Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 8.979
: :
Trilateralkommissionen

Den Trilaterale Kommission (The Trilateral Commission) er betegnelsen for en sammenslutning af den kapitalistiske verdens topfolk indenfor finansvæsen og industri, spædet op med udvalgte repræsentanter for fagbevægelsen, massemedierne og akademiske institutioner med tilknytning til «the establishment». Kommissionen har ca. 250 medlemmer fra USA, Vesteuropa og Japan. Den ledes af en eksekutivkomite med 34 medlemmer og afholder halvårlige møder.

Kommissionens betydning ligger især i det arbejde der udføres gennem formelle og uformelle kanaler for at samordne de ledende kapitalistiske staters og multinationale selskabers politik indenfor områderne international økonomi, valutaspørgsmål og «udfordringen fra den tredje verden». Kommissionen betragtes gerne som en halvhemmelig diskussionsklub for mægtige industri- og finansmænd, men kan også ses som kimen til en korporativ verdensregering på vegne af internationale kapitalinteresser, som har optaget enkeltpersoner fra de politiske toplag og fagbevægelsen.

Kommissionen blev formelt oprettet i 1973 - ikke mindst på initiativ fra David Rockefeller, bestyrelsesformanden i Chase Manhattan Bank. Oprettelsen må ses i lyset af USA's daværende krise efter nederlaget i Indokina, de rystelser som dollaren og det internationale valutasystem var blevet udsat for, frygten for antikapitalistiske befrielseskræfter i u-landene og en magtforskydning indenfor den industrialiserede verden i Japans og Vesttysklands favør. Som en reaktion på Nixonadministrationens forrådnelse og dens tilløb til en protektionistisk politik, ønskede repræsentanter for finanskapital og transnationale selskaber at arbejde mere aktivt for en verdensorden med frihandel og fri bevægelse af kapital, teknologi og arbejdskraft, koblet til en samordning af USA's, Japans og Vesteuropas udenrigsøkonomi og udenrigspolitik.

Professor Zbigniew Brzezinski fik til opgave at udforme en «trilateral strategi» og sammensætte en repræsentativ kommission. Medlemmerne er især knyttet til den internationale finanskapital (f.eks. Chase Manhattan Bank, Bank of America, Lloyds, Barclays, Rotschild, Bank of Tokyo, Mitsubishi Bank), og den højteknologiske storindustri (f.eks. IBM, Shell, Exxon, Toyota, Thyssen, Unilever, Hewlett-Packard, Coca-Cola). Dertil kommer personer med nær tilknytning til NATO, Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken osv., akademiske institutioner («Think-tanks») som Rand Corporation, massemedier som Timekoncernen, Washington Post, CBS, Die Zeit, Financial Times osv., samt enkelte fagforeningsledere som f.eks. den vesttyske LO-formand.

En af kommissionens mest vellykkede aktioner var sikringen af valget af Jimmy Carter posten USA's præsident i 1976. Han var en ganske ukendt guvernør, som blev ført frem til sit embede af den del af industri- og finanskapitalen, som ønskede en mere udadrettet økonomi. Samtlige topstillinger i Carteradministrationen blev derefter besat af medlemmer fra den trilaterale kommission. Det gjaldt posterne som vicepræsident, finansminister, handelsminister, forsvarsminister, FN-ambassadør og den sikkerhedspolitiske rådgiver. I sidstnævnte stilling blev kommissionslederen Z. Brzezinski selv placeret.

Gennem formelle møder og uformelle rådslagninger har det været et hovedtema for kommissionen at styrke institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, bl.a. på bekostning af FN-systemet hvor alle lande har én stemme hver. Det er den Trilaterale Kommissions ønske at opbygge subimperialistiske stater som f.eks. Brasilien, Mexico, Saudiarabien, Indonesien, Indien, Nigeria og Sydafrika. Strategien var desuden at samordne de ledende kapitalistiske industrilandes holdning til en «ny økonomisk verdensorden», således at udformningen kunne tjene en arbejdsdeling med flytning af investeringer til udvalgte u-lande og bidrage til en højteknologisk superrationalisering som skulle splitte og svække arbejderbevægelsen i de industrialiserede lande.

Kommissionen var samtidig højlydt bekymret over «demokratiet» i de vestlige lande, og gav i 1975 sin tilslutning til en bestilt rapport, som talte om demokratiets «excesser», som krævede stærkere styring fremfor politisk deltagelse i kriseperioder og som advarede stærkt mod den nedbrydende virksomhed, som intellektuelle og journalister bedrev.

I bestræbelserne på at åbne hele verden for de internationale finans- og industriinteresser var det en bærende tanke at opbløde forholdet til Kina. Ikke mindst Japan fik til opgave at sætte den kapitalistiske udvikling i Kina på skinner. Den Trilaterale Kommission blev da også belønnet ved, at et aktivt kommissionsmedlem - den tidligere formand i det amerikanske bilarbejderforbund, Leonard Woodcock, - blev den første amerikanske ambassadør i Beijing.

Samlet kan det siges, at kommissionens betydning er langt større end opmærksomheden i den offentlige debat afspejler.

T.L.E.