Befolkning 281.000 Valuta Barbados dollars Areal 430 Km2 Hovedstad Bridgetown Befolkningstæthed 697,6 indb./Km2     HDI placering 70

Barbados har vulkansk oprindelse og er den østligst beliggende af de caribiske øer og indgår i øgruppen De små Antiller. Den frodige jord og det regnfulde, tropiske klima muliggør dyrkning af sukkerrør, der dyrkes i sædskifte med andre afgrøder som bomuld og majs. Øens alvorligste miljøproblemer er affaldsvand, skraldet og jorderosion både inde i landet og i kyststrækningerne, samt vandforbruget. På lokalt plan udgør forureningen af og den intensive udnyttelse af havene ligeledes store problemer.

Folket: Flertallet er af afrikansk herkomst, 92,5%. Der finde en europæisk minoritetsgruppe, 3,2%, og mestizer udgør 2,8%. Barbados er eet af verdens tættest befolkede områder med et gennemsnit på 616 indbyggere pr. km².

Religion: Der er ingen officiel religion. 33% af befolkningen er anglikanere; 29,8% er protestanter; 4,4% er katolikker.

Sprog: Engelsk, det officielle sprog, samt kreolsk

Politiske partier: Arbejderpartiet (BLP); Det demokratiske Arbejderparti (DLP); Det nationaldemokratiske Parti.

Sociale organisationer: Barbados Workers Trade Union (Barbados' Arbejderes Fagforening)

Officielt navn: Barbados

Administrativ inddeling: 11 kommuner

Hovedstad: Bridgetown, 96.578 indbyggere.(2006).

Andre vigtige byer: Speightstown, 3.500 indbyggere; Holetown; Batsheba.

Regering: Mia Mottley er premierminister siden maj 2018, genvalgt i januar 2022. Sandra Mason er siden november 2021 landets præsident. Republik siden 2021 med tokammersystem bestående af Senatet med 21 medlemmer og Den lovgivende Forsamling med 30 medlemmer.

Nationaldag: 30. november, Uafhængighedsdagen. (1966).

Væbnede styrker: 610 mand. (1995).

 

Nomadefolket arawak'erne lever spredt ud over det caribiske område, og selv om caraibe-folket fordrev dem fra adskillige øer, lykkedes det alligevel arawak'erne at «bide sig fast» på nogle øer, deriblandt Barbados.

I begyndelsen af det 16. århundrede ankom spanierne til øen, som de døbte «de las Higueras Barbadas». Overbeviste om at der ikke fandtes rigdomme af nævneværdig art, forlod spanierne øen igen, dog ikke før man havde foranstaltet massive massakrer på indbyggerne. De få der overlevede, bragtes til det spanske hof som morskab for adelen. Da englænderne i 1625 indtog øen, fandt de den ubeboet.

Indtil 1640 levede der omkring 30.000 indbyggere på øen. Flertallet var fjerkræavlere, der havde slået sig ned her sammen med deres familier. Af disse var en stor del folk, der var flygtede fra den politiske og religiøse forfølgelse, de havde været udsat for i England og Irland. Disse mindre jordbesiddere dyrkede tobak, bomuld, peber og fugt; udover kvæg-, svine- og fjerkræavl.

Indførelsen af sukkerrørene medførte omfattende, sociale omvæltninger. Plantageejerne havde behov for udstrakte arealer, da den nye afgrøde, for at være rentabel, krævede store områder. De mindre jordbesiddere, som for størstepartens vedkommende var dybt forgældede, tøvede derfor ikke med at afhænde deres jorde. Her begyndte så importen af afrikanske slaver.

I 1667 udvandrede 2.000 småbønder til andre caribiske øer eller til de britiske kolonier i Nordamerika. Ifølge vidnesbyrd fra en fransk rejsende, dateret til 1696, besad øen en handelsflåde på 600 skibe, hvilket gjorde øen til «den mest magtfulde koloni blandt de amerikanske øer».

