Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Rusland
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 12.494
: :
Plekhanov, Georgij Valentinovitsj
Georgij Plekhanov
Georgij Plekhanov

Plekhanov (1856-1918), russisk socialist. Georgij Valentinovitsj Plekhanov kan siges at have indført marxismen i Rusland, men i striden mellem de forskellige marxistiske fraktioner tilhørte han den tabende part - mensjevikkerne. Som marxistisk teoretiker var han lærd og skarpsindig, med et anstrøg af dogmatisk holdning som gør, at hans værker ikke anvendes meget i dag.

Frem til 1878 tilhørte Plekhanov den populistiske bevægelse i Rusland, som ville basere revolutionen i Rusland på bønderne og landsbykommunen. Han nåede efterhånden frem til den slutning, at populisterne undervurderede arbejderklassens betydning, og efter at være draget i eksil i Schweiz grundlagde han i 1883 gruppen «Arbejdets frigørelse», som var den første russiske marxistiske bevægelse. Plekhanov oversatte Marx og Engels til russisk og skrev en række værker om den historiske materialisme og dens filosofiske grundlag. I den Anden Internationale var han en selvskreven talsmand for de russiske marxister. Han var medlem af Internationalens Bureau.

Hans teoretiske hovedsynspunkt var, at socialismen først kunne indføres i Rusland, efter at kapitalismen havde udviklet sig meget længere, end tilfældet var i slutningen af det 19. århundrede. Han gik derfor ind for alliancer med borgerskabet og frarådede alliancer med bønderne. Det var et af de punkter, hvor hans opfattelse afveg fra Lenins. Plekhanov og Lenin skildtes efter den anden kongres i det russiske socialdemokratiske parti i 1903, hvor Plekhanov under selve kongressen stillede sig på Lenins og flertallets side i debatten om partiets organisation, men efter kongressen gik over på mindretallets - mensjevikkernes - side. Han vendte tilbage til Rusland efter Februarrevolutionen i 1917, og mente at denne indledte en lang periode med borgerlig demokrati, som kunne udvikle kapitalismen i Rusland. Han fordømte derfor Oktoberrevolutionen, som han karakteriserede som et «blanquistisk statskup».

Plekhanovs grundlæggende fejl - som giver ham en plads i marxismens historie - var at tro, at arbejderklassen i tilbagestående lande måtte hjælpe kapitalisterne til magten for bedre at kunne udvikle socialismen. Denne tanke er dobbelt umulig. Både fordi kapitalisterne næppe vil tage imod hjælp på sådanne præmisser, og fordi arbejdernes klassebevidsthed og kampvilje ikke lader sig udvikle og afvikle ifht. sådanne teoretiske planer. Kun alternativet den permanente revolution var politisk mulig.

J.E.