Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/12 2010
Læst af: 632.208
: :
18. maj
18. maj 1993. (© Local Eyes og TV Stop)
  0:00 - 0:40 1. skudepisode ("Træk pistolerne", Fælledvej)
  1:27 - 1:40 2. skudepisode ("Skyd efter benene", Fælledvej)
  1:46 - 2:46 Uroer og uniformerede leger med sten.
  2:54 - 3:00 3. skudepisode (Skt. Hans Torv)
  3:05 - 3:20 Uroer og uniformerede leger med sten ("Kast sten på dem...")

18. maj 1993 kom det efter unionsafstemningen til voldsomme optøjer på Nørrebro i København, der kulminerede, da politiet for første gang i fredstid angreb demonstranter med pistoler. Regeringen udtrykte efterfølgende sin uforbeholdne støtte til politiet, men blev efter internationalt og dansk pres tvunget til at gennemføre en efterforskning af begivenhederne. Undersøgelsen blev i starten præsenteret som «uvildig», men endte i skandale da det kom frem, at politiet havde fået til opgave at undersøge sig selv. Staten forsøgte at dække over begivenhederne, og der er aldrig givet noget fyldestgørende forklaring på, hvem der gav ordre til politiets skyderier på Nørrebro, og hvad de reelle begrundelser var.

Baggrunden

Den 2. juni 1992 havde 50,7 % stemt nej til Maastricht-traktaten trods et næsten enigt Folketing og erhvervsliv, der sagde ja. Det danske nej medførte, at det europæiske unionstog blev sat helt i stå. For at dens grundlag - Maastricht-traktaten - kunne træde i kraft, krævede det ratificering fra samtlige medlemsstater, og denne ratificeringsprocedure havde Danmark nu blokeret.

Denne gordiske knude blev først hugget over med vedtagelsen af Edinburgh-erklæringen i december 1992 og inddragelsen af SF som støtteparti bag erklæringen. På denne baggrund kunne danskerne mindre end et år efter at have forkastet traktaten sendes ud i en ny folkeafstemning - om den samme traktat. Denne afstemning fandt sted 18. maj 1993.

Atter engang gennemførte Folketingets ja-partier og erhvervslivet en omfattende kampagne, der denne gang skulle vende nej'et til et ja. Allerede den 21. april havde Anti Fascistisk Aktion (AFA) anmeldt en demonstration til gennemførelse 18/5 på Blågårds Plads. Politiet vurderede, at der muligvis kunne blive uroligheder ifbm. afstemningen, men mente at de ville finde sted omkring Christiansborg, og det meste af politiets beredskab blev derfor koncentreret i dette område.

22.00 Kampen starter

Demonstrationen på Blågårds Plads om aftenen den 18. forløb fredeligt. Så fredeligt at 27 mand fra politiets beredskab planmæssigt blev sendt hjem kl. 21.15. Efter musik og taler blev demonstrationen planmæssigt opløst af arrangørerne kl. 22, men vreden og frustrationerne var enorm. EU og de danske politikere havde ikke villet acceptere det danske nej, havde gennemført nok en afstemning, og 57 % havde nu stemt ja til Maastricht.

500-1000 mennesker fra den nu opløste demonstration søgte nu ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. En lille kernegruppe på 10-20 personer fra det autonome miljø havde uden om AFA i forvejen planlagt blokering af Nørrebrogade i tilfælde af et ja. Disse planer blev nu sat i gang, og det bemærkelsesværdige var, at de 500-1000 personer i løbet af kort tid havde fået tilslutning fra mindst et lignende antal andre beboere fra Nørrebro, der var lige så vrede over politikernes tilsidesættelse af den demokratiske beslutning året forinden.

