Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Jens Sigsgaard

Jens Sigsgaard (1910 - 1991), cand. psych., forfatter, forstander for Frøbelseminariet, internationalt anerkendt småbørnspionér.

Jens Sigsgaard var en stor fortæller og formidler. Om sin barndom i Vendsyssel fortalte han f.eks. følgende historie:

En gang var han og hans bror kravlet op på en mølle, der stod på gårdspladsen. To tredjedele oppe turde Jens ikke kravle højere. Men Thomas kravlede videre. Og netop da han nåede toppen, og på lidt skælvende ben rejste sig i sin fulde højde, trådte faderen ud fra stalden.

«Ser du efter noget i Aalborg bette Thomas?» råbte faderen.

«Nej!» peb Thomas

«Så synes jeg, du skulle sætte dig ned.»

Dermed skråede faderen videre over gården, gik ind i stuehuset og lukkede døren efter sig uden at se, hvad der videre hændte.

Historien er et godt eksempel på den grundliggende tillid til børn, som Jens Sigsgaard tog med sig fra barndomshjemmet, og som gennemsyrede ham i hans mange roller, hvoraf vi vil nævne 3: børnebogsforfatter, seminarierektor, internationalt kendt småbørnspionér.

Forfatter

Jens Sigsgaards første børnebog «Palle alene i verden» (1942) blev også hans mest kendte. «Palle alene i verden» er som begreb blevet folkeeje. Følelsen af forladthed kan beskrives som: «Jeg var helt Palle».

Bogen er udkommet på 30 sprog og har indgået i flere landes undervisningsplaner, her i blandt som eneste vestlige på USSR's obligatoriske liste for børnehavers udstyr. Bogens illustrationer er i en senere udgave (1974) blevet opdateret til tidens stil, med en langhåret Palle og busser i stedet for sporvogne. Hertil kommer diverse f.eks. japanske piratudgaver, der snarere morede end ærgrede Jens Sigsgaard. Det, at «Palle alene i verden» som nok den første billedbog i verden udkom med Bliss-symboler, et tegnsprog, der kan opfattes af børn, som på grund af hjerneskade ikke forstår bogstavskrift, var også en detalje, Jens Sigsgaard nævnte med glæde.

Om bogens tilblivelse fortalte Jens Sigsgaard, at han under sit psykologistudium interesserede sig for «den modstand, børn nødvendigvis måtte reagere med i opdragelsesprocessen.» Han stillede mere end 1000 børn spørgsmålet: «Hvad ville du gøre, hvis du var usynlig?», og besvarelserne var inspirationen til alt det, Palle foretager sig, da ingen (i hans drøm) kan forhindre ham i det.

Bogen var en succes fra starten. Svend Borberg skrev i en anmeldelse i Berlingske Aftenavis: «Det er en helt ny genre inden for børnebøgerne, Palle repræsenterer, og at det nye er næsten umærkeligt, er næsten det allerbedste.»

«Palle alene i verden» blev illustreret af Arne Ungermann, både i den oprindelige og i den opdaterede udgave. Dermed indledtes et 35 årigt samarbejde.

Det er imidlertid med de oprindelige illustrationer, at generation efter generation har identificeret sig med den lille dreng, der i drømme oplever ensomhedens uendelige frihed men til sidst også ensomhedens længsel.

Jens Sigsgaard var forfatter til flere børnebøger og fagbøger.

Seminarieforstander

Jens Sigsgaard blev ansat som psykologilærer på Frøbelseminariet i 1937. Den daværende rektor, Sofus Bagger, dengang 89 år, havde allerede forsøgt at indføre den nye psykologi i undervisningen, men indså at der måtte friske kræfter til.

I 1941 gik Sofus Bagger på pension og forærede det seminarium, han og Hedevig Bagger havde skabt i 1885, til Jens Sigsgaard. Det var dengang skik, at et børnehaveseminarium havde en børnehavelærerinde i ledelsen. Jens Sigsgaards hustru Kirsten Sigsgaard (uddannet på Seminariet for Småbørnspædagoger i 1939) blev derfor medleder. Med dette makkerpar blev Frøbelseminariet knyttet til de nye kulturradikale cirkler og psykologi fik en væsentlig større betydning i fagkredsen.

