om identificerede personer og i mindst et tilfælde indhentedes patientjournaloplysninger fra et sygehus. PET's operationschef Jørn Bro (1967-85) forsøgte overfor PET Kommissionen at forsvare PET's kriminelle handlinger med at PET «havde lidt videre beføjelser end det almindelige politi». (4PK-293) Kommissionen konstaterer imidlertid, at PET havde sat sig ud over loven. PET's indhentning af oplysninger fra offentlige myndigheder er i strid med straffeloven.

Telefonaflytning og anden aflytning af elektronisk kommunikation

Retsplejelovens bestemmelser omkring telefonaflytning har undergået en udvikling i perioden 1953-2006 hvor PET fik fri og uhindret adgang til at aflytte landets borgere uden retskendelse. Grundlæggende var det sådan tidligere, at PET altid skulle have retskendelse til at gennemføre en telefonaflytning - senest 24 timer efter aflytningen var etableret. Kendelsen kunne kun bevilges, hvis der var mistanke om grove forbrydelser efter f.eks. spionageparagrafferne eller med en strafferamme på over 8 års fængsel. (15PK-205)

PET har siden 2. Verdenskrig udvidet sin kapacitet til gennemførelse af telefonaflytning. Officielt blev PET først i stand til at gennemføre sådanne aflytninger i 1952, hvor der kunne foretages 2 parallelle aflytninger. Dette tal blev i 1955 fordoblet til 4. PET's Arne Nielsen indrømmede ved samme lejlighed overfor justitsministeriet havde etableret en ekstra ulovlig aflytningslinie. I slutningen af 60'erne var PET nået op på 30 linier, fra 1970 40 linier og i slutningen af 70'erne 60 linier. En tilsvarende udvikling fandt sted i provinsen. I Odense udvidedes antallet i 1979 fra 3 til 20 linier, og i Århus udvidedes i starten af 80'erne fra 10 til 20. (4PK-169)

På baggrund af det store antal linier til aflytning kan det virke bemærkelsesværdigt, at antallet af aflytningskendelser er så lavt. PET Kommissionen har fundet ialt 755 kendelser i retsbøgerne for den 21 årige periode 1968-89, der giver PET tilladelse til aflytning. Det er i gennemsnit 36 aflytninger om året - ikke meget når PET havde kapacitet til at foretage 100 parallelle aflytninger. Samtidig var der en usædvanlig livlig aflytningsaktivtet i 1980'erne. I 1986 blev der angiveligt givet kendelse til 178 aflytninger og året efter til 78. (4PK-172) Kommissionen opgiver samtidig et tal på 341 kendelser til telefonaflytning for perioden 1985-89. (4PK-167)

Inkonsistensen mellem kapacitet og indhentede retskendelser rejser spørgsmålet om hvorvidt PET foretog ulovlige telefonaflytninger. Kommissionen har gennemgået de bevarede personsager fra 1945 til 89, og angiver at der i 2/3 af sagerne findes oplysninger der stammer fra telefonaflytning. (4PK-166) Inkonsistensen mellem de store antal personsager der rummer materiale fra telefonaflytning og det udstedte antal kendelser skyldes iflg. Kommissionen, at PET har lagt overskudsinformation fra aflytning af én person ud på andre sager. For det første er dette ikke tilladt indenfor rammerne af retsplejeloven, med mindre PET har fået en kendelse til det - hvilket ikke er konstateret i noget tilfælde. (4PK-252) For det andet skulle det betyde, at hver aflytning medførte, at der blev lagt materiale på 50 personsager, hvilket ikke synes troværdigt. Ud over Arne Nielsens indrømmelse fra 1955 findes der et hemmeligt notat i KTAS fra 1968, der omtaler både «legale» og «illegale» aflytninger. (4PK-188) PET benægter at have gennemført aflytninger uden kendelse og Kommissionen gravede ikke videre i sagen. Tilbage står de gabende inkonsistenser i de præsenterede oplysninger.

Et væsentligt argument mod at PET skulle gennemføre illegale aflytninger (uden kendelse) er, at domstolene i stort set alle anmodninger fra PET's side har givet tilladelse til aflytning. Det er hver gang sket med henvisning til mistanke om alvorlige forbrydelser. Interessant er det derfor, at kun i 10 ud af de 755 officielt foretagne aflytninger i 1968-89 blev der efterfølgende rejst tiltale. Eller med andre ord, i 745 tilfælde holdt mistanken ikke. (4PK-195) Forklaringen på dette misforhold er enkel. PET overdrev i ekstrem grad påstandene mod de personer og grupper den ønskede aflyttet. Kommissionen kommer med ét eksempel på sådanne overdrivelser. I 1977 aflyttede PET det trotskistiske RSF på en påstand om, at RSF stod bag konflikten på Berlingske Tidende. Telefonaflytningen gav ingenting, og forklaringen var den enkle, at RSF intet havde med den at gøre. Den handlede om indførelse af nyt teknologi på Berlingske hen over hovedet på typograferne, der aktionerede for at bevare deres arbejde. PET førte domstolen bag lyset.

Retsplejeloven siger, at aflyttede efterfølgende skal informeres om at de er blevet aflyttet. Loven giver dog mulighed for at undlade at bringe denne information, hvis det vurderes at «ville skade efterforskningen» eller «hvis omstændighederne iøvrigt taler herfor». Det gør de stort set altid i PET's tilfælde. Kun i 45 ud af 755 officielle kendelser blev den aflyttede efterfølgende informeret om tvangsindgrebet. (4PK-195) Først fører PET domstolen bag lyset for at få en kendelse. Efterfølgende informeres den forurettede - «den aflyttede» - ikke om tvangsindgrebet.

I 1985 ændredes retsplejeloven, så den krænkede part ved udstedelse af kendelser fremover skulle repræsenteres af en hemmelig «clearet» advokat. Lisbet Victor Hansen var en af de første clearede advokater, og hun berettede i 1999 om, at retten aldrig havde accepteret hendes indsigelser mod aflytning. (15PK-216)

Frem til midten af 60'erne var PET's telefonaflytning næsten udelukkende rettet mod østeuropæiske ambassadefolk eller danskere med kontakter til sådanne. Dette billede ændredes specielt i 70'erne, hvor telefonaflytningen af lovlig politisk virksomhed optrappedes drastisk. I perioden frem til 1989 blev (mindst) følgende grupper og personer med tilknytning til disse telefonaflyttet:

1. 3. Verdens Stemme
2. Anarkistisk Bogcafe
3. Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID)
4. Byens Rødder
5. BZ
6. De danske Vietnamkomiteer (DDV)
7. Demos
8. Den danske Palæstinakomite
9. DKP Ålborg
10. DKP/ML
11. DKU Odense
12. El Salvador Kampagnen i Ålborg
13. Internationalt Forum
14. Irlandskomiteen
15. Grupper med forbindelse til Kurdistan
16. KAK og dets forlag Manifest
17. KAP
18. Kritisk Oplysningsforbund
19. Landskomiteen mod Berufsverbot
20. Medie og fotogruppen Modlys
21. Nicaraguakomiteen
22. Odense-afdelingen af Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen
23. Palestinian Workers Union (PWU)
24. Palæstinakampagnen
25. Personer af mellemøstlig oprindelse
26. Revolutionær Fagopposition
27. Revolutionære Autonome
28. RSF og dets forlag Tema
29. SAP
30. Socialistisk Ungdomstræf
31. St. Restrup Højskole
32. Stop Atomraketterne, Ålborg
33. Studenterrådet ved Århus Universitet
34. Støt Christania
35. SUF
36. Tidsskriftcentret
37. Tvind
38. Unge Mod Apartheid
39. Verdensfredskongressen i København, 1986
40. Venskabsforeningen Danmark-DDR
41. Vesttysklandskomiteen (4PK-175)

Dertil kom fagbevægelsen, som PET især efter havnekonflikten i 1983 udsatte for intens aflytning:

1. Byggefagenes Samvirke
2. Fælles Kurs Klubben
3. Havnearbejderkonflikten i 1983
4. Jord- og Betonarbejdernes Fagforening i København
5. Lager- og Handelsarbejdernes Fagforening
6. Medborgerhuset på Blågårds Plads
7. Radio Århus
8. Stilladsarbejdernes Klub
9. Sømændenes Forbund
10. Tillidsmandsringen
11. Tillidsmandsringen for Storkøbenhavn (4PK-180)

Derudover blev et ukendt antal personer uden forbindelser til grupper eller organisationer telefonaflyttet. Det gjaldt bl.a. journalist Jørgen Dragsdahl og forfatter Arne Herløv Pedersen. (4PK-202)

Ved siden af den egentlige telefonaflytning har PET siden 1980'erne anvendt telefonoplysning - dvs. oplysning om hvilke numre der er blevet ringet til/fra et givet nummer og med udbredelsen af mobiltelefoner desuden hvor disse geografisk er registreret (har befundet sig).

Fra slutningen af 1990'erne aflyttes SMS og mailkommunikation efter samme retningslinier i retsplejeloven. PET angiver, at tjenesten ikke kan aflytte samtaler over Skype, da denne er krypteret. Det er imidlertid kendt, at efterretningstjenester med CIA i spidsen gennem tiden har pålagt leverandører af krypteringsudstyr at indbygge «bagdøre», der tillader efterretningstjenesterne at lytte med. Den eneste kendte krypteringsform der indtil nu har holdt efterretningstjenesterne ude er så vidt vides PGP (Pretty Good Privacy).

Rumaflytning

Rumaflytning var frem til 1972 forbudt - det var ikke hjemlet i retsplejeloven. PET Kommissionen konstaterer:

• at Københavns Politis afd. E i slutningen af 40'erne i vid udstrækning aflyttede DKP's møder i København. Afdelingen bestak nemlig den tekniker der stillede lydudstyr op ved møderne til samtidig at installere en båndoptager, der båndede det hele til efterretningstjenesten,
• at PET tilsyneladende anvendte rumaflytning under Philipsstrejken i 1954,
• at PET rumaflyttede trotskisternes forretningsudvalgsmøder i midten af 60'erne, en international trotskistkongres i Gladsaxe i slutningen af 60'erne og RSF's mødelokale op til Verdensbankens møde i københavn i 1970,
• at PET forberedte en aflytning af mødesalen i Land & Folks hus i Dr. Tværgade i 1969, men selv om udstyret blev installeret, blev det angiveligt aldrig aktiveret. (4PK-204)

Årsagen til at PET ikke i højere grad anvendte de ulovlige metoder i 50'erne og 60'erne var ikke deres ulovlighed, men tjenestens «begrænsede ressourcer». Der er få bevarede sager fra 70'erne der afslører denne type aflytning, men det vides dog at palæstinensere i København blev rumaflyttet.

Først med ansættelsen af Ole Stig Andersen som PET chef i 1975  formuleredes ideen om mere omfattende anvendelse af rumaflytning. Omkring 1980 talte PET om nedsættelse af en såkaldt «Blikkenslagerbande», der bl.a. skulle have rumaflytning som område. «Blikkenslagerbande» henviste til det Republikanske Parti i USA der i 1968 anvendte en sådan bande af kriminelle til at føre krig mod det Demokratiske Parti. Den kriminelle aktivitet førte til præsident Nixons afgang i 1974. (4PK-209)

Rumaflytningsoperationer steg eksplosivt i 1980'erne. Fra næsten ingen i 70'erne til 24 i 82, til 35 i 85 og derefter et fald til 16 i 87. PET Kommissionen løfter kun i begrænset omfang sløret for hvem der blev aflyttet. Det gælder dog: Bogcafeen Regnbuen i Århus i 1981; Verdensfredsrådet der holdt bureaumøde i København i 82; KAK, forlaget Manifest og Café Liberation i første halvdel af 80'erne; DNSB efter 2 bombeattentater mod jødisk ejendom i København; og Pædagogernes Hus i Odense under overenskomstforhandlingerne i 85. (4PK-212) Kommissionen skriver, at de fleste operationer var rettet mod udenlandske efterretnings- og terroraktiviteter. Dette dækker sandsynligvis også over rumaflytning af fredsbevægelsen og solidaritetsorganisationer. Omfanget af rumaflytning med og uden retskendelser er ikke dokumenteret af Kommissionen.

CIA's og Firmaets aflytning af Alfred Jensen i 1952-59 hørte ikke under PET, selv om PET modtog uddrag af informationer fra denne aflytningsoperation. Firmaets folk blev aldrig retsforfulgt og dømt - hverken for den spionage til fordel for fremmed magt de udførte eller den ulovlige rumaflytning.

Brevåbning

For at tilbageholde og åbne breve skal PET have en retskendelse på linie med telefonaflytning. I 1950'erne var denne form tilsyneladende meget begrænset med kun 1-4 kendelser pr. år. Dette antal steg i midten af 80'erne til 7-13 kendelser årligt. I 1985 blev 30 breve åbnet, i 86 var tallet 360 og i 87 582. Efterretningsformen var i sidste halvdel af 80'erne primært rettet mod BZ og Autonome Revolutionære der mistænktes for kontakt til terrorgrupper. PET var ikke i stand til at bevise disse mistanker, der derfor må konstateres at have været falske. (4PK-214)

PET Kommissionen konstaterer videre, at PET i en periode foretog gennemlysning af breve til Vesttysklandskomiteen og Revolutionære Autonome med det formål at læse disse. Det skete uden retskendelse og ville kunne straffes efter straffelovens §263 om ulovlige indgreb i meddelelseshemmeligheden. (4PK-260)

Observation (skygning)

Observation blev oprindelig næsten udelukkende anvendt af PET til overvågning af østdiplomater og danskere med kontakt til sådanne. Der er dog sket en stadig vækst i observationernes omfang siden PET's oprettelse, og der er samtidig sket en ændring af karakteren. I 1957 bestod observationstjenesten af 23 kriminalpolitifolk. Dette antal steg i 71 til 28, i 81 til 38 og i 88 til 41 medarbejdere. Samtidig ændredes karakteren. Fra midten af 70'erne sattes observationstjenesten i stigende grad ind mod fagbevægelsen. Det gjaldt konflikter som BT konflikten i 1977, Central Tryk i Taulov i 81, Havnearbejderkonflikten i 83, La Cabana i 84, Folketingets åbning i 85 og overenskomstforhandlingerne i 89. Men Samtidig begyndte PET at overvåge 1. maj møderne rundt omkring i landet. I 1980 noterede tjenesten sig f.eks. at Anker Jørgensen talte ved et 1. maj møde i Ålborg. Den subversive person var samtidig landets statsminister. (4PK-239, 245)

I 1980'erne brugte PET enorme ressourcer på observation af BZ kollektiver, Ungdomshuset og BZ aktiviteter. Tjenesten oprettede i 1983 et særligt «Nørrebro hold» alene med dette formål, og i 1984 lagde dette hold beslag på 20% af samtlige observationsressourcer. Observationsindsatsen skulle bruges til at føre det almindelige politi bag lyset om omfanget og karakteren af BZ's aktiviteter. Dette startede allerede med PET's observation af Schiønning & Arve besættelsen, der på baggrund af falske informationer fra PET førte til politiets første anvendelse af tåregas i Danmarkshistorien. PET bærer hovedansvaret for den voldelige eskalering mellem BZ'ere og det almindelige politi der fandt sted gennem 80'erne. (4PK-240)

Specielt i slutningen af 70'erne jagtede PET terrorister. I 1979 lagde denne opgave beslag på 34% af observationsressourcerne. PET havde af MOSSAD fået af vide, at alle palæstinensere var terrorister, og PET brugte derfor store ressourcer på at overvåge palæstinensere. Det gjaldt overvejende repræsentanter fra PLO og møder mellem disse repræsentanter og medlemmer af VS. Endvidere blev offentlige møder om Palæstina arrangeret af solidaritetsgrupper observeret. PET var uvidende om at FN allerede i 1974 havde anerkendt PLO som det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant, og at PLO's medlemsorganisationer for længst havde lagt flybortførelser og andre former for terror bag sig. (4PK-240)

Allerede fra de første atomkampagnemarcher i starten af 1960'erne var demonstrationer genstand for en særlig interesse fra PET's side. Kommissionen gennemgik et meget stort antal demonstrationssager fra 1968-89. Af disse fremgår det:

• at PET betragtede demonstrationer som «illegale virksomhed»
• at PET registrerede anholdte under demonstrationer med egen personsag
• at PET registrerede demonstrationsanmeldere og -deltagere i tjenestens arbejdskartoteker (4PK-242)

I praksis foregik det på den måde at PET automatisk modtog kopi af demonstrationsanmeldelser fra færdselspolitiet eller beredskabsafdelingen. PET indhentede herefter oplysninger fra sine højreorienterede kilder, der kunne fortælle at USA's ambassade ville blive besat og brændt ned (Vietnamdemonstrationen i 1968), eller at Høvelte Kaserne ville blive stormet og dens våben stjålet. Disse informationer blev givet videre til det almindelige politi, der på denne baggrund tog massive og militante forholdsregler. PET angiver selv «ikke generelt» at have fotograferet demonstranter og opbevaret, men fotoovervågning forekom. PET Kommissionen redegør ikke for hvordan billedmaterialet blev anvendt. (4PK-243)

Endelig observerede PET offentlige møder. Enten ved deltagelse i selve mødet, eller ved fotografering af deltagernes biler, for at kunne registrere dem. Det var i 1960'erne tilfældet med offentlige møder i SF, VS, andre venstrefløjsgrupper, Vietnambevægelsen, solidaritets- og venskabsgrupper, BZ, antiracister og miljøgrupper. Endvidere blev 1. maj møder og møder i Tillidsmandsringen holdt under observation. (4PK-244)

Udover PET's tvivlsomme og antidemokratiske forhold til Grundlovens beskyttelse af forenings- og mødevirksomhed, var PET's observation af offentlig mødevirksomhed ikke forbudt. Dog holdt PET også politikere fra bl.a. SF, RV og Socialdemokratiet under observation, når de mødtes med østdiplomater, og fra 1970'erne optog PET samtaler mellem politikere og østdiplomater på bånd, når tjenesten kunne komme af sted med det. Det skete uden retskendelse og var en overtrædelse af straffeloven. (4PK-238)

Indbrud og ransagning

Siden sin oprettelse har PET gennemført ransagninger. I 1997 gennemførtes en ændring af retsplejeloven, der introducerede muligheden for at gennemføre hemmelige ransagninger, hvor personen som dette tvangsskridt er rettet imod ikke informeres om ransagningen, hverken forud for eller efterfølgende. Allerede inden denne lovændring gennemførte PET et stort antal hemmelige ransagninger. I nogle af disse sager havde tjenesten indhentet retskendelser. Andre blev gennemført uden kendelse - ulovlige ransagninger eller indbrud. (4PK-218) Vestre Landsret afsagde iøvrigt i 1997 en kendelse, der gav PET ret til at begå indbrud på privat ejendom for at kunne installere udstyr til rumaflytning. (4PK-207)

PET Kommissionen giver ikke nogen samlet oversigt over de organisationer, personer og grupper PET har anvendt ransagning eller hemmelig ransagning overfor. Den har dog en enkelt bemærkning om, at i 1985 «.. lå PET's låsesmed ikke på den lade side». Dette år gennemførte PET's Centralafdeling 20 hemmelige ransagninger. (4PK-223) Ransagningerne i 1980'erne var især rettet mod BZ miljøet.

Kommissionen har angiveligt ikke indhentet oversigter fra byretterne over retskendelser til ransagning. Dette i modsætning til retskendelser vedr. telefonaflytning. Det kan være udtryk for at PET kun i få tilfælde har skaffet sig kendelser, men vægtningen mellem ulovlige og lovlige ransagninger er fortsat ukendt. I en række tilfælde kan Kommissionen dog identificere ulovlige ransagninger, og andre tilfælde hvor PET ikke har overholdt reglerne. Under hemmelige ransagninger skal der være et vidne til stede, der repræsenterer den krænkede. I mange tilfælde har PET brudt denne regel. I andre har PET medbragt et par officerer fra forsvaret, der har optrådt som «vidner». (4PK-222)

Kommissionen kommer med en række eksempler på PET's kriminelle metoder:

I maj 1962 blev en ung aktivist anholdt ved Svanemøllens kaserne for at have uddelt løbesedler, som ifølge politiet opfordrede til lydighedsnægtelse. Efterfølgende blev den yderliggående organisation Gruppe 61's sekretariat ransaget, idet politiet mente, at løbesedlerne var blevet fremstillet her. Ransagningen foregik uden kendelse for ikke at forspilde øjemedet, og politiet beslaglagde gruppens medlemskartotek og andre effekter. (4PK-224)

I dette tilfælde skete ransagningen uden deltagelse af vidner.

En person, der var aktiv på venstrefløjen, blev i 1996 anholdt under en demonstration. Ved den lejlighed blev hans nøgler kopieret af (PET) Afdeling 4, som opbevarede kopierne. Næsten tre måneder senere foretog PET en hemmelig ransagning af den pågældendes lejlighed, hvor tjenesten anvendte nøglekopierne. Under ransagningen blev indholdet af den pågældendes computer kopieret. (4PK-223)

Kommissionen nævner i sin beretning videre en række eksempler på hemmelige ransagninger eller politisk motiverede indbrud. Det gælder indbruddet i Kampagnen mod Atomvåben i april 1962, hvor 2000 spørgeskemaer, 200 kartotekskort og privat korrespondance blev stjålet; i 1976 hævdede Ekstra Bladet at Demokratisk Alliance for PET havde brudt ind på SF's partikontor og her affotograferet partiets medlemslister, abonnementslister, korrespondance og andet materiale; i maj 1969 blev VS' kontor i Esbjerg udsat for indbrud og listen over lokalmedlemmer stjålet; i 1971 tilbød PET Kasper Neergård 1500kr for at stjæle RSF's medlemskartotek; i 1970 brød identificerede PET medarbejdere ind i Huset i Magstræde; i 1998 bragte DR's P1 en udsendelse en udsendelse med titlen «Når staten bryder ind», hvor 4 anonyme politífolk fortalte om indbrudsaktivitet gennemført bl.a. på foranledning af PET. (4PK-227)

At PET ikke overholdt hverken retsplejelov eller Grundlovens krav om retskendelse bekræftes af, at Arne Nielsen i januar 1970 udsendte en dagsbefaling hvori han «på given foranledning» gjorde PET's ansatte opmærksom på reglerne for ransagning og beslaglæggelse. (4PK-225)

En beslægtet kriminel virksomhed er PET's indhenten af såkaldt «overskudsinformation». Kommissionen omtaler indenfor dette område:

• kopiering eller affotografering af politisk materiale og medlemslister under gennemførelse af ransagninger, hvor retskendelsen ikke giver tilladelse hertil. Eksempler herpå er PET's ransagning af Gruppe 61's kontor i 1962; af Arne Herløv Petersens bopæl i 1981; af en palæstinaaktivists bopæl i 1989; af mediegruppen Modlys' lokaler i 1989; af Sydafrikaaktivisters bopæl i 1989. (4PK-226)
• hvis kriminalpolitiet ifbm. almindelig efterforskning efter indbrud eller brand støder på politisk materiale, f.eks. medlemslister, kopieres eller affotograferes disse og sendes til PET. Dette er åbenbart almindelig praksis både i kontorer og i personers hjem. (4PK-232)
• når der indleveres personlige effekter på hittegodskontoret gennemgås disse for politisk indhold, der affotograferes og overdrages PET. (4PK-232)
• i 1985 skaffede PET sig adgang til et brugt farvebånd fra en skrivemaskine, der havde tilhørt OOA. (4PK-232)

I alle tilfælde er der juridisk tale om ransagninger foretaget uden hverken forudgående eller efterfølgende retskendelser. Altså ulovlige indgreb.

Overvågning af Folketingspolitikere

Ingen var undtaget fra PET's overvågning. Heller ikke Folketingets medlemmer. DKP's medlemmer af Folketinget blev registreret allerede fra 1947. SF's medlemmer blev registreret fra partiets dannelse i 1959 og VS' fra dettes dannelse i 1967. PET begyndte for alvor at interessere sig for de øvrige partiers medlemmer fra starten på Kampagnen mod Atomvåben i 1960, og registreringerne tog til i takt med den øgede kontakt mellem øst og vest, afspænding og fredsarbejde. Daværende statsminister Jens Otto Kragh blev registreret i juni 1964. Anledningen har sandsynligvis været Kraghs statsbesøg i Sovjetunionen og Khrustjovs efterfølgende besøg i Danmark. PET Kommissionen behandler 66 folketingspolitikere der var registreret af PET. Af disse var 28 socialdemokrater, 19 radikale, 12 venstre og 7 konservative. Til venstre for Socialdemokratiet var alle registreret. (7PK-55)

I de fleste tilfælde var anledningen til registrering, at folketingsmedlemmet havde været på delegationsbesøg i Øst eller havde deltaget i en ambassadereception. PET opgav fra 1971 i de fleste tilfælde at tage kontakt med folketingsmedlemmet, fordi det ville «give medlemmet en følelse af at være overvåget» - hvilket medlemmet jo også var. Grunden til at PET opgav at kontakte registrerede folketingsmedlemmer var en skandale i 1971, hvor PET havde kontaktet hjemvendte medlemmer af en DUF delegation, der havde besøgt Sovjetunionen. DUF klagede til Justitsministeriet over PET's hemmelige overvågning, der ville skade dens muligheder for at skabe kontakter til østlige ungdomsorganisationer. (7PK-50)

Siden 1964 har PET skullet sikkerhedsgodkende danske politikere, før de har kunnet blive ministre. Der eksisterer en fast praksis for at Statsministeriet kontakter PET med navne på potentielle ministre for at høre om PET kan godkende dem. Baggrunden for indførelsen af denne praksis var en nyudnævnt fiskeriminister i 1964, der kun holdt i få uger, fordi han havde været indblandet i ulovlige indsamlinger. Statsminister Kragh anklagede PET for at have lækket oplysninger om vedkommende til pressen, der igangsatte en kampagne, og Kragh indførte derfor den nye praksis. PET Kommissionen bekræfter, at PET i mindst 1 tilfælde har brugt sin magt til at holde politikere borte fra ministerembeder. Det gælder socialdemokraten Ole Espersen, som det lykkedes PET at holde borte fra justitsministerposten i perioden 1975-81. (7PK-57, 91)

Siden 1983 har PET registreret alle politiske partier: anskaffet deres politiske programmer og lagt lister over kandidater til folketings-, kommunalråds- og amtsrådsvalg på sagerne. PET argumenterede overfor Wambergudvalget med, at det var «praktisk nødvendigt» at tjenesten registrerede disse oplysninger, og at det «måtte være rimeligt at PET havde en bred almen viden om de politiske forhold her i landet». Hvis PET alene skulle virke til beskyttelse af statens indre- og ydre sikkerhed var denne registrering ligegyldig, men PET virkede på dette tidspunkt allerede åbent som politisk politi, og indenfor denne praksis var registrering af al politiske virksomhed relevant. (7PK-34)

Overvågningen af DKP

DKP har næsten siden tjenestens oprettelse været dens hovedfjende. Allerede i 1930'erne overvågede Københavns Politis afd. D DKP, og det var denne registrering der i 1941 muliggjorde, at det danske politi kunne arrestere langt flere kommunister, en den nazistiske besættelsesmagt havde beordret. Efter verdenskrigen var den kommunistisk ledede modstandskamp mod tyskerne udslagsgivende for, at Danmark ikke blev sat i samme kategori som Østrig - som en stat der havde kollaboreret med nazismen.

Men DKP's heltestatus i den danske befolkning kom kun til at vare få år. Ved valget i oktober 1945 fik det 12,5% af stemmerne, og derefter gik det ned ad bakke. To forhold var med til at sikre denne udvikling. For det første var DKP selve hovedmodstanderen for Socialdemokratiet, der lige siden den russiske revolution i 1918 havde set sig udfordret i arbejderklassen. Selv om der i flere lande efter krigen blev indledt forhandlinger om forbrødring og sammenlægning af de to partier, skete forhandlingerne i Danmark på skrømt. Socialdemokratiet ønskede ikke forbrødring, men ønskede partiet knust. Midlet hertil skulle være AIC, der var blevet oprettet allerede i 1944 som efterfølger til den anti-kommunistiske HIPA samt PET, der de følgende 25 år blev brugt som kamporganisation rettet mod DKP.

For det andet indledte USA den kolde krig og en frådende antikommunisme i 1948. Nazismen og fascismen var blevet besejret under 2. Verdenskrig, men supermagten havde brug for en fjende for at holde sin krigsindustri i gang. Omkring 1948 indgik USA's militær og krigsindustri derfor en aftale om at gøre kommunismen til den hovedfjende, der skulle være krumtappen omkring fortsat nordamerikansk oprustning. Det var dette «militær-industrielle kompleks» USA's senere præsident general Eisenhower skulle omtale som den største trussel mod USA. Den påståede trussel fra øst blev grundlag for oprettelsen af krigsalliancen NATO, for oprustning og en intens propagandakrig vendt mod Sovjetunionen, Kina og andre kommunistiske lande og mod indenlandske kommunister.

Gennem flere årtier førte USA og dets allierede deres befolkninger bag lyset med påstanden om at Sovjetunionen ville erobre Vesteuropa og kommunistpartierne var agenter for USA, der ikke gik demokratiets, men Moskvas ærinde. Virkeligheden var en helt anden. Forskere fik efter Sovjetunionens sammenbrud adgang til arkiverne i Moskva, og kunne konstatere, at det var USSR der havde talt sandt. Supermagten havde ikke haft aggressive planer overfor Vesteuropa. 2. Verdenskrig havde kostet USSR over 20 millioner mennesker livet og enorme materielle ødelæggelser. Supermagten ønskede ikke nye krige, men ønskede på den anden side at få oprettet en bufferzone mellem sig selv og det aggressive Vesteuropa - det var herfra angrebet på USSR var kommet i 1941. Denne bufferzone blev til Østeuropa.

I Danmark havde Folketinget i 1941 gjort DKP illegalt - en de mest skændige beslutninger tinget foretog i det 20. århundrede. Partiet havde derfor ageret illegalt frem til krigsafslutningen, hvor det atter blev legaliseret. For partiet var det vigtigt for fortsat vækst, at det virkede som et demokratisk dansk parti, og dets praksis adskilte sig derefter ikke fra andre partier. PET brugte de følgende 40 år på at bevise, at partiet var bevæbnet, det var det ikke. At partiet gennemførte sabotage, det gjorde det ikke. At partiet spionerede for Østblokken, det gjorde det ikke.

Paranoide trusselsbilleder

Siden 1948 var PET's trusselsvurderinger af DKP og de organisationer PET mente var en del af DKP komplekset (DKU, Komm.S, venskabsforeninger og fagbevægelse) notorisk forkerte. Baggrunden for fejlvurderingerne kan dels have været, at PET i det «kommunistiske spøgelse» så sin egen eksistensberettigelse og derfor notorisk fejlvurderede DKP, dels at PET selv blev offer for den kolde krigs propaganda. Under alle omstændigheder er det klart, at trusselvurderingernes ringe kvalitet gjorde PET til et tilsvarende ringe efterretningsvæsen, fordi det ikke var i stand til at løfte den opgave det var sat i verden til at varetage: statens sikkerhed.

Her følger en række eksempler på PET's vrangforestillinger. I midten af 1948 erklærede REA i en rapport til rigspolitichefen: «Som en Faktor i Overvejelserne indgaar, at Krigen betegnes som uundgaaelig – ikke i den Forstand, at et eventuelt Krigsudbrud kan fikseres til i Oktober eller November 1948, men saaledes, at en Krigssituation maa paaregnes i Løbet af ca. 1 Aar». Rapporten afspejlede ikke de konkrete politiske forhold, men det aktuelle antikommunistiske hysteri. Det krigsudbrud der ville involvere Danmark kom som bekendt aldrig. I 1949 understregede REA overfor USA, at der eksisterede en reel fare for et kommunistisk kupforsøg i Danmark, på samme måde «som i Prag»: «Der er ikke nogen tvivl om, at de tætte forbindelser, som den skandinaviske kommunisme siden krigen har knyttet til den internationale kommunisme, og ikke mindst til de kommunistiske regimer i Sovjetunionen og Folkedemokratierne, i betydelig grad har bidraget til at radikalisere den kommunistiske aktivitet; og lidt efter lidt har folk accepteret ideen om at anvende politiske metoder i Skandinavien, som dem der blev anvendt i Prag». (6PK-69-70)

I 1950 havde USSR godt nok ikke angrebet som forudset, men REA mente fortsat at USSR havde aggressive hensigter, at et indgreb ville indebære besættelse af Danmark, hvor russerne ville få støtte fra DKP, der ville agere 5. kolonne. REA havde så det sekundære forklaringsproblem, at DKP var ved at falde fra hinanden. Medlemstallet var faldet fra 60.000 i 1945 til 27.000 i 1950, der var udbredt utilfredshed og apati i partiet, der havde store problemer med at inddrive kontingenter, og Land & Folks hverdagsoplag var mere end halveret. Samtidig var partiet «splittet i titoister, stalinister og intellektuelle». REA omfortolkede denne situation til, at partiet havde igangsat en snedig subversiv strategi: medlemmerne meldte sig i virkeligheden kun ud for at overgå til illegal virksomhed, og partiet «smed hvalpefedtet» af medløbere og blev derved et «langt farligere parti». Efterretningstjenesten havde dog det lille problem, at det ikke havde én eneste efterretning, der kunne bekræfte dets trusselsvurdering. REA's analyse var et illusionsnummer. (6PK-140)

Hysteriet nåede et foreløbigt højdepunkt i 1951, hvor PET fremstillede følgende kommunistiske skrækscenario:

1. Kommunisterne går til modangreb mod ”den antikommunistiske Bølge”. De optræder mere aggressivt, de får stigende tilslutning, de arrangerer demonstrationer og offentlige møder, der i flere tilfælde udløser uroligheder.
2. Kommunisterne udløser en strejke blandt arbejderne på gas-, elektricitets- og vandværket i Aalborg.
3. Efterretningstjenesten modtager pålidelige oplysninger om kommende uroligheder i forbindelse med sabotageaktioner.
4. Sabotage stopper togdriften, og kommunisterne indkalder til demonstration.
5. Kommunistisk demonstration i Fælledparken med 100.000 deltagere vedtager opfordring til generalstrejke. Uroligheder i flere bydele og angreb på det engelske gesandtskab. Efterretningstjenesten får oplysninger fra en pålidelig kilde om et forestående kupforsøg.
6. I forbindelse med en demonstration besætter kommunisterne Rigsdagen. To politistationer stormes og politiet afvæbnes. På Vesterbro beskydes politiet, og uroligheder og hærværk bryder ud i den indre by.
7. Rådhuset, politistationer, Telefon- og Radiohuset besættes, gas og elektricitet afbrydes og togtrafikken lammes. Der bygges barrikader på indfaldsvejene til København, der bevogtes af bevæbnede kommunistiske grupper. Levnedsmiddelsituationen er truende. Kun Kastellet, Amalienborg, Politigården og forsvarets kaserne er stadig på regeringens hænder.
8. ”En fremmed uvenlig Stats Krigsskibe ligger på Yderreden, og Bombemaskiner og Flyvere patruljerer over Sundet, men kommer jævnlig ind over Byen.” (6PK-142)

Gennem næsten 50 år formulerede PET paranoide trusselsbilleder uden bund i virkeligheden, som tjenesten ét efter ét nøgtern måtte konstatere ikke holdt. Konsekvensen var imidlertid ikke en nedtrapning af kommunist overvågningen, men derimod at tjenesten kastede nettet over stadig større dele af befolkningen. Det kulminerede med den omfattende overvågning af fredsbevægelse og fagbevægelse i 1980'erne, hvor specielt Socialdemokratiet forvandledes fra at have været en nær samarbejdspartner for PET til at være et parti PET anså for at optræde landsforræderisk.

Registrering

Politiets kommunistarkiver overlevede tilsyneladende ikke 2. Verdenskrig, men det gjorde de politifolk der havde været med til at opbygge dem. Kriminalbetjentene Christian Madsen og Einar Andersen der var blevet ansat i politiets afd. D i 1940, blev derfor ansat i REA i 1945. Fra efteråret 1947 indledte REA mere systematisk registreringen af kommunister. Fra maj 1948 gav Justitsministeriet i al hemmelighed grønt lys for registreringen af alle kommunister. Officielt var den danske politik stadig, at ingen blev registreret for lovlig politisk virksomhed. Det var bare løgn.

Madsen og Andersen var de to hovedfigurer, der blev involveret i dette efterretningsarbejde, og de kunne trække på deres forbindelser til Socialdemokratiet, som de begge var medlem af. AIC optrappede i disse år sin registrering af kommunister på arbejdspladserne, og disse efterretninger flød videre til REA, der lod andre efterretninger flyde den anden vej. Allerede samme år nåede tjenesten derfor op på 5.000 navne i sine kommunist-kartoteker. (6PK-81)

En anden vigtig kilde var nazister. Under krigen havde Gestapo jagtet den kommunistiske modstandsbevægelse, og nazisterne fik nu nye arbejdsgivere i form af REA og GE. Problemet var dog, at deres motivation var at undgå retsforfølgelse for deres forbrydelser under verdenskrigen og penge. De leverede derfor megen information til REA, men i starten af 50'erne gik det op for tjenesten, at efterretningerne var frit opfundne. (6PK-110)

I 1950 var REA's kommunistkartotek vokset til 100.000 kort. (6PK-76) I 1952 var PET nået op på 62 specialkartoteker over kommunister, men tjenesten havde også et meget fintmasket net der skulle sikre at alle kom med:

• medlemmer af DKP
• medlemmer af DKU
• medlemmer af «kommunistisk prægede organisationer og frontorganisationer»
• abonnenter på Land og Folk
• sympatisører
• stillere
• mødedeltagere
• personer indkaldt til militærtjeneste hvis forældre var kommunister
• personer involveret i illegal kommunistisk virksomhed
• fredsaktivister
• tidligere spaniensfrivillige
• medlemmer af modstandsbevægelsen
• østrejsende og personer med ambassadekontakt (6PK-166)

Regeringserklæringen fra 1968 der forbød registreringen af lovlig politisk virksomhed, ændrede ikke PET's praksis i synderlig grad. Registreringen fortsatte - både i navne-, emne og arbejdskartoteker.

Bevæbnede kommunister

DKP havde spillet hovedrollen under modstandskampen, og REA/PET mente at DKP fortsat var bevæbnet, trænede militært og havde infiltreret hær, hjemmeværn og politi. Det var uden hold i virkeligheden.

Under et møde i Udenrigspolitisk nævn i marts 1948 oplyste den stærkt antikommunistiske socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft, at der ifølge usikre skøn fandtes op til 4.000 kommunister med våben, alene i hovedstaden. (6PK-96) REA udfoldede de følgende år store anstrengelser for at opspore disse våben og de bevæbnede kommunister. Først i slutningen af 1950 erkendte REA, at rygterne talte falsk. (6PK-99) Det hindrede dog ikke, at Berlingske Tidende i september 1950 igen satte dette rygte i omløb. Smædekampagnen blev denne gang krydret med eksotiske påstande om, at sovjetiske våben blev smuglet til Danmark, gemt i kælderen i Dronningens Tværgade, hvorfra de på Land & Folks lastbiler blev fordelt. I 1952 erkendte PET chef Ernst Brix: «at der ikke var nogen grund til at frygte bevæbnede kommunistiske grupper, der ville gribe til våben i en krigssituation». Brix tilføjede, at selvom der fandtes våben fra besættelsen, så var der hverken konstateret skydeøvelser eller våbendepoter. (6PK-100)

Det standsede dog ikke rygtestrømmen. I efteråret 1948 cirkuleredes et rygte om, at DKP på et Centralkomitemøde den 20. september havde besluttet at forberede sabotage og infiltrere militæret. Rygterne var tilsyneladende sat i omløb af AIC og Firmaet, og havde til formål at medvirke at Danmark blev kastet i armene på NATO. (6PK-84) Også dette rygte vakte stor interesse i REA, der de følgende år søgte efter tegn på sabotage af infrastruktur og produktion. I Sommeren 1950 måtte tjenesten imidlertid erkende, at der ikke fandtes tegn på kommunistisk inspireret sabotage. (6PK-89) Selv ikke da USA sendte 12 skibsladninger våben til Danmark i september 1950 kunne REA konstatere sabotage fra DKP's side.

