Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 89.490
: :
Befolkningsudvikling

Et snit i pungen, og inderen Lila Ram er steriliseret for altid. Kompensationen er ca. 50 kroner, som man kan komme langt med som arbejdsløs. Eller ... ?

Det videnskabelige studie af befolkningsudviklingen kaldes demografi. Demografien er optaget af at beskrive befolkningens størrelse (antal), sammensætning (aldersgrupper, køn), fordeling (f.eks. mellem områder) og forandringer i disse tre faktorer. På dette stadie er demografien en matematisk videnskab, som minder meget om andre eksakte vidensskaber. Når den forsøger at forklare hvordan og hvorfor forandringer enten har fundet sted, eller vil finde sted, må den søge hjælp hos en lang række videnskaber, som f.eks. biologi, medicin, økonomi, geografi, sociologi, historie og matematik. Til gengæld leverer demografien forklaringer, som de fleste andre fagområder benytter sig af.

I en verden med globale befolkningsproblemer, har demografien sin betydning ved at kunne forklare, hvad der vil ske med befolkningens størrelse, sammensætning og fordeling. På verdensplan kan demografien fortælle, hvorledes befolkningstallet udvikler sig under forskellige forudsætninger og afdække, hvor der er behov for indgreb. På regionalt plan vil der ikke være så snævre grænser for hvor mange, der kan bo i et område, fordi der kan overføres ressourcer fra andre steder, men summen af de enkelte områders ressourcer, er begrænset, så overbefolkning i eet område, let skaber problemer også andre steder. For de enkelte områder foreligger den løsning, at man kan fraflytte et for dårligt livsgrundlag, men det vil ofte være en løsning, der blot skaber nye problemer.

Demografiske grundbegreber.

Væksten i verdensbefolkningen bestemmes ganske enkelt af antallet af fødsler og dødsfald. I midten af 1970'erne fødtes 130 millioner mennesker årligt, mens der døde omkring 50 millioner. (Tallene er ret usikre, da mange folkerige nationer i den tredje verden har særdeles dårlige statistikker). Man siger at fødselsraten, antal fødte pr. 1000 indbyggere, var lidt over 30 og dødsraten, antal døde pr. 1000 indbyggere, var lidt over 10. Den naturlige vækstrate er differencen mellem de to tal. Fødselsoverskuddet på 80 millioner udgør næsen 2% af befolkningstallet. Med en fast vækstrate på 2% fordobles befolkningstallet på 35 år, men der er store forskelle i den naturlige vækstrate, verdensdelene indbyrdes. I de fleste lande i Vesteuropa og Nordamerika, er den omkring 0,5% og er stadigt faldende, mens Rusland har en vækstrate på omkring 1%. Disse områder vil få fordoblet deres indbyggertal i løbet af 70-140 år, hvis vækstraten fortsætter stabilt. U-landenes befolkninger vokser meget hurtigere. Vækstraten i landene i Afrika, Sydøstasien og i Latinamerika, ligger på mellem 2 og 3,5%. Med en vækst på 3,5%, som i f.eks. Mexico, fordobles indbyggertallet på 20 år. Forskellene i vækstraterne, skyldes først og fremmest forskelle i fødselsrater - dødsraterne varierer langt mindre!

Historisk udvikling

En vækstrate på 2% for jordens befolkning er af ny dato, og noget tyder på, at den er aftagende. Uanset ressourcefordelingen kan en vækstrate på 2% pr. år ikke fortsætte i ret mange år, uden det får katastrofale følger - og af den grund må den reduceres. Hvis vi, som et tankeeksperiment, går ud fra, at der findes 4 milliarder mennesker på jorden i 1975 og regner baglæns med en fast årlig vækstrate på 2%, vil vi kunne konstatere at der var lige præcis to mennesker på jorden for 1081 år siden. Fig.1 giver et langt mere realistisk billede af befolkningsudviklingen i verden. Tallene for de enkelte år er usikre, men kurven skulle i hovedtræk være rigtig. Frem til den industrielle revolution var både fødsels- og dødsraterne ret høje, og de kunne variere stærkt fra år til år. I gennemsnit lå begge tal som regel langt over 30%, men forskellen mellem de to rater lå i det lange løb på 1% eller mindre. Befolkningstallet var dermed ganske stabilt over lange perioder, men med store, kortsigtede udsving. Denne meget lave naturlige tilvækst i de præindustrielle samfund var altså resultatet af høje og varierende fødsels- og dødsrater, mens de i I-lande, som i dag har lave vækstrater, også har ret lave rater for fødsler og dødsfald. Befolkninger med høje rater havde ofte kun adgang til ringe ernæring og var stærkt udsatte i katastrofesituationer, som f.eks. udbrud af hungersnød, men de virkeligt store dødstal kom i forbindelse med pestepidemier, og disse forekom tilsyneladende uafhængigt af ernæringssituationen.

