Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bremer (1801-1865), svensk forfatter der arbejdede for kvinders rettigheder, særligt kendt for romanen «Hertha». Fredrika Bremer var født af en rig familie i et gennemført patriarkalsk samfund, der havde bestemt, at kvinderne ifølge Guds orden og rigets love skulle adlyde de mænd, som var deres formyndere. Eftersom hun hverken havde udseende eller anlæg for at blive en overfladisk salonkvinde, var hendes barne- og ungdomsår ulykkelige. Kun ved egen energi og gåpåmod formåede hun at få del i sin tids dannelse. Først 39 år gammel opnåede hun at blive erklæret myndig «ved dispensation». Da havde hendes bror formået at forspilde hendes arv.

Det borgerligt-liberale gennembrud var ved at udvikle sig i Sverige, med befolkningseksplosion, omformning af erhvervslivet, forfatningsreform og nye love. Lidt efter lidt fik også kvinderne en bedre juridisk stilling og større, om end fortsat sparsomme, muligheder for at klare sig selv økonomisk. Debatten om kvindespørgsmålet var et konstant tema i Fredrika Bremers bøger, fra den anonyme debut med «Teckningar ur vardagslivet» (1828), over humoristisk-sentimentale skildringer som «Grannarna» (1837) og «Hemmet» (1839), frem til «Hertha», der udkom i 1856. Den skildrer i stærke farver følgerne af middelklassekvindens umyndige stilling og vakte stor opstandelse.

Fredrika Bremers oprør havde dets egne grænser. Hun var overbevist om kvindens åndelige særpræg og mission, der var givet hende af Gud. Kvinden skulle repræsentere selve godheden, og denne mission blev først og fremmest opfyldt gennem rollen som hustru og mor. Bedre og ædlere hjem ville resultere i et bedre samfund, ja i fred og Guds rige på jord. Men samtidig krævede hun, at kvinderne gennem viden og dannelse skulle udrustes bedre til denne opgave, og mente videre at intet ægteskab var bedre end et moralsk nedbrydende ægteskab! Hun afslog selv en række frierier og krævede altid menneskeværd og nyttigt arbejde - også for ugifte kvinder. De kunne finde arbejde indenfor opdragelse, omsorg og pleje.

Borgerskabets kvinder fik en på mange måder forbedret deres stilling i løbet af Bremers levetid. Hun var bevidst om fattigdommen og nøden i de lavere klasser, øvede velgørenhed og var interesseret i socialistisk-utopiske eksperimenter, som hun studerede på sin rejse til USA og England 1849-1852. Hun regnede med, at udviklingen gik mod en eller anden form for socialisme, hævder Gunnar Qvist i sin bog om hende. Spørgsmålet var kun, om socialismen ville komme «i fredsfyrstens navn og til jordens velsignelse, for i de helliges samfund at kunne bygge Guds rige, eller anført af den røde fane - i blod og stor elendighed».

H. C.