Selv om REA ikke stødte på tegn på væbnede kommunister, stødte tjenesten på et utal af væbnede antikommunistiske grupper og våbenlagre der tilhørte disse. REA's efterretningsvirksomhed overfor disse grupper løb hurtigt ind i problemer. Grupperne fandtes i provinsen, og REA's kontaktmænd var modvillige til at at give oplysninger, da de havde «lovet» de hemmelige grupper ikke at give oplysningerne videre. Det var frygtet, at de kunne falde i de «forkerte» hænder. En anden vrangvillig modspiller var GE, der var involveret i gruppernes organisering. (6PK-101) REA fandt altså hverken væbnede kommunistiske grupper eller våbenlagre, men fandt derimod private borgerlige væbnede værn med kontakt til GE og udenlandske (vestlige) efterretningstjenester. Det fremgår at PET Kommissionens beretning, at der ikke blev grebet ind overfor denne væbnede private «foretagsomhed».

I februar 1953 opstod der uro og protester på flere kaserner rundt om i landet. Anledningen var, at regeringen havde besluttet at forlænge tjenestetiden for værnepligtige fra 12 til 18 måneder. Omkring 950 soldater var indblandet i urolighederne, og 28 «hovedmænd» blev idømt fængselsstraffe på op til 12 måneder for mytteri og lydighedsnægtelse; 284 fik 4-5 måneders fængsel mens 400 fik 15 dages fængsel. PET's rygmarvsreaktion på urolighederne var, at det ikke kunne være andre end DKU der havde organiseret de parallelle protester rundt om i landet. Der indledtes derfor en omfattende efterforskning, der dog endte med at måtte konkludere, at DKU ikke var involveret, intet kendskab havde til de konkrete forhold på kasernerne og ikke havde planer om mytterier. Der var tale om almindelig utilfredshed blandt rekrutterne over pludselig at skulle have 6 måneder ekstra i trøjen. Dementiet af kommunistisk involvering hindrede dog ikke PET i senere at referere til urolighederne som et kommunistisk komplot. Det var dog mere udtryk for PET's kommunist paranoia. (6PK-157)

Likviderings- og interneringslister

I 1949 besluttede REA at oprette såkaldte «anholdelseslister» over kommunister der skulle anholdes i tilfælde af krise eller krig. (6PK-77) I 1950-51 fandt REA ud af, at mange hjemmeværnskompagnier havde igangsat en tilsvarende udarbejdelse af likviderings- og interneringslister over lokale kommunister, der under givne omstændigheder skulle likvideres eller interneres. Tjenesten erkendte det uholdbare i at andre lokalt udførte denne form for efterretningsvirksomhed og udarbejdelse af lister, og aftalen med Hjemmeværnet blev derfor, at det var PET der skulle udarbejde disse lister, der skulle opbevares i de lokale politimestres pengeskabe, og i en krisesituation udleveres til Hjemmeværnet. (6PK-222)

Efter Ungarnskrisen i 1956 øjnede PET en chance for at få regeringens blå stempel af sine likviderings- og interneringslister og udarbejdede derfor et udkast til lovforslag. Lovforslaget blev dog stoppet allerede i Justitsministeriet, der ikke gav det mange chancer fordi det var i strid med Grundloven. I stedet udarbejdede ministeriet en såkaldt fuldmagtslov, der blev lagt i en skuffe i ministeriet, men som kunne trækkes op af hatten i en krisesituation. Denne lov skulle give staten lov til at internering af anderledestænkende. (6PK-223)

PET måtte derfor arbejde videre med de hemmelige lister, og i slutningen af 50'erne var der over 1.000 navne på disse, alene i København og Frederiksberg. I en krise- eller krigssituation skulle flere tusinde navngivne personer interneres eller likvideres på landsplan. Heriblandt flere folketingsmedlemmer. (6PK-225)

Så sent som i 1976 findes der fortsat omtale af interneringslisterne. På et PET regionsmøde i Ringkøbing blev der holdt foredrag om «PET's rolle i totalforsvaret», og der blev i den forbindelse henvist til et notat med titlen: «Arrestationer eller tilbageholdelse af mistænkte personer». Ud af notatets 19 punkter var der ét der hed: «Fjernelse af sikkerhedsmæssige årsager af personer fra stillinger i statens tjeneste, fra de væbnede styrker og fra visse organisationer og institutioner». (6PK-227)

Om Justitsministeriet fortsat har en «fuldmagtslov» i skrivebordskuffen, og om der fortsat findes internerings- eller likvideringslister er ukendt.

Spionerne

Det stod efterhånden klart, selv for PET, at DKP ikke forberedte et væbnet kup, ikke vedligeholdt en militær organisering eller gennemførte sabotage. Tjenesten koncentrerede sig derfor om 2 andre områder: DKP's spionage til fordel for østblokken og de såkaldte «frontorganisationer». Problemet var imidlertid, at DKP ikke bedrev spionage. Både Sovjetunionen og DKP havde en klar opfattelse af, at det ville være ødelæggende for partiet, hvis der blev involveret i og afsløret i spionage. USSR gjorde derfor meget ud af at rekruttere spioner, der ikke var DKP medlemmer. Med én undtagelse. PET og FET fulgte fra midten af 1950'erne en skipper på skibet Runa, der besejlede Østersøen, og som samtidig var involveret i spionage. Skipperen var medlem af DKP og han trak flere ikke-kommunistiske søfolk ind i spionage til fordel for DDR eller USSR. Motiverne som de afdækkes i PET Kommissionens beretning peger dog mere i retning af, at motivet bag spionagen var penge. I 1959 blev 7 personer fundet skyldige i spionage og idømt op til 5 års fængsel. I sidste halvdel af 60'erne var flere af dem aktive i smuglingen af cigaretter fra DDR og Polen til Danmark. (6PK-197)

DKP havde naturligvis forbindelse til sine søsterpartier i Østeuropa, men det var lige så lidt ulovligt som Socialdemokratiet og de borgerlige partiers kontakter til deres søsterpartier i andre europæiske lande.

«Frontorganisationer»

PET og NATO konkluderede om DKP i 1966:

«The DCP [Danish Communist Party] members going to Moscow are thought to receive only political indoctrination and training, and are not prepared whilst there for a more active role involving sabotage or weapons. There is no indication that the DCP has plans to assume a militant role in time of emergency or war; it wishes to present its image of respectability, and thus could be expected, generally speaking, to confine its activities to subversion. Perhaps for the same reason, there are no indications that Party members are being used for intelligence purposes». (6PK-236)

Selvom antikommunismen internationalt var aftagende i 60'erne, nåede denne erkendelse aldrig til PET. Da Jørn Bro i 1967 blev udnævnt til operativ chef i PET tog han beslutning om at sætte tryk på indsamlingen af efterretninger, og besluttede at igangsætte aflytning af Land & Folks store sal i Dr. Tværgade i København. Operationen blev af ukendte årsager angiveligt aldrig gennemført, selv om mikrofonerne blev installeret. (6PK-249)

I stedet koncentrerede PET sig om «frontorganisationerne». Tjenesten definerede en «frontorganisationer» som en organisation, der udadtil fremtrådte som upolitisk, og hvis formål var at arbejde for alment populære mål, men som i virkeligheden stræbte efter:

– at drage så mange ikke-kommunister som muligt ind i arbejdet for at underminere og mistænkeliggøre det bestående samfund i de vestlige lande og derved lette kommunisterne vejen til det endelige mål: omstyrtning af den bestående samfundsorden og skabelsen af et kommunistisk samfund evt. gennem overgangsstadier som f.eks. folkedemokratiet og den socialistiske stat med proletariatets diktatur. (6PK-205)

PET hæftede sig ved, at de nationale organisationer var «underordnet et internationalt organ», hvis «instrukser de fulgte», at «kommunisterne dominerede organisationerne», og at de «iværksatte identiske kampagner samtidigt i flere lande».

I virkeligheden rummede PET's operative definition af en sådan organisation stort set alle organisationer og grupper, som PET mente havde et politisk mål til venstre for Konservativt Folkeparti. Tjenesten fulgte derfor også f.eks. Amnesty International med stor interesse, og så sent som slutningen af 80'erne kunne det konstateres at PET havde skaffet sig en komplet adresseliste over medlemmer af Russisklærerforeningen. Interessen rettede sig dog især mod venskabsforeningerne med Østbloklandene, og selv om disse foreninger virkede for venskab, kunne de også være kritiske. Det gjaldt f.eks. Dansk-Ungarsk Forening der kritiserede Warszawapagtens invasion af Ungarn i 1956; det gjaldt Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen der kritiserede pagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968; og Venskabsforeningen Danmark-DDR der specielt i sidste halvdel af 80'erne var på konstant kollisionskurs med Honecker styret i Berlin. (6PK-216, 295) Ikke desto mindre var det PET's opfattelse, at venskabsforeningernes opgave var at «sprede propaganda om de socialistiske lande». (6PK-216) Det forhold at selv store danske virksomheder som F.L. Schmith, Store Nordiske, Titan og Nordisk Kabel og Tråd var kollektive medlemmer af Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen og gav store bidrag til foreningens virke, ændrede ikke PET's opfattelse. Det fremgår ikke klart af PET Kommissionens beretning om disse virksomheder derfor også blev overvåget.

Selv om venskabsforeningerne skulle have «spredt propaganda om de socialistiske lande» var PET's juridiske problem imidlertid, at dette var fuldt lovlig. PET var blot ikke orienteret om Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed. Og selv om propaganda oven i købet blev betalt af de samme socialistiske lande, var dette heller ikke ulovligt. Regeringen havde godt nok overvejet at gøre det strafbart i forbindelse med vedtagelse af 5. Kolonneloven i 1953, men da det viste sig at Socialdemokratiet modtog store tilskud og færdige manuskripter til propagandamateriale fra USA, måtte denne plan opgives.

Fra slutningen af 70'erne optrappede PET yderligere overvågningen af foreningerne, samtidig med at PET's svenske søster, SÄPO nedtrappede sin overvågning. PET skaffede sig mindst 17 kilder i disse foreninger i perioden 79-89, heraf 7 i Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen. Møder i f.eks. dennes hovedbestyrelse og forretningsudvalg blev regelmæssigt båndet. Der var tale om ulovlige aflytninger foretaget uden retskendelse, som PET ville kunne straffes for. (6PK-298)

PET interesserede sig også allerede fra 50'erne for kvinde- og fredsorganisationerne, og den danske stat arbejdede aktivt for at hindre deres internationale paraplyorganisationer i at holde møder i Danmark. Det skete ved at staten nægtede at give visum til deltagerne med den argumentation: «at der ikke var forbundet nogen dansk interesse med afholdelsen af mødet». (6PK-212) På samme grundlag arbejde den danske stat og PET også ihærdigt på at sabotere afholdelsen af Russel tribunalet om USA's krig mod Vietnam i 1967. (10PK-73) I midten af 80'erne turde staten og PET ikke længere åbent sabotere afholdelsen af møder, men underkastede dem i stedet tæt overvågning og spredte løgnehistorier i danske og internationale medier. Det gjaldt f.eks. kongressen i Verdensfredsrådet i København i 1986. (10PK-328)

Fred og afspænding som ren taktik

Efter Stalins død i 1953 blev generalsekretærposten i SUKP overtaget af Khrustjov, der ikke delte Stalins opfattelse af at krig mellem Sovjetunionen og USA var uundgåelig. Khrustjov genlancerede derfor Lenins ide om fredelig sameksistens mellem kommunisme og kapitalisme. Denne udvikling førte frem til afspændingsprocessen mellem øst og vest i 70'erne og oprettelsen af Konferencen for Fred og Sikkerhed i Europa. PET kunne kun beklage, at den vestlige verden var gået i den russiske fælde. PET's opfattelse af Sovjetunionen var uforandret: uanset talen om fredelig sameksistens var USSR's «langsigtede mål at gennemføre verdensrevolutionen». PET mente derfor også at Eurokommunismen var ren taktik, og at kommunistpartier der var kommet til magten hverken ville respektere demokrati eller menneskerettigheder. Selv Carter administrationen i USA havde en mere nuanceret analyse af eurokommunismen, og PET's analyse blev modbevist af udviklingen i Sydeuropa. I 1976 fik PCI 36% af stemmerne i Italien og kunne overtage magten i flere lokalområder - uden diktatur og koncentrationslejre. (6PK-275)

Af samme grund blev fredsbevægelserne af PET fra slutningen af 70'erne udnævnt til den farligste modstander. I PET's optik var de alle styret fra Moskva (uanset om de var kritiske overfor Østblokken eller ej), fordi de gik Moskvas ærinde ved at arbejde for fred. I PET's optik svækkede kravet om fred «forsvarsviljen» i Vest, svækkede derfor NATO og åbnede derfor vejen for kommunistisk magtovertagelse. PET's paranoide analyser reflekterede ikke over, at befolkningerne i Vesteuropa var oprigtigt skræmte over den atomare oprustning i 1980'erne og frygtede det skulle ende i et atomart ragnarok.

SF

En betydelig del af PET's omfattende materiale om SF blev makuleret i 1972, da PET frygtede der ville blive nedsat et parlamentarisk kontroludvalg, som SF ville få sæde i og ad den vej adgang til at opdage den omfattende overvågning af partiet. Der var derfor kun svage skygger af den oprindelige overvågning PET Kommissionen kunne afdække i sin gennemgang af PET's arkiver i 2000-09.

Helt frem til slutningen af 1960'erne mente PET, at SF i virkeligheden «var et kommunistparti der blev styret fra Moskva». Hele splittelsen i DKP der førte til oprettelsen af SF var et stunt fra SUKP's side for at vildlede PET og andre vestlige efterretningstjenester. (7PK-146) PET's analyser af SF fra denne periode har en ikke ringe underholdningsværdi:

At disse mennesker (SF'ere) skulle kunne afskrive deres tidligere overbevisning, deres tro på revolutionen og deres hele filosofi, er jo helt usandsynligt. Man kunne lige så gerne vente at se biskop Fuglsang-Damgård i spidsen for provsterne på Sjælland gå over til Islam. (7PK-151)

PET skaffede sig SF's principprogram fra 1963, hvor det skrev at overgangen til socialisme skulle ske ad parlamentarisk ved, eller i det mindste med støtte fra flertallet. PET nægtede at acceptere, at SF skulle være et fredeligt parti og konkluderede derfor, at ingen «med blot lidt politisk indlevelse» ville erklære over for den danske befolkning, at «omstyrtning af det nuværende samfundssystem» skulle foregå ved hjælp af ulovlige midler. (7PK-148)

Baggrunden for PET's helt fejlagtige analyser af SF er vanskelig at afdække. Der kan være tale om usædvanlig dumhed, eller tale om forsøg på at legitimere overvågningen af noget tjenesten grundlæggende ikke forstod. PET havde nemlig adgang til aflytningerne af Alfred Jensen 1952-59 og kunne ad den vej have fået bekræftet at splittelsen i DKP ikke var planlagt, og at DKP'erne hadede de frafaldne som pesten. PET vidste også fra 1960, at partiets formand, Aksel Larsen var agent for CIA, og som en del af aftalen med amerikanerne fik PET udskrift af debriefinger'ne af Larsen. (7PK-170)

PET besluttede på baggrund af sit paranoide trusselsbillede at registrere SF på samme måde som DKP:

• partiets ledere
• medlemmer
• stillere
• anmeldere
• abonnenter på SF bladet (7PK-154)

Dog besluttede tjenesten at der «skulle udvises nogen tilbageholdenhed» med at registrere sympatisører og vælgere. (7PK-154)

Overvågningen af SF var intens de første år af partiets virke. Det blev udsat for telefonaflytning, medlemmer af studiekredse og lokale møder blev registreret. I Skanderborg fik den lokale PET kontaktmand en aftale med lokale om overvågning af partiet:

I den forbindelse har jeg aftale med flere stabile borgere her i byen, der er medlemmer af socialdemokratiet, konservative og venstre, der ville meddele, såfremt, de skulle komme til kundskab om, at den afdeling af SF var under dannelse her i byen. (7PK-157)

Nedsættelsen af Wamberg Udvalget medførte at udvalget lagde pres på PET for at få det til at indstille registreringen af partiets stillere, anmeldere, almindelige medlemmer og abonnenter på SF bladet. Men det blev endnu værre. I 1966 blev partiet støtteparti for Socialdemokratiet - det såkaldte Røde Kabinet. Det fik den tidligere PET ansatte, kriminaloverbetjent Carl P. Sunov, der også var folketingskandidat for Venstre til at erklære, at det var «et meget stift stykke», at SF'erne, som PET havde registreret på socialdemokraternes foranledning, nu sad til bords med regeringen. Det var Sunovs opfattelse, at SF'erne var «udemokratiske» fordi de gik ind for nationaliseringer, og fordi de fulgte en antivestlig udenrigspolitisk linje. (7PK-155)

Regeringserklæringen fra 1968 skulle officielt sætte stopper for registrering af lovlig politisk virksomhed og medføre destruktion af eksisterende arkiver. Ingen af delene skete imidlertid. Først i 1972 tog PET's operationschef Jørn Bro initiativ til at få destrueret PET's SF arkiv. Anledningen var ikke at PET var begyndt at følge 1968 instruksen, men at PET frygtede nedsættelse af et parlamentarisk kontroludvalg, hvor SF ville få sæde, og derfor ville opdage PET's omfattende overvågning af partiet. Over nogle få uger blev 99% af SF arkivet angiveligt destrueret. Det skete ikke uden sværdslag. En af de medarbejdere der havde ansvaret for arkivet og havde været med til at bygge det op blev meget ophidset over destruktionen af «hans SF kartotek». (7PK-216)

Udadtil hævdede PET, at tjenesten efter 72 alene registrerede SF'ere med østkontakter. PET Kommissionen kan imidlertid dokumentere, at PET førte Wamberg Udvalget bag lyset i 1979, da tjenesten gentog denne forklaring. Sandheden var, at registreringen fortsatte. Specielt i region I (Nordjylland), hvor SF endnu i slutningen af 80'erne var klassificeret som en «ekstremistisk organisation». PET fulgte nøje med i partiets politiske aktiviteter i det nordjydske og indsamlede nidkært personlister. I 1981 indsendte afdelingen lister over:

• partiets amtsrådskandidater i Nordjylland
• personer med tilknytning til SF-Aalborg
• kommunalvalgskandidaterne i Brønderslev
• partiets bestyrelsesmedlemmer i afdelingen i Hobro
• SF’s byrådskandidater i Hobro Kommune.

Påtegninger viser, at navnene på flere af listerne er blevet søgt i PET's register i Centralafdelingen. Det fremgår også, at listerne har været forelagt ledende jurister i PET. Centralafdelingen stoppede altså ikke den ulovlige registrering. I 1984 indsendte regionen tre lister over stillere for SF’s folketingskandidater i Hjørring, Sæby og Frederikshavn. (7PK-224)

PET Kommissionen anfører, at det materiale PET indsamlede om SF efter 1968 kan opdeles i 6 hovedkategorier:

1. oplysninger om organisatoriske forhold
2. SF's kontakter med den øvrige venstrefløj (DKP, VS, SAP, BZ og Enhedslisten). PET frygtede især, at der blev etableret et bredt samarbejde på venstrefløjen
3. SF's internationale kontakter (PET forsøgte - forgæves - at knytte SF til IRA og PKK)
4. SF's rolle i fredsbevægelsen. PET kunne konstatere, at SF nok i en vis udstrækning kunne finde fodslag med DKP, men at vejene skiltes hvor SF krævede nedrustning i både øst og vest, og demonstrerede mod Sovjets invasion af Afghanistan.
5. SF's rolle i antiracisme arbejdet og det antiimperialistiske arbejde (anti-apartheid, Mellemamerika mm.)
6. SF's faglige arbejde. Fra midten af 80'erne interesserede PET sig stærkt for SF's forbindelser til Tillidsmandsringen, og da partiet i 89 oprettede SF-Søfart indberettede PET om generalforsamlingens forløb, og de valgte ledelsesmedlemmer blev søgt i PET's kartoteker. (7PK-220)

«Spionerne»

Allerede i 1960 opdagede PET, at Aksel Larsen var CIA agent. CIA havde formelt ikke lov til at agere på dansk jord, men PET indgik en aftale med USA om at modtage kopi af samtalerne mellem Larsen og hans amerikanske føringsofficer.

Anderledes forholdt det sig med det PET mente måtte være SF spionage til fordel for Østeuropa. Allerede midt i 60'erne registrerede PET møder mellem partiets senere formand Gert Petersen og østeuropæiske ambassadefolk. I starten af 70'erne fik PET og MI6 vendt en russisk KGB agent, der blev dobbeltagent og frem til 1985 spionerede for de to tjenester. PET havde altså dels adgang til egne (ulovlige) optagelser af frokostmøder mellem SF folketingsmedlemmer og østeuropæere, dels adgang til dobbeltagentens materiale. Selvom PET antog det modsatte, kunne det dokumenteres, at SF'erne ikke øvede efterretningsvirksomhed. Der var altså intet at komme efter ifht. spionageparagrafferne 107 og 108.

PET var ude af stand til at forstå, hvordan danske politikere kunne have kontakt til østeuropæere, og betragtede dem derfor grundlæggende som landsforrædere. Når de ikke kunne anklages for spionage, fordi de ikke videregav efterretningsmæssige oplysninger, betragtede PET dem i stedet som «agents of influence» («påvirkningsagenter»). PET søgte at bevise, at SF'erne fik oplysninger fra østeuropæere - især russere - der siden blev anvendt i udformningen af partiets sikkerhedspolitiske tiltag. Der er ikke den store tvivl om, at SF'erne kunne bruge russiske informationer i deres politiklægning, og derfor også gjorde det. PET's problem var blot, at det ikke var ulovligt. SF havde kontakt til østeuropæere på et fulgt lovligt grundlag. Men i PET's højreorienterede optik var fredsarbejde og afspænding lig med landsforræderi, og derfor fulgte tjenesten SF's kontakter. Ind imellem havde PET dog nogle problemer med den ene dag at skulle klassificere f.eks. Pelle Voigt som «KGB påvirkningsagent», for den næste at notere at samme Voigt kritiserede Sovjet sønder og sammen for dets besættelse af Afghanistan. (7PK-189, 230)

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet kørte de første 30 år efter 2. Verdenskrig et tæt parløb med PET, hvor partiet gennem AIC udvekslede oplysninger med det politiske politi om partiets hovedstandere: først DKP og siden også SF. Dette ændredes imidlertid fra slutningen af 70'erne, hvor USA efter 10 års afspænding igangsatte en forceret oprustning. Inden da var DSU dog kommet i PET's søgelys. Anledningen var, at DSU i 1967 havde sluttet op om protesterne mod Vietnamkrigen. PET svarede igen ved at igangsætte telefonaflytning af ungdomsorganisationen, der til gengæld udviklede et kompliceret system, hvor møder blev aftalt via telefonbokse. Mens en sådan praksis fra andre organisationers side ville få PET's alarmklokker til at ringe og tjenesten til at betegne organisation som konspiratorisk og subversiv, er der ikke efterladte notater der kan bekræfte, at DSU fik den ære i 1967. (7PK-52)

PET's interesse for Socialdemokratiet begyndte at blive vagt, da socialdemokraten Lasse Budtz i 1974 indtrådte i hovedbestyrelsen for Samarbejdskomiteen for fred og Sikkerhed. Budtz havde allerede i 1958 fået sin egen sag i PET. (10PK-280)

I 1977 besluttede USA at indlede produktionen af Neutronbomben. En beslutning der stødte på voldsomme protester fra de vesteuropæiske socialdemokratiers side. De borgerlige partier indledte en voldsom kampagne mod både Samarbejdskomiteen og Socialdemokratiet, og PET begyndte derfor også at interessere sig for Socialdemokratiet. USA besluttede året efter alligevel ikke at producere neutronbomber, men allerede i 1979 tog NATO den såkaldte dobbeltbeslutning om udstationering af 572 mellemdistance atomraketter i Vesteuropa. En beslutning der blev startskuddet for de følgende 8 års fredsarbejde, der også involverede Socialdemokratiet. (10PK-281)

Overvågningen af Socialdemokratiet tog for alvor fart, da partiet i august 1982 gik i opposition. Allerede ved årsskiftet 82/83 skrev PET, at den «russiske holdningspåvirkning havde medført en 'kovending' i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik». (7PK-102) I virkeligheden kom partiet blot i fint selskab, for det var på samme tidspunkt tjenestens holdning, at Sovjetunionens vigtigste «påvirkningsagenter» i Vesteuropa var den tyske kansler Willy Brandt og den svenske statsminister Olof Palme: «Palme blev vurderet som positiv overfor de fleste af Sovjetunionens fredsinitiativer».

PET's vurdering af kritikken af NATO's dobbeltbeslutning og de politikere der rejste kritikken må politologisk karakteriseres som en forsimplet dualistisk verdensopfattelse. PET havde ikke analytisk kapacitet til at analysere sikkerhedspolitik, og reducerede derfor politikere der kritiserede NATO's beslutning til bevidstløse lakajer for Sovjetunionen. Denne forsimplede verdensopfattelse blev retningsgivende for tjenestens overvågning af Socialdemokratiet de følgende år.

I januar 1983 udarbejdede PET et notat, der fremstillede den tidligere statsminister Anker Jørgensen som hemmelig modstander af EF og NATO. PET Kommissionen piller i sin beretning denne karakteristik fra hinanden, men det interessante er, at dette i januar 1983 - blot 5 måneder efter statsministerens afgang - var holdningen i PET. (7PK-104)

I oktober 1984 gennemførte de fremtrædende socialdemokrater Lasse Budtz (PET registreret i 1958), Kjeld Olesen (PET registreret i 1969) og Poul Nielson (PET registreret i 1975) en officiel delegationsrejse til Moskva for bl.a. at drøfte forslaget om Norden som atomvåbenfri zone. Det fik FE og PET til at udarbejde en intern rapport, der under rubrikken «subversion» blev offentliggjort i bladet SIK-nyt. I juli 1985 kom rapporten til Kjeld Olesens kendskab, og han gik øjeblikkeligt til pressen med oplysningerne. Dette udløste en smædekampagne fra de borgerlige avisers side - med PET foretrukne samarbejdspartner, Jyllandsposten i spidsen. (7PK-107)

PET modtog kort tid efter delegationens hjemkomst et referat fra Poul Nielson om socialdemokraternes forhandlinger med russerne. Referatet viste, at forhandlingerne i sidste ende havde været resultatløse, for det var ikke lykkedes socialdemokraterne at få russerne til at give tilsagn om tilbagetrækning af atomvåben fra de tilgrænsende områder, hvis Norden blev gjort atomvåbenfrit. Lasse Budtz havde fået sin kuffert gennemrodet to gange, socialdemokraterne havde mødtes med en systemkritiker og havde iøvrigt nægtet at lægge en krans ved Leninmausolæet, som det ellers var kutyme. Disse oplysninger gjorde ingen indtryk på PET, der hæftede sig ved, at den russiske vært havde været Ponomarjov, der også var vært for kommunistiske delegationsbesøg. PET noterede sig: «socialdemokraterne behandles som et nationalt kommunistisk parti». Jyllandsposten og russerhaderen Bent Jensen bragte siden et falsk billede af de 3 socialdemokrater ved Leninmausolæet - uden at oplyse at billedet ikke var fra 1984 men fra 79. (7PK-111)

Det socialdemokratiske sikkerhedspolitiske triumvirat gennemførte efterfølgende i december 1984 et tilsvarende delegationsbesøg i Washington. PET afviste dette besøg som ren taktik. PET vidste allerede, at «socialdemokraterne var forklædte kommunister». (7PK-113)

Socialdemokratiet tog i november 84 initiativ til afholdelse af en nordisk parlamentarikerkonference om Norden som Atomvåbenfri Zone. Den blev gennemført i november 1985, og havde stor bevågenhed fra PET's side. PET konkluderede nu klart, at Socialdemokratiet gik Sovjetunionens ærinde:

Sikkerhedspolitisk ville en sådan neutral status/brud med NATO være en kæmpe fordel for Sovjetunionen, men ikke mindst politisk et skridt i den 'rigtige' retning mod Sovjetunionens endelige mål. (7PK-114)

Sovjetunionen accepterede aldrig at fjerne sine atomvåben fra de tilgrænsende områder - især Kola halvøen - og zonen blev derfor aldrig til noget. I 1987 satte SUKP's generalsekretær Gorbatchov i stedet gang i direkte nedrustningsforhandlinger med USA præsident Reagan. Dermed blev 80'erne atomoprustning stoppet. Det vides ikke om PET i den anledning registrerede Ronald Reagan for at gå Sovjetunionens fredsærinde. Ikke desto mindre fortsatte PET sin overvågning af Socialdemokratiet og skaffede sig f.eks. programmet fra partiets Sikkerhedspolitiske konference i Skive i 1988. (7PK-116)

Ole Espersen

PET begyndte i 1974 at interessere sig for den unge og særdeles velbegavede socialdemokratiske jurist Ole Espersen. Anledningen var at han i sin egenskab af jurist var begyndt at deltage i forskellige menneskerettighedsaktiviteter. I juni 1974 gennemførte Chiletribunalet sin 2. session i København, og Espersen deltog i dette. Tribunalets formål var at dokumentere krænkelserne af menneskerettighederne i Chile siden Pinochets militærkup året inden. PET anså påstanden om menneskerettighedskrænkelser for kommunistisk propaganda og betegnede Chiletribunalet som en «typisk kommunistisk frontorganisation». Tjenesten overvejede derfor at registrere Ole Espersen. Det skete dog først 3 år senere, men PET chef Ole Stig Andersen (1975-84) bekræftede overfor PET Kommissionen, at Anker Jørgensen allerede i 1973 eller 74 var blevet advaret af PET mod at optage Espersen som minister i sin regering. (7PK-91, 95)

I 1977 registrerede PET Espersen for at have holdt et frokostmøde med en russisk diplomat på restaurant Rio Bravo. Efterfølgende registrerede PET ham for rejser til Nord- og Sydkorea.

I januar 1981 overvejede Anker Jørgensen atter at udnævne Espersen til justitsminister. PET præsenterede derfor igen statsministeren for et større dossier på Ole Espersen. Anker Jørgensen besluttede sig alligevel for at trodse efterretningsvæsenet og udnævne Espersen. De følgende måneder begyndte dagspressen at svine den nyudnævnte justitsminister (og øverste chef for PET) til. Oplysningerne må formodes at stamme fra PET. Det begyndte 14. marts 1981, da Jyllandsposten bragte en artikel under overskriften «NATO-frygt: Dansker på toppost udgør en sikkerhedsrisiko». Artiklen var først blevet lukket ud i det britiske The Economist. PET havde i denne periode et tæt samarbejde med MI6, og meget tyder på at briterne hjalp PET med at få bragt «oplysningerne» i Economist. (7PK-99)

Sladderen blev fulgt op i Ekstra Bladet 17. marts: «Tidligere minister: Ole Espersen blev lokket i østtysk sex-fælde», og 18 marts i Jyllands Posten: «Danmark på politisk LSD-trip». Sex-fælden var et PET påhit. (7PK-100)

Der eksisterede altså ikke noget kærligt forhold, og forholdet blev ikke bedre da Ole Espersen pålagde PET at søge tilladelse til alle penetreringsoperationer hos ministeren selv, og i oktober 1981 pålagde PET ikke at arrestere Arne Herløv Petersen. PET valgte at ignorere deres øverste chef og fortsætte med at gøre som de altid havde gjort. Det samme gjorde sig gældende da Espersen i 82 gav PET instruks om, at østrejser i sig selv ikke var registreringsgrund. Der skulle være en særlig efterretningsmæssig interesse for at begrunde registrering. Endelig undlod PET at præsentere sit udkast til nye retningslinier for tjenestens virke. De blev først lagt frem da Espersen i august 82 blev erstattet af den konservative Erik Ninn Hansen. (7PK-101)

Radikale Venstre

Mens Socialdemokratiet i det mindste efter 2. Verdenskrig havde ført en militant antikommunistisk politik, var dette ikke tilfældet med de radikale. Siden partiets fødsel i 1905 havde det været kritisk overfor det konservativt dominerede militær, var gået ind for nedrustning, og havde derfor også i 1949 været imod Danmarks optagelse i NATO. (7PK-72) Det havde imidlertid indgået i en lang række regeringer, og havde derfor stiltiende accepteret NATO medlemskabet, men var samtidig aktiv i bl.a. fredsbevægelsen. I starten af 70'erne markerede flere fremtrædende radikale sig desuden som modstandere af EF - hvilket i PET's optik gjorde partiet mistænkeligt, og tjenesten mente at partiet delte flere af venstrefløjens mærkesager. (7PK-117)

PET mente gennem 70'erne og 80'erne, at de radikale blot var «nyttige idioter for Sovjetunionen». PET interesserede sig især for Poul Overgaard Nielsen, der var engageret i EF modstanden, for landsretssagfører Hermod Lannung der i 1974-96 var formand for Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen, for Sven Skovmand der var medlem af Folketinget og senere Europarlamentet, samt Meta Dietzel der i 1968-75 ligeledes var medlem af Folketinget. I alle tilfældene spekulerede PET i, at de pågældende radikale var KGB spioner. PET's problem var imidlertid, at de ikke udførte efterretningsvirksomhed for Sovjetunionen. Sekundært mente PET, at de var påvirkningsagenter. Som med socialdemokraterne var PET's verdensopfattelse sort/hvid, og de radikales kritik af EF og NATO og deres deltagelse i fredarbejde gjorde dem derfor i PET's optik til russiske lakajer. Sandheden var, at de på nogle punkter havde sammenfaldende interesser og derfor kunne samarbejde, men arkivmaterialet viser klart at de gik deres egne veje, uafhængigt af Sovjetunionen. Disse nuancer gik tabt i PET's ensidige analyser. (7PK-119)

Konservativt Folkeparti

Det gamle godsejerparti havde historisk ingen sympati for Sovjetunionen, der i 20'erne havde klippet hovederne af deres klassefæller i Rusland. Den samme afstand prægede ikke helt de ungkonservative, der i 60'erne var splittet i en mere beton-konservativ fløj, der trofast fulgte moderpartiets linie, og en mere «progressiv» fløj der så med større sympati på russernes ønske om fredelig sameksistens. KU'erne havde i modsætning til DSU'erne ikke forbud mod kontakt med russere, og med deres hang til drukfester gav det åbning for den russiske ambassade, der inviterede bl.a. KU'ere til drukfester. Fra midt i 60'erne begyndte PET derfor at følge de ungkonservative, og interessen blev kun forstærket da den mere «progressiv» fløj i organisationen i 1967 fremsatte et forslag på et KU hovedbestyrelsesmøde, der udtrykte en mild kritik af USA's krig mod Vietnam. Forslaget blev stemt ned, men PET's mistænksomhed overfor KU var forstærket. (7PK-74)

Der var gennem 70'erne og 80'erne fortsatte kontakter mellem østeuropæiske ambassadefolk og KU'ere. PET interesserede sig tilsyneladende ikke for at KU i 1988 drog til Afghanistan for at aflevere 600.000 indsamlede kroner til afghanske terrorister. Ej heller registrerede tjenesten de tætte kontakter mellem fremtrædende konservative politikere og den højreradikale terror-internationale World Anticommunist League. En konservativ politiker var formand for den danske afdeling af organisationen. Grunden til PET's manglende interesse var muligvis, at tjenesten delte WACL's politiske grundlag.

Den ungkonservative Brian Mikkelsen fik i 1988 penge af det sydafrikanske efterretningsvæsen BOSS for at sprede løgne om apartheidregimet i Danmark. På billedet til venstre bæres den 12 årige skoleelev Hector Pieterson bort efter at være blevet dræbt af det sydafrikanske militær i Soweto i 1976. PET plejede selv omgang med BOSS og noterede sig i 1988 at sydafrikanerne drev efterretningsvirksomhed i Danmark rettet mod apartheidmodstandere.

I 1988 registrerede PET dog, at 3 ungkonservative med den senere fængselsminister Brian Mikkelsen i spidsen var inviteret til Sydafrika og Namibia af det sydafrikanske apartheidregime. Det spenderede 84.000kr i biletter og luksushoteller på de 3, og efterfølgende fik de yderligere 30.000kr til at sprede apartheidregimets propaganda om den sydafrikanske befrielsesorganisation ANC. PET mente ikke de ungkonservative var «påvirkningsagenter» for apartheidregimet. Den sydafrikanske repræsentant for efterretningsvæsenet BOSS, konsul Steyn fortalte desuden, at BOSS overvågede sydafrikasolidariteten i Danmark. Det gjorde PET også med stor interesse. PET noterede sig, at BOSS åbenbart drev efterretningsvirksomhed i Danmark, men det fremgår ikke af arkiverne om PET efterfølgende tog initiativ til at få indstillet denne praksis. (7PK-138)

Venstre

Venstre interesserede sig historisk ikke specielt for udenrigspolitik. Derimod interesserede bondepartiet sig for landbrugseksport og ønskede derfor øget eksport til Østeuropa. (7PK-74)

Der var gennem 70'erne og 80'erne kontakter mellem østeuropæiske ambassadefolk og venstrefolk samt VU'ere, men i modsætning til radikale og socialdemokrater blev venstrefolkene ikke anklaget for at være hverken spioner eller «påvirkningsagenter».

PET interesserede sig tilsyneladende ikke for at VU formand Lars Løkke Rasmussen i 1988 drog til Afghanistan for at aflevere 600.000 indsamlede kroner til afghanske terrorister. (Venstres støtte til terrorisme)

Fremskridtspartiet

PET modtog i 70'erne og 80'erne oplysninger om, at medlemmer af Fremskridtspartiet organiserede sig militært og at der iøvrigt var kontakter til nazistiske kredse. Oplysninger om bevæbning af højrefløjen havde siden slutningen af 40'erne ikke haft PET's store interesse, og efterforskningen i 70'erne og 80'erne gav ingen resultater. PET noterede sig, at Mogens Glistrup i 1979 havde deltaget i terror-internationalen World Anticommunist Leagues konference i Taiwan, og at en fremskridtsmand var næstformand for den danske afdeling af organisationen. PET interesserede sig i 1988 ikke for, at Pia Kjærsgaard deltog i WACL's årsmøde i Taiwan, eller også er denne oplysning senere blevet fjernet fra emnesagen. PET Kommissionen stødte i hvert fald ikke på den. (7PK-138)

PET havde siden 2. Verdenskrig betragtet højreradikale som sine allierede.

VS

VS blev dannet i december 1967, da en større gruppe folketingsmedlemmer og menige medlemmer forlod SF. Ligesom i SF's tilfælde spekulerede PET i, at VS måtte være et hemmeligt Moskva styret kommunistparti. PET's daværende operationschef Jørn Bro erklærede dog over PET Kommissionen i 2005 at den væsentligste årsag til PET's interesse i VS var at der:

.. omkring partiet foregik en række aktiviteter, der var i strid med straffeloven. (7PK-271)

Operationschefens erklæring var et koldt pust fra den kolde krig uden detaljer om hvilke paragraffer i straffeloven partiet eller dets medlemmer skulle have overtrådt. PET Kommissionen konstaterer konkluderende efter at have arbejdet sig igennem PET's materialer om VS at:

Det kan imidlertid konstateres, at det generelt ikke lykkedes for PET at finde beviser for, at VS eller enkeltmedlemmer var involveret i illegale aktiviteter. (7PK-335)

VS var et legalt politisk parti, der i det meste af perioden 1967-89 sad i Folketinget og endvidere var aktivt udenomsparlamentarisk. PET forstod heller ikke, hvad der lå i begrebet udenomsparlamentarisme. VS' forståelse og praksis var arbejdet i miljøbevægelser, kvindeorganisationer, fredsbevægelser, solidaritetsorganisationer, beboerbevægelser og andre «enkeltsags-organisationer». I almindelige tale: græsrodsorganisationer. PET kendte ikke begrebet og troede det handlede om militær træning. (7PK-274)

Registrering

PET destruerede i 1998 en betydelig del af sit materiale om VS, for at undgå at det skulle falde i PET Kommissionens hænder. Nedenstående informationer stammer derfor fra det resterende materiale der overlevede makuleringerne.

