Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 17.242
: :
Ny økonomisk verdensorden (NØV)

Begrebet ny økonomisk verdensorden opstod i 1973-74 i forbindelse med De alliancefrie Staters topmøde i Algier i september 1973, den efterfølgende «oliekrise», og de alliancefries krav om at FN skulle tage hele udviklingsproblematikken op til ny drøftelse. Det var Algeriets daværende præsident Houari Boumedienne der i sin egenskab af præsident for De alliancefrie først lancerede begrebet og kravet om en nyorientering af den internationale økonomi. På den sjette ekstraordinære session af FN's generalforsamling i april-maj 1974 blev en principerklæring og et første handlingsprogram for en ny økonomisk verdensorden (NØV) vedtaget.

Selve debatten om NØV kom primært til at foregå i UNCTAD og i Konferencen om internationalt økonomisk Samarbejde 1975-77 (den såkaldte nord-syd-dialog i Paris).

Baggrunden for kravene

Flere forhold lå til grund for kravet om NØV. FN's første udviklingstiår 1961-70 havde ikke givet u-landene de resultater man havde forudset. Det andet udviklingstiår tegnede heller ikke godt. Dertil kom at forståelsen af udviklingsproblemerne og årsagerne til underudvikling var blevet mere kritisk og konkret. Ikke mindst var der en udbredt skepsis overfor den betydning som u-landenes koblinger til internationale markeder havde for udviklingsprocessen og et tiltagende kritisk syn på de industrialiserede landes politik overfor u-landene, og den betydning som de historiske forbindelser i form af imperialisme og kolonistyre har haft for underudvikling og mangel på udvikling.

Det var ikke en ny diskussion. Allerede under og lige efter sidste verdenskrig blev sådanne spørgsmål taget op af økonomiske eksperter - bl.a. af Keynes og Arthur Lewis.

Arthur Lewis, brugte i 1954 eksemplet sukker og påpegede på, at udbyttet per hektar i sukkerproduktionen i ulandene var tredoblet over 75 år, hvilket var langt mere end i hvedeproduktionen i de rige lande. Men alligevel:

"..gik arbejderne i sukkerindustrien stadigt rundt uden sko og boede i elendige hytter, mens arbejderne i hvedeindustrien havde nogen af de højeste levestandarder i verden. Uanset hvor produktive sukkerarbejderne blev, gik fordelene primært til de industrielle opkøbere i form af lavere sukkerpriser".

Men det var ikke mindst den økonomiske skole som blev benævnt stukturalisterne, med folk som Raoul Prebisch (senere den første generalsekretær for UNCTAD), Celso Furtado, Hans Singer og Dudley Seers, der i 1950'erne og 1960'erne pegede på, at u-landene ikke kunne basere deres udvikling på de internationale markeder. De påviste, at u-landene stod overfor et stadig dårligere bytteforhold overfor de industrialiserede lande. Bytteforholdet beregnes ved at sammenligne prisudviklingen på de varer som et land eksporterer, med de varer det importerer. Et faldende bytteforhold bevirker dermed, at u-landene får forringet deres købekraft, da de får mindre for deres eksport af typisk råvarer, og må betale mere for deres import af især færdigvarer.

Årsagen til det ulige bytte blev fundet i en række forhold: Den træge løn i de rige lande og den fleksible løn i de fattige, tendensen til at bruge en mindre og mindre andel af sin indkomst på råvarer når man bliver rigere, protektionismen i de rige lande og udviklingen af erstatningsstoffer for råvarerne.

Derfor måtte ulandene enten rive sig løs fra de internationale markeder eller også kæmpe for mere retfærdige forhold på de globale markeder. Det var den sidste strategi som førte til kravet om en Ny Økonomisk Verdensorden.

Et andet forhold der ligger bag kravet om NØV, er at finde i «oliekrisen» og den kraftige stigning i udbyttet af olieeksporten for de olieeksporterende lande. NØV kom i nogen grad også som et svar på kritikken, om at «oliekrisen» specielt ramte de olieimporterende u-lande. Det blev vigtigt for OPEC og specielt for de mere progressive OPEC lande at svække grundlaget for denne kritik ved at tage udviklingsproblemerne op i hele deres bredde. Samtidigt førte OPEC landenes succes med prisregulering for olie til en tro på, at det også kunne lade sig gøre for andre råvarer.

Centrale krav

Et af de mest konkrete krav i forbindelse med den Ny Økonomiske Verdensorden var kravet om stabilisering af råvarerpriserne på verdensmarkedet og en forbedring af ulandenes bytteforhold. De bestræbelser kulminerede med vedtagelsen af «Det Integrerede Råvareprogram» (IPC) på UNCTAD IV i 1976 - senere fulgt op på UNCTAD V i 1979. For ikke mindre end 18 råvarer skulle der etableres internationale råvareaftaler, som ved hjælp af bufferlagre, priskontrol, eksportkvoter eller lignende skulle stabilisere og gerne hæve råvarepriserne. En fælles fond for råvarer skulle stå for at finansiere hele det ambitiøse program.

