Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/3 2007
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Læst af: 120.323
: :
Omsorg

Når mennesker i hverdagslivet – og ikke mindst i familien - er i samspil med hinanden, indgår der ofte en omsorgsdimension, da man bestræber sig på at opfange og tilgodese de andres behov og interesser.

Foruden en sådan privat, naturlig og uformel omsorg ses i vuggestue, børnehave, skole, plejehjem og hospital en offentlig, formaliseret og institutionaliseret omsorg.

Det bærende element i en sådan professionel praksis er et omsorgsforhold eller en interaktion mellem en omsorgsgiver og en omsorgsmodtager, der har til mål at bidrage til trivsel, læring, udvikling og dannelse, hvilket fordrer, at omsorgsmodtageren i dette møde oplever den professionelles interesse, engagement og empatiske indstilling.

Omsorg er et forhold, en relation mellem mennesker, hvor handlingerne har en særlig karakter. Omsorg betyder at bekymre sig, at bryde sig om. Ordet har rod i den danske vending at kymre eller kære sig om. Jævnfør det engelske ord «care». Det tyske ord «sorge» betyder at bekymre sig og «Sorg» at sørge for.

Omsorgsgiveren fortolker den andens behov og viser det opmærksomhed, viser at hun bekymrer sig, eller som det hedder i dagligdagen «føler omsorg for», altså en følelsesmæssig dimension. Hertil kommer vendingen at «drage omsorg», dvs. at gøre noget aktivt, som gavner det andet menneske. Netop en sådan flerhed af tanke-, føle- og handleparathed kommer til udtryk i samspillet mellem såvel forældre og børn som mellem den professionelle og «klienten».

I overensstemmelse hermed defineres omsorg af psykologen Agnete Diderichsen (1991) som «en særlig relation mellem mennesker, der er kendetegnet ved, at det ene menneske retter sin opmærksomhed mod det andet menneske og handler på en sådan måde, som det andet menneske har brug for og som tjener det andet menneskes velbefindende».

En filosofisk bestemmelse af omsorg

Det er oplagt, at forældre viser omsorg for deres børn, og ligeledes at den professionelle etablerer en omsorgsrelation til barnet, patienten eller den ældre beboer. Men omsorgen rækker meget længere, - omsorg er et grundlæggende træk ved menneskeligt liv. Det er et dybt menneskeligt træk at bekymre sig om sine nærmeste, at interessere sig for og involvere sig i andre mennesker. Den tyske filosof Martin Heidegger definerer omsorg som menneskets væren i verden, en tilstand som alle er indfældet i, hvorfor omsorg ses som livets ultimative realitet. Han brugte begrebet meget bredt til at dække over en omsorgsfuld og bekymringsfuld attitude rettet mod andre mennesker. En rettethed med henblik på at gøre ting omhyggeligt og at anlægge en eksistentiel stræben for at håndtere forhold og byrder, som hører til menneskeligt liv. I denne forståelse er omsorg ontologisk funderet og ses som noget «objektivt» menneskeligt.

Den amerikanske filosof Nel Noddings anlægger et tilsvarende helhedspræget perspektiv på omsorgsbegrebet. At vise omsorg er ikke en individuel dyd eller egenskab, men derimod en særlig relation mellem to mennesker, en omsorgsgiver og en omsorgsmodtager, hvor hovedspørgsmålet er, hvordan et menneske møder et andet menneske moralsk. Her kræves et subjekt-subjekt forhold, en Jeg-Du relation, hvor omsorgsgiveren udtrykker et særlig følelsesmæssigt forhold til omsorgsmodtageren, bl.a. præget af modtagelighed, ansvarlighed, gensidighed, lighed og følsomhed.

I overensstemmelse hermed anlægger den norske sygeplejeforsker Kari Martinsen følgende tre kvalitetsdimensioner ved omsorgsbegrebet: 1) Omsorgen er en social relation, der har fokus på fællesskab og solidaritet. 2) Omsorg drejer sig om at have forståelse for den anden. En forståelse som tilegnes ved at gøre ting for og sammen med andre. 3) Skal omsorgen være ægte, må omsorgsgiveren forholde sig til den anden ud fra en holdning, som anerkender den anden ud fra dennes situation. I dette ligger en gensidighed, udviklet gennem fælles handlinger.