PET's overvågning af VS startede fra dag 1. PET havde spioner i SF's ungdomsorganisation SUF, der deltog i dannelsen af VS, og PET's spioner kunne derfor overbringe tjenesten Erik Sigsgaards «Farvel til SF», fortegnelsen over medlemmerne af det nydannede partis hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og hovedbestyrelsens første udtalelse. (7PK-269)

I de første år registrerede PET alt om VS. Efter pres fra Wambergudvalget havde justitsminister Knud Thestrup i marts 1968 godt nok udstedt en tjenstlig instruks til PET om «ikke at registrere personer, alene pga. deres tilhørsforhold til VS». (7PK-290) PET havde tradition for at ignorere sådanne instrukser fra deres chef, og også denne instruks blev ignoreret. Jørn Bro oplyste i 2005, at inden regeringserklæringen fra september 1968 blev alle VS'ere registreret. (7PK-284) Registreringen fortsatte også efter 30. september 68. I perioden frem til 1971 havde PET 15 spioner i og omkring VS. (7PK-288)

Op til folketingsvalget i marts 1968 udarbejdede PET et 25 siders notat om VS, der rummede navnene på partiets 90 folketingskandidater. 85 af disse stod allerede i PET's kartoteker - de sidste 5 blev nu også registreret. PET udarbejdede endvidere en liste over partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvoraf alle i sagens natur allerede var registreret - som SF'ere. De blev nu omregistreret. PET registrerede endvidere:

• indsamlere af anmelderunderskrifter
• indbydere til stiftende møder og generalforsamlinger
• personer der opfordrede til at tilslutte sig det nye parti (sympatisører)
• formænd for de nyoprettede lokalafdelinger
• medlemmerne af lokalafdelingernes bestyrelser, arbejdsudvalg og sekretariater
• stillere
• medlemmer (7PK-284)

PET modtog også lister med navne på 2.689 anmeldere af partiet til folketingsvalget. PET søgte navnene i sine kartoteker, og noterede anmeldelsen på kartotekskortene, når de stødte på allerede registrerede personer, men de øvrige anmeldere blev ikke registreret. PET fandt nemlig ud af, at KU havde sat en aktion i gang for at skaffe anmeldere til partiet ud fra den betragtning, at det ville bidrage til splittelse af venstrefløjen. Det gav derfor ikke den store mening bevidstløst at registrere anmeldere. Det havde det aldrig gjort, men PET havde alligevel - bevidstløst - gjort det i 20 år. (7PK-286) PET indsamlede ikke generelt medlemslister, men lagde de lister på sagen de fik adgang til. Det gjaldt medlemslisten fra VS-Østerbro fra 1968 med 136 navne. Året efter fik tjenesten fat i en telefonliste fra VS-Sundby med 137 navne.

Omfanget af telefon- og rumaflytning, samt brevåbning er ukendt, da det meste af dette materiale blev makuleret i 1998. Dog findes en enkelt udskrift fra et offentligt møde i VS i maj 1968. PET's vigtigste kilder var de 15 spioner i og omkring VS.

I hvert fald i 1969 overvågede PET partiets folketingsgruppe. Specielt i den periode hvor VS havde fremsat forslag til beslutning om at stille justitsminister Knud Thestrup for en rigsret for at have ført Folketinget bag lyset.

Efter regeringserklæringen 30. september 1968 skulle registreringen af lovlig politisk virksomhed ophøre, og eksisterende ulovlige registreringen destrueres. Efter en kort makuleringsproces blev dette arbejde imidlertid indstillet i december 1968. Operationschef Jørn Bro bekræftede overfor PET Kommissionen i 2005, at PET fortsatte med at registrere både ledende og almindelige medlemmer - i strid med regeringserklæringen. (7PK-291) Tjenesten fortsatte endvidere helt op til slutningen af 80'erne med at indsamle et stort antal lister over personer med tilknytning til VS.

CD's formand Erhard Jakobsen kom i 1973 til utilsigtet at afsløre PET's registrering, da han erklærede at «CD ikke var i stand til at forsvare sig, hvis en gruppe VS'ere besluttede sig for at infiltrere partiet, da CD ikke havde kontakt til FE eller PET». Det fik en lokal VS folketingskandidat til at sende et brev til PET, hvor han spurgte om personer som Jakobsen kunne få lov til at se lister over registrerede VS'ere. Justitsminister Karl Hjortnæs besvarede spørgsmålet og skrev bl.a.:

Efterretningstjenesterne fører således ikke og kan ikke føre lister over medlemmer af noget lovligt politisk parti – og kan allerede af den grund ikke videregive oplysninger af den art til nogen som helst. (7PK-294)

Det var løgn - viser materialerne fra PET's kartoteker. Og registreringen fortsatte. Antallet af indberetninger steg i perioden 1976-89:

• Region I (Aalborg) indsendte i perioden fra 1981 til 1986 bl.a. lister over VS-kandidater til byrådet og amtsrådet, medlemmer af skolings- og støttekredsudvalget i VS-Aalborg, deltagerne i en VS-påskelejr og personer med tilknytning til VS-Hobro.
• Region II (Århus) indsendte i 1977 en materiale-samling om VS-Brabrand, der var tilgået afdelingen fra en pålidelig kilde. Materialet omfattede bl.a. fortegnelser over aktive og passive medlemmer, sympatisører og kontakter til partiforeninger. I 1984 fulgte flere lister over personer med tilknytning til VS-fraktionen Faglig Fælles Liste.
• Region IV (Odense) indsendte i 1989 en liste over talere ved et debatmøde om samarbejde på venstrefløjen,.
• Region V (Slagelse) bidrog med en fortegnelse over VS'ere, der under valgkampen havde optrådt i lokalpressen.
• I 1985 udarbejdede Centralafdelingen en kort liste over VS' medlemmer af borgerrepræsentationen, der var udvandret fra en officiel middag på Rådhuset i København. (7PK-295)

De lister, der er bevaret, omfatter i alt 124 navne, og for mange af disses vedkommende er der anført oplysninger om deres politiske virksomhed til fordel for VS, som sandsynligvis stammer fra regionernes arbejdskartoteker. Hvis alle de lister, om hvilke der foreligger sikre oplysninger om antallet af navne (listerne fra kortlægningen i 1968, Østerbro-medlemslisten, Sundby-telefonkæden og lister efter 1968), lægges sammen, bliver resultatet, at der i VS-emnesagen har været noteret mindst 694 navne på personer med tilknytning til VS. Det reelle tal har sandsynligvis været langt større, men det er umuligt at fastslå nærmere, idet en stor del af arkivmaterialet er blevet makuleret.

I perioden 1974-83 omtalte alle PET regioner (undtagen Århus og Bornholm) VS i deres årsberetning. Der var i vid udstrækning tale om opremsning af lokale begivenheder: oprettelse af nye afdelinger, deltagelse i møder og demonstrationer, læserbreve osv. De mest subversive aktiviteter PET kunne registrere var: VS' formodede indflydelse på Aalborg Universitets Center, partimedlemmers involvering i ulovlig plakatopklæbning og husbesættelser samt to fremtrædende offentligt ansatte, der begge blev identificeret som VS'ere. (7PK-299)

VS optrådte første gang i Centralafdelingens årsberetninger fra 1983-85. Det må mest som udtryk for, at PET's paranoia i 1980'erne løb helt løbsk. Årsberetningen var PET's prioriterede liste over de lovlige partier, organisationer og bevægelser, som tjenesten anså for at være den største trussel mod statens sikkerhed. Årsagen til at VS var en «trussel mod statens sikkerhed» var: dets folketingsarbejde, deltagelse i 1. maj demonstrationer, kontakt til BZ og dets udenlandske kontakter. PET berettede desuden om forløbet af årets kongres (som havde været overvåget) og forskellige fraktionsopgør. Året efter lavede tjenesten en egentlig «trusselsvurdering» af VS og regeringens sikkerhedsudvalg godkendte, at PET skulle infiltrere «visse grupper indenfor VS». (7PK-323)

Den optrappede overvågning betød bl.a. at PET skrev numre på biler ned, der var parkeret i omegnen af Mørkhøj Skole i Gladsaxe i dagene 3-5. maj 1985, hvor VS holdt kongres på skolen. Det skete for at registrere kongressens deltagere. I slutningen af 80'erne placerede tjenesten en spion i VSU, der rapporterede om ungdomsorganisationens intro-skoling og sommerlejre. (7PK-324)

PET mente at VS udgjorde en sikkerhedsrisiko på 3 områder:

• «infiltration» af statsapparatet
• kontakt til BZ
• kontakt til PFLP og IRA

PET's «infiltration» var VS'ere der sad i offentlige stillinger. PET's højreradikale kilder bildte tjenesten ind, at VS «systematisk infiltrerede forskellige statslige institutioner som forberedelse til en væbnet samfundsomvæltning», og at partiet «havde en slags efterretningstjeneste der blev anvendt til at indsamle oplysninger om ansøgeres politisk baggrund». (7PK-326) PET slugte oplysningerne råt, men kunne trods omfattende efterforskning ikke finde indicier der bekræftede dem.

PET udnævnte i 80'erne BZ til at være Danmarks farligste organisation, og søgte at knytte de eksisterende venstrefløjspartier og -grupper til bevægelsen, som dens ideologiske mentorer. Trods de enorme ressourcer PET brugte på BZ opdagede tjenesten ikke, at BZ generelt tog afstand fra de etablerede partier og grupper. De skulle ikke blande sig i BZ's politik. PET måtte da også i 1984 nødtvunget indrømme, at «den hidtidige efterforskning ikke havde kunnet påvise, at VS var de egentlige igangsættere af BZ aktionerne». (7PK-327)

PET mente at VS støttede PFLP og IRA. At det lige præcis var de to bevægelser skyldtes PET's tætte samarbejde med israelske Mossad og britiske MI6. VS havde ganske rigtig støttet den palæstinensiske befrielseskamp mod den israelske besættelse siden slutningen af 70'erne og havde kontakter til PFLP. Eftersom PET ikke foretog nogen selvstændig analyse af PFLP opdagede tjenesten imidlertid ikke, at PFLP allerede fra midten af 70'erne var ophørt med militære aktioner mod civile. I Mossads optik var alle palæstinensere terrorister, og det var først i slutningen af 80'erne at det gik op for PET, at PET's og Mossads definition af terrorisme var forskellig. Det medførte, at Mossad ikke længere kunne have en efterretningsagent («tolk») siddende i PET, der sendte navne på palæstinensere i Danmark og navne på danskere involveret i solidaritetsarbejdet videre til Israel. (7PK-329)

PET og Mossad satte allerede i slutningen af 70'erne store ressourcer ind på telefonaflytning og observation af VS'ere, der var involveret i Mellemøstenarbejdet - i Danmark eller under besøg i Mellemøsten. PET arbejdede med hypoteser om, at VS'erne blev trænet militært af PFLP til væbnet kamp i Danmark og iøvrigt støttede PFLP. Realiteten var, at VS underskrev støtteerklæringer til fordel for den palæstinensiske frihedskamp, imod Israels besættelse af Libanon fra 1982, og deltog i Ghassan Kanafanis Kulturfonds humanitære indsamlinger til medicin og lægemidler til de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. (7PK-316) Den væsentligste effekt af PET's overvågning af VS' mellemøstarbejde var, at Mossad var velorienteret.

PET begyndte at interessere sig for VS' irlandsarbejde allerede i 1978, hvor partiet tog initiativ til dannelsen af en Irlandsgruppe, der i første omgang støttede Prisoners Aid Committee, der arbejdede for de politiske nordirske fanger i britiske fængsler. Arbejdet blev derefter udstrakt til støtte til det nordirske parti Sinn Féin. Partiet var både repræsenteret lokalt og i det britiske parlament, men for MI6 (og derfor også for PET) var det en «politisk facade» for den væbnede organisation IRA. I 1981 infilterede PET Nordirlandskomiteen, og tjenestens højreradikale spion kunne berette om, at komiteen forsynede IRA med våben, havde planer om at besætte den katolske kirke i København, trænge ind på den britiske ambassade, besætte British Airways kontor og blokere for landbrugseksporten til Storbritannien ved en besættelse af Esbjerg havn. Ingen af den fantasifulde spions fantasifulde aktioner blev realiseret. PET kunne i stedet konstatere, at komiteen alene gjorde sig bemærket ved plancheudstillinger, læserbreve, demonstrationer foran Storbritanniens ambassade og besøg i Nordirland. PET måtte i 1982 beskæmmet konstatere:

Der har på intet tidspunkt været tale om voldelige aktioner. (7PK-320, 332)

Ikke desto mindre fortsatte PET's og briternes overvågning af nordirlandsarbejdet. Sinn Féin er i dag (2009) det ene af de to partier i regeringskoalitionen i Nordirland.

VS fremsatte i september 2009 erstatningskrav mod PET med krav om mindst 5 millioner kr i erstatning for 20 års ulovlig overvågning af partiets medlemmer og aktiviteter.

SAP

PET's overvågning af trotskister i Danmark er nok det mest eklatante eksempel på tjenestens manglende evne til at opstille objektive analyser af de grupper den overvågede. Helt frem til slutningen af 80'erne mente PET, at trotskisterne var den stærkeste og farligste politiske gruppering i Danmark, og tjenestens rygmarvsreaktion ved hver politisk aktion der blev gennemført fra starten af 60'erne var, at der måtte stå trotskister bag. Vildledningen af PET og tjenestens egne fejlagtige analyser startede allerede i starten af 60'erne, da PET fik højreradikale venner til at infiltrere det lille trotskistiske miljø. PET's højreradikale kilder fyldte notorisk tjenesten med misinformation om trotskisternes aktiviteter. Dette fremgår af kildematerialet, som PET Kommissionen fik adgang til. (9PK-34) (Trotskismen i Danmark, SAP).

PET destruerede det meste af sit arkiv om SAP i 1998, for at undgå at PET Kommissionen skulle få adgang til det. Nedenstående beskrivelse af PET's overvågning er derfor baseret på de rester, PET Kommissionen fik adgang til.

PET begyndte at registrere den lille håndfuld danske trotskister allerede i slutningen af 1940'erne. Det var dog først fra 1959 at PET for alvor begyndte at interessere sig for de danske trotskister. Algeriet havde på det tidspunkt indledt sin selvstændighedskamp fra den franske kolonimagt, og Frankrig søgte derfor støtte i andre kolonialistisk orienterede lande for at at slå det algierske oprør ned. De franske kommunister - og derfor også kommunister i andre dele af Europa - var imod algiersk selvstændighed, og den internationale støtte til selvstændighedskampen kom derfor ad andre kanaler. 4. Internationale spillede i den forbindelse en central rolle, og det franske efterretningsvæsen informerede sine venner om, at trotskister købte maskindele til fremstilling af våben og kemikalier til fremstilling af sprængstoffer. Det var påstande der aldrig blev bevist, men som motiverede andre europæiske efterretningstjenester til øge overvågningen af de hjemlige trotskister. Således også i Danmark. (9PK-43)

Danske trotskister oprettede i 1959 foreningen Det frie Algiers Venner og begyndte udgivelsen af bladet Algier Frit. I slutningen af 60 rejste politiet i Hvidovre sigtelse mod redaktøren af Algier Frit for overtrædedelse af våbenloven. Han blev sigtet for at være i besiddelse af en pistol uden at have våbentilladelse, for at indkøbe komponenter til våbenfremstilling og kemikalier til bombefremstilling. Der har øjensyneligt været tale om chikane fra PET's side som cadeau til det franske efterretningsvæsen, for sigtelsen blev kort efter droppet, og PET vurderede i august 1961 at danske trotskisters hjælp til Algeriet var «ganske harmløs». (9PK-45)

Alligevel var interessen vakt, og PET begyndte at spekulere i at infiltrere det trotskistiske miljø. I 1962 efterforskede politiet et indbrud på Kampagnen mod Atomvåbens kontor i København. Indicierne pegede i retning af to højreradikale personer, der var aktive i «Demokratisk Alliance». Politiet henlagde sagen og kort efter tog PET kontakt til de to geschæftige højreradikale, der indvilgede i at infiltrere det trotskistiske miljø. De følgende 8 år forsynede de højreradikale PET med desinformation om trotskisternes og den øvrige venstrefløjs planer. PET slugte det hele råt. (9PK-85) I oktober 1963 noterede PET, at det trotskistiske miljø bestod af 150-200 personer. Det høje tal harmonerede ikke helt med, at spionerne kun havde leveret navne på 24 trotskister. (9PK-49) I 1968 var tallet kun steget til 45.

Hvor fortegnet et billede PET fik af trotskisterne fremgår af den forklaring en tidligere PET medarbejder med ansvar for overvågningen af trotskismen i 2001 gav til PET Kommissionen:

Trotskisme blev anset som værende en balladevirksomhed, og vidnet så på trotskisterne som de rene uromagerne – ikke som politisk virksomhed. (9PK-61)

PET's infiltration af trotskisterne gav tjenesten oplysninger om danskere og udlændinge den kunne handle med på den internationale efterretningsbørs. (9PK-51)

I 1964 dannede trotskister foreningen Spanien Frit, der agiterede og aktionerede mod Franco diktaturet i Spanien. PET mente at foreningen drev sabotage, men trods dens spioner i kernen af de danske trotskister kunne tjenesten ikke bevise noget. Flere andre organisationer som DSU, SF og DKP havde allerede i 1962 startet aktiviteter vendt mod Franco diktaturet. (9PK-62)

Trotskister gennemførte i 1964 en demonstration under Melodi Grand Prix i 1964 mod diktaturet og havde gennemført en underskriftindsamling hvor danskere skrev under på boykot af turistrejser til Spanien. Andre havde knust vinduer i turistbureauer, der arrangerede rejser til Spanien, og rettede i februar 1965 et brandattentat mod et Spies kontor på Frederiksberg. PET konstaterede imidlertid i 1965, at aktionerne ikke havde skadet Danmarks relationer til det fascistiske diktatur. (9PK-64)

To gange i 1965 blev trotskister dømt for overtrædelse af våbenloven og besiddelse af sprængstoffer. I det første tilfælde havde en trotskistisk aktivist forsøgt at gennemføre et sprængstofattentat i forbindelse med en NATO øvelse i Jylland. Attentatet mislykkedes, og aktivisten fik efterfølgende 60 dages fængsel for overtrædelse af våbenloven. PET konstaterede efterfølgende ved rumaflytning af trotskisternes kontor, at organisationen ikke havde kendt til planerne. Et par måneder senere anholdt politiet efter et tip en anden trotskist, der var i besiddelse af 150 g dynamit. Han fik en betinget dom for overtrædelse af våbenloven, og blev pålagt en afvænningskur for sit spiritusmisbrug. Rumaflytning viste, at heller ikke dette havde trotskisterne kendt til. (9PK-76)

Trotskisterne begyndte i 1965-66 at orientere sig mod protesterne mod Vietnamkrigen - på samme måde som resten af venstrefløjen. PET's højreradikale spioner forsynede de følgende år notorisk tjenesten med desinformation om trotskisternes «voldelige» planer:

• under en pinse-demonstration i 1967 hed det, at trotskister ville trænge ind på ambassadens grund og kaste maling på bygningen. Det skete ikke. (9PK-67)
• op til Rebild festen 4. juli 67 var PET blevet informeret om, at trotskisterne havde lagt: «meget omfattende og meget rabiate planer om at forstyrre og ødelægge besøget mest muligt. Der er næppe tvivl om, at trotzkyisterne og deres medløbere har en fast og beslutsom vilje til at gennemføre den måske mest voldsomme aktion, der længe har været set her i landet.» Det skete ikke. (9PK-68)
• op til demonstrationen foran USA's ambassade 21. oktober 1967 mente PET at demonstranterne ville «angribe ambassaden med bazookaer, morterer og brandbomber, besætte den og brænde den ned». Det skete ikke, men politiet havde troet PET, mødte kampklar op og gennembankede de fredelige demonstranter. (10PK-67)
• op til Rebild festen 4. juli 69 var PET blevet informeret om, at trotskisterne havde planlagt: «at kaste æg, tomater og små sten mod ... USA's vicepræsident Hubert Humphrey. Desuden planlagde demonstranterne blandt andet at afsvide lyngen, at indtelefonere telefonbomber og at sprænge røg- og stinkbomber». Heller ikke dette skete. Demonstranter havde råbt Ho-chi-minh slagord og haft bannere med slagord mod krigen. (9PK-69)

Det dæmrede tilsyneladende ikke på noget tidspunkt for PET, at den blev ført bag lyset. Den vurderede, at nok var dens spioner nazistisk orienterede, men de var fuldt troværdige. (4PK-156) PET mente, at grunden til at trotskisterne aldrig gennemførte deres voldelige aktioner var det massive politiopbud, og at de var svage og ude af stand til at omsætte deres planer til praksis. PET Kommissionen konkluderer om dette forhold:

Det kan ikke udelukkes, at PET’s kilder havde en ideologisk interesse i at overdrive faren for, at demonstranterne ville gribe til voldelige midler. (10PK-71)

I virkeligheden delte PET de højreradikales had til venstrefløjen, og var derfor ude af stand til at lave objektive analyser. Det var tilsyneladende også baggrunden for, at tjenesten i det vestlige efterretningsmiljø rangerede lavt. Den var ganske enkelt inkompetent.

I 1968 rekrutterede PET's operationschef Jørn Bro en dansk nazist, der havde infiltreret trotskisterne. Allerede samme år blev nazisten involveret i en dobbeltagentoperation rettet mod det østtyske efterretningsvæsen. I forbindelse hermed overdrog han en medlemsfortegnelse over danske trotskister til østtyskerne, og kom derved i konflikt med spionageparagrafferne i straffeloven. Han blev dog ikke retsforfulgt, da kun PET kendte til lovovertrædelsen. (9PK-88, 135)

I slutningen af 60'erne begyndte det at dæmre for trotskisterne, at de var udsat for infiltration, og de strammede derfor sikkerheden for at hindre infiltration. I 1971 stod PET derfor uden spioner i det trotskistiske miljø, og overvejede derfor rumaflytning. (9PK-84) Rumaflytning var siden midten af 60'erne blevet anvendt overfor trotskisterne. Men tjenesten besluttede samtidig at forsøge at rekruttere trotskisten Kasper Neergaard. Anledningen var, at tjenesten mente at have «sikre oplysninger om at trotskisterne havde et sprængstoflaboratorium» i Danmark. PET fandt aldrig beviser for at der skulle have eksisteret et sådant laboratorium, men hvervningsforsøget mod Neergaard fortsatte, indtil Neergaard den 31. oktober gik til pressen og afslørede tjenestens kluntede forsøg. Han erklærede samtidig at tjenesten havde forsøgt at få ham til at stjæle trotskisternes arkiv for 1500 kr. Skandalen medførte, at PET var nødt til at lægge sit infiltrationsarbejde om og forsøge at professionalisere det, for at undgå gentagelser. (9PK-94)

PET fortsatte sin overvågning af trotskisterne. PET Kommissionen har registreret 10 telefonaflytninger med retskendelser for perioden 1962-77. Alle kendelser var givet på grund af PET påstande om alvorlige forbrydelser: overtrædelser af spionageparagrafferne 107 og 108, 133 (om anstiftelse af forbrydelser under opløb) og 183 (almenfarlige forbrydelser). Ingen af disse aflytninger førte til sigtelser. PET Kommissionen oplyser ikke om omfanget af rumaflytning, som var blevet anvendt siden midten af 60'erne. Men PET fortsatte også med rekruttere højreradikale spioner, der infiltrerede det trotskistiske miljø. (9PK-129) Tjenesten gav f.eks. følgende signalement af en af sine spioner:

Hans politiske tilhørsforhold er så absolut til højre, og han føler det som en pligt at række firmaet her 'en hjælpende hånd'. (9PK-105)

PET fortsatte endvidere med at udveksle politiske og personoplysninger om trotskister med efterretningstjenesterne i de øvrige NATO lande. (9PK-106)

PET's højreradikale kilder fortsatte med at fylde tjenesten med desinformation. Fra midten af 70'erne begyndte PET at se den tiltagende faglige aktivitet som forstadiet til revolution, og PET's kilder bildte tjenesten ind, at trotskisterne bl.a. spillede nøglerollen i BT konflikten i foråret 1977. Tjenesten fik derfor tilladelse til aflytning af en række af trotskisternes telefoner. Anklagerne var hen i vejret, og i juni afslog Københavns Byret at give tilladelse til fortsat aflytning. Det var meget sjældent byretten gav afslag, men den mente alligevel i denne sag at PET var ude på tynd is. (10PK-209) Tjenesten fandt aldrig ud af, at konflikten var BT typografernes protest mod indførelse af ny teknologi og ledelsens manglende villighed til at indgå aftaler herom.

I 1980 mente PET at vide, at trotskisterne fungerede som en slags «situationens generalstab» i forbindelse med nørrebroernes protester mod politiets rydning af byggelegepladsen Byggeren. Politiet fik derfor rettens tilladelse til aflytning af 3 telefoner. Aflytningerne dementerede - som sædvanlig - PET's oplysninger. PET kunne efterfølgende konstatere, at trotskister - på linie med tusinder af nørrebroere og venstrefløjsaktivister - deltog i de fredelige protester mod rydningen. Volden sørgede politiet for. (9PK-118)

Samme år omdannede trotskisterne sig til partiet SAP (Socialistisk Arbejderparti), og blev i 1981 opstillingsberettigede til Folketinget. Valget i december gav dog kun partiet 2.034 stemmer, men PET var nu for alvor interesseret. Selv om Wambergudvalget forsøgte at holde PET fra at gennemregistrere opstillingsberettigede partier, igangsatte PET i december 1981 en infiltration af SAP med sin spion Anders Nørgaard. (12PK-180) Ved samme lejlighed overtrådte tjenesten en lodret ordre fra Justitsminister Ole Espersen om at alle «penetrationer» skulle godkendes af Justitsministeren selv.

Tyve års fantasier om trotskisternes voldelighed fortsatte ind i 80'erne. PET mente helt frem til midten af 80'erne, at BZ var en voldelig trotskistisk dækorganisation. I 1990 mente tjenesten, at SAP var involveret i menneskesmugling og havde smuglet 175 personer ind i landet; i 1991 fablede tjenesten om at SAP støttede de Tamilske Tigre i Danmark (uden at vide at SAP's søsterorganisation i Sri Lanka bekæmpede Tigrene); den mest fantasifulde desinformation var dog, at SAP ligeledes i 1991 skulle forberede en væbnet befrielse af medlemmer af Blekingegadebanden. (9PK-120)

PET's «Faktagruppe» lavede i 1998 en liste over 150 personer, der havde været trotskistiske medlemmer eller sympatisører i perioden 1977-91. (9PK-125) Tjenesten havde da gennem næsten 4 årtier gjort trotskisterne til den farligste og mest voldelige politiske gruppering i Danmark - alene på grundlag af desinformation fra tjenestens nazistiske og højreradikale venner.

KAP

KAP's forgænger, KFML blev oprettet i 1968. PET fulgte forbundet fra starten, men først i 1975 blev forbundets ulovlige aktiviteter dokumenteret, da politiet arresterede to medlemmer for ulovlig plakatophængning. (9PK-174)

PET formulerede mange mistanker til forbundet og til KAP der blev dannet i 1976. PET mente at KFML stod bag en påsat brand på B&W i 1974. Kriminalpolitiet var dog uenige, og mente ikke branden havde et politisk motiv. Det var en pyroman der stod bag. (9PK-185) I 1978 udgav KAP pjecen «Bliv politisk soldat». PET mente KAP ville infiltrere forsvaret og nedbryde det inde fra. Tjenesten havde ikke hørt om begrebet «værnepligt». Tjenesten kunne efterfølgende konstatere, at KAP's interesse var af ren faglig art: rekrutternes løn, rettigheder, cafeteriaordninger mm. (9PK-185)

I 1979 besluttede KAP at blive opstillingsberettiget, indsamlede de nødvendige underskrifter, og gik i oktober til folketingsvalg. Partiet måtte dog nøjes med ca. 13.000 stemmer. Opstillingen skærpede for alvor PET's interesse for partiet. PET havde dog det problem, at KAP som organisation var meget tillukket, og ikke lod sig infiltrere som VS eller trotskisterne. Helt frem til partiets opløsning i 1994 var PET's vigtigste kilde til information derfor overskudsinformation fra andre kilder på venstrefløjen og Socialistisk Håndbog, der blev udgivet af Tidsskriftcentret og gav et samlet overblik over venstrefløjens grupper og partier. Desuden baserede PET sig på gætterier, hvilket bl.a. tjenestens vurderinger af KAP's medlemstal afspejler: i 1979, 400; i 1981, 1400; i 1983, 80. (9PK-203)

PET havde en stor udfordring med blot at opdage hvornår KAP holdt møder, sommerlejre og konferencer. Når det endelig skete, forsøgte tjenesten at identificere deltagere ved at fotografere nummerplader på biler, der kom til arrangementet. Det var f.eks. tilfældet i 1978, hvor PET's Odenseafdeling fotograferede løs under KAP's medlemskongres og kandidatmedlemskongres i byen. Afdelingen måtte dog opgive at identificere deltagerne. (9PK-213)

I Århus forsøgte lokalafdelingen flere gange i 1976-79 at infiltrere partiet, men uden større held. PET noterede:

Arbejdet som KAP-sympatisør havde vist sig besværligt og krævende. Partidisciplin, skoling, og bundne opgaver som plakatophængning, avissalg '... samt andre for PET irrelevante opgaver', gjorde det besværligt og hårdt '... for en ikke-socialist at klare denne langtidsopgave' det var at gennemføre en penetrering fra sympatisør til medlemsniveau. (9PK-216)

PET Kommissionen noterer, at PET ved flere lejligheder videregav oplysninger om identificerede KAP medlemmer til udenlandske efterretningstjenester. (9PK-191)

DKP/ML

Også i dette tilfælde makulerede PET det meste af sit materiale i 1998, for at det ikke skulle falde i PET Kommissionens hænder. Det er de tilbageværende fragmenter der er baggrund for nedenstående beskrivelse.

DKP/ML blev dannet i 1978, og PET nåede heller aldrig at få en objektiv analyse af den. Da der i juli 1979 gennemførtes en strejke på Svendborg Værft mente PET den var anstiftet af DKP/ML. De lokale avisskriverier afslørede, at strejken bundede i generel utilfredshed blandt værftsarbejderne. (9PK-230)

I PET's årsberetning fra 1980 blev DKP/ML omtalt som den af venstrefløjsfraktionerne der «i årets løb havde gjort sig mest bemærket», og partiet blev omtalt som «særdeles rabiat». Årsberetningen begrundede det «rabiate» med det «voksende antal plakatophængninger parti og ungdomsorganisation stod for». I 1982 strammede PET's Odenseafdeling beskrivelsen og betegnede DKP/ML som en organisation der arbejdede på grænsen «til det absolut illegale». Det var alligevel for eksotisk til årsberetningen, der nedtonede betegnelsen til «halvlegalt niveau». Der var ingen konkrete referencer, og var tilsyneladende mest udtryk for at PET ikke brød sig politisk om organisationen. I 1983 var formuleringen ændret til at partiet «ved flere lejligheder havde fremført hårde og militante holdninger». (9PK-234)

PET indledte imidlertid en mere omfattende registrering da partiet i 1984 stillede op til Folketinget. Året inden var partiet blevet opstillingsberettiget, og PET registrerede ved den lejlighed 15-20 ud af dets 70 medlemmer. Som ved andre venstrefløjspartier blev det i PET's optik åbenbart først rigtig farligt, når det betrådte den parlamentariske scene. (9PK-238)

Ellers interesserede PET sig primært for partiets aktiviteter mod NATO militærøvelser i Danmark og mod EF. Der var overvejende tale om demonstrationer og læserbreve. PET nægter at have infiltreret eller rumaflyttet partiet, men det var udsat for telefonaflytning i i hvert fald 1986 og 87. (9PK-239)

Enhedslisten

PET's overvågning af Enhedslisten er i vid udstrækning ukendt, da PET Kommissionens kommissorium satte skæringsdatoen ved 1989 - samme år som listen blev oprettet. PET Kommissionens beretning dokumenterer dog PET's store interesse for DKP, VS og SAP der deltog i listens dannelse, og for SAP's vedkommende omtales indberetninger frem til 1991. Kommissionen dokumenterer dog, at PET indsamlede opstillingslister for partiet i 1989.

Fælles Kurs

PET begyndte for alvor sin interesse for Fælles Kurs Klubben, da dens formand Preben Møller Hansen i 1982 deltog i faglig verdenskongres i Cuba. PET betragtede foreningen som særdeles farlig, og det var muligvis baggrunden for at PET registrerede formand, kasserer og bestyrelsesmedlemmer for den nydannede Fælles Kurs Pensionister i 1984. Samme år fyldte omtalen af FK 11 sider i PET's årsberetning, mens andre grupper oftest måtte «nøjes» med en enkelt side. (9PK-334) Anledningen var dels at FK's medlemstal var steget til 1500, og FK støttede BZ økonomisk. PET mente at FK stod bag et «BZ angreb på DFDS' hovedkvarter», og det var baggrunden for at tjenesten iværksatte den første af 6 telefonaflytninger af organisationen frem til 1989. Det skete med henvisning til bl.a. terrorparagraffen 114 og §237 om attentatforsøg. Ingen af disse aflytninger kunne dog bekræfte at organisationen skulle være indblandet i kriminelle handlinger. (9PK-337)

Partiets landsmøde i 1985 blev intenst overvåget. Talerne blev båndet, nummerplader og personer fotograferet. PET mente endnu i 1985, at blot medlemskab af partiet var registreringsgrundlag. Først i 1987 ændredes denne holdning, og de fleste der alene var registreret for deres medlemskab af FK blev slettet. (9PK-340)

Bevægelser mm.

Nicaragua Komiteen

PET var i 70'erne og specielt i 80'erne meget interesserede i solidaritetsarbejdet med Latinamerika. De fleste latinamerikanske lande var i den periode militærdiktaturer, der havde USA's helhjertede støtte. PET Kommissionens beretning tegner et billede af, at PET i de fleste tilfælde har igangsat telefonaflytninger og overvågning af solidaritetsorganisationerne på begæring fra USA. Det gælder så tidligt som Chile Tribunalet der blev afholdt i 1974 om det bestialske Pinochet diktatur i Chile, hvor militæret med støtte fra USA havde taget magten i 1973. (9PK-370)

Den største efterretningsoperation var dog rettet mod Nicaragua Komiteen, der samtidig var 80'erne største solidaritetsorganisation på latinamerikaområdet. Årsagen til at USA var interesseret i dette arbejde var, at USA selv førte en folkeretligt ulovlig krig mod Nicaragua i 80'erne. USA blev dømt for denne ulovlige krigsførelse ved den Internationale Domstol i 1986.

Den første mere omfattende PET overvågning fandt sted i 1984, da komiteen besluttede at udsende det første hold fredsvagter, der ved deres tilstedeværelset i Nicaraguas grænseområde op mod Honduras skulle bremse USA's allerede igangværende angreb ind i Nicaragua. Det første hold fredsvagter var fremtrædende politikere og kulturpersonligheder. PET noterede ivrigt navnene på deltagerne og sendte spioner til de offentlige møder, der afholdtes om initiativet. I januar 85 noterede PET sig, at 32 danskere indtil da havde været sendt af sted som fredsvagter - heraf var en tredjedel allerede registreret i forvejen. PET registrerede endvidere, hvilke danskere der havde deltaget som valgobservatører ved valget i Nicaragua i november 1984, og hvilke nicaraguanere der havde besøgt Danmark (9PK-372)

I PET's analyse hed det på det tidspunkt, at det var El Salvador Kampagnen, Dansk Cubansk Forening og specielt DKP der styrede komiteens aktiviteter. PET var uvidende om, at det ikke var El Salvador Kampagnen der stillede medlemmer til komiteen, men omvendt; at Cubaforeningen slet ikke stillede medlemmer til komiteen, og at kun enkelte DKP'ere og DKU'ere var aktive. Den største partipolitiske strømning i komiteen på det tidspunkt var VS'ere, men de var i klart mindretal overfor de mange uorganiserede men særdeles aktive aktivister. PET's analyse var ganske enkelt skrivebordsspekulation uden bund i virkeligheden - men tjente til at legitimere tjenestens overvågning. (9PK-374)

I 1987 spurgte CIA til, om det Internationale Netværk for Fred i Mellemamerika (INFIMA) havde kontor i Danmark. PET svarede, at Nicaragua Komiteen stod for den danske afdeling, og at det iøvrigt havde kontakt til fredsbevægelser, fagbevægelsen, politiske partier og fonde. (9PK-375)

PET telefonaflyttede ikke komiteen direkte, men aflyttede medlemmer, der var aktive i den. Det skete ved 7 lejligheder: 20. januar 1984, 15. marts 1984, 6. april 1984, 27. februar 1985, 6. maj 1985, 30. juni 1987 og 21. juni 1989. (4PK-203) PET Kommissionen har ikke nogen samlet opgørelse over hvor mange af komiteens medlemmer der var registreret.

Dansk Cubansk Forening

Cubaforeningen blev oprettet i 1968, og allerede året foretog PET de første registreringer i forbindelse med foreningens markering af Moncada dagen 26. juli. Da foreningen i 72 gennemførte en studietur til Cuba blev samtlige deltagere registreret. Kun de færreste var registreret i forvejen. PET fortsatte denne praksis med at registrere studieture og med at registrere deltagerne når det var muligt. PET var blevet informeret af en udenlandsk efterretningstjeneste om, at alle eller nogle af deltagerne modtog træning i «subversiv aktivitet, sabotage og guerillakrig». Også de udenlandske efterretningstjenester havde en livlig fantasi. (9PK-378)

Palæstina Solidaritet

PET har siden 1972 interesseret sig intenst for det danske arbejde til støtte for Palæstina og mod de israelske besættelser af Palæstina, Libanon og Syrien. I en næsten 20 årig periode havde Mossad en medarbejder siddende i selve PET, der fungerede som «tolk», og leverede alle PET's efterretninger videre til den israelske efterretningstjeneste. (9PK-257) Lige som PET arbejdede sammen med efterretningstjenesterne i Grækenland under militærdiktaturet (1967-73), Spanien under Franco (1938-75), Portugal under Salazar (1926-74) og apartheidregimet i Sydafrika, således arbejdede det også sammen med Israel, uanset at dette land allerede fra 1967 blev fordømt internationalt for sin besættelse af Palæstina. Først i 1988 eller 89 holdt tolkeordningen angiveligt op, da det begyndte at dæmre for PET, at tjenesten havde et andet terrorbegreb end israelerne, der omtalte alle palæstinensere som terrorister. Indtil dette tidspunkt opfattede PET derfor også alle palæstinensiske organisationer som terrororganisationer (herunder PLO), og overvågede derfor tæt de danske forbindelser.

