Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Politisk  .  Kommunalpolitiker  .  Borgmester
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/12 2002
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 13.389
: :
Bresemann, Sophus Hans Madsen Daugaard
Sophus Bresemann
Sophus Bresemann

Sophus Hans Madsen Daugaard Bresemann (1864-1935), dansk socialdemokrat, journalist og politiker.

Bresemann blev udlært som bødker. Formand for Bødkerforeningen af 1873 i perioden 1886-1891, forretningsfører for Bødkerforbundet i Danmark 1890-1897. I en del af denne periode var han tillige redaktør af det fælles fagblad Samarbejdet, der var med til at bane vejen for dannelse af De samvirkende Fagforbund, i hvis repræsentantskab Bresemann fik sæde. I 1897 blev han på opfordring af den socialdemokratiske presses ledelse redaktør af Nordjyllands Arbejderblad frem til 1900 med bopæl i Ålborg. Ved det ny århundredes begyndelse sendtes han til Nakskov for at virke som agitator, og i 1901 udkom første nummer af Lolland-Falster Social-Demokrat med Bresemann som redaktør. Bresemann blev i 1914 den første socialdemokratiske borgmester i provinsen og besad denne stilling i de næste 14 år frem til 1928.Han valgtes i 1913 til folketinget for Socialdemokratiet, hvor han var sit partis ordfører især i sociale spørgsmål og offentlige arbejder.

Bresemanns største politiske indsats udfoldede sig i Nakskov Kommune samt inden for den kreds af socialdemokrater, der anså kommunesocialismen dels som et virksomt redskab til indfrielse af centrale dele af partiets aktuelle krav, dels som en middel til mobilisering omkring partiets langsigtede mål.

Bresemann formulerede sammenhængende reformprogrammer inden for undervisning, forebyggende sundhedspleje, socialvæsen, byplanlægning og boligpolitik samt infrastruktur, i mindre omfang produktionsvirksomhed. Væsentlige dele af dette reformprogram blev gennemført i Nakskov Kommune, hvor man på socialdemokratisk foranledning med Bresemann i spidsen bl.a. indførte vederlagsfri forebyggende skolelæge for alle i 1907, vederlagsfri skoletandlæge for alle i 1913, nyt sygehus 1912 og offentlig friluftskole fra 1922 - især møntet på børn disponeret for tuberkulose samt omfattende skolebespisning. I samme periode blev der bygget nye skoler: Små forskoler for de mindre børn, for de større et centralt anlæg med badeanstalt, svømmeundervisning, skolekøkken, sløjdlokaler, særlig sygegymnastik, der blev oprettet sommerkoloni og indført syskole, ligesom gratisprincippet blev praktiseret gennem afskaffelse af skolepenge og udlevering af gratis undervisningsmateriale for alle. Der blev endelig oprettet gymnasium med støttemuligheder for elever fra mindre bemidlede hjem. Gennem offentlig jordopkøb og målrettet regulering af jordpriserne banede man vejen for kollektivt byggeri i havehusstil med A/S Nakskov Arbejderboliger i spidsen. Her blev overskuddet øremærket til boligformål. I ældrepolitikken arbejdede Bresemann for retsprincippet og indførte aktiviteter for de ældre. Endelig etablerede det socialdemokratiske styre offentlig produktion, hvor kommunalt landbrug, kommunalt fiskeri og en kommunal beklædningsforretning udgjorde de vigtigste aktiviteter. Overalt i dette reformarbejde var Bresemann den drivende aktør.

Det lokale arbejde førte Bresemann frem til poster i Købstadsforeningen, hvor han som formand for Købstadskommunernes Låneudvalg (1920-33) virkede for at skabe det nødvendige finansieringsgrundlag for kommunalt reformarbejde. Han foretog rejser til England og USA og fremskaffede adskillige millionlån til danske købstæder. Bresemann trak sig i 1935 tilbage fra Folketinget 71 år gammel og gik dermed ud af aktiv politik.

Krise og arbejdsløshed ramte omkring 1930 Nakskov hårdt. Værftet blev ramt af krisen, arbejdsløsheden bredte sig. Den kommunale virksomhed blev reduceret, men de fleste reformer - bl.a. den forebyggende sundhedspleje - bestod i store træk. Bresemanns politiske virke var dog forbi.

I Søren Kolstrups: «Velfærdsstatens rødder - fra kommunesocialisme til folkepension» (1996) fremhæves Bresemann som social reformatoren, der ville en universalistisk velfærdsstat. Den offentlige ydelse skulle være for alle for at undgå diskrimination og skabe fornøden opbakning. I forlængelse af denne position har Ning de Coninck-Smith i: «For barnets skyld. Byen, skolen og barndommen 1880-1914» (1999) fremhævet Bresemanns indsats for børnenes levevilkår og udfoldelse. Jens Almegaard og Jeff Klintø har i: «Det danske Socialdemokrati og kommunesocialismen» (utrykt 1984 forefindes på ABA) focuseret på Bresemanns arbejde for kommunal produktion. Her fremstilles Bresemann som moderat og Esbjerg socialdemokraten Sundbo som radikal. Denne holdning står i modsætning til Kolstrups, hvor Bresemanns virke 1913 til 1920 ses som udtryk for en energisk og yderst dristig kommunaliseringslinje på trods af vedholdende borgerlig modstand, medens Bresemann hvad angår anlæg af Nakskov værft ud fra de givne styrkeforhold allierede sig med det lokale handelsborgerskab i 1916 for at få H. N. Andersen til at anlægge et jernskibsværft. Først i 1920'erne begyndte Bresemann ifølge Kolstrup at antage en mere moderat position.

Bresemann er forfatter til utallige artikler i den socialdemokratiske presse. Han har bl.a. skrevet «Håndbog for bødkere, vejledning i faglig teori og praksis» (1892), kampskriftet «Boycotting» (1893) samt «Kommunalt styre i Nakskov» (1917) og «Nakskov Kommunestyre» (1931), hvor han fremlægger kommunesocialismens resultater og perspektiver i Nakskov.

S.K.