 |
|
 | ||||||||||||
Landet består af 4 øer af vulkansk oprindelse, hvoraf kun Pitcairn er beboet. De 3 øvrige er: Henderson, Ducie og Oeno. Øgruppen befinder sig i den aller østligste del af Polynesien, syd for krebsens vendekreds og øst for fransk polynesien. Økonomien er baseret på subsistenslandbrug, fiskeri, håndværk og salg af frimærker. Der er opdaget mineralressourcer, der dog endnu ikke er udnyttet. Klimaet er tropisk, regnfuldt, dog moderet noget af havet. Øerne udsættes hyppigt for tyfoner i perioden november til marts.
Folket: Befolkningen udgøres af britiske søfolk, der gjorde mytteri fra skibet H.M.S. Bounty samt kvinder fra Tahiti.
Religion: 7. dags adventister (100%)
Sprog: Engelsk (officielt). Der tales en Tahiti-engelsk dialekt
Politiske partier: Ingen
Officielt navn: Islands of Pitcairn, Henderson, Ducie and Oeno.
Hovedstad: Adamstown, 48 indb. (2007).
Regering: Laura Clarke, britisk højkommissionær i New Zealand har fungeret som guvernør for øerne siden januar 2018. Charlene Warren-Peu er borgmester over Pitcairn siden januar 2020.
Ligesom på de fleste andre øer i området var Pitcairns første indbyggere polynesiere. Den første europæer der besøgte øen var den britiske kaptajn Robert Pitcairn, der ankom i 1767.
I 1789 var det britiske skib H.M.S. Bounty på vej tilbage til Storbritannien efter 6 måneders ophold i Tahiti, da dele af mandskabet gjorde mytteri, satte kaptajnen og de dele af mandskabet der ikke ville gøre mytteri ud i en lille båd. Efter et kort ophold på Tahiti slog mytteristerne sig ned på Pitcairn.
Mytteristerne var anført af Fletcher Christian. De bestod af 8 besætningsmedlemmer, 6 tahitianere og 12 kvinder. 10 år senere levede kun en af mytteristerne, John Adams, omgivet af 11 kvinder og 23 børn. Ledet af påståede «syner» begyndte Adams at undervise børnene og befolke Pitcairn, der efterfølgende blev gjort til britisk koloni.
I 1937 var befolkningen på 200 personer, men den er gradvist faldet, da de unge rejser bort for at søge arbejde i New Zealand.
Pitcairn var i 1952-70 underlagt guvernøren i Fiji. I 1970 blev den underlagt den britiske højkommissær i New Zealand, der fungerer som guvernør i samarbejde med øens administrative råd.
Øens kommunikation med omverdenen har grundlæggende to former: en radiosender og de skibe der nærmer sig dens kyster.
Trods manglen på undervisningsmidler er skolegangen obligatorisk for børn mellem 5 og 15 år. En lærer fra New Zealand arbejder for en periode på 2 år ad gangen og er desuden ansvarlig for redigeringen af Pitcairn Miscellany - et lille kopieret nyhedsbrev på 4 sider.
Der eksisterer ikke racediskrimination på øen og dens indbyggere er garanteret ligestilling. Øens administrative råd består af 11 medlemmer af forskellig race. 5 af disse vælges blandt øens indbyggere over 18 år, der har opholdt sig mindst 3 år på øen.
Øens eneste nationale fest er festligholdelsen af dronningens (Elisabeth II) fødselsdag. Den fejres den 2. lørdag i juni. Dronningen er landets statschef og er siden 1990 repræsenteret af guvernør og højkommissær David Moss.
Befolkningen lever af fiskeri og subsistenslandbrug. Frugtbarheden i øens dale giver basis for en varieret produktion af frugter og grøntsager: citrusfrugter, sukkerrør, vandmeloner, bananer, kartofler og bønner. Alligevel er øens vigtigste indtægtskilde salget af frimærker til filatelister.
I 1963 indledtes et skovplantningsprogram. Det er koncentreret om plantningen af miro træer, der er velegnet til fremstillingen af alle slags kunsthåndværk.