Andre centrale krav der blev stillet indenfor NØV rammen var: At det international kredit- og valutasystem blev mere demokratisk og mere indrettet på u-landenes behov; At der blev givet en omfattende støtte til industrialisering af u-landene, således at disse kan stå for mindst 25 % af verdens samlede færdigvareproduktion inden år 2000 (mod 7 % i 1975); At teknologien der overføres til u-landene skulle være mere tilpasset behovene og skulle gives på friere vilkår; At færdigvarer som u-landene producerer skulle have lettere adgang til i-landenes markeder, hvor de diskrimineres gennem told og andre restriktioner; At u-landenes store gældsbyrde skulle lettes - den var i 1976 beregnet til over 200 milliarder dollar; At de multinationale selskaber blev bragt under kontrol; At u-landene fik en større andel i verdens tjenesteydelser, bl.a. skibsfart; At reelle ressourceoverførsler i form af financiel og anden bistand, blev kraftig øget og der blev fastsat målsætninger for udviklingsbistanden (vedtaget til 0.7% af BNP); Og at u-landene fik kontrol over deres egne naturressourcer. Alle krav som endnu i dag går igen i udviklingsdebatten.

Kravene handler med andre ord både om indgreb i den internationale økonomi for at sikre en mere ligelig fordeling af verdens goder og indgreb i de internationale magtforhold for at sikre en mere ligeværdig beslutningsproces. Magtaspekterne understreger den politiske karakter.

Problemer for den Ny Økonomiske Verdensorden

Trods de storstilede vedtagelser i midten af 1970'erne har debatten om NØV haft begrænset effekt. NØV er i dag blevet et udvandet begreb, der i den offentlige debat ofte omtales i ret forblommede og uforpligtende vendinger. Meget af den kritiske undertone der lå til grund for introduktionen af kravene i 1973 er delvist faldet bort.

Dertil kom, at den praktiske udformning viste sig vanskelig. Det integrerede råvareprogram løb ind i problemer straks efter vedtagelsen. En række af de internationale råvareaftaler blev aldrig etableret, og de der blev, er efterfølgende brudt sammen en efter en. Kaffeaftalen brød sammen i 1989, på grund af utilfredshed med de høje kaffepriser i forbrugerlandene og uenighed om fordelingen af eksportkvoterne mellem ulandene. Kakaoaftalen røg ud af eksperimentet med en stor gæld, som landene har skændtes om at betale, og tinaftalen gik simpelthen bankerot med store bjerge af usælgeligt tin i bufferlagrene. Fælles Fonden for Råvarer, den fond som skulle finansiere hele det ambitiøse projekt, kom først i gang i 1989, mere end et årti efter vedtagelsen, og det var i en stærkt nedtonet udgave, der allerede fører en hensygnende tilværelse. Den eneste aftale som overlevede ind i 90'erne var rågummiaftalen. Men også den aftale ser nu ud til at bryde sammen.

De vedtagne målsætninger for udviklingsbistandens størrelse er kun blevet overholdt af få lande, og samlet set er de industrialiserede lande her ved årtusindskiftet længere fra målet end nogensinde.

Årsagen til problemer skal blandt andet findes i den grundlæggende magtkamp, som debatten om NØV afspejlede. Den manglende vilje til at give indrømmelser til u-landene fra de store økonomiske magter bundede uden tvivl i frygt for at miste vigtige magtpositioner. De mange vedtagelser blev gennemtrumfet i et FN, hvor ulandene havde flertal, men det var beslutninger uden organisatorisk grundlag. Endelig manglede NØV opbakning i de rige lande, der skulle bære omkostningerne. I-landene gik modstræbende med til ideerne, skræmt af OPEC-landenes håndfaste demonstration af konsekvenserne, hvis ulandene selv tog affære.

Dertil kommer, at u-landene ikke har magtet at holde en stærk sammensvejset front overfor i-landene, da mange u-lande fortsat står i afhængighedsforhold til stormagterne, og da u-landene i stigende grad udviklede sig forskelligt og dermed fik forskellige ønsker og holdninger til de internationale forhandlinger. Den ellers så stærke forhandlingsgruppe for u-landene - de Alliancefrie Stater - blev i stigende grad præget af stridigheder og interne modsætninger. Kravet om NØV fik derfor karakter af, at være den «største fællesnævner», og selv om enheden udadtil ofte var overraskende stærk, begyndte de forskellige regeringer at fremme deres særinteresser, på bekostning en fælles samling om de grundlæggende krav.

Endelig er NØV fra forskellige side blevet kritiseret for, at begreberne og kravene rummer modsigelser. Politiske ledere og klassiske økonomer i de dominerende i-lande førte an i denne højrekritik, der har gået ud på at NØV repræsenterer et utilbørligt indgreb i «den frie konkurrenceøkonomi». Kravene om højere råvarepriser blev desuden afvist som politisk og teknisk uacceptable. Fra venstrefløjen blev NØV kritiseret for ikke at gå radikalt nok til værks mod de imperialistiske tendenser i systemet. Og fra miljøbevægelsens side blev det påpeget, at NØV ikke var fuldt foreneligt med en udviklingsstrategi baseret på selvforsyning som princip.

Alligevel kan NØV opfattes som en konstatering af, at den klassiske økonomis og de traditionelle udviklingsteoriers opfattelse af udviklingsproblemerne er mangelfuld. Og som det fremgår har en række af de centrale krav under debatten om NØV overlevet helt frem til i dag.

C.F.B.