Befolkning 17,04045 mio. Valuta Syriske pund Areal 185.180 Km2 Hovedstad Damaskus (Dimashq) Befolkningstæthed 87,4 indb./Km2     HDI placering 111

Mod vest og ud mod Middelhavet gennemskæres landet i nord-syd retning af Libanon bjergene. Den sydlige del af landet er fladt og ørkenagtig. Mod nord befinder der sig et fladt sletteområde, der strækker sig ned mod Eufrat floddalen (Al-Furat). Produktionen af landbrugsvarer - korn, vin og frugter - er koncentreret i den vestlige del af landet, der får tilstrækkelig nedbør. Mod syd er højsletten Djebel Druze af vulkansk oprindelse også særdeles frugtbar og er opdyrket. Det samme gælder de oaser, der er spredt ud over ørkenområdet, hvoraf den vigtigste er hovedstaden Damaskus. Bomuldsproduktionen og opdræt af får til produktion af fåreuld er beregnet på eksport. Olieproduktionen er den største industrisektor. Forureningen med giftige stoffer der har været anvendt i olieudvindingen har visse steder medført omfattende vandforurening.

Folket: Er af arabisk oprindelse. I den nordlige del af landet lever armenske, kurdiske og tyrkiske minoriteter. Der findes ingen mere aktuelle opgørelser over antallet af palæstinensiske flygtninge i Syrien, men i 1977 var antallet omkring 200.000. Den jødiske befolkning fik tilladelse til at forlade landet i 1992.

Religion: Befolkningen er overvejende muslimsk, hvoraf de fleste tilhører sunni retningen, fulgt af alawiter, shiiter og ismailiter. Endvidere findes en række kristne minoriteter, der tilhører forskellige sekter indenfor den orientalske kristendom.

Sprog: Arabisk (officiel). De etniske minoriteter taler deres egne sprog.

Politiske partier: Regeringsparti er Det arabiske socialistiske Baath Parti, der blev stiftet i 1947 af Michel Aflaq. Partiet består af den Nationale progressive Front samt en række mindre partier. Det sunni fundamentalistiske Muslimske Broderskab udgør den væbnede politisk-religiøse opposition til regimet. Partier kontrolleret af regimet: Syriens Kommunistparti; den Socialistiske arabiske Enhed; Den socialistiske Enhedsbevægelse; det Arabiske Socialistparti; det Socialistiske demokratiske Unionistparti.

Sociale organisationer: Den faglige Landsføderation består af 10 fagforbund.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Arabiya as Suriya

Administrativ inddeling: 14 distrikter

Hovedstad: Damaskus (Dimashq), 1.669.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Aleppo (Halab), 2.319.800 indb.; Homs (Hims), 698.800 indb.; Latakia, 391.300 indb; Hamah 350.900 indb. (2000).

Regering: Bashar al-Assad er siden juli 2000 præsident. Omar Ibrahim Ghalawanji er siden august 2012 premierminister. Parlamentet har ét kammer - Folkerådet - med 250 medlemmer.

Nationaldag: 17. april (Uafhængighedsdagen, 1946). 16. november (Revolutionsdagen, 1978). 25. maj (Modstands- og frihedsdagen, 2000)

Væbnede styrker: 421.000 soldater (1996).

Paramilitære styrker: 8.000 medlemmer af Gendarmeriet.

 

I antikken var Syrien betegnelsen for hele det område, der befandt sig mellem den Anatolske halvø, Tyrkiet og Sinai. De antikke civilisationer var permanent beskæftiget med at bringe dette område under deres overherredømme, lige fra egypterne der anså det for at være adgangsvejen til deres land, til perserne der anså området for at være broen til det imperium de planlagde. På den centrale strækning af områdets kyster udvikledes i perioden mellem det 12. og 7. århundrede f.v.t. den føniske civilisation. Det var et samfund af sø- og handelsfolk, der ikke interesserede sig særligt for geografisk ekspansion eller for politisk samarbejde. De føniske byer var altid uafhængige, omend den ene eller anden i kortere perioder kunne have en form for herredømme over resten. Fønikerne grundlagde verdens første handelsøkonomi. Blandt fønikernes frembringelser er de vigtigste: Opfindelsen af alfabetet, udviklingen af både der var stærke nok til at sejle på det åbne hav, produktionen af keramik og vævede tekstiler, udvidelsen og systematiseringen af den geografiske viden og gennemførelsen af den første rejse omkring det afrikanske kontinent. Diffusionen af denne viden over hele Middelhavsområdet dannede grundlag for det, der senere blev kaldt den «vestlige civilisation» og hvis primære eksponenter blev grækerne.

Efter Alexander den Stores død blev det enorme imperium delt op, og Syrien blev centrum for den seludiske stat - af Seleuco, Alexanders general - der strakte sig helt til Indien. I romertiden var provinsen Syrien næsten permanent skueplads for krige - bl.a. mod de fremtrængende partere.

Området blev gjort arabisk af kalifferne Ummaia, der i 660-750 e.v.t. gjorde Damaskus (Dimashq) til imperiets hovedstad (se også Saudi Arabien). Samtidig skabte de grundlaget for en stærk nationalfølelse. Da Ummaia'erne var slået, flyttedes Abbas slægten hovedstaden til Baghdad, hvor de nye kaliffer havde større opbakning. Selv om Damaskus bevarede sin økonomiske og kulturelle betydning var tabet af politisk magt afgørende, og det afspejlede sig bl.a. i den nærmest ligegyldighed hvormed kalifferne i Baghdad i det 11. århundrede modtog beskeden om korsfarernes invasion af området. Forsvaret blev lagt i hænderne på lokale emirer, og deres interne modsætninger og rivalisering var baggrunden for næsten 200 års kristen dominans i palæstinaområdet, trods det at de kristne var fjernt fra deres bagland.

I det 13. århundrede begyndte egypterne at smide korsfarerne ud. Undervejs blev Syrien nærmest en egyptisk provins og skueplads for sammenstød med invaderende mongolske og tartar styrker. Først i det 16. århundrede mistede egypterne endelig kontrollen over området, der istedet blev underlagt det osmanniske imperium.

Europæisk indblanding

Blandt de efterladenskaber som korsfarerne efterlod sig talte især forstærkningen af de kristne samfund i regionen - især maronitterne. De blev af europæerne brugt som påskud for indblanding fra det 17. århundrede. Da kediven af Egypten Mehmet Ali i 1831 erobrede Syrien, førte de tunge skatter og den tvungne militærtjeneste til et folkeoprør, som både muslimer og kristne deltog i. De europæiske stormagter brugte da overgrebene mod den kristne befolkning som påskud for at intervenere. På den måde blev Alis offensiv bremset, og Frankrig fik overdraget «beskyttelsen af de syriske kristne». Udviklingen kulminerede med egypternes totale tilbagetrækning i 1840, genindførelsen af osmannisk overherredømme og accept fra de tyrkiske sultaner af, at der blev oprettet kristne missioner og skoler betalt af europæerne.