PET fik i 1972 oplysninger fra sin kontakt på Odense Universitet (sandsynligvis Bent Jensen) om en åben diskussion på universitetet om Sorte Septembers angreb på det israelske hold under sommerolympiaden i München. Flere studerende markerede sig med pro-palæstinensiske synspunkter og blev derfor «identificeret» men ikke registreret af PET. (9PK-380)

I 1973 blev der dannet en arbejdsgruppe, der skulle arbejde med oplysning om Palæstina, for at nuancere den ellers ensidige pro-israelske propaganda i danske medier. Arbejdsgruppen begyndte udgivelsen af Palæstinaorientering, der fortsat udgives. Det formodes at gruppens medlemmer blev registreret. (9PK-380)

Fra 1975 begyndte PET mere intenst at overvåge De Danske Palæstinagrupper. I november 1976 kunne Mossad oplyse PET, at solidaritetsgrupper fra de nordiske lande skulle mødes i København for at drøfte mulighederne for samarbejde. Mossad bad derfor PET om oplysninger om mødernes indhold og deltagere. PET satte derfor en observationspost op overfor den danske skuespillers bolig, hvor møderne skulle holdes. (9PK-380) Overvågningen af Palæstinagrupperne fortsatte frem til starten af 80'erne. I 1982 invaderede Israel Libanon, hvilket på ny satte fart i palæstinasolidariteten og dermed også PET's overvågning.

Danske venstrefløjsgrupper og -partier knyttede fra midten af 70'erne kontakter til palæstinenserne, og for PET fungerede dette som en perfekt legitimering for overvågning af venstrefløjen. PET var af Mossad blevet instrueret om, at alle palæstinensere var terrorister, og havde danskere derfor kontakt til palæstinensere var der tale om en terrorkontakt, måske støtte, måske våbentræning, måske deltagelse i i terroraktioner, måske egne terroraktioner, måske ....

Allerede i 1970 var PET begyndt at holde øje med palæstinenserne i Danmark. I oktober 1972 fik tjenesten indberetning om en meget højtråbende palæstinenser, der «ved flere lejligheder luftede mulighederne for et attentat». Oplysningerne gik videre til Mossad, og i november modtog palæstinenseren en brevbombe fra Libanon, der delvist sprængte hans ene hånd af. (9PK-247) PET kunne samtidig konstatere, at de palæstinensere tjenesten var begyndt at holde mest øje med begyndte at modtage trusselsbreve, der skabte en panisk stemning. Allerede i juli 1972 havde Israel likvideret Ghassan Kanafani, der var dansk gift, så de israelske dødspatruljer var allerede i gang. Det dæmrede tilsyneladende ikke for tjenesten, at den fungerede som postkontor videre til de israelske dødspatruljer. En af palæstinenserne, Sati Bakir blev så panisk at han kontaktede en af sine bekendte i kriminalpolitiet. Oplysningerne gik videre til PET, videre til Mossad og dukkede nogle uger op i nye breve Bakir modtog. Han anklagede derfor politiet og PET for at stå bag trusselsbrevene. (9PK-248)

Palæstinenserne i Danmark var organiseret i Palestinian Workers Union (PWU) der blev dannet i 1970. PET mente at PWU var et dække for PFLP, og at Bakir selv var en af hovedmændene. Ingen i PET kunne arabisk, så alle oplysninger stammede fra Mossad og Mossads tolk i PET. I 1975 indledte PET derfor en langvarig overvågning af Bakir og flere andre, der både omfattede telefon- og rumaflytning. Aflytningerne strakte sig helt frem til 1985 og Mossad fik råmaterialet. (9PK-250)

Mossad holdt i 1976 PET «orienteret» om de danske palæstinenseres besøg i Libanon samme år, og i januar 1977 kunne PET chefen Ole Stig Andersen derfor orientere Regeringens Sikkerhedsudvalg om: «Deltagelse fra Danmark i arabiske træningslejre for terrorister rekrutteret i den danske PFLP-celle». Oplysningerne var strammet til for at give den nødvendige dramatiske effekt. (9PK-250)

I 1978 bildte Mossad PET ind, at PLO (senere blev det til PFLP) planlagde en terroraktion i København. PET forstærkede derfor atter overvågningen af det palæstinensiske miljø. Den påståede plan blev aldrig ført ud i livet. PET Kommissionen bemærker hertil, at den flere steder i PET's materiale er stødt på informationer der peger i retning af, at PET selv var klar over at den blev vildledt af Mossad:

PET havde mistanke om, at informationer fra kilder med samme proveniens (Mossad) forsøgte at påvirke den danske tjenestes trusselsopfattelse af palæstinensere i en retning, der var i overensstemmelse med den pågældende kildes hjemlands interesser. (9PK-256)

PET fortsatte dog med at tage Mossads oplysninger lige alvorligt, viser materialet.

I perioden 1978-82 fulgte PET tæt med i danske politiske partiers og gruppers kontakter til palæstinensiske organisationer, især PFLP, og deres rejser til Mellemøsten. Det gælder VS, IF, Forbundet mod Imperialismen og Kommunistisk Arbejdsgruppe (den senere «Blekingegadebande»).

PWU blev telefon- og rumaflyttet frem til 1985, hvilken gav Mossad en masse nyttig information, men det gav ikke PET materiale til at kunne rejse sigtelse. Fra 1985 rettedes overvågningen i stedet mod PLO kontoret i Danmark. PET påpegede:

at PLO-kontoret blev ledet af en person med tilknytning til Fatah, en gruppe der 'havde stået bag mange terrorangreb i såvel Mellemøsten som i Europa gennem tiderne'. (9PK-260)

Beskrivelsen bekræftede, at PET's opfattelse af PLO stammede fra 1970. Telefon- og rumaflytningen af kontoret fortsatte frem til 1991. Kontoret havde i denne periode kontakt med danske politikere fra det meste  af det politiske spektrum. En række af disse møder med danske politikere (bl.a. socialdemokraten Helle Degn og SF'eren Pelle Voigt) blev fotoobserveret af PET. (9PK-261)

Palæstinensernes 1. Intifada blev indledt i december 1987, og fra 1988 indledte PET telefonaflytning af Palæstinakampagnen i København, som PET fejlagtigt mente var involveret i «voldelige aktioner». (9PK-381)

Palæstina solidaritetsarbejdet i Danmark overvåges fortsat af PET. Omfanget af udvekslingen af personoplysninger med Mossad er ukendt. PET arbejder endvidere med infiltration af de palæstinensiske miljøer, som det var tilfældet i 2006 i Voldsmose i Odense, hvor en PET provokatør skaffede sprængstoffer, der skulle bruges til en terroraktion i Danmark.

Sydafrika Komiteen

Allerede i 1968 indledte PET sit samarbejde med den sydafrikanske efterretningstjeneste BOSS. (4PK-88) Sydafrika var på det tidspunkt et apartheidregime, og regimet var interesseret i at kortlægge den internationale solidaritet og modstanden mod regimet. PET trådte her til med en hjælpende hånd. Tjenesten konstaterede i 1971, at der var forbindelse mellem danske og sydafrikanske trotskister, og i 1975 at der var forbindelser mellem KFML og PAC. (9PK-96, 175) Allerede i 1966 interesserede tjenesten sig imidlertid for danske kontakter til apartheidmodstandere i Sydafrika. Kontakten til sydafrikanske studenter var i hvert fald nævnt særskilt i PET's rapport fra DSF's kongres i 1966. Allerede på dette tidspunkt havde DSF og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) engageret sig i apartheidmodstanden. (10PK-186)

PET har tilsyneladende destrueret betydelige mængder materiale om sin overvågning af anti-apartheid arbejdet i Danmark. Måske ifbm. den omfattende makulering i 1998, der skulle hindre at materiale faldt i hænderne på PET Kommissionen. Der kan i hvert fald konstateres aktiviteter fra PET's side, der ikke omtales i det materiale Kommissionen fik adgang til. PET var bl.a. særdeles interesseret i Landskomiteen Sydafrika Aktion (LSA), der blev dannet som en paraplyorganisation i 1978, bestående af faglige, humanitære, mellemfolkelige og solidaritetsorganisationer. PET har tilsyneladende makuleret næsten alt materialet om LSA. Det eneste Kommissionen fik mulighed for at se var et tresiders notat fra 1990. (9PK-382)

Fra Anders Nørgaard som PET lod infiltrere SAP ved vi imidlertid, at PET også satte ham ind mod LSA. I 1982 fragtede hans føringsofficer ham til Kastrup Lufthavn, hvor han fotograferede demonstranter fra LSA, der demonstrerede for en nedlægning af SAS' flyrute til Johannesburg, og indsamlede navne på deltagerne der blev overdraget til PET. Det mest interessante ved dette arbejde er efterfølgende, at PET afviser at det skulle have fundet sted. (12PK-193) Man kan formode, at meget af materialet er makuleret, da apartheidregimet i Sydafrika brød sammen for at dække over PET's indsats til støtte for det.

Fra 1985 når LSA frem til PET's årsberetning. Årsagen er, at der dette år gennemføres en række aktioner mod sydafrikanske interesser i Danmark: konsulatet besættes nogle timer, South African Airways kontor, Børsen og Mærsk McKinneys have udsættes for tilsvarende aktioner. Selv om demonstranter arresteres ifbm. disse aktioner har PET tilsyneladende vanskeligt ved at koble dem direkte til LSA, men spekulerer i denne kobling samt kobling til BZ og «terrororganisationerne» ANC og SWAPO, der nogle år senere overtager magten i henholdsvis Sydafrika og Namibia.

Resten af materialet om LSA er makuleret, men fra PET's overvågning af BZ vides, at PET fulgte tæt med i boykotaktionerne i sidste halvdel af 80'erne, der især var rettet mod olieselskabet Shell. En lang række af selskabets tankstationer blev således udsat for hærværk, og PET gennemførte en intens overvågning af Unge Mod Apartheid (UMA). (10PK-381) Fra 1987 gennemførte PET aflytningsaktioner mod UMA og aktivister. I januar 1989 ransagede PET Sydafrikakomiteens og LSA's kontor, beslaglagde medlemskartoteket og arresterede endvidere en række ledende medlemmer, der blev anklaget for at stå bag hærværksaktioner mod Shell og Den Danske Bank. (4PK-219)

OOA

PET registrerede OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) og dens medlemmer fra bevægelsens start i 1974. PET's legitimering af den omfattende overvågning ændredes dog gennem bevægelsens levetid. (10PK-42)

Den tidligste registrering fandt sted umiddelbart efter oprettelsen, og var foranlediget af NATO's Special Committee hvor atomkraftmodstanden i Vesteuropa var blevet diskuteret. PET konstaterede indledningsvis, at OOA var «upolitisk» eller «tværpolitisk». Tjenesten var imidlertid interesseret i bevægelsens internationale kontakter - i første omgang til det socialdemokratiske Sverige. PET overvågede den første fælles dansk-svenske demonstration mod Barsebäck i Skåne i 1976 og igen i 77. Især den sidstnævnte var interessant, fordi PET havde fået oplysning om at «danske trotskister» og «militante vesttyskere» ville deltage. For tjenesten var det lig med ballade. Demonstrationen havde ca. 15.000 deltagere og forløb uden uroligheder. Iflg. PET skyldtes det at det svenske politi havde «handlet fornuftigt» - holdt sig væk!! Tankevækkende ifht. den «ballade» PET selv var med til at skabe i Danmark ved sin desinformation af ordenspolitiet. (10PK-43)

PET interesserede sig fra 1977 stadig mere intenst for OOA. Årsagen var, at tjenesten mente bevægelsen blev infiltreret af trotskister og maoister: det .. «skønnes hævet over enhver tvivl, at arbejdet med en sådan infiltrationsvirksomhed pågår og intensiveres i nærmeste fremtid». (10PK-44) PET var dog ikke i stand til senere at få bekræftet denne «infiltration», eller hvori det farlige skulle bestå. Tvært imod var det samtidig PET's vurdering, at OOA ikke på nogen måde udgjorde en trussel «mod den lovlige samfundsorden». I 1979 sendte PET en spion til en OOA introduktionsaften, og denne rapporterede efterfølgende:

Der blev på intet tidspunkt diskuteret politik, og det er mit indtryk, at medlemmerne virkelig går ind for OOA’s arbejde, ligesom de lægger en stor del af deres fritid i OOA. (10PK-44)

PET Kommissionen mener at der var 4 årsager til at PET alligevel fortsatte med at overvåge bevægelsen:

1. OOA engagerede sig i fredsarbejdet??? Denne mistanke havde ikke meget bund i virkeligheden. OOA var en fokuseret enkeltsagsorganisation. Bevægelsens formodede «fredsorientering» begrundes med at den havde stået som medarrangør af ét fredsmøde i Odense i 1981, og at den sammen med NOAH og NTA i 82 åbnede en græsrodsbutik i Odense. At forbindelsen overhovedet overvejes er nok mest udtryk for, at fredsarbejdet af PET i 80'erne blev omfattet som noget af det mest samfundsomstyrtende.
2. OOA forsøgte i 79-80 «at opnå indflydelse på fagbevægelsen». Det samme gjorde Sovjetunionen efter PET's opfattelse, og tjenesten ligestillede derfor de to.
3. PET mente OOA nærede sympati for vesttyske terrorister. Vesttyske atomkraftmodstandere blev under deres demonstrationer mødt af et gigantisk voldsapparat, og mange var derfor blevet radikaliserede og militante. PET mente, at OOA under en demonstration foran den vesttyske ambassade i 1986 havde erklæret sin støtte til RAF. Det viste sig dog, at det var Vesttysklandskomiteen der var mødt op og havde givet udtryk for sådanne sympatier.
4. OOA forsøgte at påvirke den offentlige meningsdannelse. PET afslørede i den forbindelse ikke at kende til til vilkårene under et demokrati. (10PK-45)

PET mente ikke at OOA formelt udgjorde en trussel «mod den lovlige samfundsorden», men overvågede alligevel for en sikkerheds skyld dens aktiviteter, infiltrerede den i 1981, købte en af bevægelsens aflagte skrivemaskiner i 1985, for at få lavet en udskrift af det brugte farvebånd der sad i den, og registrerede bevægelsens aktiviteter. PET Kommissionen er ikke i stand til at forklare, hvad der skulle berettige den ulovlige overvågning og registrering af bevægelsen. (10PK-46)

Vietnambevægelsen

PET's bekæmpelse af Vietnambevægelsen gennem 10 år kom til at markere et vendepunkt i tjenestens omstilling fra at være fokuseret på bekæmpelse af DKP til at være fokuseret på bekæmpelse af græsrodsorganisationer og det nye venstre, og til mere direkte indgriben i samfundets udvikling gennem desinformation af politiet og medierne.

USA's krig mod Vietnam afsluttedes først i april 1975. Supermagten havde da dræbt over 2 millioner vietnamesere, og gjort store dele af landet sundhedsskadeligt at bp i efter sin omfattende anvendelse af afløvningsmidlet Agent Orange.

PET begyndte at interessere sig for modstanden mod Vietnamkrigen allerede i februar 1965, hvor der over flere dage blev gennemført demonstrationer foran USA's ambassade i København i protest mod supermagtens terrorbombardementer af Nordvietnam. Det kom til sammenstød med demonstranter, da politiet forsøgte at erobre nogle plakater hvorpå der stod: «Johnson er morder». (10PK-55)

I 1966 oprettedes de første Vietnamkomiteer. Den vigtigste blev oprettet i marts 66 på Nørrebro i København og havde tilslutning af flere politiske partier, ungdomsorganisationer, lokale fagforeninger og enkeltpersoner. PET noterede sig, at komiteen holdt til hos Malernes Fagforening «hvis formand var aktiv kommunist». (10PK-57) PET fulgte opmærksomt den fortsatte oprettelse af lokalkomiteer rundt om i landet, og blev særlig bekymret da DSU og Socialdemokratiet i februar 1967 var med til at danne lokalkomiteen i Hvidovre.

I marts 1967 gjorde PET status over hvor langt Vietnambevægelsen var nået: der var oprettet 18 lokale Vietnamkomiteer der var tværpolitiske, gennemført 28 overvejende fredelige demonstrationer mod krigen, afholdt debatmøder og vedtaget resolutioner til regering og Folketing. Det eneste ulovlige PET kunne pege på var ulovlig plakatopklæbning. Alligevel så tjenesten med stor alvor på udviklingen, og var grundlæggende ude af stand til at forstå hvorfor modstanden mod krigen vandt så stor genklang i befolkningen:

Uden dybere refleksioner lader dele af befolkningen sig tilsyneladende indoktrinere, og et faktisk misbrug af massemedierne har sået en anti-amerikansk sæd, der gødes kraftigt med andre af de sædvanlige venstreorienterede propagandamidler. (10PK-62)

Danmarks medlemskab af NATO skulle tages op til overvejelse i 1969, og PET frygtede at Vietnam-modstanden ville føre til Danmarks udmeldelse. Tjenesten blev derfor stadig mere paranoid i sine analyser og satte gang i arbejdet med at manipulere politi, medier og regering.

PET overvågede Vietnambevægelsen fra 1965. PET forsynede politiet med notorisk overdrevne oplysninger om hvor voldelige demonstrationerne ville blive. Demonstranterne ville «besætte ambassaden og brænde den ned». Specielt ved demonstrationerne i 1967 og 68 mødte politiet derfor kampberedt og talstærkt op med det formål at gennembanke de fredelige demonstranter. Det var PET's desinformation der skabte volden ved demonstrationerne - politiets vold.

USA optrappede krigen i løbet af 1967. Terrorbombardementerne af Nordvietnam intensiveredes og ved årets udgang havde supermagten ½ million soldater i Sydvietnam.

I maj 1967 gennemførtes den hidtil største Vietnamdemonstration i Danmark. Der var tale om en nordisk march der startede i Oslo og gennem Helsingborg drog videre til København. Allerede i februar havde PET informeret politiet om, at demonstrationen ville kulminere i en omfattende hærværksaktion mod ambassaden, hvis ruder skulle knuses og facade bemales. Marchen afvikledes imidlertid i god ro og orden, og PET mente det måtte skyldes regnvejr der «lagde en dæmper på demonstranternes kamplyst». PET Kommissionen bemærker hertil: «En anden forklaring kan være, at PET's oplysninger var fejlagtige, og at der aldrig havde været planer om en hærværksaktion». (10PK-64) PET benyttede lejligheden til at fotografere 23 biler, der deltog i marchen og registrere 172 af dens deltagere - bl.a. ved omfattende telefonaflytning.

Den 21. oktober skulle der gennemføres en stor demonstration, der var en del af globale demonstrationer mod krigen. PET mente at vide, at ambassaden skulle sprænges i luften, og at der ville blive brugt bazookaer, morterer og tre lastbiler. Tjenesten informerede derfor dagen inden politiet om, at demonstrationen ville blive særdeles voldelig. Demonstrationen havde 15.000 deltagere, og blev afviklet fredeligt, trods PET's meldinger. PET Kommissionen konkluderer om PET's oplysninger, der kom fra tjenestens højreradikale spioner:

Det kan ikke udelukkes, at PET’s kilder havde en ideologisk interesse i at overdrive faren for, at demonstranterne ville gribe til voldelige midler. (10PK-70)

PET's kilde til desinformationen havde sin egen politiske dagsorden og blev siden ansat på det sydvietnamesiske informationskontor. Men det reflekterede PET ikke over. Tjenesten udvidede nu sin registrering af Vietnam-modstanden: det gjaldt aktivister tjenesten mente var ledere, kontaktpersoner, anmeldere af demonstrationer (deriblandt DSU's forbundsformand), talere (deriblandt Niels Helveg Petersen og Ebbe Reich Kløvedal), læserbrevsskribenter og deltagere der umiddelbart kunne identificeres. (10PK-68)

Russell Tribunalet

I 1966 havde den fremtrædende britiske filosof Bertrand Russell taget initiativ til dannelsen af et tribunal, der skulle dokumentere USA's krigsforbrydelser i Vietnam. Tribunalet fik tilslutning fra en lang række internationale videnskabsmænd og andre intellektuelle. Da Frankrig forbød afholdelse af tribunalet i Paris, blev dets første session gennemført i Stockholm, og i maj 67 blev det offentliggjort, at 2. session skulle gennemføres i København. Da statsminister Krag i september besøgte Washington skal USA's præsident Johnson have erklæret, at han betragtede det som «en uvenlig handling overfor USA», hvis tribunalet blev afviklet i Danmark. (10PK-72)

Lige siden 50'erne havde Danmark en stolt tradition for at sabotere afholdelsen af internationale møder i landet, og denne linie blev nu søgt fortsat. Udenrigsministeriets direktør Paul Fischer erklærede i april 67, at «det ville være uheldigt og burde søges undgået» at tribunalet kom til Danmark, og han blev suppleret af Krag, der ved flere lejligheder gav udtryk for at: «tribunalets virke ikke ville gavne forsøgene på at få en fredsaftale i stand, og at tribunalet derfor var uønsket i Danmark». Regeringen var villig til at bruge «alle lovlige midler for at hindre Russell-tribunalet, hvilket bl.a. indebar, at vietnamesiske vidner ville blive nægtet visa». (10PK-73)

PET interesserede sig i første omgang for den danske tribunal-afdelings sammensætning. Tjenesten skaffede sig listen over dets 53 medlemmer, hvoraf under halvdelen (22) var registreret i forvejen. Den 26. juli 67 blev det officielt, at 2. session ville blive forsøgt gennemført i Danmark. PET optrappede derfor sin overvågning af aktiviteterne, og PET chef Arne Nielsen udtalte sig politisk stærkt fordømmende om arrangementet: «dette stærkt anti-amerikanske og ensidige propaganda-arrangement, som kun blev støttet af den venstreorienterede del af pressen». PET gik i gang med aktivt at hindre tribunalets gennemførelse. Forberedelseskomiteen havde endog meget vanskeligt ved at finde egnede lokaler til tribunalet, for potentielle udlejere modtog telefontrusler. Hans Hetler kunne senere afsløre, at han og Henning Jensen fra Demokratisk Alliance (som var PET spion blandt trotskisterne) modtog udskrifter af PET's aflytninger af forberedelseskomiteen, som de derefter brugte til at true udlejerne. (10PK-75)

Trods PET og venners sabotage endte forberedelseskomiteen med at finde en villa i Roskilde, hvor rådets 2. session kunne gennemføres 20-29. november. I slutningen af september skrev Ebbe Reich derfor til Krag for at meddele ham datoen, og at en række vidner ville søge visum for at kunne deltage. Regeringen nægtede dog fortsat at udstede visum, og tribunalet besluttede sig derfor for en model, hvor sessionen blev gennemført i Roskilde, men vidner der ikke kunne få indrejse ville blive afhørt i Malmø. Gennem PET's telefon/rumaflytninger kom dette til regeringens kendskab, og regeringen erkendte at dette ville udstille Danmark, og gav derfor alligevel visum til de tilrejsende vidner. (10PK-80)

Udover aflytninger havde PET infiltreret rådet og fik på måde adgang til Bertrand Russells åbningstale, lister over vidner, kopier af vidneudsagnene og lister over de akkrediterede pressefolk. Hele dette materiale blev overdraget CIA, inkl. navnene på de 63 danske pressefolk der var akkrediteret. (10PK-81, 4PK-64)

PET efterretningsvirksomhed ifbm. tribunalet var usædvanlig omfattende, hvilket dels må tilskrives tjenestens politiske observans, dels CIA's interesse. Tjenesten lavede et særligt arbejdskartotek blot til tribunalet. Det indeholdt desuden navnene på 83 og 174 udenlandske statsborgere der var involveret; PET fik via sin kontakt i postgiro adgang til indbetalingerne til tribunalets postgirokonto. Der var juridisk tale om ulovligt ransagning, da PET ikke betjente sig af retskendelser i sådanne sager. Ud fra indbetalingerne registrerede PET de 791 personer, der havde bidraget til tribunalets gennemførelse. PET endte med i konklusionen om tribunalet at udtrykke sin foragt ved at erklære at det havde været:

.. et vel gennemført kommunistisk propagandafremstød med et klart anti-amerikansk sigte og med en lige så klart gennemført kommunistisk stillingtagen til fordel for farvede folkeslags kamp mod hvid vestlig ”kapitalisme og aggression”. (10PK-84)

PET Kommissionen kommenterer dette således:

.. at betegne tribunalet som en kommunistisk frontorganisation .. synes overdrevent. Rådets sammensætning og støtte var så bred og tværpolitisk, at kommunisterne ikke kunne styre det og vel heller ikke havde brug for det. Forklaringen på tribunalets gennemslagskraft var ikke, at det var en vellykket kommunistisk operation, men at brede kredse fra venstrefløjen og ind i Socialdemokratiet og fagbevægelsen følte sig utrygge ved krigens eskalering. Den nyeste forskning peger da også på, at DKP kun havde ringe indflydelse på tribunalet. (10PK-84)

1968 Fortsat desinformation om vold

PET forstod stadig ikke Vietnambevægelsen, og mente den var styret af DKP og trotskister. I februar 1968 gennemførtes en international konference mod krigen i Berlin, og PET sendte en spion med i den danske delegation. Han afleverede ved hjemkomsten en fortegnelse over de 100 danske deltagere, hvoraf kun 51 var registreret i forvejen. (10PK-85)

I marts 68 gennemførtes en ny demonstration foran USA's ambassade, og atter mente PET at vide, at ambassaden ville blive stormet, hvilket tjenesten meddelte justitsministeriet, der overvejede at forbyde demonstrationen. Den blev alligevel gennemført og forløb fredeligt! (10PK-86)

Demonstrationen den 27. april fik til gengæld et voldeligt forløb. Politiet mødte op med 624 kampklædte politifolk. Årsagen var at PET havde informeret politiet om, at demonstranterne ville medbringe flere tromler med benzin, ville trænge ind på ambassaden og brænde den ned. Kilden må i sidste ende formodes at være PET's nyudnævnte «operationschef» Jørn Bro. Bro er nemlig citeret for at have spredt rygter om, at ambassaden skulle angribes med morterer (ligesom året før!), raketter, haglgeværer og molotovcocktails. Politiet var nødt til at tage sine forholdsregler på baggrund af PET's oplysninger, som politiet endnu ikke vidste var desinformation. (10PK-90)

Omkring 20.000 deltog i demonstrationen, der startede på Chr. Borgs Slotsplads, og omkring 6.000 fortsatte til ambassaden. Efter at demonstrationen var slut begyndte politiprovokatører (muligvis PET der var til stede med et «observationshold») at kaste ting mod ambassaden, og politiet angreb derefter demonstranterne. Et ukendt antal blev såret og 19 demonstranter anholdt. 14 af disse var ikke tidligere registreret, men blev det nu. Der blev efterfølgende gennemført en opsigtsvækkende retssag mod en række af disse, der blev forsvaret af Carl Madsen. (10PK-92)

PET mente, det var Jens Otto Sand der var sekretær for de Samvirkende Vietnamkomiteers forretningsudvalg, der på ordre fra DKP's Centralkomite havde organiseret urolighederne. Tesen var mere udtryk for at PET fortsat så kommunister (eller trotskister) bag alt. Anden dokumentation har dementeret denne PET tese. (10PK-94) Volden udsprang af PET's desinformation af politiet.

PET's desinformation der førte til volden foran USA's ambassade havde imidlertid den vigtige konsekvens, at den borgerlige presse tog afstand fra demonstranterne, og at opbakningen til krigsmodstanden i den brede befolkning aftog noget.

Efter april-demonstrationen optrappede PET sin desinformation. PET Kommissionen konstaterer, at PET efterfølgende «ny syntes at acceptere selv mere usandsynlige kildeoplysninger og at tegne det værst tænkelige scenario». (10PK-95) Det blev der lejlighed til allerede i juni, hvor der skulle gennemføres en pinsemarch. PET informerede politiet og militæret om, at demonstranterne ville trænge ind på Høvelte Kaserne i Nordsjælland for at «bemægtige sig våben». Og demonstranterne ville - ligesom sidst - trænge ind på ambassaden og brænde den ned, «så kun de røgsværtede ruiner står tilbage». (10PK-96) Regeringen tog PET's desinformation særdeles alvorligt, og 2. pinsedag mødtes justitsminister Knud Thestrup, justitsministeriets departementschef Boas, FE chef Fournais og PET chef Arne Nielsen på dennes kontor på politigården for at følge revolutionens udvikling. Hver halve time fik operationsstaben beretninger fra PET's observationshold, og kunne efterhånden konstatere, at de havde taget sig selv ved næsen. Pinsemarchen forløb fredeligt, og hverken kaserne eller ambassade blev stormet. Selvom 700 politifolk var udkommanderet, holdt de denne gang lav profil, og dette var nok den væsentligste forklaring på det fredelige forløb. (10PK-97)

Imens fortsatte PET rundt om i landet med total registrering og overvågning af al Vietnamkrigsmodstand. Da Ålborg komiteen i april holdt offentligt møde (med deltagelse af bl.a. kulturminister K. Helveg Petersen) blev alle deltagere fotograferet, og navnene på de 23 der stillede spørgsmål eller som PET kontaktmanden kendte i forvejen blev indberettet. I Esbjerg indberettedes navnene på 18 personer, der havde ansøgt om at måtte afholde demonstration og plancheudstilling. De 17 var «ukendte», men blev nu registreret.

I juni 1968 indhentede PET (som sædvanligt ulovligt) oplysninger fra postgiro om Vietnamindsamlingen, giro 1616. Tjenesten konstaterede, at der siden december var blevet indsamlet 44.000kr, mens der kun var overført 2.000kr til vietnameserne. PET spekulerede i at indsamlingens kasserer, Otto Sand selv havde taget af kassen, spredte disse oplysninger til pressen der igangsatte en kampagne mod Sand, og PET afleverede efterfølgende en rapport til justitsministeriet. Den 1. juli lukkede postgiro uden varsel indsamlingen, der aldrig var blevet godkendt, pga. myndighedernes modvilje, men argumentet fra Justitsministeriets side for lukningen, var at indsamlingen var «ensidig». (10PK-99)

Vietnambevægelsen blev i december splittet i 2 organisationer: den mere moderate Vietnam 69, der ville mobilisere bredt og samle ind til hospitalsudstyr til Nordvietnam; De Danske Vietnamkomiteer (DDV) der ville fortsætte den ubetingede indsamling. Vietnam 69 fik opbakning af DKP, socialdemokrater og an lang række kulturpersonligheder. Bl.a. forhenværende kulturminister Bodil Koch, Jens Kampmann, Anker Jørgensen og Klaus Rifbjerg. PET var nødt til at slå krølle på sine egne «analyser», for indtil da havde tjenesten ment, at det var DKP der var årsag til demonstrations-uro, men nu indgik DKP sammen med prominente personligheder i vietnam 69. For en sikkerheds skyld fortsatte PET sin registrering af Vietnam 69's aktiviteter og ledere frem til dens opløsning i 1976, men tjenesten måtte samtidig notere sig, at bevægelsens arrangementer forløb fredeligt - muligvis pga. manglende PET desinformation. (10PK-104)

DDV var støttet af VS, trotskister og en række af de mest aktive tidlige vietnamaktivister - bl.a. Otto Sand. PET satte den nye organisation under intens overvågning, tjenestens spioner deltog i dens møder og sørgede for at alle deltagere blev registreret. PET udfoldede de følgende år omfattende spekulationer i hvor voldelig DDV var. Det eneste problem for tjenesten var, at DDV's aktiviteter - herunder demonstrationer - forløb fredeligt. Der var en særdeles stor forskel på PET's konstruerede billede af DDV og virkeligheden.

I maj 1969 viste Saga Bio på Vesterbro filmen De Grønne Baretter, der forherligede USA's krigsførelse i Vietnam. Venstrefløjen, herunder DDV, besluttede at demonstrere mod filmen, og allerede på filmens første dag dukkede motorcykelbøller op, der gennembankede demonstranterne, mens politiet passivt så til. I et efterfølgende dobbeltinterview i Politiken indrømmede en af «englene», at «politiet var ret passive». (9PK-72) Det var før politiet fik et andet syn på motorcykelbander. Hændelsen gentog sig de følgende aftener. Motorcykelbøller tørnede sammen med venstrefløjsaktivister, mens politiet passivt så til. Trods den megen omtale besluttede biografdirektøren efter 4 dage at indstille forevisningen af filmen.

PET brugte en bred palette af midler til at indhente (des)information om DDV: tjenesten havde infiltreret DDV med 3 spioner, og spioner i andre venstrefløjsgrupper leverede overskudsinformation. Ialt var der tale om mere end 10 spioner. PET overvågede demonstrationer og dens spioner (og muligvis provokatører) deltog i disse. I 1972 blev DDV's telefoner aflyttet. Omfanget af rumaflytning er ukendt. Trods regeringserklæringen fra 30. september 68 fortsatte PET sin registrering af aktivister. Blev de ikke registreret med egen personsag, blev de lagt på DDV emnesagen.

Under Kejsergadesagen blev det afsløret, at FE drev en lyttestation i en kælder under Københavns Universitet. PET forsøgte at forhindre oplysninger i at nå ud i offentligheden ved at beslaglægge først Politisk Revy og dernæst Vietnam Solidaritet, der bragte oplysningerne. Tjenestens forsøg på at indskrænke ytringsfriheden led dog endelig skibbrud, da også Information bragte de famøse artikler. Det lykkedes heller ikke PET at konfiskere mere end nogle få eksemplarer af Vietnam Solidaritet, da DDV havde gemt de fleste. PET mente der var tale om alvorlig spionage, men bladets ansvarshavende redaktør endte med at blive idømt 20 dagbøder á 25 kr for overtrædelse af straffelovens §110. (10PK-120)

Allerede i 1969 havde DDV oprettet såkaldte forskergrupper, der arbejdede med kortlægning af forskellige forhold. PET spekulerede de følgende 5 år i, at forskergrupperne skulle bedrive spionage til fordel for østblokken, eller ønskede at offentliggøre hemmelige militære oplysninger. FE betegnede grupperne som en «decideret privat efterretningstjeneste», og PET eller FE sørgede for at få lækket formodningerne til Berlingske Tidende, der skrev om sagen i 1972. Forskergruppernes rapporter der blev udgivet på forlaget Demos kunne imidlertid ikke bekræfte dette billede. I 1971 skaffede en af PET's spioner et udkast til den senere rapport Rustningsindustri og krigsforskning i Danmark. PET bad FE om en vurdering af rapporten, og FE erklærede at der var tale om begavede analyser af information fra offentligt tilgængelige kilder. DDV kunne altså ikke anklages for at afsløre militære hemmeligheder. DDV udgav en række andre bøger: Efterretningstjeneste på udflugt, Under dække og De hemmelige tjenester, der beskrev forskellige sider af FE's og specielt PET's virke. PET var voldsomt generet af gruppernes brug af ytringsfriheden, men de havde ikke overtrådt straffeloven, så PET måtte nøjes med blot at overvåge dem videre. (10PK-124)

PET registrerede allerede i 1969 de 15 medlemmer af forskergrupperne. Otte var allerede registreret, tre var ukendte og fire uidentificerede. De uregistrerede blev blot lagt på emnesagen. I 74 registreredes 24 medlemmer, hvoraf kun 10 havde egne personsager. Dette ændredes, da PET i juni 76 besluttede at personregistrere samtlige medlemmer. Det er uklart hvorfor PET først tog beslutningen på dette tidspunkt, men der er ingen tvivl om, at trods Vietnamkrigens afslutning og de to vietnambevægelsers opløsning, var Dokumentationsgruppens fortsatte eksistens en alvorlig torn i øjet på PET. (10PK-135)

Tjenesten fandt i 1976 ud af, at aktivister fra Dokumentationsgruppen havde afsløret CIA's aflytning af det vietnamesiske informationskontor i København. Det fremgår ikke af PET Kommissionens rapport, om PET havde kendskab til CIA's aflytning, eller om tjenesten foretog sig noget ifbm. amerikanernes illegale efterretningsaktivitet i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at PET hadede Dokumentationsgruppen, det senere Demos af et godt hjerte, og PET Kommissionen dokumenterer, at PET videregav omfattende personoplysninger til udlandet om de ledende skikkelser i dette arbejde fra 1970 og helt frem til mindst 1989. (10PK-126)

Vietnam smed de sidste amerikanere ud den 30. april 1975, og i januar 1976 sluttede de gamle rivaliserende vietnambevægelser sig sammen i Dansk Vietnamesisk Forening, der fra sin oprettelse blev registreret i PET - inkl. de 24 medlemmer af foreningens nyvalgte hovedbestyrelse. PET's interesse for foreningen dalede, men PET fortsatte sin interesse for Demos. I slutningen af 80'erne blev denne udsat for intens overvågning, da den arbejdede med kortlægning af den nazistiske højrefløj i Danmark, som PET selv havde tæt kontakt til. (10PK-140)

Verdensbankens årsmøde 1970

Verdensbanken og IMF holdt 21-25. september 1970 årsmøde i København. De danske myndigheder blev informeret herom i slutningen af 1969, og allerede på dette tidspunkt foreslog Udenrigsministeriets protokolchef helt at forbyde demonstrationer, da de ville kunne «forulempe» de delegerede. Dette blev dog afvist. (10PK-146)

I september 1970 demonstrerede venstrefløjen mod Verdensbankens årsmøde i København. PET havde på forhånd desinformeret politiet og bildt det ind at demonstranterne var voldelige. Politiet gik derfor over flere dage til angreb på demonstranterne. Her er demonstranter på vej fra Bella Centret til Rådhuspladsen 22. september.

PET gennemførte en omfattende overvågning og registrering af planlægningen af protesterne op til årsmødets gennemførelse. Tjenesten hentede informationer fra de omkring 10 spioner den havde i venstrefløjsorganisationer, en igangværende telefonaflytning af trotskisterne samt oplysninger fra udenlandske efterretningstjenester. En overvejende del af de informationer PET hentede ind kom fra én enkelt højreradikal spion PET havde infiltreret i det trotskistiske miljø. PET tegnede et billede af nogle usædvanligt voldelige dage i København, og politiet mandede tilsvarende op. Volden udeblev imidlertid fra de grupper PET havde overvåget, og kom i stedet fra en lille militant gruppe maoister i Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), som PET ikke havde interesseret sig for. (10PK-148)

PET's paranoide trusselsbillede så i sommeren 1970 således ud:

• aktivister ville knuse ovenlysvinduerne i Bellacentret hvor årsmødet skulle foregå, kaste ildelugtende stoffer ned i centret eller brænde det ned allerede i august
• bombardement af gæsterne til gallaforestillingen i det Kgl. Teater med rådne æg, tomater og maling
• bruge falske adgangsbilletter for at få adgang til centret
• der skulle udleveres knipler til aktivister fra SUF's kontor i Suhmsgade
• Verdensbankens præsident, den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert McNamara skulle kidnappes (10PK-157)
• der ville blive brugt kartofler med barberblade som kasteskyts. (Dette rygte var spredt af operationschefen, Jørn Bro) (10PK-172)

Et voldeligt billede der til forveksling lignede PET's paranoide trusselsbilleder fra vietnam-demonstrationerne i 1968, som heller ikke blev til virkelighed. Den væsentligste venstrefløjsaktivitet op til årsmødet var oplysningsvirksomhed om Verdensbankens og Valutafondens aktiviteter rundt om i verden.