Fig. 1. Udviklingen i verdens befolkning frem til år 2000.

Omslaget til større vækst kom på forskellige tidspunkter i de forskellige dele af verden; nogle steder først efter midten af det 20. århundrede. Det slog først igennem i de lande, hvor den industrielle revolution opstod, og disse lande har i dag en lav naturlig vækstrate. Den naturlige vækstrate steg hurtigt , først og fremmest fordi dødeligheden faldt. De største udsving i dødeligheden forsvandt med pestepidemier og det almindelige dødelighedsniveau faldt støt. I Vesteuropa og i Nordamerika kom denne ændring samtidig med at folk måtte flytte sammen i storbyerne, som følge af industrialiseringen og stordriften. Denne urbanisering kunne ikke have fundet sted uden at landbefolkningen kunne producere og sælge mere, end de selv havde behov for. I begyndelsen af 1800-tallet forbedredes ernæringssituationen og der kom en bedre forståelse for sundhed og fremskridt inden for lægevidenskaben, som f.eks. obligatorisk koppevaccination.

I Europa faldt dødsraten hurtigt fra 30 til i nærheden af 15, mens fødselsraten ikke begyndte at falde før hen imod slutningen af århundredet. Til trods for industrialiseringen øgedes indbyggertallet langt hurtigere end der var økonomisk grundlag for, og i sidste halvdel af 1800-tallet blev man vidne til en storstilet udvandring til de oversøiske lande, først og fremmest til USA. Denne udvikling løste Europas befolkningsproblem og nedgangen i fødselsraterne, som fulgte, trak i samme retning.

Så længe indbyggerne levede af landbrug og håndværk, kunne børnene tidligt tage del i arbejdet og dermed bidrage til familiens økonomi. De repræsenterede, for forældrene, den eneste form for tryghed i alderdommen Ved industrialiseringen krævede byerne stadig mere arbejdskraft og arbejdslivet var organiseret på en sådan måde, at børnene ikke længere kunne deltage i produktionen. Lovene, der forbød børnearbejde, var en forudsætning for at byernes mange børn overhovedet kunne vokse op, men de bidrog også til at børn i stigende grad blev en økonomisk belastning. Spædbørnsdødeligheden faldt også stærkt efter 1800-tallet og det var ikke længere nødvendigt at sætte helt så mange børn i verden, for derved at sikre at i det mindste enkelte af børnene overlevede. Der er grund til at tro at nedgangen i børnetallet fra slutningen af det 19. århundrede var et resultat af et bevidst ønske hos de fleste forældre om selv at kunne vælge et passende antal børn. Tidligere må antallet af børn have være betragtet mere som et skæbnebestemt eller gudgiven størrelse, man måtte acceptere uden at spørge hvad der var mest formålstjenligt. 

I hele den industrialiserede verden faldt fødselsraten så stærkt frem til 1930'erne, at mange begyndte at indse faren for at nationerne skulle dø ud af sig selv. Efter en stigning i fødselstallet efter 1945, har det igen været for nedadgående, og i mange vestlige lande er man tilbage under den fertilitetsgrænse, som er nødvendig for på længere sigt at kunne opretholde indbyggertallet.