I 1987 undertegnede øernes guvernør en fiskeriaftale med Japan. Den giver Japan Tuna Fisheries Cooperative Association ret til at fiske indenfor landets 200 mils havretszone. Aftalen ophørte atter i 1990.
Samme år undertegnede den britiske højkommissær i Fiji som repræsentant for Pitcairn en Regionalaftale for det Sydlige Stillehav til beskyttelse af miljøet med det formål at begrænse spredningen af atomart affald i området. Medunderskrivere var USA, Frankrig, New Zealand og 6 andre stater fra regionen.
I 1989 blev øen Henderson, der ligger 68 km nordøst for Pitcairn inkluderet på FN's liste over Verdens Fælles Arv for at blive bevaret som et naturreservat for fugle. På øen lever 5 arter, som ikke findes andre steder.
I begyndelsen af 1992 opdagedes betydelige mineralaflejringer dannet af underjordiske vulkaner indenfor landets territorialområde. Der var tale om aflejringer af mangan, jern, kobber, zink, sølv og guld. Udvindingen af disse mineraler ville drastisk kunne forandre øernes økonomi.
I 1995 blev Robert John Alston indsat som ny guvernør til erstatning for David Moss.
Befolkningsnedgangen på Pitcairn fortsætter. I januar 1998 var den nede på 30 personer, af hvilke kun 8 er i stand til at arbejde. Omkring et dusin personer var året inden emigreret.
Øen er Storbritanniens sidste koloni i Stillehavet og er afhængig af de skibe der ankommer med varer, eftersom den ikke selv råder over en lufthavn. Manglen på arbejdskraft til at arbejde med disse både kan forstærke afvandringen. London forsøger at undgå dette ved at anlægge en lille landingsbane, der kan anvendes i nødstilfælde.
I januar 2000 fandt øens 44 indbyggere ud af, at Storbritannien ikke længere havde nogen interesse i denne, da den britiske krone ved et dekret fjernede de sidste subsidier til elektriciten og tolden på produkterne. Befolkningen begyndte derfor at overveje i stedet at opnå status som fransk oversøisk område.
I 2002 blev 20 indbyggere indblandet en sag om seksuelle overgreb på børn. Nogle af dem boede fortså på Pitcairn, andre udenfor. Sagen var begyndt at rulle i 1999, da en kvindelig politibetjent fra Kent der trænede lokale ordensfolk opdagede, at den seksuelle udnyttelse af 12-15 årige piger var udbredt på øen. I august brød indbyggerne den tavshed der ellers i flere hundrede år havde omgivet emnet, da de til New Zealand Herald udtalte, at der var tale om en gammel kulturel tradition på øen, der skyldtes at børnene tidligt var seksuelt aktive. Eftersom øen er vanskeligt tilgængelig besluttede Storbritannien at gennemføre retssagen - den første i over 100 år - i New Zealand, Storbritannien eller et oversøisk område.
I 2003 blev kun 6 af de 20 draget til ansvar for de seksuelle overgreb mod mindreårige. I oktober 2004 blev borgmester Steve Christian idømt 3 års fængsel for seksuelle overgreb. 4 andre mænd blev idømt 2-6 års fængsel. I maj 2005 afviste en appelret de dømtes klager over, at britisk lovgivning var blevet anvendt under domsforhandlingen, men de dømte tog yderligere juridiske skridt for at få omstødt dommen. Det mislykkedes og i oktober 2006 indledte de deres afsoning.
Borgmester Mike Warren blev i december 2010 anklaget for at være i besiddelse af store mængder børnepornografi. Warren kæmpede for at få sagen for i Pitcairn, mens anklagemyndigheden ønskede at få ham stillet for retten i New Zealand. Warren blev stillet for en dommer i 2012, og det blev besluttet at stille ham for retten for anklagerne i 2013.
I januar 2014 overtog Shawn Christian posten som borgmester. Det var hans bror der 10 år tidligere var blevet dømt for seksuelle overgreb. Posten blev i januar 2020 overtaget af Charlene Warren-Peu.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||