Befolkning 5,7 mio. Valuta CFA francs Areal 342.000 Km2 Hovedstad Brazzaville Befolkningstæthed 8,7 indb./Km2     HDI placering 153

Landet er opdelt i 4 regioner: Sletterne ved kysten; den centrale højslette, der adskilles fra den førnævnte af en bjergkæde i 800 meters højde; Congoflodens dalstrøg i nordøst og et udstrakt sumpområde. Hele det tyndt befolkede, centrale område er dækket af tæt regnskov. 2/3 af befolkningen er koncentreret i syd, langs jernbanen fra Brazzaville til Pointe-Noir. Skovbrug beskæftiger sammen med landbruget 2/3 af befolkningen. Der er rige forekomster af olie, bly, guld, zink, kobber og diamanter. Miljøet forringes betragteligt af den ukontrollerede vækst i byerne, ophobningen af affald, den mangelfulde kloakering, spredning af smittefarlige sygdomme, forureningen, afskovningen og udryddelse af faunaen.

Autoritært regime med stærkt begrænset spillerum for oppositionen og manglende ytringsfrihed. Nær allieret af Frankrig og USA.

 

Folket: Congoleserne hører til bantu'erne, hvor bakongo'erne dominerer i syd, mens teker'ne holder til i den centrale del, sanga'erne i nord og og vili-folket ved kysten.

Religion: Flertallet praktiserer traditionelle afrikanske naturreligioner, nogle steder påvirket af kristendommen. 2% er muslimer.

Sprog: Det officielle sprog er fransk; derudover tales Kongo, Lingala, Téké og forskellige lokale dialekter.

Politiske partier: Det congolesiske Arbejderparti, PCT, stiftet i 1969 - eneste lovlige parti indtil 1990; I slutningen af året stiftedes næsten 30 partier og organisationer. Den panafrikanske Socialdemokratiske Union; Det congolesiske Demokrati- og Fremskridtsparti.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af congolesiske Fagforeninger, CSC, stiftet i 1964 efter en sammenlægning af de 4 daværende fagforbund.

Officielt navn: République du Congo.

Administrativ inddeling: 9 provinser og 6 kommuner.

Hovedstad: Brazzaville, 1.080.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Pointe-Noire, 765.300 indb; Loubomo, 84.500 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Denis Sassou N'Guesso, præsident siden november 1997, genvalgt i marts 2002, under kontroversielle omstændigheder i 2009, 2016 og 2021. Premierminister: Clément Mouamba siden april 2016. Tokammersystem bestående af Nationalforsamlingen med 139 medlemmer og Senatet med 66.

Nationaldag: 15. august, Uafhængighedsdagen. (1960).

Væbnede styrker: 10.000 mand. (2003).

Paramilitære styrker: 6.100 mand: 1.400 gendarmer; 4.700 i folkemilitsen.

 

Oprindeligt var landet beboet af pygmæer og buskmænd, men i det 16. århundrede blev det nuværende Congo tilholdssted for bantukongedømmerne Luango og Kacongo, tætte allierede med regionens stormagt Manicongo. Det lykkedes at undgå de portugisiske koloniseringsbestræbelser, og disse kongedømmer deltog igennem 3 århundreder i slavehandelen som mellemhandlere og leverandører til franskmændene og englænderne; en aktivitet, der senere blev overtaget af bateke-kongedømmet Anzico.

Slavehandelen blev mod slutningen af det 19. århundrede afløst af gummi- og palmeolieproduktion; det bragte de franske kolonisatorer til landet.

Franske tropper under ledelse af Savorgnan de Brazza indledte i 1880 den blodige kolonisering af landet. 2/3 af den oprindelige befolkning blev udryddet i den første fjerdedel af århundredet. Jernbaneforbindelsen mellem Brazzaville og Pointe-Noire anlagdes af , hvad man bedst kan beskrive som slavearbejdere. Det blev i høj grad medvirkende til dannelsen af de første antiimperialistiske bevægelser, der under ledelse af Matswa nærmest havde et halvreligiøst udtryk.

