Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Revolutionære Socialister (RS) (1939-45), dansk trotskistisk venstrefløjsgruppe i sympati med Fjerde Internationale.

Revolutionære Socialister opstod i efteråret 1939 som en samling af forskellige trotskistiske kredse samt enkelte syndikalister. Forud for dannelsen af Revolutionære Socialister var der foregået en indre opløsning blandt de unge syndikalister. Ydermere havde størstedelen af den såkaldte «Metz-gruppe», der havde været inspireret af det tyske kommunistpartis højreopposition, brudt med deres leder, Carl Metz. Under presset fra krigen blev disse samlet med de fleste danske trotskister. Hovedinitiativtageren var den tyske trotskist Georg Jungclas. (Se også: Christian Christensen).

Jungclas og en række af hans støtter havde et års tid forinden brudt med en lille sekterisk fløj af danske trotskister, som umiddelbart ville proklamere et entydigt trotskistisk parti. Forsøget med dette, Internationalt Kommunistisk Parti, havde haft karakter af en ultraaktivistisk smågruppe, som var kørt træt efter nogle måneders forløb.

Organisationen

Samlingen i Revolutionære Socialister havde mere held med sig end tidligere trotskistiske samlingsforsøg. Sammenlignet med de tidligere trotskistiske grupper var RS en forholdsvis stærk organisation med en aktiv faglig politik. RS var med til at opbygge oppositioner i Metals afdeling 15, i lærlingebevægelsen, hos murerne, malerne og tobaksarbejderne og i HKs Statskontorafdeling.

Der var ikke tale om en stor organisation - der har skønsmæssigt været cirka 30 aktive, næsten udelukkende i København - men organisationen fungerede efter alt at dømme godt, med en nogenlunde fleksibel, men centraliseret organisationsstruktur, som var realistisk afstemt efter forholdene og ikke umodent forsøgte at prætendere «parti».

Kort tid efter dannelsen af RS begyndte organisationen at udgive sit eget lille blad, Klassekamp. Heri argumenterede RS blandt andet mod indgåelsen af den tysk-sovjetiske pagt i overensstemmelse med Fjerde Internationales politik.

Besættelsen, 1940

Dagen efter den tyske besættelse af Danmark udsendte RS: «Udtalelse til situationen». Denne udtalelse opstillede bl.a. et perspektiv med: «overalt i bedrifter og organisationer at få dannet den kerne af de bedste og mest bevidste elementer indenfor den danske arbejderklasse, der kan føre kampen imod den imperialistiske røverkrig og derigennem overvinde den demoralisering og desorientering, som den hidtil førte politik har bragt arbejderklassen ud i.»

Besættelsen betød, at kontakten til Fjerde Internationale blev brudt, og det var dermed ikke længere muligt at trække på erfaringer fra andre lande. Arbejdet med teoretisk og praktisk politikudvikling hvilede nu udelukkende på de danske trotskister.

I tiden efter 9. april arbejdede RS på at få kontakt til nogle af disse «bedste og mest bevidste elementer inden for den danske arbejderklasse» for at udgive et fælles blad. Det første resultat af RS' samlingslinje blev bladet Arbejderpolitik, hvis redaktion ud over RS'ere bestod af medlemmer af DsU-Sundby og af Clarté. Arbejderpolitik - det første regelmæssigt udkommende illegale danske blad under besættelsen - skulle fungere som diskussionsblad og var delvis teoretisk anlagt. Målet var at skabe bredere venstreoppositionel samling på en fælles grundlag.

Arbejderpolitik udkom med 5 regulære numre og 2 flyveblade, som man for at understrege sammenhængen kaldte «særnumre» af Arbejderpolitik. Disse udkom i januar og februar 1941 og behandlede henholdsvis det tyske censurindgreb mod det århusianske dagblad Demokraten og de tysk foranledigede afsættelser af Hedtoft Hansen og H.C. Hansen fra Socialdemokratiets ledelse. Dermed ville RS og bladet vise, at man var solidariske med alle, der blev udsat for overgreb fra besættelsesmagtens side.

Denne enhedsopbyggende linje var kilde til en mindre splittelse, da en 3-4 folk fra gruppen valgte at forlade samarbejdet umiddelbart efter 9. april. Det var kredsen omkring den ihærdige, men notorisk sekteriske Poul Moth. Den lille gruppe af Moth-tilhængere var a-nationalister. De ville altså ikke give plads til nogen former for nationalisme overhovedet. Besættelsen af Danmark så de som tegn til at gå i åben konfrontation med nazismen under Fjerde Internationales banner og opfordre de tyske soldater til mytteri. Der er ingen kilder, der tyder på, at denne linje nogensinde blev ført ud i livet, bortset fra erindringer om, at folk fra denne gruppe ved mindst én lejlighed umiddelbart efter besættelsen skulle have uddelt løbesedler ved Østerbro kaserne. Poul Moth udgav under besættelsen et par anationalistiske hæfter, men var ellers efter alt at dømme passiv.

