Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 88.010
: :
Krig

Krig som vi kender den i vore dage, er et forholdsvis nyt fænomen i menneskehedens historie. At grupper af mennesker har udøvet vold mod andre grupper, påført dem skade med hensigt, er næppe noget nyt. Men som Qinncy Wright har påvist, er den almindeligste form for krig - det som han kalder «social krig» - et ritual, hvor grupper stormer frem mod hinanden, men hvor det hele stopper med den første bloddråbe.

Krig for at opnå økonomiske og politiske mål, for at røve og dominere, er et nyere fænomen, der synes at hænge sammen med det, der ofte kaldes «civilisation». Jo mere samfundet er præget af landbrug (i modsætning til jæger- og kvægdriftsamfund), jo mere det er organiseret som en stat (i modsætning til klanen, stammen eller landsbyen), og jo mere udviket arbejdsdeling det har (ud over det der findes i alle samfund, baseret på køn og alder), desto mere krigeriske synes samfundene at være på den måde, at de går aggressivt ind for krig for at opnå økonomiske og politiske mål. Eftersom alt dette er træk ved de vesterlandske samfund, vil man forvente, at de indtager en lederstilling i krigsførelsen, og det synes også at være tilfældet. Men her må man tilføje et træk i den vesterlandske kosmologi (læren om verdens oprindelse og udvikling): forestillingen om at være centrum for hele verden, med løsninger for hele verden - således som det udtrykkes i biblens missionsbefaling (Mattæus, 28:18-20). Dermed bliver krigen ikke kun en ret, men til og med en pligt.

Krig bliver stadig farligere i den forstand, at stadig flere af de krigsførende bliver dræbt og en stadig større andel af de der dræbes, er civile. Således var procenten af stridende, der blev dræbt i middelalderen, ikke mere end ca. 2 %, under 1. verdenskrig var dette tal steget til omkring 40 %. Og mens en fjerdel af de dræbte i 1. verdenskrig var civile, var andelen steget til omkring halvdelen i 2. verdenskrig og til over 75 % i Vietnamkrigen.

I den almindelige «euro-centristiske» tradition plejer europæere at bruge betegnelsen verdenskrig om en krig, som begynder med at tyskerne rykker ind i Frankrig og efterhånden får størstedelen af Europa med sig på den ene eller anden side, men nogen krigsudfoldelse udenfor Europas grænser. 1. verdenskrig var en klart europæisk krig, selv om den i høj grad drejede sig om, hvem der skulle kontrollere ikke-europæiske lande. Den anden var mere en verdenskrig, fordi der foregik en parallel krig i Stillehavet med en voldsom amerikansk reaktion (inkluderet massedrab med to atombomber og konventionel bombning af de fleste store japanske byer), som svar på det japanske lynangreb på Pearl Harbor og som svar på besættelsen af hele Sydøstasien og store dele af Stillehavsområdet. Dette var igen et svar på den vestlige økonomiske krigsførelse mod Japan, der skulle forhindre den japanske økonomiske ekspansion.

Dette afspejler noget af mønstret ved vor tids krigsførelse. Helt fra «de store opdagelser» (et andet «eurocentrisk» udtryk) frem til vore dage har krig været en kamp om råvarer og markeder.

Forskellige konflikttyper

For at forstå krigen er det nødvendigt at vide, hvad slags type konflikt den udspiller sig indenfor. Hvis vi deler verden op i centrumslande og periferilande, afhængig af hvor de placerer sig i den internationale «arbejdsdeling» (det vil sige udbytning), får vi tre hovedtyper af krige:

Centrumslandene betegner ofte deres egen konflikt som den egentlige og ser alt andet som en afspejling af denne. Imidlertid er det centrum-periferi-konflikterne, der har været de langt vigtigste i tiden efter 2. verdenskrig. Ud af de krige der er udkæmpet, har i hvert fald 70 % klart været indenfor denne kategori: nemlig alle befrielseskampene. På en eller anden måde har det drejet sig om at rive sig løs fra centrumlandenes kolonialisme og neo-kolonialisme, og det er lykkedes centrumlandene at holde disse krige i periferien, således at de selv er sluppet med forholdsvis lette tab. Summen af disse krige, som langt fra er afsluttet, er 3. verdenskrig. Og mens den første fandt sted i Europa, den anden rundt omkring i verden, så foregår den tredje næsten alle andre steder end i Europa. Dertil kommer periferi-perferi-krigene. Den ene af dem - Israel mod det arabiske folk - er i den forbindelse særlig vigtig.

Øst-vest-konflikten forsvandt i det store hele med Sovjetunionens kollaps i 1989-91, der lod USA tilbage på scenen som verdens eneste militære supermagt.

I kampen mod krig kunne arbejderklassen og kvinderne i princippet spille en stor rolle. Førstnævnte ved at nægte at producere våben, ved at nægte at føre kapitalisternes og andre herskeres krige. Sidstnævnte ved generel sabotage af mændenes krig (for krigene har overvejende været mænds krige). Hypotesen «mere magt over krigsapparatet til arbejdere og/eller kvinder vil føre til mindre krigerskhed» synes imidlertid naiv: Apparatet er for stærkt, nationalismen kender ikke klasse- og kønsgrænser, og en sådan demokratisering ville antagelig styrke apparatet ved at fratage det dets klasse- og kønskampskarakter (tænk blot på brugen af soldater til massevoldtægt, til mænds krig mod kvinder).

Kampen mod krigsmidlerne - våbnene - har heller ikke været nogen større succes. Det ved vi fra «nedrustningskonferencerne». De har været et skalkeskjul for finpudsning og optrapning af kapløbet. Antagelig er egentlig nedrustning umulig, så længe der findes en konflikt, der er væsentlig nok til at parterne synes, at de behøver våben. Det er konflikten selv, der må løses - der findes intet alternativ til det - og er den først løst, er nedrustning noget, der enten kommer af sig selv eller ikke er særlig nødvendigt.

Vi ved med sikkerhed, at krig ikke er uløseligt knyttet til den menneskelige natur - dertil er variationerne for store - og at kampen mod krig og krigsforberedelser derfor giver mening.

J.G.


Litteratur

Q. Wright: A Study of War, Chicago 1942.