Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/12 2002
Læst af: 9.205
: :
Kommunesocialisme
Hos skoletandlægen 1944. Danmarks første kommunale skoletandklinik blev oprettet i Esbjerg i 1907. (Esbjerg byhistoriske arkiv)

Kommunesocialisme er et begreb, der anvendtes i den internationale arbejderbevægelse i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Debatten om kommunesocialisme rækker tilbage til den socialistiske diskussion i Paris ved byrådsvalget 1981. Socialister omkring bladet Proletaire med Poul Brousse i spidsen argumenterede for at udmynte det socialistiske mål ud i en række delpunkter, herunder påbegynde en realisering af det socialistiske program i kommunerne, alt medens Paul Lafarque og Jules Guesde omkring organet Egalité insisterede på, at man ikke kunne socialisere erhvervslivet hverken i kommune eller stat før den politiske magt i hele samfundet var vundet. Socialisternes markante fremmarch ved byrådsvalget 1892 i Frankrig skabte imidlertid en mere generel positiv holdning over for kommunen som en platform for socialister, også fra guesdisternes side. Efterhånden som en dominerende strømning i den europæiske arbejderbevægelse under Den anden Internationale (stiftet 1889) tillige pointerede troen på en gradvis indførelse af socialismen, fik begrebet kommunesocialisme en væsentlig position i den strategiske tænkning. På den internationale kongres i Paris i år 1900 vedtog de delegerede en resolution, der indskærpede betydningen af en kommunalpolitisk indsats. Det var socialisters pligt at arbejde aktivt for kommunalisering af transportmidler, badeanstalter, sygehuse m.v., så disse reformer umiddelbart kunne skaffe forbedringer til lønarbejderne i almindelighed og samtidig fremstå som mønsteranstalter for de ansatte og borgerne og dermed styrke den socialistiske bevægelse. I de tilfælde, hvor der kunne dannes fuldt kommunalt selvstyre, blev den socialistiske mønsterkommune opfattet som en bastion mod den borgerlige statsmagt, der kunne styrke socialisters langsigtede perspektiv.

I Danmark anvendte Socialdemokratiet begrebet kommunesocialisme i 1900-20. På partiets kongres i 1906 vedtog man en resolution, der indskærpede, at ikke blot staten, men også kommunerne skulle arbejde for offentlig drift samt overtagelse af monopoler og enhver virksomhed, der antog karakter af monopol - gerne under medvirkning af arbejdernes organisationer.

I de røde kommuner hvor Socialdemokratiet fik flertal i byrådet, gennemførtes en række reformer i overensstemmelse med partiets program. Esbjerg, Nakskov, København, Århus, Helsingør, Nyborg og Horsens fremstår som eksempler på byer, hvor der blev udøvet en mærkbar kommunesocialistisk indsats. Reformerne koncentrerede sig om såvel de sociale reformer - der senere kom til at udgøre kerneydelserne i velfærdsstaten - som transport og retten til en bolig, men også i et vist omfang produktionsvirksomhed. Inden for undervisning blev der gennemført reformer, som styrkede en offentlige fælles skole og marginaliserede de private skoler: Skolepenge blev afskaffet, undervisningsmateriale gjort gratis og en række nye fag som skolekøkken, sløjd og svømmeundervisning indført. På sundhedsområdet introducerede man skolelægeordninger, vederlagsfri skoletandpleje (enkelte røde byer som Århus udgør her en undtagelse), skolebespisning og man indførte kommunale hospitaler til brug for såvel sygekassemedlemmer som de velbjærgede på bekostning af katolske hospitaler og de private klinikker. I enkelte kommuner som Nakskov indførtes friluftskoler for at forebygge tuberkulose. Ældreforsorgen havde ligeledes kommunesocialisternes bevågenhed: Nye alderdomshjem med mulighed for fritidssysler så dagens lys, og de fleste røde kommuner så en ære i at sætte kontantydelserne til de ældre i vejret. Vestjyllands Social-Demokrat noterede således sommeren 1908 med største tilfredshed, at Esbjergs socialistiske styre nu leverede den højeste alderdomsunderstøttelse på landsplan. Boligpolitikken voldte imidlertid kommunesocialisterne langt større besvær. Selv om partiet havde flertal i en kommune til at gennemføre partiets boligpolitik, løb man her ind i alvorlige konfrontationer med grundejere og finanskapital. Først under Den første Verdenskrig med ekstrem boligkrise opnåede man for alvor et gennembrud for den offentlige bolig. I 1916 lykkedes det således for Th. Stauning som ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation at få vedtaget forslag om 1000 kommunale boliger med støtte fra den kristelige liste, medens de radikale og øvrige borgerlige partier undlod eller stemte imod. Endelig er det bemærkelsesværdigt, at kommunesocialisterne ikke blot oprettede kommunale kørselsafdelinger, kommunal dagrenovation, kommunale busser og sporveje, men også som i Nakskov, Nyborg og til dels København greb til direkte offentlig produktion gennem f.eks. kommunalt landbrug, gartneri, fiskeri og beklædningsforretninger. En del af disse kommunaliseringer blev afviklet af Venstre regeringerne i 1920'erne.