Ovenstående omsorgsforståelse bunder i en situationsorienteret etik eller en nærhedsetik, som tidligt blev formuleret af den danske filosof Knud E. Løgstrup i bogen Den etiske fordring. Her er kravet til handling ikke begrundet i universelle normer og fælles samfundsmæssige værdier (pligtetik eller normativ etik) men derimod i det personlige møde med den anden. Her oplever omsorgsgiveren den andens behov og uerstattelighed og føler og erkender, at mit liv er forbundet med den andens. I denne forstand rejses et etiske krav om hjælp.

Selv om meget omsorgsarbejde og omsorgstænkning knytter direkte an til den kristne livsindstilling og til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, er der tilsvarende mange ikke-kristne nærhedsetiske omsorgstilgange. Først og fremmest en humanistisk tilgang, der sætter mennesket i centrum men også Jean Poul Sartres eksistentialistiske etik, der definerer omsorgen som et svar på omsorgsmodtagerens appel til omsorgsgiveren. Appellen må ses som en hengivelse, der bygger på tillid og generøsitet og et underforstået løfte om gensidighed.

En psykologisk tilgang til omsorg

Almindeligvis hævdes det, at børn - og især det lille barn - har brug for en omsorgsfuld, kærlig, empatisk og følelsesmæssig relation for at opnå en sund og god udvikling. Tilknytningsteorien argumenterer fra et ontologisk perspektiv, at mennesker er bærere af tilknytningsadfærd og dermed har behov for omsorg.

Den engelske psykoanalytiker John Bowlby (1994) definerer begrebet tilknytning som behovet for at være knyttet til et andet menneske: «Når man om et barn (eller voksen) siger, at det er knyttet til, eller har tilknytning til, en eller anden, betyder det, at barnet er stærkt disponeret til at komme nær på og i kontakt med det pågældende menneske og især til at gøre det under ganske bestemte betingelser».

Det lille barns tilknytningsmønster udvikles i sidste halvdel af første leveår. Det er her barnet har udviklet de kognitive evner til at huske sin mor. Nærmere bestemt at det har dannet en arbejdsmodel af moderen, der kan bruges til sammenligning, når hun ikke er til stede, og til genkendelse når hun vender tilbage.

Barnet «husker» de interaktioner, som det har været involveret i, hvilket kan forstå ved hjælp af den amerikanske psykoanalytiker Daniel Sterns teori om RIG, - Repræsentationer af Interaktioner som er blevet Generaliseret. Spædbørn har en evne til at abstrahere og uddrage de gennemsnitlige interaktioner. RIG'erne er altså ikke et indre billede, men en repræsentation af en række interaktioner.

Barnet gemmer de samspil, det har været involveret i. RIG'erne fastholdes barnets personlige historie som det «jeg» har gjort sammen med en anden. RIG'erne har som dynamiske strukturer den funktion at hjælpe barnet til at organisere dets senere interaktioner med andre mennesker. Empiriske undersøgelser viser, at kvaliteten af barnets tilknytning til de primære omsorgsgivere (forældre og pædagoger) har indflydelse på dets social-emotionelle udvikling og med det dets muligheder for at indgå i social interaktion med andre. Kort beskrevet er en tidlig sikker tilknytning forbundet med en sund fremtidig udvikling, og modsat er en usikker tilknytning forbundet med en (mere eller mindre) risikofyldt udvikling.

Selv om nyere forskning og et postmoderne børnesyn lægger mindre vægt på betydningen af en sikker tilknytning og tilskriver barnet en iboende kompetence, kan kravet om en omsorgsfuld pædagog og lærer måske alligevel begrundes i tilknytningsteorien. Ikke mindst fordi nyere daginstitutionsforskning viser, at kvaliteten af tilknytningen til pædagogerne har indflydelse på børnenes RIG'er fra tidligere interaktioner. Endvidere viser disse studier, at pædagogerne synes at have en mere vigtig og signifikant indflydelse på udvikling af social kompetence med kammerater end børnenes mødre. Afslutningsvis kan hævdes, at lærerens og pædagogens omsorg er af stor betydning, og ikke kun fordi denne bidrager til børnenes individuelle og sociale udvikling, men også fordi en omsorgsfuld og empatisk voksen tjener som model for børnene og dermed lærer børnene selv at handle omsorgsfuldt.