De kristne maronitiske samfund var bl.a. beliggende i bjergområdet mellem Damaskus og Jerusalem, og i 1858 brød de med den herskende klasse og afskaffede de feudale ejendomsforhold til jorden. Deres muslimske naboer - især druserne - besluttede at knuse bevægelsen, før den spredte sig. Det kom til konflikt, der kulminerede med de såkaldte «massakrer» i juni 1860. En måned senere gik franske tropper i land i Beirut under påskud af at «beskytte» de kristne. De tvang den tyrkiske regering til at skabe en separat provins - «Lille Libanon». Provinsen skulle regeres af en kristen - udnævnt af sultanen men godkendt af de europæiske stormagter -, have sit eget politikorps og indenfor provinsen skulle de feudale rettigheder afskaffes. En social konflikt blev på denne måde omformet til at være en konflikt mellem trosretninger, og den kristne befolkning i «Lille Libanon» fik fuldstændig forrang overfor den lokale muslimske befolkning.

1. Verdenskrig

Da det arabiske oprør brød ud under den 1. verdenskrig (se Saudi Arabien, Jordan og Iraq) blev emiren Faisal udnævnt til konge af Syrien, uden at kende til de britisk-franske planer der var udtrykt i Sykes-Picot aftalen, efter hvilken den frugtbare halvmåne skulle opdeles således: Frankrig skulle have kontrol over Syrien og Libanon, mens England skulle have kontrol over Palæstina (herunder også Jordan) samt Iraq.

I 1920 besatte Frankrig landet militært og tvang Faisal til at trække sig tilbage. To måneder senere blev Syrien opdelt i 5 stater: Storlibanon - i det yderligere områder blev føjet til provinsen «Lille Libanon», Damaskus, Alepo, Djabal Druzay og Alawis (Latakia). De 4 sidstnævnte sluttede sig i 1924 atter sammen.

Frem til 1932 var udviklingen præget af nogenlunde ro, men dette år valgtes præsident og parlament. Frankrig havde imidlertid gjort det klart, at det ikke ville acceptere større intern autonomi. Det førte til sammenstød, der først ophørte i 1936, da franskmændene underskrev en aftale, hvor i de anerkendte det retfærdige i de syriske krav, hvoraf det vigtigste var genforening med Libanon. Imidlertid ratificerede den franske regering aldrig aftalen, hvilket udløste yderlige agitation. Den kulminerede i 1939, da den syriske præsident gik af, og den franske administration suspenderede forfatningen af 1930 i Syrien og Libanon.

2. Verdenskrig

I 1941 besatte styrker fra det frie Frankrig og fra England området, for at ophæve samarbejdet med nazismen. To år senere valgtes Chikri Al-Quwatli til præsident i Syrien og Bechara Al-Kuri i Libanon, men da sidstnævnte fremsatte forslag om at fjerne referencerne til det franske mandat i området, tog de franske styrker ham og hans regering til fange. I begge stater udløste arrestationen sammenstød og dertil kom britisk pres på den franske hær. Konflikten blev først løst, da FN i marts 1946 beordrede de europæiske tropper ud af området og således bragte det franske mandat til afslutning. Tilbagetrækningen af de udenlandske styrker var afsluttet i 47. Syriske styrker deltog i 48 sammen med styrker fra andre arabiske lande i kampen mod oprettelsen af staten Israel.

Baath

Efter 2. verdenskrig blev Baath-partiet det politisk ledende parti i Syrien. Det var stiftet i 1947 af Michel Aflaq og Salah ad-Din Bitar. I 50'erne gik Baath sammen med Akram Hawranis socialistparti og dannede det Arabiske socialistiske Baath Parti. Baath er først og fremmest arabisk-nationalistisk, socialt fremskridtsvenligt, «socialistisk» - men ikke-marxistisk, erklæret antiimperialistisk. Men det har også nationalromantiske og antikommunistiske tendenser. Parolerne er: (arabisk) enhed, frihed, socialisme. Parolerne blev i 1958 forsøgt ført ud i livet, da Syrien og Egypten dannede Den forenede arabiske Republik. Det ambitiøse projekt brød sammen i 61, og et nyt forsøg 10 år senere led også skibbrud.

Baath-partiets sociale basis ligger blandt mellemlagene og hos småbønderne på landet - især blandt minoritetsgrupperne. Forbindelsen med officererne i hæren - som i vid udstrækning er blevet rekrutteret fra netop disse lag - har været afgørende for Baaths politiske magt. Partiet deltog i en række militærregeringer i 50'erne og har siden 1963 kontinuert haft magten. Baath har en «national» (dvs. al-arabisk) ledelse med «regionale» afdelinger - dvs. i hvert enkelt arabisk land. Det er også det regeringsbærende parti i Iraq.

Kommunistpartiet blev stiftet i 1924, og fra 1932 ledet af Khaled Bakdash. Det har altid haft stærk indflydelse blandt den fattige landbefolkning og på græsrodsniveau i fagbevægelsen - til trods for Baaths forsøg på kontrol ovenfra. I perioder blev partiet udsat for hård forfølgelse, i andre perioder havde det et tæt samarbejde med Baath. Partiet var stærkt Moskva-orienteret. Der eksisterer også et illegalt kommunistparti - udbrydere fra det officielle parti.

Siden 1966 har der eksisteret dyb splittelse mellem den «nationale» og den syriske «regionale» ledelse af Baath med hensyn til socialismens plads i partiet og forholdet til Sovjetunionen. Men splittelsen udspringer også af stærk personlig rivalisering i topledelsen. Venstrefløjen i Baath var fra omkring 1966 i offensiven og igangsatte omfattende jordreformer og nationaliserede de fleste større virksomheder i landet. Der fandt en omfattende udbygning sted af infrastrukturen, og der blev bygget olieledninger for transport af olie fra Iraq. En vigtig samarbejdsaftale med Sovjetunionen gjorde samtidig bygningen af Tabqa dæmningen mulig. Den skulle sikre elforsyningen og anvendes til vandingsanlæg.

På samme tid blev der ført en politisk kampagne mod de reaktionære regimer i den arabiske verden og propaganderet for en alliance mellem de progressive stater. Under junikrigen i 1967 mistede Syrien Golanhøjderne til Israel og fik et alvorligt flygtningeproblem. Baath-regimet førte en militant antizionistisk politik med fuld støtte til den palæstinensiske befrielseskamp, indtil der i 1970 fandt et kup fra partiets højrefløj sted under ledelse af general Hafez al-Assad.

