Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hebron, palæstinensisk by på Vestbredden, 35 km syd for Jerusalem i en højde af 1000 m over havet. Hebron er sammen med Jerusalem den eneste by erobret af Israel i 1967, hvor der bor bosættere. De er kun 450, men hører til blandt de mest radikale højreorienterede jødiske ekstremister. De lever under kraftig militær beskyttelse i en by med 120.000 palæstinensere. Deres tilstedeværelse er en af årsagerne til, at Hebron er blevet et af knudepunkterne for Hamas.

Modsætningerne mellem jøder og muslimer i Hebron skyldes dels forbindelsen mellem de to trosretninger, dels at byen traditionelt anses for at være det sted, hvor Abraham og hans familie er begravet. Jøderne anser Abraham for at være deres forfader, og samtidig opfattes Abraham (Ibrahim) i islam som en af de første muslimer. Efter at Jerusalem var faldet i år 70 e.v.t. forbød romerne jøderne at bo i Hebron. De fik først adgang til byen igen i det 12. århundrede under den arabiske sultan Salaheddines styre. I samme periode blev en kirke og en moske bygget ved Abrahams grotte.

Under sammenstødene mellem jøder og arabere under den britiske mandatperiode i 1929 og 36 blev omkring 69 jøder dræbt i Hebron, og det tilbageværende jødiske samfund flygtede i 1948. I 1967 blev byen ligesom resten af Vestbredden og Gaza besat af Israel, og trods modstand fra den israelske regerings side etablerede en gruppe Gush Emunim tilhængere af rabbiner Moshe Levinger i 1974 en illegal bosættelse i selve Hebrons centrum.

I februar 1994 trængte en israeler, Baruch Goldstein, fra en nærliggende bosættelse ind i moskeen i Hebron med sit automatgevær og dræbte 29 bedende muslimer, før han dræbte sig selv. En aktion der for en stund bremsede den israelsk-palæstinensiske fredsproces. For at hindre gentagelser blev sikkerheden styrket, og Israel måtte acceptere en international observationsstyrke - TIPH - for at den palæstinensiske befolkning i Hebron atter kunne føle sig sikre overfor de ekstremistiske bosættere.

I overensstemmelse med interim-aftalen for Vestbredden fra september 1995, skulle de israelske styrker trækkes ud af de vigtigste byer på Vestbredden (område A) inden valget til det palæstinensiske selvstyre 20. januar 1996. Fra Hebron var tilbagetrækningen dog kun delvis, idet en militærstyrke er blevet tilbage til beskyttelse af de israelske bosættere.

Efter valget af højrefløjskandidaten Netanyahu til premierministerposten i Israel i 1996, blev tilbagetrækningen indstillet i en periode. Netanyahu var imod fred med palæstinenserne. Den 1. januar 1997 åbnede en israelsk soldat på tjeneste i Hebron ild mod en gruppe palæstinensiske forbipasserende og sårede 8. To uger senere nåede Arafat og Netanyahu endelig frem til en løsning (populært kaldet Oslo III), der blev vedtaget i Knesset 16. januar.

Trods det at de israelske tropper er trukket tilbage fra 80% af byen, og at kommunalstyret er overtaget af det palæstinensiske selvstyre, er der fortsat 15.000 palæstinensere i Hebron centrum nær Patriarkernes grav og Haram Al-Ibrahimi moskeen, der lever under direkte israelsk militær kontrol. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 iøvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en «jødisk enklave» i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.

Arafat gennemførte sit første besøg i Hebron 19. januar 1997, hvor han mødte lederne af Hamas, der bekræftede at de ikke aktivt ville modarbejde aftaler. Hamas nyder stor folkelig støtte i byen som konsekvens af den aggresive israelske tilstedeværelse.

A.J.