Efter Arbejderpolitik, 1941-42

Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941, den danske Rigsdags «kommunistlov» og det danske politis tjenstivrige pågribelse af DKP'ere og tidligere Spaniensfrivillige på Gestapos foranledning, blev forholdene strammet. RS ønskede nu at standse udgivelsen af Arbejderpolitik. Både fordi bladets redaktion var for stort til illegale forhold og fordi partidiskussionen var strandet.

RS udgav herefter selvstændigt en række flyveblade med signaturen «Arbejderen». Disse kom i ret store oplag, omkring 3-5000. Og RS oprettede en slags politisk efterretningstjeneste, bl.a. vha. svenske aviser og en radiomodtager.

Med bladet Frihed blev samarbejdet med DsU-Sundby genoptaget. Dette blad udkom i 4 numre fra april til september 1942 og var mere populært anlagt end Arbejderpolitik. Men samarbejdet med DsU-Sundby var problemfyldt, og i løbet af sommeren 1942 brød ledelsen i DSU-Sundby samarbejdet. Det sidste nummer af Frihed blev udgivet af RS selv i september 1942.

1942: Marxisme og Klassekamp

De umiddelbare resultater af samlingsforsøgene var altså i sommeren 1942 noget sparsomme. Men RS'erne havde fået en del kontakter og en del erfaring med en mere agitatorisk stil.

I april 1942 var RS sideløbende med det agitatoriske Frihed begyndt at udsende en serie teoretiske hæfter under titlen Marxisme. Der udkom 3 af disse hæfter, om hhv. dialektisk materialisme, kolonispørgsmålet og oktoberrevolutionen.

Dette blev nu et supplement til det agitatoriske blad, som RS selv begyndte at udgive, nemlig Klassekamp, som startede i oktober 1942. Klassekamp nåede at udkomme i 23 numre indtil juni 1944.

Efterhånden skabte besættelsestidens øgede pres på arbejderne - samt DKPs illegalitet, der betød partiets frigørelse fra den tidligere lydighed mod besættelsesmagten - utilfredshed og begyndende aktioner. En række delstrejker bredte sig, især i de større provinsbyer, men også i København. Blandt de betydeligste var strejken blandt trælosserne i Københavns havn i foråret 1943 mod arbejdsgivernes overdrevne diktering af overarbejde og en ansættelsespraksis, der sigtede mod at sortere de mest oprørske elementer fra. RS var med til at samle penge ind til de store bøder, som blev pålagt de strejkende. Dette gav en vis prestige for RS, som her trådte åbent frem som trotskister.

De kontakter, som blev skabt under denne strejkebevægelse, var med til at danne grundlaget for et senere fagoppositionelt netværk. En yderligere faktor til trotskisternes indflydelse var, at DKP kun viste sig aktive i forhold til hele bølgen af strejker i foråret 1943 med henblik på at opnå et godt resultat på 'arbejderlisterne' til kommunevalgene i 1943.

RS og sabotagen

RS var betænkelig ved de former for sabotage mod besættelsesmagten, som tog til i løbet af 1942 og 1943. I Klassekamp nr. 8 fra marts 1943 argumenterede RS for en revolutionær marxistisk stilling til sabotagehandlinger.

De tog udgangspunkt i den revolutionære defaitisme:

«(...) At det gælder om at ødelægge fascismen er ubestrideligt, men enhver revolutionær socialist må umiddelbart herefter tilføje: 'gennem den proletariske revolution'. At forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig, det er vor parole, derfor er vi revolutionære defaitister, dvs. vi arbejder for vor egen regerings nederlag. At ville sin egen regerings nederlag er ikke ensbetydende med at ville modpartens sejr. Vi er for alle imperialistiske regeringers nederlag. (...) For at fremme disse bestræbelser, kan arbejderklassen naturligvis også benytte sabotagen som et våben, men kun hvis den indgår som en bestanddel af det politiske arbejde for at skole og lede arbejderklassen til en kamp for den proletariske revolution. Hvis dette ikke er tilfældet, får sabotagehandlingerne intetsomhelst med revolutionær defaitisme at gøre, men bliver et rent og skært agentarbejde for en krigsførende imperialistisk magt.»

RS mente, at den hidtidige sabotage i Danmark for en stor dels vedkommende havde været organiseret af engelske agenter og dermed fortrinsvis søgte at styrke den engelske imperialisme over for dens konkurrenter. Og for meget af den hidtidige sabotage havde fået karakter af individuel terror med personlig forfølgelse.

Ydermere tvivlede RS på, om den individuelle sabotage reelt betød noget militært tilbageslag for tyskerne. Og ofte gik den ud over de forkerte: «At man brænder en kornsilo af i Korsør, kan kun gå ud over den danske befolkning.»

