Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Palæstina
   .  Nordamerika  .  USA
Arbejde  .  Videnskab
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/1 2005
Læst af: 18.960
: :
Said, Edward W.
Edward Said
Edward Said

Edward W. Said (1935-2003), palæstinensisk-amerikansk litteraturforsker og politisk aktivist. Født i Jerusalem i det daværende britiske mandatområde Palæstina, søn af velstående protestantisk-kristne palæstinensiske forældre. Said arvede sit amerikanske statsborgerskab fra sin fader, som meldte sig til den amerikanske hær under første verdenskrig for at slås mod Det Osmanniske Rige, som Palæstina tilhørte indtil 1922. Under den første israelsk-arabiske krig i 1948-49, hvor ca. 1,3 mio. palæstinensere blev fordrevet fra det historiske Palæstina, udvandrede Said-familien til Cairo. Efter afsluttet skolegang på britiske eliteskoler i hhv. Palæstina og Egypten blev Said i 1951 sendt på kostskole i USA. Derefter studerede han engelsk litteratur ved Princeton og Harvard, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling om den polske eksilforfatter Joseph Conrad, som i sine romaner, f.eks Mørkets hjerte (1902), skildrer imperialismens destruktive kræfter. I 1963 blev Said ansat ved Columbia-universitetet i New York, hvor han senere udnævntes til professor i sammenlignende litteraturvidenskab og kulturstudier, en stilling han beklædte indtil sin død i 2003. Han var i en periode også formand for Modern Language Association, den ansete amerikanske sammenslutning af universitetslærere i litteratur og sprog.

Seksdageskrigen i 1967 tvang Said til at undersøge sin egen identitet som vestligt uddannet eksil-palæstinenser på et tidspunkt, hvor alt arabisk blev lagt for had i de vestlige medier, og det officielle Israel fornægtede palæstinensernes eksistens. Som følge heraf begyndte Said at engagere sig i palæstinensisk politik, samtidig med at han studerede arabisk litteratur og sprog i Libanon. Han blev medlem af PLO's nationale råd i 1977 og var i 1980'erne en af den palæstinensiske bevægelses vigtigste talsmænd i USA. Indtil sin død forblev Said overbevist om, at den eneste realistiske løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er en fælles stat for både israelere og palæstinensere, eftersom de gør krav på samme land, og Said var også en af hovedkræfterne bag PLO's anerkendelse af Israel, men trak sig i 1993 i protest mod Arafats Oslo-aftale, som ifølge Said ville gøre de palæstinensiske områder til et de facto «Bantustan» under israelsk kontrol.

Hans arbejde for den palæstinensiske sag skete på et uafhængigt kritisk grundlag, der skaffede ham fjender på begge sider. Kort efter undertegnelsen af Oslo-aftalerne i 1993 sagde han i et foredrag på et amerikansk universitet, at «Yasser Arafat og det palæstinensiske selvstyre havde udviklet sig til villige kollaboratører med den israelske militære besættelse, en slags palæstinensisk Vichy-regering». Kritikken af Oslo-aftalerne viste sig at være korrekt, da processen fra midten af 90'erne kørte fuldstændig fast. Han var ligeledes stærkt kritisk overfor den islamiske fundamentalisme. Han kritiserede de palæstinensiske selvmordsattentater i Israel og kritiserede også selvstyrets formand Yasser Arafat, hvilket medførte, at denne forbød Saids bøger i Gaza striben. I USA og Israel blev han til gengæld af højrefløjen betegnet som en «professor i terror» pga. sit vedholdende forsvar for palæstinensisk selvbestemmelse og sin støtte til en én-statsløsning, og han blev derfor hyppigt udsat for trusler.

Said forblev til det sidste politisk aktiv, skrev regelmæssigt artikler til bl.a. The Guardian (UK), Al-Ahram (Egypten) og The Nation (USA), og var i 2002 med til at oprette Palestinian National Initiative eller Mubadara; en demokratisk oppositionsbevægelse i Palæstina, der bl.a. sigter på at udvikle et palæstinensisk civilsamfund. Said, som også var klassisk uddannet pianist og har skrevet flere bøger om musik og samfund, stiftede sammen med den israelske musiker og dirigent Daniel Barenboim det såkaldte «Øst-Vest-Divan»-projekt, som samler unge israelske og palæstinensiske musikere. I 1999 udgav Said sine erindringer, Out of Place, hvor han skildrer sin opvækst i bl.a. Jerusalem. Bogen var indirekte svar på anklager fra højre-zionistisk side om, at han ikke var ægte palæstinenser, og derfor ikke havde nogen ret til at tale på palæstinensernes vegne.

