Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.003
: :
Tugthuslovene i Norge
Tugthuslovene skulle værne strejkebrydere («arbejdsvillige»). I Norge kunne man i perioden 1927-35 blive idømt bøde eller fængsel i indtil et år, hvis man hindrede andre i at arbejde. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

I Norge er udtrykket tugthuslov særlig anvendt om et tillæg til den norske straffelovs § 222, som blev vedtaget i 1927. Tillægget havde til formål at beskytte strejkebrydere. I bredere forstand anvendes tugthuslov om lovgivning, som ved særbestemmelser søger at fratage arbejderne og deres organisationer effektive kampmidler i klassekampen. Udtrykket er hentet fra Tyskland. I sin kamp mod arbejderbevægelsen udtalte kejser Wilhelm II i 1898, at enhver som hindrede en arbejdsvillig tysk arbejder i at arbejde, «skal straffes med tugthus». (Se Tugthusloven) Et lovforslag i den retning - Zuchthausverlage, 1899 - blev imidlertid afvist af rigsdagen. Lovbestemmelser til værn af strejkebrydere var alligevel kendt fra enkelte andre europæiske lande i slutningen af 1800-tallet.

I Norge opstod de første krav om lovbeskyttelse af strejkebrydere fra arbejdsgiverside ved århundredeskiftet. I borgerlig sprogbrug blev strejkebrydere den gang omtalt som «arbejdsvillige». Et forslag i denne retning fra Højre blev afvist af Stortinget i 1903.

Spørgsmålet var oppe flere gange senere, men blev for alvor aktuelt igen i 1920'erne. De store arbejdskonflikter og de skærpede klassemodsætninger førte til, at Stortingets borgerlige flertal gjorde arbejdstvistlovgivningen strengere. Især fra den store jernstrejkes tid, blev der gjort mange forsøg på dette. Beskyttelse af strejkebrydere blev foreslået i 1924 af en Højreregering. Efter at en Venstreregering havde overtaget magten, blev sagen udsat. Venstre var normalt mere tilbageholdende end Højre med love, som kunne anklages for at være klasselove.

Men forskellen var ikke altid så stor. I 1927 blev sagen atter fremmet af en Højreregering. Venstres leder, J. L. Mowinckel (1870-1943), talte imod. Han mente, at loven var unødvendig og kunne skærpe klassemodsætningerne yderligere. Efter at nogle ungkommunister havde afbrudt odelstingsdebatten ved en demonstration i galleriet, oplyste Mowinckel, at han pga. demonstrationen havde skiftet standpunkt.

Venstre gik dermed ind for loven, som blev vedtaget. En så tynd begrundelse for at skifte standpunkt viser, at stærke kræfter i Venstre følte, at afstanden til Højre og Bondepartiet var kort i sådanne spørgsmål, selv om Venstre traditionelt foretrak at fremstille sig som et centrumsparti. En lignende forandring af holdningen hos Venstre skete under behandlingen af boykotloven i 1933.

Efter at straffelovens § 222 var omformuleret, kunne en person nu straffes med bøde eller med fængsel indtil et år, hvis personen hindrede andre i at arbejde. De metoder som var strafbare, blev opregnet. Det blev bl.a. forbudt med fornærmelig eller påtrængende adfærd overfor en strejkebryder, det blev forbudt «at følge ham fra sted til sted», at give offentlig oplysning om hvem der var strejkebrydere osv. Loven var altså et direkte forsøg på at gøre strejkevåbenet ubrugeligt for arbejderne, og blev anvendt i flere konflikter. Tugthusloven blev ophævet i 1935.

Tugthusloven var kun en del af en borgerlig offensiv mod arbejderbevægelsen på lovgivningens område. I 1927 blev også arbejdstvistloven skærpet. Fagforeningers og forbunds økonomiske ansvar for ulovlige konflikter blev udvidet. Nu måtte de bevise, at de var uskyldige for at gå fri - altså omvendt bevisbyrde. Tidligere havde det været anklagerens opgave - i overensstemmelse med almindelig retspraksis - at bevise at den respektive organisationen var skyld i det indtrufne. I 1933 blev loven yderligere skærpet. Der blev indført et objektivt ansvar for foreninger og overordnede organisationer ved brud på overenskomsten  fra medlemmernes side. Dvs. at ansvaret ikke kunne fraskrives, uanset hvad foreningen måtte kunne bevise med hensyn til sin eventuelle uskyld.

Andre arbejderfjendtlige love og lovforslag i samme periode - som også ofte blev betegnet som tugthuslove - var spørgsmålet om offentlige afstemningsregler for fagbevægelsen, som blev taget op både før og efter 1. verdenskrig. Loven blev vedtaget i 1934, men atter ophævet i 1935 da Hovedaftalen indførtes. Boykotten fra 1933 blev også betegnet som en tugthuslov. Dertil kom den midlertidige lov om tvungen voldgift (1927-1929).

J.Se.


Litteratur

G. Ousland: Fagorganisationen i Norge, bd. 2, Oslo 1949.