Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Ungarn
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/9 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.776
: :
Garami, Ernö

Ernö Garami (15. december 1876 - 28. maj 1935), ungarsk socialdemokrat, metalarbejder, chefredaktør og partistrateg.

Garami fødtes i Budapest, hvor han kom i lære som metalarbejder. Efter afsluttet lære tog han til Tyskland for at videreuddanne sig i sit fag. Han blev der medlem i fagforbundet og det socialdemokratiske parti. To år efter vendte han tilbage til Ungarn, på et tidspunkt hvor den socialdemokratiske bevægelse var i en vanskelig situation. Garami gik umiddelbart ind i partiet (MSzDP), hvor han kom til at sidde i bestyrelsen og blev chefredaktør for partiets hovedorgan, Népszava, hvor han i mange år skrev de centrale teoretiske artikler. Han havde sat sig grundigt ind i de dengang kendte skrifter af de marxistiske teoretikere, og selv oversat tekster af Marx; ligeledes oversatte han skrifter af de samtidige tyske «autoriteter». Han havde god kontakt til den østrigske partileder Victor Adler og til redaktøren for det internationale teoretiske tidsskrift Die neue Zeit, Karl Kautsky. Hans korrespondance med den sidste er udgivet.

Han var ikke en oratorisk begavelse, men arbejdede mere på de indre linjer i partiet, fremlagde beretningerne på partiets kongresser og var i det hele taget «strategen» i partiet. Således var han også ansvarlig for det nye partiprogram fra 1903 - udarbejdet i konsultation med Karl Kautsky. Han skrev i denne sammenhæng en enkelt artikel til Die neue Zeit.

Garami var ganske klar over, at der måtte arbejdes hårdt i mange år for blot at opnå en borgerlig-liberal styreform i Ungarn, og han vurderede kampen for den almene valgret højt i denne sammenhæng. Samtidig var det hans vurdering, at kampen for udvidelsen af valgretten måtte ledsages af massedemonstrationer. Her gennemførtes i Budapest omfattende demonstrationer med op til 100.000 deltagere. En del af denne taktik bestod i udviklingen af maj-demonstrationerne, som han deltog i. Især ved at udgive propagandapjecer til op 1. maj, hvor han lagde stor vægt på tekster fra udenlandske arbejderledere.

Han bakkede i en periode op bag Ervin Szabo, da denne i 1905 udgav det 1. bind af udvalgte skrifter af Karl Marx og Friedrich Engels på ungarsk. Men deres veje skiltes, da Szabo gik over til syndikalismen, og Garami vendte sig kritisk mod udviklingen i det tyske socialdemokrati. Garami støttede sig i den daværende situation til Kautsky, hvis linje han understøttede i den ungarske presse.

Da det teoretiske tidsskrift Szocialismus begyndte at udkomme i sin første serie i 1906 var han en overgang hovedredaktør, men fortsatte også sidenhen med at skrive kontinuerligt i tidsskiftet, bl.a. en række anmeldelser.

I den politiske situation før 1. verdenskrig forsøgte han at få en politisk overenskomst med de liberale og radikale grupper og partier, uden at det dog lykkedes at få gennemført en virkelig længerevarende politik i samarbejde med disse.

Agrarspørgsmålet spillede en meget central rolle i Ungarn: dvs. hvilken linje der skulle følges i forholdet til landarbejdere og husmænd. Her stod Garami urokkeligt på den linje, der var udarbejdet af Engels og Kautsky. Trods den brutale undertrykkelse af organisationsbestræbelserne i landbrugsområderne lykkedes det i denne tid for MSzDP også at oprette en stærk organisation blandt landarbejderne og husmændene.

Efter 1. verdenskrigs udbrud stod Garami på samme linje som flertallet i det tyske socialdemokrati, dvs. på «borgfredspolitikkens» grundlag. Derved satte han i løbet af de de kommende to år sin indflydelse i MSzDP over styr; partiets faktiske ledelse blev overtaget af Zsigmund Kunfi, som repræsenterede de pacifistiske strømninger i partiet. En linje der svarede til det tyske Uafhængige Socialdemokratis (USPD) holdninger.