Forfatterskabet

Saids forfatterskab strækker sig over 30 år og kan inddeles efter fire overordnede interesseemner: 1) Forholdet mellem tekst og verden, 2) Vestens forestillinger om og fremstillinger af islam og Orienten, 3) de intellektuelles rolle og ansvar samt 4) Palæstina-konflikten, bl.a. set fra et identitetspolitisk perspektiv. Said har med sine bøger søgt at afdække forholdet mellem Vestens erobring og dominans af Mellemøsten, begyndende med Napoleons militære og akademiske felttog til Egypten i 1798, og den dermed forbundne kultur- og vidensproduktions former i de vestlige metropoler i det 19. og 20. århundrede, bl.a. den humanistisk-liberale tradition med dens iboende paradoks om at anvende kolonialisme til at fremme Vestens værdier. Endelig beskæftiger Said sig i mindre grad med den koloniserede «periferis» modstandsstrategier, f.eks. i form af nativisme (dyrkelse af det rene og ægte og uberørte udtryk for de folk og kulturer, som Vesten har underkastet - to eksempler er rastafari-bevægelsen og den keltiske renæssance i Irland efter 1880) og befrielsesideologier/nationalisme i den tredje verden.

Saids intellektuelle virke og samfundstænkning tager udgangspunkt i hans fænomenologisk inspirerede forskning vedrørende Conrad og den autobiografiske fiktion. Et emne der knytter an til Saids kontinuerlige interesse for spørgsmål om idéers oprindelse, teksters verdslighed, dvs. «komplekse tilknytning til deres virkelige omgivelser», og herunder også om, hvorvidt forfatteren og teksten kan påvirke og ændre disse, eller, som Michel Foucault hævder, om den sociale orden og selv modstanden imod denne er skabt og styret af magten. I sit hovedværk, Orientalisme: Vestlige forestillinger om Orienten (1978), overtager Said førnævntes diskursbegreb til at beskrive orientalismens arkiv af tekster, der siden middelalderen enerådende har konstrueret «Orienten» som anderledes, underlegen og farlig, samtidig med at ligheder, indflydelser og forbindelser mellem Vest og Øst er blevet udraderet. Ifølge Said viser dette, hvordan orientalismen altid har været i ledtog med kolonialisme og imperialisme. Said komplicerer imidlertid straks denne diskurs via en detaljeret analyse af de enkelte forfatteres ofte modsigelsesfyldte strategier i forhold til det fremmede. Det gælder f.eks. den franske forfatter Gustave Flaubert, der bidrog til orientalismens erotisering af orientalske kvinder, som den vestlige mand besidder, dominerer og fremstiller som «typisk orientalske», men aldrig selv får lov til at komme til orde (jf. odalisk-temaet i europæisk kunst fra Delacroix til Matisse). Den orientalske kvinde er således et symbol på Orienten som gennemtrængelig og føjelig, men samtidig var det i udlevelsen af selvsamme drøm om Orienten, Flaubert kunne søge tilflugt fra det europæiske borgerskabs repressive seksualmoral. Omdannelsen af Orienten, islam, jøder og arabere til Europas andethed udgør ifølge Said et væsentligt element i Europas (og senere zionismens) eurocentriske ideologi, der ikke kan adskilles fra Europas samtidige geografiske underlæggelse af de orientalske lande. Tværtimod forudsatte kontrollen af orientalerne en kulturel arrogance, der f.eks. hentede næring i det 19. århundredes pseudo-videnskabelige racetænkning og dyrkelse af et antikt Grækenland, renset for alle ikke-europæiske påvirkninger. Man kunne imidlertid ikke se bort fra, at kristendommen, der var kernen i konstruktionen af en hvid, europæisk identitet, havde sin oprindelse i Mellemøstens kulturer og religioner, men ifølge den orientalistiske diskurs har Mellemøsten lige siden afslutningen på den bibelske oldtid stået i stampe og ikke magtet at forandre sig selv ved egen kraft. Et argument for vestlig indgriben og kontrol, som man genfinder hos såvel Karl Marx (i hans forsvar for britisk kolonialisering som et middel til at industrialisere Indien) og den amerikansk-israelske Mellemøst-politik siden 1967. Said trækker trådene helt frem til nutidens Mellemøst-eksperter omkring det amerikanske udenrigsministerium, f.eks. orientalisten Bernard Lewis, hvis bøger om et altid voldsfikseret middelalderligt Islam som forklaring på dagens situation i Mellemøsten reducerer komplekse historiske, sociale og geografiske realiteter til et spørgsmål om den etymologiske betydning af bestemte ord i Koranen og irrationelle terrorister, for hvem Vestens historiske kolonialisme i regionen blot er en undskyldning for at hade en (overlegen) vestlig modernitet. Orientalisme mødte ved sin udgivelse stor modstand fra traditionelle orientalister, der anklagede Said for at føre en tilsvarende bebrejdelsespolitik. Hans veldokumenterede redegørelse for orientalismens ideologiske karakter, der ikke havde forandret sig betydeligt i 200 år, kunne imidlertid ikke undgå at føre til et omfattende internt opgør inden for de orientalistiske fag i stil med tidligere opgør med racisme inden for bl.a. Afrika- og Kina-studier. Samtidig med at orientalisterne beskyldte ham for at have konstrueret en «occidentalisme» om Vesten som roden til alt ondt, blev Orientalisme også - især i arabiske lande - læst som et systematisk forsvar for islam og araberne, selv om Said altid har understreget, at han er modstander af enhver form for essensliggørelse og heller ikke har haft den ringeste hensigt om at beskrive i Orientalisme, hvad den virkelige Orient og islam er.

