Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Metalarbejder
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.676
: :
Marchais, Georges

Georges Marchais (1920-97), fransk politiker og tidl. formand for det magtfulde franske kommunistparti (PCF). Født den 7. juni 1920 som søn af en minearbejder i den lille by La Hoguette i Calvados distriktet. Udlært som maskinarbejder i flyindustrien. Under 2. verdenskrig arbejdede han i perioder i Tyskland. Efter krigen vendte han tilbage til Frankrig, hvor han blev formand for metalarbejderfagforeningen i Issy-les-Moulineaux. I 47 blev han sekretær i landsorganisationen CGT's afdeling i Paris området og meldte sig samtidig ind i PCF. Marchais avancerede indenfor partiet i takt med at modstandslederne fra 2. verdenskrig blev fjernet fra nøgleposter i partiet. Han var formand for Seine Metalarbejderfagforeningen i 1953-56. I 59 blev han medlem af partiets centralkomite og samme år af Politbureauet. I 61 blev han organisationssekretær - en magtfuld post. Da partiets generalsekretær, Waldeck Rochet i 1969-70 blev meget syg, blev Marchais i februar 70 gjort til bitrædende generalsekretær, for i december 72 at overtage generalsekretærposten. I juli samme år havde han været ansvarlig for indgåelsen af et fællesprogram med socialistpartiet (PSF). I marts 73 blev han valgt til Nationalforsamlingen.

PCF havde siden krigen haft et mere distanceret forhold til Sovjet, og havde bl.a. kritiseret Warschawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 - omend det efterfølgende accepterede Sovjets «normalisering» af forholdene i landet. I forlængelsen af alliancen med socialisterne udviklede PCF i midten af 70'erne sammen med søsterpartierne i Italien og Spanien den såkaldte Eurokommunistiske ideologi og på partiet 22. kongres i 76 blev der gennemført en delvis liberalisering.

Denne udvikling blev stoppet i 77. Ved valget tabte PCF terræn overfor socialisterne og sprang derfor alliancen. Det blev nu mere isolationistisk, pro-sovjettisk og aggressivt overfor PSF. Konsekvensen var, at PCF over de følgende valg fik reduceret sin vælgeropbakning fra 20% - i starten af 70'erne - til 6%.

Alliancen med PSF blev dog genoptaget i 1981 og banede vejen for venstrefløjens valgsejr. Marchais var dog ikke i stand til at standse partiets tilbagegang. Marchais døde i november 1997. Han er forfatter til bøgerne: Le défi démocratique (1973) og L'Espoir au president (1980).

A.J.