Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Tyrkiet
Arbejde  .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk
    .  Revolutionær  .  Stalinisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 53.539
: :
Öcalan, Abdullah

Abdullah Öcalan

Abdullah Öcalan

Abd Allah Öcalan (1948-), også kendt under sit tilnavn APO (onkel), kurdisk socialist, forfatter til mange bøger om kurdisk identitet, oprørskamp, og kendt som stifter og leder af den socialistiske kurdiske oprørsbevægelse PKK (Partiya Karkarên Kurdistan, Kurdistans Arbejder Parti). Førstefødt af seks i en fattig bondefamilie i Urfa, Tyrkiet.

Selvom Öcalan er kurdisk, lærte han tyrkisk i grundskolen, og tyrkisk blev hans primære sprog. Öcalans efternavn betyder også «hævneren», hvilket i kraft af hans karriere i PKK på en måde virker meget passende. Kendskabet til Öcalans liv stammer primært fra forskellige interviews han selv gav i perioden efter 1990, samt fra forskellige vidnesbyrd fra folk tæt på ham.

1966 Fra tyrkisk nationalist til venstreorienteret revolutionær

Som barn drømte Öcalan om at blive tyrkisk officer. Ligesom mange andre kurdere i Urfa arbejdede Öcalan i bomuldsplantager, og i 1966 drog han til den tyrkiske hovedstad Ankara for at tage en uddannelse. Öcalan søgte først ind på det tyrkiske forsvarsakademi, men blev dog ikke optaget på officersuddannelsen. I stedet fik Öcalan et stipendium til at starte på universitet i Ankara som politologisk student. Selv har han fortalt, at han i sin første tid i Ankara var en stor beundrer af den tyrkiske nationalhelt Atatürk. Men ikke nok med det: Öcalan var meget religiøs og deltog bl.a. i konferencer arrangeret af «sammenslutningen til bekæmpelsen af kommunismen».

Universitetsmiljøet forandrede Öcalan. Her herskede et blomstrende venstreorienteret ungdomsmiljø - parallelt med det vi i Danmark kender som «68'erne». I Tyrkiet var miljøet mere radikaliseret og dramatisk end i Danmark, bl.a. fordi det tyrkiske militær jævnligt slog hårdt ned på demonstrationer og organisationer af venstreorienteret karakter.

Öcalan blev venstreorienteret, og læste store mængder marxistisk litteratur. I løbet af nogle år blev Öcalan selv politisk aktiv i en stor tyrkisk revolutionær ungdomsorganisation, og i forbindelse med en «illegal» demonstration blev han fængslet i syv måneder.

1978 Öcalan stifter PKK

Som del af et dynamisk politisk miljø ønskede mange kurdere at gøre den kurdiske sag til et vigtigt tema i det venstreorienterede miljø. Men de tyrkiske venstreorienterede organisationer gad ikke beskæftige sig med den kurdiske sag. Öcalan brød ud og lavede en privat politisk studiekreds, hvor kurdere diskuterede marxisme og kurdisk sag. Han blev kæreste med en kurdisk kvinde i gruppen, Kesire Yildirim. Det politiske engagement blev efterhånden så omfattende, at han droppede ud af studierne. Folkene fra Öcalans studiekreds sluttede sig sammen med andre venstreorienterede kurdere fra det øvrige Tyrkiet og dannede i 1978 PKK. Öcalan blev valgt som formand, og PKK begyndte sin væbnede kamp for et frit Kurdistan.

1979 PKK flytter til Syrien

I 1979 rejste Öcalan til Syrien. Her fik han kontakt med palæstinensiske guerrillaer, som i første omgang var skeptiske overfor ham. Dette skyldtes, at nogle andre kurdere fra organisationen KDP kæmpede guerrillakrig i det nordlige Iraq støttet af USA og Israel - palæstinensernes største fjender. Men det lykkedes Öcalan at forsikre om, at han var god nok, og han fik lov til at træne nogle få PKK-guerrillaer i deres lejre.

I 1980 begik militæret statskup i Tyrkiet, og det meste af den tyrkiske og kurdiske venstrefløj blev sat i fængslet eller henrettet. Mens generalerne fjernede PKK's konkurrenter, trænede PKK i skjul sine kommende guerillaer. Öcalan fik gennem palæstinenserne kontakt til den syriske topledelse, og fik sin egen base for PKK. PKK fik de første erfaringer sammen med palæstinenserne i kampe mod den israelske hær i offensiven 1982. I 1983 mødtes Öcalan med lederen af KDP, Barzani, og der blev skabt en taktisk alliance mellem KDP og PKK.

1984 PKK genoptager den revolutionære kamp

PKK's eksistens blev altafhængig af Öcalans personlige forbindelser til den syriske topledelse. I 1984 gik PKK til angreb mod Tyrkiet. PKK havde forventet en smule folkelig støtte fra start, men den kom ikke og så manglede man pludselig nye rekrutter. Tyrkiet oprettede «midlertidige» vagtværn, bestående af lokale kurdere, der forsvarede landsbyerne mod guerrillaangreb. Öcalan beordrede hårdere kampe, særligt mod vagtværnene, og blev skarpt kritiseret af partneren KDP. Internt i PKK begyndte der at opstå kritik, og det kom i 1986 til et internt opgør mod Öcalans hårde linie.