I Orientalismes efterfølger, Culture and Imperialism (1993), hvor Said beskæftiger sig mere generelt med forholdet mellem vestlig kultur og politisk dominans af den ikke-europæiske verden, betones idéen om geografiens forrang, som Said har overtaget fra den italienske marxist Antonio Gramsci. Hermed tænker Said på, hvordan verden som følge af den vestlige ekspansion inddeles i forskellige, politisk ladede geografiske rum (Europa, kolonierne, hjemme, ude), der tilskrives bestemte værdier (stabilitet kontra kaos, center kontra periferi, bycivilisation kontra utæmmet natur) og tildeles en bestemt plads i en social, økonomisk og geografisk rangorden. De koloniale besiddelser er underordnet det hjemlige, vesteuropæiske rum, hvis værdier udgør normen, men de afsidesliggende territorier er samtidig forudsætningen for hjemmets velfærd og stabilitet. Ved at fokusere på hjemmet spiller det 19. århundredes roman således en afgørende rolle i artikuleringen af en ideologi om kontrol af territorier. Et andet begreb, Said låner fra Gramsci for at modificere Foucaults historisk-deterministiske samfundssyn, er kulturel hegemoni, der dels forklarer, hvorfor visse kulturelle former dominerer over andre i de moderne ikke-totalitære vestlige industrisamfund, som det f.eks. er tilfældet med orientalismens forestillinger om et farligt islam trods Vestens klare dominans, dels åbner mulighed for modstand. Konsensus produceres af et sekulært, civilt og ikke-kirkeligt samfund, der giver staten noget at regere over og fylder den med sin økonomiske, kulturelle, sociale og intellektuelle produktion. Ifølge Said er det umiddelbare alternativ derfor den kritiske, sekulære intellektuelle, der står uden de til enhver tid siddende magthavere og med Gramscis ord er parat til at foretage «en inventaropgørelse» af sin egen bevidstheds historiske tilblivelse, for hvis man kan identificere sine egne strukturer, kan man også nedbryde dem. Herom handler Hvad den intellektuelle repræsenterer (1994). Saids egne forbilleder blandt intellektuelle er humanister som Auerbach, Benjamin, Gramsci og Adorno, der ligesom Said har et tvetydigt forhold til den vestlige kultur pga. den iboende modsætning mellem kunstneriske resultater og politiske implikationer i en stor del af Vestens kultur, ikke mindst afhængigheden af totalitære ideologier, og som skriver fra eksilets perspektiv. Derfor betegnede Said sig i et interview i det israelske Ha´aretz Magazine i 2000 som «måske den sidste jødiske intellektuelle», fordi han ligesom Adorno og andre tidligere europæisk-jødiske tænkere vendte sig imod den nationalistiske (og senere zionistiske) idé om, at et bestemt geografisk territorium tilhører et enkelt folk - også på bekostning af andre folk.

