Verdens hidtil blodigste terrorangreb fandt sted den 6. august 1945, da USA's luftvåben kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima. Hiroshima havde ingen militære installationer. USA's formål var alene at terrorisere den japanske civilbefolkning. 140.000 civile japanere blev dræbt som følge af denne ene terrorhandling.

Verdens mest voldelige terrororganisation - US Army - i aktion. Den 12. juli 2007 angriber 2 Apache helikoptere en gruppe civile i det centrale Baghdad og dræber 12 - deriblandt 2 journalister fra Reuters. En bil med børn der standser for at transportere sårede til hospitalet blivet ligeledes angrebet og 2 børn såret. Apache helikopterne angriber med 30 mm panserbrydende projektiler, så ofrene bliver skudt i småstykker. USA's militær benægter efterfølgende at have angrebet civile og forsøger at lave et cover-up omkring historien. Sandheden om terrorangrebet kommer først frem i 2010, da optagelser fra Apache helikopterne bliver lækket til WikiLeaks og lagt på internettet. Se den fulde udgave af terrorangrebet på: collateralmurder.org

Terrorisme er systematisk brug af vold og terror for at ændre bestående samfundsforhold eller skabe spændinger, som kan lede til en sådan ændring. Som politisk fænomen må terrorisme skelnes fra andre typer af volds- eller terrorhandlinger, som anvendes for at opretholde samfundssystemer - i regulær krig som undertrykkelsesmiddel eller som led i borgerkrig eller kamp mod en besættelsesmagt. Sådanne handlinger kan ikke kaldes terrorisme, men f.eks. massakrer, despoti eller partisanvirksomhed.

En politisk motiveret handling kan kaldes en terrorhandling hvis:

• det er en mordhandling, sabotage, kidnapning e.l.,
• den udføres med det for øje at skabe forvirring, demoralisere en modstander eller mindske dennes autoritet ved at vise, at den ikke kan give effektiv beskyttelse for liv og ejendom,
• ofrene enten er abstrakte «repræsentanter» for påståede sociale misforhold eller direkte uskyldige personer,
• aktørerne er en selvudnævnt gruppe, som hævder at handle på vegne af mange, men som ikke har noget mandat fra bredere grupper i folket bag sig,
• normale demokratiske påvirkningsmuligheder er til stede, men forkastes af aktørerne.

Siden 2001 har de organisationer i verden der har begået flest terrordrab været US Army og IDF (Israeli Occupation Forces). Det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde allerede i 2006 en artikel der estimerede overdødeligheden i Iraq som følge af USA's invasion af landet i 2003 til 654.965. Dette tal har siden passeret 1 million; over 90% af de døde er døde som følge af vold; og de fleste er civile. Alene i Iraq har USA og dets allierede - deriblandt Danmark - siden 2003 dræbt over ½ million civile i terroraktioner. Trods den vestlige presses ensidige fokusering på bombeattentater i Iraq viser de nyeste uafhængige undersøgelser fra 2009, at ca. 70% af de civile der aktuelt dræbes i Iraq dræbes af «koalitionsstyrker». Det vil i 2009 næsten udelukkende sige terrorister fra den nordamerikanske hær.

I Mellemøsten er den mest blodige terrororganisation det israelske militær: IDF. Alene under Israels terrorbombardementer og invasion af Libanon i 2006 blev 1100 libanesiske civile dræbt af den stærke israelske terrororganisation. Under Israels terrorbombardementer og invasion af Gaza i december 2008 - januar 2009 blev ca. 1200 civile dræbt. Deriblandt 20 læger og sygeplejersker og mere end 450 palæstinensiske børn. Siden starten af 2. Intifada i september 2000 har den statslige israelske terrororganisation dræbt 7.107 palæstinensere - deraf godt 5.000 civile. Israel har yderligere den statslige terrororganisation Mossad, der bl.a. henrettede en marokkansk tjener i Lillehammer, Norge i 1973. I december 2011 besluttede Israel at oprette en 3. terrororganisation, «Depth Corps», hvis formål er at gennemføre militante terroraktioner i resten af verden.

Danmark - med våbenfabrikken Terma i spidsen - leverer våben og udstyr til begge terrororganisationer.