Den enighed om uddannelsens form og indhold, som blev skabt i diskussionerne mellem seminariernes rektorer fra 1948 frem til den første bekendtgørelse i 1953, skyldtes i høj grad Jens Sigsgaards personlige egenskaber og faglige indsigt. Jens Sigsgaards mål med at skabe samarbejde mellem seminarierne var at hæve pædagogstandens anseelse. Senere (i 60'erne) forsøgte han at nå dette mål ved at hæve andelen af mandlige studerende, idet han mente, at professioner med meget stor overvægt af kvindelige udøvere var ringe agtet i samfundets debat om børns opvækst vilkår.

Det var også Jens Sigsgaards antagelse, at hvis uddannelsen fik et lidt større præg af eksamenskrav og f.eks. samme karaktersystem som læreruddannelsen, ville det have gavnlig virkning.

Jens Sigsgaard var meget optaget af at styrke de kreative fags position i uddannelsen, eller i det mindste bevare den skanse som var vundet i hans ungdom, hvor mange kunstnere blev ansat som lærere i de kreative fag.

I den periode Jens Sigsgaard var aktiv som underviser - 1937-1974 - blev der i hele landet uddannet ca. 15.000 pædagoger. Ca. 2.500 af disse har haft Jens Sigsgaard som lærer. Så sent som i 70'erne, oplevede vi Jens Sigsgaard som en forelæser præget af dagsaktuel forberedelse. På en klasses studietur i 1972 til Østeuropa, holdt han f.eks. en forelæsning i en togkupe på turen mellem Prag og Zagreb. Emnet var Comenius. Jens må have holdt en forelæsning om Comenius mindst 35 år i træk, men i stedet for at «køre det på rutinen» trak han linier til den dengang forholdsvist ukendte forfatter Vaclav Havel - mange år senere valgt som præsident i Tjekkoslovakiet.

Jens Sigsgaard var personligt involveret i sit stof og en levende fortæller. Han kunne blive grebet af rørelse over de menneskelige lidelser, der kan gemme sig bag de fakta, der formidles. Når han f.eks. formidlede børnefolklorens elementer af børns modstand imod urimelige opvækstvilkår, eksemplificerede han det med en grum lille sang: Han fortalte fra sin barndoms Vendsyssel om en «anstalt» for evnesvage børn. Her var «de glemte børn» placeret omkring 1915. De satte vagt ved hjørnet af laden medens resten af flokken stod bag laden og sang:

Kom kære mor og hent mig,
jeg længes efter dig.
For du skal bare vide hvordan de er mod mig.
:/: For vi skal vaske hænder
og hen i krogen stå. :/:

Alle forsøg på at slå den oprørske sang ned havde været forgæves og Jens havde set en lille dreng få tæsk med en kæp, fordi de voksne havde grebet drengen midt i sangen.

Når Jens med bævende stemme sang verset, formidlede han et uforglemmeligt engagement til sine studerende.

Internationalt anerkendt småbørnspionér

Jens Sigsgaard var på én og samme tid dybt grundfæstet og vidt favnende. Han forenede hjemstavns- og verdensmandens livssyn.

Hans egen kreative, frie og dog arbejdsomme barndom omsattes til en frisindet, kreativ pædagogik, hvor børns autentiske udtryk: tegninger, fortællinger, rim og remser, hemmelige legesteder havde hans dybe interesse. Da den såkaldte «skrammellegeplads» første gang blev oprettet i Emdrup 1943, blev Jens Sigsgaard straks grebet af ideen og var siden medinitiativtager til oprettelsen af Dansk Legepladsselskab og siden (i 1956) til International Playgrounds Association.

Det var ikke nok at pusle herhjemme; der skulle efter den 2. verdenskrig knyttes internationale forbindelser.

Det var netop skrammellegepladsen, der i 1946 førte til bekendtskabet med Lady Marjory Allen, formand for Englands «Nursery School Association». Bekendtskabet førte hurtigt til oprettelsen af OMEP, Verdensorganisationen for småbørnsopdragelse.

Lady Allen var så kort efter verdenskrigen på gennemrejse på vej til en foredragstourné i Norge, og man havde bedt Jens Sigsgaard tage sig af hende. Han valgte at vise hende skrammellegepladsen i Emdrup, og den fælles begejstring indledte et livslangt bekendtskab.

Hos Ella Esp, formand for Norsk Børnehaveråd, Alva Myrdal rektor på Social-pædagogisk Seminarium i Stockholm og Jens Sigsgaard fandt Lady Allen gehør for sin ide om en international forening for småbørnspædagoger med det formål at påvirke det nyligt oprettede UNESCO til at inddrage småbørnsalderen i sit arbejdsområde.