I slutningen af det 18. århundrede var øen allerede omdannet til ét stort sukerraffinaderi med 745 plantager og med mere end 80.000 afrikanske slaver. Af denne ø, som af en historiker fra det 16. århundrede blev beskrevet som «fuldstændig dækket af skov», var der ikke meget tilbage; den økologiske balance var afgørende blevet påvirket til et punkt, hvor man allerede i begyndelsen af det 19. århundrede blev vidne til afskovning og omfattende tørkeperioder.

Jagten på bedre afkast og åbningen af økonomien for udenlandsk kapital bragte underudviklingen til Barbados, der kunne have haft en udviklingsproces i stil med de britiske koloniers i Nordamerika.

Slaveriet ophævedes i 1834, men «plantageøkonomien» har holdt sig i live indtil vore dage. Storgodsejerne af europæisk oprindelse domimerede det politiske liv til et godt stykke ind i det 20. århundrede.

Inspireret af fagforbundene, tog man i 1938 initiativet til at stifte Barbados' Arbejderparti, ledet af Grantley Adams. De politiske rettigheder udvidedes gradvist. Efter at have indført den almindelige stemmeret i 1951, blev Adams valgt til premierminister for den lokale regering.

Barbados blev autonomt i 1961 og opnåede fuld selvstændighed i 1966, som medlem af Commonwealth. Valgt til premierminister blev Errol W. Barrow, kendt som Uafhængighedspolitikkens Fader, da han var den første, der beklædte denne post. I modsætning til de andre caribiske øsamfund, er Barbados dog aldrig blevet totalt separeret fra Moderlandet.

Errol Barrows Arbejderpartiregering har siden 1966 medvirket til at grundlægge den caribiske frihandelsorganisation CARIFTA, der i 1973 omdannedes til CARICOM, med deltagelse af 12 af områdets østater. Barrow gjorde politiske tilnærmelser til Organisationen af Alliancefri Stater.

Den frie uddannelse og nye love ændrede ikke Barrows tøvende holdning over for indehaverne af sukkerraffinaderierne. Stigningen i arbejdsløsheden reducerede opbakningen og førte senere til valgnederlag.

I 1970 blev Barbados optaget som medlem af Den Internationale Valutafond (IMF).

I 1976 opnåede Arbejderpartiet 17 af parlamentets 24 pladser. Tom Adams, søn af Grantley Adams, valgtes til premierminister og lovede at ville slå hårdt ned på korruptionen. Arbejderpartiet karakteriserede sig selv som et socialdemokratisk parti, og blev i november 1978 medlem af Socialistisk Internationale. Men regeringen forsvarede de udenlandske, multinationale selskabers interesser i sukkerindustrien og turismen, samtidigt med at man forsøgte at tiltrække yderligere, udenlandske investeringer.

Adams bad Washington lukke sin flådebase i St. Lucia, hvilket skete i 1979. Adams genvalgtes og styrkede båndene til Washington. Barbados bakkede op om den nordamerikanske invasion af Grenada i 83.

Med det formål at tiltrække udenlandske investeringer til landet, indførte regeringen nye skatteregler og liberaliserede skibsregistreringslovene. Som følge af en aftale mellem USA og Barbados, underskrevet i 1986, kunne man registrere 650 selskaber inden for off-shore sektoren; alligevel fortsatte arbejdsløsheden og inflationen med at stige.

Adams døde og blev efterfulgt af Bernard St. John. Det demokratiske Arbejderparti vandt valget og premierminister Errol Barrow lovede at ville ændre politik over for USA, som ellers havde været stabil i de seneste 10 år. Barrow døde i 1987 af et hjertetilfælde og efterfulgtes af Erskine Sandiford. To år senere førte en splittelse i Det demokratiske Arbejderparti til dannelsen af en ny oppositionsgruppe, Det nationaldemokratiske Parti, under ledelse af Richard Heynes.

Det fortsatte fald i sukkerproduktionen og rentestigninger forværrede i 1989 inflationen. De midler man tog i anvendelse for at nedbringe underskuddet på de statslige finanser, fik frygten for større arbejdsløshed til at stige og førte til omfattende strejker. Industrisektoren faldt ikke desto mindre til ro, valutareserverne forbedredes, hundredvis af virksomheder fra Panama erklærede sig interesserede i at etablere sig på øen, og en investeringsaftale i turistsektoren blev indgået med Japan.

