Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Djibouti
DatoOpdatering
2015.01.19Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 19/1 2015
Læst af: 34.518
Verden  .  Afrika  .  Djibouti
: :
Djibouti
Befolkning600.000
ValutaDjibouti francs
Areal23.200 Km2
HovedstadDjibouti
Befolkningstæthed25,8 indb./Km2    
HDI placering147    

Et af de varmeste lande i verden beliggende i Afars-trekanten, overfor Yemen. (årlig gennemsnitstemperatur: 30º C). Ørkenlandet, der kun er bevokset i den basaltrige bjergkæde i den nordlige del. Landbruget, der er anlagt i oaser og ved kystregionen, dækker kun 1/4 af befolkningens behov. Nomaderne står for landets kvægavl.

Autoritært regime med begrænsede demokratiske rettigheder. Nær allieret af Frankrig og USA der begge har vigtige militærbaser i landet.

 

Folket: Indbyggerne i Djibouti kan deles i to etniske grupper: Afar'er, der er spredt over hele landet og issa'er, af somalisk oprindelse, der er koncentreret i syd og som udgør flertallet i hovedstaden.

Religion: Islam. Der findes en mindre, kristen minoritet, ca. 5%.

Sprog: Afar (tales af 55%) og Issa, et somalisk sprog (af 33%). Fransk (tales af 2,8%) er det officielle sprog, mens arabisk (der tales af 11%) er det religiøse.

Politiske partier: En forfatningsreform i september 1992 indførte flerpartisystemet. Blandt de politiske partier findes: Den folkelige Fremskridstgruppe, RPP, stiftet i 1979, efter sammenslutningen af Den afrikanske folkelige Selvstændighedsliga, der blev grundlagt i 1975 af Hassan Gouled , og Det demokratiske Fornyelsesparti, PRD; Djiboutis demokratiske Befrielsesfront; Djiboutis Befrielsesbevægelse; Enheds- og Demokatifronten, FRUD.

Officielt navn: République de Djibouti.

Administrativ inddeling: 5 distrikter.

Hovedstad: Djibouti, 598.000 indb. (2011).

Andre vigtige byer: Ali-Sabieh, 12.200 indb; Tadjourah, 11.500 indb.; Dikhili, 9.900 indb.

Regering: Ismail Omar Guelleh, præsident siden maj 1999, genvalgt i april 2005 og 2011. Abdoulkader Kamil Mohamed, premierminister siden april 2013. Traditionelt tilfalder denne post en afar, for at kompensere for det faktum at præsidenten er issa. Nationalforsamlingen (parlamentet) har 65 medlemmer.

Nationaldag: 27. juni, Uafhængighedsdagen. (1977).

Væbnede styrker: 9.000 mand. (1997).

Paramilitære styrker: 1.200 mand i Gendarmeriet og Det nationale Sikkerhedskorps.

 

I 1862 solgte Tadjoura-sultanatet på den somaliske kyst Obockhavnen til franskmændene for 52.000 franc. 36 år senere eksisterede Tadjoura-sultanatet ikke længere, og Djibouti, ved bugten af samme navn, blev hovedstad for en fransk koloni, kaldet Somalikysten, senere Afar og Issa-land.

Franskmændene skærpede sikkerhedsforanstaltningerne og enklaven omdannedes til en veritabel koncentrationslejr, omsluttet af elhegn og med tilstedeværelse af flere end 20.000 soldater.

Genforeningen af Somalia, og dets selvstændighed, inspirerede til opblomstring af antikolonialistiske bevægelser, som Somalikystens Befrielsesbevægelse eller Den afrikanske Selvstændighedsliga, der på samme tid førte væbnede kampe og drev legal politik.

Optrapningen af modstandskampen i 1970'erne tvang guvernør Ali Aref til at træde tilbage. Frankrig udskrev folkeafstemning den 8. maj 1977, hvor 85% af befolkningen stemte for selvstændighed. Den øverste leder af Selvstændighedsligaen, Hassan Gouled Aptidon, blev den nye republiks første præsident.

Gouled gjorde sig store anstrengelser for at overvinde de traditionelle etniske skel og dannede en multietnisk regering med flere afar-ministre. Selv om man fastholdt fransk som det officielle sprog, blev Djibouti optaget som medlem af Den arabiske Liga, som havde ydet store bidrag til landets økonomiske genopbygning.

