Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/8 2003
Læst af: 19.546
: :
Biologisk krigsførelse

Biologisk krigsførelse er anvendelsen af organismer - bakterier, vira eller andre sygdomsfremkaldende organismer - eller toksiner som de findes i naturen til at dræbe eller lemlæste en modstander.

Biologisk krigsførelse giver anledning til bekymring, fordi et succesfuldt angreb potentielt kan give anledning til tusinders eller måske millioners død, og kan føre til alvorlige forstyrrelser af staters sociale og økonomiske funktioner. Alligevel er der enighed blandt militæranalytikere om, at biologisk krigsførelse har meget begrænset militær anvendelse - når der ses bort fra anvendelsen som terrorvåben. Den væsentligste militære «begrænsning» ved anvendelsen af biologiske våben er, at det tager flere dage at forberede og gennemføre, og de vil derfor ikke umiddelbart standse en fremrykkende hær - i modsætning til anvendelsen af atomare eller kemiske våben. Som et strategisk våben er biologisk krigsførelse ligeledes problematisk, fordi det er vanskeligt at hindre angrebet i at sprede sig til enten allierede eller til selve angriberen, fordi området efterfølgende kan være inficeret i årtier eller århundreder, og fordi biologisk krigsførelse inviterer til øjeblikkelig massiv gengældelse.

Biologiske våben har været anvendt i århundreder. Før det 20. århundrede antog anvendelsen dog væsentligst 3 former:

Biologisk krigsførelse menes at have været praktiseret allerede i Middelalderen - f.eks. ved at slynge mennesker der var døde af pest med katapult ud over bymurene og ind i fjendens lejr. Det er også dokumenteret, at briter og hvide nordamerikanere i deres krige mod USA's oprindelige befolkning sendte tæpper inficeret med kopper til indianerne.

Under den kinesisk-japanske krig (1937-45) og 2. Verdenskrig gennemførte enhed 731 i den kejserlige japanske hær biologiske eksperimenter på tusindvis af krigsfanger - de fleste kinesere. Og under dets fremrykning anvendte japanske styrker biologiske våben mod kinesiske soldater og civile. I Storbritannien gennemførte militæret under 2. Verdenskrig eksperimenter med kampstoffet Anthrax, hvilket førte til, at en ø ud for Skotlands kyst blev forurenet, og fortsat er forurenet med giften.

Under den kolde krig havde både Sovjetunionen og USA store militære forskningsprogrammer indenfor biologisk krigsførelse, men det menes dog ikke, at sådanne våben er blevet taget i anvendelse. Der har ligeledes været rapporter om, at USA's hær siden 1992 har udviklet Anthrax sporer til militær anvendelse på sin biologiske og kemiske fabrik i Utah. Supermagtens officielle politik har dog været aldrig under nogen omstændigheder at ville anvende biologiske våben.

Anvendelsen af biologiske våben afskyes generelt i international lov på linie med anvendelsen af atomare og kemiske våben. Anvendelsen blev forbudt med Geneve protokollen af 1925, og i 1972 blev der indgået en international konvention, der udstrakte forbuddet til også at gælde produktion, opbevaring og transport af alle biologiske og toksikologiske våben. Alligevel menes det, at antallet af lande der er i stand til at producere sådanne våben er steget, siden indgåelsen af konventionen, USA og Rusland satte godt nok officielt deres forskning i bero, men i forskningslaboratorierne findes der fortsat nedfrosne prøver, og i 2002 trak USA sin underskrift på konventionen tilbage.