I et forsøg på at lægge afstand til protektionismen i CARICOM, anmodede Barbados samme år om en genforhandling af traktaten. Med det formål at favorisere det lokale landbrug, indførte regeringen selv visse restriktioner, især mod importen af grøntsager fra Guyana.

I løbet af det følgende år kom det til alvorlige uoverensstemmelser mellem ejerne af sukkerraffinaderierne og regeringen, angående sukkerpriserne, samtidig med at arbejderne truede med strejker, hvis man ikke fik opfyldt sine krav. Turismen beskæftigede 15% af arbejdskraften på øen, der i 1988 modtog flere end 450.000 udenlandske besøgende.

I 1991 genvalgtes Arbejderpartiet med 49% af de afgivne stemmer, selv om man ved valget tabte 2 af de hidtidige 20 pladser. De uroligheder og demonstrationer som fulgte i kølvandet på regeringens vedtagelse af en 8% lønnedgang for de offentligt ansatte, kulminerede i november med en generalstrejke. På trods af kraftig kritik, fortsatte Sandiford på posten som premierminister.

I 1992 optog regeringen et lån hos IMF på 64,9 millioner dollars og premierministeren indførte nye lønnedskæringer i den offentlige sektor og reducerede de sociale ydelser, hævede renten og indledte privatiseringer indenfor olie- og cementindustrien .

Efter at 2 finansministre i træk var trådt tilbage, påtog Sandiford sig i slutningen af året også denne opgave, i et forsøg på at omdanne landet til et finanscenter. I turismesektoren oplevede man en vending i løbet af 1993. Det år stod denne sektor for indtjeningen af mere end 500 millioner dollars, svarende til en tredjedel af landets bruttonationalprodukt.

I juni 1994 trak Barbados' Arbejderparti sin støtte til premierministeren tilbage og vandt selv valget, der fandt sted 7. september. Den nye premierminister, økonomen Owen Arthur, annullerede den projekterede nedskæring i lønningerne, hvilket senere blev bekræftet med indførelsen af en lov i februar 1995.

Arthur foreslog i april vedtagelse af et finanslov med budgetteret underskud, idet han argumenterede for at udgifterne var nødvendige for at kunne bekæmpe arbejdsløsheden, der var nået op på 21,2%. IMF havde foreslået forsigtighed i håndteringen af de offentlige midler, men Arthur valgte ikke at lytte til rådene.

Øens generalguvernør, Dame Nita Barrow, søster til det tidligere premierminister Errol Barrow, døde den 19. december 1995. Hun havde besat embedet siden juni 1990, hvor hun var blevet indsat af Elisabeth den 2. Efter et kort intermezzo med Denys Williams, gik embedet til Clifford Husbands, der har varetaget det siden den 1. juni 1996.

Den rådgivende Forsamling stemte i februar 1996 for en forhøjelse af de offentligt ansattes lønninger over en periode på 2 år. Det var Barbados' Arbejderpartis svar på de lønnedskæringer, der i 1994 var blevet indført af Det demokratiske Arbejderparti.

Regeringen underskrev i maj en 2-årig kontrakt med en nordamerikansk virksomhed, der skulle undersøge mulighederne for at starte olieudvinding i havene omkring Barbados.

I 1997 repræsenterede turismen fortsat den primære kilde til udenlandsk valuta. Regeringen forsøgte at forøge disse indtægter endnu mere, selv om det var åbenbart at øens infrastruktur ikke ligefrem lagde op til en sådan kraftig ekspansion.

Ved de amerikanske præsidenters møde i Santiago de Chile i april 1998, erklærede Barbados' premierminister, Owen Arthur, sig som fortaler for Cubas deltagelse ved det kommende møde.

Ved valget i januar 1999 vandt Barbados Arbejderparti en stor sejr med 26 af pladserne i parlamentet. Det demokratiske Arbejderparti måtte nøjes med de resterende 2. Owen Arthur fortsatte på posten som premierminister.

Regeringen oprettede den Financielle Efterforskningsenhed med det formål, at bekæmpe hvidvaskningen af penge i landet. Enheden får støtte fra FN's Internationale narkotikakontrol Program.