Kuppet markerede, at en ny middelklasse der var vokset frem i skyggen af Baath, fik fremtrædende magtpositioner. Gennem 1970'erne og især efter oktoberkrigen 1973, gav regimet betydelige økonomiske indrømmelser til det syriske borgerskab og til den udenlandske kapital. Samtidig fandt der stadig klarere økonomisk og politisk tilnærmelse sted til arabiske konservative regimer: Saudi Arabien og i dets kølvand Jordan, Egypten og Sudan. På den anden side strammedes politikken overfor den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Under en afgørende fase i den libanesiske borgerkrig i 1976 intervenerede Syrien direkte mod de palæstinensiske og libanesiske venstreorienterede styrker, som da var i offensiven. En venstrefløjsregering i Libanon ville udgøre et radikalt alternativ til Baath og styrke venstreoppositionen i Syrien.

Indenfor militæret var der betydelig utilfredshed med invasionen af Libanon. Udskiftninger og arrestationer fulgte, men regimet genvandt kontrollen. Udviklingen i Libanon havde ellers medvirket til at sprede uro blandt de talrige religiøse samfund i Syrien. Både de muslimske højrekræfter, Det islamiske Befrielsesparti, Det muslimske Broderskab og Mohammads Falangister mobiliserede mod Assads regering, der er domineret af tilhængere af Alawi-sekten (uortodokse muslimer).

Fra midten af 70'erne skete der en tilnærmelse mellem den irakiske og syriske fraktion af partiet og det førte i 78 til et forsøg på sammenlægning af de to stater, men projektet led ligesom de foregående skibbrud på ideologiske forskelle mellem de to fraktioner. I 79 kritiserede Baath det Muslimske Broderskab og beskyldte det for at være «zionistiske agenter». Regeringen indførte dødsstraf for sabotagehandlinger og gav broderskabets medlemmer en frist frem til den 7. december 80 til at overgive sig, hvis de ville undgå at blive ramt af lovstramningen.

Men broderskabets attentater fortsatte. I 82 gennemførte regeringen en militær offensiv mod det. 10-25.000 mennesker blev dræbt under nedkæmpelsen af oprøret - der havde centrum i byen Hama - og regeringen beskyldte Iraq for at have bevæbnet rebellerne. I april lukkedes grænsen mellem de to lande. Iraqs svar var at lukke olierørledningen, der ellers transporterede olie fra felterne i Kirkuk i irakisk Kurdistan til den syriske havn Banias.

I 1980 blev der etableret en alliance mellem Saudi Arabien, Iraq og Jordan. Gnidningerne mellem denne gruppe og Syrien blev yderligere tilspidset ved udbruddet af krigen mellem Iraq og Iran. Den syriske regering beskyldte Iraq for at have fremprovokeret krigen og «for at aflede opmærksomheden fra regionens centrale problem» - det palæstinensiske spørgsmål. I slutningen af året steg spændingen ifht. Jordan, der blev beskyldt for at støtte det Muslimske Broderskab. Dette bragte begge lande på kanten af krig. Kun mægling fra den saudiske prins Abdalla Ibn Abdul-Aziz hindrede konflikten i at udvikle sig videre.

I 1981 brød «misilkrisen» ud i Libanon, da tropper fra den kristne falangistiske milits forsøgte at bringe den libanesiske by Zahde under kontrol. Atter engang greb Syrien militært ind for at hindre de kristnes fremmarch. Syrien installerede sovjettiske SAM-6 jord til luft raketter, hvilket udløste en israelsk reaktion. Krisen blev i første omgang overvundet, men i 82 invaderede Israel Libanon og ødelagde bl.a. de syriske luftbatterier. Damaskus bevarede sin invasionsstyrke på 30.000 mand i Libanon og gjorde dens tilbagetrækning afhængig af tilsvarende tilbagetrækning af de israelske invasionsstyrker.

Midt i 83 udvikledes der en alvorlig krise mellem de syriske myndigheder og ledelsen af PLO, hvilket tilskyndede Syrien til omfattende støtte til de palæstinensiske grupper, der var imod Yasser Arafats lederskab. Imens faldt prisen på olie på verdensmarkedet, hvilket bidrog til yderligere at forværre de økonomiske problemer, krigen havde skabt, og i 84 blev regeringen tvunget til at gennemføre en skrap krisepakke, der bl.a. indebar skærpet kontrol med de finansielle aktiviteter, lukning af grænserne for smugling af almindelige varer - en trafik der hidtil var blevet tolereret - og en drastisk reduktion af de offentlige udgifter. I 85 faldt indsmuglingen fra Libanon med 90% og forværringen af betalingsbalancen blev bremset.

I 85 fornyede Al-Assad sin præsidentperiode med yderligere 7 år, da han ved valget fik 99,8% af stemmerne. Et resultat der svarede til «valgene» i 71 og 78. Trods dette udvikledes der i 87 en alvorlig politisk krise, der tvang premierminister Abdul Rauf al-Kassem til at træde tilbage efter beskyldninger om korruption. Den 1. november blev parlamentsformanden Mahmoud Az-Zoubi valgt som ny præsident.

I april 87 gennemførtes et arabisk topmøde, hvor flertallet mod økonomisk støtte stemte for en genopretning af Syriens position og fordømte Iran for forlængelse af krigen. Syrien ændrede ikke sin holdning til Iran, og benyttede samtidig lejligheden til at nedlægge veto mod at lade Egypten genindtræde i den Arabiske Liga.

I oktober 86 beskyldte den britiske regering Syrien for at støttet gennemførelsen af et terrorattentat mod et israelsk fly i Londons lufthavn. I november afbrød de fleste af EF's medlemslande de diplomatiske forbindelser med Syrien, selv om nogle var uenige i dette skridt. I juli 87 besluttede samtlige EF lande - med undtagelse af Storbritannien - at genoptage forbindelserne, efter at den syriske regering havde meddelt, at den afbrød støtten til Al-Fatah Revolutionsrådet - en palæstinensisk organisation der var imod Yasser Arafat. I maj 90 blev de diplomatiske forbindelser med Egypten genoptaget. Nogle observatører knyttede denne udvikling sammen med reduktionen i Sovjets militære bistand til Syrien.

Da Iraq i august samme år invaderede Kuwait, tilsluttede Syrien sig hurtigt den anti-irakiske alliance og sendte tropper til Saudi Arabien. Dette bidrog til en betydelig forbedring i de diplomatiske relationer med USA. I skyggen af krisen øgede Syrien i betydelig grad sin indflydelse i Libanon, hvor det lykkedes at styrke landets regering og afvæbne de fleste af landets selvstændige militser.

I april 91 mødtes Hafez al-Assad i Damaskus med den iranske præsident Akbar Ashemi Rafsanjani. Efter mødet erklærede Assad den 29. april, at Syrien ville fastholde sin militære tilstedeværelse i Libanon. En beslutning der fik støtte fra Hezbollah (Guds Parti) og fra den iranske Revolutionsgarde. Samme måned deltog Syrien i Konferencen for fred i Mellemøsten, der blev gennemført i Madrid med deltagelse af USA og Sovjet. Syrien tilsluttede sig forslaget om at forhandle med Israel på grundlag af FN resolutionerne 242 og 338, der fordømmer dette lands besættelse af landområder. De arabiske lande fastholdt grundlaget om «fred for jord», der blev afvist af Israel.