En del af den moderne historie

Terroristisk anvendelse af vold har været en del af den moderne historie siden den franske revolutions «store terror» til Pol Pot og Idi Amins terrorregimer i Cambodia og Uganda. Som svar på revolutionære strømninger strækker terrorens historie sig fra massakrene i Paris i 1848 og 1871 til Pinochets Chile efter Salvador Allende. Under Stalin og Hitlers terrorregimer antog også terroren en ny form. Fra at være et mere eller mindre kontrolleret afskrækningsmiddel blev den til den totale tilintetgørelse. Et terrorsystem som i dag betragtes som en integreret del af både den officielle og uofficielle krigsførelse fra Dresden til Lidice, fra Hiroshima til My Lai.

Attentater og politiske mord har været en almindelig foreteelse i europæisk historie siden Henrik III af Frankrig blev dræbt af en dominikanermunk i 1589. Siden har fyrster, konger, dronninger, paver og præsidenter været yndede objekter for attentatmagere. Fra det 20. århundrede kan vi blot minde om mordet på den habsburgske tronfølger i Sarajevo i 1914, på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Ben Barka, Amilcar Cabral, John F. Kennedy og Che Guevara.

Terror og vold er således et fænomen, som har præget og fortsat præger både undertrykkernes og befriernes historie. Især i de førborgerlige samfund hvor undertrykkelsesmekanismerne var direkte og personlige og hvor der manglede demokratiske politiske mekanismer, var politiske attentater en ikke ualmindelig reaktionsform. Ingen politisk retning eller social klasse kan hævde, at de aldrig har næret attentatmænd og konspiratorer ved deres bryst.

En vigtig terroristgruppe - som på mange måder repræsenterer overgangen fra førborgerlig terrorisme til organiseret socialt oprør - var den russiske organisation Folkets Vilje. Denne organisation gennemførte en række attentater mod zarens tjenestemænd, og i 1881 dræbte de zar Aleksander II. Efterhånden som den russiske revolutionære bevægelse blev klarere politisk organiseret, trådte den individuelle terror imidlertid i baggrunden som kampform (se Narodnik, Perovskaja).

Overfor nutidens mangfoldighed af grupper som benævnes «terrorister», kan det være nyttigt at skelne mellem tre typer: Den første type bruger terrorhandlinger i situationer hvor der eksisterer borgerkrigslignende tilstande. Det vil ofte være nationale befrielsesbevægelser eller partisaner. De vil som regel have organiseret kontakt med større politiske bevægelser eller grupper.

Den anden type har ingen organiseret politisk eller militær forbindelse til andre, men har alligevel betydelig passiv støtte i befolkningen. Eksempel på disse kan være dele af den palæstinensiske befrielsesbevægelse i 1970'erne, ETA (Euskadi Ta Askatasune - Baskerland og Frihed) i Spanien, Tupamaros i Uruguay i 1960'erne og IRA i Nordirland. Grænsen mellem denne gruppe og den førstnævnte kan være uskarp og flydende. Ligeledes kan disse grupper i bestemte politiske situationer fungere på samme måde som den tredje og sidste gruppe.

Den tredje gruppe består af de, der hverken har organisatoriske eller politiske bånd til nogen befolkningsgruppe, og som heller ikke har nogen passiv, end sige aktiv støtte udefra. Dette er hvad vi vil kalde «politiske terrorister», som vi indledningsvis definerede termen. Eksempler på sådanne grupper er Rote Armee Fraktion i Forbundsrepublikken Tyskland, Action Directe i Frankrig, De Røde Brigader i Italien og grupper som the Weathermen i USA.

Forbilleder og politisk betydning

4 af nutidens største terrorister: Israels premierminister Ehud Olmert, udenrigsminister Tzipi Livni, krigsminister og general Ehud Barak, krigschef Gabi Ashke Nazi. De har ansvar for mordene på ialt over 4000 mennesker i Libanon i 2006 og Gaza i 2006-09, enorme terrorbombardementer fra luften og jorden og spredningen af flere millioner klyngebomber i det sydlige Libanon. I modsætning til deres forgængere i Nazi Tyskland er de endnu ikke blevet stillet for en krigsforbryderdomstol (www.wanted.org.il). De leder verdens aktuelt mest agressive terrororganisation: IDF.

