Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 55.836
: :
Berlinproblemet

Med udtrykket Berlinproblemet, hentydedes oprindelig til militære og politiske problemer mellem vestmagterne indbyrdes. De opstod på en baggrund, som bestod i den delvist fuldbyrdede deling af Tyskland i et Øst og Vest, og i forbindelse med at de allierede fra Vest forblev i Berlin og opretholdt det vestligt inspirerede samfundssystem i deres sektorer.

På Teheran-konferencen i 1943 var de 3 vestallierede i princippet blevet enige om at dele Tyskland, selvom de ikke var nået til enighed om hvordan, det skulle foregå. Denne politik bekræftedes endnu engang i 1944 på Jalta. Samme år blev der indgået en aftale mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen, som drejede sig om de besatte områder i Tyskland og forvaltningen af Stor-Berlin.

Efter aftalen deltes Berlin i 3 sektorer, der forvaltedes af besættelsesmagterne, mens et fællesallieret kommandatur skulle dele fælles forvaltning af Berlin. Den politiske, økonomiske og militære koordinering mellem de 3 besatte områder i Tyskland fik et kontrolråd, med sæde i Berlin, som øverste organ. Senere kom også Frankrig med i denne aftale og besatte en zone i Tyskland og en sektor i Berlin. Der blev ikke truffet nogen formel aftale om fri adgang til Berlin, hverken til lands eller i luften. Først senere indgik man særaftaler i kontrolrådet, som regulerede trafikken til Berlin ad veje, med jernbane, til vands og i luften. Aftalerne var mangelfulde og viste sig at blive kimen til senere Berlinkriser.

De internationale spændinger mellem Sovjetunionen og de vestlige allierede i Europa og uenigheden om en fælles okkupationspolitik i Tyskland, udviklede sig gradvist. Stalin erklærede i 1945, at «Sovjetunionen ikke har til hensigt at lemlæste og ødelægge Tyskland.» Selv om de 3 vestallierede i Potsdamaftalen af 1946 endnu engang fastslog, at man førte en fælles politik over for det besejrede Tyskland - franskmændene tiltrådte senere med nogle forbehold denne aftale - blev uenigheden om gennemførelsen tydeligere med årene. Uenigheden viste sig bl.a. tydeligst i spørgsmålet om krigsgælden, senere marshallhjælpen, og kom stærkest til udtryk ved «det svage led», Berlin.

Den første, fælles forvaltningsmyndighed i Berlin var indsat af den sovjetiske besættelsesmagt. Det første fælles demokratiske repræsentative organ valgtes i 1946. Det kom til at bestå af et stærkt socialistisk-kommunistisk flertal - 69% (Socialdemokraterne, SPD: 49%, Krist-demokraterne, CDU: 22%, De Liberale, LDP: 9% og Socialistisk Enhedsparti, SED: 20%. Det sidstnævnte var et nyt parti, opstået ved en sammenslutning af socialdemokrater og kommunister i Østtyskland. Efter en urafstemning blandt SPD-medlemmer i de vestlige sektorer, stemte 73% af 82% stemmeberettigede mod en sammenslutning - her var intet sovjetisk pres!)

Fællesforvaltningen af Berlin blev oftere og oftere vanskeliggjort af magtpolitiske modsætninger mellem de allierede. Borgmestre afsattes, den valgte borgmester blev ikke godkendt osv. I 1948 tilspidsedes modsætningerne p.g.a. blokaden af Berlin. En umiddelbar årsag var, at man indførte de samme valutareformer i vestsektorerne i Berlin, som var blevet gennemført i de vestlige zoner, uden at der var blevet truffet en fælles beslutning af de allierede i kontrolrådet. Dette trådte sammen for sidste gang d. 23. marts 1948, men på det tidspunkt var Tysklandsproblemet og Berlinspørgsmålet blot en lille brik i den globale magtproblematik mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen. Disse to kæmpede om afgrænsning og opretholdelse af interessesfærer verden over.