Efter den 2. verdenskrig blev modstanden ledet af socialistisk inspirerede fagforenings- og studenterbevægelser.

Som indledning til «afkoloniseringen» promoverede franskmændene munken Fulbert Youlou, der, som leder af Den demokratiske Union til Forsvaret af Afrikanernes Interesser, i 1960 blev det uafhængige Congos første præsident. De folkelige organisationer accepterede aldrig hans neokolonistiske politik, og protesterne mod korruptionen og overgrebene mod fagforbundene eksploderede i en folkelig opstand, de såkaldte «tre gyldne dage», fra den 13. til den 15. august 1963.

Youlou trådte tilbage og lederen af nationalforsamlingen, Alphonse Massembla Débat, overtog magten. Han var erklæret socialist og tvang de franske tropper til at forlade landet. Den nationale Revolutionsbevægelse stiftedes, som landets eneste lovlige.

Krigen forårsaget af uoverensstemmelser mellem Revolutionsbevægelsen og landets hær, der var trænet og bevæbnet af franskmændene førte den 1. januar 1969 til Massemba Débats tilbagetræden. Han afløstes af den unge major Marien N'Gouabi, der repræsenterede hærens venstrefløj.

Det politiske liv genopstod, og man stiftede Det congolesiske Arbejderparti, PCT, af marxistisk-leninistisk observans. I 1973 indførtes en ny forfatning og den nye Folkerepublik var en kendsgerning.

N'Gouabi gennemførte i december en offentlig «selvkritikkampagne» og opfordrede til en radikalisering af revolutionen. Det blev indledningen til en reformproces af partistrukturerne, af statsapparatet og af de folkelige organisationer.

N'Gouabi iværksatte en undervisningsreform - indtil da var al undervisningsmateriale affattet på fransk - og moderniserede statsapparatet.

I forbindelse med Angolas selvstændighed tøvede Congo ikke med at anerkende Agostinho Netos regering. Landets holdning til Cabindaprovinsen , der tilhører Angola, var afgørende for at forsøgene på separation af den olierige provins mislykkedes, på trods af støtten fra de multinationale selskaber, der havde aktiviteter i Congo.

N'Gouabi myrdedes den 18. marts 1977 af en gruppe af sammensvorne, under ledelse af den tidligere præsident Massemba Débat. Det lykkedes imidlertid ikke kupmagerne at tage magten, og Massemba Débat blev henrettet.

Under den nye præsident, oberst Joachim Yombi Opango, ændredes den officielle, asketiske politiske linie. Efter anklager om korruption og magtmisbrug blev han tvunget til at trække sig tilbage den 6. februar 1979. Han afløstes af Denis Sassou N'Guesso.

Denne iværksatte en moral-kampagne inden for den offentlige sektor og gennemførte administrative og ministerielle reformer. Mod slutningen af 1981 løb Congo ind i problemer i forbindelse med udenrigshandelen, hvilket skyldtes de statslige virksomheders ineffektivitet. Regeringen vægrede sig dog ved at lukke de statslige virksomheder.

Congos økonomi forbedredes i 1982 - til dels pga. olieeksporten, der financierede 49,44% af de offentlige udgifter.

Olien blev udvundet i samarbejde med franske, nordamerikanske og italienske virksomheder og tilsammen eksporterede man omkring 8 millioner tons råolie. (1988).

Præsident N'Guesso anlagde en pragmatisk politisk linie i forhold til udlandet; man opretholdt økonomiske forbindelser med både Østeuropa, USA og Frankrig. Congo spillede en hovedrolle i forhandlingerne mellem Angola, Sydafrika og Cuba, og aftalen der undertegnedes den 13. december 1988 i Brazzaville muliggjorde Namibias selvstændighed.

Berlinmurens fald og den sovjetiske perestroika varslede politiske og sociale forandringer. I december 1990 gik landet over til flerpartisystemet. I juli 1991 overtog André Milongo posten som premierminister, indtil afholdelsen af præsidentvalget kunne finde sted.