Saids tiltagende kulturpessimisme hang ikke mindst sammen den eksploderende krise i Mellemøsten og de regeringsstyrede mediers overvældende indflydelse på meningsdannelsen i USA i de senere år.

Hans vigtigste værker er: Beginnings (1975), Orientalism (1978) der revolutionerede den vestlige opfattelse af Mellemøsten, The Question of Palestine (1980), Covering Islam (1981), The World, the Text and the Critic (1983), After the Last Sky (1986), Blaming the Victims (1987), Culture and Imperialism (1992), Politics of Dispossession (1995), Musical Elaborations and Representations of the Intellectual. Peace and Its Discontents (1996), Out of Place: A Memoir (1999), The End of the Peace Process: Oslo and After (2000), Reflections on Exile (2000) og Power, Politics, and Culture (2001). Hans bøger er oversat til 36 sprog.

Til slut skal nævnes et andet vigtigt resultat af Saids virke foruden problematiseringen af, hvad islam og Orienten er, nemlig udviklingen af en egentlig postkolonial teori i f.eks. Indien og Commonwealth-landene, som beskæftiger sig med både kolonimagternes og de koloniserede folks kulturelle former, der ses i lyset af kolonisationsprocessen og dens indvirkning på identitet, køn og sprog, og f.eks. har sat fokus på blandingskulturer og indfødte modstandsstrategier.

Said døde af  leukæmi i september 2003 efter langvarig sygdom.

© John Botofte 2003

J.Bo.


Litteratur

Edward W. Said, Orientalisme: Vestlige Forestillinger om Orienten, indledning af John Botofte, København 2002.
Edward W. Said, Hvad den intellektuelle repræsenterer, København 1996/2002.