Kernegruppen har i forvejen orienteret sig i området og fremskaffer skurvogne, der bruges til at barrikadere Nørrebrogade. Først og fremmest ved Dronning Louises Bro. Over barrikaden hænges et banner med teksten «EF-Fri Zone». Politiet opgiver umiddelbart at gøre noget ved situationen. 1-2.000 mennesker er på gaderne på Indre Nørrebro i protest mod afstemningsresultatet, der er tændt bål flere steder på Nørrebrogade og blokaden ved Dronning Louises Bro er blevet befæstet. Først 23.15 er den første større kampstyrke fra politiet klar på Søtorvet, 500 m fra de nærmeste barrikader. Først 23.30 indtages barrikaden, efter at enorme mængder tåregas er skudt ind i området - uden nogen hensyn til almindelige beboere i området.

Den umiddelbare årsag til angrebet på barrikaden er en såkaldt «knibemelding» fra nærpolitistationen i Blågårdsgade. Den er normalt ubemandet om aftenen, men pga. demonstrationen på Blågårds Plads er den denne aften bemandet, og trods eskaleringen i situationen har betjentene valgt at blive på stationen. 23.28  bliver den angrebet af demonstranter og betjentene sender melding om «kollega i knibe». Trods det at politiets ressourcer endnu er begrænsede, stormes barrikaden på Dronning Louises Bro af kampstyrker, der forsøger at nå frem til Blågårdsgade. Samtidig forsøger styrker at rykke frem fra Skt. Hans Torv og Åboulevarden. Først omkring 0.13 har politiet situationen i Blågårdsgade «under kontrol». De holder på dette tidspunkt Nørrebrogade mellem broen og Fælledvej besat, og har indhyldet området i et tæt lag tåregas. Det hindrer imidlertid ikke demonstranterne - der nu overvejende består af beboere fra området - i at trække fra Blågårdsområdet op mod Skt. Hans Torv.

24 - 0.34 Skt. Hans Torv

Torvet er under opbygning og der ligger flere tons brosten frit tilgængeligt. Demonstranterne begynder lidt i 24 at samle brostenene i affaldscontainere på hjul, så de lettere kan transporteres rundt. Allerede 0.05 sender politiet derfor 14 urobetjente op mod torvet med ordre til at observere og rapportere, og med udtrykkelig ordre til at undgå at provokere demonstranterne. De er allerede 150-200, og ved et sammenstød ville uroerne trække det korteste strå.

Kl. 0.14 bliver politiledelsen opmærksom på udviklingen og sender en deling op for at genindtage torvet. Det får 0.15 urobetjentene til at sende en kraftig advarsel, for også delingen vil være i kraftig undertal, og politiet er på dette tidspunkt løbet tør for tåregas. Næsten samtidig ankommer en deling ad Blegdamsvej til torvet, hvor den mødes af et bombardement af brosten og må trække sig tilbage.

Urobetjentene bliver stadig mere frustrerede over det uniformerede politis defensive strategi, der altså skyldes manglende ressourcer. Uroerne bryder derfor deres ordrer, og går helt op på torvet, hvor de går i gang med af hjælpe demonstranterne med at samle sten i containerne - i sagens natur uden endnu at være genkendt. Det bliver de først, da et ægtepar højlydt undrer sig over, at de samme folk (uroerne) først har befundet sig bag politiets kæder for efterfølgende at hjælpe demonstranterne. Det sker 0.25.

Uroerne jagtes nu ned ad Fælledvej. Det rapporteres af uroen Flemming Sloth Andersen, der undervejs har været en af uroernes flittigste rapportører. I hans melding bliver det dog til, at demonstranterne kaster sten mod civile borgere, hvilket altså var forkert - med mindre uroerne blev betragtet som civile.

På dette tidspunkt eksisterer der åbenlyse modsætninger i politiets strategi. Områdelederen Leo Lerke fører en defensiv strategi, har for få folk, mangler gas og viger derfor tilbage fra at sætte et angreb ind mod overmagten på Skt. Hans Torv. Heroverfor står indsatscentralen på politigården og uroerne, der ønsker direkte fremstød mod Skt. Hans Torv.

