Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Økologi
    .  Samfundsvidenskab  .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.252
: :
Vækst

Vækst er et centralt emne for den politiske og økonomiske videnskab. Begrebet eksponentiel vækst anvendes ofte til beskrivelse af udviklingen i den kapitalistiske økonomi. Eksponentiel vækst forekommer, når vi hvert år her en fast procentvis vækst, og tilvæksten bliver lagt til ved udgangen af hvert år. Dette er det kendte «rente og rentes-rente-princip». Kurven vil krumme opad. En typisk kurve af denne type er kurven over befolkningstilvæksten på jorden. Grundformel: y = ax (Se fig. 1).

Begrebet nulvækst dukker stadig op i den politiske debat - oftest i sammenhæng med befolkningstilvækst, energiforbrug og alment forbrugsmønster - og til tider som et mere tåget generelt begreb. Især i denne sidste udgave her begrebet fået en negativ klang. Alle politikere er rede til at erklære, at de er «imod nulvækst». Tolkningen af begrebet (engelsk, zero growth: nulvækst) bygger i høj grad på nordamerikaneren H. E. Daly. Nulvækst betyder et stabilt folketal, eventuelt et stabilt forbrug af varer og ressourcer.

For at kunne nå frem til en tilstand af nulvækst med udgangspunkt i et vækstsystem, er det nødvendigt med en overgangsfase, hvor væksten aftager - retarderet vækst. En nulvæksttilstand er derfor normalt ikke umiddelbart gennemførlig; Den må komme som resultatet af en udvikling. Det er heller ikke korrekt, at nulvækst betyder tilbagegang, som mange ellers påstår. Tvært imod vil den stabile fase ligge højere end dagens niveau, (jfr. fig. 2).

Alle former for vækst i organiske samfund vil før eller senere flade ud. Dette kan ske på udramatisk vis langs en s-kurve, men vilkåret for dette er, at der findes meget fine kontrolmekanismer som griber ind og skaber vendepunktet, retarderet vækst og nulvækst. Så avancerede samspil er sjældne. Den normale udvikling er den der fremgår af næste kurve: Væksten fører til, at naturgrundlaget bliver overskredet. Dette fører til en stagnationsfase, hvor manglen på ressourcer fører til skader på naturgrundlaget. Dermed indtræder katastrofefasen, og populationen vil mindskes. Senere kan nulvækst opstå, men på et lavere niveau end det vi ville have fået gennem en udvikling langs en s-kurve. (Se fig. 3).

Alle er enige om, at jorden er et afgrænset system, og at der eksisterer en grænse for menneskelig ressourceforbrug. Det indebærer, at der også for mennesket er tale om en økologisk bæreevne, som ikke kan overskrides uden tilsvarende resultater som ved kurven ovenfor. For tiden er vi inde i den eksponentielle vækstfase, og videnskaben kan fortælle os, at vi snarest mulig bør forsøge at gå over til retarderet vækst, således at nulvækstfasen kan udvikles, uden at bæreevnen bliver overskredet.

For at skabe et vendepunkt på kurven må vi indsætte stærke politiske og økonomiske virkemidler. Og først må vi bestemme os for, om vi ønsker en nulvækstudvikling. I dag er det nærmest politisk selvmord at gå ind for en sådan planlagt nulvækst langs en s-kurve. Alligevel skal der ikke særlig stor indsigt til for at forstå, at denne politik er den eneste ansvarlige i dag.

Og ikke nok med det: Nulvækst er uundgåelig. De politikere som erklærer, at de er «imod nulvækst», fører vælgerne bag lyset. Vi vil under omstændigheder få nulvækst, men der er to måder den kan udvikle sig på: Enten som planlagt nulvækst langs en s-kurve, eller som påtvunget nulvækst efter den rette kurve (Se fig. 4). Jo længere vi fortsætter med den eksponentielle vækst, jo større er risikoen for at vi bryder gennem den økologiske bæreevne, med stagnation, katastrofe og påtvungen nulvækst som resultat.

H.Sæ.