I maj undertegnede Libanon og Syrien en samarbejdsaftale, i hvilken Syrien anerkender Libanon som et frit og selvstændigt land - for første gang siden begge lande fik deres selvstændighed fra Frankrig.

Den 2. december blev Assad genvalgt for en fjerde valgperiode. Denne gang med 99,98% af stemmerne, men han var også eneste kandidat. Efter aftale med internationale menneskerettighedsorganisationer gav den syriske regering 15 dage senere amnesti til 2.800 politiske fanger - overvejende medlemmer af det Muslimske Broderskab.

I 92 afskaffede regeringen dødsstraffen og gav 4000 jøder tilladelse til at udvandre. Da PLO og Israel i september 93 underskrev en fredsaftale, gentog Syrien sin støtte til gennemførelsen af forhandlinger om fuldstændig fred i regionen, og krævede samtidig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder for at sætte gang i disse forhandlinger.

Kort tid senere bekræftede Al-Assad, at han støttede anvendelsen af vold til befrielsen af de besatte områder. Det var en klar støtte til Hamas bevægelsens aktiviteter og udløste omgående en fordømmelse fra USA's side. Denne spænding var ikke til den syriske regerings fordel, der ellers havde draget diplomatisk nytte af sin støtte til den anti-irakiske koalition under Golfkrigen.

Det syriske BNP voksede i 92 med 7% og eksporten af olie og olieprodukter nåede op over 2 mia. dollars. Regeringen gennemførte en meget liberal investeringspolitik, der fritog investeringer for betaling af skat og told. Resultatet var, at der i 93 blev foretaget næsten 1000 investeringer til en samlet sum af 2,5 mia. dollars.

Syrien deltog ikke i den første runde af fredsprocessen i regionen, der resulterede i begrænset palæstinensisk selvstyre og undertegnelsen af en fredsaftale mellem Israel og Jordan i juli 94. I januar fandt der dog et «historisk» møde sted i Geneve mellem USA's præsident Bill Clinton og al-Assad, og i september blev den syriske udenrigsminister for første gang interviewet i israelsk TV.

Da Assads ældste søn og formodede efterfølger, Basel al-Assad døde, øgedes usikkerheden omkring landets politiske fremtid. I august vandt den regerende Progressive Nationalfront valget, men valgdeltagelsen var kun 49% af de stemmeberettigede.

I juni 95 kørte officielle forhandlinger med Israel om tilbagelevering af Golanhøjderne ud i sandet, da Israel gjorde krav på en fortsat begrænset militær tilstedeværelse i området på ubestemt tid. Da Hezbollah i oktober gennemførte et bagholdsangreb mod israelske soldater i det sydlige Libanon blev forhandlingerne yderligere kompliceret. Midt i 96 deltog al-Assad i et topmøde blandt de arabiske lande, der havde til formål at udforme en fælles forhandlingsstrategi overfor Israel.

Som led i stimulering af den private sektor i den syriske økonomi, åbnedes en række nøglesektorer for private investeringer. Det gjaldt produktionen af elektricitet, cement og medicin.

Da USA sidst på efteråret 97 truede med fornyede militære angreb på Iraq, gennemførte Syrien en overraskende tilnærmelse til Baghdad. Tilsyneladende som svar på den tyrkisk-israelske alliance, der var under hastig udformning. Hvis det kom til en militær konfrontation om Golan, ville Syrien blive udsat for pres fra begge de to lande, og hvis Iraq faldt sammen, ville der opstå nye stater - enten efter religiøse eller sproglige skillelinier - og det ville give Tyrkiet mulighed for at bringe oliefelterne i irakisk Kurdistan under tyrkisk kontrol.

Den israelsk-tyrkiske militære aliance planlagde at producere 1000 nye tanks. Truslen fra denne nye militærblok gjorde, at Iran i april 98 sluttede sig til de syrisk-irakiske sikkerhedsforhandlinger.

I 1999 blev Al-Assad genvalgt til sin 7. præsidentperiode af 5 års varighed. Under en af sine valgtaler erklærede den aldrende præsident, at regeringen behøvede «nyt blod» for at kunne gennemføre de økonomiske reformer.

I december blev fredsforhandlingerne med Israel genoptaget i Washington, men de blev atter udsat på ubestemt tid i januar, da Syrien ikke kunne få garantier for, at Israel ville trække sig tilbage fra de besatte områder i 1967 - primært Golan højderne.

I marts 2000 indgav alle 37 medlemmer af Mahmoud el-Zouebis regering deres afskedsbegæring til præsidenten. I stedet blev den gamle leder fra Baath partiet, Mohamed Mustafa Miro indsat som premierminister. Han havde indtil da været guvernør i Alleppo provinsen.

Den 10. juni døde Assad, hvilket henlagde landet i sorg. Han var den eneste præsident størstedelen af befolkningen havde oplevet. Der blev hurtigt indledt de politiske manøvrer der skulle til for at Assads eneste søn, Bashar al-Assad kunne overtage faderens post. Han blev først udnævnt til øverstkommanderende for de væbnede styrker og overtog i juli posten som præsident.

I april 2001 godkendte den nye præsidenten oprettelsen af private banker, og han godkendte endvidere oprettelsen af en privat radiostation, omend denne kun måtte sende musik, og det uden politisk indhold.

Paven besøgte i maj Syrien og ved velkomstceremonien benyttede al-Assad lejligheden til at rette et voldsomt angreb mod Israel, hvor han sammenlignede palæstinensernes lidelser med forfølgelsen af Jesus. Han bad desuden paven om at huske at tage menneskene fra de israelsk besatte Golanhøjder og Palæstina med i sine prædikener. I sit svar opfordrede paven alle parter til at søge en varig fred og til at opbygge forståelse og respekt mellem kristne, muslimer og jøder.

Med enig støtte fra landene i Asien og Afrika fik Syrien i oktober 2001 sæde i FN's Sikkerhedsråd. Hverken modstand fra Israel eller 38 nordamerikanske kongresmedlemmer der opfordrede præsident Bush til at modarbejde Syriens repræsentation lykkedes. USA var bundet, fordi det i kølvandet på angrebet på New York søgte at få opbakning fra de mest indflydelsesrige arabiske lande i dets globale antiterror kamp.

Syriens udenrigspolitik var i hastig forvandling i 2001. Efter voldsomt pres fra den libanesiske regering fjernede Syrien sine tropper fra området omkring Beirut og trak dem til andre dele af landet. I august besøgte den syriske premierminister Miro Iraq under det første højtstående besøg i næsten 20 år, efter at Syrien støttede Iran under den irakisk-iranske krig 1980-88. I november besøgte den britiske premierminister Tony Blair Damuskus i et forsøg på at sikre syrisk støtte til USA's globale krig mod terrorisme. Alligevel var Blair og al-Assad ikke i stand til at nå frem til en fælles definition af begrebet terrorisme, den britiske leder måtte vende hjem uden konkrete resultater.