Uroerne bryder deres ordrer om at forholde sig observerende og fremkalder en knibesituation, der udløser indsats fra politistyrken på Nørrebrogade. Samtidig med at uroerne er kommet i knibe, er det ikke værre, end at de de-facto overtager ledelsen af den uniformerede styrke, da Sloth Andersen over radioen kommanderer: «Hurtigere fremad, hurtigere fremad, hurtigløb».

Den defensive strategi er nu næsten opgivet, og politidelinger sendes fra begge sider af torvet ind i et sandt bombardement af brosten. Leo Lerke forsøger 0.28 at holde igen, da han sender meldingen: «...de urofolk i kæden, Monty, må ikke trække dig». Men det gør de nu alligevel. Delingen når frem til det sidste hus før torvet. Mage betjente er på dette tidspunkt faldet. Alligevel fortsætter fremrykningen, indtil råbet «træk pistolerne» lyder. De første skud lyder 0.34.55.

0.34 Første skudepisode

Hele hændelsesforløbet omkring torvet er dækket af TV hold fra NDR (Norddeutsche Rundfunk) og Vesterbro Lokal TV og desuden bekræftet af over 100 vidner. Optagelserne og vidneforklaringerne skal senere få stor betydning for afsløringen af politiets og politikernes forsøg på at tilsløre begivenhedsgangen.

Af optagelserne fra NDR af første skudepisode fremgår det, at de fleste skud tilsyneladende affyres op i luften. Der er altså overvejende tale om varselsskud. Dog ses også et par enkelte civile falde for kuglerne. Kugleregnen varer 36 sekunder.

0.36 - 0.45 Blodrusen

Varselsskuddene har tilsyneladende den ønskede effekt. Selv om larmen på torvet er overvældende høres skuddene tydeligt på TV optagelserne. Demonstranterne holder lidt igen, og det gør det muligt for politiet at trække sig 20-30 m tilbage. Stenregnen er næsten stilnet helt af.

0.36.10 rammer en enkelt sten en betjent, der krummer sig sammen, og næsten samtidig høres på TV optagelserne råbet: «skyd efter benene...nene» og der lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere og denne gang kraftigere. Det udløser en kraftigere salve, der varer i over 17 sekunder. På optagelser fra NDR og Vesterbro Lokal TV ses betjentene nu skyde direkte ind i menneskemængden. Det er fortsat uopklaret, hvem der gav ordre til den 2. skudepisode, men politifolk med nært kendskab til uropatruljens leder, Jens Anker Kristensen erklærede i efteråret 1994, at de mente at genkende hans stemme. Det benægtede han dog.

Et faktum er imidlertid, at der var væsentlig forskel på de to episoder. Under den første episode var politiet hårdt presset, og skød overvejende varselsskud op i luften. Presset var ikke tilstede under 2. episode, men her besluttede politiet - tilsyneladende opildnede af uroerne - at skyde direkte ind i mængden. Våbnene blev nu anvendt offensivt som i egentlig krig. Denne ændring i strategien blev bekræftet af 3. skudepisode, der fandt sted 8 minutter senere kl. 0.45. Politiet var nu nået frem på torvet, havde fremskaffet tåregas, var ved at få torvet under kontrol, og en lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne offensive fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden, i en salve der varer 7 sekunder.

Videooptagelserne dokumenterer endvidere, at uroerne er meget langt fra at være passivt observerende. De deltager aktivt i kastningen af brosten - ind i mængden af civile - og de deltager i skyderierne.

Politiet har iflg. sine egne oplysninger affyret 113 skud. Som ved et mirakel er ingen blevet dræbt, men 11 demonstranter eller tilskuere er blevet såret. Af uforklarlige årsager interesserer politiet sig ikke for at foretage balistiske undersøgelser, da det næste morgen beder Københavns Kommune om at rydde op i området. Af de 113 kugler, bliver kun 7 derfor indsamlet - 6 fra skudofre der indlægges på Rigshospitalet og 1 der pilles ud af en vinduesramme på 16. etage på Rigshospitalet, 600 m borte.