Denne beslutning førte til gadeoptøjer og man enedes om at danne en overgangsregering med deltagelse af hæren. Ved det fremskyndede valg i maj 1993 opnåede regeringspartiet 62 pladser mod oppositionens 49. Oppositionen anklagede regeringen for valgsvindel, og nye sammenstød mellem demonstranter og soldater efterlod 6 døde.

Lissouba udnævnte den pensionerede militærmand Jaques Yhombi-Opango til ny premierminister, hvilket fik oppositionen til at danne et «skyggekabinet» under ledelse af Bernard Kolelas. Nye uroligheder i juli og december førte til drabene på 80 mennesker. På den anden side fortsatte regeringen kursen mod en bankerot og betalte i 1993 kun de offentligt ansatte 7 af 12 månedslønninger.

I januar 1994 greb hæren til anvendelsen af artilleri for at forsvare sig mod de bevæbnede oppositionsgrupper. Optøjerne kostede flere end 100 mennesker livet. En aftale mellem oppositionen og regeringen, indgået i midten af marts, dannede rammen om en våbenhvile. Senere, i juli, var valget af Kolelas til borgmester i Brazzaville medvirkende til at dæmpe gemytterne og man gennemførte den efterfølgende måned en offentlig «forbrødringsceremoni».

Samme år accepterede Lissouba et strukturtilpasningsprogram, der var anbefalet af IMF, hvilket bl.a. betød afskedigelser blandt de offentligt ansatte. Konkurrencen mellem de multinationale olieselskaber, der truede det franske ELF's position i Congo, tvang det franske selskab til at acceptere en forhøjelse af den sum, som selskabet skulle investere i Congo fra 17% til 31% af selskabets profit.

1995 blev et år præget af forsøget på at finde en permanent aftale, der skulle sikre afvæbningen af de regeringsfjendtlige byguerillaer og eventuelt forsøge at få dem integreret i den nationale hær. Den 19. februar indledtes en generalstrejke med kravet om udbetaling af de tilbageholdte lønninger. Den 10. marts nåede man frem til en løsning, men planen afvistes af de offentligt ansatte, fordi det varslede en reduktion i lønningerne mod en tilsvarende nedsættelse af arbejdstiden.

De første kampe brød ud i juni 1997, da myndighederne forsøgte at afvæbne og arrestere Denis Sassou N'Guesso og nogle af hans tilhængere. Efter 4 måneders borgerkrig afsatte oprørsstyrkerne præsident Lissouba, med støtte fra angolesiske tropper. I mange tilfælde førte kampene til plyndringstogter mod den lokale befolkning. N'Guesso dannede en ny regering i Brazzaville og gik straks i gang med at nedkæmpe oprøret anført af Kolelas.

Brazzaville og Kinshasa (Den demokratiske republik Congo) indledte i januar 1998 samtaler for at afklare grænsedragningen langs den 2.410 km fælles grænse. I løbet af året forstærkede N'Guesso sin hær med våben købt fra den russiske mafia og udnævnte israelske officerer til at lede sin personlige sikkerhedsgarde.

Den 16. november 1999 undertegnedes en våbenhvile mellem N'Guesso og rebellerne. Denne aftale blev yderligere forlænget den 29. december efter mægling fra Gabons præsident, Omar Bongo. I overensstemmelse med aftalen løslod N'Guesso fanger og i januar 2000 blev tusinder af rebeller afvæbnet. I februar bekræftede Kolelas sin anerkendelse af N'Guesso som præsident.

I december 2001 blev der konstateret 11 tilfælde af infektion med den meget farlige Ebola virus, trods omfattende sanitær kontrol ved grænseovergangene. Man mener, at det var en smittet kvinde, der kom over grænsen fra Gabon. Sundhedsvæsenet fik isoleret ialt 94 personer, som havde været i kontakt med de smittede.