Frugtbarhed og dødelighed

Hverken den enkelte fødselsrate eller vækstraten indikerer om indbyggertallet i det lange løb vil forøges eller formindskes, fordi disse tal også påvirkes af aldersfordelingen blandt befolkningen. For bedre at kunne karakterisere frugtbarhed, anvendes tal, som sætter antallet af fødsler i forhold til antallet af kvinder i den fødedygtige alder - defineret som kvinder i aldersklassen 15 til 44 år eller 15 til 49 år. Et sådant tal er det samlede frugtbarhedstal - dét antal børn, en nyfødt pige kan regne med at føde, hvis fødselsraten for alle aldersgrupper holder sig stabilt på samme niveau, som da pigen fødtes. Da der er en vis procentdel kvinder - i Vesten omkring 10% - der mere eller mindre frivilligt afstår fra at få børn, vil det gennemsnitlige børnetal blandt de, der får børn, være noget højere. Det vil være lidt for enkelt at antage at befolkningen vil forny sig, hvis blot alle kvinder føder 2 børn hver. For at få det nøjagtige tal, må man inddrage yderligere et par faktorer. For det første ser man udelukkende på det antal piger, der skal fødes, fordi det er dem, der fører slægten videre. Det tal, som derved fremkommer og som svarer til det samlede frugtbarhedstal, kaldes bruttoreproduktionstallet. Der fødes flere drenge end piger; forholdstallet kaldes kønsproportionen. Der fødes omkring 105-106 drenge for hver 100 piger. Man må endvidere tage hensyn til, at nogle af de nyfødte piger dør, før de har gennemlevet hele den periode, hvor de kan føde børn. Der må derfor gennemsnitligt fødes lidt flere end 1 pige, hvis man skal opnå et tilsvarende antal voksne kvinder, fra een generation til den næste. Når dette er opnået, siger man at nettoproduktionstallet er 1,00.

Landene i den tredje verden har langt højere tal. Flere af disse lande har en statistik, der ikke tillader beregninger af andet end simple fødselsrater, som mange steder er over 40 - i enkelte lande endog over 50! Dødeligheden er sjældent over 20 og i mange lande til og med langt under 10 - som er et normalt tal i Vesteuropa. Det er grundlaget for de høje vækstprocenter, der har været nævnt tidligere.

Nogle af disse lande har altså en dødsrate, som er lavere end i de fleste vestlige lande. Det fortæller om ratens lave udslagskraft at en overvejende ung befolkning med begrænset spædbørnsdødelighed let kan føre til en meget lav dødsrate, uden at folk i det pågældende land kan regne med at leve længere end vesteuropæere. Et samlet mål for dødelighed er gennemsnitslevealderen eller det fremtidige antal leveår, enten ved fødslen eller ved en bestemt alder. Gennemsnitslevealderen beregnes under hensyntagen til, at dødeligheden inden for den enkelte aldersgruppe holder sig konstant.

Dødeligheden i enkelte tredjeverdenslande falder nu lige så hurtigt på 10 år, som tilfældet var på 100 år i Vesteuropa. Nedgangen skyldes stærk indflydelse fra udenlandske sundhedsprojekter og moderne teknologi, uden tilsvarende ændringer i de sociale og økonomiske strukturer. Man får da en befolkningstilvækst og en sammensætning af befolkningen, som resten af samfundet ikke er i stand til at tilpasse sig.

Inden for hvert enkelt land vil befolkningsudviklingen i de enkelte regioner variere langt mere end den gør landene indbyrdes. Hovedårsagen er, at der foregår en massiv flytning mellem regionerne. Det er vigtigere end regionale forskelle i frugtbarhed og dødelighed. Den naturlige tilvækst vil stort set være højest i landområder og de teknisk dårligst udviklede områder, selv om der findes undtagelser fra denne regel. Det er ligeledes de områder med størst fraflytning, således at de centrale regioners stærke vækst i såvel u- som i-lande i høj grad er et resultat af tilflytning fra de mest frugtbare områder. På den anden side har nedgangen i frugtbarheden nok været stærkest i marginalzonerne, hvorfor den samlede vækstrate i de pågældende områder sjældent er blevet særlig høj. Det vigtigste træk ved mønstret i flytningen mellem de forskellige dele af landet er, at der ingen steder er tale om en ensidig flytning fra eet sted til et andet - mellem alle regioner går strømme i begge retninger af nogenlunde samme størrelsesorden. På basis af interviewundersøgelser, kan man sige noget om årsagerne til at folk flytter. Ca. 1/3 angiver arbejdsforhold og 1/4 boligforhold, som grunden til flytningen. Boligforhold betyder mest for flytning mellem enkelte storbyregioner eller bydele. Da flytning er særlig vanskelig i barndomsårene og for unge mennesker (op til 30 år) og disses børn, får flytning særlig stor betydning for aldersfordelingen.