I de følgende timer efter 0.45 kommer det til yderligere sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder på Nørrebro, men ingen så alvorlige som på Skt. Hans Torv. Det skyldes dels, at politiet endelig har fået fremskaffet yderligere forsyninger af tåregas og at en vis afmatning har indfundet sig blandt demonstranterne.

Det faktum, at det danske ja har fjernet den sidste blokering for gennemførelsen af Maastricht-traktaten, druknes nogle timer i vold. De følgende 4 år bruges til at skjule, hvad der virkeligt skete på Nørrebro den nat og til at skjule politiets blodtørst - endelig at kunne få lov til at bruge pistolerne mod Københavns Politis erklærede fjende nr. 1: «BZ'erne».

Fuldstændig hvidvaskning

De følgende dage er medierne og de politiske udtalelser fra højre og ud på venstrefløjen (herunder SF og Enhedslisten) præget af en næsten enslydende fordømmelse af demonstranterne og forsvar for politiets anvendelse af skydevåben.

Allerede 19. maj danner folk fra det autonome miljø, DKP/ML og Internationalt Forum derfor en gruppe, der skal arbejde på at vende dette fordrejede mediebillede. Enhedslisten tilslutter sig senere gruppen, men forsøger at afspore dens arbejde ved at anbefale, at aktiviteten indskrænkes til gennemførelsen af en høring. Den 21. maj gennemfører gruppen en demonstration på Skt. Hans Torv i protest mod skyderierne og med krav om gennemførelse af en uvildig undersøgelse af begivenhederne. Det er indtil da blevet blankt afvist af politikere fra højre over den socialdemokratiske regering og ud på venstrefløjen. Taler ved demonstrationen er Bente Hansen, der på dette tidspunkt endnu står alene på den intellektuelle venstrefløj med kravet om en uvildig undersøgelse.

Uvildig undersøgelse

Kravet om en undersøgelse er dog allerede dagen inden begyndt at få opbakning. Den 20. maj har Internationalt Forum taget kontakt til Amnesty International i London og anmodet menneskerettighedsorganisationen om at gennemføre sin egen undersøgelse, da der åbenbart ikke kan forventes en uvildig undersøgelse fra de danske myndigheders side. Amnesty beslutter sig nogle uger senere for faktisk at gennemføre en sådan undersøgelse, der året efter fordømmer politiet for dets våbenanvendelse.

Ligeledes den 20. maj konstaterede en forbløffet fotograf fra Vesterbro Lokal TV, at hans optagelser modsagde politiets forklaringer. På billederne ses politiet skyde direkte ind i menneskemængden, mens forklaringen indtil da havde været, at der alene var skudt varselskud op i luften - hvor de åbenbart havde ramt 11 civile, der nu lå på hospitalet.

Mandag 24. maj afgiver direktøren for Københavns Politi Poul Eefsen den første rapport om forløbet, der er bemærkelsesværdig kort, og på en række væsentlige punkter i åben strid med det virkelige forløb. Dens formål er at legitimere politiets anvendelse af skydevåben. I rapporten er de 3 skudepisoder reduceret til en, og forløbet fremstilles som om politistyrken var faldet i et baghold overfor demonstranterne og derfor havde været tvunget til at anvende våben - een gang. Alligevel kommer han til at afsløre løgnen, da han i rapporten spørger: «Hvorfor kom det så vidt, at varselsskud ikke var nok?»

Politiet havde altså foretaget sin undersøgelse, og sagen skulle dermed være ude af verden. Daværende justitsminister Erling Olsen erklærede fortsat: «Jeg har ikke i sinde at iværksætte en uvildig undersøgelse, fordi den ville kun så tvivl om, at politiet var i en livstruende situation». Alligevel voksede presset på Olsen - både fra hans partis dagblad, Det Fri Aktuelt, fra tidligere justitsminister Ole Espersen og fra partiets retspolitiske ordfører Dorte Bennedsen. Samtidig truede formanden for det københavnske lokalnævn (der skulle undersøge politiklager), SF'eren Tom Ahlberg med at nævnet ville gennemføre sin egen undersøgelse, når regeringen ikke ville.