Ved hjælp af en «luftbro» sikredes forsyningerne til Berlin, der var fuldstændig afhængig af Vesten, når det gjaldt energi- og fødevareforsyninger. Blokaden resulterede i en stærk solidaritetsfølelse blandt vestberlinerne, og hos de allierede førte det til øget samarbejde, der ikke begrænsedes til blot at gælde spørgsmålet om Tysklandspolitikken. Derved voksede modsætningsforholdet også mellem Sovjetunionen og de allierede. I Berlin førte det til dannelse af to forvaltningsenheder, Øst- og Vestberlin, mens det kom til stadig flere episoder på vejene til og fra Berlin. Man forhindrede bl.a. varetransport og affyrede til og med skud mod et rutefly. Østberlin blev stadig mere «indlemmet» i DDR's politiske system og blev f.eks. regeringssæde for DDR, mens Vestberlin i realiteten blev en delstat i Forbundsrepublikken, dog med en vis særstatus.(Alle love der blev vedtaget i Vesttyskland, trådte først i kraft i Vestberlin, efter at byens parlament havde givet sin tilslutning).

Enhver større politisk uoverensstemmelse mellem nordamerikanerne og russerne reflekteredes straks i Berlin. I sommeren 1958 opstod så den anden Berlinkrise. Sovjetunionen meddelte vestmagterne, at de «ikke længere betragtede protokollen om besættelseszonerne i Tyskland som gyldig, og det samme gjaldt forvaltningen af Stor-Berlin.» De foreslog endvidere, at Vestberlin skulle indlemmes i DDR eller blive til en fristat med bistand fra FN. Hvis disse betingelser ikke accepteredes inden seks måneder, ville DDR og USSR overtage den fulde suverænitet over byen.

De vestlige allierede afviste dette ultimatum og krisen fortsatte. Den tiltagende flugt fra DDR, via «det åbne hul i Vestberlin» truede direkte DDR's eksistens og i 1961 opførtes Berlinmuren.

Afspændingen mellem supermagterne i Centraleuropa og gennemførelsen af Willy Brandts østpolitik, med anerkendelse af Oder-Neissegrænsen, DDR og oprettelse af diplomatiske forbindelser med alle østeuropæiske lande, lagde grunden til et fornyet forsøg på at løse Berlinproblemet.

I firemagtsaftalen fra 1971 blev de 3 vestmagters suverænitetesrettigheder fastslået på en måde, der havde karakter af en folkeretslig aftale. Samtidig blev det slået fast, at Berlin ikke var en konstitutionel del af Forbundsrepublikken. I aftalen garanteredes uhindret adgang til og fra Vestberlin; I perioden efter aftalens indgåelse varetog Forbundsrepublikken Tyskland Vestberlins interesser internationalt, og vestberlinerne kunne bruge vesttyske pas i Østeuropa.

Vestberlins reelle økonomiske og samfundsmæssige tilknytning til Forbundsrepublikken anerkendtes. Aftalerne bekræftedes ved en transitaftale mellem Forbundsrepublikken og DDR, der regulerede detaljerne i trafikken og færdiggjordes ved en overenskomst, indgået mellem Senatet i Vestberlin og DDR.

Til trods for at aftalerne delvist blev fortolket forskelligt, udvikledes der ikke flere alvorlige kriser i Berlin, efter overenskomstens indgåelse. Trafikken på landevejene mellem Vestberlin og Forbundsrepublikken blev fordoblet - det samme gjaldt for antallet af besøgende vesttyskere og vestberlinere i DDR - selv om der af og til forekom politisk motiverede afslag. Problemet blev først umiddelbart løst, da østtyskerne selv i november 1989 væltede muren, og dermed tog det første skridt til sammenlægningen med Forbundsrepublikken. Problemet er dog ikke fuldstændig forsvundet, men har ændret karakter og er i dag i højere grad af økonomisk og kulturel karakter.

Man er ikke i stand til at forstå Berlinproblemet, hvis man ikke kender årsagerne til udbruddet af den 2. verdenskrig eller ikke har kendskab til efterkrigstidens historie. Rent formelt var det et retsligt problem, men i sin kerne var det et magtpolitisk problem mellem USA og USSR.

A.R.