Den nye nation, der oprindeligt var en kunstig opfindelse skabt af strategiske årsager, var dybt afhængig af sin havn, der var den primære indtægtskilde, da Etiopien via den kanaliserede størstedelen af sin udlandshandel.

Djiboutis to naboer, Somalia og Etiopien, havde territoriale krav på området. Etiopiens interesse var først og fremmest geopolitisk: Hvis nationalisterne i Eritrea opnåede selvstændighed, ville Etiopien miste sin adgang til havet. Kunne man ikke opnå en aftale med Eritrea om at kunne benytte deres havne, ville Djibouti være det eneste alternativ. For Somalia drejede det sig om at fastholde et historisk krav, der lå i forlængelse af ønsket om et genforenet Somalia.

I 1979 indgik præsident Gouled handels- og transportaftale med Etiopien og Somalia. Man opprioriterede afar'ernes deltagelse i regeringen og i den nydannede hær som et led i forsøget på at skabe national enhed. Regeringspartiet reorganiseredes og der oprettedes lokale administrationer, der skulle stimulere interessen for aktiv deltagelse i landets politiske liv. Den udenlandske bistand koncentreredes om vandingsprojekter og om forbedringer af forholdene for flygtningene fra krigen i Ogadén.

Gouled's regering modtog bistand fra Saudi-Arabien, Kuwait, Iraq og Libyen. Det var lykkedes Gouled elegant at varetage sit lands interesser, hvis eneste ressource var dets strategiske beliggenhed ved Det røde Hav. Efter 8 år med selvstændighed, fastholdt Djibouti ønsket om at fortsætte en uafhængig linie og skuffede dermed forventningerne om at landet hurtigt ville blive indlemmet i enten Etiopien eller Somalia.

På trods af den diplomatiske succes sloges Gouled fortsat med interne problemer, hvoraf det alvorligste var problemerne mellem afar'erne og issa'erne. Afar'erne, der udgjorde 35% af befolkningen, klagede over at være udsat for politisk og økonomisk diskrimination. Issa'erne, der repræsenterede 60%, besatte nøglepositioner i regeringen, afviste anklagerne om nepotisme og bifaldt de repressalier, Gouled iværksatte mod oppositionen. Efter opløsningen af Djiboutis Folkelige Befrielsesbevægelse i 1979, forsøgte afar'erne i 1981at organisere sig i Djiboutis Folkeparti, der dog ligeledes blev forbudt.

Præsident Gouled forsøgte i oktober samme år at ændre forfatningen med henblik på at indføre et etpartisystem. Regeringspartiet Den Folkelige Fremskridtsgruppe, RPP, blev dermed det eneste tilladte parti, mens samtlige andre blev frataget opstillingsretten med begrundelsen at der var tale om racistiske eller religiøse partier, der udgjorde en trussel mod den nationale enhed.

I 1983 tog man de første skridt i retning af en radikal omlægning af Djiboutis økonomi, hvor landet omdannedes til et «Mellemøstens Hong Kong». Visionen var at gøre Djibouti til et internationalt finansmarked med en toldfri havn. 6 udenlandske banker oprettede filialer i Djibouti, hvor den primære attraktion var den stærke valuta, der understøttedes af de store indeståender - i dollars - i nordamerikanske banker.

De første resultater, der indløb i slutningen af 1984, var ikke opmuntrende: et fald i passagertallet og omskibningen af varer til Etiopien og Somalia reducerede dels toldindtægterne og dels landets samlede bankvirksomhed. De interne konflikter, der trak i langdrag, var de overordnede årsager til den europæiske kapitals tilbageholdenhed.

I samarbejde med FN's Flygtningehøjkommissariat tog Gouleds regering i 1986 initiativ til en videreførelse af den hjemvendelsesproces for de flere end 100.000 flygtninge, som var blevet afbrudt i 1983. Samtidig undertegnedes bilaterale aftaler med Etiopien, der skulle begrænse smugleri og man indgik en fredsaftale for grænseområderne, der var blevet isolerede under konflikten med Somalia om Ogadén-området i 1977.

Den udenlandske militære tilstedeværelse i Djibouti optrappedes i august 1987, hvor man tillod USA og Storbritannien at benytte de tidligere franske flådebaser under Golfkrigen. Forholdet til den tidligere kolonimagt forbedredes med præsident Francois Mitterrand's besøg i december.