I modsætning hertil opstillede RS perspektivet om «en bred massebevægelse i arbejderklassen og den udbyttede del af befolkningen», fordi en enkelt «strejke på en krigsvigtig fabrik kan opveje 100 brande og bombeattentater.»

RS indså, at en massebevægelse af denne karakter ikke var umiddelbart forestående i 1943. Men for at lede i denne retning foreslog trotskisterne, at man som overgangsfænomen skulle opbygge en enhedsfront på grundlag af: «masse-sabotage, sådan som drives mange steder på bedrifterne i form af forhaling af arbejdstempoet, spild af råstoffer, ombytning af forsendelser og skjult ødelæggelse af de færdigbyggede maskiner og skibe m.m. ved at komme spåner i lejer, kortslutning og hvad der ellers kan findes.»

Massearbejde

Med det tyske statskup den 29. august 1943 gik Revolutionære Socialister over til fagligt massearbejde. Her byggede RS videre på kontakter og erfaringer opnået gennem «Arbejderen»-flyvebladene i 1942 og gennem indsatsen i forbindelse med trælosserstrejkerne.

I oktober 1943 blev netværket Arbejderopposition blev dannet. Det kom til at bestå af tillidsmænd som repræsentanter for forskellige klubber. Og i november udkom det første nummer af 14-dagesbladet Arbejderopposition. Det blev trykt illegalt og i et oplag på ca. 5000. Oplaget voksede hastigt, og op til folkestrejken i sommeren 1944 nåede det ifølge flere kilder op på 20.000.

Arbejderopposition blev senere beskrevet som en «enhedsfront af tillidsfolk» med karakter af en ret løs netværks-organisering. Det var altså en videreføring af tanken om en enhedsfront af arbejdsplads-organiserede modstandsgrupper.

Jødetransporterne

I evakueringen af danske jøder til Sverige i oktober 1943 spillede Revolutionære Socialister en ikke ubetydelig rolle. RS havde kontakter og erfaringer, bl.a. i kraft af deres politiske efterretningsvirksomhed, der skabte kontakt til borgerligt-frisindede modstandskredse, og fordi de siden 1942 havde haft en fast flugtrute til Sverige, som med mellemrum var blevet brugt af tyske flygtninge og desertører.

RS forklarede sin principielle holdning i et særnummer af Klassekamp:

«(...) vi forsvarer jøderne over for sådanne forfølgelser, der kun tjener Tysklands imperialistiske mål. Vi forsvarer dem som mennesker, der har krav på akkurat de samme demokratiske rettigheder som nogen som helst 'god' dansker. Den jødiske kapitalist bekæmper vi på samme måde, som vi bekæmper enhver dansk kapitalist. Men selv en jødisk kapitalist må vi forsvare, når han eftersøges og jages af fascisterne, fordi de ikke jager ham som kapitalist, men som menneske.

Som socialister kæmper vi ikke bare for fem øre mere i timen; men vi har også vore idealer om den menneskelige tilværelse, og vi bekæmper enhver form for undertrykkelse, det være sig økonomisk eller racemæssig.

Det er enhver arbejders pligt at stå enhver jøde bi, hvis det er ham muligt.»

Arrestationer og opløsning, 1944

Men transporterne af jøder og politiske flygtninge bragte RS i armene på Gestapo. En mand som havde hjulpet med ved jødetransporterne, havde siden vist sig at være stikker, og RS havde brudt al kontakt med ham. Imidlertid havde han held til at placere en kontakt i miljøet omkring RS. Som resultat heraf blev en række centrale RS'ere og enkelte sympatisører arresteret, mens andre RS'ere flygtede til Sverige.

Efter disse arrestationer var der ikke længere kræfter til at videreføre den hidtidige aktivitet i RS. De tilbageværende gik under jorden og valgte at nedlægge Klassekamp for at satse alle kræfter på Arbejderopposition.

Arbejderopposition viste sig at have fingeren på pulsen op til folkestrejken i København. Carl Heinrich Petersen fra Arbejderopposition skrev og udsendte den 29. juni 1944 et flyveblad i 20.000 eksemplarer. Heri opfordredes til generalstrejke. Danmarks Frihedsråd havde ikke villet gøre dette, men opfordrede blot til fortsættelse af de hidtidige halvdagsstrejker.

Dagen efter Arbejderoppositions opråb gik sporvogns- og S-togsarbejderne hjem. Dermed var København lammet, og generalstrejken var brudt ud.