Den moderne variant af terrorismen har i høj grad sine militære og ideologiske forbilleder fra Mellemøsten, hvor terroren har en lang historie. Efter 2. verdenskrig begyndte en omfattende immigration af folk af jødisk herkomst til Palæstina, som da stod under britisk mandatstyre. For at sætte mandatstyret under pres således at indvandringen skulle blive lettere og for at terrorisere den indfødte befolkning, dannede militante zionister flere terrororganisationer. Den vigtigste hed Irgun Zwai Leumi, hvor Israels senere premierminister, Menachem Begin, spillede en ledende rolle. Denne gruppe er kendt for sprængningen af Kong Davidhotellet i Cairo og for massakren i den arabiske landsby Dir-Jassin i 1948. Menachem Begin har skildret motiverne bag terroren således: «De (palæstinenserne) skulle flygte, og de flygtede i massevis». Kombinationen af «holocausterfaringerne» fra krigen og en stærk international støtte fra mange sider gjorde, at den zionistiske terrorisme er den eneste som har nået sit formulerede mål: Staten Israel blev dannet.

Den anden terrororganisation af betydning i Mellemøsten var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). PFLP opererede fra 1967 i konkurrence med den officielle Al Fatah. Manglen på masseopbakning søgte PFLP at kompensere ved opsigtsvækkende aktioner, som skulle gøre «verdensopinionen» opmærksom på Palæstinaproblemet. Den største enkeltaktion foregik den 6. september 1970, da flere Pan Am og Swissairfly blev kidnappet og fløjet til ørkenen i Jordan. Formålet var bl.a. at få frigivet et par palæstinensiske flykaprere. Forhandlingerne mislykkedes, passagerer og besætninger blev evakueret og flyene sprunget i luften. Resultatet af flysprængningen var, at jordanske tropper med nordamerikansk støtte fik et enkelt påskud til at gå ind i de palæstinensiske flygtningelejre, hvor de dræbte omkring 10.000 palæstinensere. Den sidste større aktion var flykapringen som endte i Entebbe i Uganda i samarbejde med de tyske terrorister i RAF. Atter en aktion som blev optakten til et militært/politisk spil, som endte i Tel Zataar massakren, hvor den palæstinensiske befrielsesbevægelse fik en alvorligt knæk. PFLP ophørte i 1977 med terroraktioner og har siden koncentreret sine militære aktioner mod israelske militære mål.

PFLP's aktioner afspejler et alment træk ved denne type terrorisme: Den optræder pseudorevolutionært, men fungerer kontrarevolutionært. Alle de steder terrorismen er, eller har været udbredt, har den dels ført til en kriminalisering af radikal politisk praksis generelt og dels til øget politioprustning og overvågning. Tydeligst var dette i Tyskland og i Italien, som begge i 1970'erne indførte «terroristlove» og politivedtægter, som bragte den almindelige politiske frihed i fare. Det er vanskeligt at pege på et eneste tilfælde, hvor terroren har bidraget til at give dem, som den var ment til at skulle tjene, større motivation til egen kamp; De er snarere blevet demoraliseret af myndighedernes modforanstaltninger og propaganda. Det er også vanskeligt at finde eksempler på, at aktionerne har bidraget til at give opinionen en bedre forståelse for sagen.

Udfra et socialistisk perspektiv er konsekvenserne af denne type «rød» terror entydigt negative. Det konspirative i «terrorismen» tvinger deltagerne ud af deres almindelige livssammenhænge og ind i en pseudoverden, hvor virkeligheden forveksles med egne fantasier og mediernes skandaleoverskrifter. En revolutionær strategi kan benytte sig af militante midler, men altid som led i en større politisk bevægelse. En «terroristisk» strategi i en sammenhæng hvor hverken borgerkrig eller besættelse truer eller eksisterer, og hvor der findes normale politiske institutioner, vil altid fungere kontrarevolutionært - uanset motivation og radikal sprogbrug.