Internet

Said artikler i al Ahram Weekly (hvor der også findes ældre artikler) Dato
Dreams and delusions 21 - 27 August 2003
Preface to Orientalism 7 - 13 August 2003
Imperial perspectives 24 - 30 July 2003
Dignity and solidarity 26 June - 2 July 2003
Archaeology of the roadmap 12 - 18 June 2003
The Arab condition 22 - 28 May 2003
What is happening to the United States? 24 - 30 April 2003
The other America 20 - 26 March 2003
Who is in charge? 6 - 12 March 2003
A monument to hypocrisy 13 - 19 February 2003
An unacceptable helplessness 16 - 22 January 2003
Immediate imperatives 19 - 25 December 2002
Misinformation about Iraq 28 Nov. - 4 Dec. 2002
Europe versus America 14 - 20 November 2002
Israel, Iraq, and the United States 10 - 16 October 2002
Low point of powerlessness 26 Sept. - 2 October 2002
Disunity and factionalism 15 - 21 August 2002
Punishment by detail 8 - 14 August 2002
One-way street 11 - 17 July 2002
Palestinian elections now 13 - 19 June 2002
Crisis for American Jews 16 - 22 May 2002
What Israel has done 18 - 24 April 2002
Thinking ahead 4 -10 April 2002
What Price Oslo? 14 - 20 March 2002
Thoughts about America 28 Feb. - 6 March 2002
The screw turns, again 31 Jan. - 6 Feb. 2002
Emerging alternatives in Palestine 10 - 16 January 2002
A living idea 27 Dec. 2001 - 2 Jan. 2002
Israel's dead end 20 - 26 December 2001
Cruelty of memory 13 - 19 December 2001
Suicidal ignorance 15 - 21 November 2001
A vision to lift the spirit 25 - 31 October 2001
Adrift in similarity 11 - 17 October 2001
Backlash and backtrack 27 Sep. - 3 Oct. 2001
Collective passion 20 - 26 September 2001
Propaganda and war 6 - 12 September 2001
Propaganda and war 30 August - 5 September 2001
Occupation is the atrocity 16 - 22 August 2001
Barenboim and the Wagner taboo 16 - 22 August 2001
The price of Camp David 19 - 25 July 2001
Sharpening the axe 5 - 11 July 2001
Enemies of the state 21 - 27 June 2001
Defiance, dignity, and the rule of dogma 17 - 23 May 2001
Thinking about Israel 3 - 9 May 2001
These are the realities 19 - 25 April 2001
Time to turn to the other front 29 March - 4 April 2001
Freud, Zionism, and Vienna 15 - 21 March 2001
The only alternative 1 - 7 March 2001
Where is Israel going? 8 - 14 February 2001
Too much work 1 - 7 February 2001
Trying again and again 11 - 17 January 2001
American elections: System or farce? 21 - 27 December 2000
The tragedy deepens 7 -13 December 2000
American Zionism (3) 2 - 8 November 2000
The end of Oslo 12 - 18 October 2000
More on American Zionism (2) 5 - 11 October 2000
American Zionism -- the real problem (1) 21 - 27 September 2000
Problems of neoliberalism 7 - 13 September 2000
A voice crying in the wilderness 24 - 30 August 2000
One more chance 3 - 9 August 2000
A final summit? 20 - 26 July 2000
Magic thought and wishful thinking 29 June - 5 July 2000
A new kind of thriller 22 - 28 June 2000
The landscape of opposition 8 - 14 June 2000
Sartre and the Arabs: a footnote 18 - 24 May 2000
Cultural politics 4 - 10 May 2000
Law and order 6 - 12 April 2000
A truly fragile identity 23 - 29 March 2000
The gap grows wider 2 - 8 March 2000
Reflections on American injustice 24 Feb. - 1 March 2000
The right of return, at last 10 - 16 February 2000
How long can waiting work? 27 Jan. - 2 Feb. 2000
Heroism and humanism 6 - 12 January 2000
Scoundrel times indeed 23 - 29 December 1999
A protest too long delayed 9 - 15 December 1999
The hazards of publishing a memoir 2 - 8 December 1999
Opinion |What can separation mean? 11 - 17 November 1999
By birth or by choice? 28 Oct. - 3 Nov. 1999
Farewell to Tahia 7 - 13 October 1999
Paying the price for personal politics 30 Sep. - 6 Oct. 1999
Defamation, Zionist-style 26 Aug. - 1 Sep. 1999
Refusal to surrender quietly 5 - 11 August 1999
Private planes, power and privilege 22 - 28 July 1999
The treason of the intellectuals 24 - 30 June 1999
A place to travel in 24 - 30 June 1999
Really, now -- what's next? 10 - 16 June 1999
A true struggle, a good man 13 - 19 May 1999
Forced to accept false logic 29 Apr. - 5 May 1999
Self-determination for all 8 - 14 April 1999
Music of men's lives 18 - 24 March 1999
Barbarians at the gates 11 - 17 March 1999
Public spectacle, public history 18 - 24 February 1999
Literature and literalism 28 Jan. - 3 Feb. 1999
Truth and reconciliation 14 - 20 January 1999
An incitement to revolt 31 Dec. 1998 - 6 Jan. 1999
Clinton's rampage 24 - 30 December 1998
West Bank diary 10 - 16 December 1998
A longer view 3 - 9 December 1998
The End of the Interim Arrangements 29 Oct. - 4 Nov. 1998
Methods of forgetting 22 - 28 October 1998
A real state means real work 1 - 7 October 1998
The president and the baseball player 17 - 23 September 1998
Bridge across the abyss 10 - 16 September 1998
What cabinet reshuffle? 20 - 26 August 1998
After the final acre 23 - 29 July 1998
Arrogance and amnesia 9 - 15 July 1998
A desolation, and they called it peace 25 June - 1 July 1998
Inside the other wilaya 4 - 10 June 1998
New history, old ideas 21 - 27 May, 1998
Fifty years of dispossession 7 - 13 May, 1998
Scenes from Palestine 26 March - 1 April 1998
Jerusalem revisited 22 - 28 January 1998
The Challenge of Israel: Fifty Years On 15 -21 January 1998

 

Said artikler fra New Left Review Dato
The Desertions of Arafat Sept.-Oct. 2001
America's Last Taboo Nov.-Dec. 2000

Emnelister fra Tidsskriftcentret
Edward Said