Djibouti er i høj grad afhængig af den franske økonomiske bistand, der anslås at udgøre 200 millioner dollars årlig; et beløb der er adskillige gange større end landets samlede eksport. Denne afhængighed bekymrede de lokale myndigheder, der gjorde sig store anstrengelser for at udvide samhandelen med udlandet. Det var årsagen til at premierminister Barkad Gourad Hamadou i juni 1989 i Ankara underskrev en teknisk og økonomisk bistandsaftale med Tyrkiet.

Uden at kunne disponere over den nødvendige industri, måtte det ressourcefattige Djibouti økonomi koncentreres om turismesektoren, der var blevet udbygget efter udvidelsen af hovedstadens havn i 1984.

I 1990 afskrev Frankrig Djiboutis udlandsgæld, der var i størrelsesordenen 40 millioner dollars, som et led i støtten til landets udviklingspolitik. I 1991 eskalerede konflikten mellem regeringen og modstandsbevægelsen Fronten til Genindførelse af Enhed og Demokrati, FRUD. Amnesty International anklagede i november regeringen for at have torteret 300 fanger, hvorpå Frankrig pressede Gouled til at indlede en dialog med oppositionen.

Under de voldsomme krigshandlinger mellem regeringsstyrker og FRUD, indførte regeringen i september 1992 en forfatningsreform, der genindførte pluralisme. Ved præsidentvalget i maj 1993, blev Gouled genvalgt med mere end 60% af stemmerne. Efter opfordringer fra FRUD undlod halvdelen af de stemmeberettigede at deltage og oppositionen karakteriserede valget som «svindel».

De væbnede sammenstød intensiveredes i ugerne op til valget og tusinder flygtede til Etiopien. Den franske regering optrådte som mægler i konflikten i forsøget på at opnå indgåelse af en våbenhvile og derefter indledning af direkte forhandlinger. På sin side mente Gouled at oprøret var del af en etiopisk inspireret plan.

Ved udsigten til indgåelse af en aftale med regeringen, splittedes FRUD. Organisationens politbureau, under ledelse af Ahmad Dini Ahmad der var modstander af en aftale, afsattes og erstattedes af en «eksekutiv komité», ledet af Ahmad Ougoureh Kible. Gouled og FRUD enedes i juni om at afslutte krigen, der da havde varet 2 1/2 år.

I juni blev en demonstration, hovedsageligt med deltagelse af afar'er fra Arhiba-regionen, der vendte sig mod myndighedernes destruktion af deres hjem - begrundet med «sikkerhedshensyn» - udsat for voldsomme repressalier fra ordensmagten. Politiets indgriben kosted 4 menneskeliv, mens 20 blev sårede og 300 arresterede, her i blandt Muhammad Ahmad Issa, leder af Oppositionens Enhedsfront.

Splittelsen i FRUD forstærkedes i oktober og organisationens ledelse forbød Ahmad Dini Ahmad og Muhammad Adoyta Yussuf at optræde som aktivister eller talsmænd for FRUD. Efter en forfatningsreform, indgik en fraktion af FRUD i 1995 en alliance med regeringspartiet. Ahmad Dini Ahmad karakteriserede aftalen som «forræderi».

Efter pression fra IMF reducerede regeringen i løbet af 1995 de offentlige udgifter og indførte en række forholdsregler der skulle forøge de statslige indtægter. Det følgende år udstedte IMF et lån på 6,7 millioner dollars til Djibouti som støtte til regeringens reformprogram. Præsident Gouled fyrede i marts 1996 to af regeringens medlemmer: forsvars- og justitsminister Ahmed Boulaleh Barreh, og den ansvarlige for fængselsvæsenet og religiøse anliggender Moumin Bahdon Farah. Disse to ministres afgang fortolkedes som premierminister Barkat Gourad Hamadou og regeringschef Ismael Omar Guelleh forsøg på at styrke deres positioner.

Farah, der have annonceret dannelsen af et nyt politisk parti i april, arresteredes i en måned, efter anklager om at have fornærmet Gouled. I august gik Farah i sultestrejke i protest mod sin arrestation. I Addis Abeba, Etiopien, blev 17 oppositionelle den 26. september bortførte og derefter tilbageholdt af myndighederne i Djibouti. Blandt de tilbageholdte var menneskerettighedsforkæmperen Aicha Debalé, som efter anmodning fra den franske NGO «Mission Enfance», havde oprettet hovedkvarter i Etiopien for her at kunne yde bistand til de børn fra Djibouti, der opholdt sig som flygtninge i Etiopien.