Fig. 2. Alderspyramider.

Alderspyramider

Befolkningens sammensætning beskrives ofte ved hjælp af alderspyramider. Det er et billede på antallet eller andelen inden for den enkelte aldersgruppe af de to køn, beskrevet ved længden på den vandrette akse. (Se fig. 2). Disse alderspyramider viser i grove træk, hvorledes de seneste 100 års samfundsudvikling har påvirket befolkningsudviklingen. Mexicos anses for at være progressiv og er karakteristisk for lande med stor frugtbarhed og høj, naturlig tilvækst. Da dødeligheden er meget lav, viser pyramiden, at selv med en stærkt reduceret frugtbarhed, vil Mexicos indbyggertal fortsat øges hastigt, fordi antallet af forældre i de kommende år vil stige. Antallet af døde vil være ringe, da der foreløbig ikke er mange ældre og gamle. Som den anden yderlighed kan nævnes Østtyskland, hvor antallet af døde i 80'erne langt oversteg antallet af nyfødte. Derved bliver der ret få huller i bunden af pyramiden. Denne pyramide afspejler desuden konsekvenserne af perioder med krige og af masseudvandringen frem til 1961.

Landene i den tredje verden er netop nu inde i en kritisk fase. Befolkningsprognoser, der udregnes på basis af forskellige forudsætninger, viser noget om, hvad udviklingen kan føre til. Hvis man forestiller sig, at alle verdens nationer fik et frugtbart reproduktionsniveau, ville verdens befolkning alligevel fortsætte med at vokse de følgende 70 år. En sådan nedgang er imidlertid helt urealistisk. Hvis alle anstrengelser krones med held, kan det muligvis blive en realitet ved årtusindeskiftet, men det vil dog fortsat resultere i mere end en fordobling af verdens befolkningstal frem til år 2050. Mere realistiske prognoser antager at reproduktionsniveauet tidligst kan nås om 70 år. Hvis denne nedgang sker jævnt, er vi 7 milliarder mennesker i år 2000 og det vil mere end fordobles de næste 100 år, før tallet stabiliseres igen!

Indtil videre er der ikke meget, der tyder på at udviklingen går i dén retning, selv om enkelte tredjeverdenslande i midten af 1970'erne kan påvise en noget gunstigere udvikling. Hvis frugtbarhedstallet og dødeligheden fra midten af 1970'erne fortsætter uændrede, vil der gå ca. 80 år, før befolkningstallet i verden er blevet 10-doblet. Stærkest vil væksten blive i Sydøstasien, Afrika og i Latinamerika.

Familieplanlægning

Denne udvikling vil hurtigt føre til at vi nærmer os grænsen for jordens bæreevne. Uanset uenighed om hvor mange mennesker, jorden kan brødføde, vil de aktuelle demografiske rater føre til at grænsen nåes om - i historisk perspektiv - relativ kort tid; i hvert fald inden for 150-200 år. Løsningen ligger i en reduktion af frugtbarheden, men som vi har erfaret, vil der gå lang tid fra raterne bliver reducerede til befolkningstallet stabiliseres. Fra landene i Østasien har man set eksempler på at vækstraten virkelig er dæmpet. Det tog ikke mange år for Japan at udvikle sig fra at være et u-land til et i-land i demografisk betydning. Kendskabet til Kinas demografi er sparsomt, men det virker som om man, i kraft af det politiske system har forstået at tilpasse frugtbarheden til den målsætning, samfundet stillede op.

Dét, der er sket i disse lande er det samme, som foregik i Europa i løbet af de små 100 år efter 1815. Nedgangen i frugtbarheden var en følge af forandringer i samfundet og det gik ikke hurtigere end de økonomiske og sociale forandringer tillod. Det er en situation, som er helt forskellig fra u-landenes i dag, med familieplanlægningsprogrammer, som styres udefra, uden der samtidig foregår de ændringer, man behøver for at motivere til reduceret frugtbarhed. Frugtbarhed er et resultat af beslutninger på individuelt og familiemæssigt niveau og motivationen kan udelukkende komme fra forhold, der har indvirkning på dette niveau.

