Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
Ideologi  .  Borgerlig  .  Konservativ
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 12.148
: :
Netanyahu, Benjamin
Benjamin Netanyahu
Benjamin Netanyahu

Benjamin Netanyahu (1949-), israelsk politiker, barnebarn af en litauisk rabbiner, der emigrerede til Palæstina i 1920, født i Tel Aviv som søn af Benzion Netanyahu, der var ideologen bag den «zionistiske revisionisme» og sekretær for Zeev Jabotinski, der var ideologen bag den jødiske ultra-nationalisme. Han blev dybt berørt af sin bror, Jonathans død under et israelsk kommandoraid for at befri gidslerne på et fly i Entebbe, bortført i 1976 af tyske og palæstinensiske terrorister.

Netanyahu har fået hele sin uddannelse i USA, hvortil hans familie var flyttet i starten af 1960'erne. Efter studier i arkitektur og offentlig administration ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), arbejdede han indtil 1978 for Boston Consulting Group. Han har både statsborgerskab i Israel og USA.

I 1982 blev han udnævnt til næstkommanderende ved Israels ambassade i Washington, og i 1984-88 var han Israels FN ambassadør. Hans politiske karriere i Israel startede i 1988, da han blev valgt til Knesset for Likud. Han blev vice-udenrigsminister i den nationale samlingsregering bestående af arbejderpartiet og Likud. I 1991 deltog han i den israelske delegation til fredskonferencen i Madrid. Han blev betragtet som en høg og stod premierminister Yitzhak Shamir politisk nær. I marts 1993 blev han valgt som formand for Likud, og blev valgt som premierminister den 29. maj 1996, ved det første direkte valg til denne post. Efter lovgivningsmæssige ændringer i Israel har premierministeren nu halv-præsidentielle beføjelser, og der kræves to-tredjedeles flertal i Knesset for at fjerne ham. Da denne lov blev vedtaget, var Netanyahu det eneste Likud medlem, der stemte for.

Netanyahus politiske karriere er blevet financieret af den mest konservative fløj indenfor den pro-israelske lobby i USA, og han er grundlæggende fuldstændig imod Oslofredsaftalen. Men under sin periode som premierminister opfattede han formelt aftalen som et fait accompli, og erklærede at han ville respektere forpligtigelser indgået af de tidligere regeringer. Alligevel afviste han at forhandle Jerusalems fremtid, trods det at dette var et af punkterne i Osloaftalen. Samtidig afviste han anerkendelsen af en palæstinensisk stat, som han betegnede som en «trojansk hest», der blot havde til formål at udslette Israel (se hans bog: « Israel, a place among the Nations»). Han går ind for ideen om et Storisrael og ønsker permanent israelsk kontrol over «Judæa og Samaria» (den zionistiske betegnelse for Vestbredden), som han betegner som en «beskyttelsesmur» mod Israels arabiske naboer, og som skal være sæde for flere israelske bosættelser. Ifølge ham «er Osloaftalen et bevis for PLO på, at terrorisme betaler sig», og «en fortsat implementation af Osloaftalen vil indebære oprettelsen af en masse terroristbaser inde i Israel». Netanyahu kan maksimalt strække sig til en form for civil autonomi, som den der med Osloaftalen eksisterede frem til 2001 i områder af Vestbredden og Gaza.

Efter David Levys tilbagetræden som udenrigsminister i januar 1998 overtog Netanyahu selv denne post. I oktober udpegede han Ariel Sharon til posten.

Netanyahu tabte valget i 1999, og blev efterfulgt af Ehud Barak på posten som premierminister. Efter nederlaget trak han sig som formand for Likud, men stillede alligevel op som modkandidat til koalitionens Ariel Sharon ved valget i februar 2001. Et valg han dog tabte. Netanyahu står fortsat på spring som Sharons mulige afløser.

A.J.