Parlamentsvalget i december blev af oppositionen karakteriseret som en «maskerade». RPP opnåede 25 pladser og FRUD 11.

Takket være kraftigt pres fra organisationer som «Solidariske Kvinder» og »Den internationale, demokratiske kvindesammenslutning« blev Debalé løsladt i februar 1998, mens hans kone, der var blevet bortført sammen med ham, måtte forblive i fængselet. På trods af at Djibouti havde underskrevet Den afrikanske Menneskerettighedserklæring, hvis 9. artikel garanterer informations- og ytringsfrihed, blev redaktøren Ahmed Abdi Farah og journalisten Kamil Hassan Ali fra tidsskriftet «Al Wahda» arresterede, anklagede for, i en artikel offentliggjort i februar det foregående år, at have kritiseret regeringen.

I april 1999 havde befolkningen for første gang siden selvstændigheden mulighed for at vælge præsidenten. Den valgte blev Ismail Omar Guelleh med stor margen. Han blev dermed den 2. præsident i landets historie. Hans valgkampagne var orienteret mod løfter om at reducere fattigdommen i befolkningen. Hans politiske rivaler beskyldte ham for gennem 20 år at havde myrdet oppositionelle, mens han var nøglerådgiver og direktør for politiets specialstyrker.

Landets politichef, general Yacin Yabeh Galab, forsøgte i december 2000 at gennemføre et statskup, men kuppet slog fejl. Efter ét års fængsel for konspiration mod staten blev han løsladt for at kunne komme unden medicinsk behandling for sin sukkersyge. Regeringen og den mest radikale fraktion af FRUD indgik i maj 2001 en aftale, for at bringe borgerkrigen til afslutning, og Ahmad Dini vendte tilbage til Djibouti efter 9 år i eksil.

Som et positivt skridt overfor FRUD omdannede Guelleh sin regering, men trods forudgående spekulationer herom indeholdt den nye regering ikke en eneste repræsentant for FRUD.

I januar 2002 begyndte USA bygningen af en base for terrorisme i Djibouti. Dens ansvarsområde var hele det Afrikanske Horn. Regeringen fik 31 mio. US$ for at stille sit territorium til rådighed for dette formål. Basen var i 2007 udgangspunkt for nordamerikanske angreb på Somalia, og menes at være en del af supermagtens torturprogram, hvor mistænkte holdes i hemmelige fængsler og underkastes tortur.

I september 2002 blev den lov fra 1992 kendt forældet, der kun tillod 3 politiske partier at stille op overfor det regerende parti. En proces frem mod et flerpartisystem var dermed indledt. Selvom oppositionens partier nu formelt har lov til at operere i landet, har regeringen en meget lille tolerance med de partier eller enkeltpersoner, der kritiserer dens politiske hegemoni. Samme måned understregede Djiboutis regering, at det ikke ville tillade, at dets territorium blev anvendt som base for angreb på andre lande i regionen. 900 soldater fra USA var på dette tidspunkt installeret i supermagtens antiterrorbase i landet, og erklæringen fra regeringen var en afstandstagen fra USA's forberedelser til krig mod Iraq.

Ved parlamentsvalget i januar 2003 vandt den koalition (UMP), der støttede den siddende præsident, Omar Guelleh. Der var tale om de første flerpartivalg siden selvstændigheden i 1977. UMP fik 62,7% af stemmerne, men pga. valgsystemet fik koalitionen alle pladser i parlamentet

I maj 2003 blev der indgået en aftale mellem Frankrig og Djibouti om forhøjelse af lejebeløbet fra 20 til 34 mio. US$ for det baseområde, hvor 2.700 franske soldater er stationeret.

I september begyndte regeringen at tilbageholde illegale emigranter fra Somalia og Etiopíen, som da udgjorde 15% af landets befolkning, pg satte samtidig en frist til midten af måneden for det tidspunkt hvor de skulle være vendt tilbage til deres oprindelsesland. Indvandrerne ønskede imidlertid ikke at vende hjem pga. den undertrykkelse for forfølgelse de var udsat for i deres hjemlande. En talsmand for regeringen erklærede da, at udvisning af de illegale indvandrere var et uundgåeligt skridt for genetablering af det normale liv i landet, eftersom 80% af volden og røverierne i Djibouti skyldes illegale indvandrere.