Omsorg i praksis

I en pædagogisk praksis hvor pædagogen og læreren indgår i et aktivt samspil med børnene kan omsorgsdimensionen næppe adskilles fra opdragelsen og undervisningen. Det omsorgsfulde samvær mellem børn og voksne har altid et indhold, og når læreren og pædagogen bevidst giver støtte til barnets tilegnelse og konstruktion af såvel kundskaber og færdigheder, som normer, holdninger og væremåder, er der henholdsvis tale om undervisning og opdragelse.

Således må omsorg, opdragelse og undervisning ses som en enhedsproces. De tre elementer kan ikke adskilles. Inspireret af den tyske pædagog Johann Friedrich Herbarts (1980) vending en «opdragende undervisning» kan man tale om en omsorgsfuld opdragende undervisning, altså en undervisning og opdragelse præget af den voksnes empatiske forholden sig til barnet med henblik på at støtte dets stræben efter at indfri egne intentioner.

Omsorgen i uddannelsessystemet har en anden karakter end den private sfæres naturlige og kærlighedsorienterede omsorg. En offentlig omsorg bygger nok på den naturlige omsorgs grundelementer men professionaliserer disse og inddrager en didaktisk refleksion: Læreren og pædagogen hengiver sig til barnet for dets egen skyld samtidig med, at han eller hun reflekterer over en form og et indhold, der kan bidrage til barnets læring og udvikling.

Men der viser sig dog nogle dilemmaer, når omsorgsbegrebet integreres i pædagogisk og didaktisk teori: For det første er det en selvmodsigelse, at udvikle en «omsorgsdidaktik», når omsorg forstås som menneskets væren i verden, at man som medmenneske uden refleksion involverer sig i den andens liv. For det andet er det ikke uproblematisk at føle omsorg og yde omsorg til et andet menneske, da omsorgsgiverens oprigtige følelser og handlinger af omsorgsmodtageren kan opfattes som utidig indblanding eller værre som overgreb.

Endelig må der til omsorgen anlægges en retslig dimension. Forældre skal forholde sig omsorgsfuldt til deres børn. Hvis familiemedlemmer, naboer eller andre vurderer, at børnene ikke møder tilstrækkelig omsorg, har man pligt til at indberette dette til de sociale myndigheder, der herefter skal vurdere om der er tale om omsorgssvigt. Tilsvarende er ansatte i daginstitutioner, skoler, plejehjem og institutioner for voksne med handicap underlagt retslige krav om at udvise respekt, og værdighed overfor barnet/borgeren, - og kan drages til ansvar, hvis samværet mister det omsorgsfulde og resulterer i hårdhændet og ydmygende behandling.

Også som borger i samfundet har man pligt til at handle omsorgsfuldt. Der er tilsvarende tale om strafbart omsorgssvigt, hvis man undlader at give støtte til medmennesket i nød, fx i forbindelse med vold på gaden og trafikulykke. Således er det i en vis forstand lovbestemt at agere som den barmhjertige samaritaner.

Som forældre, professionel og som medmenneske er vi indfældet i omsorgsfølelser og unikke handlinger, som på godt og ondt må udfoldes, opleves, reflekteres, diskuteres, hvorigennem man både som omsorgsgiver og modtager – og som samfundsborger på sidelinien - erhverver livserfaringer.

S.Br.


Litteratur

Bowlby, J.: En sikker base. Frederiksberg: Det lille forlag (1994).
Diderichsen, A.: Børns omsorgsbehov - set gennem børns egne udtryk. Omsorg for de 2-3 årige, bind 2. København: Danmarks Pædagogiske Institut (1991).
Martinsen, K.: Omsorgens filosofi. Sykepleien, 8/81, pp. 4-10 (1981).