Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Eritrea
DatoOpdatering
2015.01.20Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 27/3 2016
Læst af: 60.963
Verden  .  Afrika  .  Eritrea
: :
Eritrea
Befolkning3,7 mio.
ValutaNakfa
Areal117.600 Km2
HovedstadAsmara
Befolkningstæthed31,4 indb./Km2    
HDI placering157    
Cykelproduktion i Eritrea

Eritrea er beliggende på «Afrikas horn». Dets 1000 km kysttrækning grænser i nordøst op mod Det røde Hav, mod Sudan i vest og nord, mod Ethiopien mod syd og mod Djibouti i sydøst. Den tørre og ekstremt varme højslette beboes af nomader. Afskovning og udbredt erosion er til dels skyld i de gentagne tørkeperioder.

Folket: På trods af den semitiske afstamning fastholder eritreanerne at være arabere; de anerkendes derfor af Den arabiske Liga som medlemsland. Befolkningen er sammensat af 9 etniske grupper: tigrin'er, tigrer, bilen'er, afar'er, saho'er, nara'er, hidareb'er, rashaid'er og kunama'er. Flertallet er kvæghyrder eller landbrugere; knap 16,3% af befolkningen arbejder i byerne. 500.000 eritreanere lever som flygtninge i Sudan, 40.000 i Europa og 14.000 i USA.

Religion: Flertallet af eritreanerne er koptiske kristne. Flertallet af resten er muslimer, mens der findes protestantiske og katolske minoritetsgrupper.

Sprog: tigrinya; afar, beni amer, tegre, saho, kunama, arabisk og en række lokale dialekter.

Politiske partier: Eneste parti anerkendt af regeringen er Folkefronten for demokrati og Retfærdighed - den tidligere oprørsbevægelse, EPLF. Som illegale organisationer eksisterer: Fronten til befrielse af Eritrea og Islamisk Jihad.

Officielt navn: Hagere Ertra.

Hovedstad: Asmara, 649.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Massawa, (Mesewa), 28.800 indb; Asseb, 53.600 indb; Keren, 36.600 indb. (2000)

Regering: Parlamentarisk republik. Issaias Afwerki, stats- og regeringsleder siden 25. april 1993. Lovgivende forsamling: Etkammersystem med 104 pladser.

Nationaldag: 24. maj, Uafhængighedsdagen (1993).

Væbnede styrker: 35.000 mand (1997).

 

Adskillige århundreder før vor tidsregning ankom de semitiske kvæghyrder, der var udvandret fra Saudi-Arabien til Mesopotamien, til Det røde Havs kyster. Området var underlagt det ethiopiske kongedømme men opretholdt et udbredt selvstyre indtil osmannerne besatte regionen i det 16. århundrede. I perioden mellem det 17. og det 19.århundrede var regionen genstand for konflikter mellem ethiopiere, osmanner, kongen af Tigray, Egypten og Italien. Wichale-traktaten, der blev indgået mellem Italien og Menilek d. 2. af Ethiopien i 1890, anerkendte italienernes besiddelser ved Det røde Hav. Kolonien, der blev grundlagt den 1. januar 1890, døbtes Eritrea, efter det latinske navn for Det røde Hav, Mare Erythraerum.

Eritrea blev italienernes vigtigst base under invasionen af Ethiopien i 1896 og i 1935-1936. Det italienske overherredømme fortsatte til 1941, da området blev overladt til briterne.

Omkring 1 million eritreanere boede i kolonien og den nationale enhed forstærkedes af kampen mod italienerne. FN besluttede den 2. december 1950 at Eritrea skulle omdannes til en forbundsstat under Ethiopien. Resolutionen var en afvisning af Ethiopiens krav om en anneksion, men fastlagde ikke en plan for overgangen til selvstændighed.

I Eritrea valgtes en nationalforsamling, der nød godt af en vis selvstændighed indtil 1962, da Haile Selassie tvang en gruppe parlamentsmedlemmer fra Eritrea til at vedtage en indlemmelse af landet i Ethiopien. Denne beslutning afvistes af nationalisterne, der umiddelbart efter indledte en opstand.