Striden om fiskerettigheder mellem Barbados og Trinidad & Tobago tilspidsedes yderligere i slutningen af 2000, da to fiskerbåde fra Barbados blev opbragt af Trinidads kystvagt. Premierminister Arthur truede Trinidad & Tobago med økonomiske represalier, og erklærede at han ville anvende indvandringsloven for at smidt illegale indvandrede fra Trinidad ud af landet. Han foreslog samtidig, at aftalerne om beflyvning for Trinidads nationale flyselskab BWIA skulle revideres. Episoden fandt sted kort tid efter at Arthur og Trinidads premierminister Basdeo Panday havde udformet en plan for forhandlinger om fiskeriet. Barbados' eksport til Trinidad faldt fra 39,5 mio. US$ i 1982 til 30 mio. i 2000. Trinidad havde til gengæld eksporteret varer og serviceydelser til Barbados for 150 mio. US$ i 1999. Bridgetown beskyldte Trinidad for at sælge fiskerilicenser til fiskere fra Taiwan, som derefter eksporterede deres fisk til Barbados, som var de et Trinidad produkt, for derved at drage nytte af de gunstige CARICOM samhandelsaftaler.

Barbados vedtog i 2001 en ny investeringslov for at tiltrække udenlandske virksomheder. Loven lagde et skatteloft på 2,5% over højeste rentesats, undtagelse fra alle andre skatter og toldsatser for import af produktionsmidler, undtagelse fra kontrol med valuta, og en reduktion af beskatningsgrundlaget med 150% af udgifterne til forskning og udvikling.

Den 17-21. juni 2001 var Barbados vært for det regionale rundbordsmøde som optakt til det globale topmøde for bæredygtig udvikling, der skulle afholdes i Johannesburg i september 2002. Rundbordsmødet havde til formål at indsamle synspunkter fra alle relevante parter til evaluering af Agenda 21, og forberede anbefalinger til topmødet i Johannesburg. Agenda 21 blev formuleret på topmødet i Rio de Janeiro i 1992 som en vej til bæredygtig udvikling i hvert enkelt land.

Ved valget i maj 2003 fik Arbejderpartiet (BLP) 23 af de 30 pladser i parlamentet, og Owen Arthur kunne dermed fortsætte på premierministerposten. Valgkampen kom mest til at handle om reduktion af indkomstskatten og skabelsen af nye arbejdspladser. Barbados har et af de højeste niveauer for indkomstskat i Caribien. Regeringen havde allerede i 2002 udarbejdet en plan for hvordan skatten kunne reduceres med en fjerdedel til 22,5%, og planen var yderligere at sætte den ned til 20% i 2004. Arbejdsløsheden steg fra 2001 til 2002 fra 9,9% til 10,3%. Det skyldtes både den økonomiske krise i den Vestlige Verden og faldet i turismen efter 11. september 2001. Oppositionen beskyldte endvidere regeringen for dårlig administration af skatteindtægterne og især for store udgifter til renter og afdrag på hotellernes gæld.

Iflg. tal fra FN i 2003 har Barbados et af de højeste niveauer i Caribien for HIV/AIDS. I juni 2000 var 2.415 af landets indbyggere smittet med sygdommen. I 1985-2001 var landets program til forebyggelse af HIV/AIDS administreret af ministeriet for folkesundhed, men samme år blev der nedsat en national kommission for HIV/AIDS. Den fik rådgivning til udformning af forebyggelses politikker fra CARICOM, fra FN's program UNAIDS og fra Caribiens epidemologiske center. Kommissionen har fået betydelig international financiel støtte fra bl.a. Verdensbanken.

I maj 2004 undskyldte Washington formelt overfor Bridgetown, fordi USA havde spredt fejlagtig information på internettet om kriminaliteten i Barbados og politiets manglende evne til at løse problemerne. Washington beklagede, at den fejlagtige information havde ligget på nettet i 4 mdr. før den blev fjernet og erstattet med korrekte oplysninger om landet. Barbados' statsadvokat Mia Mottley accepterede undskyldningerne. Hun erklærede samtidig, at oplysningerne havde været dybt beklagelige fordi de havde haft en betydelig negativ indflydelse på turiststrømmen til landet.