Demonstrationerne startede dagen før selve årsmødets start. Den 20. september blev der holdt et cocktailparty for de delegerede på Hotel d'Angleterre. Demonstranter mødte op foran hotellet, og en lille gruppe demonstranter forsøgte at trænge ind på hotellet. Politiet anholdt 18 demonstranter og bragte hurtigt demonstrationen til afslutning. Politiet identificerede den lille militante gruppe som medlemmer af KUF, og besluttede derfor at gennemføre en ransagning af forbundets lokaler. Politiet havde dog ikke travlt. Først den 21. blev der indhentet ransagningskendelse, og selve ransagningen fandt først sted den 22. Politiet opdagede her en lang række «våben» i form af bl.a. petroleum (lokalerne var opvarmet af oliefyr), peber, ståltråd og malerdåser. (10PK-163)

Den 21. startede årsmødet i Bellacentret. En demonstration startede fra Blågårds Plads. Her talte bl.a. Lars Bonnevie fra De Danske Vietnamkomiteer, der sluttede med at opfordrede demonstrationen til ikke at ende i konfrontation med politiet. De ca. 2.000 demonstranter gik til Bellacentret, hvor demonstrationen var svulmet til 4-6.000. Her talte bl.a. den svenske forfatter Sara Lidman, formanden for DSF, Nils Bredsdorff og den britisk-pakistanske trotskist Tariq Ali. Demonstrationen sluttede i ro og orden, og 2.000 demonstranter drog derefter ind til Rådhuspladsen. En del fortsatte demonstrationen foran restaurant Nimb i Tivoli, hvor de delegerede skulle spise til aften. Andre mindre grupper drog rundt i Københavns gader, hvor det kom til en række sammenstød mellem politi og demonstranter.(10PK-166)

Den 22. skulle der være festforestilling i det Kgl. Teater, hvor til halvdelen af de delegerede var inviteret - den anden halvdel var inviteret til dagen efter. Samme aften var der indkaldt til demonstration på Frue Plads, som ca. 1000 deltog i. Efterfølgende var der gadeteater på Kgs. Nytorv med en afsluttende kort tale af teaterdirektør Arne Skovhus. Derefter kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter, og politiet besluttede hurtigt at rydde Nytorv. Uroen bredte sig derefter til de fleste gader i indre by. Politiet havde ingen problemer med at beskytte teatergæsterne, men der gik flere timer før det fik situationen under kontrol. PET's operationschef Jørn Bro som var kilden til desinformation af politiet karakteriserede efterfølgende forløbet som «helt revolutionære tilstande». (10PK-166)

I Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg diskuterede departementschefer, politi og PET dagen efter at indsætte vandkanoner, anvende tåregas eller helt spærre torvet af. Myndighederne valgte dog ikke at tage disse drastiske tiltag, og aftenen forløb fredeligt. Det samme gjorde 24. september. Den 25. blev der gennemført en demonstration på Rådhuspladsen med ca. 1000 deltagere. Politiet undlod denne gang at angribe, og demonstrationen forløb fredeligt med enkelte anholdelser.

Efter årsmødet lavede politiet en statistik, der viste at 101 personer var blevet arresteret over de 6 dage, heraf 84 ifbm. demonstrationer. PET Kommissionen løfter ikke sløret for de anholdtes politiske tilhørsforhold, selv om PET har identificeret de tjenesten havde registreret i forvejen. Det var imidlertid tydeligt, at det var KUF'ere der havde udgjort den militante kerne. Ikke desto mindre hang PET stadig fast i gamle analyser, og selv 15 år senere besluttede daværende PET chef Henning Fode, at:

... personer, der som medlemmer af IV. Internationales danske afdelings inderkreds har medvirket i planlægningen af de voldsomme aktioner mod verdensbankmødet i København kan bevares indtil personernes død. (10PK-169)

PET Kommissionen var ikke i stand til at finde konkrete beviser i PET's arkiver for, at trotskisterne skulle have optrådt voldeligt under demonstrationerne, men omkring halvdelen af information PET indsamlede i løbet af 1970 stammede fra tjenestens højreradikale spion blandt trotskisterne. Det kan konstateres, at alle de aktioner denne kilde havde forsynet PET med information om ikke blev gennemført.

1000 betjente blev sat ind mod Verdensbank demonstranterne. Betjentene kørte hensynsløst ind mellem disse, så mange blev kvæstet og andre blev anholdt for at kaste med sten. I november førtes retssagerne mod de anholdte demonstranter.

Politiet blev efterfølgende kritiseret i dele af pressen for at have optrådt unødigt voldeligt, og da regeringens sikkerhedsudvalg under den nye socialdemokratiske regering i april 72 diskuterede årsmødet konkluderede udenrigsminister K.B. Andersen, at sikkerheden havde været så omfattende, at dele af opinionen havde fået sympati for demonstranterne. PET var dog godt tilfreds med sig selv, og det samme var den borgerlige presse. Der kom til at gå endnu 11 år inden PET fik overtalt politiet til at anvende tåregas mod unge. (10PK-173)

EF Modstanden

Fra 1950'erne var støtten til Europabevægelsen og de europæiske samlingsbestræbelser generelt en af de største CIA operationer i Europa. Omvendt begyndte den folkelige modstand i Danmark mod EF at tage form i 1962, og PET var med fra starten. Tjenesten var fra slutningen af 60'erne stærkt interesseret i denne modstand, som den mente blev styret af SUKP, eller som i det mindste tjente Sovjetunionen. Overvågningen af den senere Folkebevægelse mod EF vakte imidlertid en del internt ubehag i PET, da mange socialdemokrater og borgerlige også deltog i det EF kritiske arbejde. Nogle PET medarbejdere havde på dette tidspunkt endnu vanskeligt ved at forstå hvorfor danskere skulle politisk registreres, alene fordi de var modstandere af EF. (10PK-229) En PET medarbejder udtalte på et møde for medarbejdere i provinsen i 1976:

.. i de år, jeg har været i PET, så må jeg sige, at vi i tidernes løb har registreret alt for meget ... F.eks. i perioden ... hvor der løb en kampagne om EF før folkeafstemningen. Her interesserede vi os for “Folkebevægelsen mod EF” – det var noget, der overhovedet ikke vedkom os, for det var lovlig politisk virksomhed, og det var ikke noget, der på nogen måde truede hverken parlamentarismen eller demokratiet. (3PK-164)

PET havde overvåget og infiltreret folkebevægelsen op til afstemningen i 1972, og overvågningen fortsatte gennem 70'erne og 80'erne.

I november 1970 dannede en bred kreds af organisationer et initiativudvalg, der skulle informere om EF og arbejde for opbygningen af dansk modstand mod medlemskab. Anledningen var, at EF i 1969 havde åbnet for optagelse, og at der i Danmark var stærke politiske og økonomiske kræfter, der arbejdede for dansk optagelse. PET startede med at registrere de 13 medlemmer af initiativudvalget - kun 3 var registreret i forvejen, så det var nye fisk der gik i PET's net. PET og FE mente, at EF arbejdet ville blive en ny platform at udfolde voldelige demonstrationer på, og det skulle derfor overvåges. (10PK-238)

I december 1971 tiltrådte Folketinget at Danmark skulle søge optagelse i EF. Samme dag mødte 52 deputationer op i Folketinget for at protestere mod beslutningen. PET udarbejdede en liste over 36 af deputationerne, der overvejende bestod af fagforeninger og klubber fra en række større arbejdspladser. Deputationernes ordførere blev identificeret og søgt i PET's kartoteker. En del var registreret i forvejen, og PET benyttede lejligheden til at registrere 5 yderligere. Tjenesten optrappede nu sin overvågning. I januar 1972 var der stiftende møde i Københavns Indre By's EEC-komité. En af PET's spioner var med og sikrede tjenesten et fyldigt referat samt en medlemsliste med 40 navne og adresser. Da tillidsfolk i slutningen af januar dannede Fagforeningsfolk mod Fællesmarkedet, blev alle 26 underskrivere registreret. I Ålborg registreredes i april deltagerne i et offentligt møde mod EF. I starten af 1972 samledes de mange forskellige initiativer og grupper i Folkebevægelsen mod EF, der var støttet af både højre- og venstrefløj. I dagene op til folkeafstemningen den 2. oktober spredte PET en masse rygter om at demonstrationerne op til afstemningsdagen ville blive voldelige og at Københavns Universitet ville blive besat. Demonstrationerne - inkl. den store demonstration 1. oktober med deltagelse af 80.000 personer - forløb imidlertid fredeligt, og KU blev ikke besat. Politiet reagerede ikke på PET's rygter og undlod derfor at angribe demonstranterne. (10PK-240)

Udeblev volden imidlertid i 1972, mente PET helt sikkert den vilde bryde ud i 1973, hvor folkebevægelsen havde indkaldt til demonstration på årsdagen 2. oktober. PET havde derfor skaffet sig en liste over de 61 deltagende organisationer i demonstrationen i København, og registrerede at 19 folketingsmedlemmer havde deltaget - deriblandt radikale og konservative EF modstandere. PET gennemførte en minutiøs overvågning af demonstrationen, hvilket fremgår af dens «Minutberetning» fra begivenheden. Også denne gang udeblev volden - politiet undlod at angribe trods PET's rygter. PET mente til gengæld der helt sikkert ville opstå uroligheder under EF Topmødet i København i december 73, men også denne gang udeblev volden. De følgende år fortsatte PET med at registrere EF demonstrationerne rundt om i landet 2. oktober og Folkebevægelsens grundlovsarrangementer 5. juni. Talerne blev hver gang registreret. Der var tale om PET's almindelige ulovlige registrering af lovlige politisk virksomhed.

Trods Folkebevægelsens politiske bredde og det at 36,7% af danskerne havde stemt imod EF optagelsen i 1972 mente PET, at Folkebevægelsen var en typisk kommunistisk frontorganisation, og dens farlighed var blot illustreret ved at den havde formået at «føre over en tredjedel af danskerne bag lyset i 1972». I PET's demokratikoncept blev der ikke opereret med, at danskere kunne eller måtte tænke selv. Hvis de stemte anderledes end PET ønskede, var de manipuleret af SUKP. PET udfoldede derfor fra midten af 70'erne betydelige anstrengelser for at dokumentere denne sovjetiske indflydelse - uden held. Tjenesten mente godt nok internt, at både de Radikale Poul Overgaard Nielsen og Svend Skovmand, SF'eren Gert Petersen og Folkebevægelsens Jens Peter Bonde var sovjetagenter, men tjenesten havde ingen beviser herfor. Der var tale om traditionel PET paranoia uden hold i virkeligheden. Det samme gjaldt spekulationerne om sovjet støtte til Folkebevægelsen. (10PK-248)

Fredsbevægelserne

Allerede fra 1940'erne holdt PET fredsbevægelserne under overvågning. I 1956 formulerede Khrustjov Sovjetunions ønske om fredelig sameksistens mellem øst og vest, og danskere der var imod krig og oprustning gik derfor i PET's optik Sovjetunionens ærinde. Det gjaldt det politiske spektrum fra partiet Venstre og videre over de Radikale, socialdemokrater og ud på venstrefløjen. Overvågningen blev kraftigt optrappet fra slutningen af 70'erne og gennem 80'erne, hvor verden befandt sig på randen af atomar konfrontation. I denne periode intervenerede PET aktivt gennem sine journalistkontakter på Berlingske Tidende og Jyllandsposten for at desinformere befolkningen.

Kampagnen mod Atomvåben

Allerede i 1946 dannede de fremtrædende fysikere Albert Einstein og Leó Szilárd foreningen the Emergency Committee of Atomic Scientists, der havde til formål at advare politikerne mod farerne ved udviklingen af atomvåben, dels at fremme den fredelige anvendelse af kerneenergi. I 1950 opfordrede Niels Bohr i et brev til FN øst og vest til at dele deres forskningsresultater indenfor kernefysik med hinanden for at undgå atomkrig. Og i slutningen af 50'erne opfordrede 9.000 videnskabsmænd FN til at bringe stormagternes atomprøvesprængninger til standsning. Helt fra starten af kernevåbnenes udvikling fandtes der altså modstand mod denne, og det var da også en del af årsagen til at bl.a. Albert Einstein helt frem til sin død var overvåget af FBI.

I Vesttyskland og Storbritannien oprettedes i 1958-59 de første kampagner mod atomoprustningen. Den vigtigste var den britiske Campaign for Nuclear Disarmament (CND). De britiske erfaringer var baggrunden for, at den danske forfatter Carl Scharnberg i 1960 sammen med bl.a. Halfdan Rasmussen og Erik Knudsen tog initiativ til dannelsen af Kampagnen mod Atomvåben (KMA). Kampagnen gennemførte sin første march i efteråret 1960 fra Holbæk til København. Ved ankomsten var den nået op på 5.000 deltagere. Kampagnen blev straks udsat for en frådende modoffensiv fra konservativ og socialdemokratisk side. Den konservative folketingskandidat, general Erik Kragh skrev i Berlingske Tidende:

Med mørket rugende over de danske landeveje vandrer ”atomhæren” mod vor hovedstad. Marxistiske medløbere og den defaitistiske skare ønsker hellere en skæbne under totalitært styre … (10PK-30)

Et par dage inden havde den konservative pressetjeneste meddelt, at det var DKP der stod bag kampagnen. Det var løgn og blot led i den frådende modoffensiv.

KMA blev overvåget af PET fra sin oprettelse i 1960. Tjenesten overvågede kampagnens marcher, demonstrationer og møder og så med bekymring på dens vækst. Mens marchen i 1960 var endt med 5.000 deltagere, nåede den i 1961 op på 25.000 og ved ankomsten til København talte den socialdemokratiske Kirkeminister Bodil Koch. Et lignende antal registreredes i 1962, og dette år talte repræsentanter fra alle Folketingets partier ved ankomsten til København. Samme år blev kampagnens kontor udsat for indbrud, hvor 2000 spørgeskemaer med navne samt medlemskartoteket blev stjålet. Politiet fandt frem til, at det var den højreradikale «Demokratisk Alliance» der stor bag indbruddet, og PET rekrutterede derfor et par af den højreradikale organisations driftige unge mænd som spioner, der de efterfølgende år infiltrerede det trotskistiske miljø. (10PK-31)

KMA var de følgende år præget af afmatning. Årsagen var især at kampagnen sammen med den internationale bevægelse fik dele af sine mærkesager igennem, da der i 1963 blev indgået en international aftale om stop for atomprøvesprængninger i atmosfæren.

Den tidlige fredsbevægelse

Verdensfredsrådet (World Peace Council) blev dannet i 1950 og samme år dannedes den danske afdeling, Fredens Tilhængere med Mogens Fog som formand. Frem til organisationens opløsning i 1959 blev den overvåget af PET, der betegnede den som en «kommunistisk frontorganisation». For PET var fred lig med kommunisme. Mogens Fog gjorde som formand mange forsøg på skabe en bredere opbakning til organisationen, men forgæves. Den manglende bredde og DKP's splittelse i 1959 (med dannelsen af SF) må ses som den væsentligste baggrund for dens opløsning samme år. (10PK-267)

I 1954 oprettedes Dansk Fredskonference. Denne havde et bredere politisk grundlag - mente Mogens Fog i hvert fald. PET var ikke enig. Selv om fredskonferencens forkvinde var den radikale Andrea Hedegaard, mente tjenesten at arbejdsudvalget var domineret af DKP. Også denne fredsorganisation blev derfor modarbejdet af de danske myndigheder, der i 1957 og 60 spændte ben for dens møder ved at nægte at udstede indrejsetilladelser til udenlandske deltagere. Myndighedernes argument var det sædvanlige, at der «ikke var dansk interesse i mødet». Fra midten af 60'erne engagerede fredskonferencen sig i protesterne mod USA's krig i Vietnam, og i slutningen af 60'erne var den blevet bekendt med det hemmelige højreorienterede væbnede netværk i Danmark (Stay Behind), der skulle gennemføre femtekolonneaktivitet i tilfælde af en Warszawapagt besættelse af Danmark. Det blev til pjecen Oberstkup i Danmark. Organisationen blev nedlagt i 1972. Ligesom Fredens Tilhængere betragtedes den af PET som en kommunistisk frontorganisation, fordi den talte fredens sag. Kun 1/3 af konferencens landsudvalg var i 1964 medlemmer af DKP eller SF. (10PK-263)

Aldrig mere Krig (AMK) blev dannet i 1926. PET begyndte at overvåge foreningen allerede i 50'erne - på linie med de andre fredsbevægelser. Emnesagen på AMK blev officielt makuleret i januar 1969 som følge af regeringserklæringen om forbud mod registrering af lovlig politisk virksomhed i 1968, men papirerne blev tilsyneladende overført til et arbejdskartotek og registreringen fortsatte. Emnesagen blev formelt genoprettet i 1980 som konsekvens af fredsbevægelsens generelle fremgang på dette tidspunkt. (10PK-274)

AMK havde i slutningen af 60'erne engageret sig i modstanden mod Vietnamkrigen og Danmarks forbliven i NATO, der skulle overvejes i 1969. FE karakteriserede i 1970 AMK som en «kommunistisk frontorganisation», selv om det var radikale og SF'ere der udgjorde kernen i organisationen. (10PK-276)

AMK fortsatte gennem 70'erne Vietnamarbejdet, engagerede sig i protesterne mod Danmarks indkøb af krigsfly i 1975 og i militærnægterarbejdet. PET fortsatte sin overvågning af foreningens arbejde. (10PK-302)

PET genoprettede sin AMK emnesag i 1980. Årsagen er ikke beskrevet, med må formodes at være fredsbevægelsens omfattende aktivitet på dette tidspunkt. I midten af 80'erne mente PET at bevægelsen havde terrorkontakter til IRA og ETA. Oplysningen stammede fra en af tjenestens højreradikale spioner og havde som i de fleste andre tilfælde intet på sig. (10PK-363)

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed blev oprettet i 1916. Ligaen var som resten af fredsorganisationerne overvåget fra 50'erne, om end PET havde vanskeligt ved at påvise en forbindelse til Sovjetunionen. Fra starten af 60'erne spændte bevægelsen vidt fra at agitere for øget dansk bistand til U-landene, over boykot af varer fra apartheidstyret i Sydafrika til arbejdet for Norden som atomvåbenfri zone. I slutningen af 60'erne gik den ind i protesterne mod Vietnamkrigen og engagerede sig i afspændingen mellem øst og vest. Den sendte derfor delegationer til Sovjetunionen og deltog i Verdensfredsrådets møder. Det var tilstrækkeligt registreringsgrundlag for PET. (10PK-279)

PET optrappede sin overvågning af ligaen i 80'erne, på linie med alle andre fredsorganisationer. (10PK-360)

Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK)

Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed blev stiftet i 1974 af de gamle fredsorganisationer AMK, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, de politiske ungdomsorganisationer og faglige organisationer. I løbet af kort tid havde 30 organisationer tilsluttet sig komiteens grundlag. Til foreningens præsidium valgtes bl.a. socialdemokraten Lasse Budtz, den radikale K. Helveg Petersen og veteranen fra Kampagnen mod Atomvåben, Carl Scharnberg. 4 ud af præsidiets 16 medlemmer var tilknyttet DKP/DKU. Alligevel karakteriserede PET den uforbeholdent som en traditionel «kommunistisk frontorganisation». Til arbejdsudvalget valgtes 3 personer fra AMK, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt DKP. (10PK-281)

SAK førte de første år en hensygnende tilværelse, men den trådte tydeligere frem, da USA i 1977 meddelte at supermagten ville igangsætte produktionen af Neutronbomber, der skulle udstationeres i Vesttyskland. Specielt de vesttyske socialdemokrater, men også socialdemokrater i andre dele af Europa kritiserede skarpt USA's beslutning og ideen om en bombe der skulle slå mennesker ihjel, men lade bygninger blive stående tilbage. SAK iværksatte en underskriftindsamling, hvor 120.000 danskere skrev under på en protest mod bomben. Trods det afgørende internationale socialdemokratiske engagement mente PET at hele kampagnen mod neutronbomben var styret fra Moskva.

I april 1978 opgav USA at producere bomben, og de europæiske fredsorganisationer kunne dermed notere sig en stor sejr. Som reaktion på fredsarbejdet førte de borgerlige medier en intens kampagne, hvor SAK blev betegnet som en kommunistisk dækorganisation. Et af ofrene for den borgerlige kampagne blev Lasse Budtz, der i april 78 meddelte, at han trak sig fra SAK's præsidium, fordi SAK efter hans mening alene kritiserede Vesten. SAK var fortsat en politisk bred bevægelse, men havde alligevel med Budtz' afgang mistet noget af sin tyngde. (10PK-282)

Efter sejren over neutronbomben fortsatte den borgerlige hetz mod SAK, hvilket bl.a. i slutningen af 78 gjorde at FN Forbundet måtte stemme om hvorvidt det skulle blive i SAK. Forbundet besluttede fortsat at blive. Trods de interne anklager i PET mod SAK måtte PET samtidig indrømme, at der ikke kunne konstateres forbindelse mellem KGB og SAK, og at DKP kun i ringe udstrækning havde markeret sig under kampagnen. (10PK-297)

Neutronbomben markerede, at USA var på vej bort fra den afspændingspolitik der prægede starten af 70'erne. At USA var på vej ind i en forceret militær oprustning blev markeret med NATO's såkaldte dobbeltbeslutning fra december 1979, hvor alliancen besluttede at udstationere 572 mellemdistance atomraketter i Vesteuropa. SAK's (og de vesteuropæiske socialdemokraters) sejr i neutronbombesagen fik PET til drastisk at optrappe overvågningen af SAK og de tilknyttede organisationer. De følgende år havde tjenesten 20 spioner der holdt PET underrettet om SAK's arbejde, og tjenesten anvendte endvidere telefon- og rumaflytning, aflyttede telex og gennemførte observationsoperationer for at holde sig «orienteret». Gennem 80'erne forelagde PET 78 nyregistreringer på personer med tilknytning til SAK for Wambergudvalget. Hvor mange der blev registreret på emnesagen og i arbejdskartotekerne er ukendt, men der er sandsynligvis tale om mindst et trecifret antal. (10PK-307, 314)

SAK var aktiv op til NATO's dobbeltbeslutning i december 79, men samme måned invaderede Sovjetunionen Afghanistan, og dette svækkede afgørende komiteen. Den var ikke i stand til klart at fordømme den russiske invasion, der blot blev omtalt som «militær indgriben», og derfor meldte DUF sig som en af de første organisationer en måned senere ud. De fulgtes en måned senere af FN Forbundet og atter en måned senere af SF. Internt i SAK havde DKP formået at dæmpe kritikken af Sovjetunionen, men prisen var en svækkelse af komiteens bredde. Den havde fortsat en vis bredde, der rakte ud over DKP miljøet, men i PET's «analyse» var det nu en ren Moskvastyret organisation. Tjenesten var ude af stand til at forstå, at oprustningen skabte angst i store dele af befolkningen, der derfor bakkede op om kravene om fred. (10PK-310)

SAK var imidlertid ikke organisatorisk svækket og igangsatte i 1980 derfor opbygningen af lokalafdelinger rundt om i landet. De offentlige møder i de fleste af disse afdelinger blev overvåget af PET, der noterede sig hvem der organiserede aktiviteterne. SAK knyttede endvidere en lang række kontakter til fagbevægelsen gennem 1980, og i forsommeren 1981 gennemførtes en nordisk fredskonference i Ålborg med 1200 deltagere. Blandt talerne var socialdemokraten Jytte Hilden og den vesttyske general Gert Bastian, der var blevet afskediget pga. sin modstand mod NATO's dobbeltbeslutning. Trods konferencens bredde mente PET traditionen tro, at det var DKP der var den egentlige arrangør, og at SAK derfor blot var et redskab for DKP. PET's beviser herfor var:

• at en af arrangørerne af konferencen var DKP'er
• at Land & Folk i månederne op til konferencen havde gjort reklame for denne
• at TASS havde givet konferencen foromtale
• at en GRU officer havde deltaget i konferencen (10PK-315)

Beviserne havde nok ikke holdt i Byretten, men de var fuldt tilstrækkelige for PET. Tjenesten forklarede derfor i september 1981, at samtlige medlemmer af SAK's præsidium var registreret og det samme gjaldt de 7 mest fremtrædende kontaktpersoner til komiteen. De borgerlige medier optrappede samtidig desinformationskampagnen mod SAK. Jyllandsposten var spydspidsen i denne kampagne - efter information fra PET som avisen havde tæt kontakt til. Avisens «oplysninger» og vurderinger var præcis de samme som PET's. (10PK-317)

PET's desinformationskampagne havde hurtigt effekt. Den 6. november meddelte socialdemokraten Jytte Hilden, at hun allerede 1½ år tidligere havde brudt med komiteen; den 13. november meddelte Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed der havde været med til at danne komiteen, at de meldte sig ud; den 14. november erklærede fredsforskeren Jan Øberg at han trak sig fra komiteens styrelse, og den 17. erklærede Kvinder for Fred medlemmet Bodil Graa at SAK burde opløses. (10PK-319)

I januar 82 gennemførte Verdensfredsrådet sit bureaumøde i København, og PET benyttede lejligheden til at rumaflytte mødet. Tjenesten var ligeledes tilstede på SAK's landsmøde i februar. På landsmødet blev komiteens styrelse udvidet fra 26 til 37 medlemmer og PET registrerede samtlige med navn, adresse, CPR-nummer og politisk tilhørsforhold. Blandt de 37 var 12 ikke registreret i forvejen. Det blev de nu. Sidst på året var SAK med til at stifte Fagbevægelsen for Fred og efterfølgende Landskampagnen Stop Atomraketterne. (10PK-323) SAK udgav i 1983 bogen Fredens spioner - efterretningstjenestens krig mod fredsbevægelsen, der beskrev PET's desinformationskrig mod SAK.

Sammen med en række organisationer var SAK i 1985 med til at organisere den nordiske fredsfestival i København og i 1986 Verdensfredskongressen i København. 2.800 delegerede deltog i sidstnævnte, og PET udfoldede store anstrengelser for at delegitimere kongressen. Tjenesten fik allerede i marts retskendelse til aflytning af kongressens telex og en lang række personers og organisationers telefoner. Herefter tog PET kontakt til 3 journalister på store danske dagblade, PET plejede at bruge til sine desinformationskampagner. På grundlag af PET's desinformation indledte den borgerlige danske presse en kampagne mod kongressen, og der er eksempler på at når fredsfolk der blev svinet til i de borgerlige artikler svarede igen, forsynede PET de borgerlige journalister med ny information om de pågældende. (10PK-330)

PET lavede efter efter kongressen en 50 siders sammenfatning af dens forløb, der blev vurderet som en fiasko, fordi især Socialistisk Internationale og socialdemokraterne havde afvist at deltage. PET havde i den forstand haft succes med sin desinformationskampagne. (10PK-333)

PET så en lang række andre fredsorganisationer som tilsvarende «frontorganisationer» for Sovjetunionen. Det gjaldt Landskampagnen Stop Atomraketterne, Fagbevægelsen for Fred, Lærere for Fred, Bibliotekarer for Fred, Kunstnere for Fred, Gymnasielærere for Fred, Jurister mod Atomvåben, Læger for Fred, Journalister for Fred, Unge for Fred og Next Stop aktiviteterne. (10PK-339) Trods PET's intensive desinformationskampagner kunne tjenesten alligevel konstatere, at stadig flere tog fredsarbejdet op. Tjenesten mente således i sin årsrapport fra 1983, at DKP havde sejret, for «Socialdemokratiet er med, fagbevægelsen er med. Aktionsenheden er for en stor del opfyldt. Ikke mindst pga. DKP's utroligt effektive arbejde udført i fredsorganisationer og grupper udført af enkeltpersoner». I PET's forestillingsverden fandtes der ikke danskere, der var i stand til at tænke selv, og derfor frygtede atomkrigen. De var alle manipuleret af Moskva. (10PK-341)

Nej Til Atomvåben (NTA)

NTA blev dannet i januar 1980, måneden efter NATO's dobbeltbeslutning og Sovjets invasion af Afghanistan. Dannelsen må ses som en konsekvens af den kampagne PET og borgerlige medier havde kørt mod SAK i slutningen af 70'erne for at være en «kommunistisk frontorganisation». NTA blev dannet for åbent at kunne kritisere oprustningen i både øst og vest. En sådan organisation lå imidlertid langt udenfor PET's forsimplede dualistiske verdensbillede der tilsagde, at enten var man 100% for NATO, og hvis ikke var der tale om en «kommunistisk frontorganisation». De første 2 år af NTA's levetid mente PET derfor, at NTA var blevet oprettet på initiativ fra DDR. Et par år efter oprettelsen begyndte det svagt at dæmre for PET, at der eksisterende et modsætningsforhold mellem SAK og NTA. (10PK-345)

At PET havde store problemer ved at passe NTA ind i sit forsimplede verdensbillede skyldtes muligvis også, at en af initiativtagerne var Informations journalist Jørgen Dragsdahl, som PET allerede i 1980 mente var «KGB agent». De følgende 10 år overvågede PET derfor løbende NTA og havde 10 spioner i eller omkring NTA. (10PK-349)

Jørgen Dragsdahl udgjorde et særligt emne for PET's overvågning af fredsbevægelsen. Tjenesten havde registreret journalisten allerede i 1968 pga. hans medlemskab af VS og engagement til fordel for Black Panthers i USA. Da PET i foråret 1983 måtte opgive at få dømt Arne Herløv Petersen for at være KGB agent - fordi han ikke var det - kastede tjenesten sig i stedet over Dragsdahl, som var en alvorlig torn i tjenestens øjne. Han var den bedst begavede danske sikkerhedspolitiske journalist, havde kilder i både øst og vest, og skrev blændende artikler i Information. Men i PET's forsimplede verdensbillede gjorde Dragsdahls kritik af NATO ham til KGB agent. (13PK-142)

Den socialdemokratiske regering nedsatte i januar 1981 det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU). Tre journalister fik sammen med forskere sæde i dette, og Dragsdahl var en af dem. PET var stærkt imod dette og spekulerede fra starten i muligheden for at sikkerhedsmæssigt diskvalificere Dragsdahl og andre medlemmer af udvalget. Denne PET plan mislykkedes imidlertid. Til gengæld havde tjenesten 2 spioner i udvalget. (13PK-156)

I september 1982 overtog VCQM regeringsmagten i Danmark, og PET øjnede en ny mulighed for at få amputeret udvalget og fjernet Dragsdahl. Tjenesten bildte i 1983 udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og Udenrigsministeriet ind, at Dragsdahl var KGB agent, og Ellemann besluttede derfor i december 1983 at «nedlægge pressens repræsentation i SNU». Alle presserepræsentanter blev fjernet for at slippe af med Dragsdahl. (13PK-158)

PET fik i slutningen af juni 1983 retskendelse til telefonaflytning af Dragsdahl. Denne stod på i perioden 30. juni - 20. september. I denne periode havde journalisten en lang række samtaler med bl.a. socialdemokratiske og SF oppositionspolitikere. PET lyttede med, skrev sammen på samtalerne og afleverede referaterne til Uffe Ellemann Jensen, for at ministeren kunne følge med i oppositionens aktiviteter. (13PK-161)

I perioden 1983-87 arbejdede PET sammen med CIA om overvågningen af Dragsdahl. Trods den meget omfattende telefonaflytning og observation af de fleste af journalistens møder med oppositionspolitikere og østeuropæiske diplomater kunne PET ikke finde beviser for at Dragsdahl skulle være agent, eller blot deltage i en Moskva styret desinformationskampagne. PET kunne derfor ikke rejse sigtelse, og valgte i stedet i juni 1985 i stedet at sende trusselbreve til journalisten. Efterfølgende tog tjenesten en «præventiv» samtale med ham for at «bevidstgøre» ham om hvad tjenesten mente var østeuropæiske rekrutterings- og påvirkningsforsøg. (13PK-168)

Ligesom Arne Herløv Petersen måtte PET opgive at få dømt Dragsdahl - fordi ingen af dem havde overtrådt straffeloven. I stedet fodrede PET i 2007 dens spion på SDU, Bent Jensen med information om Dragsdahl. Allerede i 1992 havde PET ladet disse ubegrundede anklager tilflyde Ekstra Bladet, der skrev at Dragsdahl havde været KGB agent. Ekstra Bladet blev efterfølgende dømt for injurier, men PET havde opnået at få sin desinformation ud i offentligheden. (13PK-173) Også Regeringens Sikkerhedsudvalg blev ført bag lyset af PET, der i 1985 fremlagde materiale for udvalget, hvor journalisten blev betegnet som «meningsagent». En uberettiget anklage der efterfølgende blev gentaget af PET chef Henning Fode. (13PK-175)

Det interessant er, at selv hvis anklagen havde holdt vand, forbyder straffeloven ikke udenlandske interesser i at fremføre deres synspunkter i Danmark, uanset om det sker åbent eller via andre. Det som PET betegnede som «meningsagenter». Regeringen overvejede at forbyde sådan virksomhed i starten af 50'erne, da den vedtog den såkaldte «femtekolonnelov», men situationen var på det tidspunkt den at Socialdemokratiet modtog betydelige tilskud fra USA for at udgive nordamerikansk konciperet antikommunistisk litteratur. Sådan virksomhed er derfor fortsat lovlig.

Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM)

Midt i 1981 stiftede en række socialdemokrater Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. PET bemærkede oprettelsen, holdt de følgende år øje med organisationen, registrerede dens kontakter med østeuropæere og registrerede dens fremtrædende medlemmer. PET betegnede ikke direkte SAM som en frontorganisation, men i tjenestens forsimplede dualistiske verdensopfattelse gik organisationer der kritiserede USA's oprustning Moskvas ærinde og blev derfor overvåget. Det var naturligvis en udfordring for PET at påvise denne forbindelse mellem de antimilitaristiske socialdemokrater og Moskva, når det ikke engang lykkedes at påvise denne forbindelse mellem SAK og Moskva. Men tjenesten gjorde sit bedste, og søgte at bevise dette forhold gennem den kontakt der forekom mellem SAM på den ene side og SAK og østeuropæere på den anden. (10PK-350)

Kvinder for Fred

Måneden efter dannelsen af NTA i februar 1980, dannedes Kvinder for Fred af en lang række prominente kvinder og kulturpersonligheder. PET registrerede den nye bevægelse frem til i hvert fald 1988. PET var i stand til at opdage, at kvindeorganisationen lagde afstand til SAK og gik ind for nedrustning på begge sider, men som fredsorganisation var den i sig selv suspekt og blev derfor overvåget. Som i SAM's tilfælde ledte PET efter kontakter mellem kvinderne og SAK/østeuropa, men i midten af 80'erne mente PET også at vide, at Kvinder for Fred havde terrorkontakter. En af tjenestens højreradikale meddelere havde bildt tjenesten ind, at den havde kontakt til Rote Zora i Vesttyskland, der var involveret i voldelige aktioner i forbundsrepublikken. (10PK-360)

Trods mere end 10 års ulovlig registrering og overvågning af fuldt lovlig politisk aktivitet i fredsbevægelsen fra slutningen af 70'erne lykkedes det ikke PET at hindre at fredsbevægelsen sejrede, da USA og Sovjetunionen i 1987 indledte nedrustningsforhandlinger.

Slumstormere og BZ

Historie om BZ og PET er historien om hvordan en efterretningstjeneste pudser politiet på en gruppe unge den ikke bryder sig om og derved starter en radikaliserings- og voldsspiral, der tager 10 år at standse.

Slumstormerbevægelsen i København startede i 1965 og ebbede ud i starten af 70'erne. Bevægelsen bestod af boligløse unge: unge arbejdere, studerende og arbejdsløse. Bevægelsen kulminerede da den i 1971 besatte Christiania. Det lykkedes imidlertid bevægelsen at sætte fokus på den objektive mangel på boliger, den udbredte boligspekulation blandt boligejerne, og boligernes dårlige standard. Selv om dele af den borgerlige presse fordømte de unge, var der andre der mere seriøst behandlede de problemer bevægelsen afdækkede. Det lykkedes dele af bevægelsen at opnå de boliger de søgte - med Christiania som det vigtigste eksempel - og andre gennemgik en politisering på venstrefløjen i den brydningsproces 1970'erne var. En sidste vigtig forskel ifht. 1980'erne var desuden, at politiet ikke foranstaltede voldsorgier, som det var tilfældet i 80'erne, og især at PET ikke var indblandet. Det blev tjenesten til gengæld i 80'erne.

Slaget om Byggeren i april-maj 1980 var et forvarsel om det voldsorgie der skulle komme. Under første fase af slaget optrådte politiet korrekt og brød blokaderne af Københavns gader ved at arrestere blandt de hundreder og tusinder der i ikke-voldens tegn gennemførte sit-down aktioner. I anden fase havde politiet smidt masken og valgte at gennembanke alle de fik fat i. De sociale problemer på Nørrebro skulle løses med vold - politiets vold.

Den 15. oktober 1981 besatte den såkaldte Initivgruppe for et ungdomshus i København den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro. PET spekulerede i, at gruppen måtte være tilknyttet trotskisterne, for i tjenestens optik var trotskisterne fortsat «den farligste gruppe på venstrefløjen», og «intet skete uden at den var indblandet». Der skulle gå 5 år inden det langsomt dæmrede for tjenesten, at hverken Initivgruppe Neller BZ var et trotskistisk projekt. Politiet ryddede fabrikken I 81, ligeså udramatisk som den var blevet besat. PET var nemlig endnu ikke gået i aktion. (10PK-400)

Den 24. oktober gennemførte Initivgruppen en demonstration, der endte med besættelse af den nedlagte fabrik Schønning & Arvé. Demonstrationen var undervejs blevet infiltreret af provokatører fra politiet - de såkaldte uro'er. PET gik nu ind i sagen, og det blev startskuddet på mindst 10 års gadekamp i København. Tjenesten etablerede en «observationspost» overfor fabrikken og meddelte efterfølgende politiet, at fabriksbesætterne var stærkt bevæbnede og voldelige. PET bildte politiet ind, at besætterne havde transporteret benzin, olie, flasker, metalstykker, poser med maling og mursten ind i fabrikken for at «tage imod politiet». PET havde samtidig «informeret» politiet om, at det ikke ville kunne komme ind i fabrikken ad den sædvanlige vej. Midt på dagen den 26. igangsatte politiets specialstyrker angrebet på fabrikken ved at beskyde den med tåregas. Det var første gang nogensinde at politiet tog tåregas i brug. I dag anvender politiet det regelmæssigt mod demonstrationer. BZ'erne var spærret inde i huset og havde ingen mulighed for at komme ud, før brandvæsenet ankom og fik sat sat stiger op. Anvendelsen af tåregas og den overdrevne magtanvendelse førte til omfattende kritik af politiet i medierne. Der skulle gå 28 år inden offentligheden fik at vide, at anvendelsen skyldtes PET's desinformation af politiet. (10PK-402)

Et nyt hus blev besat 31. oktober og holdt besat til februar 82, da besætterne frivilligt forlod huset. Allerede i januar 82 beklagede Københavns Politidirektør Poul Eefsen sig over, at politiet blev sat ind mod «diverse ungdomsgrupper». Det måtte iflg. Eefsen være politikerne og ikke politiet der fik løst de problemer, der fik de unge til at besætte bygninger. Opfordringen blev delvist fulgt da Københavns Kommune i oktober 82 gav ungdommen brugsret til huset på Jagtvej 69. Den slags politisk «blødsødenhed» var en stærk provokation for PET, der mente at BZ'erne: «ved militante aktioner mod samfundssystemet havde opnået et af deres politiske krav, ligesom de tillige hermed havde øget deres skare af tilhængere». Københavns Kommunes overdragelse af huset fik ifølge PET den konsekvens, at bevægelsen fik øget tilslutning fra dels det radikalt venstreorienterede universitetsmiljø, dels «unge rodløse, der manglede indhold i tilværelsen». Desuden at BZ iværksatte nye besættelser. (10PK-409)

Mens Københavns Kommune og Politi i udgangspunktet mente problemerne skulle løses socialt og politisk gav PET klart udtryk for, at BZ skulle nedkæmpes med vold. Tjenesten fik beklageligvis sin vilje.