Eritreas Befrielsesfront, ELF, stiftedes i 1958 i Cairo af journalisten og fagforeningslederen Idris Mohamed Adem og indledte den væbnede modstandskamp i september 1961. I 1966 splittedes organisationen som følge af en mere radikal gruppes indflydelse; heraf opstod Eritreas folkelige Befrielsesfront, EPLF. Efter Sudans mæglingsforsøg i 1974, besluttede begge grupper at oprette et koordinationsorgan og i de efterfølgende år påtog EPLF sig opgaven som leder af modstandskampen.

Under Mengistu Haile Mariam's styre i Ethiopien, anså eritreanerne ikke Ethiopiens tilknytning til den socialistiske blok for at være tilstrækkelig begrundelse for at nedlægge våbnene. Krigen mod Ethiopien kostede tusinder af menneskeliv.

EPLF erobrede i februar 1990 havnebyen Massawa og derefter næsten hele det eritreanske område. Oprørerne indtog Asmara og dagen efter havnebyen Aseb. Landevejen mellem Aseb og Adis-Abeba er den eneste forsyningsrute via land til den ethiopiske hovedstad.

EPLF erklærede i slutningen af maj at man ville oprette en provisorisk regering og i juli enedes man i Ethiopiens hovedstad om indenfor 2 år at afholde en folkeafstemningen under FN's overvågning.

Asmara og Adis-Abeba enedes om at normalisere forholdet mellem de to lande. Havnene ved Det røde Hav genåbnedes for at kunne modtage den udenlandske bistand. Samme år begyndte regnen atter at falde i Eritrea, hvilket markerede afslutningen på 2 års tørke.

Ved folkeafstemningen der afholdtes i april 1993 stemte 99,8% for selvstændighed. EPLF dannede en provisorisk regering, der havde til opgave at udfærdige en ny forfatning inden for en tidsramme på 4 år og derefter udskrive nyvalg, hvor flere partier havde mulighed for at opstille; regeringen blev ledet af Issaias Afwerki. Samme år blev Eritrea optaget som medlem af FN.

Gadebillede fra Eritreas hovedstad Asmara

I februar 1994 afholdt EPLF sin 3. partikongres, hvor organisationen omdannedes til et politisk parti under navnet Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed, FPDJ. Eritrea blev samme år medlem af IMF.

Afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser med Sudan i december 1994, vanskeliggjorde repatrieringen af de 500.000 flygtninge. Issaias erklærede i oktober 1995 at hans styre ville levere våben til enhver gruppe, der var rede til at styrte regimet i Khartoum.

I 1996 blev den planlagte uddeling af jorde til udenlandske investorer forsinket af diskussioner om ejendomsforholdene. Regeringens restriktioner vedr. oprettelsen af politiske partier og begrænsninger i ytringsfrihed fortsatte.

Eritrea afskaffede den fælles mønt «birr'en» og introducerede i stedet «nafka'en». Som svar på dette erklærede Ethiopien at samhandelen mellem de to lande skulle afregnes i nordamerikanske dollars.

Regeringen opfyldte ikke planerne om en politisk reform og udsatte afholdelse af valg med deltagelse af flere partier til 1997, mens jordkonflikterne med nabolandene Djibouti og Yemen forværredes. I et land, der er hærget af ekstrem fattigdom, spiller turismen, der er koncentreret på koraløerne, en afgørende rolle for landets økonomi.

Kampene med Ethiopien brød ud igen i 1998. Men i modsætning til befrielseskrigen havde den nye krig karakter af grænsedragningskonflikt. Den inddrog hurtigt andre afrikanske lande, da Nigeria sendte våben til eritreanerne og Kenya mobiliserede troppestyrker langs sin grænse til Ethiopien.

I juni 99 accepterede præsident Issaias og Ethiopiens premierminister Meles Zenawi et forslag fra OAU om øjeblikkelig våbenstilstand og tilbagetrækning af tropperne fra konfliktzonerne. De eritreanske myndigheder krævede kompensation for deporteringen af tusinder af eritreanere ind i Ethiopien og konfiskationen af deres ejendele.

I september accepterede Eritrea OAU's fredsforslag, mens Ethiopien havde mindre kritikpunkter. De følgende måneder intensiveredes bestræbelserne på at få begge parter til at acceptere aftalen. Alligevel var situationen fortsat spændt og i februar 2000 blev der atter kæmpet langs de to landes grænse.