Erling Olsen erkender, at der allerede er så betydelige uoverensstemmelser mellem Eefsens korte rapport og de oplysninger, der allerede er kommet frem i pressen, at sagen kan holdes åben i lang tid. Det må ikke ske. Den skal lukkes, og det skal ske ved gennemførelsen af en tilsyneladende «uvildig undersøgelse». Det foreslår han allerede på regeringsmødet dagen efter, hvor han får støtte fra flere ministre. Bl.a. miljøminister Svend Auken, der foreslår at undersøgelsen overdrages til rigsadvokat Asbjørn Jensen. Planen afsløres dog først dagen efter, hvor Erling Olsen skal tale ved Dansk Politiforbunds ombudsmøde i Herning Kongrescenter. Politiet skal have at vide, at nok skal der foretages en «uvildig undersøgelse», men den vil være ufarlig for dem.

Asbjørn Jensen forsøger i første omgang at slippe for opgaven. Han argumenterer med, at sagen er så alvorlig, at den kræver en dommerundersøgelse. Ligeledes kan der stilles spørgsmålstegn ved hans habilitet. Alligevel accepterer han opgaven, da han orienteres om, at det er regeringens udtrykkelige ønske, at det er ham, der står for undersøgelsen. Det aftales endvidere, at han skal have assistance fra Rigspolitiet.

Ligeledes 25. maj når optagelserne fra Vesterbro Lokal TV ud i medierne, hvor de slår alvorlig tvivl om politiets forklaringer, og i medierne diskuterer strafferets-professorerne Vagn Greve og Gorm Toftegaard Nielsen hvor «uvildig» den varslede undersøgelse egentlig vil kunne blive. De er enige om, at det kan der sås alvorlige tvivl omkring uvildigheden, og Toftegaard Nielsen går i Berlingske Tidende så langt som til at erklære, at «en rigsadvokat i princippet aldrig kan være uvildig, fordi han er underlagt Justitsministeriet».

Cover-up

Alligevel skal det blive endnu værre, for udover at der kan rejses alvorlige spørgsmål omkring rigsadvokatens «uvildighed» besluttes det, at han slet ikke skal undersøge politiets rolle. Regeringen har allerede besluttet, at det er Københavns Politi, der skal undersøge sig selv - hverken Asbjørn Jensen eller Rigspolitiet. Dette faktum bliver dog først kendt 1½ år senere. Var det blevet kendt i slutningen af maj 1993, havde det været en offentlig skandale.

Det sidste hul der skal lukkes er nu truslen om en parallel undersøgelse i Lokalnævnets regi. Justitsministeriet producerer i den anledning en notits 1. juni, der fraråder nævnets parallelle undersøgelse, der blot vil give «ulemper» og iøvrigt «kan forekomme overflødig», når der allerede er igangsat en «betryggende, uvildig undersøgelse af politiets optræden». Formanden for lokalnævnet, Tom Ahlberg lader sig den 2. juni berolige af justitsministeren og stopper derfor undersøgelsen.

Offentligheden har nu indtrykket af, at undersøgelsen af Nørrebrourolighederne er sat i gang, men det er ikke tilfældet. Tvært imod. Københavns Politi har i perioden 19-26. maj foretaget afhøringer af 27 betjente ud af de over 100, der befandt sig i området. Afhøringerne slutter brat den 26. og forklaringen fra Københavns Politi er senere, at nu skal der jo gennemføres en uvildig undersøgelse. Problemet er blot, at de eneste der har adgang til at afhøre betjentene - jvf. kommissoriet fra justitsministeren - er Københavns Politi selv. De resterende 70-80 betjente bliver derfor aldrig afhørt.

Afhøringerne af de 27 bærer endvidere præg af tilfældighed og manglende systematik. De er koncentreret omkring registreringen af pådragne skader ved urolighederne (92 betjente rapporteredes skadet, hvoraf de 61 blev sygemeldte) og betjentenes mulige identifikation af demonstranter. Rapporterne skal anvendes ifbm. en senere retssag mod demonstranterne - ikke til afdækning af hvad der faktisk skete.