I april 2004 døde 50 mennesker i hovedstaden og 4.000 blev hjemløse efter at omfattende skybrud fik floden Ambouli til at gå over sine bredder, hvilket medførte omfattende oversvømmelser. Banker, skoler og forretninger blev tvunget til at holde lukket. Røde Kors evakuerede flere tusinde og fordelte mad og tæpper.

Da den sidste modkandidat havde trukket sig en måned tidligere, blev Guelleh i april 2005 genvalgt som præsident med 100% af stemmerne og en valgdeltagelse på 70%. Oppositionen havde inden da opfordret til boykot og spået at der ville forekomme udbredt valgsvindel.

I november 2005 blev alle de fagforeningsledere og arbejdere der havde deltaget i en havnearbejderstrejke måneden forinden løsladt. Alligevel blev 36 af dem forhindret i at genoptage deres normale aktiviteter - deriblandt 11 ledere af havnearbejdernes fagforening (Union des travailleurs du port - UTP) der var blevet sat under overvågningog efterfølgende midlertidigt fængslet.

Frie Faglige Internationale (FFI) offentliggjorde i februar 2006 en rapport om faglige rettigheder i Djibouti. Organisationen kritiserede de alvorlige overgreb som fagforeninger og fagforeningsfolk gennem flere år er blevet udsat for i Djibouti. Rapporten påpegede samtidig den manglende overenstemmelse mellem ILO's statutter og Djiboutis lovgivning på områderne tvangsarbejde, fagforenings frihed og ligeløn.

En fransk forhørsdommer indkaldte i februar 2007 præsident Guelleh, mens denne opholdt sig i Frankrig til et fransk-afrikansk topmøde. Dommeren ønskede at forhøre præsidenten om en fransk dommers død i Djibouti i 1995. Sagen var i første omgang blevet henlagt som selvmord, men efterfølgende undersøgelser udelukkede ikke politisk mord, som enken efter afdøde anklagede Guelleh selv for at være indblandet i.

I 2009 overgik ledelsen af den store militærbase i landet til USA's AfriCom (Africa Command).

Guelleh overtalte i april 2010 parlamentet til at ændre forfatningen så han kunne stille op til en 3. periode som præsident. Præsidenter var tidligere begrænset til 2 perioder. Det banede vej for ham ved valget i april 2011. Det blev boykottet af oppositionen, og Guelleh kunne derfor lade sig vælge med 80,6% af stemmerne. Inspireret af det «arabiske forår» var oppositionen allerede i februar begyndt at demonstrere med krav om Guellehs afgang. Ved mindst 2 lejligheder blev ledere af oppositionen sammen med flere hundrede demonstranter arresteret. Omkring midten af marts var det lykkedes myndighederne at knuse protestbølgen. Amnesty International stillede derfor spørgsmålstegn ved om valget overhovedet kunne betegnes som fair.

I februar 2013 gennemførtes parlamentsvalg i Djibouti. Oppositionen havde i 2008 boykottet valget, men besluttede denne gang at deltage. Ifølge regeringen fik regeringspartiet UMP 43 af parlamentets 65 pladser og dermed absolut flertal. Oppositionskoalitionen samlet i USN fik 21 mandater. Oppositionen protesterede mod resultatet og erklærede at der havde været tale om valgsvindel. Politiet affyrede tåregas mod demonstranterne og 300 blev arresteret. Oppositionen nægtede efterfølgende at indtage sine pladser i protest mod valgsvindelen. Først i januar 2015 blev der indgået en aftale mellem præsidenten og USN, der løste op for den politiske krise. Oppositionen indtog sine pladser i parlamentet og der skulle indføres et nyt uafhængigt valgsystem i landet.

I marts 2013 etablerede Djibouti og Kosova diplomatiske forbindelser. Djibouti havde allerede anerkendt Kosova som stat i maj 2010.

I april 2013 udpegede præsident Guelleh Abdoulkader Kamil Mohamed til ny premierminister til erstatning for Dileita der havde siddet på posten i 12 år.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Djibouti)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)