Karakteristika

De militært set mest «ideelle» biologiske våben er våben der har lav visibilitet (svære at se), høj ødelæggelseskraft, tilgængelighed og ukompliceret fremførelse. De biologiske stoffer i biologiske våben kan ofte fremstilles hurtigt og enkelt. Det vanskelige ligger ikke i selve produktionen, men i transporten frem til et sårbart mål. F.eks. anses Anthrax for at være et militært fortrinligt kampstof. For det første danner det hårde sporer, der passer «perfekt» til spredning via aerosoler. For det andet forårsager lungeinfektioner med Anthrax kun sjældent infektioner i andre mennesker - direkte smitte er ringe. Kampstoffets effekt er derfor rimeligt afgrænset til et bestemt målområde. Lungeinfektioner med Anthrax starter med symptomer som en almindelig forkølelse, men er hurtig dødelig. Endelig kan venligtsindede tropper beskyttes med passende antibiotika eller vaccine.

De sygdomme der gennem historien er blevet overvejet som biologiske kampstoffer, eller findes er: anthrax, ebola virus, lungepest, kolera, haresyge, brucellose, Q feber, VEE, SEB og kopper. Naturligt forekommende toksiner der har været overvejet til våben er: ricin, botulisme toksin samt mycotoksiner.

Anthrax anvendt i masseødelæggelsesvåben ville kræve dannelse af aerosol partikler af en størrelse på 1,5 - 5 µm. Var de større, ville de blive filtreret fra i åndedrætssystemet. Var de mindre ville de blot blive indåndet, og atter udåndet. Men i denne størrelse klumper ikke-ledende pulver sig sammen pga. elektrostatisk spænding. Dette hindrer spredning. Materialet må derfor behandles med silikat for at isolere og aflede spændinger. Samtidig må aerosolen spredes, således at den ikke ødelægges af regn eller sol. Dertil kommer andre teknologiske problemer. (Når disse forhold her er beskrevet skyldes det, at der er tale om offentligt tilgængelige problemstillinger og overvejelser).

Beskyttelsesforanstaltninger

Den vigtigste beskyttelsesforanstaltning blandt civile mod biologiske våben er at vaske hænder når man går fra en bygning til en anden, undgå at berøre dørhåndtag, vægge, jorden samt ens mund og næse. Afvaskning sender bakterier, vira og giftstoffer direkte i kloakken. En lidt mere avanceret metode består i dekontaminering, der ofte kan gennemføres ved anvendelse af almindelig Klorin. En form for dekontaminering består i at efterlade sko udenfor og gøre det obligatorisk for besøgende at tage fodbad og vaske hænder i en Klorinopløsning. En anden metode består i periodisk at aftørre gulve og dørhåndtag med Klorinopløsning.

Medicinske metoder til beskyttelse af civile består i at have tilstrækkelige lagre af antibiotika og vacciner, samt træning af almindeligt praktiserende læger i præcis diagnose og behandling. De fleste praktiserende læger kender ikke noget til biologiske kampstoffer, eller de sygdomme de fremkalder.

Trykrum hvor der eksisterer overtryk ifht. den omgivende atmosfære er ikke velegnet bortset fra de vigtigste installationer. Det skyldes, at under de fleste angreb vil stoffet spredes i en lang smal ellipse fra udløsningspunktet. Mennesker udenfor ellipsen vil ikke blive berørt direkte, med mindre der er tale om sekundær infektion. Mennesker indenfor ellipsen kan ikke beskyttes ved almindelig civilforsvarsbeskyttelse. De kræver diagnosticering og behandling.

Eksempler på angreb

I en lille by i Oregon søgte medlemmer af Rajneesh Yoga sekten at få et lokalvalg under kontrol ved at inficere en salatbar med salmonella. Angrebet medførte at 900 blev syge, og var derfor ret «effektivt».

I efteråret 2001 brød en lang række tilfælde af anthrax forårsaget lungebetændelse ud i USA. Der var tale om bio-terrorisme, som fik en omfattende behandling i medierne. Panikken spredte sig til det meste af verden, selvom antallet af døde som følge af angrebene var flere tusinde gange lavere end antallet af døde i trafikken eller som følge af brugen af skydevåben (i USA). Den ansvarlige blev officielt aldrig fundet, men menes at være en statsansat i USA, der har eller har haft adgang til anthrax i militærets forskningslaboratorier.

A.J.

Internet