Københavns Politi var fra starten orienteret om, at hverken Asbjørn Jensen eller Rigspolitiet ville få adgang til at afhøre de implicerede betjente. Indstillingen af afhøringerne må derfor nærmere ses som et udtryk for, at politiledelsen ikke ønskede at indsamlede dokumentation, der kunne belaste de enkelte betjente eller politiet som helhed. I den forstand var der tale om egentlig obstruktion af undersøgelsens officielle mål: afdækningen af hvad der faktisk skete på Nørrebro.

Hen over sommeren gennemfører Rigspolitiets Rejsehold sine undersøgelser. Omkring 150 civile vidner interviewes, og disse interviews bekræfter TV optagelserne og oplysningerne der kom frem i slutningen af maj: at politifolkene skød efter direkte ordrer, og at de først skød varselsskud og senere direkte ind i mængden. Dette billede er i modstrid med politiledelsens, og Asbjørn Jensen vælger derfor i sidste ende at udelade vidneudsagnene, der jo strider imod politiets historie.

Det lykkes også Rigspolitiet at få tilladelse til at afhøre 8 af de deltagende betjente. Afhøringerne bekræfter, at der blev skudt efter ordre, og en enkelt bekræfter, at han skød efter ordre fra lederen af uropatruljen, Jens Anker Kristensen.

Materialet fra Rigspolitiet får Asbjørn Jensen til at udforme 51 spørgsmål til Københavns Politi. De afsendes i november 1993, men besvares først 7 måneder senere - i juni 1994. Politiet ønsker ikke at besvare spørgsmålene før retssagen mod demonstranterne i foråret 94 er gennemført, og Asbjørn Jensen accepterer dette. Den 10. maj falder der dom i sagen, men dommeren benytter samtidig lejligheden til at rejse voldsom kritik mod en bestemt politimand, der har såret 4 demonstranter/tilskuere som følge af sine «varselsskud». Det udløser endvidere kritik fra Folketingets Retsudvalg, der vil vide, om de betjente der har såret civile er suspenderet. Det er de ikke, og på anbefaling fra deres organisationer nægter de at udtale sig yderligere. Da stormen nogle måneder senere har lagt sig, bliver denne del af sagen henlagt.

Politiets besvarelse af de 51 spørgsmål er usædvanlig kortfattet og provokerende, men hvis Asbjørn Jensen overvejede at gå i konfrontation med politiet, afstår han fra det. I slutningen af august 1994 afleverer han sin rapport, der udmærker sig ved systematisk at se bort fra udsagnene fra 150 civile vidner, ikke systematisk at indrage videooptagelserne, men til gengæld bakke politiets første redegørelse om én lang skudepisode op. Selv om rapporten rummer nogen kritik af urobetjentenes rolle, bidrager den ikke til afklaring af omstændighederne omkring 2. og 3. episode.

Rapporten bliver fra offentliggørelsen udsat for voldsom kritik, og den 3. september kan DR's program Refleks afsløre optagelserne af politiets ordre: «skyd efter benene». Det trækker effektivt tilliden til rapporten bort, og Asbjørn Jensen foreslår derfor selv gennemførelsen af en supplerende undersøgelse. I maj 1995 afleverer han sin supplerende redegørelse og kommer atter under voldsom offentlig kritik. Herunder også fra Erling Olsen, der nu er blevet Folketingets formand - den mest ansete post i tinget. Olsen interviewes den 10. juni til Politiken: «Asbjørn Jensen har ikke levet op til dine forventninger? Olsen: Nej, bestemt ikke. Meningen var, at han kunne stille spørgsmål til den redegørelse, politidirektør Poul Eefsen havde lavet. Hvis han var utilfreds eller ville have mere at vide, skulle Rigspolitiets Rejsehold hjælpe ham. Det er det modsatte af, at lade Københavns Politi undersøge sig selv».

