Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Georgien
    .  Rusland
Arbejde  .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Stalinisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 136.942
: :
Stalin, Josef (Vissarionovitsj Dsjugasjvili)
Josef Stalin
Josef Stalin

Stalin (1879-1953), leder af Sovjetunionen og den verdenskommunistiske bevægelse fra midten af 1920'erne og frem til sin død.

Josef Vissarionovitsj Dsjugasjvili Stalins livshistorie er blevet sammenlignet med en palimpsest - et pergament hvor utallige skriftlag er blevet lagt ovenpå hinanden til forskellige tider og af forskellige hænder. Det ene lag forfalsker det andet, og resultatet bliver et kaos, hvor det ofte er umuligt at skelne virkeligheden fra legenderne og myterne. Dette gælder i særlig høj grad første del af Stalins liv, opvæksten i Georgien og den revolutionære aktivitet i Kaukasus frem til 1912, da han blev medlem af bolsjevikkernes centralkomite og tog navnet Stalin. Fra 1913 til 1917 var Stalin i eksil i Sibirien.

Efter Februarrevolutionen kom han tilbage til Petrograd og blev redaktør af Pravda - bolsjevikkernes hovedorgan. Men emigrantledernes tilbagekomst i april medførte afslutningen på Stalins tid som ledende bolsjevik i Rusland. Frem til Oktoberrevolutionen måtte han nøjes med at virke i kulisserne. Efter revolutionen blev Stalin folkekommissær for nationalitetsspørgsmål, og i 1919 blev han medlem af det nyoprettede politbureau og desuden folkekommissær for statskontrollen (Rabkrim).

Gennem borgerkrig, økonomisk sammenbrud og hungersnød forsvandt den arbejderklasse som - om end en minoritet i det russiske bondehav - havde bragt bolsjevikkerne til magten. Bolsjevikkerne og deres partiapparat stod atter som den eneste garanti mod kaos og opløsning. Indenfor dette apparat udbyggede Stalin forsigtig og gradvis sin magtstilling. Hans tilsyneladende ubetydelighed var årsagen til, at han blev valgt til partiets generalsekretær i 1922. Ingen af de ledende i partiet så nogen rival i denne ukendte, ikke-intellektuelle partisoldat, som totalt manglede den popularitet og karisma, som Lenin, Trotskij og Bukharin var omgæret af.

Men Stalin besad i 1922 - selv om han blev anset som ikke særlig politisk betydningsfuld - en række meget centrale hverv i apparatet. Mod slutningen af sit liv begyndte Lenin at blive opmærksom på, at apparatet var i færd med at gøre partiet til sit instrument, og han påpegede den magt, Stalin havde samlet i sine hænder. I sit «Testamente» gik Lenin ind for, at Stalin måtte fjernes som partiets generalsekretær. Lenins sygdom og død reddede imidlertid Stalin, som efter at have proklameret den ufejlbarlige leninisme som bolsjevikkernes ideologi, forsigtigt begyndte at bygge sig op som denne ideologis vigtigste fortolker.

I spidsen for et stadig mere almægtigt bureaukrati havde Stalin i flere år behersket de organer, som kontrollerede udnævnelserne til stillinger på de lavere- og mellemniveauer i apparatet. Efterhånden som Stalin gik til angreb på «det småborgerlige lighedsmageri», blev der knyttet stadig flere privilegier til de enkelte stillinger i apparatet i form af bedre boliger, bonuser, gratis ferier osv.

Under industrialiseringen i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne blev de enorme sociale uligheder skabt, som prægede Sovjetunionen under Stalin. De gamle emigrantledere havde i denne situation egentlig ikke nogen chance. De var en tynd fernis uden på og tilsyneladende i ledelsen af det enorme bureaukrati, der bestod af mere eller mindre primitive karrieremagere. De der holdt fast ved drømmen, bukkede under for dem der holdt sig til magten og privilegierne.

Ved at tilintetgøre den gamle bolsjevikiske garde i 30'erne skar Stalin båndene over til den europæiske marxisme og stillede Rusland op overfor Europa. Marxismen som intellektuel overbevisning og genstand for rationel argumentation, blev erstattet af en formalistisk trosbekendelse. Revolutionen blev bragt ud af den europæiske sammenhæng, som Lenin og de ledende bolsjevikker havde placeret den i.

Men paradoksalt nok var det netop Stalin med sin baggrund i en oplysningsfjendtlig byzantinsk præsteskole og med sin foragt og sine mindreværdskomplekser overfor den europæiske tradition som revolutionens ledere var en del af, som langt hen ad vejen gjorde Sovjetunionen til en europæisk stat. Stalin ledede Sovjetunionen fra træploven til atombomben, om end træploven og atombomben kom til at eksistere side om side, det politiske barbari side om side med den tekniske civilisation.

Mange af vurderingerne af Stalin lægger vægt på hans middelmådighed, hævngerrighed og hensynsløshed. Han blev drevet frem af et umætteligt magtbegær, en trang til at dominere sine omgivelser som kompensation for sine mindreværdskomplekser. Men disse vurderinger lider delvis af den fejl, at de som udgangspunkt har Lenins og Trotskijs fordringer til en revolutionær socialistisk politiker.

Stalin var dygtig og begavet, men på helt andre områder end dem Lenin og Trotskij satte højest. Få moderne statsledere har i den grad som Stalin været et produkt af sin tid og sine omgivelser, og få har så hensynsløst taget alle midler i brug for at nå sine mål. Stalin førte med barbariske metoder Sovjetunionen ud af underudviklingen. Men Stalin hverken kunne eller ville indse, at de barbariske metoder ikke længere var brugbare, så snart de første skridt ud af underudviklingen var taget.

Dette førte til en stadig skarpere spænding i sovjetsamfundet de sidste år før hans død. Og det første Stalins arvtagere måtte gøre var at moderere og liberalisere hans metoder. Stalin havde da heller ikke ligget mange år ved siden af Lenin i mausolæet på Den røde Plads i Moskva, før hans statuer var knust og hans portrætter brændt.

J.I.B.


Litteratur

I. Deutscher: Stalin. A Political Biography, Los Angeles 1970.
L. Trotsky: Stalin. An Appraisal of the Man and his Influence, London 1969.
B. Souvarine: Staline. Aperçu Historique du Bolchevisme, Paris 1977.