Allerede i marts 82 havde BZ Brigaden som Initivgruppen nu havde omdøbt sig til besat Mekanisk Musikmuseum. Det ville politiet ikke tillade, og museet blev umiddelbart stormet, ryddet og 142 BZ'ere arresteret. De følgende måneder blev en halv snes ejendomme besat på Nørrebro og efterfølgende ryddet med større eller mindre anvendelse af vold. Mange beboere i bydelen støttede BZ'ernes kritik af kommunens boligpolitik, og i maj 82 besatte en gruppe pensionister - De grå Pantere - sammen med BZ en ejendom i Korsgade. (10PK-407)

I august invaderede Israel Libanon, hvilket udløste demonstrationer, som også BZ gik med i. PET havde endog meget tætte forbindelser til Mossad og anklagede derfor BZ for antisemitisme. I september besattes en ejendom i Blågårdsgade, der øjeblikkelig blev ryddet. Det udløste natlige uroligheder på Nørrebro, hvorunder politiet trak pistolerne. Få dage senere gav byretten PET lov til at aflytte Socialistisk Ungdomsforenings (SUF) telefoner. PET forklarede retten, at en SUF'er havde solgt en pistol til BZ. Allerede to dage senere blev aflytningen imidlertid afbrudt uden resultat. Tjenesten havde sandsynligvis fået dementeret oplysningen fra sin højreradikale meddeler. (10PK-409)

De følgende måneder - specielt efter PET i oktober havde signaleret at BZ skulle knuses med vold - kom det til stadig mere voldelige konfrontationer med politiet, der kulminerede i januar 83 hvor politiet havde rekvireret mandskab fra hele Sjælland og materiel fra forsvaret for at rydde det besatte hus Allotria. Mens PET godt gad slås, havde BZ'erne imidlertid gravet en tunnel ud af huset, og var flygtet da politiet angreb. (10PK-411)

Operation Hafnia

Allerede i midten af 82 havde PET udarbejdet en plan for et tættere samarbejde med Københavns Politi, hvor PET skulle lave efterretningsvirksomhed mod ungdommen og «stille oplysningerne til rådighed for det almindelige politi», der kunne gennemføre de nødvendige operationer. Den 3. marts 1983 igangsatte PET Operation Hafnia, hvis strategiske formål var at knuse BZ. PET skaffede sig planer over alle kondemnerede ejendomme i København samt ejendomme der stod overfor at blive kondemneret. Tjenesten ville etablere overvågning af samtlige ejendomme for på forhånd at opdage om de ville blive besat. Den ville desuden overvåge BZ'ernes tilholdssteder i Ungdomshuset på Jagtvej og i Folkets Hus i Stengade. Operationen blev særdeles omfattende. PET anskaffede 2 brugte biler, foto-, rumaflytnings- og videoudstyr og satte en stab på opgaven. Gennem 80'erne anvendte tjenesten 1/3 af sine observationsressourcer på BZ. PET gik endvidere i gang med at infiltrere BZ - bl.a. ved anvendelse af kriminelle. (10PK-415)

PET's operationschef 1983-92, Per Larsen førte i 2002 PET Kommissionen bag lyset da han under en afhøring påstod, at PET ikke havde infiltreret BZ. PET chef Hanne Bech Hansen (1988-93) afslørede til gengæld, at der i hendes tid havde været 4-5 infiltreringer, som hun havde sanktioneret. (10PK-416)

Operation Hafnia bidrog til at radikalisere BZ bevægelsen. Hver demonstration og aktion fra BZ' side blev mødt med vold fra politiets side, ud fra PET's ønske om at knuse bevægelsen med vold. Politiets vold fik imidlertid den konsekvens, at BZ selv trappede op. Medlemmerne blev trætte af at få tæsk af politiet og blive fotograferet, og de reagerede ved at tage hjælme på og maskere sig. PET mente, at Operation Hafnia virkede. Det blev dementeret af rydningen af Ryesgade i 1986, der blev et orgie i gadevold, der strakte sig over flere dage.

Som PET så BZ i slutningen af 80'erne. Tegningen markerede et skift i tjenestens trusselsbillede, hvor det i 50'erne og 60'erne havde været SUKP der sad som edderkoppen i centrum, var det nu BZ der styrede kampen mod det «lovlige samfund». (10PK-423) (Klik for forstørrelse)

Mens PET i starten af 80'erne havde ment BZ var styret af SAP eller VS, gravede tjenesten i sidste halvdelen af 80'erne efter formodede forbindelser til terrorister, der kunne legitimere at udsætte bevægelsen for endnu voldsommere repression. PET's problem var nemlig, at trods den vold Operation Hafnia havde sat på skinner, var BZ ikke forsvundet. PET mente bevægelsen havde forbindelse til RAF og andre vesttyske terrorister, men selv om BZ havde kontakt til tyske besættere og fra slutningen af årtiet til det tyske Antifascistisk Aktion, kunne PET ikke bevise terrorkontakter. PET betjente sig i denne sidste halvdel af 80'erne af telefonaflytning, posttilbageholdelse, ransagninger, observation, infiltration og samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. (10PK-430)

PET kunne konstatere, at BZ støttede en række af de befrielsesbevægelser som resten af venstrefløjen ligeledes støttede i bl.a. Sydafrika, El Salvador, Guatemala og Østtimor, men kunne ikke finde beviser for støtte til bevægelser der var aktive i Europa, endsige i Danmark. (10PK-437)

Mens PET hos DKP søgte efter «Moskvaguldet», søgte tjenesten hos BZ efter de økonomiske bagmænd. Den mente godt nok i udgangspunktet at BZ og Ungdomshuset var financieret ved tyveri, men bortset fra Ta' selv aktioner i første halvdel af 80'erne der var motiveret af VCQM regeringens sultecirkulære, havde BZ'erne arbejde, var på dagpenge eller bistandshjælp og fik iøvrigt financieret aktiveret aktiviteter gennem offentlige midler, fonde og fagforeninger. (10PK-438)

Fra slutningen af 80'erne var PET særdeles interesseret i Antifascistisk Aktion (AFA) der udsprang af BZ efter tysk forbillede. AFA konstaterede, at nazismen var i fremmarch, og at staten intet gjorde for at bremse den. Tvært imod holdt PET hånden over grupperne på den yderste højrefløj, som traditionelt havde fungeret som tjenestens spioner på venstrefløjen, og hvis ideologi PET i vid udstrækning delte. Når AFA derfor forsøgte at hindre de danske nazister i at «erobre gaden», blev den mødt af det samme voldsopbud fra politiets side, som BZ i 80'erne.

Uddannelsesområdet

Universiteterne

Næsten alle PET's oplysninger om overvågningen af universiteterne er makuleret. Der er kun bevaret fragmentariske akter og intet om de nye universitetscentre RUC eller AUC. De få akter afslører, at PET omkring 1970 fortsat kørte rundt i et fastlåst «trusselsbillede» og var ude af stand til at analysere situationen. Hvis der foregik demonstrationer eller institutbesættelser, kunne det i tjenestens optik kun være tale om de militante og allestedsnærværende trotskister. Det fremgår bl.a. af PET notatet «De militante ekstremistbevægelsers kampmetoder og taktik» fra 1970. (10PK-194)

I 1970 fulgte PET interesseret med i den nazistiske jurastuderende, Poul Heinrich Riis Knudsens forsøg på at få forbudt Studenterfronten ved Århus Universitet. Efter flere måneders undersøgelse måtte Statsadvokaten til både Knudsens og PET's fortrydelse opgive at få opløst fronten, der ikke havde foreningsstruktur og derfor ikke kunne opløses med grundlovens §78 stk. 2 i hånden. (10PK-198)

I foråret 1971 gennemførte PET en telefonaflytning af Studenterfrontens telefon, som ikke gav egnet materiale. PET konkluderede afslutningsvis:

I det store og hele forekommer den revolutionære klike i Århus samlet i studenterfronten at være en stærkt selvoptaget og navlebeskuende kreds af psykopatprægede individer, der ikke i større udstrækning har deres kammeraters tillid. (10PK-199)

PET var ikke ideologisk på linie med ungdommen. Statsadvokaten besluttede, at der ikke kunne rejses tiltale mod de studerende, hvilket blev stærkt beklaget af Jyllandsposten, hvis linie var at de venstreorienterede skulle fængsles. (10PK-200)

PET fik efterfølgende placeret spioner i universitetsmiljøet, hvilket interne referater fra studentergrupperne i PET's kartoteker vidner om. Tjenesten interesserede sig især for de studerendes fagkritiske arbejde, der bl.a. resulterede i Malerrapporten og flere andre rapporter om de sundhedsskadelige forhold på danske arbejdspladser. PET kendte ikke begrebet arbejdsmiljø og kunne kun læse rapporterne som forsøg på at undergrave kapitalismen.

I slutningen af 80'erne hindrede PET Københavns Universitet i at etablere kontakt med det palæstinensiske Bir Zeit Universitet. I Mossads og PET's optik var alle palæstinensere terrorister, og da universitetet efter et palæstinensisk studenterbesøg i slutningen af 80'erne overvejede at etablere officiel kontakt til Bir Zeit greb PET ind. Nogle år senere fik universitetets højreradikale administrationschef PET til at ransage Studenterhuset, som administrationschefen mente var en «terror-rede».

Spionagen på OUC/SDU

I Odense havde PET en særdeles aktiv regionalafdeling, og tjenesten var derfor tilstede allerede ved indvielsen af det nye Odense Universitetscenter (OUC) i 1966 (senere SDU). PET skaffede sig festskriftet der var udgivet i dagens anledning. Det indeholdt samtlige navne på lærerne på det nye universitetscenter, og alle lærere blev derefter søgt i PET's kartoteker - bare for en sikkerheds skyld. Selv om PET indadtil erkendte, at centret var det universitet i Danmark med lavest politisk aktivitet, var det alligevel et af de mest overvågede. Siden åbningen i 1966 har PET haft snesevis af spioner på centret, rekrutteret blandt lærere, studerende og det teknisk-administrative personale. En af tjenestens mest fremtrædende spioner på universitetet fra 80'erne var Bent Jensen. Der var tale om et samarbejde, hvor Jensen udførte spionage blandt andre lærere og studerende for PET, og hvor han til gengæld - mod tjenestens retningslinier - fik oplysninger om politiske modstandere. Det førte bl.a. til anklager mod Informations journalist Jørgen Dragsdal, som PET i 80'erne kørte en omfattende overvågning af. Jørn Bro indrømmede i 2005 overfor PET Kommissionen, at PET gav politiske oplysninger til Jensen. Der var en fælles interesse i at skade politiske modstandere. (10PK-202)

Terrorister på universiteterne

PET's hang til højreradikale kilder bragte næsten altid tjenesten på vildspor og kostede enorme ressourcer. I perioden 1969-73 jagtede PET terrorister på Københavns- og Århus Universiteter. På KU blev tjenesten fyldt med løgnehistorier fra en forsmået lektor, der var blevet forbigået ved en udnævnelse, og som var generelt utilfreds med den politiske udvikling. Han bildte tjenesten ind, at der «blev fremstillet molotov cocktails i en kælder under universitetet, trænet guerillakrigsførelse og undervist i likvideringer der ikke efterlod spor». Terrorvirksomheden blev «financieret via rektor Mogens Fog og hashhandel». Lektoren bildte endvidere PET ind, at der på Århus Universitet eksisterede en terrororganisation ved navn «guerilla». Den modtog våbeninstruktion og gennemførte skyldeøvelser «et sted i Jylland». PET gennemførte de følgende år en omfattende aflytning af universitetet og forskellige kollektiver, og overvågningen blev udvidet da den forsmåede lektor i 1970 oplyste, at de århusianske terrorister fik penge til indkøb af «sprængstoffer og lignende» fra en venstreorienteret fabrikant. Denne viste sig at være ingeniør Niels Munk Plum, der nogle år tidligere havde oprettet en fond til financiering af græsrodsaktiviteter - senere miljø- og fredsaktiviteter. (10PK-203)

PET brugte i 4 år enorme ressourcer på at lokalisere de venstreorienterede terrorister på universiteterne, men måtte i sidste ende konkludere, at tjenesten var blevet ført bag lyset af den forsmåede højreradikale lektor. Oplysningerne var frit opfundet. Det hindrede dog ikke, at tjenesten i 10 år overvågede den tyske studenterleder Rudi Dutschke, der i 1971 blev ansat ved Århus Universitet. Dutschke var i 1968 blevet hårdt såret, da en en højreradikal i Berlin forsøgte at myrde ham med 2 skud i hovedet. Dutschke blev i 71 hentet til Århus af professor Johannes Sløk for at undervise på Idéhistorie. Han døde 8 år senere som følge af skaderne fra skudsårene i hovedet. I de mellemliggende år blev hans post og hans lejlighed overvåget af PET, der sammen med det tyske efterretningsvæsen mente han måtte stå i forbindelse med RAF og andre tyske terrorister. Efter 10 års overvågning af den invaliderede Dutschke måtte PET konkludere, at en sådan forbindelse ikke eksisterede og ikke havde eksisteret. Dutschke tog afstand fra de tyske terrorister. (12PK-26)

Fandt PET ikke våben blandt de venstreorienterede, stødte den til gengæld på væbnede grupper på højrefløjen. PET og FE opdagede, at den tidligere FE ansatte Erling Harder i 1973 gik i gang med at opbygge et højreradikalt netværk i tilknytning til Odense Universitet. Netværket gik i gang med at opbygge militære lagre og med propagandavirksomhed rettet mod «den venstreorienterede tænkning» på landets universiteter. Harder fik en odenseansk forretningsmand til at financiere både «Absalon» netværket og «Liberale Studerende». Tanken var, at «Liberale Studerende» offentligt skulle tage afstand fra «Absalon», men i realiteten fremføre gruppens synspunkter. Det fremgår af PET Kommissionens beretning, at den væbnede højreradikale gruppe ikke blev retsforfulgt, men at FE og PET i stedet skaffede sig «overblik» over gruppen og «inddæmmede den forsøg på at opbygge militære lagre». Det må formodes at PET som i 50'erne og 60'erne indgik i et samarbejde med den højreradikale gruppe. (10PK-207)

DUF

Dansk Ungdoms Fællesråd var frem til 1960'erne stærkt antikommunistisk, og nød derfor ikke PET's bevågenhed. I perioden 1960-89 infiltrerede PET imidlertid fællesrådet med 18 forskellige spioner. (10PK-183)

De første 15 år efter var DUF stærkt antikommunistisk. Da DKU i 1956 afviste at tage afstand fra Warszawapagtens invasion af Ungarn, ændrede DUF sine vedtægter og ekskluderede af politiske årsager DKU, der først året efter atter blev optaget. Gennem 50'erne og frem til 1963 var DUF fuldstændig afvisende overfor kontakt med Østeuropa, men i 1963 var DUF på delegationsbesøg i Moskva, og en russisk ungdomsorganisation besøgte kort tid efter Danmark. PET's interesse var dermed vakt. (10PK-176)

I 1971 besøgte en delegation på 3 deltagere fra DUF's internationale udvalg Moskva, og PET tog ved hjemkomsten kontakt med 2 af deltagerne for at høre om de havde oplevet noget «usædvanligt». Deltagerne blev voldsomt provokeret over tjenestens kontakt, og især over at den til sidst stillede forslag om at de skulle fortsætte som meddelere i DUF. DUF klagede til justitsminister Knud Thestrup og krævede garanti for, at tjenesten ikke fremover «blandede sig» i fællesrådets udvekslingsprogrammer. Dagen efter var historien i medierne, der var stærkt kritiske overfor PET, og dens kluntede tilnærmelse til DUF. Først ½ år senere blev der mellem DUF og PET aftalt fremtidige spilleregler, hvorefter fremtidig kontakt fra PET skulle formidles gennem DUF's ledelse.

PET betragtede i stigende grad DUF som en kommunistisk frontorganisation og konstaterede at «DKU næsten pr. tradition besatte næstformandsposten». DUF vedtog i 1972 en resolution mod Vietnamkrigen, engagerede sig i stigende grad internationalt og støttede befrielsesbevægelser i den 3. Verden. I 1980'erne engagerede fællesrådet sig i fredsarbejdet. Allerede i 1974 havde fællesrådet meldt sig ind i både Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, Komiteen Salvador Allende og erklæret sin støtte til Chilekomiteen. Bevægelser PET alle anså for at være kommunistiske frontorganisationer. (10PK-180) I 1978 deltog DUF i en international ungdomsfestival i Cuba, og PET fik ved den lejlighed Wambergudvalgets opbakning til, at tjenesten kunne registrere alle deltagere i festivalen. De fleste ungdomsorganisationer engagerede sig gennem 80'erne i fredsarbejdet, der for PET var ren kommunistisk aktivitet, og en lang række af DUF's medlemsorganisationer - bl.a. spejderne - blev derfor overvåget i denne periode. (10PK-183)

DSF

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) var i de første 25 år efter sin oprettelse stærkt antikommunistisk, og havde derfor ikke PET's interesse. Først da DSF i 1958 meldte ud, at fællesrådet ville tage kontakt med studenterorganisationer i østeuropæiske lande blev PET's interesse vakt. I 1963 modtog DSF en invitation til at besøge den russiske studenterorganisation. DSF gav korrespondancen videre til Udenrigsministeriet, der leverede den videre til PET. De følgende år gennemførtes en rækkes gensidige besøg, der hver gang blev registreret af PET. (10PK-185)

I 1966 modtog PET et referat af den nylige DSF kongres. Referatet var fremstillet af en udenlandsk efterretningstjeneste, der åbenbart havde en spion i DSF. Den udenlandske tjeneste var stærkt utilfreds med DSF's internationale arbejde, og især med at fællesrådet havde engageret sig i støtten til sydafrikanske studerende, der var ramt af apartheidpolitikken. PET mente dog, at DSF var en sikker allieret på højrefløjen.

Det ændredes i 1969 hvor DSF kongressen vedtog resolutioner vedrørende Vietnamkrigen, kritiserede det NATO støttede militærdiktatur i Grækenland og anbefalede anerkendelse af DDR. Fællesrådet havde valgt en ny formand, Nils Bredsdorff, der havde erklæret at ville «køre en venstresocialistisk linie og satse på en målsætningsdebat». Operationschef Jørn Bro ønskede derfor at registrere Bredsdorff, hvilket udløste en del debat i Wambergudvalget, der endte med at Bredsdorff ikke i første omgang fik egen personsag, men blev registreret på emnesagen. (10PK-187)

PET optrappede overvågningen af DSF gennem 70'erne, fulgte med i fællesrådets internationale arbejde, dets møder og demonstrationer. Fra 80'erne engagerede rådet sig i fredsarbejdet, hvilket yderligere skærpede PET's interesse, da fred i tjenestens optik var lig med kommunisme. (10PK-190)

PET fik en række forespørgsler fra udenlandske efterretningstjenester om DSF, som blev besvaret. PET Kommissionen afslører ikke, om PET ved disse lejligheder også udleverede personoplysninger, men det kan ikke afvises eftersom de fleste forespørgsler kom fra Mossad, der ønskede oplysninger om DSF's forbindelser til palæstinensere. PET havde i perioden frem til 1989 3 spioner i DSF. (10PK-191)

Tvind

PET begyndte tilsyneladende først at interessere sig for Tvind, da tjenesten fik et tip om, at to grupper af cubanere havde besøgt Tvind. I 1977 oprettede Tvind U-landshjælp fra Folk til Folk (UFF). UFF samlede tøj ind til Afrika. I første række for at støtte kampen mod apartheidstyret i det daværende Rhodesia (senere Zimbabwe). PET noterede i den forbindelse i 1979 at 110 «ZANU partisaner» havde besøgt Tvind skolerne «for at lære at styre deres land». (9PK-352)

Selv om det allerede var subversivt at støtte kampen mod apartheid, var det først i april 1979 at PET satte en stor aflytningsoperation i gang. Den kom til at løbe frem til december 1981. Målet var at bevise Tvinds deltagelse i terrorisme. Tvind var på det tidspunkt ved at opbygge kontakter til palæstinensere, og fra PET's nære samarbejde med Mossad vidste tjenesten, at alle palæstinensere var terrorister. PET's aktion mod Tvind rakte dog langt videre. PET's regioner fik allerede midt i 1979 ordre til at uddybe følgende punkter om Tvinds aktiviteter i deres region:

• Tvinds aktiviteter inden for regionen, herunder beskrivelser af skolernes beliggenhed.
• Plan over undervisningen på skolen.
• Oversigt over skolens lærere, de fast tilknyttede såvel som eventuelle gæstelærere.
• Hvem besøgte skolen, hvor mange elever fandtes der, og hvilke kurser deltog de i?
• Hvilke aktiviteter havde Tvind uden for skolerne? (9PK-353)

I 79 blev det ligeledes besluttet at registrere personer i Tvind og UFF. Elever skulle kun registreres hvis de under deres ophold skulle til Mellemøsten. Registreringsgrundlaget blev i 1980 udvidet, så alle der blot havde forbindelse med Tvind kunne registreres. I den forbindelse blev bl.a. den rejsearrangør, der skaffede Tvind flybilletter registreret. (9PK-362) I 1980 opsummerede PET sine fokusområder for overvågningen således:

• Tvinds forbindelse til Mellemøsten
• Tvinds samarbejde med ZANU (Zimbabwe)
• Tvinds samarbejde og kontakt til udenlandske ambassader
• Tvinds forbindelser til Cuba
• Tvinds forbindelser til og samarbejde med POLISARIO (Vestsahara)
• Tvinds forbindelser til og samarbejde med andre udenlandske organisationer
• Tvinds forbindelser og samarbejde med danske organisationer
• Amdi Petersens færden og virke inden for Tvind (9PK-356)

PET fortsatte sine fantasifulde spekulationer over Tvinds engagement i terror, indtil retten i december 1981 ikke længere ville forlænge telefonaflytningen. En af de PET medarbejdere der var tilknyttet hele overvågningsoperationen forklarede i 2004 overfor PET Kommissionen, at der efter hans opfattelse ikke var noget «sprængfarligt» ved Tvind. (9PK-358)

Tvind overvågningen blev afsløret i 1983. I marts startede Ekstra Bladet en kritisk reportageserie om Tvind, og på forunderlig avis var avisen blot et par dage senere i besiddelse af en hemmelig PET rapport om aflytningen af skolerne. Sagen fik dog ikke den udvikling, PET havde ønsket. Den satte justitsministeren under pres, og i august kom den på dagsordenen i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg. PET havde til lejligheden udarbejdet et notat, der bagtalte Tvind og argumenterede for fortsat overvågning. Embedsmændene tiltrådte notatet, men blot 8 dage senere lukkede Regeringens Sikkerhedsudvalg sagen og beordrede det meste af overvågningsmaterialet destrueret. PET chef Ole Stig Andersen var dog ikke enig med justitsminister Erik Ninn Hansen og fik overtalt statsministeren til at bevare betydeligt mere af det ulovlige materiale end justitsministeren havde ønsket. (9PK-361)

Den Røde Højskole

PET's interesse for den Røde Højskole i Svendborg blev vakt allerede ved dennes start i 1972. PET fulgte interesseret med i højskolens kursusudbud, og sendte i 1979 en spion ind på skolen. Infiltrationsforsøget varede dog kun én dag, for den lovende spion opdagede en gammel klassekammerat blandt skolens elever, der ville kunne identificere ham. (9PK-363)

I 80'erne fulgte PET interesseret højskolens kurser rettet mod BZ og solidaritetsmiljøet. F.eks. indsendte politimesteren i Gladsaxe en liste over kommunens aktive BZ'ere, og mesteren tilføjede om en enkelt BZ'er på listen at han opholdt sig på den Røde Højskole «hvor han trænes i kamp mod politiet». Højskolens faktuelle kursusudbud svarede imidlertid ikke til PET's paranoia. (9PK-366)

I slutningen af 80'erne optrappede PET ved to lejligheder overvågningen. I august 1988 holdt højskolen en såkaldt diskussionsuge med temaet «Vor Fængslende Fremtid». Højskolen havde indbudt personer fra blandt andet BZ, Next Stop Sovjet, Christiania og TV Stop. Blandt de øvrige inviterede var Else Hammerich, der på dette tidspunkt var medlem af EF-parlamentet, videnskabsjournalisten Tor Nørretranders, samt en række journalister og medarbejdere fra månedsbladet Press. Region IV observerede med assistance fra Region II, hvad der kaldtes «relevante steder» omkring Den Røde Højskole under seminaret, som blev fotograferet. Der blev også udfærdiget en rapport. De observerede køretøjer og deres ejere blev identificeret. (9PK-367)

I september 1988 spurgte CIA til to artikler, som Det Fri Aktuelt havde bragt om den nordamerikanske indianer og borgerretsforkæmper Leonard Peltier. Peltier var i 1976 blev hængt op på mord på 2 FBI agenter. Artiklerne var skrevet af reportagegruppen Praxis der holdt til på den Røde Højskole. PET vidste i forvejen, at en journalist med tilknytning til månedsbladet Press holdt til på skolen, hvor han sammen med elever («en flok journalist-spirer») opsporede hvad PET betegnede som «farlige historier». PET gik nu i gang med at forsøge at identificere de farlige journalist-spirer. Uden held. Derefter igangsatte regionen observation af skolen for at få fat på den subversive journalist. Ligeledes uden held, hvilket meddeltes amerikanerne. (9PK-367)

Fagbevægelsen

PET opfatter generelt ikke faglig aktivitet som legal virksomhed i et demokratisk samfund. PET Kommissionens beretning afslører, at PET siden 2. Verdenskrig har gennemført en intens overvågning af aktiviteten på arbejdsmarkedet: faglig organisering, møder, aktioner, strejker og demonstrationer. I de første årtier efter 2. Verdenskrig var overvågningen især rettet mod kommunister, men fra 70'erne er al faglig aktivitet blevet overvåget og registreret, og de store fagforbund som SiD (senere 3F) samt LO har fået egne emnesager i tjenesten.

PET's opfattelse af faglige aktiviteter afspejler sig i den terminologi tjenesten internt anvender den til at beskrive situationen:

• venstrefløjen eller fagligt aktive socialdemokrater får ikke arbejde på en arbejdsplads. De «infiltrerer» eller «penetrerer» arbejdspladsen, og det faglige arbejde betegnes af PET konsekvent som «undergravende virksomhed». (PET's sprogbrug afspejler at det var tjenestens holdning, at når kommunister eller andre aktive blev ansat på en arbejdsplads var det for at undergrave den «etablerede» fagbevægelse og selve det kapitalistiske system)
• når fagligt aktive på venstrefløjen fik flertal i klub eller på en arbejdsplads var der i PET's terminologi tale om et «kommunistisk kup»
• en strejke var ikke blot en strejke men en «ulovlig strejke». PET kender ikke de arbejdsretlige forhold og mener derfor at strejker er i strid med straffeloven, og derfor ulovlige. Strejker er ikke direkte reguleret i straffeloven, men derimod i det private aftalesystem, der er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. Konflikter løses derfor ikke ved de almindelige domstole, men ved voldgifter eller i arbejdsretten, der er en privat domstol oprettet af arbejdsmarkedets parter
• demonstrationer og f.eks. 1. maj møder klassificeres af PET som «illegal virksomhed». (8PK-17)

1945-68

DKP stod særdeles stærkt efter 2. Verdenskrig. Arbejderne var både trætte af de socialdemokratiske og borgerlige politikere, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, og de var trætte af 5 års undertrykkelse. Den 4. juli 1945 gik 100.000 københavnske arbejdere i demonstration til Chr. Borg, hvor de krævede 40 timers arbejdsuge, tre ugers ferie, afskaffelse af besættelsestidens lov om arbejdsforhold, indførelse af bedriftsråd, afskaffelse af Landstinget og udrensning af landsforrædere. Midt i 1945 havde DKP sat sig på 25-30% af tillidsposterne på de københavnske arbejdspladser. Årsagen var ikke blot DKP's indsats i modstandsbevægelsen, men også at kommunisterne var dygtigere end deres socialdemokratiske modkandidater, og var bedre til at skaffe resultater for deres kolleger. Socialdemokratiet havde derfor én hovedfjende, og det var DKP. Statsminister Hedtoft erklærede i marts 1946 overfor USA's chargé d`affaire i Danmark, Garret G. Ackerson, at han var «kommunisternes uforsonlige fjende i Danmark», og at han var indstillet på at gøre alt for at trænge dem tilbage. (8PK-20)

Socialdemokratiets vigtigste våben på arbejdspladserne var AIC, der var blevet oprettet allerede i 1944. I 1947 ansatte AIC Urban Hansen som daglig leder, og han satte registreringen af kommunister i system. I 1949 formaliseredes AIC's samarbejde med REA, og de følgende 20 år var AIC PET's vigtigste kilde til information om «undergravende aktivitet» på arbejdsmarkedet. Omvendt fik AIC informationer om DKP fra PET.

Fagbevægelsen blev efter 2. Verdenskrig internationalt samlet i WFTU (World Federation of Trade Unions). CIA og den nordamerikanske landsorganisation AFL gik dog hurtigt i gang med at forsøge at splitte WFTU. Det lykkedes i 1948, da USA officielt gjorde kommunismen til hovedfjenden. I 1949 oprettedes den socialdemokratisk/borgerlige ICFTU, som også det danske LO blev tilsluttet. Det følgende tiår brugte USA millioner af dollars på at bekæmpe kommunismen gennem de internationale faglige fora, og dele af disse midler blev også kanaliseret til Danmark, hvor Socialdemokratiet og AIC udgav antikommunistiske pamfletter skrevet i USA. (8PK-35)

Den socialdemokratiske modoffensiv lykkedes. I 1950 sad DKP'ere kun på 10,2% af tillidsposterne på arbejdspladserne i København, og dette tal faldt til 6,5% i 1957. (8PK-22)

Regeringen ønskede imidlertid at gå endnu længere. Justitsministeriet foreslog i 1950 at REA i samarbejde med den socialdemokratiske fagbevægelse og arbejdsgiverne skulle opbygge såkaldte «beskyttelseskorps» på arbejdspladserne, der skulle «sikre livsvigtige funktioner som skibsfart og offentlige værker» i en krisesituation. Det ville REA dog ikke, og ideen blev ligeledes afvist fra FE. (8PK-47) Ikke desto mindre fandt en sådan opbygning sted fra begyndelsen af 50'erne. På bl.a. DISA hvor 1000 mand arbejdede med produktionen af maskingeværer, blev der i 1952 oprettet «fabriksværn», der skulle træde i funktion  i en krisesituation og hindre «kommunistisk magtovertagelse». (8PK-103) Parallelt hermed registrerede PET arbejdere, ofte på basis af ene rygter. På PET's kartotekskort om arbejdere på DISA kunne der stå: «er muligvis ikke overbevist kommunist, men tilkendegiver tydeligt, at han sympatiserer med kommunisterne»; en anden måtte «iflg. sine udtalelser og optræden betragtes som kommunist»; en tredje havde udvist «kommunistiske tilbøjeligheder» eller var «nu kommunistisk talende». (8PK-106)

Både centralt og i PET's regioner begyndte tjenesten at oprette emne- og arbejdskartoteker. Den registrerede generalforsamlinger, valg til bestyrelserne og de faglige aktiviteter. Oplysningerne var organiseret pr. fagforening, eller pr. arbejdsplads for de størres vedkommende. I Vejle havde PET f.eks. kartoteker for Fællesorganisationen, Tekstilarbejdernes Fagforening, Fabriks- og Lagerarbejdernes Fagforening, Gartnernes Fagforening, Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Typografernes Fagforening, Dansk Arbejdsmandsforbund, Bagernes Fagforening, Formernes Fagforening og Børsteindustriarbejdernes Fagforening. Samtidig opbyggede PET egne spionnetværk på arbejdspladserne og i fagforeningerne - ved siden af de netværk AIC allerede havde etableret. I 1950'erne havde tjenesten således spioner på 22 store københavnske arbejdspladser og i 3 fagforeninger. (8PK-53) Til sammenligning havde AIC 1.000 arbejdspladskontakter i 50'erne, og dette tal steg til 5-6.000 i 60'erne. PET opbyggede endvidere kontakter til ledelserne på de store virksomheder. Fik ad denne vej oplysninger om den faglige aktivitet og forsynede omvendt ledelserne med information. (8PK-85)

Mogens Jensen, der var PET chef fra 1958 til 1964 beskrev PET's samarbejde med AIC således: «PET havde et samarbejde med AIC og overlod faglige spørgsmål til denne organisation». De to parter indgik så at sige en uskreven aftale: AIC udleverede oplysninger om de ledende kommunister i fagforeningerne og på arbejdspladserne mod, at PET undlod at infiltrere eller iværksætte andre former for operationer rettet mod fagbevægelsen. Derved bestemte AIC selv i en vis grad, hvilke oplysninger, der skulle tilgå efterretningstjenesten, og sikrede sig mod, at socialdemokrater blev registreret på grund af deres faglige virksomhed. (8PK-57) AIC indrømmede i 1971, at organisationen havde bedrevet egentlig politisk efterretningsvirksomhed.

I 1950'erne var den almindelige rygmarvsrefleks i de borgerlige og socialdemokratiske medier samt i PET, at strejker skyldtes kommunister. Et skoleeksempel var Philips strejken i 1954. På Philips fabrikken var der i de foregående år indført «produktivitetsfremmende lønsystemer» (akkordløn) for at sætte produktiviteten i vejret. Arbejderne var tilfredse med fremgangen i realløn, men til gengæld i stigende grad utilfredse med forværringen af arbejdsforholdene. I september 54 blev en arbejder på fabrikken fyret med omgående virkning, fordi hun ikke ville sætte tempoet i vejret. Dagen efter nedlagde samtlige ansatte arbejdet med krav om genansættelse af den fyrede. Medier og socialdemokrater stemplede øjeblikkeligt strejken som kommunistisk inspireret og styret, og PET indledte en intens overvågning af konflikten. Tjenesten havde allerede kontakt til ledelsen på fabrikken og spioner blandt de strejkende. Den fik derfor udførlige referater af alle møder. Tjenesten slog midt i oktober samtlige 471 strejkende op i sine kartoteker, og heraf fremgik at kun 7 var registreret som medlemmer af DKP, abonnenter på Land & Folk eller som deltager i en festival i Bukarest i 53. Tjenesten kunne konstatere, at arbejdspladsen ikke var nogen DKP bastion, og PET's spion blandt de strejkende erklærede at konflikten var opstået spontant blandt arbejderne som følge af stigende utilfredshed med opskruning af arbejdstempo og overvågning fra ledelsens side. Konflikten passede ikke ind i PET's stereotype øst-vest konfliktbillede. (8PK-117)

PET mente DKP var fjernstyret fra Moskva, og at arbejdskampe på det danske arbejdsmarked derfor også var fjernstyret. I 1956 brød den største konflikt ud efter 2. Verdenskrig. Overenskomstforhandlerne var i foråret brudt sammen og den 12. april forkastede et flertal af de danske arbejdere et forligsforslag fra forligsmanden. Tidligt om morgenen den 13. april ophøjede den socialdemokratiske regering forslaget til lov, og rundt om i landet nedlagde arbejderne spontant arbejdet. Flere hundrede tusinde samledes på Chr. Borg Slotsplads for at protestere mod regeringsindgrebet. PET mente der var tale om et kommunistisk kupforsøg og indledte en intens overvågning af DKP og den faglige aktivitet. PET's «analyse» var efter strejken at: «DKP ville fortsætte med at sprede utilfredshed på arbejdspladserne og derved svække landets økonomi, og blot en lille forskydning i fagbevægelsen og blandt vælgerne kunne undergrave Danmarks tilhørsforhold til NATO og gøre landet sårbar over for Sovjetunionens indflydelse». Der var tale om den almindelige rygmarvsreaktion, der ikke havde rod i realiteterne. En af de mest militante grupper under storkonflikten var Sømændenes Forbund der var socialdemokratisk ledet, og både AIC og PET kunne efterfølgende konstatere, at selv deres kontaktfolk og spioner på arbejdspladserne støttede storkonflikten. Samtidig kunne de konstatere, at frem for at oppiske stemningen havde de kommunistiske tillidsfolk arbejdet for at hindre at situationen løb løbsk og udviklede sig til en egentlig generalstrejke. Efter arbejdet blev genoptaget den 16. april var det kun de socialdemokratiske søfolk der forsøgte at fortsætte. 1956 strejken kom dermed i virkeligheden til at danne mønster for de følgende 30 års større strejker og storkonflikter: kommunisterne og senere venstrefløjens tillidsfolk mere generelt kunne ikke skabe en utilfredshed, hvor der ingen var, men de kunne udnytte og påvirke en eksisterende utilfredshed pga. deres faglige dygtighed og organisatoriske evner. (8PK-122)

Ikke desto mindre udfoldede både staten, PET, offentlige og private arbejdsgivere betydelige anstrengelser fra starten af 50'erne for at udrense kommunister fra arbejdspladserne. Udrensningerne blev i slutningen af 40'erne sat i gang af staten indenfor politiet, militæret og hjemmeværnet. I 50'erne spredte udrensningerne sig til de private arbejdspladser der producerede våben. En af konsekvenserne af denne Berufsverbot var, at de tilbageværende kommunister holdt lav profil med deres politiske synspunkter eller fremtrådte som upolitiske. (8PK-107)

Fra slutningen af 50'erne checkede PET DSB og SAS ansattes politiske anskuelser og heksejagten nåede også DR. Efter Hans Sølvhøj i 1962 var tiltrådt som generalsekretær, gav han overfor en bekendt i FE udtryk for, at han havde «arvet en hel del hel- og halvkommunistiske medarbejdere». PET var meget interesseret i et tættere samarbejde med DR, og i januar 63 mødtes PET chef Mogens Jensen derfor med Sølvhøj og FE's chef oberst Lunding. Sølvhøj udleverede i første omgang en liste på sine 3 nærmeste medarbejdere, og 2 måneder senere fik PET en liste over 40 ledende medarbejdere. PET kunne konstatere, at 17 var registreret: 6 fordi de var sikkerhedsgodkendt, 6 pga. østrejser, 3 pga. andre østkontakter, 1 fordi han mentes at være trotskist og 1 fordi han i 1948 mentes at have udtrykt kommunistiske sympatier. Ialt mentes 4 at være  trotskistisk eller kommunistisk orienterede. (8PK-112)

PET koncentrerede sig især om de store arbejdspladser, hvor den faglige aktivitet var størst. Blandt faggrupperne var PET's interesse i starten af 60'erne især koncentreret om metalarbejdere, typografer og sømænd. Interessen var især stor omkring den største arbejdsplads B&W med 10.000 arbejdere og Carsberg/Tuborg med 6.000. PET registrerede klubtillidsmændene på de to arbejdspladser. I oktober 1963 gik 500 arbejdere på B&W Motor i strejke med krav om kompensation for ophævelse af det statslige prisstop. Som modsvar mobiliseredes et strejkebrydernetværk bestående af PET, AIC, ledelsen på B&W og USA's arbejdsattaché i København. Netværket konstaterede, at strejken blev ledet af 3 SF og 2 DKP tillidsfolk. Ledelsen udleverede derefter navnene på de 500 strejkende. AIC krydscheckede navnene med Socialdemokratiets medlemskartotek, og opsøgte derefter de socialdemokratiske strejkende arbejdere privat for at forklare dem «konfliktens sande karakter» og at de skulle stemme for genoptagelse af arbejdet. På den måde fik netværket standset strejken uden en eneste indrømmelse fra ledelsen på fabrikken. AIC overvejede efterfølgende at udnyttet situationen og få væltet de 5 venstrefløjstillidsfolk, men måtte opgive da der ikke fandtes egnede socialdemokratiske modkandidater. (8PK-137)

AIC og PET forsøgte i 1965 at gentage succesen, da 6.000 københavnske bryggeriarbejdere gik i strejke på kravet om højere løn. Dette mislykkedes dog umiddelbart, da der var for få socialdemokrater blandt bryggerne. Allerede mens strejken var i gang lagde AIC planer om at få væltet bryggeriarbejdernes formand Holger Foss, der var medlem af SF og en torn i øjet på socialdemokraterne. Efter strejken var slut indledte Socialdemokratiet med statsminister Krag i spidsen en kampagne mod SF hvis hovedpointe var, at man ikke kunne samarbejde med SF. Året efter gik de to partier imidlertid i regeringssamarbejde og kampagnen mod SF blev lagt på hylden. (8PK-138)

I 1967-68 overvågede PET formandskampen i Sømændenes Forbund. Den aldrende og mangeårige socialdemokratiske formand Svend From Andersen gik af pga. sygdom og blev umiddelbart erstattet af forbundets repræsentant i New York - en anden socialdemokrat. Kun et år senere blev denne imidlertid erstattet af DKP'eren Preben Møller Hansen. PET erklærede at der havde været tale om et «kommunistisk kup». For sømændene var der nu tale om et demokratisk valg. (8PK-140)

LO blev første gang registreret i PET i 1967. En medarbejder lavede et notat om LO's netop afholdte kongres, hvor der bl.a. var blevet diskuteret demokrati på arbejdspladsen, og medarbejderen registrerede samtidig landsorganisationens forretningsudvalg, der alle var socialdemokrater. Året efter lagde PET nye notater på sagen, da en delegation med LO formand Thomas Nielsen i spidsen besøgte Sovjetunionen. Registreringen markerede den begyndende afspænding mellem øst og vest, hvor kontakten mellem de to blokke øgedes. PET opdagede aldrig afspændingsprocessen og så med bekymring på LO's kontakt til Østeuropa. Tjenesten mente denne kontakt ville føre LO i kommunistisk retning. (8PK-145)

1968-89

Med afspændingen fremstod AIC i stigende grad som en anakronisme fra den kolde krig. Allerede fra slutningen af 60'erne begyndte AIC's virksomhed derfor at dø hen, og PET gik i stedet i gang med at styrke sin egen overvågning af arbejdspladser og fagbevægelse. PET var præget af skandaler. Regeringen havde været tvunget til at nedsætte Wambergudvalget i 1964 og efter krav fra de Radikale afgive regeringserklæringen i 1968. Den militante antikommunisme stod ikke længere på dagsordenen, og Socialdemokratiet måtte lægge afstand til PET for ikke selv at blive svækket af afsløringer af tjenestens ulovlige aktiviteter. (8PK-149)

Ligesom PET var præget var paranoia i de folkelige bevægelser - specielt Vietnambevægelsen - var den præget i sin opfattelse af situationen på arbejdsmarkedet. I slutningen af 60'erne var reallønnen faldet og på mange arbejdspladser udbrød der derfor strejker i 1969 i protest mod VKR regeringens økonomiske politik og den faldende realløn. Strejkebølgen blev rettet ind og kom til at gå under betegnelsen 1 kr. strejkerne. PET satte 8 af sine folk i centralafdelingen og 15 spioner på arbejdsmarkedet ind for at følge udviklingen. 6 var placeret i fagbevægelsen, 6 i venstreorienterede miljøer og 3 på virksomheder. PET mente i sin paranoia, at DKP var ved at overtage fagbevægelsen, at Chr. Borg ville blive blokeret og aviserne stoppet under den koordinerede strejke i februar 1970. Intet af dette sket og revolutionen udeblev. Kun 40.000 deltog i strejkerne. Ved en landskonference 12 dage senere blev der nedsat et aktionsudvalg bestående af 16 personer. PET slog dem op i sine kartoteker og konstaterede at 7 var DKP'ere, 4 SF'ere, 3 socialdemokrater, og 2 havde tjenesten ikke tidligere registreret. Strejkerne var ikke udtryk for kommunistisk aktivitet men for generel utilfredshed i arbejderklassen med regeringens politik og reallønnen. Protesterne fandt derfor bred politisk opbakning. PET opdagede det bare ikke, men havde kun kommunisterne i øjnene. (8PK-161)

AIC blev nedlagt i 1973, og der oprettedes i stedet et fagligt sekretariat under Socialdemokratiet. Dets første opgave blev at udrense de DKP'ere og SF'ere der var begyndt at få fodfæste i Fællesorganisationerne rundt om i landet. Ikke desto mindre var PET's overordnede «analyse» af udviklingen på arbejdsmarkedet, at Socialdemokratiet var ved at blive løbet over ende af kommunisterne:

• da Socialdemokratiet i 1971 gik med til at demokratisere vedtægterne i fællesorganisationer, blev det af PET tolket som at partiet var ved at give efter for presset fra venstrefløjen
• i 1972 blev 2 DKP'ere valgt ind i Metalarbejderforbundets Hovedbestyrelse. PET betragtede det som «et stort fremskridt for kommunisterne i deres bestræbelser for at opnå øget indflydelse i fagbevægelsen, og dermed utvivlsomt større gehør for den kommunistiske politik blandt arbejderne».
• da Formandsinitiativet i 1974 indkaldte til et fagligt landsmøde blev det af PET opfattet som «et kommunistisk forsøg på at fravriste det socialdemokratisk ledede LO magten i fagbevægelsen»
• da socialdemokraten Hardy Hansen blev valgt som SID formand i 1979, betegnede PET det som «et kommunistisk kup».  (8PK-171)

PET's paranoia udsprang dels af at tjenesten med AIC's opløsning ikke længere havde overblik over, hvad der skete på arbejdsmarkedet, at tjenesten siden sin oprettelse havde været båret af paranoia frem for analyse, og at de spioner den brugte selv havde egne politiske interesser i at fremme denne paranoia. PET forstod f.eks. ikke, at DKP ikke ville gøre Formandsinitiativet til en konkurrent til til den eksisterende fagbevægelse - udover at det var helt urealistisk. Det var i strid med partiets enhedslinie, og da SF'ere i 1975 foreslog netop denne udvikling af FI, blev det modarbejdet af DKP'erne.