Landets eneste fængsel måtte evakueres i april 2005 efter alvorlige ødelæggelser pga. et fangeoprør der strakte sig over flere dage og kostede 2 indsatte livet og 25 sårede - deriblandt 6 fængselsvagter. Fangeoprøret blev udløst fordi myndighederne havde afvist klager over en fanges seksuelle overgreb. 17 af fangerne blev anklaget for ildspåsættelse.

Efter mere end 20 års tvist mellem Barbados og Trinidad & Tobago om fiskerettigheder, besluttede en arbitrage domstol i Haag i april 2006, at fiskeområdet mellem de to lande skulle være defineret af en linie trukket i havet midt mellem dem.

Regeringen erklærede i februar 2007, at der i slutningen af året skulle være oprettet en Finanskommission med det formål at «styrke overvågningen og reguleringen af Barbados' finansinstitutioner».

Parlamentsvalget i januar 2008 blev vundet af DLP der fik 20 pladser i parlamentet, mens BLP måtte nøjes med 10. BLP's 15 årige monopol på magten var dermed brudt. DLP's formand, David Thompson blev efterfølgende indsat som premierminister.

Mange Call Centers er flyttet fra USA og Canada til Barbados, hvilket har gavnet den lokale beskæftigelse.

Freundel Stuart blev premierminister i oktober 2010, da David Thompson døde af kræft. Han blev i 2011 medlem af FN's panel for bæredygtighed.

Stuarts DLP vandt parlamentsvalget i februar 2013.

Barbados og Caricom opfordrede i 2013 de europæiske kolonistater til at betale erstatning for flere hundrede års slaveri. Danmark og de øvrige kolonistater ignorerede opfordringen.

To røvere, Adrian Mottley og Jamar Headley blev i marts udsat for tortur af politiet på Hastings politistationen i Christ Church. Formålet med torturen var tilsyneladende at få dem til at indrømme andre røveri, end det ene røveri de allerede havde erkendt.

Oppositionspartiet BLP vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget i maj 2018. Det fik alle parlamentets 30 pladser og dets leder, Mia Mottley kunne overtage posten som premierminister. Mottley blev dermed landets første kvindeligepremierminister. Nederlaget for det regerende DLP skyldtes dets økonomiske politik, der havde ført til faldende levestandard i landet og stigende skatter. Umiddelbart efter magtovertagelsen opdagede den nye regering, at den tidligere regering havde skjult statslån, der nu kom frem i lyset. Landets belåningsgrad steg med et slag fra 137% til 175%. Måneden efter var landet for første gang ude af stand til at betale renter og afdrag på et af sine lån, og regeringen erklærede, at den måtte søge omstrukturering af gælden hos IMF.

Regeringen offentliggjorde i september 2020 en plan for overgang til republik fra september 2021. Landet skal ikke længere have den britiske monark som landets overhovede, men derimod en præsident med overvejende ceremonielle beføjelser.

Mia gav en passioneret tale til FN's Generalforsamling i september 21 hvor hun efterlyste globalt moralsk lederskab i kampen mod klimaforandringer, økonomisk og teknologisk ulighed, racisme og den uretfærdige fordeling af vacciner mod Covid-19.

Sandra Mason blev i oktober 2021 valgt som landets første præsident og indsat på posten den 30. november, 55 års dagen for landets selvstændighed.

Premierminster Mia Mottley udskrev i december 21 parlamentsvalg. En måned senere erobrede hendes BJP parti alle parlamentets 30 pladser i en jordskredssejr. Mia var umådelig populær, selv om der i befolkningen var nogen utilfredshed med at hun ikke udskrev en folkeafstemning om overgangen til republik. Trods den manglende inddragelse blev overgangen støttet af en overvældende majoritet.

Barbados har fortsat dødsstraf i sin straffelov. Dømmes man for forræderi eller mord, er den eneste mulige straf døden. Sammen med Trinidad er Barbados det eneste land i Caribien der fortsat har denne artikel i sin straffelov.

Guia del Mundo