I november blev flere snese politiske fanger fra det Muslimske Broderskab løsladt, efter at have siddet mere end 20 år i fængsel. Løsladelsen blev af Amnesty International karakteriseret som «et vigtigt skridt frem mod respekt for menneskerettighederne i Syrien». Næsten alle de løsladte havde været holdt i isolation under deres fængselstid, de havde været underkastet tortur og mishandling.

I april 2002 blev en syrisk radarstation i Libanon angrebet af israelske fly efter et partisanangreb fra Hizbollahs side. Det udløste frygt for en militær eskalering, men den israelske aggression forblev ubesvaret fra syrisk side.

I maj inkluderede den nordamerikanske viceudenrigsminister John Bolton Syrien på lande i ondskabens akse. Han beskyldte samtidig Damaskus for at forsøge at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. I april 2003, en måned efter indledningen af USA's angrebskrig mod Iraq, truede USA Syrien med økonomiske og diplomatiske sanktioner, og beskyldte landet for at huse irakiske flygtninge. Den syriske regering afviste USA's beskyldninger.

I januar 2004 besøgte al-Assad som den første syriske statschef nogensinde Tyrkiet. Formålet var at tø relationerne op mellem de to nabolande.

Den 8. marts gennemførte Komiteen til forsvar for de demokratiske rettigheder og menneskerettighederne i Syrien en lille demonstration i Damaskus med krav om frigivelse af politiske fanger og demokrati. To medlemmer af organisationen - Ahmad Jazen og Hassan Wattfa - blev arresteret og sad 2 måneder fængslet. Den 14. april blev organisationens formand, Aktham Naisse, arresteret efter at have udsendt en pressemeddelelse, hvor han beskyldte regeringen for at have arresteret over 1000 kurdere i en operation mod denne minoritet i landet. Han krævede samtidig «regeringens illegale og terroristiske praksis bragt til ophør».

Ligeledes i april fandt der en eksplosion sted i en bygning i Damaskus, der tidligere havde været FN's hovedkvarter i landet. Omstændighederne er ikke blevet klarlagt, men i forlængelse af eksplosionen brød et skyderi ud, der kostede en civil, en politimand og fire aktivister livet. Regeringen lagde ansvaret for hændelserne på islamiske fundamentalister.

I maj indførte USA sanktioner mod Syrien med den begrundelse, at Syrien støtter terrorisme, og ikke hindrer frivillige fra andre arabiske lande i at rejse ind i Iraq for at bekæmpe den nordamerikanske besættelsesmagt. Trods Washingtons beslutning sendte EU en handelsdelegation til Damaskus for at forbedre samhandelen og eksporten af olie og gas til Europa.

Efter mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri i Beirut i februar 2005 steg presset fra USA, EU, FN og den libanesiske opposition for at få trukket Syriens tropper og efterretningsagenter ud af Libanon. Efter konsultationer med andre arabiske statsledere meddelte Bashar al-Assad i marts, at tropperne ville blive trukket tilbage til Bekaa dalen nær grænsen mellem de to lande. Ved et efterfølgende topmøde med den libanesiske præsident Émile Lahoud blev der fastlagt en tidsplan, der gik ud på, at ved parlamentsvalget i Libanon i maj ville alle syriske tropper være trukket tilbage. I Beirut gennemførte Hezbollah en enorm demonstration til støtet for Syrien og i protest mod den udenlandske indblanding i Libanons indre anliggender. Demonstrationen var adskillige gange større end de demonstrationer der de foregående uger var blevet gennemført i Beirut med krav om de syriske troppers exit af landet.

Den syriske indenrigsminister Ghazi Kanaans tilsyneladende selvmord i oktober 2005 forstærkede spændingerne omkring offentliggørelsen af en FN undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Kanaan og andre embedsmænd i Damaskus var blevet udsat for FN's undersøgelse, og ministeren selv var kun få dage i forvejen blevet afhørt af en international delegation anført af den tyske statsadvokat Detlev Mehlis. «Jeg tror det er den sidste forklaring jeg kan afgive», erklærede Kanaan få timer før sin død, der officielt blev katalogiseret som selvmord. En uge senere blev FN's undersøgelsesrapport offentliggjort. I den hed det at mordet på Hariri blev gennemført af en gruppe med en omfattende bagvedliggende organisation, der havde planlagt mordet gennem flere måneder, og det var ikke særlig sandsynligt at et så kompliceret komplot kunne være gennemført uden at det syriske efterretningsvæsen eller dets libanesiske medarbejdere fik nys herom. Mehlis tilføjede under præsentationen, at den syriske udenrigsminister Faruk al-Sharaa havde interveneret i undersøgelsen ved at tilbyde falske oplysninger. Libanons præsident, den pro-syriske Emile Lahoud afviste rapporten, der også påstod at Lahoud selv havde modtaget et telefonopkald om attentatet få minutter før det blev gennemført. Også den syriske regering afviste rapportens konklusioner, der bl.a. indikerede at flere syriske efterretningsofficerer havde været involveret i attentatet. Damaskus fordømte konklusionerne som «100%» politisk partiske og være «falske». Der blev senere også rettet berettiget kritik mod rapporten, da flere af dens kronvidner trak deres forklaringer tilbage eller insisterede på aldrig at have udtalt sig, som Mehlis citerede dem for.

Vestens formål med at få Syrien ud af Libanon blev klart, da Israel i juli 2006 indledte krig mod Libanon. Israel undgik derved at stå overfor det langt stærkere syriske militær, men kunne nøjes med at stå overfor den svage libanesiske hær og Hezbollah.

I begyndelsen af februar 2006 stak demonstranter ild til Danmarks ambassade i Damaskus som svar på Danmarks anti-muslimske kampagne anført af Jyllandsposten. Norges, Sveriges og Chiles ambassader i samme bygning blev udsat for mindre skader ifbm. branden. En uge senere lukkede Danmark sin ambassade i landet og anklagede de syriske myndigheder for ikke at ville garantere de danske ambassadeansattes sikkerhed.

I maj 2007 blev Bashar al-Assad genvalgt for en ny 7 års periode som præsident. Eftersom han ikke havde nogen modkandidater, fik han 97,62% af stemmerne.

I august erklærede al-Assad at Syrien ikke ville nøjes med andet end tilbageleveringen af hele Golan området, der har været besat af Israel siden 1967. «Vort ønske om fred betyder ikke at vi giver afkald på vore rettigheder. Vi accepterer udelukkende at det område der var vores til 4. juni 1967 tilbageleveres». Erklæringen var optakt til en mulig genoptagelse af fredsforhandlingerne med Israel, der havde været afbrudt siden 2000.

