Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.032
: :
Trotskisme

Som andre vigtige politiske skoler har trotskismen været udsat for forskellige tolkninger, der under skiftende historiske omstændigheder har lagt vægten på forskellige forhold. Hjørnestenen i trotskismen var og er fortsat teorien om den permanente revolution. Den blev oprindelig formuleret af Karl Marx, omformuleret af Trotskij i 1906 til anvendelse i Rusland, for så at blive videreudviklet i 1928.

Trotskij forstod overgangen til socialisme som en serie af indbyrdes forbundne og afhængige sociale, politiske og økonomiske oprør, der ville komme til udfoldelse på forskellige niveauer og under forskellige samfundsformationer: feudalisme, underudviklet kapitalisme, pre-industriel kapitalisme og udviklet kapitalisme. Denne samlede udvikling ville blive drevet af sine egne omstændigheder og egen dynamik fra den anti-feudale borgerlige fase til den anti-kapitalistiske socialistiske fase. Undervejs ville den overskride de geografiske og menneskeskabte grænser og samtidig gå fra en national til en international fase frem mod etableringen af det klasse- og statsløse samfund på globalt plan. Selvom revolutioner nødvendigvis må starte fra et nationalt udgangspunkt - hvilket for en periode kan tvinge den revolutionære stat ud i isolation - vil den nødvendigvis blive fulgt af andre revolutioner på den internationale arena. Det andet kendetegn ved den permanente revolution, internationalisme, er derfor et afgørende træk ved trotskismen.

Internationalismen

Teorien stødte voldsomt sammen med Stalins teori om socialisme i ét land, der for trotskismen er en modsætning i sig selv. Trotskismen blev derfor forfulgt og forbudt i de egne af verden, hvor den sovjetiske «socialisme model» havde indflydelse. Men den overlevede udenfor den sovjetiske indflydelsessfære, og selv om den er blevet udsat for angreb fra den stadig stærkere nationalisme, blev den i 1960'erne og 70'erne et vigtigt element i de nye fremvoksende socialistiske strømninger.

Trotskij lancerede i 1938 Fjerde Internationale som ramme om trotskismen internationalt, men denne organisation har ikke været noget effektivt instrument til fremme af revolutionen. Til gengæld har den spillet en vigtig rolle som inspirator for den internationale debat om trotskismens grundlag og har ansporet til dannelsen af et utal af trotskistiske grupper, der har søgt at udvikle den rette revolutionære strategi.

Opbremsningen i klassekampen i den udviklede kapitalistiske verden og den stigende nationale og sociale bevidsthed blandt folkene i Asien og Afrika kan tolkes som en bekræftelse for teorien om den permanente revolution. Befrielsesbevægelserne i de «underudviklede lande» i disse verdensdele rejste i 1950-80'erne påny spørgsmålet om, hvem der må betragtes som revolutionens afgørende subjekt: om det det er det industrielle proletariat som hævdet af den klassiske marxisme (og trotskisme), eller om det er bønderne der som i Kina i 1948-49 bragte revolutionen fra landet ind i byerne.

Proletariatets diktatur

Etableringen af et klasseløst socialistisk samfund kan iflg. trotskismen kun ske gennem et revolutionært brud  med den herskende orden. Trotskismen betegner den parlamentariske vej til socialisme som illusorisk. Den tager det for givet, at de udbyttede klasser vil være ude af stand til at tage magten uden kamp mod de ejendomsbesiddende klasser, der forsvarer deres økonomiske herredømme. Proletariatets sejr i denne klassekamp må - iflg. trotskismen - sikres gennem etableringen af proletariatets diktatur. Dette begreb er historisk konkret blevet knyttet sammen med totalitære regimer, men for Trotskij (som for Marx og Engels) var der ikke tale om en regeringsform, men om arbejderklassens sociale og politiske klasseherredømme i samfundet. På samme grundlag karakteriserede han de parlamentariske demokratier i Vesten som borgerlige diktaturer. Dvs. regimer der garanterede de ejendomsbesiddendes herredømme.