Allerede i november 1947 kunne man mødes til et forberedende møde i UNESCO-House i Paris. Foruden de ovenfor nævnte deltog repræsentanter fra Holland, Frankrig, Australien og Sydafrika.

I August 1948 afholdtes den første verdenskongres i Prag med deltagere fra 17 nationer i alle fem verdensdele. OMEP blev stiftet, med Alva Myrdal som formand.

OMEP, der har status af international non-govermental organisation (NGO) med det formål at gavne børn under 8 år i hele verden, er i øjeblikket repræsenteret i mere end 70 lande.

OMEP har rådgivende status hos UNESCO, UNICEF og er desuden repræsenteret ved Europarådets og ECOSOC's møder.

Børnesynet

Jens Sigsgaard nærede en sand fascination af børn og af hvor meningsfulde deres udtryk og handlinger var.

Der er en sammenhæng mellem hans interesse for legepladser og hans livslange samlen på børns rim og remser, vrøvlevers og historiefortællinger. Jens Sigsgaard holdt af at argumentere for at børns «vrøvl» ikke var vrøvl, men børns forsøg på fabulerende at skabe logik og orden. Eksempelvis var vrøvleverset «Oppe i gardinerne, vokser appelsinerne» en morsom og forståelig omskrivning af det helt uforståelige «Hist i Appenninerne, vokser appelsinerne». For som han allerede i 1945 skrev: «Den antagelse at barnet principielt tænker paa en anden maade end voksne, holder næppe stik. Barnet tænker logisk nok ud fra sine forudsætninger.»

Jens Sigsgaard var altså ikke nogen «dyrker» af barnet, han havde ikke romantiske forestillinger om barnet. Men han så barnet som skabende, som kompetent ud fra sine forudsætninger. Og skrev f.eks. om netop barnets skabende arbejde (tegning, maling, modellering, sang osv.) «Stort set omfatter det skabende arbejde alle kunstarter, og rimeligvis er der også en forbindelse, således at det skabende arbejde hos børn svarer til de voksnes kunstneriske frembringelser.»

Med Kirsten Sigsgaards ord gav det politiske og kulturelle opbrud i 20'erne og 30'erne nye opfattelser af kunst og kunstens funktion, og mange kunstnere og pædagoger fandt fra hver deres indfaldsvinkel sammen i en fælles interesse for psykologi og for barnets fantasi, spontanitet og skabende udfoldelse. F.eks. hjalp Jens Sigsgaard i 1936 kunstnergruppen Kammeraterne med at skaffe børnetegninger til en ophængning sammen med kunstnernes egne værker på Den Frie Udstilling.

De musisk kreative fag var højt prioriterede på Frøbelseminariet og Jens Sigsgaard knyttede en kreds af kunstnere til seminariet, hvis lokaler i Hjortøgade om formiddagen benyttedes til børnehave.

Da Asger Jorn i 1945 foreslog børnehavens leder, Kirsten Gad, at han og hans venner i Cobra gruppen skulle dekorere børnehavens vægge, var tanken hende ikke fremmed. Hun fortalte siden: «Vi havde nogle meget fornøjelige dage med disse unge kunstnere, som var sjove og glade for børnene, der vrimlede omkring dem. De gik ind på børnenes snak og udvekslede ideer og forslag med dem. En af de meget interesserede 5-6 års drenge opsøgte mig og sagde: «Og ved du hvad, så spurgte jeg hende (Else Alfelt), hvad det var hun lavede, og så sagde hun: Kan du ikke se, at det er nogle bjerge og marker og solen skinner på dem. - Men jeg siger nu, at det er noget godt skidt - det siger jeg».

I jubilæumsskriftet fra 1960 beskriver Jens Sigsgaard en fest, der blev afholdt det første krigsforår 1942. «Foråret fejrede vi med en fest i Empiresalen på Blegdamsvej. Egill Jacobsen og Asger Jorn hjalp os med at udsmykke salen med 8 m. lange malerier på maskinpapir - hvad ville de ikke have været værd i dag?» .. Ja, for næste morgen stoppede man energisk malerierne i affaldsbøtten.

Bevaret blev heldigvis de malerier, som Cobra gruppen fik lov at male på væggene i børnehaven, hvor Frøbelseminariet i 40'erne underviste om eftermiddagen.

Og bevaret er en børnehavetradition, der ser barnet som aktivt skabende.

B.Bo., J.Bo.