I den ungarske revolutions første fase blev han i oktober 1918 medlem af det Nationale Råd og ligeledes i oktober arbejdsminister. Hans store organisationsbegavelse kom ham her til nytte, men han konfronteredes i stadig stigende grad med de nye radikale og socialistiske tendenser i efterkrigstidens revolutionære epoke. Garami var imidlertid overbevist om, at Ungarn først måtte gennemgå en længere periode med udviklingen af et borgerligt demokrati og - som Plekhanov i Rusland og Kautsky - overbevist om, at det ville resultere i alvorlige tilbageslag for arbejderklassen, hvis proletariatet gik for hurtigt frem uden snæver kontakt med realiteterne. Det ville i virkeligheden udløse en kontrarevolutionær modoffensiv og hvid terror.

Ud fra disse overvejelser modsatte han sig stærkt forhandlingerne om sammenslutning med Ungarns Kommunistiske Parti, og trak sig helt ud af politik, da sammenslutningen blev gennemført. I den ungarske rådsrepubliks periode afviste han alle officielle poster, men trods dette var han klar over, at han ville blive ramt af kontrarevolutionen og den hvide terrors grusomheder. I august 1919 flygtede Garami derfor til Wien.

I Wien eksisterede allerede gruppen Világosság omkring de tidligere folkekommissærer Kunfi, Ronai og Böhm, som i marts 1919 havde ført MSzDP ind i samarbejdet med Ungarns Kommunistiske Parti. Garami grundlagde derfor en ny eksilgruppe af ungarske socialdemokrater - Jövö (Fremtiden) - som også blev navnet på organisationens tidsskrift. Jövö var ikke med til oprettelsen af den venstre-socialdemokratiske Wiener-Internationale. Den tilsluttede sig i stedet resterne af II. Internationale. Men både han og organisationen kritiserede ledelsen i det i Ungarn eksisterende MSzDP for dets opportunisme og fejhed overfor det blodige nye regime. Garami publicerede i eksil sin meget interessante version af begivenhederne i Ungarn 1918-19 under titlen «Forrongó Magyarország» (Det Urolige Ungarn).

I 1920'erne repræsenterede han ved forskellige lejligheder MSzDP ved Socialistisk Arbejder Internationales kongresser og fra midten af 1920'erne kunne han igen skrive til partiets hovedorgan, Népszava, idet han dog afstod fra åben kritik af partiets ledelse. Denne kritik fremsatte han kun internt. Efter at han i november1929 fik myndighedernes tilladelse til at vende tilbage til Ungarn (samtidig med M. Buchinger) bidrog han yderligere til Népszava. I september 1930 var han spiritus rector ved den omfattende massedemonstration - den største i disse år - mod regimet og dets sultepolitik.

Han var yderst fjendtlig indstillet overfor bolsjevikkerne og sovjetregimet, men efter 1933 understregede han gang på gang, at den største fare for arbejderbevægelsen lå i den hitlerske fascisme, og han foreslog, at der skulle dannes en ny stor koalition af de vestlige magter mod Hitler.

Han havde allerede før 1. verdenskrig advokeret stærkt for samarbejde mellem og faktisk en sammenslutning af de mindre central-europæiske stater, og det fik en ny aktualitet for ham i årene efter 1933.

Imidlertid var det i 1931 igen kommet til en stærk konfrontation mellem ham og MSzDP's ledelse, og da han ikke kunne finde en plads i den ungarske bevægelse, flyttede han igen til Wien. Efter den østrigske arbejderbevægelses nederlag i februar 1934 og dennes efterfølgende undertrykkelse ved det klerikalt-fascistiske regime blev han tvunget til at vende tilbage til Ungarn. Han var dog på dette tidspunkt politisk isoleret og fysisk svækket og døde den 28. maj 1935 i Budapest.

Ja.J.


Literatur:
Georges Haupt, Janos Jemnitz m.fl.: Karl Kautsky und die Sozialdemokratie Südosteuropa 1883-1938. Korrespondenz, Frankfurt 1986.