Den 6. september 2007 angreb Israel en installation i Deir ez-Zor provinsen med kampfly. Syrien hævdede det var en forladt militærforlægning. Israel påstod der var tale om en atomreaktor, der var under bygning af nordkoreanske teknikere. Syrien inviterede udenlandske journalister på besøg, og de så ikke andet end en forladt lejr. Iagttagere pegede bagefter på, at bombetogtet kunne være en øvelse før et eventuelt israelsk luftangreb på Irans atominstallationer. Israel bombede i 1981 en civil atomreaktor i Iraq.

al-Assad bekræftede i april 2008 overfor et dagblad i Qatar, at der havde været fredsforhandlinger med Israel igang et års tid med Tyrkiet som mellemmand. Han erklærede videre: «der vil ikke blive tale om direkte forhandlinger med Israel, før en ny præsident indsættes i USA. USA er den eneste part der er kvalificeret til at lede direkte forhandlinger mellem os, og Bush regeringen har hverken visionen eller viljen til fred. Den har ingenting». Forhandlingerne løb dog i sidste ende ud i sandet, fordi den israelske regering ikke var villig til at opgive dens besatte områder.

Den 26. oktober 2008 gennemførte USA et angreb ind i Syrien. Angrebet var rettet mod en lille landsby og kostede 8 syrere livet - deriblandt 3 børn. Syriens udenrigsminister anklagede USA for at have gennemført et «kriminelt og terroristisk» angreb, og bad FN om at tage sagen op i Sikkerhedsrådet, hvor proceduren blev standset af truslen om et nordamerikanske veto. USA hævdede angrebet blev gennemført for at dæmme op for infiltrationen af udenlandske mujahedeens ind i Iraq. Iflg. USA's egne oplysninger er antallet af «infiltratorer» der kommer ind via Syrien dog allerede faldet til en tiendeldel af niveauet året før. Nogle kommentatorer pegede på, at angrebet fandt sted blot 1 uge før præsidentvalget i USA og kunne være et sidste forsøg fra den neokonservative regering på at flytte stemmer til den republikanske kandidat, John McCain, ved f.eks. at provokere Syrien til at svare militært igen. Ifgl. international lov er det strengt forbudt at angribe militære mål i et andet land. Eneste undtagelse er «hot pursuits», hvor et identificeret militært mål flygter over grænsen til et andet land, og der var ikke tale om en sådan undtagelse. Iflg. FN's statutter faldt USA's angreb indenfor kategorien angrebskrig og som sådan omfattet af krigsforbrydelser.

2011 Oprør

Ansporet af oprørene i Tunesien og Ægypten i januar-februar 2011 udbrød også demonstrationer i Syrien. Demonstrationerne havde centrum i Daraa i det sydlige Syrien, hvor det Muslimske Broderskab stod stærkt. Broderskabet havde ikke glemt massakren i 1982, der kostede 10-25.000 mennesker livet. Det syriske regime reagerede vaklende på protesterne. I de første måneder viste det en vis imødekommenhed. Den 22. marts blev guvernøren i Daraa fyret, og den 29. marts blev hele regeringen fyret. En regering under ledelse af Adel Safar blev indsat i april og i slutningen af måneden afskaffede den den forhadte undtagelseslovgivning, der ellers havde været i kraft siden 1982. USA og europæiske kolonistater så imidlertid en mulighed for at vælte styret i Damaskus og optrappede presset. I maj vedtog USA og EU sanktioner mod Syrien. Begge havde 2 måneder forinden indledt en erobringskrig mod Libyen under dække af en FN Sikkerhedsråds resolution, men Rusland og Kina blokkerede for en tilsvarende sanktion mod Syrien, da begge stormagter erkendte, at Vestens formål var erobring. Konflikten i syrien blev derfor udvidet uden åben Vestlig militær indgriben.

Det syriske samfund blev gradvist splittet religiøst og økonomisk. Baath regimet er overvejende funderet på Alawit sekten, hvilken har givet landets Sunni majoritet en sekundær politisk funktion. Regimet har derfor fuld opbakning fra Alawitterne, men også fra den kristne minoritet, der frygter at blive udsat for etnisk udrensning, som det skete i Iraq efter USA's erobring af landet. (Halvdelen af Iraqs kristne valgte efter USA's besættelse at flygte). Samtidig bakker landets økonomiske elite - der i vid udstrækning er sunnier - op om regimet i erkendelse af at den vil komme til at betale dyrt for en borgerkrig.

Tilskyndet af USA, EU og de enevældige diktaturer i golfstaterne spredte oprøret sig til de fleste dele af Syrien, og fra maj organiserede bl.a. CIA indsmugling af våben til oprørerne. I første omgang fra Libanon, hvilket fik den syriske hær til at minere grænsen, og i næste omgang fra Tyrkiet og Jordan. Allerede fra maj var der ikke længere tale om et fredeligt oprør, men et væbnet oprør, og den syriske regering svarede igen med en tilsvarende optrapning af volden. I juni trådte den «Frie syriske Hær» (Free Syrian Army, FSA) for første gang offentligt frem gennem direkte angreb på det syriske militær. Den Frie syriske Hær består overvejende af sunni desertører fra den syriske hær, der ikke ønsker at deltage i militære angreb på demonstranter. Den financieres bl.a. af emiren af Qatar og trænes af militæreksperter fra Storbritannien og USA. Den har baser og træningsfaciliteter i det nordlige Jordan ved grænsen til Syrien og i Tyrkiet. Tyrkiets situation er speciel, fordi landet i forvejen bekæmper et internt kurdisk oprør, og beskylder irakisk Kurdistan for at huse oprørere, samtidig med at landet nu selv støtter det militære oprør i Syrien.

Efter erobringen af Libyen i oktober vendte USA og EU opmærksomheden mod Syrien. I november lykkedes det de konservative golfstater at få smidt det verdslige Syrien ud af den Arabiske Liga, og både Tyrkiet og Jordan erklærede at støtte oprøret.

Konflikten i Syrien antager i stigende grad form religiøse og økonomiske dimensioner, og er ikke længere blot en konflikt mellem landets militær og sikkerhedsstyrker på den ene side og civilbefolkning og den «Frie syriske Hær» på den anden. Overalt i landet kommer det til voldelige konfrontationer mellem de religiøse grupper, og den nationale enhed er i opløsning, på samme måde som det lykkedes USA i Iraq at ødelægge den nationale sammenhængskraft efter erobringen i 2003. I december begyndte irakiske sunnier at blande sig i konflikten i Syrien, da irakisk al-Qaeda gennemførte koordinerede selvmordsattentater i Damaskus. 44 blev dræbt og 166 såret. 2 uger senere gennemførte al-Qaeda en ny terroraktion i Damaskus. Denne gang rettet mod en politibus. Mindst 11 blev dræbt. Terroren øgede i mange sektorer opbakningen til Assad regimet. Befolkningen ønskede ikke det voldskaos, USA's besættelse af nabolandet Iraq kastede dette land ud i.