Med en valgdeltagelse på 80% gennemførtes i februar 2002 det første præsidentvalg efter afslutningen af borgerkrigen. Valget blev vundet af den siddende præsident med 74,7% af stemmerne. Dette resultat overflødiggjorde gennemførelsen af en 2. valgrunde. Selvom valget blev gennemført fredeligt, var det karakteristisk, at oppositionens vigtigste kandidater gennemførte deres valgkamp fra eksil, eller i sidste øjeblik trak deres kandidatur med påstand om, at valget var et rent karneval. Få dage efter valget udbrød der kampe i Pool området mellem regeringsstyrker og den såkaldte Ninja milits. Striden blev bilagt, da der i marts 2003 blev underskrevet en fredsaftale, der gav militsen amnesti, og 2.300 rebeller nedlagde våbnene. Den 30. august stemte parlamentet enstemmigt for at give rebellerne amnesti. Alligevel karakteriserede en uafhængig menneskerettighedsorganisation amnestien som «selektiv», og vurderede at den kunne få en negativ effekt for fredsprocessen, eftersom det ikke var alle konfliktens parter, der kunne drage nytte af den - specielt Lissouba, Opango og Kolelas der alle fortsat var i eksil.

I 2003-04 fortsatte FN sine nødhjælpsprogrammer, koncentreret omkring flygtningelejrene, og begrænsning af AIDS epidemien og fattigdommen.

Nye tilfælde af ebola kostede 136 mennesker livet i 2003.

Siden 2000 er olieproduktionen konstant faldet. Det gjaldt også de første 6 måneder af 2004. Borgerkrigen i 1990'erne og det politiske kaos spillede en vigtig rolle for dette fald, da både udforskning og udenlandske investeringer var gået i stå. Iflg. data fra Verdensbanken tegner olieproduktionen sig for 67% af landets BNP, 78% af statens indtægter og 95% af eksporten. Pga. de mange skader på infrastrukturen - broer, veje osv. - under borgerkrigen er landets afhængighed af olien vokset.

I april 2005 oplyste regeringen, at en gruppe officerer der var blevet arresteret i januar for tyveri af våben, havde været i gang med forberedelse af et statskup. Efter 8 år i eksil vendte Kolelas i oktober 2005 tilbage til Congo for at deltage i begravelsen af sin kone. Den tidligere premierminister der var dømt til døden for krigsforbrydelser fik i november amnesti.

I januar 2006 blev Congo formandsland for den Afrikanske Union.

Guerillabevægelsen den Nationale komite for Modstand, der havde deltaget i flere borgerkrige i 1998-2002 besluttede i 2006 at gå ind i det politiske liv under navnet det Republikanske Nationalråd. Lederen af det nye parti, Frédéric Bintsangou erklærede at han støttede planerne om afvæbning i hele landet.

Præsident Nguessos internationale anseelse led betydelig skade i 2007, da en fransk domstol besluttede at genåbne undersøgelsen af den congolesiske regerings involvering i 353 congolesiske flygtninges forsvinden i 1999.

Præsidentvalget i juli 2009 blev boykottet af det meste af oppositionen, og Nguesso fik derfor 78,6% af stemmerne og kunne i august indlede sin 3. periode på præsidentposten.

Landet fejrede i august 2010 50 året for selvstændigheden fra Frankrig. Præsidenten erklærede, at landet endnu havde langt igen før det fuldt ud kunne realisere drømmen om selvstændighed: «Vort land kan ikke blive fuldstændig selvstændigt før vort folk er befriet fra fattigdommens åg».

Mange pygmæer i Congo lever under miserable forhold, og UNICEF og menneskerettighedsaktiviter har gennem mange år kritiseret situationen. Den 30. december 2010 vedtog det congolesiske parlament en lov til beskyttelse af de oprindelige folks rettigheder. Det var første lov af sin art på kontinentet, og markerede et vigtigt skridt fremad for Afrikas etniske minoritetsgrupper.

Omkring 300 blev dræbt, 2.000 såret og 20.000 gjort hjemløse, da et af hæren ammunitionsdepoter i marts 2012 sprang i luften i Brazzaville.

Parlamentsvalget i juli/august 2012 blev vundet stort af det regerende Arbejderparti PCT, der fik 89 ud af parlamentets 139 pladser - en fremgang på 43. De resterende 50 pladser blev fordelt på 12 små partier og 12 uafhængige kandidater. Oppositionspartierne og flere menneskerettighedsorganisationer pegede på at valgdeltagelsen kun var omkring 20%.