Få dage senere gik Asbjørn Jensen til modangreb, idet han udsender en pressemeddelelse, hvori han erklærer, at daværende justitsminister Olsen selv havde været med til at udforme de stækkede rammer for undersøgelsen.

Justitsministeriet går nu i gang med at kortlægge de faktiske hændelser omkring undersøgelses-kommissoriets tilbliven, og de tre topembedsmænd der deltog i forhandlingerne omkring kommissoriet med Olsen og Jensen får ordre til at nedskrive deres erindringer om forløbet. Erindringerne bliver behandlet som tophemmelige dokumenter, der låses inde i justitsministerens pengeskab, men i løbet af efteråret siver indholdet alligevel til offentligheden. To af embedsmændene bekræfter Asbjørn Jensens forklaring om, at ministeren udtrykkeligt havde ønsket, at han ikke måtte foretage egne undersøgelser af Københavns Politi. Den tredje embedsmænd, nuværende afdelingschef i ministeriet, Johan Reimann bekræfter til gengæld ministerens forklaring.

Selv om Københavns Politi allerede fra slutningen af maj 1993 indledte sin obstruktion af undersøgelsen ved at indstille afhøringerne af de implicerede betjente, medfører kritikken af undersøgelsen og politiets rolle nu, at politiets organisationer surt erklærer, at de ikke længere vil deltage i «opklaringsarbejdet». De føler sig ført bag lyset. Erling Olsen havde allerede i maj 1993 givet dem indtryk af, at undersøgelsen alene skulle have til formål at afdække «BZ'ernes aktion». Ikke at kritisere politiet. Det var tilsyneladende også justitsministerens udgangspunkt. Statsminister Nyrup Rasmussen havde allerede afsagt dom i sagen ved den 19. maj at frikende politiet for ethvert ansvar, og den «uvildige undersøgelse» skulle derfor alene anvendes til at lukke munden på kritikerne. Asbjørn Jensen fik denne utaknemmelige opgave og kom i klemme, da tilsløringerne blev afsløret, og han selv blev undsagt af sin opdragsgiver Erling Olsen.

I januar 1996 kommer Folketingets ombudsmand med en hård kritik af Asbjørn Jensens to redegørelser. Sagen er ikke blevet lukket, og i maj beslutter et flertal i Folketinget derfor at nedsætte en undersøgelseskommission, der både skal vurdere Asbjørn Jensens redegørelser og hvorvidt der kan rejses kritik eller egentlig tiltale mod nogen af de ansvarlige i de foregående års forløb. Der kommer til at gå over 4 år, før kommissionen kommer med sin rapport. Det sker 28. august 2000. Rapporten kommer til at fungere som en fuldstændig hvidvaskning af ministre, embedsmænd og politi. Rapporten undgår samtidig at forsøge at afdække de mange uopklarede spørgsmål omkring myndighedernes og politiets ageren delve den 18. maj og de følgende år. Selv om Venstre og de Konservative oprindelig stemte imod kommissionen i 1996 tilslutter de sig regeringspartiernes tilfredshed med rapportens konklusioner. Kritikerne står fast på, at centrale dele af begivenhedsforløbet endnu står ubesvarede.

Asbjørn Jensen avancerede fra Rigsadvokat til dommer i Højesteret. Erling Olsen måtte ofres som justitsminister og blev i stedet formand for Folketinget. Poul Eefsen gik planmæssigt af fra sin stilling som direktør for Københavns Politi og på pension. Poul Rasmussen fortsatte som statsminister. Sandheden omkring politiets skyderier på Nørrebro, natten mellem den 18. og 19. maj 1993 er endnu ikke blevet afdækket, fordi politiet ikke ønskede at medvirke, og fordi statsmagten ikke var interesseret i, at sandheden kom frem.

A.J.

Litteratur

Valeur, Erik et al: Nørrebro - sten for sten. En hvidbog om Nørrebrosagen. Ekstra Bladet og DR Multimedie, København, 1998.