Proletariatets diktatur skulle etableres, når proletariatets politiske parti overtog magten - det parti der af Trotskij var tiltænkt den ledende rolle i revolutionen. Samtidig advarede han dog imod, at partiet kunne sætte sig i arbejderklassens sted, eller undertvinge den når dens opgave først var fuldført.

Under proletariatets diktatur skulle proletariatets demokrati sikres gennem sovjetternes effektive kontrol af regeringen. Sovjetterne skulle bestå af frit valgte repræsentanter fra de legale politiske partier. Blandt disse partier kunne der også være pro-kapitalistiske. Kriteriet for legalitet skulle være, at de respekterede arbejderstatens forfatning og ikke lod sig involvere i voldelige forsøg på at omstyrte den.

Proletariatets hegemoni skulle endvidere sikres ved at placere industrierne under arbejderkontrol og ved at praktisere ledelsen gennem fabrikskomiteer. Sammenslutningen af producenter skulle endelig komplementeres af sammenslutningen af konsumenter, der skulle kontrollere distributionen og prisfastsættelsen på forbrugsvarerne.

Partiopfattelsen

Trotskijs forestilling om det revolutionære parti var ikke fast og varierede over de forskellige historiske perioder. Nogle trotskistiske grupper læner sig i vore dage op ad hans tidlige (før 1917) kritik af Lenins rigide centralistiske principper og betragter partiet som en bred og løs organisering. Andre grupper tager ikke fuldstændig afstand fra Lenins centralisme, men lægger alligevel større vægt på partiets demokratiske former. De læner sig op ad Trotskijs skriverier efter 1923 og hans senere kritik af det bureaukratiserede diktatur indenfor rammerne af Stalins kommunistparti. Endelig findes der en lille trotskistisk minoritet, der følger Lenins centralisme, og som til dette kan læne sig op ad Trotskijs mest centralistiske periode i 1917-23.

Princippet om pluralistisk socialisme og troen på nødvendigheden af arbejderkontrol er fælles for de fleste grupper, der kalder sig trotskistiske. Det samme var deres modstand mod at betragte Sovjetunionen som et socialistisk samfund. Alligevel var de splittede i deres opfattelse af Sovjetstaten: den ene hovedstrømning mener, at Sovjetunionen (frem til 1991) fortsat var en arbejderstat, selv om den som Trotskij erklærede havde undergået en degenerering. Den anden hovedstrømning hævder, at der ikke var nogen arbejderstat tilbage, og at Sovjetunionen snarere måtte betegnes som statskapitalisme. Endelig findes der en tredje mindre strømning der mener, at Sovjetunionen var en helt ny samfundsformation. Disse forskellige holdninger afspejlede samtidig holdningen til, hvad der måtte ske i Sovjetunionen for at gøre op med stalinismen og bane vejen for socialisme. Disse forskelligheder slog atter igennem i holdningerne til hvor stærkt pres, de udviklede kapitalistiske lande kunne lægge på Sovjetunionen. Forskellene blev fejet bort, da bureaukraterne i 1991 overtog magten og forbød kommunistpartiet for at sætte kapitalismen på dagsordenen.

Trotskismen har sine rødder i den klassiske marxisme, og lider af de samme problemer som denne: den manglende sammenhæng mellem visionen for revolutionær udvikling og klassekampens faktiske stade. Trotskister har derfor sjældent været i stand til at gribe offensivt ind i klassekampen og bidrage til dens udvikling i revolutionær retning. Det er samtidig en arv fra Trotskij, der selv først få måneder før den russiske revolution i november 1917 meldte sig ind i bolsjevikpartiet. Hans foregående 12 års politiske praksis havde peget i en anden retning - og havde vist sig at være forkert.

A.J.