Landets lærerorganisationer organiseret i CPRE gik i februar 2013 i en tidsubegrænset strejke, efter at forhandlinger med regeringen om bedre uddannelse og højere lønninger var brudt sammen. De strejkende blev udsat for trusler fra sikkerhedspolitiet DGST, en del lærere blev arresteret og andre måtte gå under jorden. I maj kunne strejken afsluttes efter der var indgået en aftale med regeringen.

Oppositionen og fagforeninger udsættes hyppigt for trusler fra myndighedernes side, og staten kontrollerer alle de større medier, så ytringsfriheden er stærkt begrænset. Landet er nært allieret af Frankrig, hvis halvstatslige olieselskab Elf Aquitaine kontrollerer 70% af olieproduktionen i Congo.

Regimet deporterede i 2014 179.000 flygtninge fra den Demokratiske Republik Congo under den såkaldte operation Mbata Ya Bakolo.

N'Guesso fyldte 70 i 2013 og som præsident i sin 2. periode efter forfatningen fra 2002 opfyldte han ikke længere 2 af kravene i forfatningen for at kunne stille op til en 3. periode. Forfatningen opererede med en aldersgrænse på 70 år og max 2 perioder. I 2015 besluttede regimet derfor at ændre forfatningen. Aldersgrænsen blev fjernet, præsidentperioden sat ned til 5 år fra 7, og antallet af perioder øget fra 2 til 3. I oktober gennemførte oppositionen demonstrationer mod forfatningsændringen, der skulle vedtages ved en folkeafstemning i slutningen af måneden. Demonstrationen var forbrudt af regimet, men gennemførtes alligevel. 4 blev dræbt af politiet under demonstrationernes første dag og militæret blev derefter sat ind. Regimet fik støtte af Frankrigs præsident Hollande der erklærede at præsidenten naturligvis havde ret til at konsultere sit folk. Oppositionen samlet i FROCAD opfordrede derefter til at stemme imod forfatningsændringen, men iøvrigt afstå fra vold. Andre modstandere opfordrede til boykot af afstemningen. Afstemningen blev gennem den 27. oktober og regimet fik vedtaget den nye forfatning med 92,3% af stemmerne. Valgdeltagelsen var bemærkelsesvis lav, selvom den iflg. regimet var på 72,4%.

N'Guesso kunne derefter stille til en 3. (i virkeligheden 4.) periode som præsident. I marts 2016 lod han sig vælge med 60% af stemmerne. Resultatet blev kritiseret af oppositionen for at være ude af trit med virkeligheden, og den erklærede at den ville gennemføre sin egen optælling. Regimet afbrød derefter internet og SMS trafik i landet for at hindre at andre resultater blev offentliggjort. Politiet brugte tåregas mod demonstrationer vendt mod valgsvindlen, og Frankrig lykønskede den aldrende diktator med valgsejren. Det franske olieselskab Elf Aquitaine tegner sig for 70% af landets olieproduktion.

PCT vandt parlamentsvalget i juli 2017, hvor det havde en lille fremgang til 90 mandater. Valgdeltagelsen var kun 44,4%.

Med baggrund i den globale COVID-19 pandemi erklærede regeringen i marts 2020 landet i undtagelsestilstand. Der blev indført udgangsforbud, grænserne blev lukket og brug af maske blev gjort obligatorisk. Ved udgangen af året var der fortsat udgangsforbund i hovedstaden Brazzaville og Pointe-Noire kl. 23-05 og i weekenden 20-05. Pga. faldet i de globale oliepriser bad regeringen IMF om hastehjælp. Regeringen havde også i 2019 anmodet IMF om bistand, men havde da ikke været i stand til at opfylde betingelserne.

N'Guesso vandt præsidentvalget i marts 2021 med 88,4% af stemmerne. Hans vigtigste modstander, Guy Brice Parfait Kolélas, døde af COVID-19 komplikationer dagen efter valget. Som i 2016 blev al kommunkation blokkeret på selve valgdagen. Et skridt der også denne gang blev kritiseret af den Afrikanske Union.

Guia del Mundo