Den franske journalist Gilles Jacquier blev i januar 2012 dræbt i byen Homs, da en morter affyret af modstandere af Assad regimet slog ned i en Alawi demonstration i en Alawitisk bydel. Udover Jacquier blev 8 syrere dræbt. Journalisten deltog i en rundtur i landet arrangeret af regimet og blev et tilfældigt offer for volden i landet. Drabet demonstrerede samtidig, at volden ikke blot udspringer af Assad regimet, men at oppositionen ligeledes tager voldelige og tilfældige metoder i brug. Homs er med sin varierede etniske og religiøse sammensætning i særlig grad blevet grad blevet centrum for den voldlige konflikt mellem de stridende grupper.

I februar 2012 gennemførtes en folkeafstemning om en ny forfatning. De vigtigste ændringer i forfatningen var Baaths status og afskaffelse af planøkonomien. Baath partiet skulle ikke længere formelt have monopol på den politiske magt i landet. Nye partier kunne oprettes, men de måtte ikke være baseret på etniske, religiøse, regionale eller stammemæssige tilhørsforhold. Nye partier skal godkendes af staten - som i Danmark - for at være opstillingsberettigede. Planøkonomien blev ophævet og landets økonomiske basis skulle fremover være baseret på både den offentlige og den private sektor. Valgdeltagelsen var officielt 57,4%, og 89,4% stemte for den ny forfatning.

2012 Våbenhvile og sammenbrud

Ligeledes i februar udnævnte FN tidligere generalsekretær Kofi Annan til fredsmægler i konflikten. I slutningen af marts lykkedes det ham at forhandle en våbenhvileaftale med den syriske regering til ikrafttræden 12. april. Både den civile og væbnede opposition var fra starten negativt stemt overfor Annan og våbenhvileaftalen, og mente ikke Annan havde «forstået situationen i Syrien». I ugerne op til våbenhvilen indledte oprørerne en voldsom militær offensiv i Hama, der blev mødt af voldsomme bombardementer fra militærets side. I dagene op til deadline 12. april meddelte regeringen, at den ikke ville trække sine militære styrker ud af byerne, med mindre den væbnede opposition gjorde det samme. Det blev afvist af den væbnede opposition. Våbenhvilen den 12. april førte derfor kun til en kortvarig opbremsning i kamphandlingerne. Alligevel sendte FN observatører ind i landet, der skulle overvåge våbenhvilen. Oppositionens støtter i golfstaterne benyttede opbremsningen i kamphandlingerne til at optrappe forsyningen af våben til oppositionen. Samtidig undlod regeringen at trække sine styrker ud af byerne.

USA, Storbritannien og Frankrig fortsatte deres skarpe kritik af Rusland og Kina, der i FN's Sikkerhedsråd hindrede vestlig militær intervention. I 2006 var det USA der gennem 1½ måned hindrede ethvert initiativ fra Sikkerhedsrådets side, da Israel angreb Libanon og dræbte 1300 civile.

I maj gennemførtes valg til parlamentet. Den forrige parlamentsperiode udløb i marts 2011, men valget var siden da blevet udsat gang på gang. Det meste af oppositionen boykottede valget. Eneste deltagende oppositionsparti var Folkefronten for forandring og Befrielse, der havde 45 pladser i det afgående parlament. Den officielle valgdeltagelse var 51,26% - svarende til valgdeltagelsen i USA. Omverdenen kritiserede valget, der ikke inddrog landets egentlige opposition, og derfor heller ikke fremmede en løsning af konflikterne.

Hvem støtter hvem?

Den syriske regering fik fra 2012 overvejende støyte fra Rusland og Iran. Russiske skibe og fly transporterede militært udstyr til landet, trods forsøg fra vesteuropæisk og nordamerikansk side på at hindre leverancerne. Iran menes at have fløjet forsyninger ind. Iraq forsyner Syrien med olie, men ikke våben. FN har ikke vedtaget nogen blokade af landet.

Den «moderate» sunnimuslimske opposition forsynes med våben fra Tyrkiet. Den støttes logistisk og med træning af Tyrkiet (der bl.a. lader den anvende en tyrkisk militærbase 50km fra grænsen til Syrien), Jordan, NATO og specielt USA. Leverancerne kan dog ikke leve op til oppositionens behov, og der er derfor hyppige interne kampe om disse. Udover ammunition leveres også lette våben, granater og raketter. USA har desuden leveret Stinger missiler, men har været tilbageholdende hermed af frygt for at de skulle lande i al-Qaeda gruppernes hænder, som i Libyen efter Gadafis fald i 2011.

Den bedst bevæbnede opposition er de islamistiske grupper, der sioden starten af 2012 især er blevet forsynet fra Qatar, Saudiarabien og Egypten. Det gælder bl.a. Liwa al-Tawheed brigaden, der var den første til at invadere Aleppo i juli. Farouq brigaden opstod ud af kampene i Homs i foråret 2012 og er landets bedst bevæbnede. Den bliver primært forsynet fra Saudiarabien gennem Libanon, hvor det libanesiske parlamentsmedlem Orkab Sakr fungerer som mellemmand. Han er knyttet til den libanesiske oppositionsleder Saad Hariri.

Udenlandske jihadister strømmer til Syrien. De kommer oftest ubevæbnede til landet og slutter sig til de islamiske grupper som salafisterne i Jabhat al-Nusraf. De senere måneder har de spillet en central rolle ved frontafsnittene i Aleppo, og karakteriseres af civilbefolkningen som udlændinge. Jihadisterne kommer fra Libyen, Iraq og Afghanistan.

«Militærrådet» består overvejende af afhoppede officerer fra den syriske hær. Frem til midten af 2012 var de overvejende i eksil i Tyrkiet og sålededs udenfor de militære kampe, men fra midten af året har det tyrkiske efterretningsvæsen og CIA arbejdet på at sende dem tilbage til Syrien for at få kommandostrukturerne indenfor det stærkt splittede og fragmenterede FSA.

Kilde: Syria: who's backing who? The Guardian, 11. oktober 2012

I slutningen af maj blev landsbyen Houla udsat for en massakre, der kostede ca. 108 civile livet. Vesten lagde øjeblikkeligt ansvaret på det syriske militær. Syrien lagde øjeblikkeligt ansvaret på «terrorister». Uafhængige undersøgelser indikerede, at der havde været store modsætninger mellem den sunni dominerede landsby Houla og nabolandsbyer domineret af alawitter. Væbnede mænd fra nabolandsbyerne - muligvis regimets Shabiha milits - havde tilsyneladende angrebet Houla og begået massakren. Den blev dermed en alarmerende begivenhed, der indikerede det begyndende sammenbrud i den etniske og religiøse sameksistens, der ellers havde eksisteret i landet. Den 1. juni fordømte FN's Menneskerettighedsråd Syrien for massakren i Houla med 41 stemmer mod 6. FSA meddelte efterfølgende, at den optog sin væbnede aktivitet i fuld omfang.