11 regeringsfunktionærer blev i september 2001 arresteret og anklaget for at være «omstyrtere» og «forrædere» efter de havde kritiseret regeringen og krævet demokratiske reformer. Oppositionspressen blev desuden lukket og 9 journalister tilbageholdt.

Parlamentet (Nationalforsamlingen) besluttede i februar 2002, at eksistensen af politiske partier ikke er vigtig for den fase, landet endnu befinder sig i, og udsatte derfor ratificeringen af lov der legaliserer partier. Alligevel vedtog parlamentet teknisk en valglov, men dog uden at sætte tidspunkt for fremtidige valg.

I april 2002 afsagde den Internationale Arbitragedomstol i Haag kendelse i konflikten mellem Ethiopien og Eritrea. Den 1000 km lange grænse mellem de to lande blev fastlagt af et tribunal bestående af 5 internationale specialister. Grænsebyerne Zalembessa, Alitena og Bada blev givet til Ethiopien, mens Eritrea beholdt byen Badme, der har symbolsk betydning eftersom det var der krigen startede i 1998. Ifølge eksperterne var det især Ethiopien der fik sine territorialkrav opfyldt. Den faktiske grænsedragning mellem de to lande er imidlertid blevet udskudt 3 gange, og var endnu i 2004 ikke gennemført.

I 2002 producerede Eritrea kun 10% af de nødvendige fødevarer som følge af tørken. Når dertil lægges konsekvenserne af krigen med Ethiopien gik landet ind i 2003 med den mest alvorlige fødevarekrise siden selvstændigheden. I løbet af de første par måneder af året var 10% af kvægbestanden døde, og regeringen vurderede, at omkring 80% kunne dø inden årets udgang.

Ifølge vurderinger fra FN fra 2003 led 15-20% af børnene under 5 år af underernæring, og af disse var 10.000 i en akut kritisk tilstand. Omkring 1,4 mio. af landets indbyggere sulter.

Efter indsættelsen af den borgerlige regering i Danmark i november 2001 blev Eritrea opgivet som programsamarbejdsland for dansk bistand, og de sidste projekter forventes at være udfaset i 2005.

I oktober 2004 optrappede regeringen sine verbale angreb på Sudan, og påstod eksistensen af et komplot mellem dette land og Ethiopien om mord på Afwerki. Eritreas informationsminister, Ali Abdu Ahmed erklærede at regeringen i Khartoum «fortsætter sine bestræbelser på at sabotere freden og stabiliteten i Eritrea og regionen gennem sin terroristiske regering og sine bestræbelser på at myrde vores præsident». Imens isolerede landet sig stadig mere, da det lukkede alle sine grænser. Ifølge internationale observatører kom der stadig mindre bistand og nødhjælp til landet, og adgangen til ucensureret information bliver stadig vanskeligere.

I marts 2005 forlængede FN's Sikkerhedsråd for en yderligere seksmåneders periode FN missionen i Eritrea og Ethiopien (UNMEE). Rådet appellerede samtidig til de to lande om at afstå fra at koncentrere tropper i deres fælles grænseområde. Det udtrykte samtidig bekymring over den nylige troppeopbygning fra ethiopisk side i den midlertidige sikkerhedszone langs grænsen. I oktober opfordrede Rådet Eritrea til at hæve begrænsningerne på UNMEE's helikopterflyvninger i eritreansk luftrum. Eritreas begrænsninger er en overtrædelse af våbenstilstandsaftalen underskrevet i Algeriet i 2000.

Eritrea anerkendte ikke kendelsen fra den Internationale Domstol i Haag vedr. grænsedragning, og dette skabte i en periode spændinger langs grænsen mod Ethiopien, der ikke var ordentligt afmærket. Først i marts 2006 blev der indgået en aftale mellem de to lande, således at grænsedragningen blev genoptaget.

I april 2007 forbød regeringen kønsomskæring og besluttede desuden at enhver tilskyndelse til eller praktisering af omskæring af kvinder vil blive pålagt meget høje bøder. Iflg. tal fra NGO'er lider 90% af landets kvinder under følgerne af omskæring.