Set fra den enkelte families synsvinkel, er der meget, som taler for at føde mange børn - og disse årsager har afgjort den største vægt. Det er altså i mindre udstrækning mangel på oplysning eller på præventive midler, der bevirker at børnetallet er højt. Marxister mener, at det vigtigste grundlag for en anden udvikling, er en organisering af samfundet, der betyder at de fattige i disse lande, får andel i den økonomiske magt. I dag foregår en udbytning af tredjeverdenslandene og det meste af det ringe økonomiske overskud, som forbliver i disse lande, opsuges af den lokale overklasse. Alvoren i det globale befolkningsproblem går op for stadig flere - og skulle kunne anvendes som den vigtigste drivkraft for social og økonomisk udvikling. Den industrialiserede verden har sat sin lid til familieplanlægningsprogrammer, men de ville have haft en minimal betydning, hvis der ikke samtidig var sket ting, som virkede motiverende på de enkelte familier. Et barn kan tjene mere ved at tigge, end en voksen arbejdsløs kan skrabe sammen.

Fig. 3. Demografisk overgang.

Marxisme og malthusianisme

Marxismens opfattelse af befolkningsudviklingen har derfor været, at man hverken skal eller kan reducere vækstraten for at opnå et forbedret livsgrundlag for befolkningen. Tvært imod vil en reduceret vækst være en konsekvens af et forbedret livsgrundlag. Det toneangivende syn på befolkningsudviklingen i de kapitalistiske lande, kaldes malthusiansk efter sin ophavsmand, den engelske præst Thomas Malthus. En forklaring efter den såkaldte nymalthusianske model siger, at det er u-landenes hastige befolkningstilvækst, som er årsagen til deres problemer og at de kan løses ved at reducere frugtbarheden. Ved at satse på denne opskrift kan den industrialiserede verden fortsætte den økonomiske udbytning, samtidig med at verdens befolkningsproblemer og løsningen på disse, står helt centralt i u-landsdebaten - uden at ville indse at det er en anden organisering af verdenssamfundet der kræves for at løse befolkningsproblemet.

Med støtte i udviklingen i Vesteuropa og i enkelte andre lande, mener demograferne at kunne se en lovmæssighed i overgangen fra høj til lav frugtbarhed og dødelighed. Denne lovmæssighed er illustreret i fig.3. Modellen går ud fra 4 til 5 hovedtyper af vækst:

1. Høj, stationær. Omtrent lige så høj frugtbarhed som dødelighed, varierende rater, langsom vækst.
2. Tidlig, ekspansiv. Høj, stabil frugtbarhed og faldende dødelighed. Hastig vækst.
3. Sen ekspansiv. Høj, men faldende frugtbarhed, lav dødelighed. Hastig vækst.
4. Lav, stationær. Lav frugtbarhed og dødelighed. Langsom vækst.

Nogle mener at kunne se et 5. stadie:

5. Nedgang. Meget lav frugtbarhed, lav til moderat dødelighed. Nedgang i befolkningstallet.

Disse 5 typer ses ofte som stadier eller faser i den demografiske udvikling fra høje til lave rater. De vesteuropæiske lande, såvel som de fleste i-lande, befinder sig nu i fase 4 eller 5. Mange mener at alle lande skal gennemgå samtlige stadier; hvis det er rigtigt, skyldes den hastige vækst i verdens befolkning blot at en række folkerige nationer i 1970'erne befinder sig i overgangen mellem fase 2 og 3. Hvis fase 4 indtræder hastigt, kan verdens befolkningtal stabiliseres på 8-9 milliarder. Tager udviklingen lige så lang tid som i Europa, må vi belave os på det dobbelte. Forudsætningen for disse optimistiske udviklingstanker er altså at u-landene får den samme demografiske udvikling som i i-landene - og det kræver også en tilsvarende økonomisk og social udvikling.

L. Ø.


Litteratur

E. Hofsten: Overbefolkning - overforbrug, København 1974.
P. C. Matthiessen: Befolkningens vækst, København 1976.
For statistiske opplysninger:
    Forenede Nasjoner: Demografic Yearbook, New York, årlig.
    Statistisk Sentralbyrå: Folkemengdens bevegelse m.fl. Oslo, årlig.