Tabellen herunder viser antallet af dræbte ved terrorattentater i perioden 1968-2005 fordelt på regioner. Tallene er officielle nordamerikanske og er blevet kritiseret for bl.a. ikke at rumme israelsk terror mod palæstinensere. Bl.a. er overfaldet på flygtningelejren Sabra og chatila i september 1982 ikke med. Over 3.000 palæstinensere blev ved den lejlighed dræbt. Under den 2. Intifada der startede i 2000 er foreløbig over 4000 palæstinensere blevet dræbt af israelsk terror. Den 4. januar 2009 bombede Israel det centrale frugtmarked i Gaza: «De bombede det centrale grøntsagsmarked i Gaza by for to timer siden. 80 skadede, 20 dræbte, alle kom her til Shifa hospitalet. Vi vader i død, blod og amputater. Masser af børn. Gravide kvinder. Jeg har aldrig oplevet noget så frygteligt. Nu hører vi tanks. Fortæl videre, send videre, råb det videre. Gør noget! Gør mere!» Sådan skrev Mads Gilbert, en norsk narkoselæge, der arbejdede i døgndrift på områdets største hospital. Israel bomber frugtmarkedet i Gaza 4. januar 2009. (Video på YouTube. ADVARSEL, meget stærke billeder)

År										I alt
1968				3	21	0			5	29
1969				1	4			1	2	8
1970	1			11	32	1	7		49	101
1971	25	26		2	6		1	3	3	66
1972				4	34	1	87	1	50	177
1973	3			6	3	3			54	69
1974	17	2		10	149	1		3	5	187
1975	4			5	45	13		1	19	87
1976	33	2		103	154	7		10	37	346
1977	26			15	12	5		101	14	173
1978	29			12	70	2	4	4	21	142
1979	5			17	199	3	10		21	255
1980	51			52	18	5		2	40	168
1981	4			16	274	2	1	2	24	323
1982	11	1	1	15	101	7	6		35	177
1983	18	1	2	11	525	7	25		25	614
1984	28		1	8	49	4	36	2	35	163
1985	26	2	2	25	185	330	2	32	132	736
1986	19	5	1	25	207		66	1	27	351
1987	43			8	45	1	256	5	17	375
1988	39			25	69		253	10	310	706
1989	183			141	50	1	62	7	14	458
1990	19			25	22	3	29	17	8	123
1991	6	1	2	49	69	2	38	7	18	192
1992	35		2	44	33		17	3	12	146
1993	57	2	3	10	35	10	327	15	13	472
1994	126		17	122	146	2	1	14	7	435
1995	84	23	2	8	86	168	67	2	21	461
1996	197	5	11	26	143		161	5	24	572
1997	110	19	12	10	45	2	39	34	9	280
1998	1.079	71	133	142	168	1	585	9	54	2.242
1999	93		350	67	113	3	201	16	6	849
2000	37		65	198	60		297	87	33	777
2001	289	13	70	307	257	2.987	440	161	31	4.555
2002	129	2	375	298	564	3	1.021	351	15	2.758
2003	109	21	266	185	907		803	72	6	2.369
2004	388	26	536	145	2.600		895	202	194	4.986
2005	30		40	36	4.200		398	132		4.836
Terrordræbte fordelt på regioner 1968-2005. Kilde: MIPT Terrorism Knowledge Base (Tallene for 2005 er 1/1 - 30/6 og derefter ekstrapoleret til hele året.)

Terrordræbte i Vesteuropa 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)

Terrordræbte i Nordamerika 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)

Terrordræbte i Mellemøsten 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)

Terrordræbte i resten af verden 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)

Terrordræbte i hele verden 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)

Statistikken viser, at terrorismen ikke er kommet under kontrol siden USA i 2001 indledte sin «krig mod terror». I næsten alle regioner er der sket en stigning. Det gælder især Vesteuropa, men også i Mellemøsten hvor antallet af terrordræbte er fordoblet hvert år siden 2001. Trods USA's invasion af Iraq i 2003 tegner dette land sig nu for størstedelen af terrordræbte i verden - iflg. MIPT statistikken. En række forskere har derfor fremført, at hvis formålet med invasionen af Iraq virkelig var at bekæmpe terror, er missionen slået fejl.

En stærk strømning indenfor terrorismeforskningen fremfører, at terror gennem de sidste 40 år primært er blevet brugt som led i en national befrielseskamp.

