Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fritz Schumann (10. nov.1843 i København - 2. jan.1910 i New York), dansk arbejderleder og litograf. Han var døbt Claus Friedrich Schümann, og var søn af skibstømrer Claus Friedrich Schümann og hustru Anna Margrethe Louise. Det er ukendt, hvordan og hvorfor navneforandringen blev foretaget.

Schumann boede fra 1870'ernes begyndelse i London. Louis Pio engagerede ham til at arbejde som korrespondent for dagbladet Social-Demokraten og som Socialdemokratiets repræsentant specielt over for den engelske fagbevægelse. Som sådan deltog han bl.a. i TUCs kongres i 1876, men den gensidighedsaftale han på vegne af den danske arbejderbevægelse forsøgte at forhandle med TUC afvistes af TUCs parlamentariske komite. Der var på dette tidspunkt i virkeligheden kun få berøringspunkter mellem den danske og engelske fagbevægelse i modsætning til den tyske, hvor et intensivt samarbejde blev organiseret.

Schumann forblev dog de næste år i London og skrev flere korrespondancer til Social-Demokraten og til Maanedsblad for Det socialdemokratiske Arbejderparti. Bl.a. af dem fremgår hans yderligere aktivitet i The International Labour Union (ILU). Denne organisation var et forsøg på at videreføre The International Working Men’s Association (1. Internationale), efter at denne var blevet opløst i 1876. Schumann var et fremtrædende medlem af ILU, som søgte at sammenføre forskellige tendenser i den daværende arbejderbevægelse. Marxisterne afviste at deltage i dette arbejde, som de vurderede som værende uden mulighed for succes i samtiden. De fik ret; ganske vist gennemførtes der forskellige kongresser i disse år, men uden noget længerevarende resultat. De forskellige bestræbelser på at genoprette en omfattende Internationale lykkedes først med kongressen i Paris i 1889 (se 2. Internationale).

Schumann havde en kunstnerisk åre, og han udarbejdede bl.a. ILU's logo. Udover i ILU arbejdede Schumann i The Workmen’s Peace Association, men fremhævede i den sammenhæng, at «jeg er for det første Socialist og dernæst Fredsven». Schumann var også efter den mislykkede kongres i Paris september 1878 aktiv i ILU i det mindste indtil slutningen af 1878.

ILU og hans øvrige politiske arbejde i disse år medførte, at han blev betragtet som revolutionær socialist, hvilket i samtiden blev fortolket som positiv affinitet over for anarkismen. Den anarkistiske historiker Max Nettlau anser ham klart for at høre til denne fløj af arbejderbevægelsen. Imidlertid kan afgrænsningerne mellem de forskellige tendenser i bevægelsen ikke trækkes alt for skarpt op. I Irland, hvor han arbejdede som en slags selvstændig litograf og typograf, og igen var blevet aktiv i den begyndende socialistiske bevægelse, regnedes han som marxist. Han optrådte i disse år som overbevist internationalist og henviste bl.a. til Marx i sine diskussionsindlæg (Marx havde derimod udtalt sig negativt om ham i et brev fra 1878). Et senere eksempel herpå er, at han i sin allersidste artikel til den demokratiske dansk-amerikanske avis Den danske Pioneer 23. december 1909 henviste til Det kommunistiske Manifest og kritiserede det danske Socialdemokrati for at støtte et borgerligt parti i Rigsdagen. Socialdemokratiets målsætning i de sidste 25 år havde været at erobre staten, ikke at muliggøre en borgerlig regering, skrev han.

Schumann var i Dublin medlem af The Socialist League, en organisation som bl.a. Marx' datter Eleanor Marx var med til at oprette. Den blev på et senere tidspunkt overtaget af anarkistiske kræfter, men det var endnu ikke tydeligt i 1886, da Schumann var en af Dublin-afdelingens mest aktive medlemmer. Han fik en betydningsfuld rolle ved organiseringen af glasarbejdernes fagforening (International Union of Glass Bottle Makers) i Dublin og forhindrede import af svenske glasarbejdere under en strejke i 1886. Schumann forlod Dublin i august 1888 og fik ved den lejlighed overrakt en gave fra glasarbejdernes forbund.

Schumann vendte muligvis tilbage til Danmark, men iflg. nekrologen i Den danske Pioneer boede han i nogle år i Paris, hvor han arbejdede som designer. Samme erhverv havde han, efter at han - uvist af hvilken grund - flyttede til New York. Det er ikke kendt, om han dér var i forbindelse med arbejderbevægelsen eller skrev til arbejderpressen i USA. Derimod var han en aktiv bidragyder til forskellige dansk-amerikanske blade og engagerede sig i adskillige danske foreninger i New York, ligesom han havde kontakt til nogle af de emigrerede socialdemokrater.

Schumann var gift to gange. I 1872 blev han gift med Marie Martine Hansen, med hvem han fik to børn. Der foreligger ingen oplysninger om konen og børnene efter 1878; Schumann giftede sig igen i de(t) allersidste år i New York med en irsk katolik, selv om han havde været erklæret ikke-troende i mange årtier. Hun plejede ham under den langvarige sidste sygdom.

Schumann efterlod sig ved sin død en større samling papirer, som for den overvejende dels vedkommende overgik til Sophus Neble. Hvor dette materiale - bl.a. korrespondance med Louis Pio og andre socialister - findes, vides ikke. En undtagelse er ILU's protokol, som med nogle mellemstationer landede hos Peter Kropotkin, hvor Max Nettlau har brugt den til den nedenfor anførte artikel.

G.C.