Den 22. juni skød syrisk antiluftskyts et tyrkisk F-4 kampfly ned over syrisk territorium. Hændelsen var tæt på at udløse et tyrkisk angreb, men det blev afsløret, at kampflyet ikke havde overfløjet Syrien i stor højde, men i lav højde og derfor var blevet skudt ned af almindeligt antiluftskyts, og flyet blev efterfølgende lokaliseret i syrisk territorialfarvand. Tyrkiet undlod derefter at aktivere NATO's «musketered», der ellers hurtigt ville have bragt Syrien i krig med NATO. Hændelsen markerede samtidig, at Tyrkiet var dybt involveret i destabiliseringen af Syrien. Landet havde indrettet en kommandocentral på en militærbase i Antalya som kommando- og efterretningscentral for FSA's operationer i Syrien. USA indrømmede i starten af august, at det var involveret i disse efterretnings- og kommandoaktiviteter til støtte for FSA.

I midten af juli indledte FSA en større militær offensiv i Damaskus, og den 18. juli blev landets kristne forsvarsminister, efterretningschefen og 2 højtstående militærfolk dræbt ved et bombeattentat i Damaskus, som FSA tog ansvaret for. I slutningen af måneden trak FSA sine styrker ind i Aleppo i den nordlige del af landet og indledte kampen om den vigtige handelsby. Militæret svarede igen, trak store troppestyrker til Alepo og angreb FSA med bombefly og kamphelikoptere. FSA's kommandanter erkendte åbent overfor bl.a. det britiske The Guardian, at det havde befolkningen imod sig. Mindst 70% af befolkningen var imod den krig, FSA nu førte ind i byen og som sendte flere hundrede tusinde på flugt. Mange civile blev henrettede af oppositionsgrupperne, fordi de blev lokkede til at afsløre sig som tilhængere af Assadstyret. Overlevelse blev et spørgsmål om at sno sig mellem de stridende parter. Undervejs blev bl.a. byens berømte Soukh brændt ned, som ellers var på UNESCO's kulturarvsliste. Kampene blev hurtigt så hårde, at der kun var salafister og al-Qaeda grupper tilbage på oppositionens side. Assad styret gennemførte til gengæld regelmæssige luftbombardementer af oppositionens stillinger i byen.

I starten af august meddelte fredsformægler Kofi Annan, at han fratrådte som mægler med udgangen af august. Han lagde ikke skjul på, at det skyldtes de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådets manglende vilje til at bakke op om fredsprocessen. USA og Vesten havde i hele perioden fortsat sin politiske og militære støtte til den væbnede opposition og ønskede ikke en politisk løsning men alene et fuldstændig regimeskifte. Omvendt lagde Rusland og Kina ikke tilstrækkelig pres på den syriske regering. Annans tilbagetræden blev beklaget af Rusland og Kina, mens USA's udenrigsminister hillary Clinton afslørede at hun aldrig havde haft tillid til Anna.

Som i først Iraq, siden Libyen og nu også Syrien har CIA arbejdet bag kulisserne for at destabilisere det siddende regime. Bl.a. gennem bestikkelse og opkøb af topembedsmænd og officerer. CIA's foreløbig største køb i Syrien fandt sted i august 2012, da det lykkedes at købe den siddende premierminister, Riyad Farid Hijab til at hoppe af til Jordan. Hijab nåede kun at sidde på posten i 2 måneder. Han blev øjeblikkelig erstattet på posten af Omar Ibrahim Ghalawanji.

Den 3. oktober blev den tyrkiske grænseby Akçakale ramt af en granat affyret fra Syrien. To voksne kvinder og 3 børn blev dræbt. Tyrkiet lagde hele ansvaret for hændelsen på den syriske regering og angreb samme aften syriske regeringsstillinger med T-155 howitzere, der dræbte 3 syriske soldater. Dagen efter vedtog det tyrkiske parlament med 320 stemmer mod 129, at Tyrkiet kan sende sine soldater ind i «andre lande» på militæroperationer. Et tegn på, at landet planlagde at gå militært ind i borgerkrigen i Syrien. Beslutningen udløste omfattende anti-krigs demonstrationer i Ankara, Istanbul og andre større byer. FN's Sikkerhedsråd fordømte Syrien for «angrebet» og NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen erklærede, at krigsalliancen stod bag Tyrkiet i optrapningen rettet mod Syrien. De følgende uger sendte tyrkisk militær dagligt mortergranater og bomber ind over grænsen mod syriske mål, og den 10. oktober tvang tyrkiske militærfly et civilt syrisk fly ned, dr var på vej fra Moskva til Damaskus. Det skete med påstanden om, at det transporterede våben. Den tyrkiske regering var dog ude af stand til at fremlægge beviser for denne påstand. Konsekvensen af optrapningen var, at Syrien forbød alle overflyvninger af sit territorium af tyrkiske fly, og Tyrkiet svarede igen med et tilsvarende forbud rettet mod syriske fly.

De tyrkiske myndigheder hemmeligholdt deres ballistiske undersøgelser af den granat, der den 3. oktober ramte Akçakale, men den tyrkiske avis Yurt citerede pålidelige kilder for at der var tale om en 120 AE HE-TNT mortergranat, produceret af NATO og leveret af Tyrkiet til de tyrkiske oprørere. Syrisk militær var i forvejen nok beskæftiget med at bekæmpe landets oprørsgrupper til at det ville være smart at provokere det militært langt stærkere Tyrkiet. Det mest sandsynlige var, at det var oprørsgrupperne selv - der i forvejen kontrollerer dele af grænseområderne - der sendte mortergranaten ind i Tyrkiet, for at trække dette land dybere ind i konflikten på deres side. Det lykkedes.

Den 1. november henrettede en oppositionsgruppe en gruppe afvæbnede regeringssoldater i byen Saraqeb mellem Aleppo og Damaskus. Henrettelsen blev derefter lagt ud på Youtube. Amnesty International erklærede, at videoen syntes at vise en krigsforbrydelse. I alt blev 28 regeringssoldater dræbt i kamp eller henrettet i Saraqeb. Den politiske opposition og FSA var hurtige til at lægge ansvaret for henrettelserne på den salafistiske Jabhat al-Nusra gruppe. I de samme dage forsøgte USA og Qatar at tømre en ny oppositionskoordinering sammen, i frustration over al-Qaedas og salafisternes tiltagende militære og politiske indflydelse i landet. Qatars emir gennemførte et topmøde i Doha med dette ene punkt på dagsordenen, men den umiddelbare konsekvens var blot yderligere splittelse blandt oppositionen.

Human Rights Watch offentliggjorde i september en skarp kritik af oppositionens anvendelse af tortur og henrettelser: Syria: End Opposition use of Torture, Executions (17. september 2012). Mens Assad regimet på den ene side alene fokuserede på oppositionsens krænkelser, og de vestlige medier alene fokuserede på Asad regimets krænkelser, tegnede de internationale menneskerettighedsorganisationer et mere nuanceret og gruopvækkende billede eaf krænkelserne i landet.

A.J. og Guia del Mundo