Selvmordsattentater

I de vestlige medier - herunder også de danske - fremstilles selvmordsattentater oftest som udtryk for religiøs islamisk fanatisme. Det er imidlertid forkert. Den nordamerikanske forsker ved Chicago University, Robert Pape har undersøgt 300 selvmordsattentater gennemført i perioden 1983-2004. Hans undersøgelse viser, at næsten alle er led i en klar nationalistisk strategi, og oftest en del af en national befrielseskamp. Undersøgelsen afslører samtidig, at den organisation der især har anvendt metoden er den socialdemokratisk nationalistiske befrielsesbevægelse, De tamilske Tigre (LTTE) på Sri Lanka. Denne bevægelse tegner sig samtidig for det eneste eksempel, hvor en statsleder er blevet slået ihjel ved et selvmordattentat - nemlig mordet på den indiske premierminister Rajiv Gandhi i 1991.

Før 1983 gennemførtes kun meget sjældent selvmordsattentater, men selvmordsaktionen mod først USA's ambassade i Beirut i april 1983 og siden i oktober marinehovedkvarteret samme sted satte skred i selvmordsaktionerne. Antallet eskalerede. Der fandt 31 aktioner sted i 1980'erne, 104 i 1990'erne og 153 alene i perioden 2000 - august 2004. Den voldsomme stigning i det nye årtusinde skyldes næsten udelukkende aktioner i Iraq. Siden 2004 er der ikke gået en uge uden selvmordsaktioner. Det er paradoksalt, at terrorismen er eksploderet efter at USA har indledt sin «krig mod terror», og Pape påpeger da også i sine undersøgelser, at militære midler er dømt til at mislykkes, når drivkraften bag aktionerne er ønsket om national selvstændighed. I Libanon ophørte selvmordsaktionerne først, da Israel trak sine besættelsesstyrker ud af landet, og i Sri Lanka bremsede aktionerne først op, da der kom reelle forhandlinger i gang. Holder denne tendens vil terroren i Mellemøsten først ophøre, når Israel rømmer det besatte Palæstina og USA rømmer Iraq og Afghanistan. Logikken er simpel. Osama bin Laden erklærede i 2004: «bomber i vores byer bomber vi jeres».

Selvmordsterrorisme har to centrale formål: rekruttere til bevægelsen og svække modstanderen. Gennem sin håndtering af fænomenet har myndigheder og medier i Vesten gennem de senere år effektivt bidraget til opfyldelsen af begge formål. Medierne bidrager villigt til dæmonisering af større etniske og religiøse grupper, og fremelsker derved en modreaktion blandt ungdommen, der for nogles vedkommende lader sig rekruttere. Dæmoniseringen kan sammenlignes med nazismens dæmonisering af jødedommen i tiden op til krystalnatten i Tyskland i 1938. I Danmark taler statsminister og medier åbenlyst om «islamisk terrorisme», og bidrager derved i sin diskurs til radikalisering af specielt unge muslimer, der ser sig uretfærdigt forfulgt. Diskursen har været anderledes i f.eks. Frankrig og Storbritannien, hvor myndigheder og politikere har gjort en del ud af at skelne mellem på den ene side terrorister, og på den anden etniske eller religiøse grupper. (Se også: Selvmordsbomber i Israel 1993-2006.)

Som de fleste andre lande har Danmark efter 11. september 2001 indført «terrorlovgivning», og som i de fleste lande er denne lovgivning blevet brugt til at indskrænke de demokratiske rettigheder. I Danmark blev lovgivningen brugt første gang mod miljøorganisationen Greenpeace. Den 13. oktober 2003 gennemførte aktivister fra organisationen en aktion mod Landbrugsrådet mod landbrugets anvendelse af GMO foder. Rådet fik hængt en banner over sin facade. Aktivisterne fik som tidligere en dagbøde på 1500kr, men denne gang tog byretten endvidere «terrorlovgivningen» i brug og dømte Greenpeace for organisationsansvar. Dommen blev skærpet i Øste Landsret i februar 2006, hvor Greenpeace fik en bøde på 50.000kr. «Terrorlovgivningen» skal ikke anvendes mod terrorisme, men til at begrænse enkeltpersoners og organisationers demokratiske rettigheder. (Se også Civil ulydighed).