Under alle omstændigheder overvågede PET intenst de faglige konferencer, valg i forbund, fagforeninger og klubber. PET fulgte endvidere den hyppige kontakt mellem LO, Fællesorganisationer og Forbund på den ene side, og russere på den anden. PET observerede møder, afrejser fra Kastrup osv. og mente russerne «brugte de nordiske LO'er som en slags trojansk hest for at få etableret samarbejde med andre faglige organisationer i Vesten». Som PET Kommissionen bemærker er der imidlertid intet der tyder på, at denne formodede russiske infiltration lykkedes. PET's «analyse» var også på dette punkt forkert. (8PK-175)

Lærlingearbejdet

PET begyndte at overvåge lærlingearbejdet i 1967. Lærlingene oprettede Lærlingenes Landssammenslutning. En af PET's socialdemokratiske spioner forklarede godt nok tjenesten, at lærlingeorganiseringen skyldtes, at lærlingene var underbetalte og følte sig svigtet af de eksisterende faglige organisationer. Men for PET var ungdom og organisering lig med kommunisme, og tjenesten fulgte derfor lærlingearbejdet nøje og konstaterede hurtigt at DKU'ere spillede en fremtrædende rolle i organiseringen. Atter engang misforstod tjenesten udviklingen på arbejdsmarkedet, afviste påstanden om underbetaling og erklærede at lærlingeaktiviteterne skyldtes at kommunisterne var ved at manipulere lærlingene til kamp mod det etablerede fagbevægelse. (8PK-178)

I 1970 oprettedes Lærlingenes Landsorganisation (LLO), der organiserede i størrelsesordenen 22.000 ud af 90.000 lærlinge. LLO blev i 1972 anerkendt af LO, fik et årligt tilskud på 400.000kr og fik fordoblet sit medlemstal da flere forbund flyttede deres lærlinge over i LLO. LO fjernede sit tilskud igen i 1976, da organisationen mente DKU's indflydelse var for stor, men LLO formåede at kompensere for økonomien ved tilskud fra forbund og fagforeninger. PET fulgte nøje med i LLO's aktiviteter fra organisationens oprettelse i 70 og registrerede de lærlinge der blev valgt ind i dens hovedbestyrelse. Med regeringserklæringen fra 1968 var det forbudt at overvåge det lovlige faglige og politiske arbejde der foregik, men som i alle andre politiske sammenhænge ignorerede PET forbuddet. (8PK-179)

Sømandsforbundet

PET fulgte nøje med i Sømandsforbundets virke efter Preben Møller Hansen blev valgt til formand i 1968. Tjenesten havde en spion i forbundet, aflyttede dets telefoner og betjente sig iøvrigt af åbne kilder. Medlemmerne af bestyrelse og forretningsudvalg blev løbende registreret. PET's spioner fyldte gennem 70'erne tjenesten med løgnehistorier, og resten fyldte tjenesten selv ud med paranoia. Som da den f.eks. i 1975 kom undervejrs med, at «Solvognen og De arbejdsløses Teatergruppe fik våben fra Sovjetunionen, der blev opbevaret på Nebbelundegård i Nordsjælland, hvor der hver søndag blev holdt skydeøvelser». PET fandt ud af at det drejede sig om Nebbegård, der var købt af sømændene og omdannet til Tidens Højskole. Tjenesten gik derefter i gang med at overvåge skolen og måtte efter et års observation konkludere, at det var en løgnehistorie. (8PK-185)

Justitsministeriet og Trafikministeriet besluttede i sidste halvdel af 70'erne at sætte ILO strejkeret ud af kraft. Ministerierne udsendte klare direktiver til DSB og politiet om, at ruterne «uanset hvad» skulle holdes i gang. PET fik dermed legitimeret sin intense overvågning af sømændene. Selv om tjenesten generelt så kommunister alle vegne, måtte den også i nogle tilfælde som ved strejken på Grenå-Hundested i 1978 konkludere, at strejken ikke var politisk motiveret og havde bred opbakning i lokalbefolkningen. (8PK-187)

PET Kommissionen har følgende referat fra PET's årsberetning fra 1977:

PET betegnede i sin årsberetning sømandsforbundets indsats under de faglige konflikter som ”samfundsomstyrtende” og ”subversiv virksomhed”. Dette byggede på, at Preben Møller Hansen ikke blot havde ”nedrakket” arbejdsgiverforeningerne og angrebet LO-toppen, men havde tillige forsøgt at kompromittere socialminister Eva Gredal og bistandsloven, idet han havde henvist de strejkende matroser til at søge bistandshjælp. Dette udgjorde ifølge PET et ”anslag” mod bistandsloven og et forsøg på at undergrave lovgivningsmagten. Dertil kom, at de private færgerederier havde lidt betydelige økonomiske tab under konflikten, og at flere af dem var i fare for at gå konkurs: ”Preben Møller Hansen udtalte, at det netop var hans hensigt med konflikten: At lukke de private ruter for at få staten til at overtage driften.” PET konkluderede derfor, at Sømændenes Forbund fortsat arbejdede ”efter gammelt kommunistisk mønster” og at målet stadig var den kommunistiske magtovertagelse: ”Dette beviser klart, at kommunisternes tese om ”Aktionsenhedens metode” er en tom frase, og at der er tale om en ny strategi, hvis endemål fortsat er det samme som tidligere – At skaffe sig magten i fagforeningerne og på arbejdspladserne og beholde magten.” (8PK-187)

Overvågning af faglige konflikter

PET overvågede i perioden 1958-89 196 faglige konflikter. (8PK-313)

Fra 1973 begyndte PET mere systematisk at overvåge disse konflikter. Det startede med Hopekonflikten, i januar 73, hvor SID og KAD indledte en blokade fordi virksomheden ikke ville indgå overenskomst. PET's afdeling i Ålborg skrev et par uger senere til Rigspolitichefen med krav om, at tjenestens rolle i faglige konflikter blev udvidet. Der eksisterede nemlig det formelle problem, at PET iflg. de formelle regler i den såkaldte bistandskundgørelse ikke måtte fremskaffe oplysninger om faglige konflikter, også selv om disse måtte skønnes at kunne udarte sig til overtrædelser af straffeloven. På et møde i marts mellem Rigspolitichefen og politimestrene blev der ikke taget nogen beslutning, men det blev overladt til Justitsministeriet og PET i den konkrete sag at tage beslutning. Der var dermed åbnet en kattelem for PET's videre overtrædelse af de formelle regler. (8PK-194)

PET satte det store apparat ind i Hope: brugte spioner, fotograferede blokadevagter og demonstranter og aflyttede telefoner, på trods af at der var tale om en lovlig varslet faglig konflikt. Ni anklagede faglige ledere blev i Vestre Landsret frifundet for ulovlig frihedsberøvelse i februar 74.

PET var ikke i stand til at se konflikten som en traditionel faglig konflikt, der i det konkrete tilfælde handlede om virksomhedens modstand mod at indgå overenskomst. PET så i stedet et kommunistisk komplot rettet mod USA og NATO (virksomheden var nordamerikansk ejet) og EF. (8PK-193)

Trods omfattende kritik i medierne og på venstrefløjen af politiets (og PET's) fremfærd overfor den aktionerende fagbevægelse, havde PET vundet hævd på at fungere som såkaldt «varslingstjeneste» for det almindelige politi. Det var på tværs af de gældende regler, men PET havde sin egen politiske interesse i at fylde politiet med desinformation for at sætte dem ind som kamptropper mod fagbevægelsen. I 1975 gik PET's operationschef Jørn Bro i gang med generel registrering af al faglig aktivitet. De få faglige aktivister fra det nye venstre var PET's legitimering for den intensive spionage. (8PK-203)

I oktober 1975 etablerede Fotografisk Landsforbund blokade mod fotolaboratoriet Info på Frederiksberg. Politiet brød hver gang blokaderne, og efterfølgende kom det frem, at politiet rutinemæssigt modtog oplysninger fra PET om konflikter på andre arbejdspladser. Afsløringen af PET's spionage mod fagbevægelsen bragte den socialdemokratiske justits- og forsvarsminister Orla Møller i fedtefadet. Både LO og Grafisk Kartel krævede en redegørelse fra ministeren. Både han og Handelsminister Erling Jensen førte efterfølgende Folketinget og befolkningen bag lyset da de erklærede, at «PET ikke fulgte faglige konflikter». Det var løgn. (8PK-198)

Udover at føre tinget bag lyset udsendte Orla Møller i juni 1976 det såkaldte blokadecirkulære, der påbød politiet at bryde faglige blokader. PET chef Ole Stig Andersen opfordrede efterfølgende regionerne til at skaffe sig spioner i fagbevægelsen lokalt, for at være orienteret om den lokale udvikling på arbejdsmarkedet. (8PK-204)

Et skoleeksempel på PET's paranoia og desinformation af politiet var BT konflikten i 1977. Berlingske Tidende havde i 1976 besluttet at indføre nye foto- og EDB satsmaskiner på avisen, og 300 ud af bladets 1000 typografer skulle derfor fyres i januar 77. Typograferne mødte alligevel på arbejde, men blev alle sendt hjem. Avisen forsøgte i flere omgange at udsende en nødavis, der var fremstillet med uorganiseret arbejdskraft, og udkørslen af avisen blev derfor hindret med faglige blokader. Der var grundlæggende tale om en faglig forsvarskamp til forsvar for arbejdspladser og for at kunne få aftaler om indførelsen af den ny teknologi. Men bladhuset ville ikke forhandle, og konflikten kom derfor til at vare ½ år. PET tænkte konflikten ind i sit paranoide trusselsbillede, og så den som kommunisternes angreb på ytringsfriheden og den danske stat. (8PK-205)

PET indskrænkede sig i starten til at registrere navnene på talerne ved demonstrationerne foran bladhuset i det indre København, men gik i april aktivt ind i konflikten. Tjenestens højreradikale spioner bildte den ind, at de aktionerende benyttede walkie-talkies til at koordinere aktionerne. PET's teknikere aflyttede kanalerne, men fandt intet af interesse. (8PK-206)

I slutningen af måneden var de højreradikale kilder stærkt frustrerede over tjenestens manglende engagement og gav derfor nye falske oplysninger. Den 26. april oprettede PET derfor en «meldecentral», hvor en kriminalassistent førte minutrapport ud fra tjenestens «observationer» i marken. Der blev oprettet en fast observationspost i nærheden af bladhuset og sat ikke mindre end 3 mobile observationshold ind. Samtidig etablerede den telefonaflytning af RSF og bladet Klassekampen, KAP og et værtshus på Christiania. Årsagen til interessen for det ny venstre i den faglige konflikt var, at de højreradikale kilder havde bildt tjenesten ind, at det var «de hårde drenge fra Verdensbankdemonstrationerne» i 1970 der var sat ind. Kilderne bildte ligeledes PET ind, at bladhuset ville blive besat, at der ville blive anvendt brandbomber og at der ville blive anvendt partisansøm. Intet af dette skete. (8PK-207)

PET havde fra 60'erne et paranoidt billede af trotskisterne, som dem der organiserede blokadeaktiviteterne og erklærede frejdigt at RSF var «et slags organ for uroelementerne her i landet». Tjenesten havde dog alvorlige problemer med at bevise dette, for 2. juni afviste byretten af forlænge telefonaflytningen af gruppen. I sin årsrapport var tjenesten stærkt skizofren i sin placering af ansvaret for konflikten. Den påstod både, at det var det nye venstre med RSF i spidsen der styrede aktionerne, og at «direktiverne var udgået fra DKP». Tjenestens højreradikale kilder var især rettet mod det ny venstre, som de gav ansvaret, og tjenesten sørgede selv for også at give den gamle fjende i DKP ansvaret. Derved opdagede PET ikke konfliktens grundlæggende faglige karakter. (8PK-208)

BT Konflikten fik et politisk efterspil. Socialdemokratiet og højrefløjen brugte den til at optrappe kampen mod venstrefløjen. Da konflikten var på sit højeste den 28. april udspredte Berlingske Tidende det (falske) rygte at BT Klubben havde truet to af bladets funktionærer. Det fik den socialdemokratiske regering til at afbryde forhandlingerne i Folketinget for at afholde et ekstraordinært regeringsmøde, og dagen efter vedtog tinget et motiveret dagsordenforslag fremsat af Socialdemokratiet selv. Det opfordrede regeringen til «uden tøven» at sikre den «nødvendige politimæssige indsats» til beskyttelse af personalet, og «at drage omsorg for, at enhver form for fysisk blokade effektivt bringes til ophør». Dagsordenen blev øjeblikkeligt gennem Justitsministeriet sendt videre til PET. Venstrefløjen (SF, VS og DKP) samt 10 socialdemokrater stemte imod dagsordenen eller undlod at stemme. (8PK-211)

PET begyndte allerede i 1973 - ulovligt - at overvåge faglige konflikter. PET's ulovlige aktiviteter blev afsløret i 1975. Året efter udsendte justitsministeren det såkaldte Blokadecirkulære og i 1977-78 fandt yderligere kriminalisering af faglig aktivitet sted. Billedet er fra Københavns Byret i 1985, hvor 62 bryggerichauffører stod tiltalt for at have blokeret Hans Knudsens Plads under HT-konflikten i 84.

Højrefløjen i Folketinget gik ind for, at politiet umiddelbart skulle sættes ind mod venstrefløjen. Redaktør Paul Anker Olsen fra Venstrepressen opfordrede direkte til, at der blev afsat flere midler til Forsvaret for den indre sikkerhed, og han understregede, at urolighederne i forbindelse med bl.a. Berlingske-konflikten «kunne formentlig være undgået, hvis man holdt de kredse, som organiserer ulovlighederne, under bedre observation og havde kræfter og mod til at foretage de fornødne forebyggende foranstaltninger». Venstremanden var uvidende om, at PET allerede foretog en omfattende ulovlig overvågning af venstrefløjen. For PET chef Ole Stig Andersen var det en kærkommen lejlighed til yderligere oprustning på det faglige område. Han understregede i januar 78, at tjenesten skulle optrappe sit kontaktnet blandt virksomhedslederne og socialdemokratiske tillidsfolk. (8PK-213)

I de første måneder af 1978 gennemførtes flere faglige konflikter: Scaniadam, Stilladsarbejderne og Hurtigruten Århus-Kalundborg. PET registrerede de aktive i konflikterne og besluttede i maj yderligere at optrappe sin aktivitet mod fagbevægelsen. En medarbejder konkluderede i en redegørelse:

Skal PET fremover være i stand til at følge situationen på arbejdsmarkedet og inden for fagbevægelsen, vil det være påkrævet med en mere massiv indsats overfor de yderligtgående venstreorganisationer. En indsats udelukkende baseret på DKP's virke må anses for utilstrækkelig, når uroen på arbejdsmarkedet skal bedømmes, og det faglige område i afdeling C bør udvides til at omfatte en mere dyberegående indsats m.h.t. trotzkyisterne og øvrige ekstremisters involvering i fagbevægelsen. (8PK-215)

Det var ikke blot fagbevægelsen der gennemførte blokader i 70'erne. Fiskerne gennemførte ligeledes en række blokader af danske havne i protest mod indførelsen af fiskekvoter, der skulle begrænse fiskernes rovfiskeri. PET deltog kun modvilligt og kun i begrænset omfang i overvågningen af disse blokader. Internt i PET var medarbejderne nemlig af politiske årsager imod overvågning af de venstre-dominerede fiskeriblokader, og PET's aktivitet nærmede sig aldrig en overvågning af selve foreningerne. PET havde ikke udstyr til overvågning af fiskernes radioer og måtte derfor låne radioudstyr af FE, der imidlertid strittede imod, fordi denne tjeneste mente overvågning af fiskerne måtte være ulovlig. FE blev imidlertid beordret af Forsvarsministeriet til at stille udstyr til rådighed for den ulovlige aflytning. (8PK-219)

1. maj møder

Et tilbagevendende tema i PET's overvågning af fagbevægelsen var 1. maj møderne. PET registrerede:

• talerne
• anmelderne af møder og demonstrationer
• plakatopsættere

Indberetningen fra PET's Ålborg afdeling fra 1. maj 1980 rummede f.eks. 38 navne. Deriblandt statsminister Anker Jørgensen, der tale ved et møde i byen. Enkelte år havde tjenesten desuden spioner, der deltog i møderne, og i en række tilfælde blev talerne fotograferet. PET begrundede overvågningen af de fuldt lovlige arrangementer med at «militante grupper ville kunne bruge møderne til uroligheder». Bortset fra at Fremskridtspartiets formand fik buksevand i Fælledparken et enkelt år, fordi han troede han også skulle tale på 1. maj, forløb møder og demonstrationer hvert år i god ro og orden. (8PK-221)

PET overvågede gennem 1970'erne og 80'erne 1. maj møder og demonstrationer, registrerede (og fotograferede) talere, anmeldere og plakatopsættere. Bl.a. blev statsminister Anker Jørgensen registreret på denne konto i 1980. Tjenesten drømte sig tilbage til Slaget på Fælleden i 1872, hvor «ordensmagten» huggede løs på arbejderne. I 1874 blev forløberen for Socialdemokratiet forbudt.

1981 Centraltryk i Taulov

I første halvdel af 1981 brød en konflikt ud på Centraltryk i Taulov. Trykkeriet lockoutede alle de ansatte typografer og ansatte i stedet uorganiseret arbejdskraft. Fagbevægelsen mobiliserede, PET overvågede fagforeningerne og desinformerede politiet om karakteren af de faglige aktioner, hvilket i slutningen af maj udløste et voldsorgie i den lille sønderjyske by. Vejene til trykkeriet blev spærret med politikæder, der blev indkaldt 200 betjente fra andre dele af landet for at deltage i politiaktionen og de faglige aktivister blev filmet fra politihelikoptere. Ni blokadevagter blev bidt af politihunde, 44 anholdt og 5 tiltalt for besiddelse af partisansøm, men senere frifundet. To betjente blev idømt fængselsstraf og afskediget for at have mishandlet en faglig aktivist. Aktivisterne anklagede efterfølgende politiet for at have lokket demonstranterne i en fælde for at gennemføre en gemen afstraffelse af dem. (8PK-230)

PET fik underretning om Dansk Typografforbunds særtog til konflikten dagen inden afrejsen, underrettede justitsministeren og politimestrene i Sønderjylland. Tjenesten overvågede særtogets afgang fra København og havde et par spioner med i toget. I Kolding holdt tjenesten Kolding Højskole under observation og registrerede al ind- og udkørsel til området. De faglige aktivister var nemlig indkvarteret på højskolen. PET registrerede efterfølgende navnene på 23, der var blevet anholdt under politiets angreb på demonstrationen. (8PK-231)

1983 Havnearbejderkonflikten

Havnearbejderkonflikten i 1983 betød yderligere en optrapning i PET's overvågning. Den nytiltrådte VCQM regering strammede i efteråret 1982 reglerne for udbetaling af dagpenge til løstansatte. Dette ramte havnearbejderne hårdt, da de netop blev hyret på time- eller dagskontrakter og derfor var afhængige af dagpenge. Den 6. december gik arbejderne på Århus havn derfor i strejke, og strejken bredte sig hurtigt til resten af landet. Konflikten blev usædvanlig bitter. Danske havne blev blokeret af strejkende havnearbejdere, store politistyrker blev sat ind og en blokadevagt i Hirtshals blev dræbt, da han blev kørt over af en lastvogn. PET gik i aktion og forsynede politiet med desinformation om konflikten for at optrappe volden mod de strejkende. (8PK-234)

Parallelt med konflikten fik PET vedtaget en ny hemmelig instruks, der endelig - efter 10 års ulovlig overvågning af faglige konflikter - gav tjenesten tilladelse til at infiltrere de faglige organisationer. PET havde selv arbejdet 8 år på at skrive denne «instruks», som nu fik VCQM regeringens hemmelige blå stempel. Instruksen var en overtrædelse af regeringserklæringen fra 1968 og derfor også i sig selv ulovlig. I instruksen skrev PET, at maoister og trotskister havde forbindelse til udenlandske efterretningstjenester og arbejdede på at skabe uro på arbejdsmarkedet. Der fandtes ingen beviser herfor, og i den konkrete situation var uroen skabt af regeringens ændring af dagpengesystemet. (8PK-236)

PET optrappede allerede dagen efter den nye «instruks» overvågningen af arbejderne. Det skete ved telefonaflytninger (en enkelt lovlig og resten ulovlige), anvendelse af spioner og observation. PET skaffede sig endvidere navnelister over de aktionerende havnearbejdere - bl.a. fra arbejdsgiverne. Oplysningerne blev systematiseret i en særlig mappe på 27 sider med navne på 164 havnearbejdere der havde været aktive. Der var oplysninger om adresse, CPR-nummer, biltype og -nummer samt observeret deltagelse. (8PK-238)

Efter konfliktens afslutning udarbejdede PET en redegørelse der skulle påvise, at konflikten var en planlagt aktion fra venstrefløjens side mod VCQM regeringen. PET anklagede 3 grupper for at stå bag konflikten: DKP og Preben Møller Hansens sømandsforbund, maoister fra Århus Universitet, samt dele af det nye venstre i København. Der var tale om traditionelle spekulationer uden hold i virkeligheden, og PET Kommissionen konkluderer derfor også, at konflikten ikke var et planlagt voldeligt angreb på regeringen, men en protest mod ændringen af dagpengereglerne, der ramte havnearbejderne særligt hårdt. (8PK-246)

1983-84 La Cabana

Gennem 1980'erne udfoldede Hotel- og Restaurationsarbejderforbundet (HRF) store anstrengelser for at få organiseret hoteller og restauranter. Situationen mange steder i branchen var, at personalet var uorganiseret. Der var tale om overvejende ufaglærte arbejdere, arbejdsløsheden var høj, og arbejdsgiverne fyrede derfor de ansatte når de fremsatte krav om overenskomst. I 1983 indledte HRF derfor en konflikt med krav om indgåelse af overenskomst mod restaurant La Cabana i Herning. PET gik ind i konflikten helt fra starten, overvågede forbundet, sendte spioner ind og registrerede talere, anholdte deltagere, personer der uddelte løbesedler og kontaktpersonerne for Ålborg La Cabana komite. Samtidig forsynede tjenesten Herning politi med desinformation om aktionernes karakter, så politiet anvendte langt mere vold, eller stoppede blokadevagterne inden de nåede frem til Herning. Det gjaldt bl.a. den «præventive masseanholdelse» 4. november 83, hvor 2 minibusser blev stoppet og 14 blokadevagter og 2 journalister blev anholdt inden de nåede frem til Herning. (8PK-247)

PET nægtede at erkende der var tale om en faglig konflikt. I tjenestens årsberetning for 1983 skrev den at: «det er politiske ekstremistgrupper, der mere eller mindre styrer aktionerne og dermed manipulerer med de mange aktivister». Dette gjaldt åbenbart også LO, hvis formand Knud Christensen talte foran La Cabana på 1 års dagen for konfliktens start 17. august 1984. For PET var HRF, LO og de lokale fællesorganisationer ekstremistgrupper. (8PK-248)

Selv politiet erkendte allerede i januar 1984, at forfølgelsen af fagligt aktive var gået over gevind. Formanden for Dansk Politiforbund, Flemming Bay-Jensen, beklagede både angrebene på politiet og den urimelig langvarige tilbageholdelse af demonstranter under La Cabana konflikten, og han opfordrede til et tættere samarbejde mellem fagbevægelsen og politiet. I februar 1984 blev der afholdt en offentlig høring i Århus om politiets rolle i faglige konflikter med deltagelse af fagforeningsfolk, politifolk, jurister og politikere. Politiet optrådte i de efterfølgende konflikter mindre voldeligt, men PET's aktiviteter blev ikke reduceret. Tvært imod. (8PK-249)

1984 HT konflikten

HT konflikten i 1984 startede da en HT chauffør meldte sig ud af Chaufførernes fagforening under SID. Han blev senere fulgt af flere andre. Chaufføren var medlem af Venstre, og udmeldelsen blev af de fleste set som en markering mod den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse. Buschaufførerne ville imidlertid ikke acceptere at køre sammen med uorganiserede og stillede derfor krav om de udmeldte enten meldte sig ind igen eller blev fyret fra HT. De fleste meldte sig ind igen, men 8 nægtede, og det førte 14. maj til at busdriften i Storkøbenhavn blev lammet. Ti dage senere fyrede HT de 8 uorganiserede, og busdriften blev genoptaget. (8PK-250)

Mens politiet som aftalt i januar holdt igen med voldsanvendelsen overfor de involverede i den faglige konflikt, udfoldede PET en livlig aktivitet. Tjenesten infiltrerede aktionsudvalget med 3 spioner, lod andre spioner - bl.a. Anders Nørgaard der tidligere havde infiltreret SAP - deltage i tillidsmandsmøder, aflyttede telefoner og møder og observerede de aktionerende. Bl.a. blev telefoner i SID huset og Chaufførernes Fagforening aflyttet. Endvidere aflyttede PET de aktionerendes kommunikation via walkie-talkie. (8PK-251)

1985 Påskestrejkerne

 I 1985 ophøjede regeringen et forligsforslag til lov. Indgrebet i den frie forhandlingsret som sikret i ILO udløste omfattende strejker og demonstrationer, og PET gik ind med omfattende overvågning af den faglige aktivitet med telefonaflytninger, infiltration, observation og anvendelse af spioner. Den samlede indsats fra tjenestens side kunne ikke rekonstrueres af PET Kommissionen, da PET makulerede det meste af materialet om konflikten i 1997. De lovlige telefonaflytninger kunne imidlertid kortlægges, da der forelå retskendelser. Af disse fremgik at PET aflyttede:

• tillidsmandsringens telefoner
• telefonerne i Medborgerhuset på Blågårds Plads i København
• Sømændenes Forbund i Århus
• Radio Århus
• formanden for Fælles Kurs Klubben i Odense
• telefonerne i Pædagogernes Hus i Odense. Dvs. telefoner tilhørende: Landsforeningen Danske Klubfolk, Pædagogisk Medhjælper Forbunds sekretariat, Pædagogisk Medhjælper Forbund Fyns Amt, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Bogbinder- og Kartonnagearbejder Forbund

PET regionerne var særdeles aktive. Den efterfølgende indberetning fra Ålborg fyldte 16 sider og omtalte de vigtigste blokader, demonstrationer og møder. Den identificerede endvidere 61 aktivister, der havde gjort sig bemærket under blokaderne. De fleste var identificeret ved at politiet havde noteret numre på biler, der var observeret ifbm. blokaderne. Tjenesten konstaterede, at de fleste var organiserede socialdemokrater eller kommunister - deriblandt den socialdemokratiske formand for Fællesorganisationen i Nordjylland. (8PK-258)

PET modtog endvidere «oplysninger» fra en udenlandsk efterretningstjeneste om at SID's formand Hardy Hansen i virkeligheden tilhørte DKP, og antydede at de 180 mio. kr. som SID efter påskestrejkerne bevilgede til den politiske kamp mod Schlüter regeringen i virkeligheden stammede fra Moskva. Der var tale om desinformation, men PET havde siden valget af Hardy Hansen betegnet ham som DKP'er. (8PK-264)

PET vurderede efter påskestrejkerne, at de blev ledet af socialdemokrater og DKP'ere, der samtidig havde haft en modererende indflydelse overfor krav fra SF, VS og Fælleskurs om at udvide strejkerne til generalstrejke. Det var første gang PET udfoldede en analyse af en faglig konflikt, der lå tæt op ad virkeligheden. (8PK-264)

Op til Folketingets åbning 1. oktober mente PET det ville komme til voldelige aktioner. Der var imidlertid tale om fagbevægelsens vildledning af tjenesten. Fagbevægelsen var under påskestrejkerne i foråret blevet opmærksomme på den omfattende aflytning og PET spionage og lagde derfor en fælde for tjenesten. I dagene op til tingets åbning telefonaflyttede PET bl.a. Tillidsmandsringen og Jord- og Betonarbejdernes Fagforening i København. (8PK-265)

PET optrappede yderligere overvågning af fagbevægelsen i foråret 1986, hvor regeringen fik vedtaget sin såkaldte påskepakke. PET indledte telefonaflytning på 9 adresser:

• Tillidsmandsringen
• Tillidsmandsringen for Storkøbenhavn
• Medborgerhuset på Blågårds Plads
• Jord- og Betonarbejdernes Fagforening
• Lager og Handelsarbejdernes Fagforening i København
• Byggefagenes Samvirke
• Stilladsarbejdernes Klub
• samt 2 aktivister med tilknytning til Tillidsmandsringen

PET igangsatte samtidig aflytning af 3 telefoner, der blev benyttet af BZ. (8PK-270)

PET vendte nu tilbage til gammel paranoia, med den forskel at tjenestens politiske modstander nu ikke var DKP, men hele den danske fagbevægelse. Tjenesten mente, at strømmen til Københavns Politigård ville blive afbrudt som led i de ulovlige aktioner mod regeringens krisepakke, og at de faglige aktioner havde et «stadig grovere og mere voldeligt tilsnit». Bortset fra demonstrationer fandt der imidlertid ikke yderligere aktioner sted mod regeringsindgrebet. (8PK-271)

Fortsat registrering og overvågning af store og små

PET fortsatte de følgende år sin intense overvågning af faglige aktiviteter, aflytning af telefoner og infiltration af fagbevægelsen. Tjenesten havde især fokus rettet mod Tillidsmandsringen, som den i flere omgange infiltrerede. PET brugte ligeledes betydelige ressourcer på at overvåge og infiltrere først Sømændenes Forbund og siden Fælles Kurs Klubben. Forbundet havde en stor uddannelsesfond, som var betalt af arbejdsgiverne, og denne fond brugtes i 80'erne hyppigt til at støtte strejkende arbejdere. (8PK-273)

Men udover at interessere sig for de større forbund, interesserede PET sig også for de mindre organisationer. Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere (AAA) blev oprettet i 1975 for at oplyse om arbejdsforholdsproblemer på danske arbejdspladser. Bl.a. problemerne med asbest og organiske opløsningsmidler. PET interesserede sig indgående for gruppen, skaffede sig lister over dens medlemmer og deres politiske tilhørsforhold. (8PK-287)

I 1984 begyndte PET at registrere EDB arbejdernes fagforening PROSA. Tjenesten så med stor alvor på fagforeningen, da den organiserede ansatte i nøglepunktsvirksomheder som Kommunedata og Datacentralen. I slutningen af 80'erne skaffede tjenesten sig derfor navnelisterne på de 550 ansatte i Datacentralen - øjensyneligt for at søge dem i sine kartoteker. Tjenesten sendte endvidere en af sine ansatte på inspektion på Prosas kontor i København, hvor han fik indtryk af at «fagforeningens ledelse sympatiserede med venstrefløjen og politisk nok var placeret omkring VS». En medvirkende årsag til overvågningen og registreringen var, at Prosa holdt tillidsmandskurser på Tidens Højskole, der var ejet af Sømændenes Forbund og havde Erik Jensen som leder. PET hadede Erik Jensen, som i Vietnambevægelsen i starten af 70'erne havde været med til at afsløre PET's ulovlige aktiviteter. Endelig havde Prosa i 80'erne - som alle andre - engageret sig i fredsarbejdet. PET betragtede derfor Prosa medlemmer som en reel sikkerhedsrisiko og fik rigspolitiet til at tage forholdsregler, så Prosa medlemmer ikke kunne få adgang til politiets registre ifbm. deres arbejde på Datacentralen. (8PK-287)

I 1980'erne begyndte PET at overvåge Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), der var financieret af LO og forbundene. PET mente de østtyske forskere der i henhold til kulturaftalen mellem Danmark og DDR gæstede ABA var spioner. (8PK-293)

Fagbevægelsen for fred

PET interesserede sig i særlig grad for Fagbevægelsen for fred (FFF), der blev oprettet i 1982. Tjenesten betragtede generelt fredsarbejdet i 80'erne som arbejde der blev udført til fordel for og styret af Moskva. PET samlede gennem 80'erne oplysningen om FFF's oprettelse af lokalafdelinger, østrejser, fredskurser, demonstrationer. Endvidere registrerede tjenesten organisationens ledelse, regnskab, møder og konferencer. PET var overbevist om, at FFF var et rent kommunistisk projekt, selvom dens overvågning viste, at både socialdemokrater og SF'ere ligeledes var aktive i arbejdet. (8PK-294)

PET's paranoia over fredsarbejdet løb ganske enkelt løbsk i 80'erne, og tjenesten registrerede derfor også socialdemokraternes fredsarbejde i SAM, LO og de socialdemokratisk dominerede forbund. LO-formændene blev registreret af PET. Sandsynligvis pga. deltagelse i delegationsrejser til Sovjetunionen. Og tjenesten fulgte med i både LO og forbundskongresserne

I 1987 konkluderede PET, at AIC «af al magt søgte at markedsføre Warszawapagt-landenes udenrigspolitik». AIC's ledere blev gennem 80'erne registreret pga. deres østkontakter. Blot 15 år tidligere havde samme AIC været PET's nærmeste allierede i bekæmpelsen af DKP. (8PK-300)

PET's overvågning og registrering af fagbevægelsen kan konstateres at have udviklet sig i stadig mere ulovlig retning fra starten af 1970'erne. Regeringserklæringen fra 1968 forbød registrering alene pga. lovlig politisk virksomhed, og i 1982 forbød justitsminister Ole Espersen PET at registrere østkontakter og -rejser, med mindre særlige efterretningsforhold talte herfor. PET brød disse instrukser og betragtede i slutningen af 80'erne næsten hele fagbevægelsen som sin politiske fjende. PET Kommissionens beretning slutter kortlægningen af PET's ulovlige aktiviteter i 1989, og omfanget af overvågning og registrering er derefter ukendt.

Samarbejdet med den radikale højrefløj

Allerede i de første år efter 2. Verdenskrig indledte PET og FE samarbejde med nazister, der under krigen havde jaget kommunister for Gestapo. PET fik i 1947 kontakt med 2 nazister der mod penge, cigaretter og beskyttelse mod retsforfølgelse de følgende 5 år forsynede tjenesten med oplysninger om kommunisternes netværk i Nordeuropa. Først efter 5 år gik det op for tjenesten, at oplysningerne var frit opfundne. (6PK-113) Det samme mønster gjorde sig gældende i andre dele af Europa.

I 1948 spredte socialdemokratiet rygter om at DKP havde bevæbnede grupper. De følgende år gjorde PET sig store anstrengelser for at opspore disse gruppen. Uden held. Til gengæld stødte tjenesten på adskillige private væbnede antikommunistiske grupper. PET fik hyppigt af FE at vide, at den skulle lade disse grupper være i fred, og nøjedes derfor med at registrere at de eksisterede. (5PK-61)

PET's venner på højrefløjen var velbevæbnede. Her ses beslaglagte våben tilhørende Elvin Geertsen. Både i 1952 og i 1957 beslaglagde kriminalpolitiet i Århus et anseeligt antal våben, herunder tyske rifler, Husquarna maskinpistoler, håndgranater og kasser med sprængstof. Våbnene havde Geertsen anskaffet med lånte penge fra en række erhvervsfolk i forventning om, at myndighederne ville refundere udgifterne til hans guerillahær. FE afviste imidlertid at have godkendt et sådant arrangement, og Geertsen blev efterfølgende ved Århus Civilret dømt til at tilbagebetale de lånte penge. Også i 70'erne opbyggede højrefløjen private våbenlagre med PET's og FE's vidende (PET’s Arkiv).