Kommunesocialisterne ville ikke blot kommunalisere sociale og sundhedsmæssige institutioner, men også privat næringsdrift. Efter socialdemokratiets erobring af flertallet i Nakskov kommune i 1913, indførte partiet kommunalt landbrug, fiskeri, dagrenovation, gartneri og beklædningsforretning. Her ses kommunens gård Lienlund og den kommunale dagrenovation.
(Lokalhistorisk arkiv i Nakskov)

Den kommunesocialistiske æra udfoldede sig i et samfund, hvor Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen voksede i organisatoriske styrke, havde viljen til reform og var gennemsyret af troen på morgendagens samfund. Men også de materielle og institutionelle rammer var relativt gunstige for reformer. Det kommunale selvstyreprincip var dominerende, i 1903 var der således blevet indført kommunal erhvervs- og indkomstbeskatning. Hertil kom, at man i perioden 1895 til 1914 oplevede økonomisk vækst, industrialisering, urbanisering og udkrystallisering af nye professioner (tandlæger, reformpædagoger, fremsynede ingeniører) som ofte var allieret med morgendagens parti, Socialdemokratiet.

Kommunesocialisme i teori og praksis er kun behandlet i et par værker inden for dansk historie- og samfundsforskning. Jens Almegaard og Jeff Klintø har i: «Det danske Socialdemokrati og kommunesocialismen» (1984, utrykt, forefindes på ABA) fokuseret på de røde byers kamp mod privat næring og udlicitering af offentlige ydelser til fordel for direkte kommunal drift. Partiets kamp mod profitøkonomien og mestergrisen, der henviser til udbydernes aftalte spil om at forlange en mindstepris for en given ydelse, udgør specialets krumtap. Søren Kolstrup har i: «Velfærdsstatens rødder. Fra kommunesocialisme til folkepension» (1996) argumenteret for tre hovedpåstande. For det første: De røde foregangskommuner, der indledte en reformpolitik i 1900-tallets to første årtier, bevægede sig bort fra den liberalistiske socialhjælpsstat og over mod en socialliberal model med enkelte universalistiske træk, som kom til at udgøre kimen i den universalistisk orienterede velfærdsstat, der gennemførtes på nationalt plan i tiden efter 1945. For det andet: Den kommunesocialistiske periode er koncentreret omkring perioden 1900 til 1920. Herefter løjede reformaktivitet af på grund af fredskrise og en opbremsning i arbejderbevægelsens fremmarch, men de røde byer kom dog senere i 30'erne til at spille en rolle som isbrydere for den rammelovgivning inden for undervisning, sundhedspolitik og ikke mindst boligpolitik, som det socialdemokratisk-radikale flertal vedtog i Rigsdagen i perioden 1936-1940. For det tredje: Reformerne var udtryk for udnyttelse af de helt særlige omstændigheder, der udfoldede sig i form af en kapitalistisk guldalder (1895 til 1914) og et samfund med et - i modsætning til f.eks. Sverige - yderst decentralt statsapparat. Hos såvel Jens Almegaard og Jeff Klintø som Søren Kolstrup er det internationale perspektiv trukket frem. Almegaard og Klintø betoner den gensidige inspiration mellem de vesteuropæiske socialdemokratier organiseret i Den anden Internationale 1889 til 1914, Kolstrup anfører tillige de direkte kontakter mellem kommunesocialister i Danmark og i f.eks. Wien. Det bør endelig bemærkes, at kommunesocialismen har fået tildelt et særligt afsnit i E. Wiinblads og Alsing Andersens jubilæumsskrift: «Det danske Socialdemokratis historie. Fra 1871 til 1921» bd.1 og 2 (1921), hvor der udtrykkes en usvigelig optimisme med udgangspunkt i Socialdemokratiets organisatoriske og politiske fremdrift i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede samt i partiets reformerfaringer i kommunerne.

S.K.