I kølvandet på 11. september 2001 har de fleste lande i verden strammet deres terrorlovgivning. Skridt der i brede vendinger er blevet fordømt af menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, fordi de af magthavere overalt i verden bruges til øget overvågning, forfølgelse og tortur af dissidenter. Både dæmonisering af etniske og religiøse mindretal samt terrorlovgivnings tiltagene forstærker rekrutteringen til de bevægelser, der anvender terror.

Både medier og myndigheder bidrager endvidere til terrorismens 2. mål: svækkelsen af modstanderen. Den tyske sociolog Ulrich Beck har formuleret kategorien risikosamfund til karakteristik af de moderne vestlige samfund. Truslen om pludselig død udgør i disse samfund en risiko på linie med f.eks. truslen om arbejdsløshed. Men mens risikoen er flere hundrede gange større for at dø pludseligt af hjerteslag eller trafikuheld pisker myndigheder i forbindelse med selvmordsterrorisme en voldsom angststemning op. Hele landes befolkninger manipuleres ind i en kollektiv angstneurose. Terrorbevægelsen har nu nået det andet af sine formål: at svække modstanderen. Konsekvensen er, at de ramte samfund ikke får nogen ærlig chance for at analysere terrorismens årsager til bunds, og derfor heller ikke får mulighed for at udvikle egnede modsvar. Svaret bliver i stedet «krig mod terror», der blot eskalerer problemet i stedet for at løse det.

Kritikere vil indvende, at der også eksisterede terror før USA i 2001 indledte sin «krig mod terror», men som det fremgår af MIPT statistikken ovenfor er terrorismen siden eksploderet. Forskere som Pape anfører, at baggrunden for terrorangrebet i 2001 var USA's militære kolonisering af Mellemøsten - specielt Saudi Arabien - og Israels fortsatte besættelse af Palæstina.

Seks af USA's efterretningsvæsener offentliggjorde i september 2006 en rapport om «krigen mod terror» der viste, at «krigen» frem for at reducere terrorismen, har øget denne samt risikoen for terror. Årsagen er, at USA's besættelse af Afghanistan og Irak, modstand mod en fredsløsning i Palæstina/Israel konflikten og brud på menneskerettighederne provokerer mange folk og grupper rundt omkring i verden og presser dem ud i terror. Terrorattentaterne i Madrid i 2004 og i London 2005 anses for at være direkte konsekvenser af disse landes deltagelse i besættelsen af Irak og USA's «krig mod terror». I det danske PET's årsrapporter fra 2004 og 2005 drages den samme konklusion. Det hedder, at Danmarks deltagelse i koalitionen i Irak og NATO's indsats i Afghanistan øger terrorrisikoen i Danmark. Det samme gør Muhammedkrisen og den danske regerings bidrag til hetzen mod specielt muslimer.

En lignende konklusion nåede britiske forskere frem til i juli 2006. USA's «krig mod terror» har først og fremmest bidraget til at styrke Iran. USA's besættelse af Afghanistan øst for Iran og Irak vest for landet har afgørende svækket Irans to nabolande og tilsvarende øget Irans politiske indflydelse i regionen og i den muslimske verden.

Terrorbekæmpelse

Bekæmpelsen af terrorisme internationalt har siden 1960'erne været koncentreret omkring aftaler om udlevering af flykaprere samt politimæssigt samarbejde. FN's Generalforsamling vedtog i december 1987 resolution 42/159 om Midler til hindring af international Terrorisme. Baggrunden var især de foregående års optrapning i antallet af bortførelser af udlændinge i Libanon, dels USA's terrorkrig mod Nicaragua. USA var i 1986 blev kendt skyldig ved den Internationale Domstol i Haag for sin ulovlige terrorkrig mod Nicaragua, og resolutionen lægger også vægt på hindringen af terrorisme fra en stat mod en anden. Resolutionen lægger endvidere vægt på at skelne mellem terror og nationale befrielsesbevægelsers kamp mod undertrykkende regimer - også når det sker med væbnede midler. Resolutionens forfattere havde her især ANC's kamp mod det sydafrikanske apartheidregime og palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt i tankerne. De to eneste lande der stemte mod FN's anti-terror resolution var Israel og USA.

P.H., A.J.