Den største af de væbnede grupper PET afslørede var opbygget af Elvin Geertsen. Han havde overtalt en række private og forretningsfolk til at låne ham penge til opbygningen af sin hær. Han bildte dem ind, at han efterfølgende ville få støtte fra FE. Dette skete imidlertid aldrig, trods hans forbindelser til FE. De private blev trætte af at vente og anklagede ham for bedrageri. Han blev senere dømt i civil retssag og våbnene konfiskeret. Myndighederne mente ikke de anseelige våbenarsenaler var en overtrædelse af våbenloven.

1945-59 Firmaet

Den anden større operation i 50'erne var Firmaet. Det var startet af Arne Sejr, der under 2. Verdenskrig befandt sig i Sverige, hvor han fik kontakt med amerikanske efterretningsofficerer. Efter befrielsen anså han Danmark for «forsvarsløst» og gik derfor med organisatorisk og økonomisk støtte fra USA og FE i gang med at opbygge sit eget Stay Behind netværk. Efter Danmarks optagelse i NATO i 1949 var landet ikke længere «forsvarsløst», og Sejr omdefinerede derfor sit netværk. Det skulle i stedet hellige sig psykologisk krigsførelse i fredstid. Konkret skulle det levere falske informationer til medierne og påvirke journalister. Disse år var præget af en voldsom rivalisering mellem FE og PET. PET ønskede ikke at tillade andre lande at udfolde efterretningsvirksomhed i Danmark. FE accepterede i sidste ende PET's holdning, men undlod samtidig at fortælle, at CIA allerede var aktiv i Danmark med støtte til Firmaet. En støtte der fortsatte frem til slutningen af 50'erne.

I 1952 tog den private efterretningsvirksomhed en ny drejning, da Firmaet fik adgang til en lejlighed i Vester Søhus. AIC's Urban Hansen spurgte en dag om de vidste at DKP's Alfred Jensen boede i lejligheden oven over. Fra dette tidspunkt var ideen om aflytning af den fremtrædende DKP'er undfanget. Firmaet fik aflytningsudstyr fra CIA og ligeledes økonomisk tilskud til sin aflytningsoperation, mod at amerikanerne fik udskrifter af aflytningen. Firmaet forsøgte endvidere at få den danske stats økonomiske støtte til aflytningen, men forgæves. Venstreregeringen der sad på dette tidspunkt ønskede ikke at blive involveret i en skandale omkring aflytning af et medlem af Folketinget. Da socialdemokraten Hans Hedtoft overtog statsministerposten anbefalede AIC's Urban Hansen sine partifæller at give 150.000 kr til aflytningen, men heller ikke socialdemokraterne ville involveres i en sådan skandale. (5PK-100)

Det er fastslået, at Firmaets aktiviteter - herunder aflytningen - var kendt af fremtrædende venstrefolk, konservative og socialdemokrater (Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Urban Hansen fra Socialdemokratiet, Ole Bjørn Kraft fra De Konservative og Venstres Erik Eriksen). FE kendte naturligvis til operationen og fik ligesom CIA udskrifter af aflytningerne. PET kendte ikke officielt til operationen, da tjenesten var skarp modstander af at give CIA lov til at operere på dansk jord. PET måtte derfor nøjes med sammenskrivninger af aflytningerne. (2PK-182)

Firmaet fik kun økonomisk støtte fra CIA, hvilket ikke kunne dække aflytningsoperationen. Det lykkedes til gengæld Sejr at få tilskud fra en række større danske virksomheder og sammenslutninger: Thomas B. Thriges Fabrikker, A/S Otto Mønsted, A/S Haustrups Fabrikker, A/S Zeuthen & Aagard, Danfoss, A/S Automatic, Aarhus Privatbank, Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet, Tuborg Bryggerierne, Carlsberg Bryggerierne, F.L. Smidth & Co., A/S Handelsbanken, Landmandsbanken, Privatbanken, Dansk Svovlsyre- og Superphosfat-Fabrik, De Danske Sukkerfabrikker, A/S Aarhus Oliefabrik og Baltica A/S. De bidrog hver med 5000 kr til den ulovlige operation. (5PK-123)

Firmaet troede det skulle afsløre DKP's væbnede aktiviteter og spionage til fordel for Sovjetunionen. Det mislykkedes imidlertid, eftersom partiet ikke var involveret i sådanne aktiviteter. I stedet kunne de private spioner følge med i de interne konflikter i DKP, og eftersom Sejr allerede i slutningen af 40'erne havde interesseret sig for psykologisk krigsførelse opstod hurtigt ideen om at forsyne medierne med information om modsætningerne i DKP for at forstærke disse. I 1953 forsynede Sejr og Niels Frommelt der var ankermand i aflytningen Berlingske Tidende med materiale fra aflytningerne og i 1958 forsynede de Information med materiale for at fremme den allerede fremskredne opløsning af partiet. Endvidere skrev de såkaldte «sorte breve» til udvalgte fremtrædende medlemmer af partiet, der skulle fremme deres udmeldelse eller splittelsen af partiet. PET Kommissionen konstaterer, at Firmaet bidrog til spændingerne i DKP, og at det ikke kan afvises at dens arbejde bidrog til partiets splittelse i 1959, hvor SF blev dannet. (5PK-123)

Pga. interne modsætninger i Firmaet ophørte aflytningerne i 1959, men de kom officielt først til PET's kendskab i 1963, da skandalen brød frem i regeringen og mellem efterretningstjenesterne. Det kunne efterfølgende konstateres, at Niels Frommelt i hele perioden 1952-59 havde forsynet PET's Einar Andersen med sammendrag af aflytningerne. PET fik således del i aflytningsmaterialet, men interesserede sig angiveligt gennem 7 år ikke for hvor Frommelt fik sin viden fra. Efter den interne afsløring i 1963 fik PET en kopi af de 3038 tætskrevne siders referat af de 7 års aflytning.

1962 Demokratisk alliance

I 1962 blev der begået et politisk motiveret indbrud i Kampagnen mod Atomvåben, hvor bl.a. bevægelsens medlemskartotek blev stjålet. Kriminalpolitiet fandt ud af, at sporene pegede i retning af den højreradikale organisation, Demokratisk Alliance, der overvejende bestod af tidligere KU'ere. PET blev orienteret og tog en samtale med gruppens formand, Henning Jensen, der indvilgede i at infiltrere trotskisterne. De følgende 12 år forsynede skiftende højreradikale spioner som PET slusede ind i det trotskistiske miljø tjenesten med oplysninger, og desinformation der passede ind i Demokratisk Alliances eget højreradikale projekt. (4PK-113)

PET havde ingen problemer med de højreradikale eller nazistisk orienterede spioner den brugte til at infiltrere venstrefløjen med. De skulle godkendes af PET's operationschef Jørn Bro, og han understregede i 2005 overfor PET Kommissionen, at tjenesten var opmærksom på spionernes baggrund og motiver, men at «det afgørende var værdien af kildernes oplysninger»:

Den omstændighed, at vedkommende muligt havde nazistiske sympatier, var ikke nødvendigvis afgørende. Afgørende var, om den pågældende gav pålidelige informationer, om han havde første klasses adgang til materialet. Motivet var således ikke afgørende, men det måtte inddrages i vurderingen af kilden, om der var tegn på at vedkommende var labil, og der således kunne være fare for, at han 'svingede tilbage'. (4PK-157)

Kommissionen dokumenterer imidlertid i sin beretning, at de højreradikales ideologi oftest ødelagde deres værdi som neutrale iagttagere. De overdrev hvad de så og hørte, eller fandt selv på historier for at få pudset PET eller politiet på venstrefløjen. De oplysninger PET fik om trotskisterne gennem 60'erne og 70'erne var åbenlyst forkerte, men PET valgte at tro på dem, fordi oplysningerne passede ind i tjenestens eget paranoide billede.

1968 Frihedsalliancen

I 1968 brød en fraktion ud af Demokratisk Alliance og dannede den højreradikale Frihedsalliancen. PET benyttede denne til at infiltrere DKP og trotskisterne frem til starten eller midten af 70'erne.

1973-79 Absalon

PET kom i 1973 undervejrs med at den tidligere FE ansatte, oberstløjtnant Erling Harder havde oprettet en militant organisation, Absalon, der skulle bekæmpe venstrefløjen politisk og militært. Organisationen fik økonomisk bistand fra en forretningsmand i Odense til sine aktiviteter. Organisationen underviste i sabotage, sprængstoffer og anskaffede sig våben. I 1975 konstaterede PET, at organisationen havde afgivet bestilling på night-vision udstyr, 30-40 geværer, 120 mm morterer, 40-75 geværer med kikkertsigte samt «tropeuniformer» hos en våbenhandler i København. (5PK-180)

PET Kommissionen gravede i hvad PET egentlig foretog sig overfor Absalon, men det melder arkiverne intet om, ud over en bemærkning om at den blev «inddæmmet». Der blev ikke ført retssager eller konfiskeret våben, så en sandsynlig forklaring er, at PET satte den højreradikale gruppe i sin egen tjeneste.

Den nazistiske bevægelses opkomst

FN's konvention mod racediskrimination trådte i kraft i 1969 og skulle i 1971 skrives ind i den danske straffelov, men frem for at skærpe straffelovens §266 b der forbyder racediskrimination, valgte justitsministeriet at svække den eksisterende lovgivning. Ministeriet mente ytringsfriheden stod højere end diskrimination. Mens danskere derfor i 1930'erne kunne dømmes for påstande baseret på den antisemitiske pamflet Zions vises Protokoller, var dette ikke længere muligt efter 1971. Konsekvensen var, at Danmark blev centrum for trykning og distribution af antisemitisk og nazistisk litteratur i Europa. De svinerier der ikke kunne trykkes i f.eks. Vesttyskland blev i stedet trykt i Danmark. (11PK-17)

Nazismen voksede fra 1970 med udgangspunkt i Århus, hvor den nye nazi-bevægelses fører, Povl Heinrich Riis-Knudsen studerede jura. Fra slutningen af 70'erne begyndte PET at overvåge nazi-bevægelsen. Ikke fordi tjenesten på nogen måde mente den var farlig - den overtrådte jo ikke §266 b med sine antisemitiske udgivelser - men fordi det gav PET værdifuldt materiale den kunne handle med på den internationale efterretningsbørs, hvor der var efterretningstjenester der i modsætning til PET anså nazisterne for farlige. Tjenesten holdt bl.a. det vesttyske efterretningsvæsen orienteret om de danske nazister, og fik til gengæld oplysninger om venstrefløjen. (11PK-97)

Den 3. september 1984 mødtes 2 PET folk med DNSB's organisationssekretær, der ønskede at overbevise tjenesten om, at nazisterne arbejdede på et lovligt grundlag. PET konkluderede efterfølgende:

Det mest åbenlyse resultat af samtalen skal ses i ideologien, der synes at bekræfte tidligere antagelser om, at DNSB med RIIS-KNUDSEN som landsleder kører en politisk blødere linie.
Det fremgår, at de tilslutter sig Hitlerlinien i modsætning til de i BRD kendte naziterrorgrupper, der beskylder Hitler for at have forrådt national-socialismen, da han udryddede SA-lederne i 1934. (11PK-105)

Konklusionen afspejlede, at PET anså de danske nazister for «bløde». Tjenesten førte på samme tidspunkt total krig mod den danske fredsbevægelse, fagbevægelsen og BZ. PET noterede sig i 1985, at der havde fundet to bombesprængninger sted mod jødiske institutioner i København, men det udløste ingen undersøgelse af de danske nazister. Blot en opfordring til regionerne om «opmærksomhed over for de kendte antisemitiske miljøer».

Trods sympatien overfor de nationalt sindede nazister lod PET i 1984 Frede Farmand infiltrere DNSB. Han forsynede de følgende 7 år tjenesten med bånd- og videooptagelser fra de nazistiske og højreradikale møder og arrangementer, som PET kunne anvende på den internationale efterretningsbørs. PET infiltrerede alene DNSB pga. de udenlandske forespørgsler. PET selv interesserede sig ikke specielt for materialerne. PET nåede at betale ialt ½ mio.kr. til Farmand i honorarer for hans infiltration. (11PK-104, 119)

I 1987 meddelte Riis-Knudsen, at DNSB ville stille op til kommunalvalget i 1989. Meddelelsen udløste en anmeldelse for overtrædelse af §266 b, og folketingsmedlem Arne Melchior anmodede justitsminister Erik Ninn Hansen om at indlede en undersøgelse af DNSB med henblik på dens opløsning efter Grundlovens §78 stk. 1. Justitsministeren svarede at foreninger jvf. Grundloven kun kan opløses ved dom, og statsadvokaten undersøgte anmeldelsen vedr. §266 b. Som ved tidligere anmeldelser meddelte statsadvokaten, at DNSB trods sin åbenlyse antisemitisme og racisme ikke kunne straffes efter §266 b. DNSB havde nu 8 afdelinger spredt ud over landet, omkring 350 medlemmer og planlagde opstilling. (11PK-110)

PET modtog fra 1985 store mængder materiale fra Frede Farmand, der i både lyd og billede dokumenterede nazisternes trusler mod navngivne journalister, politikere og folk på venstrefløjen - især BZ. PET valgte fra starten at ignorere truslerne, eller bifaldt direkte de nazistiske trusler mod BZ og den øvrige venstrefløj. Tjenesten bemærkede i 1992:

Fremtiden for DNSB som slagkraftig organisation er med den nuværende ledelse tvivlsom. Dog skal det som tidligere omtalt bemærkes, at der er interesserede og aktive nok, og at hvis [organisationssekretæren]…atter bliver ’lukket ind i varmen’, så kan BZ-bevægelsen og venstrefløjen i øvrigt, måske med rimelighed begynde at føle sig truet. (11PK-146)

I 1989 betalte PET for indkøbet af et regnskabssystem til DNSB's Nordland forlag, der trykte og distribuerede nazistisk litteratur over hele Europa. Frede Farmand havde lavet en ændring af programmet, så det regelmæssigt gik ned, hvorefter han kunne «reparere» det og samtidig tømme det for navne og adresser på modtagerne på den nazistiske litteratur. Operationen kan anskues som PET's tilskud til den nazistiske forlagsvirksomhed. Skal den anskues som en efterretningsoperation var den iflg. PET Kommissionen ulovlig, da PET undlod at indhente den retskendelse, der da i givet fald var nødvendig. PET's daværende chef Hanne Bech Hansen afviste overfor Kommissionen i 2009 at have godkendt operationen, hvilket peger i retning af at der var tale om PET tilskud til den nazistiske virksomhed. (11PK-130)

I starten af 90'erne flyttede DNSB's tyngdepunkt fra Jylland til Sjælland, da Riis-Knudsen blev marginaliseret. Samtidig ændrede bevægelsen karakter fra at orientere sig i partiretning, til at orientere sig mod aktivisme og vold. I anledningen af mordbrande på asylcentre i Tyskland i november 1992 gav DNSB's nye landsleder Jonni Hansen et interview til Ekstra Bladet, hvor han bl.a. sagde at: «Der findes også mange rabiate mennesker her, som er parate til at forsvare deres land mod indvandrere. Det er kun et spørgsmål om tid, hvis politikerne ikke åbner øjnene». PET konstaterede videre at DNSB nu oprettede afdelinger for «indre og ydre sikkerhed» samt en afdeling for «snavsede» sager. En gruppe tog sig af skolingskurser, og der fandtes ligeledes instruktører i militære færdigheder. Tjenesten bemærkede endvidere, at DNSB ønskede en aktionsgruppe nedsat der kunne «indsættes mod fjenden på venstrefløjen». (11PK-141)

At der ikke var tale om ren ølstuesnak viser praksis i starten af 90'erne. PET mistænkte selv DNSB for at stå bag det politiske indbrud i Fair Plays lokaler i 1991, et stigende antal danske politikere, journalister og folk på venstrefløjen modtog anonyme trusler, og flygtninge, kiosker, asylcentre og lokaler knyttet til venstrefløjen begyndte at blive angrebet. PET Kommissionen bemærker selv, at det i lyset af de nazistiske trusler og militære organisering er bemærkelsesværdigt, at PET ikke på noget tidspunkt i 80'erne eller 90'erne lavede trusselsvurderinger for den yderste højrefløj - til forskel fra venstrefløjen hvor PET lavede lange trusselvurderinger af f.eks. VS og fredsbevægelsen. PET hverken bearbejder eller analyserer det indkomne stof. Dets eneste relevans for tjenesten er som handelsvare på den internationale efterretningsbørs. Kommissionen bemærker endvidere, at heller ikke Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg eller Regeringens Sikkerhedsudvalg i 1975-93 drøftede de danske nazisters voksende styrke og aktivitet. Først efter Socialdemokratiet overtager regeringsmagten i 1993 dukker de første spor af bekymring op. (11PK-145)

I starten af 90'erne eksisterede der 4 hovedgrupperinger på den yderste danske højrefløj: DNSB, Den Danske Forening (DDF), Partiet de Nationale (PDN) og Nationalpartiet Danmark (NPD). PDN var opstået som en afskalning fra DNSB, mens NPD var en afskalning fra DDF. Alle erklærede i en eller form at de ville bekæmpe flygtninge og indvandrere voldeligt. NPD's Kaj Vilhelmsen udtalte således efter mordbranden på et asylcenter i Rostock i 1992:

Vores holdning er forståelse over for, at folk griber ind over for flygtningecentrene − der er ikke noget forkert i, at folk vil angribe dem. Forbrydelsen sker allerede når politikerne opfører centrene. Men: Vi siger ikke, de skal gøre det − den distinktion er vigtig at forstå − blandt andet fordi det har noget med lovgivning at gøre..... Vi betragter det som fuldstændig givet, at der i løbet af tre-fire år vil komme angreb på centre ligesom i Rostock. (11PK-150)

De højreradikale organisationer udvekslede oplysninger om deres antiracistiske modstandere. Det gjaldt bl.a. Fællesinitiativet mod Racisme (FIR) og Folkebevægelsen mod Nazisme (FMN). (11PK-153)

DDF var blevet startet af pastor Søren Krarup i 1986 som en kampagne mod landsindsamlingen Flygtning 86. Foreningen blev formelt oprettet i september 1987. Fra starten etableredes et tæt samarbejde mellem DDF og PET. Der var tale om jævnlige møder og udveksling af information. PET anså den for «ufarlig»:

Den danske Forening, må trods deres yderliggående meninger omkring udlændinge, betragtes som 'ufarlige', dels p.g.a. den lille medlemsskare og bestyrelsesmedlemmernes relativt høje alder, og dels p.g.a. at de med demokratiske midler ønsker at ændre Danmarks flygtningepolitik. (11PK-162)

PET gennemførte ikke nogen egentlig analyse af DDF, og bearbejdede heller ikke de efterretninger tjenesten fik, der tegnede et helt andet billede af foreningen. Tvært imod indrømmede PET's regionsleder i Århus i 2004 overfor PET Kommissionen, at tjenesten var irriteret over de bånd og oplysninger Frede Farmand viderebragte om DDF's voldelige tendenser. Tjenesten var ikke interesseret, og skyndte sig iflg. regionslederen at makulere materialet. (11PK-167) DDF's formand Ole Hasselbalch bekræftede i 1991 at foreningen fortsat modtog oplysninger fra deres kontakt i Århus Politi. (11PK-179)

PET blev allerede i 88 informeret om, at nazister havde infiltreret DDF og at foreningen havde kontakt til Patrioterne - en voldelig gruppe racister i Vestsjælland. I 90 gav DDF's Ole Hasselbalch Frede Farmand oplysninger om, at DDF lå inde med anvisninger på fremstilling af sprængstoffer. PET Kommissionen bekræfter at disse oplysninger blev registreret i Århus 11. september. De blev videresendt til Centralafdelingen 12. september, og i Centralafdelingen blev de arkiveret 19. september. PET mente ikke det var nødvendigt at reagere på sprængstofoplysningerne. (11PK-171)

Samarbejdet mellem Frede Farmand og PET blev stadig mere anstrengt i disse år. Mens Farmand i stigende grad definerede sin rolle som «varslingstjeneste» overfor den radikale højrefløjs voldelige planer, var PET inderlig uinteresseret. PET brugte Farmands oplysninger som handelsvare overfor udlandet, og betragtede den radikale højrefløjs udvikling med sympati. Der var et decideret sammenfald i det politiske mål: at knuse venstrefløjen.

Farmand begyndte derfor selv at lække sine oplysninger til pressen. Derved brændte han langsomt broerne til de organisationer han overvågede. DDF brød kontakten til Farmand i 1991 efter afsløringen i Ekstra Bladet af foreningens bombeplaner. (11PK-171)

I 1991 blev der gennemført en straffesag mod en betjent fra paskontrollen i Gedser, der var medlem af DDF. Allerede i 1990 havde han fået en tjenstlig irettesættelse for racistiske udtalelser mod 3 statsborgere fra Zimbabwe, der rejste ind i Danmark. I 1991 blev han genstand for en disciplinærsag, efter han til Berlingske Tidende havde erklæret, at det kunne være nødvendigt at gribe til våben for at stoppe indvandringen - «så lang tid det ikke vil slagte Den Danske Forening». Han mente at have opinionen på sin side, da offentliggørelsen af Ole Hasselbalchs bombeliste ikke havde udløst mange kritiske reaktioner. Senere på året indledtes straffesagen. Ikke pga. våbentruslerne, men fordi næstformand i DDF, Poul Vinther Jensen havde oplyst at han fra betjenten modtog interne dokumenter fra politiet. Betjenten blev ikke straffet, men kun forflyttet. (11PK-174)

I 1992 blev PET's samarbejde med DDF afsløret i Ekstra Bladet. Det udløste efterforskning gennemført af Rigspolitiets Rejsehold. Rigspolitiet konkluderede efterfølgende, at der ikke havde eksisteret noget samarbejde. Dette modbevises af det materiale PET Kommissionen har fået adgang og udtalelser fra DDF's Ole Hasselbalch. (11PK-179)

Mens PET ikke interesserede sig for DNSB, var dette ikke tilfældet med Folkebevægelsen mod Nazismen (FMN). Den blev oprettet i 1988 og havde fremtrædende medlemmer som tidligere statsminister Anker Jørgensen, senere justitsminister Frank Jensen og tidligere folketingsmedlem Arne Melchior. Bogen Den hemmelige Tjeneste fra 1999 beskriver hvordan PET satte store ressourcer ind på at splitte foreningen. Rationalet var, at FMN ville gøre DNSB mere voldelig og det skulle undgås. Det hedder i bogen:

Frede Farmand og PET tolker situationen som en optrapning af volden mellem nazister og anti-nazister, og ifølge Frede Farmand tager de den fælles beslutning, at Jens Sejersen ikke blot skal overvåges. Oplysningerne, der kan komme ud af det, skal bruges til at splitte folkebevægelsen og dermed stække den, så den ingen betydning får. Den skal simpelthen gøres ukampdygtig. (11PK-181)

Samme tema blev taget op i Ekstra Bladet i 1999, hvor det bl.a. blev afsløret at Frank Jensen var blevet overvåget af PET pga. sit engagement i FMN:

PET's interesse var så stor, at man både fulgte Folkebevægelsens møder − og sendte agenter med mikrofoner og skjulte båndoptagere ud for at møde foreningens ledende medlemmer.... En af de personer, PET interesserede sig særligt for, var direktør Jens Sejersen fra firmaet 'Sejersen Vikar'. I 1990 var han både genstand for overvågning og retningsbestemte mikrofoner, og han blev tilsyneladende offer for en intrige, der både stækkede foreningens position og kostede Sejersen hans fremtrædende rolle. Denne intrige var gennemført af folk tilknyttet PET, som handlede efter aftale med deres chefer. (11PK-181)

Fremstillingerne fra 1999 bekræftes af PET Kommissionens gennemgang af PET's kartoteker. Tjenesten indledte sin overvågning af folkebevægelsen allerede i 1988, hvor den satte Frede Farmand på opgaven. Han overvågede og fotograferede de stiftende møder i Ålborg og Esbjerg. En anden PET spion overvågede stiftelsen i København.

Der var to hovedårsager til at PET interesserede sig for FMN og Jens Sejersen. For det første havde han kontakt med Erik Jensen i foreningen Demos, der selv arbejdede med kortlægning af det radikale højrefløjsmiljø. PET hadede Erik Jensen lige siden han i første halvdel af 70'erne havde spillet en fremtrædende rolle i De Danske Vietnamkomiteers Dokumentationsgrupper og bl.a. havde været til at afsløre PET's ulovlige aktiviteter. Fra slutningen af 80'erne blev han atter en hovedmodstander, netop pga. sin kortlægning af højrefløjen. PET ønskede ikke den radikale højrefløj kortlagt eller bekæmpet. Og det var netop anden hovedårsag til overvågningen af FMN og Sejersen: han var dygtig til at indsamle materiale, og skræmmende dygtig til at splitte den radikale højrefløj. (11PK-190)

En række af PET's (ulovlige) aflytning af Sejersens samtaler blev foretaget af Frede Farmand, men også PET ansatte foretog denne aflytning. I 1990 lagde Farmand og PET en fælde for Sejersen, hvor Sejersen overfor Farmand erklærede, at nazisterne skulle have bank og at han intet havde imod at anvende Göbbels'ke metoder til at manipulere pressen. DDF fik en kopi af den båndede samtale, som blev bragt i foreningens blad Danskeren. Sejersen tabte den efterfølgende injuriesag, fordi DDF kunne afspille Farmands indspilning af samtalen. Året efter blev FMN splittet. Sejersen og det meste af Københavnsafdelingen brød ud og dannede Fair Play 91, som var en antinazistisk og antiracistisk paraplyorganisation. PET havde fået svækket FMN og Sejersen. (11PK-185, 190)

Albert Larsen var næstformand for Fremskridtspartiet i Vestsjælland og opstillet til Folketinget, men i 1988 trådte han frem som nazist. Allerede året efter brød han ud af DNSB med en lille gruppe og dannede PDN. Larsen fandt hurtigt ud af, at antiracisterne ikke ville lade hans parti udvikle sig uden modstand. I marts 1990 saboterede AFA og BZ et møde PDN havde indkaldt til i Vesterbro Kulturhus. Larsen kom fra Sorø og var på udebane i det antiracistisk velorganiserede København. Måneden efter fortalte han DNSB's Jonni Hansen, at han var i gang med at organisere et tæskehold. Tæskeholdet kom til at hedde Dansk Broderskab og var underlagt PDN. Det indsamlede information om PDN's modstandere på venstrefløjen og skulle fungere som vagtværn ved møder o.lign. Ligeledes i 1990 fortalte han Frede Farmand, at han ville sprænge en moské i luften, hvis en sådan blev bygget i Danmark. Han havde nemlig erfaring med sprængstoffer fra sit arbejde i en mine i Grønkand. Og da SF's medlem af Københavns borgerrepræsentation, Lubna Elahi i juni blev slået ned og brækkede næsen, tog Lars og PDN ansvaret. (11PK-209)

Frede Farmand holdt PET orienteret om udviklingen i PDN, og tjenesten registrerede allerede i 1989, at PDN i et meget tydeligt sprog bekendte sig til brugen af vold som politisk kampmiddel. Det interessante ved alle disse oplysninger til PET var, at de var båndede. Der var altså ikke tale om at Farmand var et subjektivt vidne, der søgte at føre PET bag lyset, men at PET selv kunne lytte til de båndede voldelige udsagn. I en samtale i november 1990 talte Larsen om brug af brandbomber mod asylcentre. Denne form for terror kom til udfoldelse i august 1992, da der blev kastet 3 brandbomber mod et asylcenter i Jyderup. (11PK-211)

I februar 1991 aflyttede PET en samtale mellem Albert Larsen og et PDN medlem i Odense. Under samtalen kom de to ind på at gennemføre attentater mod bl.a. DKP/ML's bogbutik i byen og lokaler der tilhørte Foreningen af Indvandrere og Danskere i Odense (FIDO). PET's sagsbehandler troede ikke på truslerne, selv om diskussionen (og planlægningen) af dem fortsatte gennem 1991, og PET advarede derfor heller ikke de berørte. Attentaterne mod de to lokaler blev gennemført i november 1991. Det fremgår iflg. PET Kommissionen ikke af PET's akter, at tjenesten skulle have bidraget til opklaringen af de 2 attentater, selvom den var bekendt med dem. (11PK-216)

I april 1991 aflyttede PET andre samtaler hvoraf det fremgik, at et PDN medlem sammen med 4 andre ville «gokke» Demos' Erik Jensen, så denne ikke kunne deltage i et FIR (Fællesinitiativet imod Racisme) arrangement i byen. Overvejelserne dukkede op igen i september 1992. I ingen af tilfældene blev de mulige planer dog ført ud i livet. Det fremgår ikke af PET's akter, at tjenesten skulle have advaret Erik Jensen. Først i 1993 blev der etableret forbindelse mellem Farmand og Erik Jensen, og Farmand fandt da ud af, at alle de båndede planer om overfald på Erik Jensen selv og på VS' kontor, som Farmand havde overdraget PET aldrig var formidlet videre. PET's manglende vilje til at reagere på de højreradikales trusler og faktiske indbrud, hærværk og overfald chokerede Farmand. (11PK-217)

I december 1991 fremsatte Larsen i Ekstra Bladet trusler overfor CD'erne Mimi Jakobsen, Arne Melchior og Peter Duetoft. Det førte til, at kriminalpolitiet i Ringsted overvejede at rejse tiltale mod Larsen for overtrædelse af straffelovens §119 og §266, men efter at have været i kontakt med PET droppede kriminalpolitiet sagen. (11PK-218)

I løbet af 1991 begyndte det at gå op for Frede Farmand, at PET ikke advarede politiet om forestående angreb på venstrefløjen, mens tjenesten på den anden side beskyttede de højreradikales møder. (11PK-219)

I august 1991 igangsatte PET en aflytning af PDN's ledende medlem i Odense, der sammen med Albert Larsen planlagde et brandattentat mod medlemmer af FIR i byen. PET vurderede at planerne ikke ville blive ført ud i livet - hvad de heller ikke blev - men undlod samtidig at advare FIR medlemmerne. Senere i november diskuterede Larsen med samme PDN medlem nedbrændingen af et flygtningecenter i Fåborg. Heller ikke denne gang reagerede PET på truslerne. En af PET's medarbejdere erklærede overfor PET Kommissionen i 2004, at PET ikke kunne advare det almindelige politi om planer, fordi dette ville bringe kildens (Frede Farmand) i fare. Det var bekymringer PET aldrig nærede, når tjenesten desinformerede politiet om påståede aktioner fra venstrefløjens side. (11PK-220)

I februar 1991 skulle PET sikkerhedsgodkende et PDN medlem der stod Albert Larsen nær. PET medarbejderen så ingen problemer i godkendelsen og tilføjede eftertænkningsfuldt:

Afslutningsvis kan det bemærkes, at meget nationalt prægede politiske holdninger hos mennesker normalt ikke taler til ugunst for disses evner til at efterleve sikkerhedsmæssige forskrifter. (11PK-223)

Tankegangen var interessant for PET så åbenbart ingen problemer ved at højreradikale fik adgang til våben og sprængstoffer, samtidig med at de både offentligt og når de troede sig private talte om gennemførelsen af voldelige aktioner.

I januar 1992 opsummerede tjenesten sit syn på PDN således:

Vi tvivler efterhånden alvorligt på, at hr. LARSEN har det fornødne 'mod' til at udføre et 'reelt' bombe- eller brandattentat. Sikkert er dog, at enkeltmedlemmer af hans organisation uden megen overtalelse, vil være i stand til at hæve niveauet fra de hidtidige 'bagatelagtige' hærværksaktioner, som et par medlemmer i Odense indtil videre har udført mod indvandrerorg. og 'fjenderne' på venstrefløjen.
Flere af medlemmerne har ligeledes relativt nemt ved − via arbejdsplads eller Hjemmeværnet − at skaffe sig det nødvendige sprængstof. (11PK-225)

PET gav ellers PDN gode muligheder for at «udfolde» sig. PET Kommissionen noterer videre:

I sagen vedrørende PDN ligger en notits om det yderste højres forhold til Hjemmeværnet. Her konstateres det, at der ikke er noget mærkeligt i, at mange højrenationale har forbindelse til Hjemmeværnet, som jo netop samlede danskere med et ønske om at forsvare landets nationale interesser. Det gav alligevel anledning til bekymring, at nogle af Hjemmeværnets medlemmer havde forbindelse til de yderligtgående højreekstremistiske bevægelser, og at der blandt disse også var folk, som individuelt var medlemmer af bevæbnede aktivitetsgrupper, som uden for Hjemmeværnet angiveligt var helstøbte kamp- og indsatsenheder. (11PK-226)

Mindre end 2 måneder efter at PET havde opsummeret sit syn på PDN, blev IS' kontor i København sprunget i luften.

Myndighedernes interesse for den radikale højrefløj tog først til efter SR regeringen kom til i januar 1993. I 1994 advarede justitsminister Erling Olesen på et møde i Den Danske Publicistklub mod det nazistiske miljø i Danmark, der efter hans opfattelse var farligere end venstrefløjen. Olesen henviste til, at man gennem de sidste 18 måneder havde registreret et par hundrede tilfælde af ulovligheder begået af det nynazistiske miljø. Der var tilfælde af bombetrusler, uddeling af nazistisk materiale osv. Men der havde også været en snes bombesager, en snes brandstiftelser og en snes alvorlige voldssager af racistisk karakter. Han henviste konkret til DNSB, NPD og PDN. (11PK-227)

Søllerødgadebomben

Den 16. marts 1992 sprang en bombe IS' kontor i Søllerødgade i København i luften og dræbte en IS'er på kontoret. Det stod umiddelbart klart for alle, at der var tale om et politisk attentat, uanset hvem der iøvrigt stod bag. Samme dag bomben sprang blev Frede Farmand kontaktet af PET, der beordrede ham til tavshed om hvad han vidste om højrefløjen.

Samme dag bomben sprang, sendte PET den af sine medarbejdere der arbejdede med de højreradikale grupper ind på politigården for angiveligt at støtte opklaringsarbejdet. Ud fra PET Kommissionens afdækning af PET's rolle i opklaringsarbejdet fremtræder det nærmere som om tjenesten skulle lede opklaringen på vildspor. Trods det forhold, at det var PET's højrefløjsekspert der blev sendt på politigården, interesserede tjenesten sig udelukkende for IS. Samme dag bomben sprang, igangsatte PET en ulovlig aflytning af IS' telefoner i Århus, og aflytningen blev efterfølgende udvidet til København. Disse aflytninger fortsatte frem til maj. De få dokumenter PET selv producerede under efterforskningen hævdede alle, at det var IS selv der havde leget med sprængstoffer, og sprunget sig selv i luften. PET undlod at fortælle kriminalfolkene i drabsafdelingen om de højreradikales bombeplaner og adgang til sprængstoffer. (11PK-245)

PET koncentrerede sig i stedet om IS, og startede med at nyregistere 25 IS'ere, efter at organisationen selv havde afleveret hele sit medlemskartotek til kriminalpolitiet for at støtte efterforskningen.

I eftersommeren 1993 blev det for meget for Frede Farmand, der gennem mange år havde fodret PET med båndede optagelser af de højreradikales voldelige planer. Han brød derfor den tavshed PET havde pålagt ham på selve dagen bomben sprang og gik til medierne. Oplysningerne om de højreradikales planer kom fuldstændig bag på kriminalpolitiet, der efter de nye oplysninger i sagen hentede bl.a. Albert Larsen ind til afhøring. Iflg. Farmand havde Larsen allerede før 1992 fortalt om PDN's rekognicering i Søllerødgade. (11PK-241)

PET Kommissionen dokumenterer, at PET i bedste fald ikke delte sin viden om den radikale højrefløj med kriminalpolitiet. I værste fald at PET direkte ledte efterforskningen på afveje ved stædigt at fastholde tesen om at det kun kunne være IS der stod bag bomben.

At de højreradikale aldrig fik samme gennemslagskraft i Danmark som i Sverige og Tyskland skyldes at de højreradikale paroler om «Danmark for danskerne» blev overtaget, først af Danmark Folkeparti, og siden af Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og sidst - i en vis udstrækning - af SF. Den højreradikale intolerance overfor fremmede blev mainstream politik.

PET i det 21. århundrede

PET har altid været et våben til at bekæmpe anderledes tænkende til venstre for det Konservative Folkeparti, og denne anti-demokratiske funktion er blevet yderligere forstærket efter år 2000. al-Qaedas angreb på World Trade Center i New York i september 2001 førte til et globalt terrorhysteri, der fra Zimbabwe over USA og Kina til Danmark er blevet brugt til indskrænkning af demokrati og retsstat, samt åben kamp mod politisk anderledestænkende. I Danmark blev terrorpakke I vedtaget i foråret 2002 og betød en betydelig indskrænkning i danskernes rettigheder ved at kriminalisere støtte til befrielsesbevægelser. Denne lovgivning blev i sidste halvdel af årtiet anvendt til at få dømt en række solidaritetsorganisationer og rejst tiltale mod den danske modstandsbevægelse - på nazisternes foranledning. Terrorloven blev yderligere skærpet med terrorpakke II i 2006, der gav PET næsten uindskrænkede rettigheder til overvågning af danskerne. Danmark tog dermed et stort spring ind på listen over politistater.

Udover de næsten uindskrænkede beføjelser til PET - beføjelser der ikke adskiller sig fra de beføjelser det østtyske Stasi fik til overvågning af østtyskerne - har tjenesten udviklet sin egen «operative afdeling» der gennemfører arrestation og tortur.

Allerede i 2002 blev det påpeget, at terrorpakke I kunne anvendes mod alle organisationer, den danske regering var politisk uenig med. Det blev bekræftet i 2010 da PET arresterede et medlem af Antifascistisk Aktion (AFA), der senere blev sigtet for støtte til en terrororganisation - AFA selv. Den danske stat bekræftede dermed at den ønsker at kriminalisere oppositionel politisk aktivitet. PET har siden sin oprettelse gennemført en hemmelig krig mod danske demokratiske organisationer. Fra 2010 er denne krig blevet åben og vil i næste omgang kunne rettes mod forældreorganisationer, fagforeninger osv. PET er i gang med en åben omdannelse til en terrororganisation, hvis terror rettes mod almindelig lovlig politisk virksomhed.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) konstaterede i sin Årsredegørelse 2021, Politiets Efterretningstjeneste, at PET ikke svarede på tilsynets forespørgsler, ikke slettede oplysninger efter 10 år som burde være slettet og indsamlede ulovlige oplysninger. I tilsynets opsummering hed det:

Tilsynet finder det overordentligt kritisabelt, at PET i forbindelse med én af tilsynets kortlægninger af tjenestens it-landskab har haft en sagsbehandlingstid på 480 arbejdsdage. Endvidere finder tilsynet det kritisabelt, at PET i forbindelse med en række af tilsynets kontroller og én af tilsynets øvrige kortlægninger af tjenestens it-landskab har haft sagsbehandlingstider på henholdsvis 133, 152 og 200 arbejdsdage. PETs lange sagsbehandlingstid har blandt andet betydet, at tilsynet ikke har haft mulighed for at kontrollere og kortlægge udvalgte områder af tjenestens it-landskab.

På den baggrund konkluderede tilsynet, at dets høring «ikke længere tjener sit formål». Redegørelsen bekræfter billedet af, at PET i sin praksis har sat sig langt udenfor loven (altså bryder loven), og at tilsynet pga. modviljen i PET kun har begrænsede muligheder for at udføre sit arbejde.

A.J.