Derpå fulgte nogle dage med hårde gadekampe og barrikader i Københavns gader. Werner Best erklærede byen i belejringstilstand og lukkede for gas, vand, el og forsyninger. Og han sendte tyske og danske nazikorps ud for at skyde på befolkningen. Først den 2. juli begyndte Frihedsrådet at støtte og anbefale generalstrejke, alt imens Arbejderopposition i et nyt flyveblad gik endnu et skridt og opfordrede til at gøre generalstrejken landsdækkende.

Men besættelsesmagten følte sig presset og gav indrømmelser. Undtagelsestilstanden blev gradvis nedtrappet, og spærretiden blev ophævet. Dette fik Frihedsrådet til at anbefale en genoptagelse af arbejdet.

Arbejderopposition stod naturligvis ikke bag folkestrejkerne, der var spontane, men der havde været en føling med, hvor radikal stemningen i befolkningen var, og en vilje til at føre kampen med sociale frem for nationale krav..

Men det blev Frihedsrådet, der høstede æren for en indsats, de kun havde gjort forsinket og halvhjertet. For med Arbejderoppositions nye fortropsrolle fulgte også en intens interesse fra Gestapo, der havde held til at opløse gruppen og arrestere de fleste kernemedlemmer. Kun et par af RS'erne var nu fri til at udgive bladet Arbejderopposition, men det blev politisk overtaget af mere DKP-sindede kredse.

Op mod krigens slutning udgav den lille håndfuld tilbageværende trotskister på fri fod Die Wahrheit, en række flyveblade på tysk, rettet til de tyske soldater med fortløbende beretninger om Tysklands militære tilbagegang og opfordring til at begå mytteri.

De trotskister, som sad i fangelejre i Danmark, forsøgte at videreføre en vis politisk aktivitet der. De arrangerede så vidt muligt illegale studiekredse og møder, i den sidste tid også blandt tyske soldater. Og de organiserede en modstand mod danske militære kredses diktatur i lejren. Men på grund af gruppens opløsning efter krigen kom der ikke noget varigt resultat af dette.

RS' indsats

Arrestationsbølgerne i 1944 satte trotskisterne ud af spillet. Netop som Arbejderopposition havde fundet en virkelig åbning i sit massearbejde, blev den trotskistiske kerne opløst, og Frihedsrådet kunne tage æren og skrive en sejrsherrens historie. Denne delsejr for Frihedsrådet var med til at sikre det prestige og sikre, at dets linje kunne føres ud i livet. Dette fik vidtrækkende konsekvenser for den måde, Danmark blev befriet på. Blandt andet hæmmede det en radikalt politisk centralisering af de omfattende spontane arbejderkampe i de første år efter besættelsen.

Der gik nogen tid inden de danske trotskister igen indledte et organiseret arbejde, og dette blev de første mange år meget mindre stabilt end det havde været i RS under besættelsen.

RS formåede ikke at opstille et alternativt lederskab for modstandskampen. Flere faktorer kan forklare dette: RS' isolation og svaghed ved besættelsens begyndelse; den kraftige modvilje mod trotskisterne i DKP-dominerede dele af modstandsbevægelsen, osv. Men mest afgørende er, at selve den danske arbejderklasses kampkraft og kampvilje i besættelsens første år var kuet af en følelse af ansvar for det kapitalistiske fædreland. Da modstandsbevægelsen brød igennem, var den af fortrinsvis national karakter, og dens pionerer var ikke socialistiske arbejdere, men borgerlige studerende. DKP's folkefrontspolitik, der gik ud på at skille kampen mod den tyske besættelse fra kampen mod kapitalismen, kunne kun bidrage hertil ved at give denne rent nationale linje et skær af folkelig legitimitet.

Det tjener til RS' ære, at man i denne situation var i stand til usekterisk at fastholde linjen om en bred modstandsbevægelse ud fra sociale krav - mod den overudbytning af de danske arbejdere, som med Stauningregeringen som villig aktør foregik i lyset af Anden Verdenskrig og besættelsen. Evnen til at fastholde enheden og en klar trotskistisk linje selv uden muligheden for at trække på erfaringer fra andre sektioner af Fjerde Internationale viser, at de danske trotskister havde opnået en vis politisk modenhed og en begyndende politisk forankring. Og denne linje viste RS sig i stand til at føre ud i livet i takt med, at den folkelige bevægelse fra cirka 1942-43 i stigende grad begyndte at rejse mere sociale krav. At RS blev opløst, netop som denne politiske linje begyndte at bære frugt, og at de danske trotskister blev fuldstændig isoleret fra udviklingen i Danmark umiddelbart efter besættelsen, har uden tvivl virket demoraliserende og opløsende for mange af de tidligere RS'ere. Dermed blev opgaven med at opbygge en levedygtig revolutionær strømning i dansk politik langt vanskeligere, og der opstod et afgørende generationsskel mellem de «gamle» revolutionære fra 30'erne og 40'erne og det «nye venstre», som gradvis skulle vokse frem i løbet af 60'erne.

B.N.