Den hårde linie sejrede, og samtidig indførte Öcalan nye regler om, at individuelle holdninger skulle underlægge sig kollektivet. I praksis erobrede Öcalan en enevældig lederposition i PKK, og PKK's politik kunne i stigende grad identificeres med Öcalans. Nogle interne kritikere blev henrettet - både i Mellemøsten og i Europa - og en gruppe flygtede til Sverige for at danne PKK-Vejin (reform), som dog forblev ubetydelige. En af udbryderne var Öcalans tidligere kæreste, Kesire Yildirim.

Samarbejdet med KDP gik i stykker. Det medførte nogle hårde år for PKK, men Öcalans taktik begyndte at give resultater, og i 1989 var antallet af guerrillaer nået op på 10.000 mand. Kritikerne blev tavse, og der voksede en kultagtig beundring af Öcalan frem.

1990 Turgut Özal og Öcalan på vej til forsoning

I 1990 begyndte Öcalan at give interviews til tyrkisk presse, hvor han fortalte, at han gerne ville opnå en forhandlingsløsning med Tyrkiet. Forventningerne til en fredelig løsning steg, da den tyrkiske præsident Turgut Özal omtalte Öcalan som «hr. Öcalan», og indrømmede, at Özal selv havde kurdiske familierødder. I 1993 erklærede Öcalan ensidig våbenhvile, og han understregede, at PKK ikke stod fast på kravet om en uafhængig kurdisk stat.

Men våbenhvilen gik i stykker. Først døde Turgut Özal og efter et par ugers passivitet angreb PKK igen, og krigen rasede løs med ny styrke. Öcalan tog ansvaret, men bedyrede senere, at en intern fraktion i PKK kynisk havde saboteret våbenhvilen i protest mod opgivelsen af kravet om en selvstændig stat. Da PKK genoptog kampene i 1993 og 1994, blev de tyrkiske styrker trængt i defensiven som aldrig før. Tyrkiet mistede kontrollen med store dele af de kurdiske områder, og populært udtrykt regerede Tyrkiet om dagen, mens PKK regerede om natten.

Öcalan prøvede igen i 1995 og i 1998 med ensidige våbenhviler uden tyrkisk imødekomst. I løbet af 1990'erne optrappede Tyrkiet til at have en militærstyrke på over en halv million mand permanent beskæftiget med at bekæmpe PKK i Kurdistan. Men selvom Tyrkiet efterhånden fik trængt PKK i defensiven, begyndte det samtidig at miste prestige i udlandet. Det blev bl.a. afsløret, at tyrkiske styrker iklædt PKK-uniformer havde begået massakrer for at skade PKK's image.

1998/1999 Kidnapningen af Öcalan

I 1998 gennemførte PKK sin tredie våbenhvile. Midt under våbenhvilen truede Tyrkiet Syrien med krig, og Syrien droppede støtten til PKK. Öcalan flygtede til Europa og gentog sine forhandlingstilbud. Men i Europa blev Öcalan fortsat betragtet som terrorist og der kom ingen europæisk respons. Öcalan forsøgte så at komme til Holland for at blive sat for en international domstol. Da dette ikke lykkedes, gemte han sig i Kenya. Her blev han opsporet og bortført af tyrkiske agenter. I Tyrkiet blev Öcalan i sommeren 1999 dømt til døden, men af frygt for kurdiske uroligheder blev henrettelsen udsat.

Trods dødsdom og fængsling blev Öcalan genvalgt som formand in absentia. Fra fængselscellen udsender Öcalan undertiden direktiver for PKK's taktik. I 1999 erklærede Öcalan, at PKK skulle stoppe den væbnede kamp og blive til en politisk bevægelse.

Igennem PKK's historie viste Öcalan en evne til at udnytte stribevis af tyrkiske fejl til PKK's fordel. Tyrkiets brutalitet i krigen mod PKK førte kun til større PKK-sympati, og bortførelsen af Öcalan førte til endnu et højdepunkt i Öcalans og PKK's popularitet. Kurdere over hele verden gik på gaden over hele verden til støtte for Öcalan, og herefter er Öcalans personlige skæbne blevet et af de vigtigste symboler på den kurdiske frihedskamp - også blandt mange iranske og irakiske kurdere. Fortsat er der dog også mange kurdere, der hader Öcalan, bl.a. fordi de har fået deres liv besværliggjort eller ødelagt som følge af krigen.

Öcalan vil helt sikkert gå over i historien som en af de største kurdiske helte, elsket af adskillige millioner af kurdere - og hadet af lige så mange tyrkere. Öcalans indsats ved opbygningen af PKK, dets succes, og styrkelsen af den kurdiske identitet er unikke historiske erfaringer for kurderne. Blandt tyrkiske kurdere er det en udbredt opfattelse, at de dårlige rygter om Öcalan stammer fra den tyrkiske propaganda, og at de i øvrigt fuldt ud tangeres af tyrkiske handlinger.

J.B-N.