I maj 2007 erklærede FN's mission for Ethiopien og Eritrea at begge lande havde øget deres koncentration af tropper langs grænsen, hvilket var en trussel mod fredsprocessen.

I juni 2008 kom det til et militært sammenstød mellem styrker fra Eritrea og Djibouti i et omstridt grænseområde mellem de to lande.

Mens Eritrea har rimelige relationer til EU, er forholdet til USA siden 2005 blevet stadig mere anspændt. Det skyldes primært at Eritrea har ført en uafhængig politik og ikke ønsket at blive håndlanger for USA - i modsætning til nabolandene Ethiopien og Djibouti. Mens USA således i 2007 anvendte Ethiopien til at invadere Somalia, har Eritrea ønsket at spille en selvstændig rolle. Det førte i oktober 2008 til at USA's viceudenrigsminister Jendayi Frazer anklagede Eritrea for at være «statslig sponsor af terror». Årsagen var, at sheikh Hassan Dahir Aweys havde deltaget i konference i Asmara for somaliske oppositionelle. USA mente at Aweys kunne have kontakter til al Qaeda. Tonen blev ikke blidere efter magtskiftet i Washington i januar 2009. I august 2009 anklagede supermagtens udenrigsminister, Hillary Clinton Eritrea for at levere våben til al-Shabab i Somalia, der bekæmpede den USA støttede ethiopiske besættelsesstyrke. Beskyldningerne blev omgående afvist af Eritrea, men USA og den Afrikanske Union pressede alligevel på i FN's Sikkerhedsråd, der den 23. december 2009 med resolution 1907 indførte strenge sanktioner overfor Eritrea. Landet kaldte sanktionerne for skamfulde og et resultat af USA's og Ethiopiens løgne. Eritrea trak sig samtidig ud af den Afrikanske Union.

Efter mægling fra Qatar trak Eritrea i juni 2010 sine tropper bort fra Ras Doumeira området og Doumeira øen, som tilhørte Djibouti. Den fælles eritreansk-ethiopiske grænsekommission måtte også i 2010 opgive at få Ethiopien til at forlade Badme området, som landet holder besat. Begge lande afviste fortsat at betale den gensidige erstatning kommissionen havde pålagt dem.

Gennem 2010 forsøgte Eritrea at forbedre forholdet til sine nabolande, og rettede desuden henvendelse til den Arabiske Liga for at få ligaen til at arbejde for en ophævelse af FN sanktionerne.

Ethiopien angreb i marts 2012 en række eritreanske militærforlægninger langs grænsen mellem de to lande. Ethiopien erklærede at der var tale om genkendelse for træning og støtte Eritrea havde ydet ethiopiske rebeller.

Vestens isolation af Eritrea har medført at landet i stigende grad arbejder sammen med Kina, der har investeret i en række udviklingsprojekter i landet og i 2014 købte 60% af Zara guldminen.

FN's Menneskerettighedsråd nedsatte i september 2014 en undersøgelseskommission, der skal undersøge menneskerettighedssituationen i Eritrea. Kommissionens repræsentanter er fra Ghana, Mauritius og Australien. Kommissionen afgav i juni 2015 rapport. Den havde undersøgt en lang række krænkelser af menneskerettighederne siden landets selsvstændighed, og konstaterede at der kunne være tale om forbrydelser mod menneskeheden. Flygtningestrømmen fortsatte ud af Eritrea gennem 2015, men mange europæiske lande lukkede deres grænser i løbet af året og begrundede afvisningen af specielt eritreanske asylansøgere med forbedring af situationen i landet.

I september 2015 undertegnede et joint venture selskab bestående af det canadiske Sunridge Gold Corp og Eritrean National Mining Corporation (ENAMCO) en aftale med Ministeriet for energi og Miner om udvinding af guld, kobber og zink.

Ambivalensen i præsentationen af situationen i Eritrea blev illustreret, da det danske justitsministerium i efteråret 2014 lod udarbejde en rapport om situationen i landet. Den første udgave af rapporten noterede sig, at der var bedringer at spore i menneskerettighedssituationen i landet. Denne diskurs stred imidlertid mod den fremtrædende diskurs i Vesten og rapporten blev derfor skrevet om, så den blev langt mere kritisk overfor landet.

Guia del Mundo

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Eritrea)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)